Vilh. Andersen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 10. april 1940

den Angst, De har udtrykt

Fredensborg 10/4 40.

Kære Henrik Pontoppidan – jo, jeg længtes virkelig efter den lille Bog¹ i disse nedtrykkende Dage, og jeg har nu i Aften hørt to Røster fra hver sin Side af Livet, som har varmet mig i Hjertet. Den ene var i Telefonen, hvor min Svigersøn i Næstved, som jeg havde ringet op, havde holdt Røret for Munden af sin lille Dreng, som lige er begyndt at tale, og jeg hørte det første Goddag, Morfar! Den anden var altsaa Deres Brev, havde jeg nær sagt. For som et saadant læste jeg det med Kendskab til alt, hvad der ligger bag ved, og Resonans deraf i den fuldt beherskede Fortrolighed i Stilen. Der er et Vers, som summer mig i Øret: Der er Taarer, ingen kan beskrive – saadan lyder ogsaa det, De skriver om de Erindringer, som man ikke kan eller skal tale om. Hvor levende staar ikke, netop derfor, de to saa forskellige Hustruer i de smaa Bind – jeg blev glad at ved² se hende, som jeg har kendt, som ung Pige deri. Tak ogsaa for det sandfærdige Billede af Erik Henrichsen. At det er lykke[de]s Dem at undgaa 2 Gentagelser fra Deres Digterværker, vil enhver give Dem Attest for, som husker Guttens Død i Det forjættede Land og nu læser hvad De skriver om Deres lille Pige.

Jeg sidder og skriver dette i en mørkelagt Stue i et Pensionat ved Siden af vort Hjem, hvor vi er taget ind af Mangel paa huslig Hjælp og Brændsel. Der er kun et Par gamle Mennesker og den jævne Ro gør godt for det Tryk, som De sikkert føler lige saa stærkt som jeg. Jeg har altid holdt af Dem for den Angst, De har udtrykt for Tabet af det, der er mere værd end Skindet.

Jeg maatte ind ^{til Byen}√ i Gaar bl. a. for at trykke min Svigersøn i Haanden – han er som De maaske ved "Københavns Kommandant", men ikke til Sinds at sige beske Vittigheder derom – hvad vi andre ikke heller har Lyst til.

Jeg haaber snart at komme ud til Dem – Lev vel og hjertelig Tak for "Adspredelsen".

Deres hengivne
Vilh Andersen