Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Fredensborg. 27. januar 1894 (1)
Musernes uægte Søn
Fredensborg
Lørdag
Kære Dr. Brandes!
Tak fordi De atter har taget Dem af det Alimentationsbidrag, der er stillet mig, Musernes uægte Søn, i Udsigt, når jeg, Musernes skikkeligste Afkom, vil være endnu mere skikkelig. Jeg kunde ikke se i "Politiken", hvad Hr. Goos har svaret Dem, og har forgæves ventet på "Berlingske", der undertiden sendes mig herud; men dèr har måske heller intet stået derom, eller i hvert Fald ikke mere, end hvad jeg véd af Deres Brev. Jeg forstår mig ikke på Goos; mig forekommer 2 han at have en Skrue løs. Fra de forskelligste Personer har jeg i denne Vinter fået Bud fra ham, sidst gennem en mig ganske ubekendt københavnsk Læge, der havde været til Middagsselskab med Goos' Kontorchef, Hr. Steemann, og af denne fået√ Anmodning om at skrive mig til og bede mig at gøre Hr. Steemann et Besøg. Det er dog virkelig altfor barnagtigt. Hvorfor i Himlens Navn kan Kultusministeriet ikke med to Ord lade mig vide, hvad man forlanger af mig? Jeg, som er så "glad i" Penge, at jeg gærne, ligesom Karl Larsen, stod på Hovedet i 24 Timer og råbte Goos leve, og Ploug leve, og hele Kleresiet leve, for meget mindre end 1000 Kr. – jeg skal villig afgive en alenlang Erklæring, ja forskrive 3 mig til selve Claus Dinesen eller Klaus Berendsen1, når jeg blot på sædvanlig, ordenlig Måde må få Tilhold derom. Man må jo dog huske på, at det denne Gang var Finansudvalget, der indstillede mig, hvorfor jeg dog virkelig ikke godt kan blande mig deri, før jeg får Tilhold derom. Når en Mand vil gøre mig en Foræring, og jeg tilfældig har fået Nys derom, passer det sig dog ikke for mig at gå og rykke ham for den eller forespørge hos Købmanden, hvad Fanden det bliver til med den Foræring.
Jeg håber derfor endnu på, at Kultusministeriet eller Finansudvalget ikke vil betragtede2 mig som en Slags Literatus med sort Kokarde, hvem man ikke behøver at vise det samme Hensyn som vises Parnassets Bertel Elmgårder; med andre Ord, at Kultusministeriet ikke vil undse sig ved at 4 spørge mig om, hvad det vil vide af mig, sådan som det altid har gjort før, og altid gør med andre. Var det ikke muligt at få Goos til at gøre det? Dersom De en Gang ved Lejlighed kommer3 til at tale med ham, vilde De måske gøre Dem den Ulejlighed at tale til hans Samvittighed, dersom De ikke troer den altfor døv, eller til hans Hjærte, dersom han har noget.
Jeg havde for Resten glædet mig til at se Dem herude i Fredensborg; Nansen, hvem jeg forleden talte med, stillede mig i Udsigt, at De i Forening vilde søge at overvinde alle dermed forbundne Vanskeligheder. Jeg håber, det en Gang vil lykkes Dem; men jeg må indrømme, at Vejret i disse Dage ikke√ virker lokkende.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
