To Venner

497 Det var Paaskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad. Kirkeuret havde netop slaaet ti. Paa denne Tid plejede Torvet nedenunder at være et bølgende og larmende Hav af Bønder med al Slags Torvføring – en broget Stimmel af Æggehandlere. Grøntkoner, Smørprangere og Hønsekræmmere, hvorigennem købslaaende Fruer og kurvelæssede Tjenestepiger med Møje trængte sig frem. Men endnu fandtes der paa hele Pladsen ikke andet end et Par Landslagtere og nogle Gartnervogne fra de omliggende Herregaarde. Og i hele Byen saaes næppe en eneste af de sædvanlige, tykmavede Vadmels-Skikkelser med Tobakspiben i den ene Haand og Smørbrikken i den anden. Købmændene stod i deres aabne Butiksdøre og kastede lange Blikke op og ned ad Gaden; men der viste sig den hele Dag slet ingen af de sværtbelæssede Vogne, der ellers om Lørdagen fra alle Sider rumlede ind i Byen.

Det var tydeligt nok – denne Udeblivelse var Bøndernes foreløbige Svar paa det Statskup, som Købstæderne saa villigt havde hjulpet Ministeriet med at sætte i Værk.

Inde i Byens fine Barberstue (i hvis Vindue der altid om Lørdagen til Underretning for Bønderne blev ophængt et Skilt med Ordene: "Kun velklædte Personer betjenes her") sad paa denne Tid to af Byens Bedsteborgere vel indsæbede, med Servietter under Hagen, og blev behandlede af Barberen og hans 498 Dreng. En tredje, der saae ud som en ældre, velstaaende Haandværksmester, havde taget Plads henne ved Vinduet, hvor han med dyb, eftertænksom Mine læste en Avis gennem et Par Briller, der hang ham helt ude paa Næsespidsen.

Den ene af de indsæbede var en lille blussende Tyksak, hvis Ben var saa korte, at han maatte have en Skammel under Fødderne for at støtte dem. Med Hænderne foldede over sin Hængemave, Øjnene tillukkede, og et Par Hornbriller skubbet op paa sin skaldede Isse, hengav han sig med synligt Velbehag til Barberdrengens Behandling, idet han af og til udstødte korte Grynt, der tilkendegav snart hans Tilfredshed, snart hans Mishag med de første Strøg af Kniven.

Den anden var en høj, anselig Skikkelse med et bredt Ansigt og svære graa Bakkenbarter. Hele hans Mine og den krybende Maade, hvorpaa Barberen betjente ham, røbede straks, at man her havde en af Byens Matadorer for sig. I stor Ophidselse stirrede han hen paa den læsende Mand ved Vinduet, hvis vekslende Ansigtsudtryk han med spændt Opmærksomhed fulgte; og ikke saa saare løftede Haandværksmesterens Øjne sig fra Bladet, før han udbrød:

"Naa! … Hvad siger De saa til det, Hansen! Saa gammel De nu er, har De vist ikke set saadan noget paa Tryk før. Det kan man kalde rene Ord for Pengene, hva'? Og det af en af Ministeriets egne Embedsmænd, – ja oven i Købet en Præst!"

Den tiltalte lagde betænksomt Avisen sammen og vendte Hovedet bort.

"Ja, hvad skal man sige –" mumlede han derpaa undvigende.

"Hvad man skal sige? Man skal Fanden gale mig sige, Hansen, at det er den stiveste, der endnu er leveret. Men det er netop, hvad jeg for længe siden har spaaet. Lige fra den første Gang, jeg saae vor gode Pastor Hornung, har jeg sagt, at han var en fordækt Venstremand. Nu har vi faaet Syn for Sagen! Men vi skulde have taget vore Forholdsregler i Tide! Der gik jo allerede Snak nok om ham fra hans forrige Kald. Laa han ikke der i evige Spektakler med Provster og Kirkesyn, 499 ja med Bispen selv, saa han en Gang var nær ved at blive sat fra Embedet for sin beskidte Mund. Jeg siger det rent ud – han er en fræk Karl!"

"Et Bondebæst!" gryntede Tyksakken.

"Bravo! Netop Ordet, Hr. Overlærer! … Men kan De forklare mig, hvordan det er gaaet til, at vi har faaet en saadan Person her til Byen. Man snakker om, at han derude paa Landet var ved at sulte ihjel med sin Redefuld af Unger – men hvad kommer det os ved? Skal vi derfor have hans Spektakler her? Det er en Skandale for hele Byen. – – – Gør mig kun færdig, Raff!"

De sidste Ord var henvendt til den lille blegfede Barber, der straks, saa snart hans ansete Kunde begyndte at tale, havde trukket sig tilbage med sin Kniv.

"Det er sandt, Raff!" vedblev han derpaa roligere, idet han atter lagde sig tilbage i Stolen. "Har Hr. Berthelsen været her idag?"

"Nej, Hr. Konsul! – endnu ikke. Men han maa bestemt være her om et Øjeblik."

"Er det sikkert?"

"Ganske sikkert, Hr. Konsul! Hr. Berthelsen er saa regelmæssig som Solen. Man kunde saamænd gerne stille Kirkeuret efter ham – he!"

"Godt. Saa kan man da forhaabentlig faa Rede paa, hvordan det forholder sig … For De har vel hørt det, Hr. Overlærer, at der skal have været svære Optøjer ovre i København i Nat. Der fortaltes nede paa Toldkammeret, at der var kommet Telegrammer derom til Bladene. Det er nok ude paa Nørrebro – De veed, Socialisternes Valgkres – og Soldaterne skal have skudt."

"Skudt!" udbrød pludselig Manden henne ved Vinduet og skiftede Farve. "Ja – men det kan de da ikke ha'e Lov til."

"Ikke ha'e Lov til!" gentog Konsulen og førte atter Barberen bort med Haanden for at kunne rejse Overkroppen og tale med mere Eftertryk. "Hvem Pokker skulde forbyde dem det, 500 Hansen? Imod Oprørere og Tumultuanter! Det manglede sgu bare! … Hvad siger De, Hr. Overlærer?"

"Øf!" lød det henne fra den anden Stol, hvilket skulde udlægges: "Naturligvis".

"God Morgen, mine Herrer!" sagde i det samme en Stemme henne fra Døren.

