Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Overgaden n. Vandet 15. 16. juni 1921

Jakob Knudsen Schandorphs Lærling

Kære Borchsenius!

Jeg har for nylig igen været under Operatørernes Hænder, og trods al denne Blodsudgydelse sporer jeg ingen Bedring. Derfor nåede jeg heller ikke at følge din Hustru til Jorden¹, hvad jeg naturligvis ellers vilde have gjort. Min Kone derimod var til Stede og følte sig meget grebet af Højtideligheden.

For begge dine Breve, af hvilke det sidste lige er kommen ind af ad Døren, kan jeg nu takke dig på en Gang. Det glæder mig at vide dig og dine Børn for 2 en Tid rykket bort fra det gamle Hjem og de Stuer, hvor hver Ting minder ^jer√ om Eders store Savn. Deroppe ved det yderste Hav med Uendeligheden for Øje vil Sorgen ikke føles så knugende. Der er jo altid dejligt på Skagen men allermest nu i de lyse Nætters Tid, som er mere højnordiske dér end noget andet Sted i Landet. Og endnu er den store Turistsværm vel ikke kommen derop, så I kan have Naturen nogenlunde for jer selv. Senere på Sommeren forvandles Skagen til et Bloksbjergs-Sceneri ^{omkring Drachmanns Gravhøj}√, der ikke virker tiltalende. Jeg håber, du ikke vil forsømme at gøre en Tur til Højen (der er endnu prægtigere) og drikke Kaffe på Ruth's Hotel eller hos Söiberg, som har købt sig et 3 Hus der, og som sikkert vilde blive meget glad for dit Besøg. Begge Steder beder jeg dig bringe Hilsen fra mig.

Både min Kone og jeg trænger meget til at komme på Landet, hun især for at kunne befries for Husvæsenet en lille Tid, jeg mest af Trang til at slide et Par Støvlesåler op på Landevejene. Her i København nusser man rundt og får aldrig rigtig Gang i Benene. Men så længe jeg er under Lægebehandling, må jeg jo blive her. Iovermorgen skal jeg have Trådene ^trukket√ ud af det sidst gjorte Snit (denne Gang i Overkæben), og det vil da vise sig, om jeg kan permitteres.

Mens jeg selv for Tiden ingenting læser, fordi jeg har mine Tanker optaget af egne Arbejder, har min Svigersøn (Lægen) fået fat i Schandorph og er bleven hans ivrige Beundrer. Det er især hans to Levnedsbøger², 4 han er optaget af. Jeg føler mig overbevist om, at Schandorph vil få sin Renaissance, og jeg vilde ønske, at du kunde få Lyst og Kræfter til at skrive en Bog om ham og påpege hans store Betydning for de fleste af dem, der efter ham blev Småborgerlivets Skildrere. Har det aldrig slået dig, at der f. Eks. hos Jakob Knudsen findes Sider, der er så Schandorphske, at man næsten kan tale om en Kalkering. Jeg betragter Knudsen som den største Digter og Menneskekender af de to; men som Fortæller er han Schandorphs Lærling.

Hav det nu rigtig godt, og vær venlig hilset fra os begge.

Din hengivne
Henrik Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i NkS 4656,4º