Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Pileallé 7D. 1. april 1889
Drenge … der fløjter
1/4 89 |
Pileallé 7 D. Frederiksberg I. |
Højstærede
Hr. Dr. G. Brandes!
Skjønt jeg anser det for ganske unyttigt, finder jeg det rigtigst at ulejlige Dem med medfølgende Skrivelse, siden Brevskriveren1 så meget ønsker det. Mit Kjendskab til ham indskrænker sig til, at han en Gang har henvendt sig til mig i Anledning af et Bidrag2 til en sønderjysk Avis, og at han ved samme Lejlighed forelæste 2 nogle af ham forfattede Digte, der, så vidt jeg kunde skjønne, var ualmindelig slette. Han fortalte da også, at han egentlig følte nok så meget Kald til at blive Skuespiller, og vilde strax give mig Beviser på sine Evner i den Retning, hvad jeg dog bad om at måtte have tilgode til en anden Gang. Siden har jeg ikke set ham, og véd ellers slet intet om ham. At jeg – som han forudsætter – skulde have nogen særlig Glæde af, at han kom frit i Berlins Theatre, beror derfor på en Misforståelse, og for Resten smigrer 3 jeg mig slet ikke med, at en Anbefaling af mig skulde kunne formå Dem til at sætte Dem i Bevægelse i antydet Retning.
Men når jeg nu opfylder hans Ønske og ulejliger Dem med hans Brev5, har jeg min Ryg fri.
Jeg får derved tillige Lejlighed til at ønske Dem velkommen hjem3. Jeg hører til de mange, der har haft Morskab af at høre om det svenske Ekko4 af det danske Skrål, som overalt følger Dem. Men det var jo selve den tyske Kejser, der her i vor egen Hovedstad udtalte de bevingede Ord om√, at hvor der råbes Hurra, er 4 der altid nogle Drenge, der ikke kan dy sig for at fløjte.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