Det var den ventede Hr. Berthelsen, Redaktøren af Byens Stiftsavis, en utrolig lang Herre med en pergamentgul Hudfarve, graa Paryk, ganske lyse Benklæder og et rødt Lommetørklæde hængende ud af Baglommen.

"Naa!" udbrød straks Konsulen, (endog Overlæreren spærrede Øjnene op og saae med Forventning paa den indtrædende), – "Naa! Hvad nyt? Er der hændt noget? Er det sandt, at Socialisterne har gjort Optøjer i Nat, og at Soldaterne har skudt? Eller er det en af Toldbodrotternes sædvanlige Krøniker? Der fortælles, at De har faaet Telegram. Hvordan forholder det sig? De har jo ikke udsendt Løbesedler."

Redaktøren trak omstændeligt sine Bomuldshandsker af og puttede dem i Baglommen med den uigennemtrængelige Mine, som han altid paatog sig, naar han ingenting vidste.

"Nu?" raabte Konsulen utaalmodig.

"Jeg beder Dem, Hr. Konsul –" sagde Redaktøren endelig og løftede afværgende sin ene, kæmpestore Haand.

"Aa Snak, Berthelsen! Hvad skal det Hemmelighedskræmmeri til her? Lad os høre! Er der skudt?"

"Vigtigpraas!" mumlede Overlæreren og lukkede igen Øjnene, medens Manden henne ved Vinduet blev ved at stirre paa Redaktøren med alle Tegn paa den heftigste Beklemmelse.

Men trods Konsulens vedvarende Anmasselser og Fordring paa "klar Besked" bevarede Hr. Berthelsen sin diplomatiske Tavshed.

"Hr. Konsulen maa pardonnere mig," sagde han, idet han med en uhyggelig Knagen i Fingerleddene gned sine tørre Hænder. "De Meddelelser, der er kommet mig i Hænde, er foreløbig af fortrolig Karakter. Hr. Konsulen kan være overbevist om, at Stiftstidende øjeblikkelig vil bringe til sine Abonnenters 501 Kundskab, hvad der faktisk er passeret. Af Gaarsdagens Løbeseddel vil De saaledes allerede have erfaret, at Tropperne siden i Torsdags har været konsigneret i Kasernerne, at der er uddelt Patroner til Mandskabet, og at der er opkørt Batterier uden for Slottene. Jeg tror at kunne tilføje, uden at gøre mig skyldig i nogen Indiskretion, at Avtoriteterne – de militære saa vel som de civile – i det hele er fuldt beredte paa uden Skaansel at kvæle ethvert Revolteforsøg i Fødslen."

"Bravo!" raabte Konsulen og rejste sig, idet han strøg sig med Servietten om Hagen. (Barberen havde med et Skrabud tilkendegivet, at han var færdig.) – "Ja, Gud ske Lov, vi har endelig faaet en Regering, der ikke er bange for at vise sin Magt. Naar den nu bare vil blive ved at gøre Brug af den, saa skal vi snart faa Fred her i Landet for det Rak og Pak, der har faaet Lov til at skyde til Vejrs."

"Ja, lad dem bare plaffe dygtigt løs paa dem," snøftede Overlæreren, der ligeledes havde rejst sig og stod og tørrede sig foran Spejlet. "Det er noget, de har Respekt for. Men lad dem ikke glemme Førerne! De Karle er saamænd ikke for gode til Kanonføde."

I dette Øjeblik rejste Manden ved Vinduet sig op og listede hen imod Døren.

"Gaar De, Hr. Hansen?" spurgte Barberen forundret. "Jeg troede, at De skulde rages."

"Nej Tak – jeg har ikke Tid længer," svarede han og var i det samme ude af Stuen.

De Tilbageblevne saae paa hinanden i største Forbavselse.

"For Pokker!" – udbrød tilsidst Konsulen. "Hvad gik der af Hansen? Jeg tror, ved Gud, at han fik ondt! Han var jo ganske bleg! … Eller – han skulde da vel ikke – jeg kan da ikke tænke mig, at – –"

"Hr. Hansen holder "Morgenbladet", Hr. Konsul!" hviskede Barberen, idet han indsmigrende nærmede sig med Haanden for Munden. "Jeg veed det ganske bestemt … Det er en af hans Svende, der abonnerer paa Bladet for ham og bringer ham det 502 hver Aften. Jeg har det fra min Brodersøn, der kender Svenden."

"Hansen!" raabte Konsulen og slog Hænderne sammen. "Men – du himmelske Gud og Skaber! – er Folk da bleven ravruskende gale? … Og det var Hansen, som for ikke mere end otte Dage siden fik den store Bestilling fra Havneudvalget!"

Henne ved Vinduet udbrød i det samme Barberdrengen:

"Der kommer Pastor Hornung!"

Som trukne af en Snor vendte alle sig ved disse Ord mod Gaden.

Og virkelig! Ovre paa det modsatte Fortov kom Præstens høje, magre Skikkelse gaaende med Skridt, der larmede, som om han gik paa Træsaaler. Han var en Mand paa henimod de treds, tarveligt, næsten fattigt klædt, med et rynket, skægløst Ansigt, der paa Grund af, at Underlæben skød sig stærkt frem, og at Øjnene kneb sig sammen for Lyset, fik et frastødende Udtryk af Selvfølelse. Dette Udtryk understregedes yderligere af hans Holdning og af hans taktfaste, næsten soldatermæssige Gang. Den ene, ubehandskede Haand holdt han knyttet bag paa Ryggen; i den anden havde han en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft ned mod Brostenene.

"Storsnudede Bonde!" snerrede Overlæreren foragteligt henne fra Spejlet.

"Ja, var det ikke for hans forsultne Ungers Skyld" – istemte Konsulen – "kunde man ønske, at der maatte blive lettet lidt alvorligt ved ham efter denne Historie. Og det bliver der vel ogsaa nok! … Det bliver der saamænd nok!" endte han fortrøstningsfuldt.
 

Pastor Hornung fortsatte sin Gang hen ad Gaden, hvor han overalt var Genstand for den samme lidet smigrende Opmærksomhed. Folk stak Hovedet ud af Vinduerne for at kigge efter ham; og naar Butiksfolkene saae ham komme, trak de sig tilbage fra deres Døre for ikke at være nødt til at hilse ham, naar andre saae det. Idet han gik over det lille Torv foran Raadhuset, traadte 503 Byens Politimester netop ud herfra med en Protokol under Armen. Det var en lille rund, glatraget Mand, der lignede Overlæreren fra Barberstuen næsten som en Tvillingbroder.

Pastor Hornung løftede Haanden op til sin bredskyggede Hat for som sædvanligt at hilse; men i Stedet for en Genhilsen tilkastede Politimesteren ham et saa uforskammet og hadefuldt Blik, at Blodet skød op i Præstens Kinder. Dog beherskede han sig og fortsatte roligt sin Vej.

Da han kom hjem i sin Studerestue, aabnede han Døren til den øvrige Lejlighed og raabte ind over et halvtomt Forværelse, om Posten var kommen. Et Kor af Barnestemmer svarede langt borte fra: Nej!

Henne paa en gammel Mahognipult ved Vinduet laa Begyndelsen af Manuskriptet til hans Paaskeprædiken og ventede paa Fortsættelse. Men han kunde ikke faa sig selv til at beskæftige sig dermed. Hans Hoved var for opfyldt af bekymringsfulde Tanker, der laa Opstandelses-Evangeliet fjærnt. Han tænkte paa de Rygter, der ogsaa var kommen ham for Øre denne Morgenstund – Rygterne om Opstandsforsøg i København og Vaabenmagtens Indskriden. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det virkelig var sandt. Han havde saa inderlig haabet paa, at Befolkningen dog ikke vilde lade sig henrive til Voldshandlinger. Men maaske havde Gæringen alligevel været for stærk!

Det ringede stærkt ude paa Forstuedøren.

Endelig! –

Et Minut efter stod Pastor Hornung ved Vinduet med Byens "Folkeblad" og gennemløb i Hast Telegrammerne fra København. Men han fandt intet, hverken om Opløb eller Militærets Udrykning. Han greb da "Stiftstidenden", der undertiden havde Specialtelegrammer. Men heller ikke her saae han noget derom. "Alt roligt," "Befolkningen rolig," stod der overalt.

"Herren være lovet!" udbrød han ganske højt. Og i Tankerne fortsatte han: Gud er med os! Det veed jeg nu forvist, at han vil lade den danske Folkesag sejre!

Saa satte han sig ned ved Bordet for at gennemse den øvrige Post.

504 Først var der to Breve fra selve Byen, af hvilke det ene var skrevet med fordrejet Haandskrift og kun indeholdt de fire Ord: "De er en –" (Paa Tankestregens Plads fandtes et Udtryk, som Velanstændigheden forbyder at gentage her). Med Foragt krammede Hornung Brevet sammen og kastede det i sin Papirskurv. Han havde før deltaget i en offentlig Debat, og det var derfor ikke første Gang, at han fik den Slags Stinkpotter kastet ind ad Døren.

Det andet indenbyes Brev, der var skrevet med stilfuld Forretningshaand paa et stort Stykke rudret Papir, indeholdt følgende:

"Hr. Pastor F. Hornung
hersteds.
Begrundet paa Omstændigheder tillader jeg mig at underrette Hr. Pastoren, at min Datter Angelica, som sidstforløbne Uge tilmeldtes Hr. Pastorens Konfirmationsforberedelse, efter nøjere Overvejelse herved anmodes atter udmeldt, formedelst da det saavel er min Datters som min Hustrus og eget Ønske, at hun fremtidig skal overgaa til Hr. Pastor Bohses Vejledning.
Jeg undlader ikke at tilføje, at dette Skridt er begrundet paa den Artikel, som det igaar Aftes udkomne Ekstranummer af "Folkebladet" indeholdt af Hr. Pastoren.
Samtidig tillader jeg mig at præsentere medfølgende specificerede Regning paa Manufakturvarer, som Fru Pastorinden i det forløbne Kvartal har modtaget gennem min Forretning, og vilde det meget glæde mig at faa Beløbet tilstillet inden den 15de d. M.
Imødeseende Deres ærede, tegner
med Agtelse
P. C. Hansen,
Manufakturhandler."

Ogsaa overfor denne Skrivelse havde Pastor Hornung i første Øjeblik kun et Skuldertræk tilovers. Men idet han anden Gang gennemlæste den, formørkedes hans Ansigt. Med et sorgfuldt 505 Udtryk lagde han Haanden op paa sit endnu kraftige, graasprængte Haar, lænede sig med lukkede Øjne tilbage i Stolen og sagde hen for sig med et Suk:

"Hvor det ofte er svært at være ærlig i dette Land!"

Saa gav han sig ifærd med den øvrige Post.

Der var de sædvanlige officielle Skrivelser i store blaa Konvolutter, et Brev fra en fjærntboende Mand, der ønskede en Udskrift af Kirkebogen, en Ansøgning om en Legatportion o. s. v. Nederst laa et almindeligt aabent Brevkort, som Hornung slet ikke havde bemærket og derfor greb med en vis Ivrighed. Og næppe havde han kastet et Blik paa Skriften, før han med Udbrudet: "Men – er det muligt!" foer op af Stolen og ilede ud af Stuen. Han skridtede gennem det tomme Forværelse og slog med stort Spektakel Døren op til den tarveligt udstyrede Dagligstue, hvor seks af hans yngste Børn sad og legede.

"Hvor er Mo'er?" raabte han. "Anna, Peter, lille Line … skaf mig i en Fart fat i Mo'er. Men sig hende, at hun maa skynde sig – det haster!"

De lyslokkede Smaa paa Stole, Skamler og Forhøjninger kom i travl Bevægelse; men i det samme traadte Fru Hornung gennem en Tapetdør ind fra Køkkenet. Hun var en lille, endnu køn og buttet Kone med mørkladent Haar, Kappe og stort Smækkeforklæde.

"Her er jeg! Hvad er der, Hornung?" spurgte hun og betragtede straks sin Mand med urolig Mine – som var hun altid forberedt paa at modtage onde Tidender.

"Nyheder! Store Nyheder, min Ven!" svarede han og rakte Brevkortet i Vejret. "Kan du tænke dig – der sidder jeg inde og læser saa meget dumt Tøj, og saa faar jeg her fat i … ja, nu skal du høre! (Pastor Hornung fik næsten Taarer i Øjnene, idet han atter læste Kortets Ord) ""Kære gamle Ven! Jeg kommer imorgen, Lørdag, Eftermiddag med Toget 3,12. Glæder mig til at se dig. Din hengivne – –"." Ja, gæt nu, Kirstine!"

"Det er da ikke Krøger?"

