Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 28. juli 1939

Danmarks ideale Præstesøn

Kære Vilh. Andersen!

Hvor mon De nu færdes på Deres Pegasus, Cyklen? Palsgård har vel næppe holdt Dem fangen så længe. Jeg vil i hvert Fald for en Sikkerheds Skyld sende disse Linjer til Fredensborg, så meget mere som de gerne skulde bringe også Fru Rose en Hilsen.

Siden vi såes, har jeg altså fuldendt min Nedkravling til det 82^de Trin på Livsstigen og har nu ondt ved at tro, at der virkelig kan være flere Trin tilbage for mig. Men sådan tænkte jeg også for et År siden og havde alting nedpakket og Rejsepasset i Orden til den hemmelighedsfulde Hjemfart. Men det synes jo, som om der endnu er i hvert Fald ét Trin at kravle ned på for mig. Jeg skal finde mig deri uden Knurren, for jeg har gode Hjælpere. En af mine Fødselsdagsgratulanter i År spurgte mig i sit Lykønskningsbrev, hvorfor jeg trods min Alder aldrig var bleven Ridder, Professor eller noget af den Slags. Havde Fæet vidst, at selve Vilhelm Andersen et Par Dage forinden trods Travlhed og upålideligt Vejr havde besteget sin Cykel og var kørt 2 den lange Vej til Rørvig for at sidde et Par Timer sammen med mig i Familjekredsen, vilde han næppe have spurgt så dumt. At jeg har opnået Deres Venskab er mig mere værd og til større Ære end nogen Orden eller Titel kunde have været. Dette Venskab med Danmarks ideale Præstesøn står da også blandt de øverste på det fornævnte Rejsepas, der måske vil kunne sikre en frafalden do. betryggende Lejde gennem Underverdenen. Hjertelig Tak, kære Vilh. Andersen, for det altsammen!

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan