Mimoser

Et Familjeliv

Første Del

Den Gang Kancelliraad Byberg festligholdt sin tredsindstyvende Fødselsdag, overraskede han ved den sædvanlige Højtidsmiddag sine Venner med den Meddelelse, at han havde solgt sit Apothek, frasagt sig alle sine offentlige Tillidshverv samt agtede at trække sig tilbage fra Verden – ud til en fjærn og afsides Skrænt ved Havet for dér i uforstyrret Ensomhed at hellige Resten af sine Dage til Samkvem med Naturen og sine to unge Døtre.

"Som De véd, mine Herrer!" havde den lille Mand sagt, idet han højtidelig førte Haanden op til sine Guldbriller og derpaa stak den ind paa Brystet bag sin broderede 2 Silkevest. "Som det næppe er Dem ubekjendt, nærer jeg – og har jeg altid næret en … jeg tror at turde sige ikke helt ulykkelig Kjærlighed til vore Urfædres mandige Idrætter. Fra min spædeste Ungdom har jeg følt mig … følt en … saa at sige: lyttet til den Blodets ubetvingelige Kalden, der drev mig ud mod et Naturlivs ubundne og – lad mig tilføje – uforfalskede Glæder. At tumle mig frit i Skov og Eng, paa Vang og Vove … at føle denne Farernes Spænding, denne Musklernes Anspændelse, var fra Barnsben min stadige Tillokkelse. Og jeg maa tilstaa – hvad der maaske heller næppe er undgaaet Dhrr.'s Opmærksomhed – Alderen har ikke bragt denne min gamle Kjærlighed til at ruste … Tværtimod! … Siden Vorherre for to Aar tilbage tog min kjære Nathalie til sin Himmel, har jeg endnu mere end nogen Sinde følt en Trang til – som Digteren synger – at søge min Trøst i "Naturens store Moderskjød". Bækkenes muntre Sladren, Fuglenes melodiske Stemmer, Skovensomhedens alvorsfulde Tale har været det evige Kildevæld, af hvis undergjørende Dyb jeg har hentet Lægedom og Kraft! … Naar jeg derfor nu – 3 mine kjære Venner! – efter saa mange Aars trofast Samliv og – jeg kan tilføje – kjærlighedsfuld Omgang maa sige Dem Farvel, da er det i det sikre Haab, den fulde Fortrøstning, at De – mine Venner! – vil fatte disse mine Følelser og tilgive mig min Beslutning!" –

Nu forholdt det sig virkelig saa, at Kancelliraad Byberg, trods sin Alder og Stilling, var en uforbederlig Nimrod, der paa smukke Vinter- og Sommerdage havde fornøjet den fredelige Smaaby ved at vandre igjennem den i skotske Gamascher, Sømsko og røgfarvede Briller, … snart med en Doublet over Ryggen, en perlebroderet Jagttaske over Skulderen, en gammel langøret Hønsehund i Hælene og et morderisk Blik bag Brillerne, … snart med nystrøgen gul Nankinsjakke, Myggeslør om Hatten samt i fem Skridts Afstand fulgt af sin tro Sancho Pansa, den tykke "Apotheker-Søren", og begge belæssede med et Arsenal af Stænger, Snører, Spande og Net som til en lille Hvalfiskefangst.

Saasnart det var begyndt at plaffe ude i Vængerne omkring Byen, havde der regelmæssigt i dennes Udkanter rejst sig en besynderlig 4 nervøs Bevægelse. Koner saa' ud efter deres Høns; Mødre samlede deres Børn. Og hjemme i Apotheket fór den lille svagelige Kancelliraadinde fortvivlet sammen i sin Rullestol, endda hun vidste, at Sancho Pansa i Følge hendes eget udtrykkelige Forlangende var ved Haanden for det Tilfælde, at der skulde indtræffe noget usædvanligt.

Denne Uro var saa meget mere uforklarlig, som der næppe nogen Sinde var anrettet nogen paafaldende Ødelæggelse af nogen som helst Art. Naar undtages en Gang, da Kancelliraaden ved et tilgiveligt Fejlsyn var kommen for Skade at anskyde en gammel mørkebrun Dame-Muffe, der sammen med noget andet loddent var lagt til Udluftning paa et Stykke Grønsvær bag Bundtmagerens Have, og en anden Gang, da et Hagl paa en endnu uopklaret Maade forvildede sig ind i en Vejfarendes ene Læg, havde sikkert intet mellem Himmel og Jord nogen alvorligere Overlast at beklage sig over.

Men Kancelliraad Bybergs Hjærte svulmede, hver Gang han gjennem Brillerne iagttog denne Befippelse, som det blotte Syn af hans Person ved disse Lejligheder foraarsagede 5 omkring ham. Han nød triumferende den luskende Angst, hvormed selv Hunde og Katte strøg ham forbi langs Husvæggene, naar han med mandige Skridt og Bøssepiben kiggende op over Skuldren drog hen ad Gadens klingrende Fliserækker. Og han følte en grusom Henrykkelse ved Tanken om sin egen kjære Nathalies bekymringsfulde Hjærte, der da heller ikke fik Ro, før hun igjen hørte sin "Galgenfugls" muntre Stemme ude i Korridoren og personlig havde forvisset sig om, at han var vendt tilbage med hele Lemmer.

Lykkeligvis havde Kancelliraad Byberg dog ogsaa andre og mere fredelige Tilbøjeligheder.

Saaledes elskede han Blomster.

Nu var rigtignok dette en Lidenskab, han ikke i selv samme Grad bar til Skue – ja, som rent ud havde voldet den gamle Idrætsmand mangen pinlig Selvbebrejdelse.

Den forekom ham nemlig ikke at være ham ganske værdig. Han betragtede den som en Art umandig Svaghed, han ligesom ikke ret vilde vedkjende sig – et Brud paa hans Natur, han ikke forstod, og hvis Existens han derfor ogsaa saa omhyggelig som mulig 6 havde hemmeligholdt for sine Omgivelser – saaledes som man skjuler en skæmmende Gevæxt i et ellers stolt og fejlfrit Ansigt.

Men i Stilhed kunde ikke des mindre et fuldt udsprungent Rosenflor eller en vel tilklippet Buxbomhæk faa hans Hjærte til at banke. I ubevogtede Øjeblikke kunde han gribe sig selv i med næsten faderlig Ømhed at betragte den yppige Pragt af Zwibler og Hyazinther i Gjenboens Vindueskarm. Ja – skjønt han paa ingen Maade vilde tilstaa det for sig selv, endsige andre – saa var dog denne tilsyneladende saa pludselig fattede Beslutning om at fly Bylivets Uro og Larm egentlig kun Virkeliggjørelsen af et helt Livs hemmelige Drøm, i hvilken han havde set sig selv som en fredelig Urtegaardsmand, syslende i en Paradisets Have mellem Agurker og Tulipaner, Mistbænke og Jordbærbede.

Dog endnu én – og, om det kom til Stykket, maaske den aller vægtigste – Grund til dette for mange saa gaadefulde Opbrud, var endelig Hensynet til hans to unge Døtre.

Kancelliraad Byberg havde allerede været adskilligt oppe i Aarene, den Gang Byens 7 ikke heller helt unge Præstedatter vakte hans Attraa. Han hørte i det hele til den Slags Naturer, hvilke Livet først meget sent modner, ja som egentlig synes aldrig at blive helt voxne. Hans Hustru var en smuk, fin, men skrøbelig Vare, der ligesom slet ikke var bestemt for denne Verden; og da han derfor efter sexten Aars Ægteskab atter stod alene, var hans ældste Datter kun lige sluppet ud over Konfirmationen, mens den yngste endnu hoppede omkring i Mammelukker og hæklet Korset.

Det havde hørt til hans kjære Nathalies tungeste Bekymringer, mens hun laa paa det sidste, at hun skulde forlade disse to Børn paa en Tid og i en Alder, da de i mere end i nogen anden havde en Moders Støtte og Kjærlighed behov. Hun kunde ikke blive træt af at tale med sin Mand om de to Staklers fremtidige Skjæbne og alvorligt at lægge ham deres Uerfarenhed og hjælpeløse Ungdom paa Sinde; ja, endnu paa det yderste havde hun højtidelig betroet dem i hans Hænder med den Bøn, at han vilde lede deres Veje og værne deres Hjærter mod al Livets verdslige Forfængelighed.

8 Kancelliraad Byberg havde overtaget denne Arv med klar Forstaaelse af dens alvorlige Ansvarsfuldhed. Med den Energi, der i det hele var ham egen, havde han siden meget nøje vaaget over sine Børns Opdragelse, og lovet sig selv, at ligesom de fra Vorherres Haand var rundne uden Lyde, saaledes skulde det være hans Opgave at lade dem voxe op i hans Billede – som et Par ægte, uforfalskede Naturbørn, der i Sundhed, Uskyld og frejdig Livsglæde kunde blive et Mønster for den vanslægtede Menneskehed.

Men jo ældre de nu blev, des klarere indsaa han det umulige i at bevare deres Hjærte rent og ubesmittet i en Bys stundesløse Røre og hele hidsende Atmosfære. Navnlig kunde han kun med Gru tænke paa de Farer, som overalt i Selskabslivets Tummel og Letfærdighed vilde lure paa deres Oprindelighed; og mere og mere modnedes i det hele den Erkjendelse hos ham, at kun et frit, roligt, enfoldigt Liv i Naturens Moderskjød tilbød de tilstrækkelige Garantier imod Indtryk, der kunde virke skadelig paa, hvad han kaldte deres "Sjælelivs harmoniske Udvikling".

Da han derfor havde taget sin Beslutning, 9 tøvede han ikke med at sætte den i Værk.

Han foranstaltede i Hast en almindelig Afskeds-Affodring for alle Byens Bedsteborgere paa Klubben, oprettede et Legat til "Friskolebørns Bespisning", modtog ydmygt det Ridderkors, hvormed han i denne Anledning blev benaadet … og forsvandt saa ud til et lille, fjærntliggende Landsted, han imidlertid i Stilhed havde ladet sig indrette langt borte bag de store Nordskove.

I den lille By havde ingen set ham siden.

"Nathalies Minde" laa under en høj, grøn Skrænt tæt ved Hovedlandevejen og var – som rimeligt – en ægte Jægerbolig, bygget i en Slags gammeldags Schweitzer-Stil med Hjortetakker over Døren og bredt nedfaldende Tagskjæg.

Men alt var allerede halvvejs dækket med et tæt Væv af Ranker og Slyngløv, hele Huset næsten skjult under det frodigste Net af Kaprifolier og Roser.

Indkjørselsporten laa umiddelbart ved 10 Landevejen og bestod af to okkerkalkede Murpiller, der foroven endte i gule Terrakotta Vaser med Aloë. Mellem disse og to Rækker spidse Popler førte en smal Allé op til Siden af Bygningen. Foran denne strakte igjen den store, ganske plane og sollyse Have sig helt ned til Landevejsgrøften, hvor den stængtes af et højt, hvidmalet Staaltraadsgitter, gjennem hvis aabne Masker man fra Vejen saa' ind over en cirkelrund, sirlig klippet Græsplæne med et forgyldt Sol-Ur i Midten og prægtige "Tæppebede" langs Randen; bag ved højnede sig paa hver Side to smukke, kunstfærdig sammensatte Stensætninger med Bregner og krybende Planter i Skyggen under store Rønnebærtræer; og mellem disse saaes igjen en mindre, hjærteformet Plæne med Bladplanter og japanesiske Nelliker omkring en lille rød- og hvidmalet Flagstang, bag hvilken Perspektivet endelig lukkedes af fire grønne Trappetrin og en halvskjult Veranda, under hvis gule Slyngroser de to, nu begge helt voxne Døtres Kjoler ofte skimtedes paa hver sin Side af et lille rundt Bord med en Sykurv.

Det hele saa' saa pynteligt, næsten dukkeagtigt ud, naar Middagssolen skinnede ned 11 paa de grusede Gange, de velplejede Hækker og Bedenes spraglede Blomstermønstre. Der var aldrig et Blad i Græsset, aldrig en vissen Blomst i Bedene. Thi fra den tidlige Morgenstund gik den tro Sancho Pansa her og puslede med Lugekniv og Rive; og bag Lindelysthuse og Syrenbuske luskede Kancelliraad Byberg omkring med en uhyre Solhat ned over Brillerne og en Havesax i Haanden, bekiippede og beskar, plantede og podede – saa lykkelig og beskjæftiget, som om de smaa skjælmske Forglemmigejer, de sjælfulde Roser, den junoniske Tulipan omsider havde besejret alle Fordomme og triumferende ført den gamle Vildmand i Havn i deres fredelige Duftrige.

I tre Aar havde de nu levet her i dette lille idylliske Eden, og det havde virkelig været et Liv fuldt af lutter Salighed.

Kancelliraaden selv var som nyfødt. Endog det sidste Spor af Sorgen over hans kjære Nathalie var som duftet bort fra hans udtryksfulde Guttapercha-Ansigt.

Men ogsaa de to Pigebørn, af hvilke den ældste nu var nitten Aar, havde her ret udfoldet sig i en egen, dugfrisk Ynde, og henlevet deres Dage i denne trygge, glade, 12 af ingen Mislyd forstyrrede Ligevægt, som et sundt, frit og regelmæssigt Liv i Længden meddeler Sindet.

Nogen egentlig Omgang havde de endnu ikke. Der fandtes vel paa Egnen en Provst, en Distriktslæge, en Birkedommer og en Godsforvalter. Men overensstemmende med sin Opdragelsesplan havde Kancelliraaden foreløbig saa vidt mulig holdt sine Børn fjærnt fra disses Selskabelighed.

Desuden var Godsforvalteren Ungkarl, Birkedommeren en Broder Lystig med et generende Hang til at sige Platheder, og Provsten næsten mulden af Ælde.

Til Gjengjæld havde Kancelliraaden saa paa anden og bedre Maade søgt at befrugte og udvikle sine Døtres Aand. Saaledes i de lange Vinteraftener, naar Sneen taarnede sig op ud for Havegjærdet og tildækkede Ruderne, samlede han dem under Lampen i sin Stue, hvor han med højtidelig, N. P Nielsensk Røst forelæste dem forskjellige forædlende Værker af den danske klassiske Literatur, saa som Hagbarth og Signe, Axel og Valborg, Ingemanns Romaner samt – og fornemmelig 13 – sin egen Yndlingslekture: Johnstones "Jægerliv i Prairierne".

Men deres bedste Underholdning var og blev Naturen.

Regelmæssig hver Eftermiddag, naar Vejret var godt, bandt Kamma og Betty deres silkeforede Kyser eller brede Sommerhatte under de buttede Hager; Kancelliraaden tog sin spigrede Stok, stak et Kompas og et Vejkort i den ene Baglomme, et Par Støvbriller og et Gummibæger i den anden, anbragte et lille Rejsethermometer i sit Hattebaand, en Kikkert i Rem over Maven, og saaledes udrustede begav de sig paa Strejftog rundt i Egnen.

Mens Kancelliraaden hvert Øjeblik standsede for at "tage en Observation" paa Thermometret eller med videnskabelig Mine at anstille Undersøgelser over en Flintesten, sprang de unge om og plukkede Blomster, drak af Kilderne, hoppede over Grøfterne og talte med Bønderkonerne. Og overalt, hvor de kom frem, vakte de to friske, smukke, trods Aldersforskjellen dog ganske ens klædte Pigebørn den samme smigrende Opmærksomhed.

14 Selve Egnen frembød iøvrig ikke meget af Interesse. Den var flad, bar, ensformig. Men i Syd og Vest rullede Skovene alvorsfuldt deres mørke Masser op imod Horisonten, og i Nord blaanede Havet.

I Øst, ikke langt fra Stranden og skjult i en lille skyggefuld Lund, laa et Herresæde "Gudersløvholm": en smuk, to-etages Bygning med fladt Tag og Stenvaser langs Gesimsen, men navnlig med en meget stor og pragtfuldt anlagt Park, som Ejeren liberalt lod staa aaben for Publikum.

Her endte de derfor ofte – især imod Solnedgang – deres Udflugter i et højt Lysthus ved den yderste Ende af Parken, hvorfra de kunde stirre ud over det store, blanke Hav, der skyllede sit Guld og Purpur ind imod dem paa Stranden.

Undertiden hændte det, at Godsejeren i det samme kom ridende forbi paa Vejen neden under; og naar han da opdagede dem, standsede han gjerne et Øjeblik sin Hest for at vexle et Par Ord.

Han var en smuk, brunet Mand, mellem tredive og fyrre, med et noget formelt, men venligt og vindende Væsen. Han sad rank som en 15 Grenader paa sin høje, gule, engelske Hoppe; og idet han red videre, løftede han paa Hatten med en Verdensmands udsøgte Høflighed, der navnlig fik den unge Betty til at blusse af Undseelse.

Oftest gik dog Turen ud imod Skovene.

For at naa disse maatte de først over en stor, brun, knoldet Mose, opfyldt af Kjæruld, Vibeskrig og smaa, dybe Vandhuller, ved hvis Bredder Kancelliraaden regelmæssigt standsede for med Haanden i Siden og ligesom udfordrende Trods at stirre ned i deres blæksorte Troldespejl. Herfra førte Vejen over et Stykke Hede eller Ore, der i Modningstiden formelig rødmede af Blaabær og Hyben; og først efter næsten en Times besværlig Gang mellem Ris og Torne naaede de endelig Skovene paa det Sted, hvor disse hævede sig højst over Ødet.

Her – i et dybt, dystert Indhug i Skovbrynet – laa Egnens eneste virkelige Mærkværdighed: en stor, rød, halvforvitret Borg med tunge Taarne over sivfyldte Grave og en mosgroet Æblegaard, der gik i ét med Storskoven, … ret en gammel musegnavet Fortidslevning, der helt spøgelseagtig, som 16 et forglemt Stykke Middelalder, skjulte sig herinde i Stilheden, mens Skovenes mørke Sus drog over dens Tag som Kor af henfarne Aander.

Man vilde næppe være bleven synderlig forbavset, om man pludselig havde set en Riddersmand med flammerød Fjerbusk og guldklingrende Sporer træde frem over Vindebroen … eller en Dame med Sølvmors-Ærmeskafter og Atlask-Skulderpuffer læne sig ud over Karmen af et af de mange smaarudede Vinduer. Betty, som kun var sexten Aar, holdt i det hele slet ikke af at komme her.

Paa Kamma derimod øvede denne Romantik en særegen Tiltrækning. I hendes dristigere Sjæl vakte den allehaande flagrende Drømme om Ridderliv og Herrefærd. Og hendes Interesse svækkedes ikke, da en Dag en æventyrlig Skildring af Ejermanden tilfældigt slap indenfor Kancelliraadens ellers vel tillukkede Hjem.

Der havde i det hele altid hvilet en ejendommelig Skjæbne over denne Borg … eller "Klosteret", som man til daglig altid kaldte den, skjønt den næppe nogen Sinde havde haft noget som helst gejstligt Berøringspunkt 17 og i Virkeligheden ogsaa bar et ganske anderledes stateligt Navn, der buldrede med Sværd og Skjolde.

I gamle Dage havde den nemlig været det berømte Sæde for en af vore ældste og stolteste danske Adelsslægter, hvilken imidlertid – fortrængt af den tyske – en Gang i Slutningen af forrige Aarhundrede paa Grund af Skatterestancer maatte lægge sine Ejendomme under Hammeren. Herved spredtes og splittedes de store Jordegodser for mange Vinde, og "Klosteret" med tilliggende Skove kom i Hænderne paa en stenrig, holstensk Studepranger, der hurtig forstod at blive adlet, hvorpaa han strax begyndte med næsten fyrstelig Pragt at restavrere dets forfaldne Indre. Uheldigvis traf Døden ham, før han naaede at sætte ogsaa dets Ydre i tilsvarende Stand; og baade hans Søn og den nulevende Sønnesøn havde været alt for optagne af andre og mindre adstadige Interesser til at fortsætte det begyndte Værk.

Navnlig om denne sidste – "Klosterbaronen" kaldte man ham – var Egnen fyldt med mange forunderlige Historier; og det var en af disse, der tilsidst havde naaet 18 Kammas Øre og sat hendes let vakte Fantasi i Bevægelse.

Hun havde derved efterhaanden dannet sig den Forestilling om ham, at han var en Slags romantisk Vildmand, der tilbragte sine Dage ved at jage gjennem Skovtykningerne med Horn og glammende Hundekobler, og som om Nætterne holdt store Gjæstebud og festlige Drikkelag i sine lueforgyldte Sale. Hun tænkte sig ham overensstemmende hermed som en stolt, heltemæssig Skikkelse, med stort, lyst Skjæg ned over Brystet, Ørnenæse og store, lyseblaa, sværmeriske Øjne, … og hun blev derfor ikke lidt perplex, da hun en Dag i Kirken virkelig saa' en Mand af i alle Fald noget nær det samme Udseende træde ind i Herregaardsstolen paa Pulpituret.

Hun skulde dog snart efter ogsaa paa anden og tydeligere Maade overbevises om, at det virkelig var ham.

En Gang, hun sammen med Faderen og Betty var paa en af deres sædvanlige Udflugter, havde de just sat sig til Hvile i en Bøgeskygge ved Skovkanten, da der pludselig faldt to hurtig paa hinanden følgende Skud i deres umiddelbare Nærhed. En forpustet Ræv, 19 skarpt forfulgt af to halsende Hunde, kom i fuldt Spring lige forbi dem inde fra Skoven … satte over Vejen, slog en Kuldbøtte i Luften, og tumlede derpaa død om i Grøften paa den anden Side.

I det samme hørtes Stemmer nærme sig inde fra Tykningen. Og endnu inden de havde faaet sig besindet, traadte hin blonde Kæmpeskikkelse – med Bøssen i Haanden, Hanefjer i Hatten, samt fulgt af en gammel, ildelugtende Graaskjæg af en Skytte – ud fra Buskadset lige foran dem.

Idet han fik Øje paa dem, og da han saa' deres Forskrækkelse, opslog han uvilkaarlig en Latter – ret en munter Skovlatter – hvilken han dog øjeblikkelig betvang, hvorefter han lettede paa sin grønkantede Hat med en komisk Bøjning, der ligesom skulde bede om Undskyldning for den vakte Forstyrrelse. Dette førte til en kort Ordvexling, der endte med Præsentation; … og efter næppe et Par Minutters Samtale spurgte han dem da ganske ligefrem, om de ikke kunde have Lyst til at bese hans Ejendom og dér afkjøles ved et Glas Vin.

Kancelliraad Byberg følte sig altfor smigret 20 til ikke at modtage i alle Fald den første Del af denne Indbydelse, skjønt Betty bagfra ængstelig rykkede ham i Frakkeskjødet. Han havde jo altid haft en hemmelig Længsel efter at stifte Bekjendtskab med denne Mand, til hvem han i sin Egenskab af Sportsmand følte sig særlig knyttet, … og uden mange Formaliteter fløjtede da Jægeren af sine Hunde, rakte Bøssen til den sig ærbødigt nærmende Skytte og ledsagede dem under megen munter Spørgen op til Slottet, der laa ganske tæt derved. Her viste han dem først sin storartede Hundeopdrætnings-Anstalt, der var berømt selv ud over Landegrænsen, samt et Par tamme Paradisfugle, der spiste Brød af hans Haand; hvorpaa han med samme pudsig aabne Hjærtelighed og uimodstaaelige Jævnhed førte dem rundt i hele den vidtløftige Bygnings labyrinthiske Uendelighed, lige fra det øverste lille Taarngjemme under Kobberhatten til Fadeburs- og Bryggersrummene, – ja fulgte dem endog med Lys ned i de dybe, hvælvede og fugtige Kjældere for at vise dem Resterne af en Blodplet, der i Følge et Sagn skulde skrive sig fra en af Borgens Fruer, der her en Nat havde ladet 21 – sin Mand myrde. Tilsidst kom de ind i den mægtige, halvdunkle Riddersal, mellem hvis forgyldte Pilastre og alvorsfulde Portrætter en libereret Tjener skjænkede dem ægte Cypervin i venetianske Pokaler …

Paa Hjemvejen laa der over Kammas mørke Øjne ligesom et festligt Gjenskin af al den Herlighed, de havde set. Hun gik tankefuldt for sig selv, og hendes Kinder blussede .

Betty derimod følte sig næsten ilde. Hun var bleven ør af al denne fremmede Pragt, denne forvirrende Mangfoldighed, – af Værtens larmende Stemme, Kjældernes klamme Mørke og uhyggelige Minder. Hun kom ligesom ikke ret til sig selv, før Kystlandets sollyse Flade atter laa frit og aabent for hendes Øjne og Havets milde Blaa blinkede hende imøde derude bag den lille Lund, hvor det venlige Gudersløvholm rakte sine Stenvaser op over Trækronerne.

Som man kan forstaa, spillede i det hele disse to Herregaarde en ikke ringe Rolle i Egnens Tilværelse.

De gav den det Liv, den Bevægelse, som 22 den uden dem ganske vilde have savnet, – kastede dertil en Smule fornem Glans ud over den ellers triste og fattige Afkrog.

Men en særlig Interesse fik de paa visse Steder derved, at begge de to unge Herremænd endnu var ugifte.

Det er ikke for meget sagt, at man rundt i Egnens bedre Familjer i de sidste ti Aar næsten ikke havde talt om andet end disse to Mænds mulige Fremtidsplaner. Et Væv af Intriger og Kabaler, af ihærdige Mødres Smiger, Ømhed og Bagtalelse af formodede Rivalinder havde spundet sit skjulte, men virksomme Net omkring dem i hele Miles Omkreds. Snart hviskedes der med Skadefryd om én, snart om en anden, der skulde have trukket Garnet til sig i den Tro, at en af Guldfiskene endelig havde ladet sig fange. Der gik næppe en Dag, uden man hørte om, at nu brændte Tampen her, nu slukkedes den dér.

Men ingen tænkte paa, at ogsaa i det lille Apothekerhjem sad der nu én, der blev rød, hver Gang hun hørte Skud rulle ud over Klosterskoven, – og en anden, der blev bleg, blot hun hørte Lyden af hastige Hovslag paa Vejen.

23 Kancelliraad Byberg havde nemlig været en altfor høflig Mand – og omsigtsfuld Fader – til ikke at gjengjælde Klosterbaronen hans udviste Artighed; og formodentlig maa denne i Dybet af Kammas mørke Øjne have fundet noget, der fængslede ham. I Løbet af den paafølgende Vinter indløb i alle Fald stadig oftere Sendinger af Blomster, Frugter, ja endog Vildt til "Nathalies Minde" fra hans Haand; og personlig "traf" han dem med en paafaldende Regelmæssighed, saasnart de satte blot en Fod inden for hans Revierer.

Selvfølgelig undgik dette da heller ikke i Længden hine hemmelige Spinderskers aarvaagne Øjne.

Men samtidig opskræmtes disse i deres Net i Anledning af en foruroligende Opmærksomhed, som Herren til Gudersløvholm havde vist navnlig Betty ved en Basar for Sognets Fattige, hvortil Kancelliraadens imod Sædvane havde indfundet sig. Og da der ved samme Lejlighed ymtedes om en vis, stigende Tilbøjelighed, som denne Herre paa det sidste skulde have faaet for Ridevejen under det høje Parklysthus, saasnart Apothekerens var 24 deroppe, slog Utaalmodigheden ud i en formelig Panik.

Hvad skulde dette sige? … Gode Gud, hvad var Meningen? … Hvad var dette for Underfundigheder? … Hvad var det i det hele for Folk, disse fremmede …?

Men endnu inden man fik sig ret besindet, havde først den ene, og snart efter ogsaa den anden af de to Herrer faaet Ja hos Kancelliraaden.

Det traf sig nu ret passende, at det netop blev Kamma, den ældste, der kom til Klosteret.

Der var nemlig noget over hele hendes høje, ranke, mørklokkede Skikkelse, der ligesom paa Forhaand bestemte hende for en Borgfrues Værdighed. Dette skjønne, fuldt modne Legeme var som skabt til at bære Silke og Brokade over bonede Gulve; disse kjække, liljehvide Skuldre til at lyse over mørkt Fløjl i festlig skinnende Sale.

Betty derimod var, trods sine sytten Aar, endnu lille og bly, med noget af Barnets 25 buttede Ynde og sjælfulde Undseelse. Hvid og rød – som Mælk og Blod – holdt hun sig i det hele helst ligesom i Skjul bag sin ældre Søster, over hvis Skulder hun frygtsomt kiggede frem mellem buede Øjefrynsers blødt skyggende Silkegitter.

Man kom ved at se hende til at tænke paa en af hine rørende, uanseelige Smaaknopper, der blysomt staar og ligesom gjemmer sig bag Græs og Straa, … indtil en Dag en vakker Solstraale finder Vej til dens Løndom og lægger sig for dens Fod. Da aabner den, halvt modstræbende, en blændende Favn, fuld af den allerlifligste Sødme.

Ved Søsterens Bryllup, der strax efter Høst blev fejret med noget nær fyrstelig Pragt i selve Klosterets nypudsede Sale, havde hun set næsten overjordisk dejlig ud med sin blanke, sølvhvide Atlaskkjole, sine violblaa Øjne og en enlig lille Rose i det kastaniebrune Haar. Og ved denne Lejlighed var det nok ogsaa, at Herren til Gudersløvholm omsider kastede sig for hendes Fødder i et af Sidekabinetterne.

Nu var det frem for alt denne sidste og uforklarligste Sejr for de forhen saa ganske 26 oversete Apothekerfrøkner, der paa visse Steder ramte som en Apoplexi.

Ganske vist havde Klosterbaronen baade vægtigere Kister og et stoltere Navn, end Ejeren af Gudersløvholm nogensinde kunde vente sig. Men paa den anden Side ejede Hr. Anton Drehling i sin Person Egenskaber, der uvilkaarlig trak Kvinderne til ham.

Det var noget vist tavst eller diskret lidenskabeligt, der dannede ligesom en Understrøm i hans forøvrig fuldendt beherskede og formrette Optræden. Dertil var han ejendommelig smuk: selve Legemet rankt, slankt, elegant; Ansigtets Form en regelret Oval; Panden høi, hvælvet, halvvejs dækket af et smukt Fald af mørkebrune Haar. Under de fornemt buede Bryn brændte et Par klare, brune, svagt drømmende Øjne, der sammen med en sirlig plejet Moustache og Mundens fint spottende Linje gav Ansigtet dets Udtryk af Ildfuldhed og Intelligens.

Han lignede i det hele slet ikke sine Standsfæller – disse drøje, larmende, jagende og drikkende Junkere, hvis Interesser han ikke delte, og hvis Selskab han egentlig hverken søgte eller skyede. Han tilhørte en Slægt, 27 som ved Aand og Smag altid havde hævet sig højt over sine hjemlige Omgivelser; som fra Rejser, Studier og betroede Gesandtskabsposter ved udenlandske Hoffer alt i flere Led havde hjembragt en Dannelse og Indsigt, der ikke var almindelig; og som endelig paa sit Herresæde, det smukke Gudersløvholm, havde ført et frit, nydelsesrigt, af fremmede Sæder og forfinede Vaner behersket Liv, i hvilket skjønne Kunster og videnskabelig Syssel var gaaet Haand i Haand med Fester, Banketter og allehaande galante Æventyr.

Navnlig disse sidste havde spillet en fremtrædende Rolle i hele Slægtens Historie. Om Hr. Antons Moder sagde man rent ud, at hun havde haft en Elsker. Hans Bedstefader havde været en af Datidens mest omtalte Levemænd, lige berømt som Beskytter af unge Talenter og for sin Smag for blonde Kvinder. Og om Hr. Anton selv var det vitterligt nok, at han havde levet et særdeles bevæget Liv baade herhjemme og i Udlandet.

Tre graa Haar i Tindingen samt et vist følelsesfuldt Smil, der nu og da – ligesom gjennem Erindringen – kunde gaa over hans 28 Ansigt, skulde (efter hvad Damerne hviskede) være de interessante Mindelser om forrige Dages Kvindegunst. Han nævntes i sin Tid som Hovedstadens graciøseste Danser og eleganteste Fægtemester. Men tillige var han en lidenskabelig Beundrer af Kunst, især Musik, og spillede selv smukt paa Violoncel og Obo.

Endelig havde han – trods sin Ungdom – i de sidste Par Aar, efter at han havde overtaget sin Arv, været folkevalgt Medlem af Landsthinget. Og skjønt uden særlig politisk Interesse eller Ærgjærrighed havde han dog et Par Gange vakt Offentlighedens Opmærksomhed ved sine smaa, klart tænkte Replikker og en vis elskværdig Satire.

Derfor begreb man heller ikke, hvor i Alverden han i den Grad havde kunnet lade sig bedaare af en saadan Bagatel, som denne lille enfoldige Apothekerdatter dog virkelig var. Man kunde næsten ikke faa sig selv til at tro, at det virkelig var alvorlig ment. Birkedommerens lille fede Cecilie var nærved at smelte af Harme, naar hun til Sammenligning tænkte paa sine egne Fuldkommenheder; og af lutter Foragt gik Distrikslægens lange 29 Albertine øjeblikkelig hen og forlovede sig med en Kapellan.

Nu var det iøvrigt heller ingenlunde uden alvorlig Kamp, at Hr. Anton Drehling omsider havde givet efter for en Tilbøielighed, han selv længe ikke havde villet vedkjende sig, ja som vendte saa aldeles op og ned paa alt, hvad han hidtil havde tænkt sig for sin Fremtid og Lykke. Med den erfarne Mands Mistillid til egne Følelser og ængsteligste Overvejelse foran ethvert afgjørende Skridt havde han længe søgt at fremstille den for sig selv som en Kaprice, et taabeligt Indfald … en Følge af den lange Sommers tomme, begivenhedsløse Liv herude mellem disse dræbende Omgivelser.

Men hver Gang, han paa ny stod over for Bettys rørende, barnlige Ynde, greb denne ham med en ukjendt Fortryllelse. Hver Gang han saa' ind i disse Øjnes dybe Uskyldsblaat, var det som om en ny, ædlere Verden aabenbarede sig for ham og uimodstaaelig drog ham til sig.

Alligevel var det maaske næppe blevet til noget imellem dem, ifald de ikke hin Bryllupsaften tilfældig var stødt paa hinanden i 30 det tomme Kabinet, hvor Ensomheden og den festlige Stemning havde givet ham Mod til en Afgjørelse. Men allerede da han den næste Morgen vaagnede i sin Seng, laa han længe i mørke, urolige Tanker, ligesom med en dump Følelse af Undseelse over, hvad han havde gjort. Det var, som han ikke kunde fatte, at han – Anton Daniel Fredrik Drehling – nu virkelig ikke længere var fri, nu virkelig var "forlovet"! Han mindedes de mange Vittigheder, han i sit Liv havde sagt om denne Ting, og følte dem regne tilbage over sig som ondskabsfulde Pile. Og han smilte nervøst ved Tanken om, hvad vel hans Venner vilde sige, naar de erfarede, at endelig ogsaa han havde ladet sig indrullere i det gudvelbehagelige Kompagni – "en Ægteper med en Kone" – – –!

Noget mere ellevildt af Henrykkelse end Kancelliraad Byberg skulde man derimod lede efter med en god Kikkert.

End ikke Tanken om, at der nu snart vilde blive tomt i hans Hjem, og at han snart skulde trippe ene om i disse Stuer, der havde været Vidne til saa megen huslig Lyksalighed, kunde fortrænge Smilet fra hans 31 Kinder, … dette livfulde, lunt-triumferende Smil, der efterhaanden syntes saa hjemmevant i sine Gruber, at det – selv naar han sødeligt sov – laa og bævede omkring hans Læber som paa et drømmende Barn.

Navnlig var Klosterbaronen bleven Gjenstand for hans formelige Tilbedelse. Han forekom ham et Ideal af ægte, uforfalsket Naturkraft. Denne imponerende Storhed, der mindede om de gamle Jættekæmper, dette mandige Skjæg, hele denne djærve, vikingeagtige Skikkelse, der førte med sig ligesom et Pust af Vildt og frisk Skovluft, fyldte ham med Henrykkelse. Ja naar Baronen ved Middagsbordet tømte sine to-tre Flasker Vin til en halv Oxesteg samt en Karaffel til en Budding, sank han næsten sammen af Ærefrygt og Beundring.

Men paa samme Tid kunde nu og da en pludselig Sky liste sig over Kancelliraad Bybergs Ansigt og for en Stund formørke hans Miner … Tunge Anfald af Anger og Selvforagt kunde hemmelig drage gjennem den gamle Vildmands Sjæl, naar han tænkte paa det Liv, hvori han selv mere og mere var sunket ned.

32 I sit stille Sind lovede han sig fra nu af for Alvor at bekæmpe al umandig Svaghed i sit Blod. Side om Side med denne Mand skulde han endnu en Gang med Kraft afryste den Tidsaandens marvløse Blødagtighed, hvoraf han – trods alt – var bleven befængt. Og som en Slags Indøvelse eller Forberedelse til et nyt og bedre Levnet havde han just for tyvende Gang fordybet sig i sin: Johnstones "Jægerliv i Prairierne", da en uformodet Begivenhed paa én Gang smertelig kuldkastede alle hans Forhaabninger.

Det var i Midten af Avgust; Fersknerne i Haven var ved at modnes.

Kamma havde netop været gift et Aar og levede højt i Klosterets Herlighed og Overflod. Betty derimod gik og havde stundesløst travlt med sit Udstyr: Bryllupet var bestemt til en Gang i Slutningen af September, og strax efter dette skulde det nygifte Par rejse til Syden for at blive borte hele Vinteren.

Saa fortumlet som en ung Fugl, der første 33 Gang staar paa Randen af Reden og med sød Gysen ser ud over det svimlende Blaa, som nu skal bære den – henlevede Betty denne Forberedelsestid i en hjærtebankende Betagethed.

Hun var meget lykkelig.

Kun forstod hun ikke, hvor det altsammen kunde tilkomme hende. Livet laa med ét for hendes Fod som et rosengyldent Æventyr, hvori hun – saa ganske uforskyldt – var kommen til at spille Prinsessens Rolle.

Hun følte undertiden en hæftig Trang til at kaste sig om et Menneskes Hals og ret af Hjærtet betro det sin Lykke. Men Kamma, til hvem hun altid før havde tyet med sine smaa Hjærteanliggender, var bleven hende saa underlig fremmed siden sit Giftermaal, syntes hende saa besynderlig meget ældre og optaget af andre og anderledes Tanker. Hun kjendte hende næsten ikke igjen, naar hun kom kjørende hjem i sine straalende Toiletter, med sin forandrede Haarsætning og Perler i Ørerne – fortrolig lænet ind imod sin store, skjæggede Mand, der for hver Dag syntes Betty mere tyk og rød og søvnig og forunderlig.

34 Overfor Drehling følte hun sig endnu bestandig lidt beklemt. Trods alt, hvad hun kæmpede derimod, gjorde hans Nærværelse hende strax forvirret; og blot hun mærkede hans Øjne hvile paa sig, steg Blodet hende til Kinderne.

Det var egentlig først, naar han atter var borte, at hendes Tanker frit kunde samle sig om ham og hendes Kjærlighed. Og oppe i det lille, vinløvomrankede Gavlværelse – "Jomfruburet" kaldet – som hun siden Kammas Bryllup havde ganske for sig selv, lukkede hun sig ofte inde, naar han var gaaet og hensank i Beskuelse af hans Billede paa Kommoden, idet hun i Erindringen gjenkaldte sig de Ord, han havde sagt, den Klang, hans Stemme havde haft, den Duft, hans Haar havde bragt.

Ingen Aften faldt hendes Øjne til, før hun i sin sidste Tanke havde sendt ham sit ømmeste Godnat. Og hver Morgen, naar hun vaagnede, listede hun sig strax paa bare Fødder hen bag Gardinet for at se Solen staa op over Gudersløvholm.

Regelmæssig hver Eftermiddag kom Drehling 35 ridende til "Nathalies Minde" paa sin gule engelske Hoppe "Kora".

Betty tog imod ham nedenfor Trappen, hvor hun rødmende klappede Dyrets Hals, mens han kyssede hende paa Panden. Derpaa gik de sammen ind til Faderen, hvem Betty i Forvejen havde vækket af Middagssøvnen, og som ventede dem ved det duftende Kaffebord ude paa Verandaen.

Paa denne Tid af Døgnet var Kancelliraaden fornemmelig i sit Es. De smaa, runde Kinder, der endnu var røde efter det "lille Blund" (som han haardnakket kaldte sin to Timer lange Snorken) formelig struttede af Sundhed og Meddelelseslyst. Og mens Kaffens Aroma liflig blandede sig med Blomsternes fra Haven til et sødt Potpourri, hengled her et Par stille, fortrolige Timer, i hvilke Kancelliraaden saa godt som udelukkende besørgede Underholdningen.

Hr. Drehling havde sin Plads lige over for ham paa en lav Havebænk med Rygstød, hvorfra han nu og da smilede høflig, som om han hørte efter, mens hans Opmærksomhed i Virkeligheden udelt var henvendt paa Betty, 36 der sad ved Siden af ham, paa Kanten af Bænken, og hvis Haand han holdt i sin.

Han bar en bred, hvid, finstraaet Sommerhat over sit mørke Haar og saa' meget smuk, meget bevæget og meget lykkelig ud.

Der var i det hele i Aarets Løb kommet noget ejendommelig lyst, ligesom forynget over ham. Alle smaa, nervøse Smil, alle ængstelige Tvivl var som strøget bort af dette unge, undselige Barn, der Dag for Dag drog ham inderligere til sig med en egen uimodstaaelig Magt. Og som han sad dér og ufravendt betragtede hende med sit lille, tankefuldt forelskede Smil, saa' han ud som en Mand, der i sit stille Sind takker sin Skjæbne for en Lykke, han aldrig havde drømt om.

Han kunde ligesom slet ikke løsrive sig fra Beskuelsen. Det var, som om hans Sjæl andægtig inddrak denne milde Fred, denne kyske Ro, der omstraalede hende. Dette sænkede Blik, disse rosenrødmende Kinder, hele denne dulgte, blysomme Kjærlighed beruste ham. Og naar han sad ene hos hende – i Lindegangens Lysthus – og havde lagt sin Arm om hendes Liv, kunde han trykke hendes 37 lille hvide, bløde, skjælvende Haand med en saa lidenskabelig, men ærbødig Ømhed, at hun – halvt ængstelig – maatte smile.

Hen imod Solnedgang red han atter bort, og da fulgte hun ham indtil Enden af et Dige, hvor Vejen drejede. Men saa længe Støvet af Koras Hov endnu skimtedes mod Havets sorte Blaa derude, stod hun paa Diget med sit viftende Slør og en lykkelig Taare sitrende i Øjet……

En Morgen, hun kvidrende kom ned fra sit Jomfrubur, traf hun mod Sædvane ingen ved Thebordet.

Heller ikke i Haven eller Dagligstuen var der nogen at opdage. Men gjennem Døren til Faderens Værelse, der stod halvt aaben, saa' hun nu til sin Forbavselse – Kamma, Søsteren, vandre op og ned ad Gulvet, bleg, i hæftig Bevægelse og med Haaret i Uorden.

I Krogen sad Kancelliraaden paa en lav Taburet og saa' fortumlet, ligesom lamslaaet ned mod Gulvet. Lampen stod endnu og brændte midt i det klare Solskin, omgiven af Shawler, Handsker, Hat og flere Ting, der i Forvirring var kastet hen over Bordet.

Med en underlig Isnen gjennem Hjærtet 38 huskede pludselig Betty, at hun en Gang i Løbet af Natten – hun troede i Drømme – havde hørt Tummel og Røre nede i Stuerne.

"Men Kamma? … Er du her?" udbrød hun sagte.

Ved Lyden af hendes Stemme for Søsteren sammen og standsede; og idet hun derpaa med et Udtryk ligesom af afmægtig Smerte knugede Hænderne foran Panden, kastede hun sig tavs og tungt ned over en Stoleryg.

I det samme rejste Faderen sig besværligt, tog Betty ved Haanden og førte hende stiltiende ind i Spisestuen.

"Gaa op paa dit Værelse, Betty," sagde han her med graadkvalt Stemme. "Der er sket en stor Ulykke, mit Barn! … Din Søster har haft en stor Sorg … Vi har alle haft en stor Sorg … Vi vil haabe, at Gud … at Vorherre …"

Hans Stemme svigtede ham, og han forlod hende grædende.

… Hvad der egentlig var hændt, blev vel aldrig nogen Sinde fuldt oplyst udenfor de paarørendes aller nærmeste Kreds, skjønt det paa visse Steder ingenlunde manglede 39 paa Rygter og Kommentarer med nærmere Detailler.

Saa meget syntes dog med Sikkerhed at fremgaa, at Klosterbaronen ikke besynderlig egnede sig for den ægteskabelige Stand. Og den Omstændighed, at dette var aabenbaret saa kort efter Bryllupet og dertil paa en for hans Hustru særlig krænkende Maade (man talte rent ud om en ganske simpel Malkepige) gjorde hans Adfærd dobbelt oprørende.

Forøvrigt kom det egentlig ikke overraskende for andre end netop dem, hvem det føleligst ramte. Klosterbaronen havde alle Dage været bekjendt som en Bøffel, der oftere i Valget af sine intime Forbindelser havde aabenbaret en alt andet end kræsen Smag. Og alle var enige om – paa visse Steder maaske med et lille Stænk af Skadefryd – af Hjærtet at beklage den stakkels Familje og da navnlig Kamma, der saa uskyldig var kommen i Ulykke.

Men nu var det virkelig ogsaa, som om pludselig Himlen kunde have slukket sit Lys over det lille Apothekerhjem. Man behøvede blot at gaa forbi paa Vejen for at føle, at 40 her havde Livets store Skygge endelig lagt sig hen.

Gule og røde sank Efteraarets Blade stille ned over Plæner og Gange, men ingen samlede dem op. Ingen lille smilende Kancelliraad med Solhat og Havesax puslede længere omkring mellem Hækkerne eller vaagede over Bedene. Men inde i Stuen, mellem visnede Blomster og et lukket Instrument, sad en gammel bøjet Mand og stirrede sløvt og træt ned mod Gulvet; – kun nu og da ængstelig lyttende til de rastløse Trin over hans Hoved, hvor Kammas stolte Hjærte i Stilhed forblødte. Ved hans Fødder laa "Diana" og logrede forgjæves, og i Vinduet tav Irisken instinktmæssig i sit Bur; – ja, om det saa var Sancho Pansa, den ærlige Sjæl, saa saa's han undertiden siddende hensunken i Tanker med sit Smørrebrød i den aabne Haand, trofast følgende sin Herre i dennes sørgelige Betragtninger over Livets Gaader og Skjæbnens uransagelige Veje.

Men den, paa hvem Begivenheden næsten havde gjort det dybeste og uudsletteligste Indtryk, var dog Betty.

41 Da det først var gaaet op for hende, hvad der egentlig var sket, ramte det hende som et Lynslag.

Hun kunde ikke være bleven mere forfærdet, om Sol eller Maane pludselig havde vist sig for hende med et forvrænget Ansigt. Det var, som om hun maatte gjøre Vold paa sin Tanke for at fatte en saadan Troløshed. Saa længe det overhovedet var muligt, vægrede hun sig ved at tro, at det virkelig var sket.

Men da Gjæsteværelset blev ordnet, og Kamma bestandig forblev hos dem, og ingen Tvivl længere var tænkelig, sank hun hen i en dyb, dump Bedøvelse, i hvilken hun ligesom følte alle Ting vakle for sine Øjne.

En isnende Angst sneg sig ind over hendes Sjæl. Uvilkaarlig, skjønt modstræbende, vendte Tanken sig ud mod hendes egen Fremtid; og uafviseligt trængte det Spørgsmaal sig frem med skjælvende Stemme: om det da muligt kunde gaa hende paa samme Maade?

Hun vidste jo, at Antons Liv havde en Plet; – allerede før deres Forlovelse havde hun en Gang hørt Folk tale derom. Hun 42 forstod det vel aldrig helt, og hun havde bestandig tvunget det ud af sine Tanker som noget fjærnt og forbigangent, hun heller ikke vilde vide Besked om.

Men hver Gang, hun nu ved Maaltiderne saa' Søsterens blege, forgræmmede Ansigt, var det, som om en jærnkold Haand greb hende om Hjærtet. Naar deres Øjne tilfældig mødtes over Dugen, for hun smertelig sammen for dette Blik, der i sin forstenede Stirren syntes at tilraabe hende et: vogt dig!

Anton, der mærkede hendes pludselig sky Tilnærmelse, og som forstod hendes Tanker, naar han i Enrum følte det bange Hjærteslag under Kjolen – søgte med Ømhed at kysse al Ængstelse bort fra hendes Pande. Han var selv bleven stærkt greben af denne dybe, bitre Sorg, hvortil han daglig maatte være Vidne, og som lagde sig tungt ogsaa paa hans egen Samvittighed.

Han havde øjeblikkelig brudt enhver Forbindelse med Klosterbaronen, ja endog paa en meget opsigtsvækkende Maade tilbagesendt ham et Par kostbare Hunde, som denne en Gang havde foræret ham. I det hele havde han paa enhver Maade søgt at lægge sin oprigtigste 43 Foragt for hans Adfærd for Dagen og efter bedste Evne at lindre Skuffelsen og Smerten for den Familie, hvortil han nu mere end nogen Sinde følte sig knyttet.

… Og som den unge Fugl, der pludselig ser truende Skyer formørke Himmelblaaet og angstfuld lukker Øjnene, sank da Bettys lille svimlende Hoved til hans Bryst og gav sig sin Skjæbne i Vold.

I de sidste Dage af September stod deres Bryllup.

Det blev holdt i al mulig Stilhed hjemme i "Nathalies Minde", kun i Overværelse af de nødvendigste Vidner.

For Betty var det navnlig en Lettelse, da Antons Moder, der boede i Kjøbenhavn, i det sidste Øjeblik blev forhindret i at komme. Betty havde kun set hende én Gang før, for flere Aar tilbage, mens hun endnu som Enke opholdt sig paa Gudersløvholm; men hun havde alt da indgydt hende en Skræk, en uforklarlig Angst, der endnu ikke havde fortaget sig; og der var derfor nu ligesom en Trøst for hende i at mærke, at heller ikke Anton syntes særlig skuffet over hendes Udeblivelse.

44 Strax paa selve Bryllupsdagen rejste de til Udlandet.

I en første Klasses Kupé, sikret mod fremmed Ledsagelse, tog de med Nat-Iltoget ned gjennem Jylland og kom den næste Formiddag – i et mørkt, koldt, melankolsk vedholdende Ruskvejr – til Hamborg.

Her forblev de inde i et Par smaa, hyggeligt-luxuriøse Hotelværelser indtil den næste Dags Aften, hvorpaa de over Berlin og Leipzig tog til Dresden og senere til Prag … videre over Nürnberg, München og over Alperne ved Brenner … og satte just Ugedagen efter Bryllupet for første Gang Foden paa Italiens Grund.

I Begyndelsen var imidlertid Betty alt for betaget og fortumlet af den Forandring, der var foregaaet med hende, til ret at gjøre sig det klart, hvor de egentlig befandt sig. Hun saa' bleg og adspredt ud, og betragtede alle disse nye og fremmede Ting paa en besynderlig stille, indadvendt Maade, som om hun ikke formaaede at løsrive Tankerne fra sit eget Indre.

Først en maaneklar Aften i Venedig, efter en berusende Hjemfart gjennem den store 45 Kanals æventyragtige Øde med Paladsernes rødlige Lyssøjler sitrende over Vandet og med Markuspladsens Musik og Menneskerøre som en svindende Larm i det fjærne, hengav hun sig helt.

I denne By blev de derpaa en hel Uge, henlevet i overjordisk Lyksalighed.

Senere, efterhaanden som Kulden og Efteraaret meldte sig, søgte de sydligere Egne … drog paa Æselsryg over Apenninerne og gjemte sig en Tidlang i en ensomt liggende Bjærgby mellem duftende Citronhaver og et lille stille Kloster, hvis Munke nysgjerrigt betragtede dem paa deres kjærlighedsfulde Vandringer … sejlede derfra over smaa, grønlige Søer mellem støvgraa Olivenlunde og kjørte i stjærneklare Nætter med bjældeklingrende Postheste gjennem skumle Slugter og ned i grønne Dale … indtil de en Aftenstund ved Solnedgangsskjæret øjnede det mangetaarnede Firenze i det fjærne og ligesom dyppet i Blod.

Og under denne skyfri Himmel, i denne bedøvende Duft af Roser og Oranger, i dette Dagenes fortumlende Farve-Mylr og de stjærnefyldte 46 Nætters søde Sværmeri druknede den sidste Rest af Uro i Bettys Sjæl.

Julen tilbragte de i Rom, mellem Kunstnere og Digtere. Med en fransk Familje, de havde lært at kjende i Venedig, tog de derfra til Neapel og Capri og vendte tilbage igjen til Karnevalet.

"I begriber ikke" – skrev Betty i et af disse smaa, flygtige Oljeblade, der fra hendes Haand fløj til Hjemmet med Bud om hendes Lyksalighed. "I begriber ikke, hvor vi tumler os! Forlang ikke, jeg skal beskrive det altsammen. Det er over al Beskrivelse. Var det ikke Synd, vilde jeg sige, at jeg føler mig, som om jeg ikke længere befandt mig paa Jorden … I Gaar var vi i Neapel. I Dag begynder Karnevalet her i Rom … Jeg hører allerede Musiken om Hjørnet og Anton komme op ad Trappen for at hente mig. Lev derfor vel! Tusinde Hilsener fra min elskede Anton og

Eders lykkelige
Bet."

I April var de igjen i Norditalien. Over St. Gothard gjorde de deres Indtog i Schweitz.

"Som I ser," skrev hun herfra, "er vi 47 nu i Evropas andet Vidunderland og bor i et henrivende lille Hotel, der hedder "Rosengarten", og som fuldkommen svarer til sit Navn. I Morgen tager vi herfra til Rigi (som I nok kjender) – og videre bort. Jeg husker ikke alle de Navne, skjønt I ellers kan tro, jeg er bleven stiv i Sprogene. I næste Maaned skal vi efter Antons Plan være i Frankrig og dér – tænk jer! – blive hele to Uger i Paris."

Dog, de kom ikke saa langt. Pludselig – fra Genève – meldte de deres Hjemkomst.

… Og da de faa Dage efter stod paa den hjemlige Perron, og den lykkelige Datter rødmende kastede sig i sin gamle Faders Arme, kunde Grunden allerede ikke længere skjules: Betty var frugtsommelig.

Gudersløvholm laa paa en lav, skandselignende Bakke, kun et Bøsseskud fra Havet. Med sine grønne Jalousier, sit flade Tag og sine Stenvaser paa Gesimsen tog den sig nærmest ud som et lille fyrsteligt Jagtslot.

48 Foran den store, halvcirkelformede Flisetrappe, der dominerede Façaden, laa en bred, smukt gruset Plads med Havebænke langs Siderne under høje Kastanietræer, og med en porfyrrød, af Delfiner og skjæggede Havmænd prydet Springvandskumme i Midten. Herfra førte smaa Trætrapper – fem i Antal – ned ad Terrassens korte, græsbesaaede Skraaning, fra hvis Fod den skjønne, navnkundige Park strakte sig lige ned til Havet.

Denne bestod hovedsagelig af lange, meget brede og snorlige Alléer af hundredaarige Ælme, hvis Grene flettede sig sammen over éns Hoved til et fuldkommen regntæt Tag, og under hvilke der selv en smeltende Sommerdag var mørkt og køligt som i en Kjælder. Inde mellem Alléerne – i de kvadratiske Felter, som disses rette Linjer afskar – laa smaa, nydelige Anlæg, en Slags aabne Labyrinter i gammel fransk Mønster med regelmæssige Ligusterhækker og pyramide- eller i Kugler formede Taxbuske samt tætte, ret afskaarne Lindevægge, i hvis kunstig klippede Nicher og Grotter der var anbragt hvide Marmorstatuer, fornemmelig af Kvinder i højst letfærdigt Toilette.

49 Her var det, at Antons Bedstefader havde fejret sine berygtede "florentinske Fester", hvis farvede Lys og lattermilde Blondiner i sin Tid havde vakt saa megen Forargelse. I Alléernes Skygge havde Kjærlighedsæventyr og natlige Elskovsmøder drevet deres hemmelige Spil; – ja, om en lille Stenbænk ved Enden af en Berceaux fortaltes det, at dér havde endog en kongelig Majestæt en Gang i længst forsvunden Tid sænket sit Silkeknæ mod Jorden for Gaardens egen femtenaarige Uskyldighed.

I det sidste Par Aar havde imidlertid saavel Parken som selve Slottet henligget i en temmelig forsømt Tilstand. I sin Ensomhed havde Anton ikke haft Interesse for den tilbørlige Vedligeholdelse, idet han ligesom ikke kunde gjøre sig fortrolig med Tanken om for Alvor at sætte sig fast i denne ynkelige Afkrog af Landet.

Men i dette Forhold havde Bryllupet – som i saa meget andet – gjort en pludselig Forandring. Allerede forinden sin Afrejse havde Anton givet sine nøjagtige og vidtløftige Ordrer. Og i Vinterens Løb havde en Hærskare af Malere, Snedkere, Gartnere og Tapetserere 50 været i travl Beskjæftigelse baade ude og inde, for at alt kunde være komplet til den nye Husfrues Modtagelse.

Om nogen indgribende Omvæltning var der dog ikke Tale. I Slottets øvre Etage laa den samme Suite af lyse, luftige Selskabssale med bonede Gulve og matforgyldte, af et carmoisinrødt Damask betrukne Møbler, der havde været Vidne til Forfædrenes muntre Liv, og hvorover der endnu svævede ligesom en pudret Duft fra hine stilfuldendte Tider, da Fiskebensskjørter og sviklede Silkestrømper spejlede sig i disse Gulve, mens Herrer med sølvbræmmede Hatte og gyldenhæftede Kaarder i ærbødigt Galanteri førte buttede Damers fløjlshvide Haand til deres Læber.

Kun i de nedre, til det daglige Ophold bestemte, Værelser sporedes Bestræbelser efter en mere moderne Hygge i Form af Tæpper, tunge Portierer, magelige Lænestole, Palmer og Nips – ligesom der ogsaa her i Farvevalg og Væggenes Dekorering var foretaget enkelte karakteristiske Forandringer. Navnlig var en stor, dristig Kopi efter Correggios "Danae", der hang over en Sofa i 51 Dagligstuen, paa Antons Foranstaltning sat paa Loftet og erstattet af et smukt, stemningsfuldt Billede af en ung sjællandsk Bondepige, der overraskes i Læsningen af et Kjærlighedsbrev.

… Saaledes stod det da alt fix og fuldt færdigt efter Bestemmelsen – rede til hver Dag og Time at modtage det unge Herskabs Hjemkomst.

De kom tilbage til det danske Foraars fejreste Pragt. Netop samme Nat, de første Gang hvilede under det hjemlige Tag, sprang Bøgene ud omkring Gudersløvholm.

Oprindelig havde det været deres Bestemmelse at lægge Tilbagerejsen om ad Kjøbenhavn, for at Anton endelig kunde faa Lejlighed til at præsentere sin unge Hustru for sin Moder. Men da det kom til Stykket, bad Betty saa mindelig om alligevel at maatte faa Lov til at opsætte Besøget til en anden Gang. Og da desuden Anton selv var bleven stødt over et Brev, som Moderen i sin Tid i Anledning af Bryllupet havde tilskrevet ham, og hvori hun paa en – som det forekom ham – frivol Maade havde hentydet til den Lykke, han nu skulde nyde i sin unge Hustrus 52 Arme, sendte han i sidste Øjeblik fra Hamburg et telegrafisk Afbud, idet han benyttede Bettys Tilstand som et Paaskud for deres Udeblivelse.

Forøvrigt længtes de nu virkelig begge efter at komme til Ro i deres nye Hjem. Da Betty hin første Morgen aabnede Sovekammervinduet og saa' ud over det Hav af nyfødt Grønt der vinkede hende i Møde som en Naturens Velkomsthilsen, og da hun fornam den friske, stærke Muldjords Duft, der strømmede op imod hende fra Haven, grebes hun af en saadan Gjensynsglæde, at Taarerne steg hende til Øjnene.

Hele denne første Sommer levede de da ogsaa næsten udelukkende for sig selv. Til stor Fortrydelse for adskillige, der havde spidset Munden efter Selskabelighed og festlige Arrangements i de gamle Drehlingers Stil, murede de sig saa godt som ganske inde paa Gudersløvholm, idet de dér dannede sig ligesom en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode, til hvilken egentlig kun Kancelliraaden og Kamma fik Lov at slippe ind.

Til Gjengjæld blev saa rigtignok ogsaa disse to hver eneste Eftermiddag hentet af 53 Betty i dennes egen Ponyvogn. Og i Parkens Lystgrotter og Alléer (som nu var bleven lukket for Publikum) og under Kastanietræerne ved Springvandskummen (hvor de regelmæssigt drak deres The) nød de i Fællesskab og uforstyrret den sjældneste, vidunderligste Sommer, der bogstavelig ikke nænnede med en Sky at formørke deres Himmel.

Navnlig var den gamle Kancelliraad til megen Opmuntring.

Med den mærkværdige Elasticitet, der var denne Mand egen, havde han – som en Blomst – i Bettys Solskin atter rejst sit nedbøjede Hoved. Kaldet til Live ved det første, lykkelige Brev fra Bettys Haand, havde han saa at sige øjeblikkelig gjenvunden hele sin gamle ungdommelige Selvtillid; og med sit nu omtrent hvidgule Haar, sit glatte, runde, rødmussede Ansigt og sine livfuldt tittende Øjne saa' han næsten ud som et Barn, der for Spøg havde sat sin Bedstefaders firkantede Guldbrille paa sin fordringsfulde lille Klumpnæse.

Helt den gamle var han alligevel ikke. 54 Sine Vildmandsdrømme havde han nemlig nu alvorligt og for bestandig jordet.

Det syntes endog, som om det blotte Syn af en Bøsse var ham imod, idet det mindede ham om den Skuffelse, han havde lidt. Men da han umuligt kunde undvære noget, der i Folks Øjne gjorde ham til en anden og betydeligere end den, han i Virkeligheden var, og da hans sande Liebhaveri – Gartneriet – selv under dettes mest udviklede Form ikke i denne Retning kunde tilfredsstille hans ærekjære Natur, havde han paa det sidste kastet sig over en ny Specialitet, som han drev med stedse større Lidenskab.

I Selskab med Sancho Pansa (der trofast og moderlig fulgte ham overalt, som var han virkelig kun et hjælpeløst Barn) støvede han omkring i Markerne og Moserne og sankede Frøer, Insekter og andet Kryb, som han med største Samvittighedsfuldhed satte i Spiritus eller anbragte paa Naale, naar han kom hjem. Paa denne Maade havde han efterhaanden forskaffet sig en virkelig skrækindjagende Samling af alskens Vederstyggelighed, hvilken var hans Hjærtes Stolthed, og som fyldte hans Stue som et komplet Musæum med 55 Flasker, Æsker og Glas med paaklistrede Nummere og lange, latinske Navne, hvormed han slog om sig ved enhver Lejlighed.

Men ikke tilfredsstillet hermed havde han tillige indrettet sig et "Laboratorium" – som han kaldte det – et lille mystisk udstyret Rum, en forhenværende Garderobe, i hvilket han til Tider med hemmelighedsfuld Mine og iført en egen, uhyggelig sort Kittel lukkede sig inde med et eller andet dødt Smaakræ; hvorefter han omstændelig og paa store Ark (der altid laa fremme paa hans Skrivebord) nedskrev de interessante Iagttagelser, han derved mente at gjøre.

I samme Øjemed havde han anskaffet sig et Mikroskop samt forskjellige smaa skarpe Instrumenter, om hvis Brug han bevarede en Slags mørk, smertefuld Tavshed. Men størst Opmærksomhed hos de faa udvalgte, hvem det blev betroet at betræde denne Helligdom, vakte en Glaskasse med Laag, hvori befandt sig tre store, oppustede, bedstemodersagtige Skruptudser, over hvilke hans Blik vaagede med en særegen Ømhed, idet han forblommet lod forstaa, at paa dette Punkt 56 havde hans Studier for Øjeblikket koncentreret sig.

Om disse var det ogsaa, han daglig underholdt sin godsejerlige Svigersøn i mange smaa, hviskende Forhandlinger i Krogene, naar Emnets – som han udtrykte sig – "delikate Natur" ikke tillod ham at aabenbare det for Døtrenes kyske Øren. Men forøvrigt paastod han allerede at have opdaget en for denne Egn ejendommelig Igleart, hvis Existens hidtil ingen havde anet; og om denne Materie udbredte han sig til Gjengjæld vidtløftigen for det forsamlede Selskab ved Thebordet, idet han livligt udmalede for det den Forbavselse, hvori han vilde sætte Videnskabsmændene, naar han en Gang fik sine Manuskripter desangaaende færdige.

Anton hørte paa hans Snak med sand englelig Taalmodighed. Som han sad dér – solbrændt og smilende – under de duftende Træer og lod sit mørke Øje glide hen over Omgivelserne og det landlig dækkede Bord, for hvis ene Ende Betty selv stod og skjænkede Theen ved Maskinen, saa' han ud som en, der – uden at tænke eller opfatte noget bestemt – nyder Velbehaget af sit Væsens 57 stille Hensmelten i blid, uimodstaaelig Harmoni.

Hvor var det ham i det hele ikke altsammen vidunderligt!

Aldrig havde han tænkt sig, at Livet kunde være saa lykkeligt lige-til, … kunde forme sig saa usammensat, saa simpelt!

Her sad han i sin egen Fædrenegaard, mellem gammelkjendte Omgivelser – og dog kunde han ikke have undret sig mere, om man lidt efter lidt havde aabenbaret ham hidtil usynlige Verdener udenfor hans egen Stuedør … Han følte sin Lykke, som om han havde faaet nye Øjne, nye Ører, helt fornyede Sanser og Dag for Dag med en Opdagers Henrykkelse blev nye Tillokkelser ved sit Eldorado va'r … Hundrede smaa Træk i Tilværelsen, han ikke før havde agtet, fængslede ham med ét med en ejendommelig Magt. Hundrede smaa uskyldige Glæder, for hvilke han før havde været blind, fyldte nu hans Dage med et ukjendt Trylleri.

Han kunde sidde timevis i sit Vindue og i Lykke lytte til det fjærne Brus fra Havet eller more sig over Spurvene, der boltrede sig i Gruset omkring Springvandskummen. 58 Han fulgtes med Betty ud i Skoven, og de plukkede Blomster eller læste Bøger højt for hinanden under Fuglesangen; og regelmæssig hver Middag øvede de sig firhændigt paa Flyglet inde i Bettys Kabinet. Han havde anskaffet sig nye Jagtrekvisiter, en Flok Duer og et kostbart Hønseri med fine kinesiske Racer, hvis omhyggelige Røgt var hans daglige Adspredelse. Men frem for alt havde han med Iver kastet sig over sit Landbrug, sin Gaards Bedrift, sine Heste og sit Kvæg, der forhen aldrig havde bekymret ham; og naar han da gik i sine Marker og Stalde eller stod mellem sine Høns eller lærte Duerne at spise af hans Haand, saa nød han denne Fred i sine Tanker, denne velgjørende Ligevægt i sit Sind, der muliggjorde en saa uskyldig Underholdning.

Hvor han var sjæleglad!

Han, som – træt af Verden – havde tænkt, at hans Liv halvt var endt, han følte, at nu først begyndte han ret at leve; nu først havde hans Liv faaet et Indhold, et Maal, en Mening. Nu saa' han først, hvor fattigt, hvor uværdigt hans forrige Liv havde været; nu begreb han ikke, at dets forlorne Glæder 59 havde kunnet tilfredsstille ham, at dets oprivende Tomhed ikke for bestandig havde lagt ham øde.

Og idet han tænkte paa sine allerede graanende Haar, sin bortødslede Ungdom, fyldtes han af en usigelig Taknemlighed mod dette Barn, som han skyldte en Lykke, han ikke havde fortjent, – som, glemmende alt, havde skjænket ham sin unge, kildefriske Kjærlighed, hvoraf han havde drukket Sundhed og Foryngelse.

Til egen Moro mærkede han ogsaa, at han begyndte at lægge sig ud. Hans sunde, regelmæssige Liv havde efterhaanden lagt en ikke uklædelig Fylde over hans slanke Figur. Men han vendte ogsaa hjem til ethvert Maaltid med en Appetit som en Tærsker; han sov hver Nat som en Sten; og naar han om Aftenen efter Dagens lange Færden sad her under de duftende Træer, følte han en velgjørende Træthed synke ned over sine Lemmer, saadan som han aldrig før havde kjendt det.

Kun naar hans Blik traf Kammas, gled et Stænk af Vemod ind i hans uforanderlige Smil.

Hun havde sin Plads ved hans højre 60 Side, hvor hun sad lige tavs og utilgængelig, hvad der end foregik omkring hende. Paa skuffede Kvinders Vis havde hun paa Trods ligesom krænget Vrangen ud af sig selv. Med sit kolde, blege, ubevægelige Ansigt, sit simpelt glatkæmmede Haar og sin strænge, sorte Dragt, der var den gjennemførte Tarvelighed, saa' hun ud som en, der bærer Sorg over Verden.

Aldrig dog havde hun været mere dejlig, mere imponerende smuk end netop nu. Hun var bleven fyldigere og ligesom større; hendes Hud havde faaet denne gjennemsigtige Klarhed, hendes Øjne denne stenkulsdybe Glans, som Sorgen og de mange Nætters Graad har til Følge. Hendes modne Former rundede sig dristigt, hendes friske Læber var fulde af Blod.

Og i denne svulmende Ungdomsfylde – den koldeste Kyskhed!

Med Klosterbaronen, hendes Mand, var enhver Forbindelse for evig brudt. Trods hans oprigtige Anger, ja Fortvivlelse over sin Gjerning, var hun utilgjængelig for enhver Forsoning.

Han havde flere Gange i Vinterens Løb 61 tilskrevet hende Breve, hvori han i de ømmeste, de bodfærdigste Udtryk tryglede hende om at tage ham til Naade – men hun havde sendt ham dem uaabnede tilbage. Senere havde han endog ved Kommissionærer søgt at indvirke paa hendes Hjærte, men hun tilbageviste alt med kold Foragt.

Det syntes i det hele, som om det først nu, hun var borte, tilfulde var gaaet op for ham, hvor hun var ham dyrebar. Der fortaltes, at han gik derhjemme i sine tomme Stuer og udstødte frygtelige Forbandelser imod sig selv. Ja en Dag i Kirken, hvor han stadig søgte hen, blot for at se hende, mente Folk at have opdaget en Taare trille fra hans Øje ned i det store Skjæg.

Først da alt Haab var omsonst, rejste han pludselig bort. Ingen vidste, hvor han var.

Imidlertid nærmede den Stund sig, da Betty skulde være Moder.

Det var allerede blevet September; Træerne gulnede; paa Markerne samlede Stærene sig i tusendtallige Flokke til Afrejse; og ude 62 fra Stranden forkyndte Maagerne og de smaa, nervøse Terner med deres Skrig, at nu kom Stormene over Havet. Havet selv graanede. I Skoven forstummede Fuglesangen; endog Høgene tav. Men i de tunge, kolde Nætter rev Vindhanerne sig løs over Gavlene og hævede i Mørket deres klagende Uhygges-Stemmer.

For Betty laa der i hele dette Skuespil ligesom en hemmelighedsfuld Bebudelse af det, der udgjorde hendes eget Hjærtes Fryd og Bæven. Naar hun sad i sit lille lune Kabinet, hvorfra hun over Parkens Trækroner kunde se Havets Skumstriber nærme sig imod Stranden, syntes hende disse mørke, alvorsfulde Skyer, denne Bladenes stille, lydløse Falden, disse Vindenes sukkende Lyde gjennem Træerne at tale til hende om Begivenheden, der forestod. Og naar hun om Nætterne, træt af Lejet, vaagnede i sin Seng og hørte Uglernes uhyggelige Tuden ude over Mosen, kunde hun angstfuld fare sammen ved disse Skrig, som for et Varsel om det ventedes nær forestaaende Komme.

Anton næsten bar hende paa Hænder. Hver Dag i Middagstiden, naar Solstraalerne 63 trængte ind gjennem Parkens udtyndede Løvhang, fulgtes de Arm i Arm et Stykke frem og tilbage i en af Alléerne, … for hver Dag mere langsomt, Skridt for Skridt hen ad Gruset, hvor dette var jævnest og blødest. Og om Aftenen i Skumringen satte han sig hos hende ved Kaminen og kyssede ømt hendes lille svage Haand.

De talte ikke meget. Men der laa i deres tavse Blik, deres stumme Haandtryk et uudsigeligt Haab, en frydefuld Forventning, der ligesom bredte sig fra denne lille Stue ud over det hele Gudersløvholm.

… De eneste fremmede, med hvem de i hele dette Tidsrum havde holdt Omgang, var Egnens nye Præstefolk, der var kommen hertil, efter at den alderstegne Provst endelig omsider var død – "af Mug", som Birkedommeren med sin sædvanlige Aabenhed rent ud sagde.

Denne unge Gejstlige var en smuk, blegladen Mand paa en fyrretyve Aar, en Slags fed Kristus med blonde Krøller ud over Frakkekraven, et blødt, kort, tvedelt Skjæg, og forøvrigt med dette sagtmodige, næsten 64 forlegne Væsen, som stærkt fremtrædende Kvinders Mænd ofte har.

Det interessanteste ved ham var nemlig ubetinget hans Kone: en lille, varmblodig, energisk Dame, der ikke uforskyldt gik under Navnet "Sprutbakkelsen" eller "Krudtkjællingen", og som ogsaa hurtig havde opnaaet at blive hele Egnens Skræk og Skræmmeskud.

Hun hørte til den Slags Mennesker, hvis Blod bestandig befinder sig paa Kogepunktet, og hvis Hoved synes kun at rumme en eneste Tanke, der til Gjengjæld fylder det indtil Explosion. Aaben og ædeltænkende som hun var, opfyldt af Sandhedens og Retfærdighedens hellige Ild, havde hun med hele sin Naturs Fyrighed grebet en af Tidens Tanker og gjort den til sit Evangelium: Tanken om Kvindernes Frigjørelse, Hævdelsen af deres Forkuelse og uværdige Fornedrelse under Mændenes selvtagne Herredømme.

For denne Sag havde hun kastet sig i Skranken med en Løvindes Mod, en hjærtegreben Kvindes Lidenskab. Navnlig følte hun det som sin Mission af al sin Evne at prædike mod den Kvindernes ydmygende Eftergivenhed over for 65 Mændenes dyriske Udskejelser, der i hendes Øjne var Ondets egentlige Rod.

Strax ved sin Ankomst til Egnen havde hun aabnet en Agitation, der var hensynsløs indtil det brutale. Ligegyldig for Spot som for den aabenbare Forargelse kastede hun sig over sine Ofre uden Persons Anseelse. Hun overøste Folk med Haan og Foragt; hun fyrede i en Debat med det groveste Skyts og kjørte ved enhver Lejlighed et saadant Arsenal af Bevismateriel i Marken, at hun tog Vejret fra sine Modstandere. Hun paaberaabte sig Biblen, ja endog Koranen og Talmud. Hun citerede berømte Forfattere, refererede Noveller, juridiske Afhandlinger, lægevidenskabelige Specialskrifter. Hun kjendte i dette Forhold ingen Blu, ingen Grænser. Bønderkoner, der kom i Ærende til Præstegaarden, lokkede hun ind i sin Stue og underkastede dem et formeligt Forhør. Hun opsøgte ethvert Sted, hvor en Kone var bleven forurettet, en Pige forført. Hun søgte at hidse dem til Opstand, at rejse deres Æresfølelse; og inde i Byen havde hun med sine faa, men trofaste Apostle dannet en Forening – "den store Krudtsammensværgelse", som 66 Birkedommeren kaldte den – til Sagens kraftigste Fremme.

I denne var det, at ogsaa Kamma fik stadfæstet, hvad hun skyldte sig selv som Kvinde. Paa Grund af hendes ulykkelige Skjæbne føltes hendes Deltagelse endog som særlig betydningsfuld. Hendes Skjønhed, hendes Uskyld, hendes stolte og haardnakkede Vægring ved enhver Forsoning med den, der én Gang havde sveget hende, var vel egnet til at samle alle ligesindedes inderlige Sympati og Beundring; og efterhaanden var hun bleven for dem ligesom en Fane, et Symbol, et Sindbillede paa selve den krænkede Kvindestolthed i attraavækkende Majestæt.

Hende var det da ogsaa, der først havde ført de nye Præstefolk til Gudersløvholm.

Betty og i Særdeleshed Anton havde i Begyndelsen ikke været overordentlig tilbøjelige til at stifte dette Bekjendtskab, der – efter alt hvad de havde hørt om de vedkommende Personer – kun syntes at kunne blive dem til Besvær. Men efterhaanden havde de begge lært at agte denne ejendommelige Kvindes energiske Karakter og uegennyttige Menneskekjærlighed. Saa fremmed, ja undseelig 67 Anton end bestandig følte sig over for hendes mandhaftige Væsen og ligefremme Udtryksmaade, maatte han mangen Gang, næsten mod sin Vilje, give hende Medhold i hendes Paastande og til en vis Grad beundre den Indsigt, den Menneskekundskab, der laa bag ved hendes Overdrivelser.

Til nogen yderligere Opmuntring var hun imidlertid ikke. I en almindelig, hverdagsagtig Underholdning om ubetydelige Æmner deltog hun aldrig. Hun sad da i en aandsfraværende Tankefuldhed for sig selv og bed sine Negle … Men ved den mindste Hentydning, hun tilfældig kunde fange, det mindste Udtryk, hvortil hun kunde hage sig fast, exploderede hun som en Raket. Og inden man fik sig besindet, havde hun altid ført En langt bort fra Samtalens oprindelige Udgangspunkt og dybt ind i en vild Hvirvel af store Samfundsspørgsmaal.

Kancelliraad Byberg kunde blive ganske blodrød af Undseelse og Betuttelse, naar hun tilsidst i sin Iver – som hun havde for Skik – tog ham fat i Frakkeopslaget for at give sine Ord forøget indtrængende Vægt, mens det susede om hans Ører med Sædelighedsbegreb, 68 Sædelighedsfordring, Stuart Mill, Prostitution, faldne Kvinder og meget sligt. Han trak i det hele ikke Vejret frit paa en saadan Aften, før han atter var velbeholden hjemme hos sine Tudser.

I sin Egenskab af Lovgiver var imidlertid Anton den, efter hvem hun særlig havde stillet sine Garn. Det havde ikke været uden Hensigt, naar hun saa vedholdende havde forlangt af Kamma, at hun skulde introducere hende i Familjen.

Et Par Gange var hun ogsaa mødt med voluminøse Udkast til nye Love, som hun indtrængende bønfaldt ham om at tage sig af – Manuskripter paa mange Ark, omhyggeligt udarbejdede med Henvisninger til ældre Love, Rødkridtsstreger og et Utal af Paragrafer. Der var Love for Separation, for Skærpelse af Barnefaderens Forpligtelser, for uægte Børns Arveret og fuldstændige Forsørgelse – Love om Skilsmisse, om Straf for Utugt, om Prostitutionens Afskaffelse og mange flere.

Anton modtog dem med en høflig Anerkjendelse. Og naar hun endelig var gaaet, sank han – udmattet paa Sjæl og Legeme – 69 ned i en Stol og smilte deltagende over til Betty, hvem al denne Tale regelmæssig gjorde nervøs, fortumlet og forunderlig urolig.

Efter en saadan Aftens Anstrengelser var det da ogsaa, hun pludselig følte sig ilde, da hun havde lagt sig. Om Natten maatte Anton rejse sig og kalde Folkene op af Sengene; der blev skikket Bud til Byen og til "Nathalies Minde" … .

Og hen paa Morgenstunden fødte Betty en stor, smuk Dreng paa halvottende Pund og med hendes egne, kjærmindeblaa Øjne.

I al denne Lyksalighed var der kun ét mørkt Punkt, én lille Sky, som nu imidlertid med foruroligende Hast løftede sig over Horisonten.

Den første Mandag i Oktober skulde Rigsdagen atter samles.

Hvad havde Anton nu ikke villet give for i Ro at kunne nyde sin Fader-Lykke! Hvad af politisk Ærgjærrighed han overhovedet en Gang kunde have huset – og virkelig havde der været Øjeblikke, i hvilke Drømme 70 om en parlamentarisk Karriere havde omsvævet ham – den var nu saa sporløst forsvunden, at han end ikke forstod, hvor dens Lavrbær nogensinde havde kunnet friste ham.

Han gav det altsammen en god Dag! Her i sit Hjem, paa sin Gaard, mellem sin Hustru, sin Søn, sine Folk og sine Høns – det eneste Stykke af Verden, der længere interesserede ham – havde han fundet en Opgave, et Arbejde, der faldt ham mere naturligt og værdigt. Og egentlig var det kun en Slags Undseelse, en vis Sky for ved et opsigtsvækkende Skridt ligesom at indvie Offentligheden i sin huslige Lykke, der afholdt ham fra at give sit Mandat tilbage.

Men nu indtraf til det øvrige ogsaa det, at Betty ikke rigtig vilde komme sig.

Skjønt Fødselen havde været naturlig, endog let, kunde hun slet ikke faa sine gamle Kræfter tilbage. En Gang, hun prøvede paa at staa op, faldt hun endog i Besvimelse. Og undertiden kunde hun se saa besynderlig mat og blodløs ud, at Anton – som endda saa smaat havde haabet paa hendes Ledsagelse – for Alvor blev fyldt af Ængstelser.

71 En ældre, anset Læge fra Staden, en Specialist, der var bleven tilkaldt, beroligede ham imidlertid. Han kaldte det en Nerveslappelse, en forklarlig Følge af en Række for Bettys Natur vel stærke Indtryk, hun i det sidste Par Aar havde været underkastet: Smerten over Søsterens Vanskjæbne, Bryllupsrejsens urolige Omskiftelser og Indvielsen af et nyt, stort Hjem; endelig Barnets Fødsel og de dertil hørende Sindsbevægelser. Anton kunde – sagde han – trygt forlade hende; til hendes Helbredelse krævedes kun to Ting: Tid og Ro. Og han tilføjede smilende, at om intet uventet indtraf, kunde han love ham ved Tilbagekomsten at finde en Hustru mere frisk og blomstrende end nogensinde.

Alligevel havde maaske Anton i sin Ulyst til at komme bort benyttet Bettys Tilstand som et Paaskud for sin Udeblivelse, ifald han ikke ogsaa under hele den forrige Samling havde taget Orlov paa Grund af Bryllupsrejsen. Men da nu Thinget var sat, da Aviserne i foruroligende Trompetstød krævede alt Mandskabet om Fanerne, og da selv hans egne Vælgere i Form af en lille blaabrillet 72 Agitations-Prokurator med flade Fødder høflig mindede ham om Tidens Alvorlighed, følte han, at han ikke længere kunde holde sig tilbage.

Endelig en Morgen, efter at ogsaa Betty havde forsikret, at hun allerede fornam en Bedring, bestemte han da sin Afrejse.

Det var en kold, klam og mørk Oktobernat, at Afskedens tunge Time slog. Allerede ved Mørkets Frembrud herskede der over Gudersløvholm et eget nervøst Røre. Anton selv gik med sin Forvalter nede i Staldene og Materialbygningerne for endnu en Gang at efterse alt og udstede de sidste Ordrer; i Gaarden var Tjeneren beskjæftiget med at pakke hans Kufferter paa den lukkede Vogn, der Klokken to efter Midnat skulde kjøre ham til Stationen for at møde Iltoget; og nede i Køkkenet var der blandt Pigerne en stilfærdig Travlhed i Anledning af en lille Familjefestivitet, hvormed Afrejsen skulde gjøres højtidelig.

Dette sidste var et Paafund af Betty, som – trods Antons Bønner – med sygelig Haardnakkethed havde kæmpet for at faa Lov at sætte det i Værk. Hele Dagen havde hun 73 fra sin Seng ledet de i Hemmelighed holdte Forberedelser; og nu, da alt var ordnet, havde hun i denne Mørkningstime søgt sig en kort Hvile, ligesom for at samle Kræfter til Afskeden.

Hun var ganske ene i det store, mørkpanelede Soverum, som kun en enlig lille Natlampe svagt oplyste.

Ammen med Barnet havde hun ladet trække sig tilbage til Sideværelset, hvorfra Vuggens ensformige Knirken lød ind til hende gjennem Stilheden. Ingen anden Lyd fra Omverdenen trængte gjennem Stuens vel tildækkede Vinduer og tæppebehængte Døre; og Lampens lille gullige Flamme kastede roligt og uforstyrret sit skarpe, vifteformige Skjær hen over den store, brede, antikt udskaarne Ægteseng, over hvilken en Baldakin af lange, lyseblaa Silkegardiner hang ned som over en mægtig Vugge, paa hvis Hav af kniplingsbesatte Lagener og Puder Bettys lille lette Barnelegeme syntes mere at svæve end at hvile.

Hvor saa' hun bleg og lidende ud!

Hun havde lagt den ene, spinkle Haand op paa sit Bryst; den anden laa mat og 74 kraftesløs over Tæppet med svagt krummede Fingre. Øjelaagene, som hun om Dagen for det meste holdt lukkede, for at ingen skulde læse i hendes Blik, havde hun her i Enrum aabnet; og de store, mørke Pupiller stirrede ubevægeligt frem med en ligesom sky eller grublende Glans.

Det var, som om en gammel Tvivl, et gammelt Saar i dette lange Sygelejes ensomme Timer paa ny var brudt op i hendes Sjæl. Tanken paa denne lange, bitre Adskillelse, der syntes hende uendelig; paa disse fjærne, fremmede Steder, hvor nu Anton skulde færdes og mødes med sin Moder og sine gamle Kammerater; paa hele dette brogede, urolige Kjøbenhavn, som hun aldrig havde set, men som altid havde indgydt hende en hemmelig, uforklarlig Rædsel, … det fyldte hende alt med en Uro, en Angst, hun ikke kunde bekæmpe.

Synet af Kamma, der i denne Tid havde været om hende tidlig og silde, gjød daglig Olje i Ilden. Hvor meget hun end stred imod, hvor bittert hun end bebrejdede sig det … hver Gang hun mødte Søsterens kolde, forstenede Ansigt, greb paa ny en Isnen hendes 75 Hjærte. Ja, som hun nu laa dér – udmattet af lange, hvileløse Dage, forpint af vaagne Nattetimers Grublen – var der et Øjeblik, i hvilket det ligesom bares hende for, at hun ikke skulde se ham mere.

I det samme hørte hun hans Trin i Sideværelset og kom atter til Besindelse.

Med et pludseligt Opbud af Kraft ligesom strøg hun alle taabelige Tanker fra sig. Og da Anton paa Taaspidsen havde listet sig over Gulvet og bøjede sig over hende, fandt han et bevæget, et fortrøstningsfuldt Smil paa hendes Ansigt.

"Er det dig?" sagde hun inderligt, idet hun betragtede ham under de halvlukkede Laag. "Er du nu færdig med alting? … Sæt dig lidt hos mig. Jeg har ligget saa længe ene …"

Men i Stedet for at svare lagde han sin Haand varsomt paa hendes Pande og holdt den dér en Stund.

"Hvorledes gaar det?" spurgte han derpaa ængsteligt. "Jeg synes, du ser saa træt ud."

"Aa, det har ingen Ting at sige," svarede hun stille og lukkede nu Øjnene helt. "Det 76 er blot … Jeg har ligget saa længe ene – og saa – –"

"Men du ser virkelig meget daarlig ud, Betty," afbrød han og fattede om Pulsen over hendes Haand.

"Bryd dig ikke om det. Jeg har det virkelig godt … Lad mig høre, har du nu ogsaa faaet alting med og ingen Ting glemt? … Har du husket Kurven til din Mor?"

"Ak, Betty," svarede han mismodig, idet han lod sig synke ned paa Sengekanten og urolig kyssede hendes Haand: "Jeg vilde ønske, jeg kunde blive hjemme hos dig."

"Men det skal du ikke … For min Skyld maa du ikke blive hjemme. Du kan tro, du vil ogsaa have godt af at komme lidt bort. Jeg har tænkt paa det, at du vist har følt dig alt for meget bunden, siden vi kom herhjem; og jeg er bange for, det er min Skyld. Men det har vist ikke været rigtigt; og naar du nu først er borte, vil du selv blive glad ved det, kan du tro."

"Men du selv – du selv, lille Betty?"

"Jeg? … Aa, du skal se, jeg bliver nok 77 snart helt rask. For den Sags Skyld maa du ikke gjøre dig Bekymringer, Anton. Husk paa, hvad Doktoren sagde. Men I Mænd er altid saa utaalmodige. Og naar jeg først bliver rask, gaar to Maaneder snart – især naar man har noget at tage Vare paa. For til Julen kommer du jo hjem, ikke sandt? … Jeg har allerede bestemt, at jeg selv vil passe dine Duer og dine Høns; og jeg skal nok være god ved dem. Kora skal jeg ogsaa nok se til hver Dag. Saa har jeg jo baade dine og mine Blomster – og mine Fingerøvelser; dem har jeg saa længe forsømt, saa det kan blive helt godt at faa Tid til at opfriske dem, inden du kommer hjem. I Huset er der ogsaa nok at passe; og naar jeg ikke har mere at bestille, kan jeg sidde i din Stol og tænke paa dig, der gaar derovre, og paa din Mo'r, og paa, hvad du tager dig for, og paa den Dag, du kommer tilbage – –".

Mens hun talte, var der kommen en let Skjælven i hendes rolige, monotone Stemme; men Anton var for hensunken i bekymringsfuld Betragten af hendes blege, ubevægelige Ansigt til at mærke det.

78 "Desuden har jeg jo Frits," vedblev hun lidt efter i samme Tankegang – "og Fa'er og …"

"Ja, Frits!" udbrød Anton pludselig. "Hvor er han?"

"Har du ikke set ham? … Aa, det er godt; saa er Ammen ved at pynte ham. Jeg syntes dog, at ogsaa han skulde gjøre lidt Stads af sin Fa'r til Festen i Aften. Du kan i det hele tro, du vil nok gjøre store Øjne, naar du faar at se, hvad jeg har lavet i Stand. Men det skal være en Overraskelse; jeg fortæller dig ingen Ting … Det er sandt, dét maa jeg dog sige dig, at jeg har bedet Forvalteren og Kontoristen spise til Aften med os. Jeg syntes, de skulde være med. Andersen er saadan en rar Mand; ham vil jeg bestemt faa megen Nytte af, naar du er borte. Du er vel ikke vred for det? Da vi aldrig har haft dem oppe hos os før, saa syntes jeg, det kunde være en passende Lejlighed nu, da du Tys! … Kommer der ikke en Vogn? … Du skal se, dér har vi allerede Fa'er og Kamma."

Anton rejste sig.

79 Der rullede virkelig Hjul frem paa Stenbroen nedenunder.

Og lidt efter indtraadte – først Kancelliraaden, med (efter Bettys Ordre) Ordensbaand i Knaphullet og en Buket af friske Blomster i Haanden; lidt senere Kamma i sin sædvanlige mørke Alvorsdragt, men for Lejligheden smykket med en stor, pragtfuld Sølje, der klædte hende beundringsværdigt.

Samtidig sneg en Jomfru med hvidt Forklæde sig ind ad Døren og hviskede lidt med Betty, hvorpaa hun atter hurtig forsvandt. Og efter et Par Øjeblikkes Forløb aabnedes – først Fløjdøren ind til Bettys Kabinet, der var fuldkommen mørkt; derpaa Fløjdøren herfra ind til Dagligstuen, fra hvilken i det samme et blændende Lyshav strømmede ud.

Midt paa Gulvet derinde, under den mægtige Krystal-Lysekrone, stod Bordet dækket med Kandelabre, Opsats og en bugnende Fylde af Frugter og Blomster. Alt Husets ældste og vægtigste Sølv – Vinkander, Bakker og prægtige Skaaler – var hentet frem af den lange Hvile og skinnede mellem Druer og slebne Glas paa den snehvide Dug. Og 80 for Enden af Bordet, bag Antons højryggede Stol, stod Tjeneren i sit fineste Liberi og med en Serviet over Armen.

Overraskelsen var saa overvældende, at de alle udbrød i et samstemmigt Beundringsraab.

Men henne i Sengen lukkede Betty Øjnene for at skjule sin Bevægelse.

"Er det virkelig smukt? … Kan du lide det, Anton?" spurgte hun.

Mens Anton rørt gik hen for at omfavne hende, lagde Kancelliraaden Armene overkors paa sit Bryst, og med Blikket paa Anretningen mumlede han, halvt ved sig selv: "Det er … det er … sandelig …;" hvorpaa han smækkede med Tungen, drejede sig om paa Hælen, slog Armene fra hinanden og udbrød: "Betty! Du er … du er et Geni! Du er virkelig et Geni!"

"Nej, nej, nej … jeg vilde gjøre det meget bedre. Det var kjedeligt Anton," sagde hun og holdt ham fast om Haanden. "Jeg vilde saa gjerne have skaffet dig Kramsfugle; men jeg har haft Bud i Øst og Vest uden at kunne faa. Jeg lod endda sige Hegnsmanden, at det var min Mands Livret, og at 81 han skulde skaffe dem til i Dag – men det hjalp ikke; der var ikke to at opdrive, sagde han … I det hele vil jeg sige jer allesammen, at det hele Traktement bliver i stor Tarvelighed. I maa ikke gjøre jer store Forventninger. Og for at I ikke skal blive skuffede, er det bedst, jeg strax fortæller jer, at I ikke faar andet end Fisk, Kalvebrissel og Agerhøne … Saa, gaa nu ind! Anton er nok saa god at tage Kamma til Bords. Du, Fa'er, maa finde dig i at gaa alene. Men lad mig se, I rigtig skaaler og klinker, saa jeg kan høre det herind; … hører I allesammen?"

Anton kyssede endnu en Gang ømt hendes Haand og gik derpaa lydigt hen og bød Armen til Kamma, der syntes stærkt betaget.

Kancelliraaden trak op i sine Flipper, kastede et Fingerkys til Betty og fulgte efter dem ind i Lyshavet, hvor Forvalteren og Kontoristen ærbødig ventede.

Et Skjærmbræt blev for Trækkens Skyld sat for Enden af Sengen; men begge Dørene blev staaende aabne, for at Betty – skjønt hun intet kunde se – dog gjennem Øret kunde være nærværende. Og da nu hver især var bleven anbragt paa den Plads derinde, 82 hun i Forvejen nøjagtig havde bestemt dem, og som den i alt instruerede Tjener anviste, fulgte hun Maaltidets Gang med en lyttende Opmærksomhed, der lagde Glans i hendes Øjne og en fin Rødme over hendes ene Kind.

Frem for alt fulgte hun spændt Lyden af Antons Gaffel og Glas, som hun med den af det lange Sengeleje skærpede Lydhørhed overalt kunde skjelne fra alle de andres. Hun slap ham ikke et Øjeblik af sit Øre. Hun saa' ham for sig i hver Lyd, hver Bevægelse, saa klart, saa fuldt, som sad hun ved hans Side. Ja til Pigen, som var bleven staaende bag Skjærmbrættet for at være hende ved Haanden, kunde hun sige: Jeg synes, min Mand søger efter noget. Eller: mangler der ikke Sauce? Er Tjeneren derinde? …

Imidlertid skred Maaltidet frem i dyb Alvorlighed. Egentlig var Kancelliraaden den eneste, der lod Retterne vederfares nogenledes Retfærdighed; thi Forvalteren, en lille pluskindet Gnom, hvis Øjne, Næse, Skjæg og Ører flød sammen i en ubestemmelig Masse rødt, – og Kontoristen, en lang, tynd Griffel med 83 tilspidset Hoved, syntes begge saa forlegne og forfjamskede, at de næppe turde røre sig.

Ved Desserten tørrede Kancelliraaden sig omhyggelig om Munden, rømmede sig et Par Gange og nedbad derpaa siddende Himmelens Velsignelse over Rejsen, – et Ønske, hvortil de alle stille sluttede sig ved at klinke, idet Forvalteren og Kontoristen tillige rejste sig fra deres Stole, – og hvori ogsaa Betty tog Del, idet Pigen lidt efter viste sig i Døren og sagde:

"Jeg skulde sige fra Fruen, om Herren vilde komme ind og klinke med Fruen."

De Øjeblikke, i hvilke Anton nu greb sit Glas, tavs rejste sig af Stolen og bevæget gik bort; – i hvilke han i Enrum dvælede inde hos Betty og derpaa vendte tilbage med en frisk Blomst i Knaphullet og beduggede Øjne, gjorde et dybt Indtryk paa dem alle. Endog Kancelliraaden blev bevæget. Og Kamma, der hele Tiden næppe havde rørt Maden, maatte forlade Bordet.

Lidt efter rejste de sig ogsaa alle; og efter at Kaffen hurtig var bleven drukket inde i Antons Værelse, trak Forvalteren og Kontoristen sig tilbage med mange dybe Buk.

84 Kancelliraaden derimod blev, for at være de sidste Timer sammen med Anton, der mørk og urolig vandrede frem og tilbage paa Gulvet i den nu kun halvt oplyste Dagligstue, medens Kamma – under Paaskud af Hovedpine – havde skjult sig i Kabinettets Mørke for dér ubemærket at udgræde den kolde Smerte, som Synet af al denne Kjærlighed paa ny havde oprevet.

Men da hen imod Midnat en Blæst rejste sig og en fin Regn begyndte at rasle paa Ruderne, bestemte ogsaa disse to sig for at bryde op. De tog en hjærtelig Afsked, og Anton fulgte dem selv helt ned ad Trapperne.

Men da de her naaede den sidste Afsats, trak Kancelliraaden – ligesom pludselig overvældet – Anton hen til en Side, greb hans Haand med begge sine, og rystede den bevæget.

"Kjære Svigersøn! Siden De nu skal rejse, vil jeg betro Dem en Hemmelighed, som i disse Dage har fyldt mig med en ubeskrivelig Glæde. Min Alexandra er – saavidt menneskelige Øjne endnu kan afgjøre det – i velsignede Omstændigheder … "

85 "Hvem? – hvad?"

"Tys! Husker De ikke min Alexandra? Min plettede Bufo vulgaris … Skruptudse, rent ud sagt. Jeg syntes ikke, jeg vilde lade Dem rejse, uden at De skulde vide det. I Betragtning af Aarstiden maa det sikkert kaldes en videnskabelig Sejr af ikke ringe Betydning … Naa, Farvel min kjære Svigersøn! Og Vorherre være med Dem!"

Da Anton atter kom op, traf han Betty alene og liggende i den samme Stilling, i hvilken han havde forladt hende – med Hænderne løst samlede over Brystet og lukkede Øjne. Men det fine, blege Karmin, der i Aftenens Løb var steget op i hendes Kinder, var nu atter svundet stille hen, og en lille regelmæssig Bevægelse i venstre Side røbede, at hendes Hjærte bankede stærkt.

Der var ganske tyst omkring hende. Kun Regnen raslede stødvis mod Ruderne. Anton havde givet Ordre til, at alle skulde forføje sig til Ro, indtil han skulde afsted. Selv vilde han vaage i de Par Timer, der endnu var tilbage.

Han satte sig stille ned paa Sengekanten 86 hos hende og begyndte snart med varsom, vemodig Haand at stryge hen over hendes bløde Haar – og hun smilte mat.

"Hvordan gaar det?" spurgte han sagte.

"Aa jo."

"Gjør det ondt noget Sted?"

"Nej – slet ikke."

"Synes Du, Du har det bedre?"

"Aa ja."

"Og du er ikke kjed af, at jeg rejser?"

I Stedet for Svar trykkede hun ham fast med den lille, kolde Haand, han havde grebet, og forsøgte atter at smile.

"At jeg dog ogsaa skal forlade Dig i en saadan Tilstand, Betty! … Vil Du højtidelig love mig, at du hver Dag sandru vil lade mig vide, hvordan det gaar?"

"Det vil jeg."

"Og ikke skjule noget for mig?"

"Det skal jeg ikke, Anton."

"Nu – saa faar jeg vel haabe det bedste da og rejse med trøstigt Mod … hvor er Frits?"

"Jeg lod Ammen tage ham ind til sig. Jeg tænkte, Du helst vilde have Ro."

"Du har Ret … det vil vi ogsaa," 87 sagde han blidt, og bøjede sig i det samme ned imod hende, mens han med begge Hænder tog om hendes Hoved og kyssede hende paa Panden.

Saaledes sad de længe og talte stille om Barnet, om Julen og om Dagen for hans Tilbagekomst, mens Anton kjærligt – snart strøg hende over Haaret, snart trykkede, snart kyssede hendes Hænder, … indtil det gamle Rococo-Ur inde i Dagligstuen forkyndte med sit Klokkespil, at kun en halv Time stod tilbage.

Da lod han sig glide ned paa sit ene Knæ ved Sengen; og idet han stille favntog hende, trykkede han hende tæt op til sit Bryst. Hun lagde sit Hoved ind imod hans Skulder; og mens mange smaa, ømme Kys bedækkede hendes Pande, Øre og Hals, steg en ny og stærkere Rødme op i hendes Kinder.

Præcis paa Slaget to rullede Vognen frem for Døren.

Han trykkede hende endnu en Gang lidenskabeligt til sig, og rev sig løs. Inde i Barnekammeret stod han et Øjeblik andagtsfuld over Frits, der rolig sov i sin Himmel-Vugge, 88 og gik derpaa hastigt ind i sin Stue, hvor Tjeneren ventede.

Nede i det tykke Mørke stod Forvalteren og et Par Karle omkring Vognen, og en Mand tilhest holdt foran med en Lygte, for at følge med gjennem Skovslugten. Thi det regnede vedholdent med en fin isnende Regn og smaa pludselige Vindhvirvler.

Anton kom ned, hilste tavst – og Vognen rullede afsted.

Men mens alt dette stod paa, havde Betty ikke rørt sig af den Stilling, i hvilken Anton efter Omfavnelsen havde lagt hende tilbage paa Puden. Hun laa med Nakken tilbage, Armene udmattede over Tæppet, – anspændt lyttende efter de henrullende Hjul, der fjærnede sig ad Alleen.

Først da den sidste, svage Lyd døde bort i det fjærne, var det, som om hendes Legeme sagte sank sammen … I fire Nætter havde hun ikke sovet; fire Dages angstfulde Spænding havde slappet den sidste Kraft.

Lidt efter kom Jomfruen listende ind fra Sideværelset og nærmede sig hendes Seng.

"Frue …!"

Men hun rørte sig ikke. 89 Ogsaa Barnekammerdøren aabnedes og Ammen stak Hovedet ind.

"Frue …!"

Men da vendte Jomfruen sig med opløftet Finger:

"Tys! … Fruen sover! …"

Anden Del

Det var paa den bevægede og interessante Tid, i hvilken den danske Hoved- og Residensstad ligesom skyder sin Sommerham og retter sig ind i de gamle Vinterfolder.

Der er for mangen en Indfødt noget uforligelig fremmedartet over dette sommerlige Kjøbenhavn. Naar han nu og da i Feriens Løb nødes derind fra sin romantiske Skovskrænt eller sit idylliske Fiskerleje, skynder han sig hurtigst muligt derfra igjen. Disse rene, tørre, underlig stille Gader med deres glødende Brostensbelægning og hvide, søvnigt klaprende Markiser over tomme Butiksvinduer, 91 – disse lange Rækker af nedrullede Gardiner og kridtede Ruder, – disse ligesom uddøde Torve, hvor en enkelt forstenet Udlænding staar og maaber over sin rødt indbundne Bog … det farer ham altsammen forbi med et Præg af Uvirkelighed, som et Drømmebillede, han ikke vil kjendes ved.

Først naar Himmelen ligger som en sort Kyse over Byen, mens hver halve Time slæber sine tætte Bygeslør hen over Gaderne, gjenkjender han paa ny sit Kjøbenhavn. Og den rette hjemlige Følelse fæster Bo hos ham den Dag, han atter med drivende Paraply og tilstænket til op paa Hattepulden arbejder sig ind gjennem Østergades Menneskemylr eller befinder sig staaende midt paa Halmtorvet for at vente paa en Sporvogn.

Nu havde Sommeren denne Gang holdt ved med en usædvanlig Sejghed. Mer end ét Øjeblik havde det set ud, som laa den allerede under; men næppe havde man i ængstelig Hast stukket Næsen i sin Vintergarderobe og fordybet sig i sine Galoscher, før Solen atter skjæmtsomt kiggede frem bag Skyerne og triumferende lagde sin beskjærmende Haand over Boulevardernes Træer og 92 Magistratens Blomsterrabatter … Bid for Bid, Blad for Blad havde Efteraaret lumskelig maattet tilnippe sig sit Bytte; i natlige Timer havde det sneget sig ind gjennem Gaderne, tumlet sig over Torvene og buldret paa Ruderne, som for at forkynde de sovende, at det alt var Herre i Staden. Men naar man om Morgenen trak sine Persienner op, laa Solguldet lige blankt og skinnende over Gadens Brosten, og i Skyggen gik sommerklædte Folk med Hatten i Haanden og stønnede af Varme. Himlen var blaa, Fuglene sang og Græsset grønnedes, … indtil nu endelig Kampen endtes af Oktober-Sydvestens ubarmhjærtige Basketag.

Snart føg da de sidste Blade som Totter over Valpladsen; og mens Vinden kvalte Solens sidste matte Smil i sin koldblodige Favn, vaagnede der Liv i de døde Torve og de stille Gader; Butiksvinduerne udfoldede sig, Kaféerne fyldtes; fra Kysten strømmede de ind: Grosserere, Embedsmænd, Kunstnere og Lediggjængere; og allersidst de dovne Studenter fra Jylland, struttende af Sol og sød Mælk. Dag for Dag dukkede nye, kjendte Ansigter frem af Vrimlen – paa de gamle 93 Steder og til de gamle Tider. Hilsner vexledes og Øjne mødtes – mandige Haandslag og ømme Forjættelser for den kommende Kampagne.

Det var som en Livets Fornyelse, en rig Igjenfødelse ovenpaa den lange, ørkesløse Sommerdvale!

Hvilken Beruselse for den solmætte Yngling paa ny at træde ind i Theatrenes Summen og – støttet til Parkettets Balustrade – at inspicere Damerne paa Balkonen. Hvilken Gjensynsglæde for den gamle Stamgjæst, idet han aabnede Døren ind til den vante Kafé og forefandt alt lige til Spyttebakkernes Plads og Opvarternes Buk saa aldeles ved det gamle trods den lange Adskillelse! Og de unge Fruer, og de unge Frøkner? Hvor bankede ikke deres Hjærter sødt ved Synet af det sidste Vinterbals sammenbyltede Kjole, der med alle Tegn paa utaalmodig Hast laa henslængt paa Bunden af Klædeskabet? Hvor farvedes ikke deres Kinder med en fin Ferskenrødme, idet de aabnede det hvide Paplaag for Fjerblomsternes, Balkortenes og Vifternes Gjemme med denne svage, hengjemte Duft af Parfume – 94 netop stærk nok til at vække lykkelige Minder om Lys, Musik, Latter og allerkjæreste smaa Moustacher.

Thi man havde længtes, … alle havde de længtes derude paa deres romantiske Skovskrænter og i de idylliske Fiskerlejer. Febrilsk havde man talt Timerne til den Dag, man anstændigvis atter kunde lade sig se med sin Flyttevogn i Byens Gader, og utaalmodig kigget ud efter det første lille gule Blad, den første glade Bebuder af Livets sande Udfoldelse, dets rette Blomstring i Byens Gassole og elektriske Maaneskin.

… Ogsaa Fru Hofjægermesterinde Drehling var vendt tilbage fra et Sommerbesøg hos en Veninde i Vemmetofte Kloster og flyttet ind i sin store, luftige Førstesalslejlighed i Bredgade, hvor hun nu i fire Aar havde ført en højst besynderlig Tilværelse sammen med to Piger og en gammel Karl af hendes forrige Herregaardstyende.

En slud- og stormfuld Aften i Maanedens Midte sad hun ved et Vindue ud mod Gaden, hensunken i Tanker.

Anton havde netop forladt hende. Ilden i de hvide Porcellænsovne, der var tændt i 95 alle fire Stuer, kastede sit flakkende Skjær gjennem Mørket op paa de høje, billedprydede Vægge; og gjennem Fløjdørene, som alle stod aabne, lød en livlig Kanonade af tørt Ved fra denne Række af store, øde, festlige Rum, i hvilke hun med en gammel jysk Herregaardsfrues vante Fordringer til Plads og Bekvemmelighed – "Albuerum" kaldte hun det her – havde indrettet sig.

Hun var i det hele en sjælden, en mærkelig Dame.

Hun tilhørte en Tid og en Slægt, som var ved at dø ud, ja som egentlig alt forlængst under Kanoners Torden var stedet til Jorden. Men trods sit fyldte tresindstyvende Aar, sit rigt bevægede Liv, havde hun bevaret en Ungdomsfriskhed, en naturlig Ynde som ikke mange Fruer paa fyrre.

Den skjønne Fylde af askeblonde Haar, der i sin Tid havde daaret saa mangt et Hjærte, var vel nu graanet, og fra Brynene laa de fine Rynker vifteformigt op over Panden og hen imod de blaa-aarede Tindinger; men de mørke Øjne spillede endnu med næsten ungdommelig Glans; de aabne, kloge Træk var endnu ikke naaet af Alderens Slappelse; 96 og der var over hele hendes smukke, fyldige Skikkelse, hendes Tale og Bevægelser noget saa sundt, saa djærvt og sprudlende, at alle maatte forbavses.

Ikke des mindre – eller maaske rettere: af denne Grund – levede hun i de senere Aar mere og mere ensomt, ja betragtedes endog med en vis Sky selv af dem, der stod hende nærmest. Denne uforknyttede Livsglæde, dette uforbederlige Lune, men frem for alt hendes klare, uhildede Forstand og hele frie Aandsudvikling passede ikke længere den nye Slægts anstandsmæssige Alvor og strenge Disciplin.

Til Gjengjæld rystede hun ofte paa sin elskværdige Maade paa Hovedet af denne Art af Liv, fra hvilket alt Lys, al Ungdom, al festlig Glæde var som skræmmet bort. Hun forstod ikke den skumle Forsagelsens Aand, der havde grebet en Del af hendes Samtid. Hun lo aabenlyst af den Pønitensedragt, i hvilken endog nogle af hendes forrige muntre Veninder paa deres gamle Dage havde formummet sig.

Naar hun – som hun yndede – sad ved sit Vindue og saa' ned paa de spaserende, 97 der drog forbi; paa de stramme, regelrette, underlig gammelmandsagtige Ynglinge og de avtomatiske, dukke-stive Damer, hvis nedslagne Øjne syntes at gjøre Bod for Toilettets Extravagancer; eller naar hun – som hun ogsaa yndede – aabnede Vinduet lidt paa Klem og hørte de tørre, hakkende Hverdagsstemmers platte Ejnerlej om Døgnets Politik og de daarlige Tider … da syntes det hende, at Verden med ét var ældet, at Slægten paa besynderlig Maade var bleven forkrøblet; og da rettede hun ofte længe og vemodsfuldt sit Blik op paa Billedet af en slank, smuk Mand med smilende brune Øjne og Kommandørkorset om Halsen, der hang paa Væggen over hendes Skrivebord, … Billedet af hendes egen, stolte Louis Frits, der endnu i sit fyrretyvende Aar havde haft Ild og Ungdom nok til at sætte hendes attenaarige Hjærte i Flamme; – men som ogsaa havde haft Aand og Mandighed nok til at fatte, at denne Flamme ikke havde varet evig.

I dette triste Efteraar, i hvilket Dagene syntes hende mørkere, Taagen tættere og det almindelige Bededagspræg mere foruroligende end nogensinde før, havde hendes 98 Tanker stedse inderligere samlet sig ovre om hendes kjære Søn og hans nye Hjem.

Anton var hendes eneste Barn; og Dag for Dag havde hun følt, hvorledes han ogsaa mere og mere blev det eneste Baand, den sidste, ømme Traad, der bandt hende til denne Tilværelse.

Hun havde længtes overordentlig efter at gjense ham. Han havde været hendes Stolthed fra den første Dag, han slog sine smukke Øjne op i sin Kniplingsvugge. Med den moderligste Henrykkelse havde hun nydt hans Skjønheds Udfoldelse, hans sunde Forstand, hans mandige Væsen, hans smukke Konversation. Med hemmeligt bankende Hjærte havde hun læst hans Ungdoms Triumfer og Manddoms begyndende Ry i Kvindernes Øjne, i Mændenes misundelige Blikke.

Det var i sin Tid kun den haardeste Nød, hendes Læges udtrykkeligste Protest, der paa hans Bryllupsdag afholdt hende fra at rejse sig af et hidsigt Feberleje for at haste til ham. Da han sammen med Betty om Foraaret svigtede hende, skjønt hun saa sikkert havde ventet dem og beredt alt paa det festligste til deres Komme, havde hun grædt 99 som et Barn. Og mere end én Gang i Sommerens Løb vilde hun i sin Utaalmodighed have overrasket dem paa Gudersløvholm, ifald ikke Anton indirekte havde forhindret det ved i sine Breve bestandig at slaa paa, at Bettys Tilstand krævede den størst mulige Ro og Varsomhed.

Og nu var han kommen.

Endnu laa Lyden af hans Stemme i Luften omkring hende; endnu følte hun Trykket af hans kolde Haand i sin. Og mens Regnen slog mod Ruden bag hende, mens Fodgængere sjappede paa Fortovet under neden; mens Vogne hastig buldrede gjennem Gaden og Lygternes gustne Skin trængte ind gjennem Gardinets tunge Folder – veg Blodet langsomt fra hendes egne Kinder, og hendes Hjærte stivnede.

Hun forstod det ikke … Var det virkelig muligt? Var det ikke en Drøm? Hun kunde næsten ikke tro, at det virkelig havde været ham, hendes Søn, der havde staaet her – fremmed i hendes egen Stue, adspredt, stammende, – med dette Blik, der ligesom saa' paa hende fra det fjærne.

Hun forstod det ikke … Men der rejste 100 sig i hende et instinktmæssigt Nag, et bittert Had til det ukjendte Væsen derovre, der havde taget hendes eneste Barn, hendes sidste Støtte fra hende. Hendes Hjærte fyldtes af Trods mod de fordummende og forkvaklende Forhold, der havde ført ham fra hendes Side … Hvad havde hun dog forskyldt, at hun skulde lide dette? Hvad var hendes Synd, at hun, hvis Liv havde været en eneste Fest, skulde ende her – ensom som i et Fængsel?

Da en høj, skjævhovedet Pige, den gamle Katrine, kom ind med den tændte Lampe og satte den paa Bordet, saa' hun, at hendes Frue havde grædt. "Er Fruen syg?'" spurgte hun deltagende.

"Aa nej, Katrine," svarede Hofjægermesterinden underlig stærkt, og idet hun holdt Lommetørklædet knyttet for Panden. "Ikke jeg … Ikke jeg."

Anton havde lejet sig et Par Værelser i et Hôtel paa Kongens Nytorv, og han havde allerede været her en hel Maaned; … men hans Hjærte var endnu ikke kommet herover 101 fra de To, han havde ladet blive tilbage paa den anden Side Havet.

Naar han stod oppe i sit Vindue og gjennem Taagen betragtede det livlige Røre paa Torvet neden under, tænkte han: hvad mon de nu tager sig for paa Gudersløvholm? … Naar han om Aftenen sad i sin Gyngestol under Lampen og hørte Stormen pibe og klapre om Hjørnet, sænkede han Bogen, i hvilken han læste, ned paa sit Knæ og tænkte paa den dybe, vilde Grankløft derhjemme i Skoven, gjennem hvilken Vinden jog ind over Kystlandet. Og mens hans Øjne stirrede ind i Lampen, fulgte han i Tankerne dens Flugt frem over Marker og Veje, – saa' den vilde Dans af Kviste og gustne Blade, som den hvirvlede foran sig ind gjennem Parkens Gange og op ad den store Kjøre-Allé til Slottet. Og videre fulgte han den ind over Toften og ind gjennem Gaarden, hvor han ligesom hørte den kaste sig mod Ladeporten og ruske i Stængelemmenes rustne Hængsler, indtil den endelig træt og ynksomt klagende som en Hund lagde sig hen foran Trappen og logrende smøg sig op over Gavlen til Sovekammerets svagt oplyste Ruder, 102 bag hvis tætte Gardiner Betty og Frits laa i sød og uforstyrret Slummer i Natlampens rolige Skjær …

Og hver Gang dette sidste Billede steg frem for hans Sjæl, smilte han vemodigt.

Herfra havde han forøvrig hidtil kun haft de bedste og glædeligste Tidender. Det syntes virkelig, som om den gamle Doktors Forudsigelser til Punkt og Prikke skulde slaa til. Betty var allerede lykkelig oven Senge og sendte ham daglig lange Breve, der var fulde af Sundhed og frejdigt Mod.

Saa langt fra at fjærne hans Mistrøstighed, gjorde dette ham imidlertid blot dobbelt utaalmodig.

Navnlig hen imod Aften, naar Skyggerne voxede frem i de uhyggelige Hôtelværelser, kunde han overfaldes af den ubehjælpeligste Hjemvé. Han levede meget for sig selv og interesserede sig ikke for noget. Det bevægede politiske og selskabelige Liv, i hvilket han ufrivilligt var dumpet ned, lod ham fuldstændig kold. Selv Theater og Musik kunde næppe længere fængsle hans Tanker.

Sine gamle Ungkarlevenner undgik han helt. Deres Underholdning, deres dumme 103 Jargon kjedede ham, deres Kaadhed vakte hans Forargelse. Navnlig stødtes han tilbage af den raa Maade, hvorpaa de havde for Vane at omtale Kvinder og alt, hvad Kvinders var.

Hos sin Moder kom han heller ikke ofte. Det var under dette Ophold ret gaaet op for ham, hvor forskjelligt de i et og alt var anlagte, hvor fremmed de i de sidste Aar var bleven for hinanden. Saa ondt det end gjorde ham, maatte han Gang efter Gang tilstaa for sig selv, at han bogstavelig ikke vidste, hvad han skulde tale med hende om. Men pinligt var det ham især, at hun paa sin Side bestandig førte Samtalen hen paa Betty, over hvis Navn han haardnakket vaagede med en øm Paaholdenhed.

Helst blev han derfor – blot han kunde – hjemme paa sit Hôtel. Mellem et Par Bøger, et Par Blomster, nogle Aviser og en Bunke Fotografier fra Bryllupsrejsen tilbragte han de triste, taagegraa og ensformige Efteraarsdage som en Straffefange i sit Fængsel. Her skrev han daglig lange og omstændelige Breve hjem til Betty; og herfra gik han regelmæssig hver Dag efter Thingtid en ensom Spaseretur gjennem 104 Bredgade ud til Langelinje og derfra tilbage gjennem Østerbro og de nye Parkanlæg langs Boulevarderne.

Disse sidste søgte han især gjerne paa de Tider før Middag, da Ammer og Bonner færdedes her med deres Ungdom. Og altid skulde han da standse dér for paa Afstand at betragte disse Sværme af sunde, pyntede Børn og sammenligne dem med sin egen lille Johan Frits. Han kunde staa – han vidste ikke selv hvor længe – støttet til sin Stok og more sig over de mange smaa og store Puslingers travle Trippen og Vralten, Løben og Legen i den matte Middagssol, … indtil pludselig Synet af en lille bleg Kind mellem disse mange røde, eller Lyden af en styg Hoste mellem Latteren nervøst jog ham op af hans Drømmerier. Der kunde da fare ham som et smerteligt Stik igjennem Hjærtet; og mens han fortsatte sin Vandring, kunde hans Hoved fyldes med allehaande Ængstelser og Bekymringer for hans lille Søns Fremtid.

Saaledes var der gaaet en Maanedstid, da han overrumpledes af et lille Æventyr.

En Dag … en af disse Dage, som Aaret synes at aflevere paa urette Sted; som hovedkulds 105 kommer dumpende midt imellem Sne og Slud med Himmelblaanen som paa en Julidag og sommerligt Fuglekvidder i de bladløse Træer … en saadan Dag havde han just, overvældet af Varmen og sin tunge Spaserepels, sat sig helt ind paa Midten af en af Langelinjes store, halvrunde Løvgrotte-Bænke, for at betragte Menneskene, som passerede forbi, de hvide Sejl, som krydsede over Sundet, og Maagerne, der skreg og dykkede langs Kysten, – da en sortklædt Dame med en lille sortklædt Pige ved Haanden lod sig synke ned paa Bænkens ene, ydre Ende umiddelbart ved Spaseregangen.

Hun saa' ham ikke, før hun havde sat sig; og selv da løftede hun tilsyneladende uanfægtet Barnet op paa Bænken ved sin Side og gav sig muntert til at pludre med det.

Men umærkeligt var en lille Rødme faret hen over hendes Kinder.

Ogsaa gjennem Anton var der gaaet et pludseligt Sæt, som han ligesaa øjeblikkeligt betvang. Idet han trykkede Munden mod Elfenbenshaandtaget paa sin Stok, saa' han 106 stift ud paa en stor, sølvhvid Maage, der boltrede sig i Solskinnet over Havfladen.

Sagen var den, at denne Dame havde han nu regelmæssig mødt hver eneste Dag, naar han gik herude. Og da hun var meget smuk, havde en usædvanlig rank Holdning og klædte sig med en egen sikker Elegance og med et vist udenlandsk Snit; da endelig ogsaa Barnet, som hun altid trofast holdt ved Haanden, var af en ejendommelig bleg Skjønhed med store, mørkeblaa, tungsindige Øjne og et lille sygt Smil, havde hun i det hele vakt en Del Opsigt blandt de spaserende.

Forøvrig var det fra Begyndelsen en ren Tilfældighed, der havde vakt Antons Opmærksomhed, – en flygtig Lighed med en Pariser-Skuespillerinde, for hvem han en Gang for længe, længe siden havde næret en heftig, men aldrig gjengjældt Lidenskab. Og denne Omstændighed tilskrev han ogsaa de urene Følelser, som Synet af hendes kraftige Figur et Par Gange havde fremkaldt hos ham, og som han skamfuld bebrejdede sig.

Ikke des mindre havde hun i den sidste Tid mere og mere beskjæftiget hans Fantasi. Uden at det blev ham selv rigtig klart, var der 107 i al Uskyldighed en ubestemt Tilfredsstillelse for ham i dette daglige Møde med denne ubekjendte Skjønne. Han kunde kjende hendes sorte Perlehat og kostbare Søløveskindskaabe langt borte mellem mange andre; og der var en Duft ved denne Kaabe, som han ubevidst kunde længes efter. Ja, skjønt han til egen Beroligelse benægtede det for sig selv, havde han dog i Virkeligheden valgt netop denne Tid til sin Spaseren af den Grund, at han da sikrest og regelmæssigst traf hende.

For Resten havde han blot ganske i Almindelighed lagt Mærke til, at hun var lidt over Middelhøjde, lysblond, og af en let, ungdommelig Fylde. Han havde ligesom ikke haft Mod til at se hende lige i Ansigtet. Idet han gik hende forbi, vendte han endog Hovedet lidt bort og saa' frem for sig med en barsk eller ligegyldig Mine, mens han hemmelig opfangede Duften fra hendes Legeme og drak en flygtig Beruselse i Lyden af hendes Klæder.

Da han derfor nu en lille Stund havde siddet her med Munden paa Elfenbenshaandtaget af sin Stok og tilsyneladende opmærksomt iagttaget den store Maage, der kredsede 108 over Vandskorpen, vendte han ubemærket – uden at dreje Hovedet – Øjnene om imod hende for nøjere at betragte hende.

Det slog ham da strax, at hun var lidt ældre, end han havde tænkt, og end han efter hendes Holdning og Toilettets Art havde sluttet. Til sin Overraskelse saa' han, at til denne ungdommelig kraftige Skikkelse hørte et Ansigt, der alt havde tabt sin første Friskhed, men over hvis strenge Regelmæssighed og fuldt formede Linjer der til Gjengjæld hvilede den modne Kvindes rolige Overlegenhed. Hun holdt Øjelaagene lidt sænkede og havde ved Mundvigene et lille Træk, der gav hende et gaadefuldt Udtryk af Spot og attraavækkende Kulde. Hendes smukke Hoved sad stolt og bevidst paa de fuldendte Skuldre, og der hvilede over hende en Verdensdames sikre Beherskelse lige fra det store, lette Haar-Pur, der foran den lille Hat højnede sig op over Panden, og indtil den smalle Fodspids, der stak frem under Kjolen og hvorpaa hun skjødesløst vuggede sin Parasol.

Paafaldende var i Modsætning hertil igjen hendes Stemme, der var dyb og klangfuld. 109 Som Anton sad dér – musestille – og bevogtede hendes Smaasnakken med Barnet, forekom det ham, at han aldrig havde hørt et saa melodisk Tonefald.

Han følte sig overbevist om, at hun ikke i mindste Maade bekymrede sig om hans Nærværelse. Det var i det hele aldrig faldet ham ind, at hun paa disse daglige Spasereture kunde have lagt Mærke til ham, endsige at hans Person paa hende kunde have gjort et Indtryk, der nogenlunde svarede til det, hun havde gjort paa ham. Der var heller ikke en Trækning i hendes Ansigt, der røbede den mindste Bevægelse; og des friere kunde han derfor fuldstændig hengive sig til sin Betragtning.

Der var – han kunde ikke skjule det – et ejendommeligt Behag for ham ved i denne stemningsfulde Ensomhed at lade sit Øje glide ned over denne skjønne Kvinde – ved at følge de sikkert dragne Linjer fra den lave Pande ned over den fuldkommen lige Næse, den fulde Hage, det lille fine Øre og de sænkede Laag, der dulgte de store, graa Øjnes stolte Melankoli, – ved at fange de matte Glimt fra de smalle Læber og gribe de 110 smaa, pludselige Muskelsitringer, der samtidig viste sig ved Munden og et Sted nede paa den blændende Hals. Der var for ham ligesom lidt af en uskyldig Bestjælen i denne dvælende Beskuelse, i denne indtrængende Tilegnelse … Hvem kunde hun vel være? Hvad mon hun var? … Det blege Ansigt og den fuldkommen sorte Dragt tydede paa den unge Enke. Men denne dristige Kulde? Dette udenlandske Snit …

Da hun omsider rejste sig, og mens han med Øjnene fulgte hendes smukke, sikre Fodskifte under Kjolen, opstod den Tanke hos ham at følge hende i Afstand for uset at efterspore, hvor hun blev af, hvor hun hørte hjemme, og om mulig at erfare, hvem hun i det hele kunde være. Det var noget af den gamle Efterstræbelseslyst, det gamle Fribytterhang – halvt Nysgjærrighed, halvt Instinkt – der igjen blussede op i hans Bryst. Men han havde heller næppe undfanget Tanken, før han med Foragt viste den fra sig. Han blev roligt siddende og gav sig til at tegne i Gruset med sin Stok.

Men hans Hjærte var underlig kommet til at banke, hans Blod var sat i Kog; … 111 hele Eftermiddagen gik han omkring med en let Nerveforstyrrelse, i hvilken Synet af enhver blond Kvindenakke fik ham til at fare sammen.

Men ved denne Lejlighed blev det ham først tilfulde klart, hvor langt han havde ladet sig forlokke, og han skammede sig over sig selv. Han lærte og indprentede sig, at hvor sikker han end følte sig, skulde han dog ikke for Fremtiden letsindig lege med en saa farlig Ild.

Han trøstede sig med, at det vel var den Slags smaa Tilbagefald, der var nødvendige, før man fuldstændig helbrededes for en gammel Last … Men fra denne Dag spaserede han ikke oftere om Formiddagen paa Langelinje, og han saa' hende da heller ikke siden.

Gudersløvholm.

Min elskede Anton!

Hvor du gjør mig glad med dine kjære, lange, morsomme Breve, som jeg ikke nok kan takke dig for. Jeg véd næsten ikke, hvorledes jeg skulde holde Livet oppe, ifald 112 jeg ikke daglig hørte fra dig. Jeg længes, kan du begribe, for hver Dag mere efter dig og synes, at det snart maa være en Evighed siden, at du rejste. Hvor Tiden dog ogsaa gaar langsomt, naar man er ene! Her er saa tomt, siden du er borte, og alligevel er det, som om du bestandig spøger usynlig omkring imellem os og derved gjør Adskillelsen dobbelt forunderlig. I Dag er der netop fem og tredive Dage til den 23de December, da jeg bestemt venter at se dig igjen. Ikke en Dag længere vil jeg vente, det siger jeg dig. Jeg har Almanakken liggende paa mit Natbord, og hver Morgen, naar jeg vaagner, slaar jeg en tyk Streg over den forløbne Dag. Den 23de December slaar jeg den sidste Streg, og dersom jeg da ikke dør af Glæde, skal jeg illuminere Gudersløvholm fra øverst til nederst for at modtage dig.

Vor lille Frits, maa du tro, længes ogsaa efter dig. Naar han vaagner, slaar han sine søde Øjne op og ser sig omkring, som om han savnede dig. For Resten bliver han saa tyk og fed, den lille Trold, at du vist næppe vil kunne kjende ham igjen. Alle siger, han ligner dig. Og det maa han ogsaa gjerne.

113 Fra mig selv kan jeg da Gud ske Lov stadig melde: alt vel. I Gaar prøvede jeg at være lidt ude i Middagsstunden, og det gik helt godt. Mine Kinder er ogsaa bleven lidt røde, men de bliver det nok mere. Hvad angaar den Maltsirup, som du skriver om, saa behøver jeg den vist ikke nu; dersom du derfor ikke allerede har ladet den afsende, er det vist bedre at lade være. Men du skal have Tak, fordi du tænkte derpaa, og ogsaa for den "Sundhedsvugge", som du skriver, at du har set paa. Dersom Lægerne virkelig mener, at den er gavnlig, kunde Frits jo prøve den.

For Resten lever vi her ved det gamle. Kamma kommer her daglig og er meget for mig. Fru Carlsen (Præsten selv er ikke hjemme) har ogsaa været her et Par Gange. Men desværre er Kamma stadig slet ikke rask; i den sidste Uge har hun endog været helt snavs og ser meget daarlig ud. Jeg er virkelig bange for hende. Fader derimod er i sit gamle gode Humør og har saa travlt, siger Kamma, at han næppe har Tid til at passe sine Maaltider. Iforgaars sad han oppe til Klokken to om Natten og skrev.

114 Fra dine Høns kan jeg da hilse dig. Jeg besøgte dem strax i Gaar, da jeg var ude, og skal nok for Fremtiden selv passe dem nøjagtig efter din Forskrift. Det vil more mig meget, og jeg haaber, du vil blive tilfreds med min Ledelse, naar du kommer hjem. Nu begynder det jo for Resten at blive lidt smaat med Æggene, men i Gaar tog jeg dog fire og tyve; (jeg kan da fortælle dig, at den lille gulplettede Høne, du véd, nu er begyndt at blive fortrolig med Hanen).

Fra Forvalteren skal jeg melde, at den gamle hvide Hest har faaet Kroup (hedder det ikke saadan?), dog ikke i nogen betydelig Grad. Ligeledes mistede vi i Gaar en Ko, der døde pludselig. Fra Ami kan jeg ogsaa hilse; hun har afløst mig som Barselmo'er, idet hun forleden overraskede os med fire søde smaa Hvalpe. Ude i Parken ser alt nu helt trist og vinterlig ud. Der er næppe et Blad længere paa Træerne. Roserne paa Terrassen er indpakkede, Gartneren har været meget samvittighedsfuld, og du vil vist finde alt til din Tilfredshed, naar du kommer. I Morges faldt her den første Smule Sne. Gamle Ane i det lange Hus ved Leddet døde 115 i Gaar; jeg véd, du interesserede dig for hende. Men en morsom Nyhed har jeg ogsaa at berette: Niels Kusk er bleven forlovet med Mette Stupige; det, synes jeg, bliver et helt pænt Par.

Lev nu vel, min kjære, elskede Anton, og vær kjærligst hilset fra	din Bet.
P. S. Frits vaagnede nu i sin Vugge; han sender dig titusende Kys.

En Formiddag, da Anton kom ind for at besøge sin Moder, saa' han en Dame sidde i Gyngestolen ved Moderens Side og passiare ivrigt.

Han havde al sin Beherskelses Evne behov for ikke at tabe Fatningen; thi strax i Døren havde han gjenkjendt den sorte Perlehat.

"Fru Conerding," præsenterede Moderen.

Anton søgte, trods sit Hjærtes Banken, at give sit Ansigt et Udtryk af selskabelig 116 Forbindtlighed, men besvarede Damens rolige Hilsen med et Buk, hvis unaturlige Stivhed bragte Hofjægermesterinden – der sad ved Vinduet med et lille Broderi og efter Sædvane hemmelig mønstrede ham over sin Naal – til at rynke Brynene med et Udtryk af Mishag.

"Vi sad just og talte om dig, Ven," sagde hun i en Tone, hvori der laa noget af den Stridbarhed, der i den sidste Tid var kommen over hende. "Ja – du kjender vel Fru Conerding igjen fra gamle Dage, Anton … Frøken Mølmark?"

Anton bukkede atter stift og drejede paa et Par Talemaader, men den kjendte, klangfulde Altstemme fra Gyngestolen afbrød ham:

"Ah! Gjør Dem ingen Ulejlighed! Det er saa længe siden, at det vilde være urimeligt, om De endnu huskede mig, især da jeg sikkert har forandret mig en Del … Derimod kjendte jeg Dem strax."

Der gik et Stød gjennem Anton. Det forekom hans onde Samvittighed, at Ordet "strax" blev udtalt med en sær Betoning, – og hans Blik søgte sky ned imod hende. Hun havde lagt sig tilbage i Stolen og sad med 117 begge Hænder skjult i en lille langhaaret Muffe, der hvilte i hendes Skjød som en lille Hund. Hun mødte frit hans Blik, tilsyneladende uden mindste Bevægelse. Kun under de store, halvt nedsænkede Øjelaag syntes han at spore ligesom et lille lurende Glimt, der gik igjennem ham som en kold Rislen … Anede hun noget?

"Desuden," fortsatte hun lige rolig. "Har Godsejeren i denne lange Mellemtid oplevet saa mangt og meget, at – –"

"Har jeg?" spurgte Anton med et tvungent Smil.

"Aa, lad os høre," sagde Hofjægermesterinden og satte sig længere tilbage i Stolen.

"Ja, jeg roser mig i alle Fald af, at jeg trods min Udlændighed har fulgt ganske godt med Forholdene herhjemme … Nu, de er endelig heller ikke saa vanskelige at overskue ."

"Men lad os høre," gjentog Hofjægermesterinden.

"For det første da, er Godsejeren begyndt at blive graahaaret … det saa' jeg øjeblikkelig."

"Et betydningsfuldt Tegn – ganske vist."

118 "Men ikke noget usædvanligt," faldt Moderen ind. "For Tiden fødes alle Folk som Gubber … Men videre."

"For det andet er De bleven Landsthingsmand – og det interesserer mig meget, skjønt jeg ikke er Politiker. Jeg har allerede flere Gange hørt Dem særdeles smigrende omtale som en fremragende Parlamentariker."

"Nu – for det tredje?" spurgte Hofjægermesterinden.

"For det tredje er Godsejeren bleven gift …"

"Sig for det tredje og fjerde …" indskjød Fru Drehling, og tilføjede forklarende, da Fru Conerding uforstaaende vendte sig imod hende: "Gift op over begge Ører, mener jeg."

"Ah! … Des mere maa jeg bringe Dem min Lykønskning. Det er sikkert en fortræffelig Dame, De har valgt til Hustru … Jeg har forøvrigt fra forskjellig Side hørt derom."

Anton søgte at tilsmile hende sin forbindtlige Tak, men hans Læber skjælvede. Hans Hjærte snørede sig sammen af Anger og Forbitrelse. Hvad var Meningen med 119 dette? Vidste hun virkelig noget? Skulde hun have gjennemskuet hans Hemmelighed, som han saa dybt havde bebrejdet sig?

Han havde sat sig hen paa en Puf ved den modsatte Væg, hvorfra han nu og da i Smug, mens han snoede paa sine Handsker, skottede hen imod hende med et undersøgende Blik.

Hun sad lige stolt og gaadefuld og vuggede sig smaat i Stolen, idet hun missende saa' ind i en mat gylden Solstrime, der fra Vinduet lagde sig ligesom kjærtegnende over hendes Skikkelse. Den belyste for Anton de fine Dun paa hendes Kinder og paa den fuldt rundede Hage og bragte en frisk Farve frem paa hendes gjennemskinnende Læber.

"For det femte," sagde hun.

"Er der mere?" spurgte Anton.

"Ja," udbrød hun og standsede pludselig Stolen, mens hun for første Gang saa' fuldt paa ham med sine store, graa Øjne. "Har De ikke en Søn?"

Anton bøjede Hovedet.

"Ja, dér ser De selv; … og saa skulde jeg være saa fordringsfuld at forudsætte, at 120 De efter ti Aars Forløb endnu erindrede mig? Nej, jeg kjender Politikerne. Deres Tanker gaar som Skyer for Stormen, husker De nok."

"Ti Aar – siger De," faldt Hofjægermesterinden forundret ind. "Er det virkelig saa længe siden, De blev gift, Fru Conerding? … Ak, ja," tilføjede hun med et Suk. "Tiden gaar! Tiden gaar! Man vaagner en skjøn Morgen i sin Seng og føler, at man er bleven gammel."

Fru Conerding lo lidt; en lille tvungen Latter.

"Ja," sagde hun. "Og det forunderlige er, at man aldrig selv vil erkjende det, før en eller anden lille Tilfældighed brutalt aabner ens Øjne. Jeg kan særlig i disse Dage tale med derom, da jeg virkelig siden min Hjemkomst har følt mig som en Olding. Jeg spaserer f. Ex. hver Dag i Middagsstunden med Baby paa Langelinje … Doktoren har beordret det, saa det maa jo passes med Regelmæssighed … men jeg kan ikke sige, hvor det er mig forunderligt. Det er første Gang, jeg rigtig har fornummet det ejendommelige … hvad skal jeg kalde det? … Vemod lyder saa affekteret … men alligevel: 121 denne underlig sørgmodige Følelse, der betager En ved efter lang Tids Forløb at gjense de samme Steder, hvor man som ung har færdedes … og Langelinje har jo nu dertil altid haft en særlig Betydning for de unge Pigedage. Desuden finder jeg, der er saa overordentlig smukt. Jeg véd næsten ikke det Sted i Verden – i den Del af Verden, jeg har set, og den er endelig ikke saa ganske lille – der i den Grad fortryller mig og sætter mig saadan i Stemning."

"Fruen har opholdt sig meget i Udlandet?" spurgte Anton hastigt; han greb med Begjærlighed en Lejlighed til at skifte Emne.

"Ja – Badeliv" – sagde hun lidt ynkeligt og trak paa Skuldren.

"Fruen er svagelig?"

"Min Mand."

Der gik paany et usynligt Ryk igjennem Anton; han saa' ud til Siden. Den korte, afsnubbede Maade, hvorpaa disse to Ord blev udtalt, i Forbindelse med selve den overraskende Omstændighed, at hun havde en Mand, gjorde et Indtryk paa ham, om hvis Art han dog i det Øjeblik ikke selv vilde have været i Stand til at give nogen Oplysning.

122 Han gav sig aandsfraværende til at tale om Rejser, om Rejselivets Besværligheder og om fremmede Lande. Og da det nu traf sig, at de havde besøgt omtrent de samme Steder og dér set de samme Ting og lært de samme Mennesker at kjende, kom han imod sin Vilje ind i et udførligere Ordskifte.

Fru Conerding havde en ejendommelig kort, klar, ofte ganske træffende og i Omtale af Personer ikke sjælden let sarkastisk Maade at udtrykke sig paa, der uvilkaarlig fængslede. Hun lod til at have set og oplevet mere end de fleste; syntes lige fortrolig med det wienske high-life, Badelivet langs Kanalen og de parisiske Theaternyheder. Og efterhaanden reves Anton saaledes med af disse gamle Erindringer fra Steder og Verdener, der i sin Tid havde været ham saa dyrebare, at han ganske glemte sin Uro.

Først da Klokken slog to paa Uret over Fru Conerdings Hoved, rejste hun sig overrasket.

"Naa … Tiden løber nok fra mig. Baby venter mig hjemme paa Hotellet; hun vil nok skjænde dygtigt paa mig," sagde hun smilende; og med et paafaldende hjærteligt 123 Haandtryk til Fru Drehling og en lille, fornem Hovedbøjning for Anton tog hun derpaa Afsked.

Hofjægermesterinden fulgte – saaledes som det var hendes Skik – selv sin Gjæst ud i Entréen.

Da hun kom tilbage, stod Anton henne ved en Etagére i Nærheden af Kaminen og bladede i et Album. Han syntes varm over Panden og lod et Par Gange Fingren glide frem mellem Hals og Flip, mens han hemmelig skottede hen til Thermometret paa Dørstolpen.

"Nu," sagde Moderen, idet hun satte sig tilrette i Stolen og paany tog fat paa sit Broderi. "Hvad synes du saa om hende?"

"Aa jo – hun var jo smuk."

"Hun har især været meget smuk … Kan du ikke huske, hun kom i sin Tid saa meget hos din Onkel Konferensraaden."

"Jo, nu du siger det, saa tror jeg ogsaa … "

"Jeg skal vist endog tage meget fejl, ifald hun ikke den Gang havde et ganske godt Øje til dig, min Ven."

"Nej, virkelig!"

124 "Ak ja, den Gang anede hun vist mindst selv, hvad hun gik i Møde, Stakkel!"

"Stakkel? … Det forekommer mig ikke, hun saa' saa staklet ud."

"Nej, det er netop det beundringsværdige hos hende. Og dog har hun haft Sorger, der sikkert vilde bringe de fleste til Fortvivlelse."

"Saa-aa … hvad er der da i Vejen?" spurgte Anton og vendte et Blad. "Jeg saa', hun var sørgeklædt."

"Aa – det er ikke det."

"Nu – men …?"

"Det er meget værre – det aller værste, du: en Mand."

"Ah!"

"En Nar, en Pjalt, en samvittighedsløs Person, der paa alle optænkelige Maader har ødelagt hendes Liv, saa vidt han formaaede; som i faa Aar har forødt hele hendes store Formue, bestjaalet hende for enhver Lykke, været hende utro paa ethvert Punkt – undtagen netop paa det eneste, der kunde frelse hende ud af Elendigheden."

"Du mener?"

"Ganske simpelt, min Ven! Han har – 125 maaske af gode Grunde – aldrig gjort Brud paa, hvad man kalder den "ægteskabelige Troskab." Han har i den Henseende været endog overordentlig pertentlig. Som sagt, jeg tænker, det har saadan sin egen Aarsag … For Resten maa du vel ogsaa kjende ham fra gammel Tid, Gehejmekonferensraad Conerdings Søn?"

"Søn? … Jeg mindes ikke …"

"Herre Gud, han gjorde sig saamænd ellers Umage nok for at blive bemærket. Kan du ikke huske en lille opblæst Personage med et Par ganske livlige Øjne og et buklet Haar? Han skulde være et Geni, en stor Musiker, og udgav ogsaa i sin Tid nogle Hefter, som nok var ganske lovende. Sandsynligvis har det været det Navn, han derved vandt, der har fortumlet hende … maaske der ogsaa har været lidt Forfængelighed med i Spillet – jeg mener med Hensyn til at komme ind i en anset Familje; hun var jo, om du husker det, en Tømmermesterdatter … ellers kan jeg ikke forklare mig, at hun, som var saa sund og smuk, kunde faa Lyst til den lille affekterte Krabat. Naa, det gik da altsaa ogsaa, som det gik."

126 "Ja, men … jeg mener … hvordan gik det da egentlig?" sagde Anton; han lod, som om han spurgte halvt i Tanker, og holdt Albummet ud for sig i strakt Arm og kneb det ene Øje til, som om han nøje betragtede et Billede, der havde fængslet hans Interesse.

"Aa, hvordan gaar den Slags, du? Saasnart han efter Bryllupet fik fat i hendes mange Penge, blev han ganske vild. De bosatte sig strax i Udlandet – han var jo Kunstner og naturligvis nervøs og naturligvis overanstrængt og skulde bruge alle tænkelige Slags Bade og Kure o. s. v., o. s. v. – du kjender den Slags Affektation. Det arme Barn – for stort mere var hun ikke den Gang – blev slæbt om fra Badested til Badested, fra By til By, – i det hele overalt, hvor den fashionable Verden samledes. Han troede selvfølgelig, han var verdensberømt, optraadte alle Vegne med en Arrogance og en Pomp, der var til Latter for alle, og omgav sig med et helt lille musikalsk Hof af andre Dagdrivere og Døgenigte, der naturligvis lo ham ud bag hans Ryg. Meinerts, der traf ham i Wiesbaden ifjor, fortalte, at han var fuldstændig modbydelig af Skabagtighed. Han har nok 127 nemlig en vis Anseelse i nogle musikalske Kredse dernede, hvorfor han ogsaa foragter alt dansk, og tyranniserer sin Kone paa enhver Maade… Du kan tænke dig, hvad hun, der altid har været af en stolt og ærekjær Natur, har maattet lide under en saadan Forsmædelse."

"Naa – og nu?" spurgte Anton med en kun slet dulgt Utaalmodighed.

"Nu? … Ja, nu kom hun herhjem i Eftersommeren i Anledning af sin eneste Søsters Død og bor for Øjeblikket med sin lille Datter i et Hôtel garni. Hvad hun forøvrig tænker paa, skal jeg lade være usagt. Jeg begriber ikke, at hun endnu holder det ud med ham. Jeg antager ogsaa, det udelukkende er af Hensyn til Barnet. Hvad ham ellers angaar, saa skal han nok i den sidste Tid være bleven meget religiøs, jeg tror saagar katolsk. Hans Forældre – som du jo kjender – er i den Anledning særdeles glade ved ham, hvad du maaske kan tænke dig. De tror i det hele endnu urokkelig paa hans Genialitet, og har paa den anden Side altid haft et hemmeligt Nag til Svigerdatteren, der ikke "forstod" ham, ikke "var nok for ham", og hvis 128 oprindelig muntre og frie Væsen i det hele altid var dem en Torn i Øjet."

"Og hun?"

"Hun? … Hvad mener du?"

"Jeg mener, er hun nu maaske ikke ogsaa lidt … hvad skal jeg sige … saadan lidt løs, eller …?"

Hofjægermesterinden løftede pludselig Hovedet op imod ham: "Har du hørt noget bestemt?"

Anton blev lidt rød.

"Det forekommer mig, at en af mine Venner har ymtet om … "

Fruen trak paa Skuldren.

"Nu – det var i saa Fald højst tilgiveligt. For Resten véd jeg intet med Bestemthed i saa Henseende. Men naturligvis! Hun er en Kvinde med stærke Lidenskaber … For Resten vil du jo nu paa Søndag træffe hende hos Etatsraad Klems … Du har vel faaet Invitation?"

"Ja, – kommer hun dér?" spurgte Anton og slog pludselig Albummet sammen.

"Ja; hvorfor forundrer det dig saa meget? Etatsraaden er jo en Broder til Gehejmekonferensraadinden, 129 hendes Svigermoder. Altsaa gaar det ganske naturligt til."

"Ja vist, ja vist … Undskyld! Jeg tænkte paa andre Ting."

Han lagde Albummet ind paa Etagéren og gik et Par Gange frem og tilbage over Tæppet, idet han knappede sin Frakke tæt til og trak Handskerne frem af Lommen.

"Gaar du?" spurgte Moderen.

"Ja … Du véd, jeg er kommen i dette Udvalg, og det giver mig virkelig meget at bestille i denne Tid. Vi er just i Færd med at forfatte en Betænkning."

"Det er en anden Sag. Ja, lad mig se, I faar noget udrettet. Jeg synes, det er saa længe siden, man har hørt noget til dig, min Ven!" –

Da Anton lidt efter kom ned paa Gaden, stod han et Øjeblik, som om han betænkte sig. En kold Hagelvind rasede om Hjørnerne og hvirvlede Støv og Fejeskarn op paa Torvene. Derpaa trak han Pelskraven lidt op om Ørene og gik tankefuld hjem.

Paa hans Bord laa det daglige Brev fra Betty.

Han greb det strax begjærligt og førte det 130 uvilkaarligt til sine Læber. Saa satte han sig godt tilrette ved Vinduet, rev Konvolutten op og begyndte ivrigt paa Læsningen.

Men allerede, da han var paa den tredje Side, sank Haanden med Brevet – ham selv uafvidende – ned i hans Skjød. Blikket søgte ud gjennem Vinduet, og han faldt hen i Tanker.