"Jo – hvem ellers! Er det ikke mageløst! Han er naturligvis paa en af sine sædvanlige Inspektionsrejser. Sandelig – 506 han kommer som han var kaldet, den kære Dreng! Jeg har tænkt saa meget paa ham i den senere Tid. Og hvor har jeg længtes efter igen at faa en rigtig lang Passiar med ham! … Jeg gad dog vide, om ikke de sidste Dages Begivenheder endelig skulde have skudt Bresche i hans standhaftige Højrehjærte. Du kan tro, Kirstine! Han har haft den samme Længsel som jeg. Og nu kommer han, forat vi kan tale os ud for hinanden, den kære, gode Dreng! … Men hør, Kirstine! Nu maa vi sandelig ogsaa vise ham, at han er velkommen. Han skal blive modtaget som en Fyrste! Middagen maa vi naturligvis udsætte, til han kommer, f. Eks. til Klokken fire – eller bedre fem! Jeg veed, han plejer at spise paa den Tid. Og – lad mig se – kan du ikke skaffe en god Ret Karudser, Kirstine? Kan du huske, hvor henrykt han blev over dine Karudser, da han sidst besøgte os i Vejrløse … aa, han er en Lækkermund, den gamle Knægt!"

"Men Hornung – hvor skulde jeg skaffe Karudser fra her?"

"Nu ja – men en Ret Fisk maa vi ha'e. Det er hans Livspise, veed du! Han er saa forliebt i Fiskemad, den gamle Libertiner, som en Mus i grøn Ost. Og en god Flaske Vin skal han sandelig heller ikke undvære … Hør du, Peter, spring straks hen til Schneider og køb en Flaske Bourgogne til halvanden Krone – men skynd dig, min Gut! … Aa, vent lidt – spring med det samme indenfor hos Clausen og faa seks Cigarer til femogtredive – men af de fine, skal du sige! … Og I, Smaapiger der – Karen, Hanne, lille Line – lad mig se, I rydder godt op her og hjælper Mo'er med at gøre det rigtig pænt til Fa'ers gamle Ven kommer! Saadan – det er flinkt – I er mine kære, velsignede Børn!"

Pastor Hornung var bleven som genfødt af Henrykkelse. Tilsidst gik han hen og lagde sine store Hænder omkring sin Hustrus Hoved og kyssede hende ømt paa Panden.

"Min lille Kirstine! Jeg veed det – du har været urolig og bekymret i disse Dage. Men du skal se – med Guds Hjælp vender alt sig til det bedste!"
 

507 Pastor Hornungs og Postrevisor Krøgers Bekendtskab stammede fra Studenterdagene. Tilfældigt var de i hin Tid bleven Kontubernaler paa Regensen og havde her stiftet et sjælden inderligt Venskab, der aldrig siden var bleven brudt. Der var bleven sagt om dette Venskab, at det blev knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning; og vanskeligt skulde man ogsaa finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige. Marius Krøger var netop saa lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; netop saa samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var egenraadig og skødesløs; netop saa godmodig og eftergivende, som Hornung var opfarende og stridslysten. Blandt Kammeraterne paa Regensen kaldtes de derfor ogsaa "Supplementerne", der tilsammen dannede "det fuldkomne Menneske."

I det daglige Samliv erstattede nu virkelig den enes Fortrin meget heldigt den andens Mangler, saa deres lille Ungkarlehusholdning blev et Mønster for den hele Studentergaard. Mens Hornung, naar Maanedens Midte var naaet, aldrig havde en Skilling i Lommen og aldrig kunde begribe, hvor hans Penge var bleven af, forstod Krøger, skønt uden Paaholdenhed, at forvalte sine ikke store Indkomster paa en Maade, saa de nogenlunde forslog til dem begge. Til Gengæld var det Hornung, der var det oplivende og befrugtende Element. Alle Øjeblikkets brændende Spørgsmaal satte ham i Fyr og Flamme; han slugte alle Aviser og hørte alle Slags Foredrag. Ofte sad de to Venner sammen til langt ud paa Natten og talte om Tidens teologiske eller literære Stridigheder, men først og fremmest om Politik, om den vaagnende Frihedsaand, om Orla Lehmann, Hall og Ploug, der var deres Guder og Helte. Mens Hornung skridtede op og ned ad det lille Gulv i en laset Slobrok og med en halvtredje Alen lang Tobakspibe i Haanden, pulsende Rummet fuldt af en uigennemskuelig Damp og bestandig talende og gestikulerende, sad Krøger stille henne i Hjørnet af Sofaen og fulgte ham med et varmt beundrende Blik. Egentlig var det mindre Tingene selv, end Hornungs Begejstring for dem, der interesserede Krøger. I sin egen Ligegladhed henrykkedes han dobbelt over Vennens Optagethed; 508 og mens han selv var mere ængstelig end en gammel Jomfru i Overvejelsen af sine Ord, lo han, saa det klukkede, naar Hornung i sin hidsige Iver for at betegne den enevældige Regerings Lumpenhed hentede Udtryk og Lignelser fra det laveste Gadesprog. Flere Gange optraadte Hornung ogsaa som Taler ved Studenterforsamlinger, hvor han imidlertid regelmæssig blev udhysset under stort Spektakel. Kun Krøger sad stille henne i en Krog af Salen og stirrede næsten forelsket paa sin uforfærdede Ven, der havde Mod til saaledes at stille sin Person til Skue, ja optræde som Anklager og Dommer. Hans Hjærte svulmede af Stolthed over Hornung, naar han fra sit Skjul saae ham med løftet Hoved stige op paa Talerstolens Trappe, kaste sit Haar tilbage fra Panden og lade sit faste Blik glide hen over Forsamlingen – uden med en Mine at røbe Usikkerhed endsige Angst trods de vilde Hyl og Brøl, hvormed hans kendte Skikkelse øjeblikkelig modtoges.

Efter seks Aars Studium tog Hornung sin Eksamen med bedste Karakter; og da han allerede havde forlovet sig som Student, søgte han hurtigst muligt et Embede som Præst og Skolelærer paa en af vore afsidesliggende Smaaøer. Krøger derimod opgav sine juridiske Studier og gik over til Postvæsnet, i hvis Tjeneste han paa Grund af sin medfødte Punktlighed temmelig hurtigt steg til en betroet Plads ved Revisionen i København.

