Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. Februar 1881 (2)
betænkelig meget på Stabelen
| [Febr 81]1 | Hjørlunde pr Slangerup |
Hr. Redaktør Borchsenius!
De vil nok kunne forstå, at jeg længes efter at høre om min lille Bog, om den er vejet og fundet for let, hvad jeg begynder at frygte for. De vil kunne forstå, at jeg lever i en trykkende Uvished, indtil jeg får dens Skjæbne at vide, og De vil derfor også nok undskylde mig, at jeg atter ulejliger Dem. Jeg må tilføje, at jeg gjør det kun nølende; thi jeg vil nødig – ved således atter og atter at storme ind på Dem – forskjertse det Venskab, De har vist imod mig.
De vil måske erindre, at jeg har en lille Fortælling2, – om "Ude og Hj" vil have den, den er til to Numre, tænker jeg; men jeg kan ikke få mig selv til at sende den til Dem, før jeg får den anden<3 anbragt. Jeg véd ikke hvorfor.
Herude taler man i denne Tid ikke om meget andet end "Fritænkernes Bøger"4. De gode Mennesker, der ikke har anden Mening end Præstens og Skolelærerens, mener at disse Bøger ved Lov burde forbydes, og at de nærmest står i Klasse med Julius Strandbergs "Sange for lukkede Mandfolk"5, og de Mennesker, som virkelig har nogen Mening, er kommet til det Resultat, at Anton Nielsen er en langt større Digter, end Drachmann og Schandorph tilsammen. De Stakler! Selv Hostrup6 – mener jo nogle – er snart halvgåen Fritænker; han får anonyme Breve, hvori der står: "fy! skam dem!" – O! Kristelighed!
Jeg håber at få gode Tidender fra dem; det vil ellers være så mistrøstende, og jeg har meget – betænkelig meget – på Stabelen. Herude lever jeg med det i Ro – og i Håbet!
Med megen Agtelse
Henrik Pontoppidan