Den næst følgende Søndag, om Eftermiddagen Klokken fem, sad Anton ved sin Lampe og skrev:

"Min egen, kjære Betty! Denne Gang blot to Ord for at takke dig for dit kjære Brev fra i Torsdags og for at melde dig, at jeg bestandig har det ved det gamle. Nu sés vi – Gud ske Lov! – snart og kan snakke sammen om alle de mange Ting, man i et Brev aldrig kan faa sagt. Thi i Overmorgen otte Dage har du mig ganske bestemt. Hurra!

Herfra intet som helst nyt. I Rigsdagen slæber Tiden sig frem med Kævl og Vrøvl. 131 Guderne maa vide, hvad Enden skal blive. Gid man aldrig var kommen ind i den Hvepserede!

Jeg sidder her som paa Naale, da jeg om en halv Time skal være i Middagsselskab (hos en Etatsraad Klem, som du ikke kjender). Egentlig havde jeg tænkt paa at sende Afbud, men er i det sidste Øjeblik kommet i Tanker om, at det dog ikke ret vel gaar an. Dette er ogsaa Grunden til, at du denne Gang maa nøjes med disse nedjaskede Linjer; men jeg syntes dog ikke, jeg vilde lade Dagen gaa uden at sende dig og Frits min kjærligste Hilsen. Lev vel! – Lev vel!

Din
Anton D.

P. S.
For en Sikkerheds Skyld vil jeg ligesaa gjerne strax meddele dig, at jeg i Gaar traf Professor Lynge paa Gaden og da udspurgte ham angaaende det "Børnemel". Han fraraadede absolut Brugen deraf, idet han paastod, at det – tvært imod sin Bestemmelse – ofte foraarsager alvorlige Fordøjelsesbesværligheder. 132 Du maa derfor endelig ikke give Frits det, ifald du skulde tænke paa at lade ham begynde at forsøge sig med lidt fastere Føde. Men det er vel endnu alt for tidligt?"

… Da Anton havde gjennemløbet dette Brev, lagde han det nøjagtigt sammen, puttede det omhyggeligt i en Konvolut og strøg – ligesom kjærtegnende – hen over denne, forinden han skrev Adressen. Derpaa rejste han sig hastigt for at ringe.

Men endnu med Fingren over Knappen standsede han et Øjeblik betænksomt … Saa trykkede han afgjørende til.

Han overgav den indtrædende Tjener Brevet til Besørgelse og gik hurtigt ind i Soverummet for at klæde sig paa.

En halv Time senere holdt han i en Droske udenfor Etatsraad Klems Port og steg op ad den tæppebelagte Trappe.

Det var nu virkelig først efter adskillig Overvejelse og Prøvelse, at Anton tilsidst havde taget denne endelige Beslutning. I Begyndelsen havde han endog været fast bestemt paa ikke at tage derhen, for derved hurtigst og nemmest at blive et tilfældigt Bekjendtskab 133 kvit, som han selv helst vilde skrive i Glemmebogen. Men efterhaanden havde han indset, at der i en saadan Gaaen-af-Vejen for dette Møde laa en Svaghed, som han for sin egen Skyld burde hæve sig over, en Tilstaaelse af Frygt, der tilmed var saa aldeles ugrundet. Hvad havde han at ængstes for? Aldrig, syntes han, havde han følt sig saa sikker paa sig selv som netop nu.

Dertil kom endnu ét. Skulde virkelig Fru Conerding have anet noget om de Følelser, hun et ulykkeligt Øjeblik havde fremkaldt hos ham, – havde han da ikke en bydende Forpligtelse til igjen at rense sig i hendes Øjne? Han følte, han skyldte Betty en Oprejsning, ifald den mindste Tvivl om hans Troskab havde fundet Næring hos denne Fremmede; og han indsaa', at han aldrig vilde kunne finde bedre Lejlighed end denne til ved den fuldkomneste Kulde og Ligegyldighed at betage hende enhver Mistanke.

Idet han derfor nu traadte ind i de af Uniformer og kostbare Toiletter overfyldte Stuer og strax i Døren fik Øje paa hendes ranke, mørktklædte Skikkelse i en Gruppe af Damer umiddelbart ved Indgangen, gik han 134 hende ligesom nærsynet forbi og blandede sig roligt mellem Gjæsterne. Med megen Hjærtelighed hilste han paa Værten og Værtinden og paa forskellige Venner og Bekjendte, men trak sig derpaa hurtigt tilbage til en afsides Krog i en politisk Forhandling med en Kollega fra Landstinget. Da Døren til Spisesalen aabnedes, tog han til Borddame en ældre Professorfrue med otte Børn; og under hele det lange og besværlige Maaltid underholdt han sig med denne Dame ved Betragtninger over Barnepleje og Børneopdragelse uden en eneste Gang at vende Hovedet om imod det Sted i hans Nærhed, hvorfra hans aarvaagne Øre uafbrudt opfangede hver Lyd af Fru Conerdings klangfulde Stemme gjennem Tummelen.

Derimod var der en anden Omstændighed, der efterhaanden fængslede hans Øjes Opmærksomhed og vakte hans Eftertanke.

Lige over for ham, paa den anden Side af Bordet, sad Gehejmekonferensraadinde Conerding, en lille, stiv, fyldig Dame med et grovt Mæle, en næsten bondsk Figur og et Par hvasse Øjne, – og ikke langt derfra Gehejmekonferensraaden selv, der ogsaa var 135 lille, men med et stort, ludende Hoved, stor, fremskudt Underlæbe og et besynderlig skummelt Blik, der ligesom skjulte sig under de fremhængende graa Øjenbryns-Duske. Begges Øjne hvilede paapassende over det Sted, hvor – efter Antons Beregning – Svigerdatteren omtrent maatte befinde sig, og gled fra hende agtpaagivende rundt paa alle de unge Herrer, der sad i hendes Nærhed. Begges Ansigter ligesom afspejlede ethvert af hendes Ord, enhver Bevægelse, hun foretog sig; og naar hun lo – med sin lidt tørre, uharmoniske Latter – saa' de hemmeligt til hinanden over deres Tallerkener.

Imidlertid skred Maaltidet frem med tung Munterhed og tunge Retter. Det vilde ikke tage Ende med de Fade, der blev baaret ind, de Flasker, der stilfærdigt blev tømt; og Luften blev efterhaanden en saa tyk Os af Mad og Vine, at Anton næsten følte sig ilde … En af de sidste Retter var Multebær med Fløde.

Dette var til Ære for en berømt norsk Sangerinde, der havde givet Koncerter der i Byen, og som Værten havde ført til Bords, en imposant Blondine med et Par Arme som 136 en Bagersvend og med fire Hager hængende ned over Halsen – som en Pose til Opbevaring af hendes Stemmemidler. Hende gjaldt ogsaa den første i den lange Række af salvelsesfulde Skaaltaler, der nu som Opstød fulgte den megen fede Mad, og som – én Gang begyndt – truede med slet ikke at ville holde op.

Først da Klokken var over ni, rejste man sig fra Bordet.

Kaffen med Likørerne blev derpaa serveret inde i Stuerne. Og mens Anton dér stod i en Slags Samtale med en gammel døv og halvblind Forstærknings-Oberst, der vidtløftig udbredte sig over en Inspektionsrejse, han nylig havde foretaget, faldt hans Blik pludselig og uventet paa Fru Conerding, der sad inde i et lille tyrkisk Kabinet bag den tilstødende Dagligstue. Da hun ikke syntes at have opdaget ham, og da han selv troede sig godt skjult bag en Gruppe bredbladede Planter, fik han endelig Mod til at betragte hende.

Hun sad tilbagelænet i Hjørnet af en lav Pudesofa, omgivet af et Par højrøstede Kavalerer og overgydt af et diskret, brandgulligt 137 Skjær fra en besløret Lampe under Loftet. Hun var klædt i sort Fløjls Robe, besat med matte, sorte Kniplinger; den høje Hals og det øverste af Ryggen og af det pragtfulde Bryst var blottet; ligeledes Armene fra Skuldren og indtil lidt under Albuerne, hvor Handsken endte i en Krans af sorte Svanedun. En buet Gren af Konvaller vippede over Tindingen i det lyse Haar, og paa Sofasædet ved Siden af sig holdt hun med Haanden udbredt en mægtig Vifte af blankt sort Atlask, broderet med japanske Fugle. Foran hende stod en blond, stramsnøret Garderofficer med et Ansigt fuldt af Filipenser og snoede indsmigrende paa et lille vixet Overskjæg, mens to civile Herrer uafbrudt lo med en lille snadrende Latter, idet de ihærdigt bearbejdede Fingrene paa deres store, gjennemsvedte Handsker. Over hendes egen Skikkelse hvilede derimod et paafaldende Præg af Adspredthed og behersket Uro. Hun sad med Tindingen støttet mod Fingerenderne paa sin ene Haand; og naar hun stjaalent saa' sig omkring eller hørte Trin nærme sig fra de andre Stuer, var det, som om hun ventede nogen 138 eller saa' efter en Lejlighed til at undslippe.

Pludselig løftede hun Blikket gjennem Dørene hen imod det Sted, hvor Anton befandt sig; og skjønt intet Træk forandrede sig i hendes Ansigt, var han dog overbevist om, at hun havde set ham. Han følte selv, hvor han blev rød; og efter at han læmpeligt havde løsladt sig fra Obersten, trak han sig tilbage til Værtens som Rygekabinet etablerede Kontor, hvor han derpaa standhaftig forblev mellem en halv Snes ældre og stilfærdige Herrer, der som Billeder paa fuldendt "harmonisk Nyden" sad dybt hensunkne i store Lænestole med Hænderne foldede over de mætte Maver og Cigarerne svagt dampende op imod de halvt tillukkede Øjne.

En meget tyk Universitetsberømthed, der havde valgt den mageligste Stol i den mørkeste Krog, besørgede her velvilligst Underholdningen ved med en Stemme, der egentlig kun var en artikuleret Ræben, at fortælle en lang, endeløs Historie, som ingen forstod eller brød sig om at forstaa, men som benyttedes som en Slags dyssende Middel til yderligere at forhøje Fordøjelsens Velbehag, 139 mens blot af og til en og anden overvandt sig selv til et "Ah!" eller "Nej, tænk!" eller endog en virkelig lille Latter.

Imidlertid blev der med ét en sælsom Bevægelse mellem Gjæsterne inde i de andre Stuer, og en Herre stak Hovedet ind ad Døren for at forkynde, at den norske Sangerinde vilde synge inde i Salen.

De ældre Herrer saa' strax lidt betænkelige ud, men blev hurtigt enige om, at de meget godt vilde kunne høre Sangen, hvor de sad; Universitetsprofessoren paastod endog, at først paa Afstand kom den fulde Vellyd ham helt tilgode. Anton derimod lagde – efter en kort Overvejelse – sin Cigar og gik derind.

Alle Stuerne var allerede som blæst for Folk, der var strømmet sammen til den store Spisesal i den anden Ende af Lejligheden, hvor Flygelet stod, og hvorfra nu ogsaa de første runde Toner rullede hen gjennem Rummene. Kun i Sofaerne og paa Stolene laa hist og her Vifter og Lommetørklæder, som man i Skyndingen havde ladet blive tilbage; og mens Anton sagte og langsomt listede sig frem paa Taaspidserne, saa' han flere 140 Gange paa besynderlig Maade hen paa disse Gjenstande, hvis forskjellige Parfumer opfyldte Luften.

Pludselig, i Døren til det tyrkiske Kabinet, som han skulde passere, standsede han med et Ryk. Derinde sad Fru Conerding ene paa den samme Plet og i den samme Stilling som før og saa' tankefuldt ned paa sin lidt fremstrakte Fodspids, som hun ganske smaat bevægede.

I det samme, hun syntes at mærke ham, trak hun Foden til sig og saa' op med et overrasket Udtryk, der dog – det slog ham strax – næppe var helt naturligt.

De hilste tavst paa hinanden; hvorefter Anton blev staaende lidt, i Strid med sig selv om, hvorvidt han skulde gaa forbi eller ej, – da i det samme Tonerne fra Salen pludselig smeltede hen i et døende pianissimo, der tvang ham og hans knirkende Støvler til at blive, hvor de var. Lidt efter endte Sangen under Dødsstilhed fra Tilhørerne.

Fru Conerding løftede atter Hovedet op imod ham og trak smilende paa Skuldren.

"Fruen synes ikke om hende?" spurgte han.

141 "Aa, jeg véd ikke … det er maaske min Fejl … men jeg maa tilstaa, at jeg i dette Kapitel er en Smule af en Kjætter. Disse evindelige Folkeviser med deres Nøkker og Drauger og jeg véd ikke hvad, de … ja, hvad skal jeg kalde det?"

"Det morer Dem ikke?"

"Det falder mig i alle Fald i Længden lidt ensformigt. Her i Kjøbenhavn er man jo imidlertid saa begejstret over hende, saa det er sagtens mig, der mangler Evnen til den dybere Forstaaelse af al denne Hauken og Ljomen, som sætter de andre i en saadan Henrykkelse. – Véd De for Resten, hvad der i det hele har slaaet mig siden min Hjemkomst? … Men vil De ikke tage Plads?" afbrød hun sig selv med en Bevægelse af Viften, i hvilken der kunde ligge som en svag Anvisning paa Pladsen ved hendes Side.

Anton rullede en stor Fløjlsstol frem imod hende. Han satte sig dog ikke paa den, men støttede sig blot til dens Ryg med sin ene Arm.

"Fruen mener?" spurgte han.

Hun tøvede lidt, mens hun saa' ned paa 142 Viften i sit Skjød, – som ventede hun paa, at han skulde sætte sig. Derpaa sagde hun, idet hun slog Blikket ud i Stuen:

"Aa – jeg mente blot, … det har været mig paafaldende, hvor alting er bleven norsk herhjemme. Overalt træffer jeg kun norske Bøger, norske Kunstnere, norsk Musik, … selv i Selskabstonen er der kommen noget underlig … hedder det ikke fjældtungt eller fjældtrangt? – jeg véd ikke … i alle Fald noget, der smager af evig Is og Sne. Hvor kan det være?"

"Dersom det virkelig skulde forholde sig, som Fruen mener," svarede Anton, bestandig med samme tilkæmpede Ro, – "tænker jeg, man kunde søge Grunden i Øjeblikkets Politik, der efterhaanden har taget saa mange af Landets forskjellige Kræfter i Beslag, at –"

"Ak ja, det er sandt … denne ulykkelige Politik!" sagde hun ligesom tankeløst og gav sig adspredt til at vifte sin Kind.

Anton mente at forstaa, der maatte ligge en Hentydning skjult bag Ordene, og betragtede hende fra Siden med et opmærksomt 143 Blik. Men i det samme slog man paa ny en Akkord an inde paa Flygelet, og med noget forceret Livlighed udbrød hun:

"Nu gaar det løs igjen … Jeg tør vædde paa, at det er den om den liden Astrid. Den kan Folk nu en Gang ikke modstaa," – og da lidt efter de første, i Vemod bævende Toner af den lille Sang om hin Jente, der endnu under de graanende Haar trofast ventede paa sin Ungdoms Hjærtenskjær, virkelig lød ind til dem fra Salen, lo hun næsten højt.

Da det første Vers var sunget til Ende, drejede hun Hovedet lidt om imod ham og sagde:

"Jeg synes ikke en Gang, De græder … Skulde virkelig ogsaa De være bleven saa forhærdet?"

Anton smilte tvungent. Han følte, den var ikke helt naturlig, denne Tone; og han grundede ængstelig over, hvad der vel kunde ligge bag. Var det mon igjen en Fælde? Hvad havde hun i det hele til Hensigt med ham? … Hun sad og viftede sig langsomt, med Hovedet stærkt tilbage og halvt sænkede Øjelaag; det gullige Lys strømmede ned over 144 de blottede Arme og kastede en fin Skygge under Hagen ned over det hvide, svulmende Bryst, for hvilket Anton uvilkaarlig slog Blikket ned.

I denne Stilling vedligeholdt hun smilende Samtalen under de følgende Vers, – indtil Sangen endelig endte under stormende Applaus fra Salen.

I det samme viste Gehejmekonferensraadinde Conerdings lille fyldige Skikkelse sig i Døren.

"Nanna," sagde hun skarpt. "Vognen holder for Døren."

"Nu kommer jeg," svarede den unge Frue kort og med et stolt Hovedkast, som Anton bed Mærke i.

Først da Svigermoderen atter var forsvunden, rejste hun sig. Men da Anton vilde ledsage hende ud, standsede hun ham.

"Jeg beder Dem blive," sagde hun, idet hun rakte ham Haanden med en pludselig Fortrolighed og saa' op paa ham med et Blik og et Haandtryk, der gik ham til Hovedet som en hed Vin. "Mine Svigerforældre … nu ja, De forstaar … Maaske ses vi igjen en anden Gang?"

145 … Lidt efter havde ogsaa Anton forladt Selskabet. Han gik dog ikke lige hjem, men drev først lidt omkring i de maanebelyste Gader. Han ligesom trængte til at lade sig gjennemisne af den kolde Luft, der fra Sundet strøg ind igjennem Byen; og flere Gange standsede han med Hatten i Haanden for at svale sin brændende Pande.

Da han over Midnat kom tilbage til sit Hôtel, saa' han fra Gaden til sin Forbavselse, at der var Lys i hans Værelse. Han forstod ikke, hvem der paa denne Tid af Natten kunde opholde sig hos ham; og mens mange forunderlige Tanker løb ham gjennem Hovedet, steg han langsomt op ad Trapperne. Men det Syn, der mødte ham, idet han aabnede Døren, gjorde ham et Øjeblik hvid som en Væg.

Paa Bordet brændte Lampen med en lang, osende Tunge højt op over Glasset; rundt om den laa Æsker, Tørklæder, en lodden Hue og et Par lodne Handsker; og midt imellem disse Ting stod flere høje, cylindriske Glas, tildækkede med Blærer. Spredt rundt om i Stuen fandtes: en stor Rejsepels, Kufferter, en Hatteæske og et Par lodne 146 Støvler, og henne i Gyngestolen endelig – Kancelliraad Byberg, sammensunken, med Hænderne paa Knæerne ligesom en Frø, med Brillerne paa Panden og snorkende højt i tryg og uforstyrret Slummer.

Strax, da Antons Øje faldt paa denne Skikkelse, var der faret ham en forfærdelig Angst igjennem Sjælen. I et Nu var han ved den sovendes Side og ruskede ham af al Magt.

"Vaagn op! Vaagn op! … Hvad er der hændt?" raabte han aandeløs.

Kancelliraaden gned sine Øjne og saa' sig forbavset omkring.

"For Guds Skyld – tal! tal! … er der sket noget? Hvad er der hændt?"

"Kjære Svigersøn," udbrød endelig Kancelliraaden rustent. "Jeg troer … jeg maa vist være faldet i Søvn … jeg maa ganske bestemt være faldet i Søvn." Og derpaa begyndte han, endnu ikke helt vaagen, omstændelig at fortælle, hvorledes han var kommen til Byen med Halvelleve-Toget og strax var kjørt her til Hôtellet; hvorledes og hvorlunde Tjeneren imidlertid havde berettet ham, at Anton var i Selskab, men vistnok snart vilde komme 147 hjem; hvorledes han da efter en Del – nærmere udviklede – Overvejelser endelig bestemte sig til at oppebie hans Tilbagekomst, for at Anton strax kunde faa de friske Hilsner fra Hjemmet, og hvorledes han da under denne Venten "ganske imod Sædvane" sandsynligvis maatte være faldet "i Blund" i Stolen.

"Men Betty? – Barnet? – hvordan har de det?" raabte Anton utaalmodig; han havde endnu ikke sluppet Svigerfaderens Arm.

"Kjære – jeg har naturligvis de tusende Hilsner til Dem. Alt er vel, – fuldkommen vel."

"Aa, Gud ske Lov," sagde Anton som for sig selv, og holdt et Øjeblik Haanden over Panden. Hans Hjærte bankede endnu saa voldsomt, at han maatte støtte sig til en Stol … "Hvor har jeg dog ogsaa været henne … ?"

"Nu længes de naturligvis bare efter at faa Dem hjem igjen, kjære. Egentlig har Betty ikke talt om andet, lige siden De rejste. I det hele har vi, tør jeg sige, alle savnet Dem. Jeg fik ikke Fred, før jeg havde lovet, at jeg vilde tage over og hente Dem. 148 Og her har De mig nu! Vi vilde ikke lade Dem noget vide derom, og jeg haaber ikke, De har haft noget derimod … Vi vilde netop overraske Dem! … "

"Overraske mig?" gjentog Anton studsende og saa' fast paa ham.

"Og jeg troer ogsaa, det er lykkedes os – ha! ha!" lo Kancelliraaden, der nu fuldstændig var kommen til Koncepterne, og gned fornøjet sine Hænder, mens han begyndte at vandre paa Gulvet. "For Resten har jeg ogsaa en anden lille Overraskelse til Dem – af en anden Art – ha! ha! – i Kufferten – –"

"Til mig? Men Gud – lad mig dog se den. Er det fra Betty? Eller Frits? Lad mig dog i det hele høre lidt om dem. Sæt Dem dog ned, kjære. Lad os faa alt det dér væk fra Bordet … hvad er det for nogle Glas?"

Kancelliraaden, som var gaaet hen til sine Kufferter, vendte sig om og udstødte et Brøl.

"For Himlens Skyld! Rør dem ikke!" udbrød han og fór derhen.

"Jeg har paa hele Rejsen siddet med dem paa mit Skjød, 149 for at de ikke skulde komme til Skade. Det er meget store Sjældenheder, min kjære Svigersøn! – meget kostbare Sjældenheder, maa De tro." Og idet han varsomt greb det højeste af Glassene og holdt det op mod Lyset, fortsatte han højtideligt: "Dette f. Ex. er et Fund, jeg venter mig meget af … jeg har bestemt det til Musæet. Dersom De vil betragte denne lille Flig dér – –"

"Nej, nej," afbrød Anton ham. "Lad nu det vente. Det vil vi se paa i Morgen. I Aften vil jeg bare høre om de andre."

Han ringede paa Opvartningen; og skjønt Køkkenpersonalet for længst var gaaet til Ro, maatte Portnerkarlen skaffe The. Snart var Bordet ryddet og dækket med en hvid Dug, ristet Brød og Smør. Kancelliraaden blev anbragt i Sofaen; Anton selv satte sig i Gyngestolen. Og nu maatte den Gamle berette om alt derhjemme fra, lige fra Betty og Frits til Kora og Hønsene; der var ikke den Ting, hvorom Anton ikke spurgte og vilde vide nøjagtig Besked.

– – Endnu Klokken fire sad Kancelliraaden og fortalte omstændeligt. Men da var 150 Anton allerede for længst bleven træt. Da den første Overraskelse havde tabt sig, den første Nyhedstørst var stillet, var han hurtig faldet sammen; og den Gamles vedvarende Vidtløftighed og uendelige Gjentagelser gjorde ham nervøs. Tilsidst maatte han selv bede ham om at holde op og minde ham om Sengen. Han fulgte ham da med Lys ind i et Værelse, der laa ved Siden af Antons Sovekammer, og som Kancelliraaden i Forvejen havde sikret sig. Her sagde han ham Godnat og lukkede Døren til imellem dem.

Da Anton var ene, gik han dog ikke selv i Seng. Han satte sig atter i sin Gyngestol ved Bordet, og mens han sad her, faldt han hen i Tanker.

Men det Billede, der som i Drømme svævede for hans Blik, var ikke Bettys. Det var Billedet af et lille tyrkisk Kabinet med mørke Farver, gjennem hvis dæmpede Lys to store, gaadefulde Øjne stirrede ham i Møde over et Par snehvide Skuldre.

151

En Ugestid efter denne Begivenhed, en Formiddag Klokken tolv, var nogle Mennesker forsamlede i Hofjægermesterinde Drehlings Dagligstue.

Den ene var en høj, knoklet, mandfolkeagtig Kammerherreinde, der – klædt i fuldt sort – sad stift og ubevægeligt i en Lænestol under Uret, og som med sin mørke, strenge Mine, sine sammentrukne Bryn og en temmelig udviklet, graa Moustache paa Overlæben tog sig ud som en gammel Ryttergeneral i Fruentimmerklæder.

"Dydsdragonen" kaldtes hun ogsaa hemmeligt af Fru Drehling, til hvis Ungdomsveninder hun hørte, men med hvem hun imidlertid længe ikke havde holdt synderlig Omgang.

Den anden var en ung, meget smuk og elegant Frue af det højeste Aristokrati, der tiltrods for sine næppe fyldte fire og tyve Aar allerede havde erhvervet sig et vist Ry for den Iver, hvormed hun havde stillet sig i den kristelige Missions Tjeneste. Hun var en Niece til Kammerherreinden, og begge var 152 de kommen herop i Anledning af Forberedelserne til Stiftelsen af en Forening for Sædelighedens Fremme i Hovedstaden.

Fru Drehling sad paa sin vante Plads ved Vinduet og saa' tankefuldt ned paa sine smukke, hvide Hænder, som hun holdt op foran sig, idet hun febrilsk drejede snart paa en, snart paa en anden af de kostbare Ringe paa hendes Fingre. Der afspejlede sig en behersket, krigersk Uro i hendes Ansigt, og nu og da ligesom stjal hun sig til at skotte over Gulvet hen til Anton, der stod lænet op til Kaminen og saa' ned.