De to Venner skiltes saaledes.

Men skønt der ofte gik Aar hen, uden at de saae hinanden, og ogsaa ofte lange Tider, uden at de skrev til hinanden, bevarede de Ungdomsvenskabet med uforanderlig Trofasthed. For Krøgers Vedkommende havde dette noget sin Grund i, at han ikke giftede sig. Det glade, hyggelige Regensliv kom derved til at staa for ham som hans Livs Solskinsdage, paa hvilke han altid tænkte tilbage med dyb Taknemlighed. Hornung glemte aldrig sin gamle Ven, fordi hans ejendommelige og for Fremmede ofte stødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner. Tillige følte han en vis Tilfredsstillelse ved den Beundring, som Krøger – skønt Tiden og Forholdene snarere havde uddybet end udvisket Forskellighederne i deres Karakterer 509 – vedblev at nære for ham. Det interesserede saaledes højlig den fredsommelige Kontormand at følge de Skærmydsler, hvori Hornung idelig laa – snart med Amtsraad, snart med Præster, ja med de højeste Avtoriteter. Mens han selv var et Mønster paa Subordination og hellere led enhver Forurettelse, end han udsatte sig for at krænke nogens Overbevisning, kunde han gnide sig i Hænderne af Henrykkelse, naar han hørte om den Uforfærdethed, hvormed hans gamle Ven sagde baade Bisp og Skoleraad Sandheden lige i Øjnene.

"Min tapre Frederik!" kunde han begynde de omhyggeligt udarbejdede Skrivelser, hvormed han besvarede Hornungs hurtigt og livfuldt henjaskede Breve. "Du har særdeles fornøjet mig med din humoristiske Beskrivelse af din Holmgang med en vis Hr. Peder, om hvem Sagaen jo forøvrigt forhen har berettet. Ihvorvel jeg ikke tør driste mig til at have nogen selvstændig Mening om Stridens Æble, in casu den omtalte Fattiglovsbestemmelse, er jeg paa Forhaand overbevist om, at du har Ret til at benævne den baade "forældet" og "umenneskelig". Ja, rusk kun dygtigt i de gamle Parykker! Her trænges sikkerlig til en alvorlig Udluftning i Administrationen, og jeg for mit Vedkommende skulde ikke have noget imod, at der kom en rigtig Orkan, der kunde ryste os ud af vor gamle Slendrian."

Krøger havde da ogsaa hidtil været den eneste, til hvem Hornung havde betroet den voksende Harme, som Regeringens mere og mere aabenlyse Forberedelser til en Statsomvæltning i de sidste Aar havde fremkaldt hos ham. Men for første Gang var den stive Kontormand her bleven betænkelig ved Vennens Tilstaaelser. Han svarede ham tilbage, at han paa det indstændigste vilde bede ham om at være forsigtig og ikke at røbe sine kætterske Anskuelser for andre, da dette let vilde kunne faa til Følge, at han i den almindelige Bevidsthed blev slaaet sammen med Folk, til hvis Selskab han dog sikkert ikke selv ønskede at blive henregnet. Endnu for to Maaneder siden havde Krøger skrevet til ham:

"Du synes, kære gamle Ven, stadig at leve i den Anskuelse, at det er vort nuværende Ministeriums skjulte Hensigt at undlive 510 den gode Grundlov. Det forekommer mig at være uberettiget at nære en saadan Mistanke mod en Regering, om hvis Retskaffenhed der dog ikke kan rejses Tvivl, og som alene har til Hensigt ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at værge vort kære Land mod Anarkiets Hydra. Sammenlign dog ikke den løftende Kamp under Ideens Fane, hvori vi i vor Ungdom selv tog Del, med den nuværende uhyggelige Strid om Magten. Jeg vil i hvert Fald høre det af din egen Mund, før jeg tror paa, at min gamle Frederik Hornung har fundet sin Plads mellem Materialismens Forkæmpere."

Dette Krøgers sidste Brev havde Hornung ikke glemt; men han følte sig overbevist om, at de sidste Dages Begivenheder endelig havde aabnet Krøgers ærlige Øjne for det forargelige Rænkespil, der var bleven ført. I hvert Fald kendte han sin kære, mildttænkende Marius godt nok til at vide, at han ikke vilde mistyde hans Skridt, men forstaa, at det var Samvittigheden, der nu havde krævet, at han gav sin Harme Luft.
 

Paa Slaget tre var Præstegaarden beredt til at modtage sin Hædersgæst. Alle Fløjdørene i den ret anselige Lejlighed var slaaet op som til Fest. Med larmende Skridt og Armene korslagte paa Ryggen gik Hornung frem og tilbage gennem Stuerne, – søndagspyntet, d. v. s. med rent, hvidt Halstørklæde og iført sort, tilknappet Klædesfrakke i Stedet for den grove graa, der udgjorde hans sædvanlige Hjemmedragt.

Af betænksom Hensynsfuldhed mod sin Ven havde han bestemt sig til ikke at modtage ham paa Banegaarden. Han var kommen til at tænke paa, at Krøger under de nuværende Forhold maaske kunde ønske, at hans Besøg gik saa ubemærket hen som muligt, fordi det let vilde kunne skade ham, om hans Navn i disse Dage blev sat i for nøje Forbindelse med den oprørske Præsts. Desuden yndede han ikke selv disse tvungne Modtagelsesscener for alle Folks Øjne, – det vidste Krøger ogsaa godt, og han vilde derfor næppe blive forundret over ikke at finde ham paa Perronen.

511 Inde i Dagligstuen puslede Fru Hornung lidt beklemt omkring og lagde den sidste Haand paa Værelsets Udpyntning. Hun havde haft et besværligt Arbejde med saa vidt muligt at dække over Tapetets Mangler og Bohavets Brøst, med at lægge de hæklede Stykker over Stolene saaledes, at Hullerne paa Betrækket ikke saaes, og ordne Gardinernes Folder paa en Maade, saa Stopningerne skjultes. Hun havde købt et Par Blomster til Opsatsen paa Bordet, og de hæklede Stykker var i Hast blevne baade vaskede og strøgne. Men idet hun nu lod Blikket glide rundt i Stuen, syntes hun ogsaa selv, at der saae baade pynteligt og hyggeligt ud.

