Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 5. august 1932
Sådan måtte en Afdød føle
5 Avg 32. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund |
Kære Vilh. Andersen!
Det var en meget kortfattet Tak, jeg fra Skovridergården fik sagt Dem for den hædrende Fødselsdagshilsen, De bragte mig gennem Radio'en. Men jeg er en dårlig Makker i en Telefon, hvor mig Hørelse ikke slår til. Ved Radio'en derimod, når den er tilstrækkelig stærk, får jeg nye Øre. Da jeg sidst så' Dem på en Talerstol (det var i Svendborgs Foredragsforening) opfattede jeg så godt som ingenting. Ved min Svogers Radio forleden hørte jeg hvert Ord. Ikke en Stavelse, ikke en Betoning gik tabt hverken for mig eller for det øvrige Selskab af andægtige Tilhørere, der sad rundt om i Stuen efter Middagen. Desværre var min ældste Datter ikke imellem dem. Umiddelbart før hun med Mand og Børn skulde rejse fra Horsens, blev hun syg og måtte gå 2 til Sengs. Nu er hun dog atter oppe, og jeg venter hende snart hertil.
Indtrykket af en Radiotale, når denne drejer sig om En selv, er ret mærkelig. Man sidder med spidsede Øre og følger i bevæget Stemning Talerens Ord uden selv at kunne give sig tilkende med så meget som en Tak. Den talendes Stemme høres helt nær: men selv er han langt borte og kan ikke råbes op. Fornemmelsen er underlig. Sådan omtrent måtte en Afdød føle, dersom han i den anden Verden var i Stand til at høre den ved Båren holdte trøsterige Tale.
Jeg er nu kommen hjem efter mere end 5 Ugers Fraværelse, og endnu venter jeg at have flere Sommerglæder tilbage. Når deres Frue kommer hjem fra Blåvand, og min Datter har været her, vil jeg forhøre i Vedbendshuset, om det passer Dem, at jeg kommer på et lille Besøg. Gamle Galschiøt vilde jeg også gerne besøge; men jeg vèd ikke, om jeg nåer så langt. Jeg er dårligere tilbens, end jeg var for et År siden; men det går lettere 3 med at komme ind i en Vogn.
En hjertelig Hilsen også fra min Datter Else og min Svigersøn, der bad mig hilse, når jeg skrev.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
