Rejsen gennem Livet

Af Henrik Pontoppidan

Det var i en stor gammel Købmandsgaard ved Torvet, at den Mand boede, hvorom der her skal fortælles lidt. Han var som Folk er flest, et Menneske med opladt Sind for Livets Goder og medfødt Evne til at forskaffe sig dem. Og Lykken havde smilet til ham, ja havde ved flere Lejligheder tilkastet ham et Fingerkys. Alt hvad han i Ungdommen havde drømt om og higet efter, var bleven ham til Del: en blomstrende Forretning, et lykkeligt Familjeliv, et godt Helbred og et agtet Navn blandt sine Medborgere, tilsidst Rigdom og store Æresbevisninger. Skønt bondefødt og uden anden Lærdom end den, der kan hentes i en landlig Krambod, var han bleven Byens førende Mand, dens kronede Hersker, – "Kong Anders", som man kaldte ham.

Over Porten i hans store Hus sad et pynteligt Vaabenskjold. Det betød dog kun, at han ogsaa var Konsul. Hele Stueetagen var optaget af Kontorer, mens den herskabelige Salslejlighed tjente til Bolig for Familjen. Folk, der gik over Torvet, kunde ofte se de tre Kongebørns lyslokkede Hoveder i et af de mange Vinduer deroppe, undertiden ogsaa deres smukke Mor, for hvem alle ærbødigt blottede Hovedet som for en virkelig Dronning.

Men rigtig glad var han alligevel aldrig; og det, der trykkede hans Sind, var Tanken om Døden. At al denne redeligt erhvervede Herlighed en Gang skulde glide ham af Hænde, og han selv graves ned i Jorden som et Aadsel, det kunde til Tider formørke hele Tilværelsen for ham. Han var som sagt, en Mand som Folk er flest, og troede derfor nok paa et Liv 400 efter dette; men da det ikke var en Fortsættelse af det nuværende, blev Tanken derom ham kun til ringe Trøst.

Han var i sin Tid bleven optaget i Byens højt ansete, to hundrede Aar gamle "Ligbroderlav" og havde ved Indvielsen tømt Lavets store Sølvpokal efter Forskriften. Han havde derved paataget sig Forpligtelsen til at lægge de døde Lavsbrødre i Kisten og bagefter følge dem til Graven med høj Silkehat og hvide Handsker. Den sidste Del at Løftet havde han trolig overholdt, hvorimod han som Regel ved allehaande Udflugter snoede sig fra Forpligtelsen til at bistaa ved Ligets Iklædning. Jo lysere og festligere hans egen Tilværelse formede sig, desto daarligere taalte han Synet af Døden, desto frygteligere blev ham denne Vished om en grufuld Opløsning, som ikke lod sig afvende hverken ved Bønner eller Velgerninger.

Udenfor Byen, en Milsvej borte, havde han et Landsted, hvor han om Sommeren tyede ud med sin Familje, og her havde han sine bedste Timer, naar han efter Dagens Kontor-Gerning inde i den lumre By gik omkring i Skjorteærmer og bandt Roser op eller legede Saltebrød med Børnene under Latter og glade Brøl. Hver Dag stod de tre Smaapiger i deres lyse Sommerkjoler udenfor Havelaagen paa den Tid, da han plejede at komme fra Byen; og naar de saa' en Støvsky rejse sig henne paa Vejen og genkendte hans Vogn, styrtede de jublende ind i Havestuen til Moderen: "Nu kommer Far!"

Men end ikke her ude i sit blomstrende Sommerbo formaaede han at værge sig mod Dødstankens forgiftede Pile. Naar han efter en fornøjelig Søndag med mange Gæster fra Byen, megen god Mad og en Pot Kegler efter Middagen, sad alene paa Udsigtsbænken under den store Blodbøg og fulgte Solnedgangen, mens Børnene blev lagt i Seng, kunde Tungsindet snige sig over ham og knuge den kraftige Mand, saa Taarerne kom ham i Øjnene. Lyden af Lærkerne, der – 401 usynlige – hang kvidrende højt oppe under Himlen, forargede ham næsten.

"Ja, I har godt ved at synge! I véd ikke, hvad der venter jer! Men en Dag skal ogsaa I ligge med aabent Gab og stive Lemmer og blive Ormeføde!"

Nu skulde det hænde, at det netop blev her i hans Blomsterrige og midt i Højsommerens Fylde, at den frygtede Gæst første Gang bankede paa Husets Dør med sin Knokkelhaand. Den ældste af Smaapigerne, den lille Astrid, blev en Nat pludselig syg, og den næste Aften døde hun, elleve Aar gammel. Paa Begravelsesdagen blev de Gader i Byen, hvorigennem Ligtoget skulde gaa, strøet med Sand og Grankviste, som Skik og Brug var, og Tilstrømningen til Kirkegaarden og Kapellet var saa stor, at mange maatte staa udenfor under Højtideligheden. Især samlede Opmærksomheden sig om Kong Anders. Man vidste, at Barnet havde været hans Øjesten, og det fortaltes, at han slet ikke havde vist sig paa Kontoret i disse Dage. Men som han sad dèr ved den hvide Kiste sammen med Konsulinden, der var tæt tilhyllet i Sort, saa' han mærkelig ud. Selv under Præstens smukke Tale rørte der sig ikke en Trækning i hans blege, ligesom forstenede Ansigt.

Det var dog ikke, fordi han ikke hørte efter. Men Præsten var en fremmed Mand, der nylig var kommen der til Byen. Han havde aldrig kendt Astrid; derfor syntes hans Tale ham kold og følelsesløs. Henimod Slutningen faldt der alligevel nogle Ord, der bevægede ham. Præsten havde sammenlignet hans lille Pige med en Solstraale, der lyste over Hjemmet, og han tilføjede, at der til Gengæld nu var tændt et Lys for de Efterladte i Dødens Mørke, en Ledestjerne, der viste Vej til de evige Boliger. For de Ord var han taknemlig. Netop saadan følte han. Han havde blot ikke kunnet gøre det klart for sig selv før nu. Derude i det ukendte Land, hvis evige Nat havde fyldt ham med saa dyb en Gru, funklede nu en Stjerne, der vinkede ned til ham, fortrolig og trøstende.

402 I den følgende Tid fulgtes han og hans Kone hver Dag efter Kontortid ud til Graven paa Kirkegaarden, der nu for dem begge var Jordens helligste Plet. Som saa mange andre sørgende Forældre søgte de Trøst i den Tanke, at deres Førstefødte havde været for god for denne Verden. Det Forklarelsens Skær, hvori de nu saa' hende, kastede Genskin tilbage over hele hendes Liv. Hun var ikke længer den Astrid, som de ofte havde maattet irettesætte, undertiden endogsaa straffe – Døden havde ophøjet hende til et guddommeligt Væsen, omkring hvis fine, lyse Hoved de gyldne Lokker straalede som en lille Himmeldronnings Glorie. Enhver nok saa ringe Ting, der havde tilhørt hende, blev et Klenodie, der gemtes hen under Taarer og Kys.

Nogle Dage efter Begravelsen, da Kong Anders mødte Præsten paa Gaden, standsede han for at trykke hans Haand. Nogen virkelig Samtale kom der dog ikke ud deraf. Han var stadig saa meget Bonde, at det kneb for ham at overvinde Undseelsen ved at tale om sine personligste Følelser, manglede forøvrigt ogsaa al Evne til at udtrykke dem. Desuden stødtes han tilbage af det strengt ransagende Blik, hvormed Præsten iagttog ham over Brillekanten, som om han ventede paa en Tilstaaelse af ham, en aaben Syndsbekendelse. Da de havde vekslet et Par ligegyldige Talemaader, forlod han ham dybt skuffet.

Ofte i denne Tid mindedes han en Oplevelse, han havde haft for mange Aar siden paa en Forretningsrejse, der førte ham til en katolsk By i Böhmen. Han havde her set Byens Beboere fra Morgenstunden gaa ind paa Kirkegaarden med Vokslys i Hænderne, og da han tilsidst af Nysgerrighed fulgte efter dem, saa' han til sin Overraskelse, at der brændte Lys og smaa Lamper rundt om paa Gravene, hvor Folk laa paa Knæ og bad. Han havde dengang syntes, at det var en sær Skik, ja i Grunden var han bleven helt forarget over en saadan Dyrkelse af døde Mennesker, naar der var en levende 403 Gud. Nu forstod han den fremmede Gravskik bedre, ja han havde gerne selv optaget den, dersom han ikke havde frygtet Byens Spot. Derfor nøjedes han med at indføre den i sit Hjem, hvor der hele Døgnet brændte en lille Oljelampe foran Astrids Billede.

Aarene gik, og han naaede op i Halvtredserne. Hans tætte, krusede Haar graanede, Kroppen blev tung, og hans Væsen, der havde været brysk og larmende, dæmpedes mer og mer. Imidlertid gjorde Knokkelmanden vedblivende sin tavse Gerning rundt om i hans Slægt og blandt hans Venner. Stedse hyppigere maatte han lægge en Lavsbroder i Kisten og med høj Hat og hvide Handsker følge ham til Jorden. Men Døden havde nu mistet sin værste Brod. Efter at saa mange af hans Kære var gaaet forud gennem den snevre Port, var Mørket derudenfor ikke det samme Skræmmebillede for ham som før. For hvert smerteligt Tab, han led, tændtes en ny Stjerne paa Nattedybet hinsides Graven. En Dag blev ogsaa hans Kone ført ud paa Kirkegaarden med stort Følge og sænket ned ved Siden af den lille Astrid, der nu vilde have været treogtyve Aar. Men ogsaa hun genopstod forherliget i hans Sind til et Samliv, der i en vis Forstand var inderligere, end da hun levede.

Aa nej, det var ikke længer fra Graven men fra det levende Liv omkring ham, at han nu følte Kulden slaa ham i Møde og Farer true. Der blev tomt omkring den aldrende Mand. Hans Døtre havde giftet sig og var flyttet fra Byen. Han var nu ene i de mange Stuer med en stramsnørt Husholderske, der ikke lagde Skjul paa, at hun gjorde sig Forhaabninger om i det mindste at blive betænkt i hans Testamente. Den største Del af Dagen tilbragte han af gammel Vane nede i Kontorerne; men Forretningen gik tilbage. Det var nu yngre Kræfter, 404 som Lykkens Gudinde, den Tøjte ødslede sine Slængkys paa. Han lod sig dog ikke mærke med noget, og i Virkeligheden græmmede han sig heller ikke nær saa meget, som Folk i Almindelighed troede. Samkvemmet med de forklarede Døde havde lidt efter lidt forandret hans Forhold til de Medlevende og til Tilværelsen i det hele. Naar han fik Besøg af en af de unge Forretningsfolk med amerikanske Hornbriller, der nu førte Tonen an i Byen, blev han forlegen ved Tanken om, at han velsagtens selv engang havde været en saadan stortalende Sprade. – Han blev med Aarene en indesluttet Mand, i manges Øjne en Særling, som man smilte af.

Helt fornægtede hans robuste Natur sig dog ikke. Han holdt stadig af et godt Bord og en lang L'hombre med de faa gamle Venner, der endnu var tilbage. Som Byens første Borger havde han jo ogsaa Repræsentationspligter, som han ikke kunde forsømme. Trods sine hvide Haar førte han stadig Nytaarsballet paa Klubben op med Amtmandinden. Ved Middagsselskaber holdt han den samme Tale, han altid havde holdt, og blev ogsaa selv stærkt hyldet. Og efter Bordet skæmtede han med de smukkeste af de hvidhalsede unge Piger. Men naar han ud paa Natten – træt af Snak og tung af Vin – kom hjem til sig selv og sine Minders rene og lyse Verden, krøb han under Dynen med en halvt uhyggelig Fornemmelse af at have været i Underverdenen, i Skyggeriget, og at have siddet tilbords med Spøgelser.

En Dag, da han i nedtrykt Stemning gik sin ensomme Spaseretur i Anlæget, mødte han Byens nye Præst. Han kendte ikke stort til ham. Trods sin fremrykkede Alder var han ikke bleven nogen flittigere Kirkegænger, end han altid havde været. Jo mere Aftenskyggerne havde bredt sig i hans Liv, desto mere var hans stjernelysende Mindeverden bleven den Helligdom, hvor han tyede ind med sine Sorger og ogsaa fandt den Opbyggelse, han som oftest forgæves søgte i Kirken. Nu paakom der ham ikke desmindre en Trang til at 405 standse Præsten og snakke med ham. Han havde hørt, at han i Modsætning til sin Forgænger skulde være en frisindet og humant dømmende Mand. Det blev dog heller ikke ved denne Lejlighed til den Samtale, han havde ønsket. Præsten, en Familiefader med mange Børn, talte bekymret om de stigende Priser paa alting, om Skotøj og om Smørret, der nu var dobbelt saa dyrt som i hans Ungdom. Han foreholdt Handelsstanden dens moralske Forpligtelser til at gribe regulerende ind. Hvor skulde det ellers ende altsammen?
 

"Mørkt æbag, lyst æfor," tænkte Kong Anders, da han skuffet havde forladt den snaksomme lille Guds Mand.

Det Ord skulde engang staa paa hans Gravsten.

Kong Anders blev en gammel Mand, træt af alle, tilsidst ogsaa af sig selv. Kun ude paa sit Landsted følte han sig endnu hjemmehørende i denne Verden. Her kunde han sidde timevis paa Bænken under Blodbøgen og barnligt glæde sig ved alt, hvad der kom ham for Øje: de halvtamme Spurve, der nærmede sig med Hovedet paa Siden, Sommerfuglenes luftige Tagfat og det milevide Udsyn over Fjorden og de grønne Enge. Lærkesangen kunde han ikke mere høre; men han vidste jo, at de smaa Tingester hang deroppe under Himlen og fyldte Luften med deres Jubel. Og han mindedes den Tid, da han forargedes over deres Sorgløshed. Nu var han bleven deres Lige. Fortid og Fremtid smeltede ogsaa for ham sammen til frydefulde Øjeblikke, hvor Livets og Dødens Grænser udslettedes, Jord og Himmel blev til ét.

En Dag i Forsommeren, før han endnu var flyttet rigtig ud paa Landet, var der Fest i Byen. Mange Huse flagede. Det var Skydebrødrene, der holdt Fugleskydning, – en af Aarets store Dage. Tidlig om Formiddagen var Fuglekongen 406 bleven højtidelig afhentet i sin Bolig og ført gennem Byen i Procession. Foran gik Musikkorpset, derefter fire konfirmationsklædte Læredrenge, paa hvis Skuldre der hvilede en fløjlsbetrukken Baare med en Opstilling af Gevinsterne: en Bowle, en Kaffekande, et Bæger og andre Genstande, alt af vægtig Sølv. Saa kom selve Majestæten i al sin Pragt og Herlighed med et bredt, grønt Silkeskærf over Brystet foruden andre store Værdighedstegn, og efter ham Æresfølget af Skydebrødre med Papegøje-Emblemet i en grøn Roset paa Frakkeopslaget.

Dagen igennem havde man kunnet høre Skuddene fra Festpladsen udenfor Byen. Om Aftenen skulde Tronskiftet finde Sted ved en stor Middag i Pavillonen derude under Kanonsalut og Fyrværkeri. Som Selskabets Æresmedlem var Kong Anders bleven særlig indbudt, men han havde for første Gang svigtet. Han kunde ikke længer faa sig selv til at agere med i det Narreoptog, og desuden følte han sig ikke rigtig vel.

Hen paa Eftermiddagen sad han i Slobrok og uden Flip ude paa Svalegangen med sin Merskumspibe og en Kop Krydderte. Den gamle Svalegang, der helt var overbygget med Vildvin, vendte fra Husets Bagside ud mod Gaardspladsen og de omgivende store Pakhuse, aarhundredgamle Bindingsværks-Bygninger paa fire-fem Stokværk med Stalde og høje Kornlofter, som der nu slet ikke mere var Brug for. I tidligere Tid, før Fjordens Sejlløb blev reguleret og Engene omkring Byen udtørredes, havde Bygningernes Tage været befolket af flere Storkefamiljer, der om Sommeren kalkede de røde Tegl hvide med deres Skarn. Det havde hørt til hans Kones bedste Glæder at sidde her med Børnene og se paa Storkeungerne, naar de gjorde deres første Flyveforsøg. Med udbredte Vinger og spjættende Ben balancerede de henad Tagryggen, mens Forældrene stod i Reden og saa' til. Lille Astrid havde altid villet vide, hvilken af de gamle Storke 407 det var, der havde bragt hende hertil fra Faraos Moser. Hun var saa bedrøvet over, at Moderen ikke kunde huske det.

Han saa hendes søde, uskyldige Barneansigt for sig og Moderens muntre Smil. Som altid fortabte han sig efterhaanden helt i Erindringen …

Ved Solnedgang kom Husholdersken derud for at kalde ham ind ti! Aftensbordet. Men ved at se ham, standsede hun med et Skrig. Hans Hoved var sunket ned paa Brystet, Piben var gleden ud af hans Haand og laa paa Gulvet.

En Timestid efter vidste man overalt i Byen, at Kong Anders var død. I de smaa Gyder og Gænger sad Beboerne paa Dørstenene og snakkede derom. Ogsaa til Pavillonen i Grønnevænget, hvor Skydebrødrene festede, naaede Rygtet hurtigt ud og lagde for en lille Tid en Dæmper paa Lystigheden. Det føltes trods alt saa sært, at den Gamles store, tunge Skikkelse nu ikke mere skulde ses i Gaderne. Da den nye Fuglekonge ved Midnatstid førtes i Triumf gennem Byen til sit Hjem fulgt af en stor Folkemængde, fik Musikken Ordre til at holde inde, naar man naaede Torvet. Af Respekt for Døden gik Optoget tavs over den store Plads, mens alle uvilkaarligt saa' op til den lange Række Salsvinduer i den gamle Købmandsgaard, hvorfra Byen i saa mange Aar var bleven regeret.

Det blev ogsaa en stor Begravelse. Med fuld Honnør stedtes den Gamle til Jorden, og der blev straks dannet en Komité til Rejsning af en Mindestøtte paa hans Grav. Det viste sig nemlig, at han havde testamenteret en Del af sin betydelige Formue til flere af Byens velgørende Stiftelser. Baade Borgerhjemmet, Asylet og Haandværkernes Alderdomshjem var bleven betænkt. Til almindelig Forbavselse havde han desuden oprettet et anseligt Legat, hvis Renter skulde anvendes til en stor, aarlig Mindefest for alle Kirkegaardens Døde.