Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Bakkegårds Allé, Frederiksberg. 7. marts 1897

Engagement ved "Politiken"

Kære Dr. Brandes!

Det Tilbud, De forleden gjorde mig, om Engagement ved "Politiken" har jeg siden ikke kunnet få ud af Hovedet. Jeg er bleven bange for, at jeg har begået en Ubesindighed ved ikke at modtage det. Jeg vilde lyve for Dem, dersom jeg sagde, at det er den journalistiske Virksomhed, der særlig virker tiltrækkende på mig; jeg tiltroer mig nemlig ingen særdeles Evne i den Retning. Men jeg har sagt til mig selv, at dersom De virkelig mener at kunne bruge mig, er det vist nok uforstandigt af mig ikke at gøre 2 i det mindste et Forsøg på ad denne Vej at skaffe mig en Slags fast Stilling i denne Verden, især da jeg ikke véd nogen anden. I vore Dage, da det for Skønliteraturens Vedkommende mere og mere synes at skulle blive Tryksværten, Bindet og Forlæggerens Opfindsomhed, der kommer til at give Udslaget, og hvor derfor Chancerne derfor så at sige er ens for Alle, har man ingen Garanti i den Smule Talent, man hidtil har sat sin Lid til. Ikke fordi jeg har noget at beklage mig over. Jeg har netop i de sidste År hørt til de heldige. Men man kan ikke gøre Regning på vedvarende at 3 blive Vinder i et Lotteri, hvor Udsigterne er ens for Alle. Jeg troer jeg nu har haft mine syv fede År og skal som en klog og dydig Josef belave mig på de magre. Og jeg har jo en stor Familje, der ovenikøbet lever i det salige Håb, at det er de magre År, der er overståede, og at Fedekalvenes Tid vil oprinde.

Dersom De nu vilde sende mig et Par Ord – i Fald De da ikke allerede har truffet anden Bestemmelse – så skal jeg en Dag komme ind til Dem. Bedst var det måske på Forhånd at sige Dem, at jeg er nødt til at være ret ubeskeden i mine Fordringer. Jeg må have kunne leve af min Journalistik – så omtrent da – for at stå frit overfor mine Forlæggere. Helst vilde jeg 4 jo knyttes fast til Bladet; men det lader sig vel ikke gøre. Det rene Reporterarbejde vil jeg jo ikke gærne indlade mig med; men skulde man kunne bruge mig på Kontoret, kan jeg stille min Tid fra Kl. 10-4 Formiddag til Disposition.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

Jeg læste iaftes Halvdelen af G. Wieds "Bedstemoders Manuskript" som De i Dag anmelder. Bare Wied er vittig nok til at forstå Satyren i Deres Anmeldelse, og godmodig nok til at tilgive Dem den. Et mærkværdigt Tidens Tegn iøvrigt, at endog han har kunnet finde Opbyggelse i sin Bedstemoders Dragkisteskuffe. Jeg troer, at de[n] nærmeste 5 Tids Literatur vil bringe en Masse af den Art. Jeg læser for Tiden i Manuskript en mægtig historisk Roman fra Århundredets Begyndelse¹. Digterne er bleven Historikere, Filologer og brave Mennesker.