Henne omkring en Forhøjning under det ene Vindue sad og stod alle Børnene, pænt kæmmede og renvaskede – ganske tavse af højtidelig Forventning. Det hændte nemlig saare sjælden, at der kom fremmede til Præstegaarden; endog Byens Folk betraadte den kun i Forretningsanliggender. Og disse ualmindelige Forberedelser i Stue og Køkken, Vinflasken med den røde Lak, der stod bag Kakkelovnen, Blomsterne paa Bordet, Moderens Granatbroche, som de yngste aldrig havde set hende bære, Faderens Oprømthed og deres eget rene Søndagsforklæde og friserede Haar, – alt fyldte dem med en Spænding, saa de næppe turde røre sig.

Inde fra sin Studerestue kom Præsten atter vandrende med stærke Skridt.

"Naa!" udbrød han ved Synet af Børnene. "Er I her nu allesammen, Smaavenner?"

"Ja!" svaredes der stille i Kor.

"Godt! … Lad mig nu se, at I opfører jer pænt og roligt, naar Fa'ers gamle Ven kommer. Kan I det, Børnlille?"

"Ja!" svarede de igen alle.

"Naa, det var Ret! … Kan I saa sige mig, Smaa!" – vedblev han, idet han nu indskrænkede sin Vandring til Dagligstuens Gulv – "Hvad er det saa, Fa'ers gamle Ven hedder?"

"Krøger!"

"Rigtigt! – Rigtigt, Børn! … Og hvor er det, han bor?"

"I København!"

512 "Prægtigt! … I er flinke Børn! Men kan I nu ogsaa huske, hvad det er, han er? Hvad er hans Bestilling?"

Her tav Flokken beskæmmet.

Tilsidst sagde den ældste, forstandige Louise prøvende:

"Revisor."

"Bravo, lille Lisemo'r! Du er jo flink! … Men kan du nu ogsaa forklare mig, min Ven, hvad det Ord Revisor betyder? Revisor? … Re-visor … Hvad betyder det? … Nu, tal kun dristigt!"

Den lille blonde Pige stod med sine lyseblaa Øjne dybsindigt fæstet paa et Punkt oppe i Loftet og bevægede Læberne, mens hun foredrog noget for sig selv og samtidigt fingrede ved et lille Ravkors, som hun bar i et Baand omkring Halsen. Endelig begyndte hun med en Stemme fuld af Overvejelse og uden at tage Øjnene fra Loftet:

"En Revisor er en Mand, som – –"

I det samme udbrød en af Drengene: "Fa'er! Der staar en Mand ude paa Gaden og kigger herind."

"Hvad er det, du siger, Dreng!" raabte Præsten og skyndte sig hen til Vinduet. "Staar der nogen og kigger herind!"

Ja, virkelig! Ovre paa det modsatte Fortov stod en Person og stirrede op og ned ad Præstegaardsbygningen. Det var en lille, sirligt paaklædt Herre med et venligt Ansigt, smaa graa Bakkenbarter og firkantede Nikkelbriller. Han bar en brun Rejsehue, lyse Gamascher og en Plaid over Armen.

"Men det er jo ham! Nik dog, Børn! – nik!" raabte Præsten og ilede ud af Stuen.

Den fremmede havde imidlertid bemærket og genkendt Børnene og skraaede nu over Gaden. I Forstuedøren mødtes de to Venner. Med et højt: "Velkommen, du kære Dreng!" omfavnede Hornung sin gamle Kontubernal og kyssede ham paa begge Kinderne. Og uden at give ham Tid hverken til at lægge Plaid eller Hat slog han Armen om hans Skulder og førte ham i Triumf ind i Dagligstuen.

"Her er han, Kirstine!" raabte han. "Og her, min Ven, ser du hele Flokken samlet for at modtage dig. De lange Drenge 513 har vi jo ude af Huset nu, og de store, kære Pigebørn er ogsaa borte … vi har jo, som du veed, akkurat Dusinet fuldt nu!"

"Velkommen, Krøger!" sagde Fru Hornung og rakte hjærteligt Haanden til den lille Mand, der under synlig Forlegenhed modtog disse mange uforbeholdne Ytringer af Gensynsglæde.

"Sæt dig nu her i Sofaen, Marius!" vedblev Præsten, da den fremmede endelig var bleven befriet for Ydertøj, Plaid og Paraply. "Du kan være træt efter Rejsen. Og – sandelig! – jeg længes efter at faa en Passiar med dig igen. Nu slaar du dig vel lidt til Ro hos os – ikke sandt?"

"Tak … mange Tak," svarede Krøger, idet han med en vanemæssig Bevægelse løftede de flade Hænder op imod Brillernes Nikkelstænger, saaledes at Fingerspidserne netop berørte dem. "Det ser jeg mig destoværre ikke i Stand til. – Mit Ophold bliver denne Gang af grumme kort Varighed."

"Hvad er det, du siger, Ven? Du spøger, haaber jeg! … Sæt dig dog, og lad os høre!"

Mens Krøger forsigtig skilte sine Frakkeskøder og tog Plads i Sofahjørnet bag Bordet med Blomsteropsatsen, kastede Hornung sig i en Lænestol og saae med et skuffet Udtryk over paa sin Ven. Først nu fik han rigtig set paa ham og studsede over hans mærkelig forandrede Udseende.

"Men du gør mig ganske forskrækket!" udbrød han. "Det er da ikke Rejsen, der har overanstrængt dig? … Du ser virkelig ikke rask ud."

"Tak – jeg befinder mig meget vel," svarede Krøger og saae bort, mens han gav sig til at trække i sine rødbrune Handsker, som han endnu ikke havde faaet af Hænderne. "Naturligvis – lidt forkommen bliver man let – især i denne Foraarsluft – –"

"Men hvorfor da dette Hastværk, kære?"

"Ja, jeg haaber, at det ikke er af Frygt for at gøre Ulejlighed," faldt nu ogsaa Fru Hornung ind. "Jeg vil sige Dem, at vi har god Plads, Krøger, – og jeg har med egen Haand gjort et Værelse istand til Dem, saa jeg vil blive meget vred, dersom De ikke vil tage til Takke med det."

514 "Jeg er Dem meget forbunden, Frue, – jeg har aldrig haft Grund til andet end at være i højeste Grad taknemlig for Deres elskværdige Gæstfrihed. Men jeg maa virkelig denne Gang renoncere … Jeg beklager meget at have voldt Dem saa megen Ulejlighed, Frue, men jeg har allerede været for længe borte fra mit Kontor og tør destoværre ikke, især under de nuværende urolige Forhold, opsætte min Tilbagevenden yderligere."

