Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Svendborg. 24. februar 1928

under de sværeste Storme


24.2.28.
Svendborg.

Kære Vilh. Andersen!

Jeg takker Dem for det hjertelige Brev, De har sendt mig i Anledning af min Kones Død. Da De så' hende sidst (vistnok i December), var De overrasket over hendes forholdsvis friske Udseende, og vi havde også den Gang endnu et lille Håb om at få Lov at beholde hende. Men ved Juletid blev det klart for os alle, at det nu med hastige Skridt gik mod Døden. Hun havde 2 selv flere Måneder i Forvejen sagt, at hun ikke vilde kunne leve længere end til Februar, og denne Forudsigelse slog til. Den 6te Febr. ved Midnatstid sov hun fredeligt hen.

Jeg mistede med hende ikke alene min bedste Ven og eneste Fortrolige, men også mit Hjem, der helt og holdent var hendes Værk, som hun med sin Dygtighed, sin Klogskab og Overbærenhed holdt sammen på under de sværeste Storme. Nu er jeg igen bleven Vagabond, og det bliver jeg sagtens ved med at være, 3 indtil også jeg lægges ned i Rørvigs Kirkegårdsjord ved hendes Side.

Det har glædet mig at mærke, at alle – eller rettere: de få, der lærte min Kone at kende, kom til at holde af hende, og forstod hendes Værd. Jeg takker både Dem og Deres Frue, fordi De viste hende Venskab.

Også min Datter og Svigersøn sender Dem begge en hjertelig Hilsen.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.