Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 18. juni 1911
en Chance jeg måske burde have nyttet
18/6 1911. |
Ahlmanns Alle 4. Hellerup. |
Kære Bojesen!
Først et Par Ord om en Forretningssag. Engang i Foråret (i Marts)√ vekslede vi et Par Breve om vort Pengemellemværende. De skrev, at jeg endnu i April og Maj vilde få tilsendt det sædvanlige Månedstilskud, fordi vi i sin Tid havde aftalt det sådan. For en Ordens Skyld – ikke fordi jeg har savnet Pengene – gør jeg nu opmærksom på, at det således annoncerede Tilskud for Maj ikke er bleven mig tilsendt; i hvert Fald er det ikke kommet mig i Hænde.
Iøvrigt skriver jeg kun for at sige Dem Tak for den smukke Blomsterhilsen, De sendte mig til Hospitalet. Jeg 2 veed√ nok, at min Kone i Forvejen har gjort det, men nu kan jeg selv klare for mig, og det holder jeg unægtelig mest af. Jeg vil da sammen med min Tak bringe Dem en Undskyldning for, at jeg endnu eksisterer. De plejer med Deres elskværdige Spøgefuldhed at sige, at en Forfatter først får nogen rigtig Interesse for en hans√ Forlag, når han er død og hæderlig begravet. Her var nu virkelig for mit Vedkommende en Chance, som jeg snød Dem for, og som jeg måske også for min egen Skyld burde have nyttet bedre. Dersom jeg ikke havde begået den Overilelse at lade mig operere, vilde jeg rimeligvis nu have spaseret omkring på Paradisets Enge med gyldne Vinger på Skuldrene, hvad dog virkelig vilde have klædt mig. I Stedet sidder jeg nu her i Slobrok og Tøfler og 3 sammentæller mine Regninger. At man kan være så dum!
Ja, andet har jeg ikke på Hjerte. Jeg kan endnu ikke slippe her fra Byen, fordi jeg stadig må møde på Hospitalet og få min Forbinding skiftet. I det hele vil det jo vare en rum Tid, før jeg kommer til Hægterne. Og jeg har så lidt Tålmodighed.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