Krøgers vedvarende alvorlige Tone og hele afmaalte Væsen aabnede endelig Hornungs Øjne. Der fløj et Smil over hans Ansigt. Og idet han udstrakte Haanden, raabte han:

"Du har læst min Artikel, Marius! Tilstaa det kun! Jeg kender din Stemme, naar du er vred. Naa – skænd da paa mig, om du virkelig synes, at jeg fortjener Skænd!"

"Jeg indrømmer," svarede Krøger og saae over Brillerne hen paa sin Ven med et bedrøvet og bebrejdende Blik, – "jeg indrømmer, at jeg har læst en Avisartikel, hvorunder jeg fandt dit Navn. Nogle Herrer, med hvilke jeg rejste i Kupé, begyndte at tale om den; og da den ene af dem netop havde Bladet i Lommen, anmodede jeg ham om at laane mig det. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at det var ikke med Glæde, jeg læste din Bekendelse, Frederik!"

"Nu – ja, kære Ven!" sagde Hornung lidt forlegen. "Overraskede det dig egenlig? Du maatte jo dog være forberedt."

"Nej, det var jeg ikke … det var jeg ikke, Frederik! Jeg var saa overbevist om, at de sidste Tiders Begivenheder maatte have bragt dig til Erkendelse af, at du denne Gang var gaaet for vidt. Misforstaa mig ikke … jeg bebrejder dig ikke din Aabenhjærtighed, kære Ven … men jeg tror ikke, at du veed, hvad du i dette Tilfælde har styrtet dig ud i."

"Ja, ja – lad det nu være godt!" afbrød Hornung utaalmodigt. "Vi har altsaa forskellige Meninger om den Sag – derved er ikke noget at gøre. Og Emnet maa vel desuden betragtes som uddebatteret mellem os to."

"Saa, det er altsaa virkelig dit Alvor … det er altsaa virkelig ikke en Misforstaaelse … en Mystifikation?"

"Hvad mener du?"

515 "Ja, ærlig talt –" svarede Krøger med aabenbart kun vanskeligt tilkæmpet Fatning. "Jeg vilde dog høre det af din egen Mund, før jeg vilde tro paa, at du havde sluttet Forbund med Oprørere mod Lov og Orden, – med Personer, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion; der systematisk søger at undergrave Befolkningens Tillid til enhver Avtoritet; der …"

"Hvad er det, du siger!"

"Kun, hvad der er Sandhed, kære Frederik … kun, hvad enhver, der ikke er forblindet af Partilidenskab, vil og maa sige. Men jeg er ogsaa overbevist om, at du ikke har vidst, hvad du har gjort. Du kender ikke de Folk, hvis Sag du støtter med dit Navn. For gjorde du det, vilde din Retsindighed bringe dig til at indse, at den nuværende Regering – langt fra at fortjene din Anklage – tværtimod fortjener alle fædrelandskærlige Mænds Tak, fordi den endelig har sat en Stopper for disse Folkeforføreres tøjlesløse Færd, der i den sidste Tid er gaaet over alle Grænser. Jeg forstaar dig ikke … jeg forstaar dig ikke, Frederik! Hvor er det muligt, at du med din retskafne Karakter – – –"

Pastor Hornung sad som himmelfalden.

Det var mindre Vennens Ordstrøm, end Synet af hans blege, ophidsede Ansigt og stift stirrende Øjne, der gjorde ham maalløs. Var det muligt? … Var det virkelig hans blide, tavse, sagtmodige Marius, som sad der foran ham, dirrende af Had og Lidenskab?

"Krøger!" udbrød han tilsidst og rejste sig, næsten forfærdet. "Hvad er der dog i Vejen med dig, gamle Ven! Hvad er det, du beskylder mig for? … Man skulde sandelig tro, at du endnu ikke havde hørt, hvad der i disse Dage er sket her i Landet! Eller veed du virkelig ikke, at den Regering, du saa højt lovpriser, har begaaet en vanærende Handling – en Handling, hvis Skamløshed skriger til Himlen? Hvad kalder du maaske dette Provisorium, der har kuldkastet Rigets gamle Grundlov, tilsidesat Folkets helligste Krav og Ret, og – –"

"Det har det ikke! Det har det ikke, Frederik! Der staar 516 intet … ikke et Ord i Grundloven om Folkets ubetingede Ret –"

"Staar det der ikke?"

"Nej, det gør ikke. Hvor maaske? … Derimod staar der tydeligt og klart i Paragraf 25 – –"

"Det veed jeg meget godt. Det behøver du slet ikke at fortælle mig. Men det har aldrig – aldrig, siger jeg – været den grundlovgivende Forsamlings Mening, at denne Paragraf skulde – –"

"Jo, jo – Frederik! Det har netop været Meningen, at den Paragraf skulde være Forfatningens Sikkerhedsventil, der værnede den mod en Sprængning. Det har Venstre i sin Tid ogsaa indrømmet. Og det har alle Jurister altid været enige om –"

"Det er Løgn!" tordnede med eet Hornung kridhvid i Ansigtet og bøjede sig helt frem over Bordet, idet han med de udspilede Hænder støttede sig paa Pladen. "Det er det forbandede Opspind, som du har læst dig til i din Smudspresse, hvis Fraser og Løgnehistorier jeg skal høre igen af din Mund! Det er de forargelige Prokuratorkneb, hvormed man søger at fravriste Folket dets Ret, og hvis Nederdrægtighed kun overgaas af den Frækhed, hvormed dit ryggesløse Parti søger at dække over dem –"

"Nej, dette er for galt!" raabte nu ogsaa Krøger ganske ude af sig selv, idet han rejste sig. "Dette vil jeg ikke høre paa!"

"Jo, nu skal du netop høre! Nu vil ogsaa jeg tale! Du skal dog ikke have Lov til saaledes at smæde og forhaane et helt Folks udkaarne Mænd. Hvad er maaske han – din egen Minister – som du er saa begejstret over? En tarvelig Landmaaler! En Junker Ingenting! En Lykkejæger, der af Forfængelighed og Herskesyge – –"

"For Gud i Himlens Skyld! – Hornung! – Hornung! … Styr dig dog!" raabte Fruen, der forfærdet var ilet til inde fra det andet Værelse. "Hold dog op begge to! Min Gud, – se paa Børnene! Aa, den ulykkelige Politik!"

Fruens Mellemkomst og navnlig Henvisningen til Børnene, der med vidtopspilede Øjne havde betragtet dette Optrin, bragte 517 øjeblikkelig de to ophidsede Mænd til Tavshed. Krøger satte sig skamfuld tilbage i Sofaen og saae med et bekymret Blik paa Fruen, der var sunken grædende ned paa en Stol, medens Hornung søgte hen i den anden Ende af Stuen, hvor han en Tid gik tavs frem og tilbage for at bringe sit Sind i Ligevægt.

Endelig vendte han tilbage til Bordet og sagde:

"Lad os glemme denne Samtale, Marius. Kirstine har Ret i, at disse Dages Uhygge ikke bør trænge ind mellem gamle Venner. Har jeg saaret dig med mine Udtalelser, beder jeg dig om Tilgivelse. Vi er nu engang af forskellige Anskuelser paa dette Punkt – og det nytter sikkert ikke, at vi taler mere derom. Lad os derfor lade den Sag ligge, – og lad os glæde os med hinanden i den korte Tid, vi her kan være sammen, som om den ulykkelige Strid ikke eksisterede for os."

"Jeg er ganske af din Mening, Frederik. Jeg ønsker intet hellere end at bevare det gode Forhold imellem os. Jeg beder derfor om Undskyldning, dersom det var mig, der bragte denne Sag paa Bane … det var mindst af alt min Hensigt at vække Misstemning."

Alligevel var der mindre af Tilgivelse end Bedrøvelse og Bitterhed i det Blik, hvormed de to gamle Venner i dette Øjeblik saae paa hinanden. –

Lidt efter gik de ind i Studereværelset for at tilbringe Tiden der, mens Fruen forberedte Middagen.

"Vil du ryge?" spurgte Hornung med et Forsøg paa igen at anslaa den kammeratlige Tone.

"Ja, Tak skal du have … lidt Tobak var maaske …"

"Vil du have Pibe eller Cigar? Jeg har gode Cigarer."

"Ja – saa maaske en Cigar – Tak!"

De søgte hver sin Ende af Stuen. Krøger anbragte sig i en gammel Voksdugssofa, mens Hornung kastede sig i en lang Kurvestol, der stod inde i et mørkt Hjørne. Begges Ansigter bar endnu tydelige Spor af den forrige Ophidselse, og de undgik hele Tiden at se paa hinanden.

Der gik en lang Tid hen i Tavshed.

"Du har det ellers godt?" spurgte saa Hornung og sendte 518 svære Røgskyer fra sin Pibe ud i Luften, som om han bestræbte sig for yderligere at usynliggøre sig i sin Krog.

"Ja, Tak – og du befinder dig ogsaa vel her i dit nye Kald?"

"Ja, det kan jeg just egenlig ikke sige – –"

"Saa-aa – hvorledes?" spurgte Krøger og saae paa Ilden i sin Cigar. "Er det ikke en brav Befolkning? Det forekommer mig, at jeg altid har hørt Byen saa vel omtale."

"Aa, ja saamænd … men Tiderne er jo vanskelige … Og naar man ikke netop samstemmer med de ledende, saa –"

Tavshed.

"Det var et uhyggeligt Vejr, vi havde fornylig," begyndte derpaa Krøger. "Ja, – I har vel ogsaa mærket det her?"

"Ja vist. Landmændene klager allerede."

"Saa-aa! … Der er vel ellers gennemgaaende gode Jorder heromkring?"

"Ja, her er et meget stort og frugtbart Opland. Det var i sin Tid nogle af Landets rigeste Bønder, der levede her."

"Naa – men nu er Rigdommen maaske forbi?"

"Jeg tror i hvert Fald, at den er svunden. Tiderne har jo været Landmændene imod, veed du!"

"Ja, der findes vel i det hele ikke længer den Soliditet og Paapasselighed blandt vore Bønder som i gamle Dage?"

"Ja, hvorfor mener du egenlig?"

"Aa, – jeg mente ikke af nogen bestemt Grund – jeg mente blot saadan ganske i sin Almindelighed – –"

Tavshed.

"Der blev vel høstet jævnt godt her paa Egnen sidste Aar?" begyndte igen Krøger.

"Aa jo – en Middelhøst, tænker jeg."

"Ja, det blev det vel til de fleste Steder?"

"Ja, hvor de ikke fik Midsommerregnen, var det vel snarere under."

Tavshed.

Henne i Kurvestolen havde Hornung holdt op at ryge. Han sad sammensunken og saae med et mørkt Blik hen paa sin fordums 519 Ven, som bestandig ikke løftede Øjnene fra Ilden i sin Cigar.

"Men Kornpriserne er til Gengæld nok ret gode," optog atter Krøger Samtalen. "Og dog havde man vist høstet godt i Udlandet, saa vidt jeg erindrer. Ja, du har vel ogsaa kunnet mærke det paa Kapitelstaksten i Aar?"

Men i Stedet for at svare rejste Hornung sig nu op, gik langsomt hen til Krøger og berørte hans Skulder med sin Haand.

"Marius!" sagde han. "Skal vi ikke afbryde denne Samtale? … Jeg synes, at vort Venskab er baade for gammelt og for godt til denne Forstillelse. Lad os se Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længere være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre … Men lad os i det mindste skilles uden Maske."

"Du har Ret," svarede Krøger og rejste sig hurtigt. "Det er bedst for os begge, at jeg tager bort. Jeg vilde gærne, Frederik, – men jeg kan ikke forstaa, at du … hvordan du …"

"Nu ikke mere, Ven!" afbrød Hornung. "Lad os tage Afsked i Fred!"

Tavse gav de hinanden Haanden.

"Farvel saa længe, Marius! … For vi mødes nok engang igen! Derom er jeg overbevist! … Og vi bliver vel næppe de eneste gamle Venner, hvem disse tunge Tider adskiller."

Krøger saae op. Der hang to store Taarer i hans ærlige Øjne.

Saa bøjede han Hovedet.

"Hils din Hustru! – Farvel! – –"

Da Fru Hornung kort efter aabnede Døren for at melde, at der var rettet an, fandt hun sin Mand siddende i dybe Tanker i Stolen.

"Hvad er det?" spurgte hun og saae sig forundret om. "Er du alene?"

"Ja Kirstine – nu er vi alene!"