Paa ham hvilede ogsaa ufravendt Kancelliraad Bybergs Opmærksomhed. Han sad beskedent et Stykke bag ved Damerne, med Fødderne inde under Stolen, Hatten i Skjødet, og fulgte med et modfaldent Blik hver Trækning i sin Svigersøns blege, ligesom forvaagede Ansigt.

"Kjære Veninde," sagde endelig Fru Drehling adspredt, efter at Kammerherreinden omstændelig havde udviklet Formaalet for deres Besøg. "Jeg er – ærlig talt – ikke overvættes meget for alle den Slags … Slags … Foranstaltninger. Jeg synes … hvorfor 153 skal vi dog altid gaa saadan og plastre paa vore Medmennesker? Verden er dog endnu ikke et eneste stort Hospital."

"Bedste Veninde," sagde Kammerherreinden værdigt, løftede som en Avtomat den ene, sorte Handskehaand lidt i Vejret og pegede paa et lille trykt Hefte, der laa paa Bordet. "Dersom du – som sagt – i en ledig Time vil gjøre dig den Ulejlighed at gjennemlæse vor Pjece, tvivler jeg ikke et Øjeblik om, at du strax vil blive af vor Mening. Du vil da indse, at det endog er paa høje Tid, der tages alvorligt fat. Som jeg fortalte dig, har jo Sagen ogsaa vundet den varmeste Tilslutning paa allerhøjeste Steder, og flere af vore formaaende Mænd har allerede lovet os deres bedste og kraftigste Bistand … ikke mindst din egen elskværdige Søn, Hr. Godsejeren."

"Har du, Anton?" spurgte Fru Drehling, stadig seende paa sin Haand.

"Det var netop den Omstændighed" – fortsatte Kammerherreinden – "der gav os den Tanke, ogsaa at henvende os til dig. Gjør mig nu den Tjeneste at læse vort Skrift. 154 Du vil dér faa et Indblik i en Fordærvelse, hvis Udstrækning du sikkert ikke har anet. Materialet er – tør vi sige – samlet med største Omhu og af fuldt paalidelige Personer. Dersom du blandt andet vil slaa op paa Side syv, vil du dér finde nøjagtige Oplysninger om … "

"Men kjære," sagde Fru Drehling, hun ligesom pinte Ordene frem. "Jeg forstaar ikke rigtigt … Hvad har I da egentlig i Sinde at gjøre dem … disse … "

"Vi vil frelse dem," sagde pludselig den unge Baronesse med en Stemme saa haard og følelsesløs, at Værtinden uvilkaarlig saa' op. Hun havde som fremmed paa Stedet hidtil ikke deltaget synderligt i Ordskiftet, men nøjedes med at betragte Fru Drehling med et koldt og haanligt Blik.

"Ja, vi vil frelse dem," fortsatte Kammerherreinden. "Vi vil i det hele kaste et Lys ind i disse Steders Mørke, hvis Fordærvelse truer med at undergrave vort Samfund og frem for alt det, der er ethvert Samfunds væsentligste Grundpille: vore Hjem. Du vil i denne Bog – Side fjorten – finde statistiske Tabeller, som Professor Wegner har 155 været saa forekommende at skaffe os, og som giver Oplysninger om, hvor meget og af hvem disse Venusbjærge – som han træffende kalder dem – bliver frekventerede. Og naar man nu betænker, at det er Landets Ungdom, vore egne Sønner, vore Døtres vordende Mænd, som udsættes for denne Fare … Kjære Veninde," vedblev hun meget indtrængende. "Dersom du skulde have mindste Lyst til personlig at sætte sig ind i Sagen, vil det være os en Fornøjelse at skaffe dig Ledsagelse. Den unge Pastor Momme, en højst elskværdig Mand …"

"Nej, nej – jeg bér dig," afbrød Fru Drehling, idet hun nervøst skjød en lille Slangering frem og tilbage paa sin Finger. "I den Henseende maa du ingen Ulejlighed gjøre dig. Jeg har jo hørt om det før, og tvivler ikke om, at der ogsaa dér trænges til adskillig Forbedring … Men i sig selv … det maa jeg tilstaa (og hun løftede pludselig Hovedet og slog Hænderne sammen med et lille Klap) kan jeg ikke egentlig se noget saa forfærdeligt i, om unge Mænd og unge Kvinder …"

"Fru Hofjægermesterinden maa misforstaa 156 os," sagde den unge Baronesse med sin klangløse Stemme. "Det er Glædespiger, hvorom Talen er."

"Ak ja, Glædespiger!" udbrød Fru Drehling og saa' ud i Stuen med en ligesom vemodig Glans i Øjet. "Glædespiger! … Jeg synes, det lyder saa smukt! Herregud! Skulde de virkelig være en saa alvorlig Fare? Det kan jeg dog næsten ikke tro. Naar jeg tænker paa vore egne smaa hjemlige Rør-mig-ikke'r … ja, ærlig talt, saa kan jeg egentlig ikke fortænke vore unge Mænd i, om de søger muntrere Selskab."

Den unge Baronesse sad som forstenet.

Kammerherreinden, der fra gamle Dage var vant til sin gamle Venindes Paradox-Udbrud, rynkede blot fornærmet Brynene, som for at tilkjendegive, at Spøgen ikke her havde været passende anbragt.

"Moder spøger," sagde ogsaa Anton, idet han sagte flyttede sig fra Kaminen hen til Fortepianoet.

Fru Drehling saa' op paa ham med et hurtigt Blik, og bøjede derpaa atter Hovedet, 157 mens en mørk Sky gik over hendes Ansigt.

"Min kjære Veninde," udbrød Kammerherreinden, idet hun kæmpede for at bevare sin Ro. "Det kan da umulig være din Mening at ville forsvare Lasten, den aabenbare, frække Last. Jeg forudsætter som givet, at det ikke kan være din Hensigt at ville besmykke Urenhed og Fordærvelse. Men derfor forstaar jeg sandelig ikke, hvordan du kan have saa meget imod en Forening, der har til Opgave saa vidt mulig at befri vort Samfund og navnlig at bevare Ungdommen, Landets Ungdom for slig Ødelæggelse. Det kan dog kun være i alle sædelige Folks Interesse, at først vor Ungdom og derigjennem vort Hjem saa vidt mulig –"

"Ak ja – disse Hjem!" sukkede Hofjægermesterinden.

Det faldt hende saadan ud af Munden; hun havde egentlig ikke haft til Hensigt at sige det. Men det var en længe opsamlet Harme og Bitterhed, der gav sig Luft i dette Udbrud.

"Min Gud! … Hvad mener du?" sagde 158 Kammerherreinden forfærdet og foldede Hænderne.

"Jeg skal sige dig det," svarede hun efter lidt Betænkning og idet hun langsomt ligesom vejede hvert Ord, før hun udtalte det. "Jeg tror, at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det maaske netop være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem, om hvilke du ogsaa selv for et Øjeblik siden bemærkede et eller andet smukt. Du brugte ved samme Lejlighed Ordet "Venushuler" … men de er mulig netop vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gjør vore Kvinder svage og enfoldige. Dér murer vi os inde med vore Uvaner og Taabeligheder og gjør os uskikkede til Omgang med andre Mennesker. Vore unge Ægtemænd har ikke forladt Brudeskammelen, før de føler sig forpligtede til at gaa omkring med Skyklapper og føre et Sprog som en Maren Amme … ja, ja, jeg véd, hvad du vil sige, Veninde … og ogsaa du, min kjære Søn … men jeg vil blot, at unge Mennesker skal være unge og ikke vandre omkring som Riddere af den bedrøveligste Skikkelse. I vore Dage véd 159 man næppe, om man tør se en smuk Dame i Øjnene, naar det ikke netop er éns Kone, eller beundre en Herres Holdning, naar det ikke tilfældig er éns Mand. Det er denne Uappetitlighed, der er saa kvalmende."

"Det gjør os ondt," sagde den unge Baronesse og rejste sig. "Vi synes saaledes at have gjort Fru Hofjægermesterinden forgjæves Ulejlighed."

"Det skal De saamænd ikke i mindste Maade bryde Dem om, Fru Baronesse," svarede hun leende og ligesom formildet af sin egen Hæftighed. "Men jeg er en gammel Kone, der er vant til at sige min Mening uden Omsvøb. Desuden har det virkelig været mig en sand Glæde at se paa Deres smukke Ansigt … jeg synes blot, det er alt for ungt og kjønt til den Slags Grublerier."

Den unge Frue trak sine Øjenbryn sammen og hilste tavst.

Kammerherreinden trykkede koldt og bebrejdende sin gamle Veninde i Haanden, idet hun mumlede nogle Ord om, at hun endnu ikke opgav det Haab at se hende komme til en bedre Erkjendelse.

160 Fru Drehling fulgte dem selv ud i Entréen.

Da hun kom tilbage, var Kancelliraad Byberg alene.

"Hvor er min Søn?" spurgte hun.

Kancelliraaden pegede ind mod den tilstødende Stue, hvor hun ogsaa traf Anton staaende ved Vinduet og seende ud paa Gaden. Idet hun traadte ind, vendte han sig om og stirrede hende bleg, mørk, næsten truende i Møde.

"Hvad er der, Anton?" spurgte hun forfærdet og lukkede uvilkaarlig Døren til bag sig.

"Mo'r," sagde han efter en kort Kamp. "Jeg maa sige dig et Ord, Mo'r. Jeg kan ikke rolig høre paa, at du paa en saadan Maade og i de Udtryk angriber et Forhold, der for mig er bleven dyrebart. Jeg forstod godt, hvortil dine Ord sigtede, og antager ogsaa, det var Meningen, jeg skulde forstaa det. Men det vil jeg sige dig, at hvad Betty – som du ikke kjender – har været for mig, hvad hendes Kjærlighed, hendes Troskab har bragt mig, derom har du ikke Anelse. Jeg skylder hende mere end min Lykke; mere end noget andet Menneske paa 161 Jorden. Derfor taaler jeg ikke, der tales saaledes derom. Du kjender hende ikke; for havde du gjort det, Mo'r – du vilde – du kunde da ikke nænne at tale, som du nu og oftere har gjort. Dette har jeg dog en Gang villet sige dig, for at du kan forstaa, hvor dybt dine Ord har saaret mig."

Han rakte hende sin kolde Haand; og mens Fru Drehling raadvild sank ned paa en Stol, forlod han Stuen.

I Entréen traf han Kancelliraaden, der ganske bleg af Forvirring famlede om her for at finde sit Overtøj; – og tavse fulgtes de derpaa ved hinandens Side hen ad Gaden.

Paa Hjørnet af Kongens Nytorv standsede Kancelliraaden.

"Jeg har nogle Ærinder at besørge," sagde han lavt og saa' med et tankefuldt og bekymret Blik op paa sin Svigersøn. "Jeg tror … det er vist bedst, jeg faar dem fra Haanden. For saa er det jo bestemt, at vi rejser i Morgen Aften – ikke sandt?"

"I Morgen," for Anton op af sine Tanker. "Ja – ja vel … naturligvis –" 162 De skiltes; – og som i Drømme drev Anton videre hen over Torvet.

Kancelliraaden gik et Par Skridt langs ad Fortorvet, men standsede derpaa og saa' efter ham.

Der var i den sidste Ugestid foregaaet en stor og skjæbnesvanger Forandring med Anton.

Han havde følt sig som den, der under Jubel har set sin Bygning rejse sig og stolt og trygt har hvilet i dens Hygge, og som saa en Dag mærker, at Grunden glider under den, at de Støtter, paa hvis bærende Magt han havde stolet saa sikkert, knækkes som Rør, og at han synker – ubehjælpeligt, tilintetgjørende.

Han havde lidt overordentligt. Der havde været Tider, hvor han i Fortvivlelse havde banket sig paa Panden og sagt, at det var ikke sandt, det var umuligt. Han kunde dog Dag for Dag ikke tro paa, at der virkelig var Fare, at det i alle Fald kunde være mere end en rent forbigaaende Vildfarelse, der ligesaa hurtigt 163 maatte forsvinde. Morgen efter Morgen havde han rejst sig af sin Seng og sagt: Det er forbi! Jeg er fri! … Men om Middagen, naar Timen kom, da han vidste, han kunde træffe hende, kunde se hende igjen og være i hendes Nærhed, havde han vandret lange Ture ad andre Kanter i Slud og Søle for ligesom at løbe bort fra sig selv og sine Tanker.

Hans første Tanke, da han saa' Faren nærme sig, havde været at undfly den ved strax at rejse hjem. Han vidste, hvad det her gjaldt, og skulde have gjort det hensynsløst, ifald han ikke til det sidste havde været overbevist om at kunne betvinge sin Lidenskab, og dersom han ikke havde følt, at før hvert Spor af dens Besmittelse var renset ud af hans Sanser, havde han ingen Ret til paa ny at slutte Betty i sine Arme og bønfalde om hendes Tilgivelse.

Men i de sidste Dage var han faldet hen i et mørkt, haabløst Tungsind. Som et sidste, fortvivlet Forsøg paa en Redning havde han villet byde Fristelsen Trods, havde opsøgt hende paa hendes Spasereture, hilst hende, talt med hende og fulgt hende hjem 164 til hendes Dør. Men hver Gang havde han blot fundet nye Tillokkelser i hendes Skikkelse, nye Skjønheder i hendes Træk; og idet han tilsidst rakte hende Haanden, og de sagde hinanden Farvel, var Blodet strømmet ham bedøvende til Hjærtet ved Synet af det lille Glimt i hendes Øje, de røde Pletter paa hendes Kinder, der mere end Ord forraadte, hvad han dunkelt havde anet – at hun kunde blive hans, at blot han strakte Haanden ud, vilde den sjældne Frugt falde moden i hans Skjød.

… Da Kancelliraaden nu havde forladt ham, gik han længe om paa maa og faa i Gaderne, uden at kunne finde Ro.

Han turde ikke gaa hjem. Han vidste, der maatte ligge et Brev til ham fra Betty, og han havde ikke Mod til at se det. Han havde trukket Pelskraven tæt om Halsen og søgte alle smaa Gader, hvor Tummelen var mindst. Han frøs som i Feber. Hans Hjærte var saa forpint, hans Nerver saa overspændte af de sidste Døgns hvileløse Grublen, at blot Lyden af en Vogn bragte ham rent legemlig Smerte.

Han var naaet til det Punkt, da han 165 minutvis for Alvor tænkte paa at blive Betty utro; da han overvejede de mulige Følger af et saadant Skridt og beregnede Sandsynligheden for, at Betty overhovedet vilde faa noget at vide derom. Den Gang, han havde givet Kancelliraaden sit Ja med Hensyn til Hjemrejsen den næste Dag, havde han netop udtænkt et passende Paaskud for en mulig Udsættelse; og han følte nu, at Timen var kommen, da Tærningerne skulde kastes. Han vidste, at denne Dag maatte afgjøre hans Skjæbne; og han gik og ligesom forberedte tøvende sig selv paa den Overgivelse, der som med et dybt Hug vilde skille hans For- og Fremtid ad.

Under dette var han, uden selv at vide det, kommen i Nærheden af Rigsdagens Lokaler; og da han opdagede det, greb han med Begjærlighed her en Udvej til om mulig at bortlede sine Tanker.

Da han naaede derhen, fandt han imidlertid Landsthingssalen lukket; Mødet var allerede forbi. Og mekanisk gik han derfor ned i Folkethinget.

Her var der fuldt af Mennesker baade i Salen og paa Tilhørerpladsen. En lille, udmagret 166 Mand med graasprængt, tilbagestrøget Haar stod midt i Salen og talte.

Med en Stemme, der skjælvede af Indignation, et Blik, der lynede af Extase, ligesom kastede han sine Ord hen imod Ministeren, der bleg men rolig stod lænet op til en Pille med Hænderne paa Ryggen og saa' mod Loftet.

En Del af Thingets Medlemmer havde samlet sig i Kreds omkring Taleren, og der var som en kogende Bevægelse over hele Salen og oppe mellem Tilhørerpladsens tætpakkede Hoveder, over hvis spændt lyttende og fortrukne Træk de elektriske Glødelamper kastede deres hvide, grelle Lys.

Med ét rejste den lille Mand sig paa Taaspidsen, holdt sin magre, senede Haand med fremstrakt Pegefinger hen imod Ministeren og raabte:

"Den højt ærede Minister vidste ikke, hvad han skulde kalde Oppositionens Færd … Nuvel! Men vi véd, hvad vi skal kalde hans. Og det skal siges her – den er forræderisk!"

Ordet blev Signalet til en overordentlig Bevægelse. Mens Formandsklokken kimede, 167 sprang flere af Medlemmerne op fra deres Stole, og fra den bageste, lange Række, hvor Bønderne sad, lød et stærkt, samstemmigt "Hør!"

Ministeren traadte dirrende et Skridt frem.

"Jeg kalder det høje Thing til Vidne paa …"

"Det er aldeles unødigt," overdøvede den anden ham med en Lidenskab, saa Stemmen knækkede over. "Derpaa har dette Ministerium kaldet det samlede danske Folk til Vidne i de sidste ti Aar!"

Fornyet Storm. Fra Tilhørerpladsen lød Bravo og Hyssen blandet mellem hinanden, Medlemmerne stimlede sammen, Formanden ringede og ringede – –

Anton rejste sig og gik bort. Denne Bevægelse, disse stærke Ord, dette hvide, vippende Lys angreb ham og gjorde ham syg. – Da han var kommen ned paa Gaden, slog St. Paulskirkens Ur to.

Han sitrede. Han vidste, at nu gik hun derude paa de sædvanlige Steder og ventede maaske paa ham. Havde han ikke sidste Gang sagt, at han vilde komme? Og havde 168 hun da ikke sænket sit Blik, som om ogsaa hun havde anet, hvad det vilde komme til at betyde? … Skulde han gaa derud? Nyttede det længere at kæmpe mod en Magt, der dog var ham for stærk? – Eller … eller … ?

Han sagtnede sine Skridt.

Han drejede ind i de fattige Kvarterer foran Nyboder, hvor han tvang sig til at standse foran alle de tarvelige Butiksvinduer og opmærksomt betragte enhver af de udstillede Varer – for at forsøge paa ligesom at narre sig selv Tiden fra og lokke sit oprørte Blod til Stilhed. Da han en Gang stod foran en beskeden Legetøjshandel, hvis Lilleputverden bragte hans Tanker hjem til hans egen lille Frits, steg Taarerne ham til Øjnene; og det var, som om de smaa Billeder og Dukker og det lille Juletræ med Lys, ja tilsidst selv Vognene paa Gaden og Sælgekonerne i Stræderne raabte til ham: kom hjem! kom hjem!

Han drev tilbage ad den samme Vej, han var kommen, saa' paa de samme Ting og standsede de samme Steder. Men han havde ikke længere Herredømmet over sig 169 selv; ubønhørligt modnedes Afgjørelsen hos ham; langsomt ligesom droges han Skridt for Skridt ud imod det Sted, hvorover hans Tanker dvælede, mens det bestandig stærkere og ligesom med hans lille Søns spæde Stemme raabte omkring ham: Fa'er! Fa'er! – kom hjem! kom hjem!

I Nærheden af Indgangen til Langelinje fik han Øje paa en lille, tynd Herre med lysegraa Gamascher, – en vis v. d. Meuse, der hørte til hans gamle Ungkarlevenner, og som langsomt kom gaaende imod ham paa sin vante Vis med en sølvknappet Stok under Armen, en lillebitte, hvid, dresseret Hund umiddelbart bag ved Hælene og et firkantet Séglas i det højre Øje, – ligesom snusende paa Afstand til enhver Dame, der spaserede ham forbi. Han var en Mand omtrent paa Antons Alder, skjægløs, med en gullig Teint og enerverede Træk, men et kvikt Hoved, en ualmindelig skarp Forstand, som med en Dygtighed og Energi, der havde gjort ham berømt, beklædte en højt anset Stilling i Finansdepartementet, men som ikke desmindre bestandig saa's at drive omkring paa Gaden og i Selskabslivet, som om han 170 intetsomhelst udrettede, berusende sig i Toiletterne og forvirrende især de ganske unge Piger ved sin tvetydige Konversation.

Anton søgte at undgaa ham og drejede hen imod Toldbodpladsen; men den anden havde allerede set ham og styrede langsomt hen imod ham.

"Kjære Ven!" sagde han. "Sig mig strax oprigtigt, om jeg mulig forstyrrer dig i en eller anden interessant lille Jagt, jeg skal da øjeblikkelig forsvinde! … Nu, ja-ja, tag mig det ikke ilde op. Jag frågar bara … For ellers vilde jeg tillade mig at hilse paa dig. Det er jo snart en halv Evighed siden, vi sidst saa's. Jeg har saamænd flere Gange tænkt paa at kigge op til dig, men det er hver Gang blevet ved mit smukke Forsæt … Men hvad er det? Hvad fejler du?"

"Jeg? Ikke en Smule … jeg har det fortræffeligt."

"Da ser du virkelig daarlig ud, min Ven."

"Nu ja … jeg har endelig ogsaa haft en lidt urolig Nat … Maven, tror jeg."

"Ah! Altid Maven! Vore daarlige Maver er virkelig efterhaanden bleven en sand Landeplage 171 … mere foruroligende end baade Demokrati og Socialisteri. Du skal følge mit Exempel: indskrænke din Mave til et Minimum og indtage dine Maaltider som en Medicin. En Spiseskefuld Suppe hver anden Time, en Pille Fisk to Gange daglig o. s. v. Det vilde i det hele være højst gavnligt for vor finansielle Status, om alle vilde følge den Regel. Vi forbruger her i Landet mindst 90 p. C. af vor Energi til at fordøje; det er derfor heller ikke til at undres over, at vore Maver omsider protestere mod at skulle gjøre saa godt som hele Arbejdet alene … Driver du lidt med ned ad Gaden?"

Anton fulgte viljeløst.

"Ellers noget nyt?" spurgte Vennen.

"Ikke noget særdeles."

"Du kommer fra Rigsdagen?"

"Ja … lutter Vrøvl og Kjævl uden Resultat. Gud véd, hvad Enden skal blive."

"Aa, et Krach, tænker jeg … A propos, har du hørt om Krach'et hos vor fælles Ven, Munk? En ækel Historie, en væmmelig Historie. Den blev mig fortalt i Morges, og jeg forsikrer, jeg har haft ligesom 172 en harsk Smag i Munden efter den hele Dagen."

"Hvad er der da sket?"

"Aa, egentlig kun, hvad man har forudset; blot blev det Nachspielet, der blev det artigste. Du ved – hans Kone. Naa! Hun var lidt mere naiv, end jeg ret kan goutere; men enfin … der var Krop! Bare Pokkers jaloux, rent nederdrægtig jaloux. Naturligvis! Han var heller ingen Josef, det skal Guderne bekjende; men hvad der var værre: han bar sig saa hestedumt ad, at man kan ærgre sig over ham. Kan du huske Nelly? … lidt for svær i Knoglerne, men hvad Fanden … kort og godt: dér blev han endelig nappet. Madame havde fattet bestemt Mistanke, fulgte en skjøn Dag hemmeligt efter ham, og greb ham paa den ferskeste Gjerning, noget Menneske kan gribes paa. En stor Skandale naturligvis! Hele hans Synderegister blev ved samme Lejlighed bragt for Lyset – og det var baade langt og broget. Detaillerne ved Affairen bliver forøvrig forskjelligt refererede; men – som sagt – Nachspielet, der er det artigste, er desværre sikkert nok."

173 "Nemlig?" spurgte Anton; han var bleven opmærksom.

"Hun er bleven gal. I Morges blev hun kjørt til Bidstrup."

"Ja saa," sagde han tonløst.

De var drejet ned ad Sct. Anna Plads og standsede nu.

"Ikke sandt? En kjedsommelig Historie for vor gamle Munk, der dog i Grunden er en ganske brav Fyr. For Pokker! Vore gode Georg-Giner, der ellers til daglig kan være temmelig haardføre, er da ogsaa i det Kapitel forbandet sensible … Men hør, véd du hvad, kjære Ven! Du ser virkelig helt snavs ud. Du bør sandelig gaa hjem og lægge dig. Som jeg har sagt dig før, det er det mesopotamiske Landliv, der ødelægger dig, min Ven! Det er virkelig ikke for civiliserede Mennesker. – –"

Da Anton lidt efter tog Afsked, vaklede han ikke længere. Dette tilfældige Møde blev afgjørende for hans Beslutning; Vennens uhyggelige Fortælling indjog ham en Angst, der med et gjengav ham hans Besindelse … Han vilde strax gaa hjem og ordne alt til Afrejsen. Allerede den 174 næste Morgen vilde han være borte herfra for ikke for det første at vende tilbage. Paa Vejen vilde han gaa op i Fru Conerdings Lejlighed og lægge sit Kort, mens han vidste hende ude. Hun vilde da næppe kunne fæste nogen Mistanke til en i det hele saa naturlig Bortrejse; og for ham selv vilde der være som en svag Erstatning i dette endnu en Gang at fornemme som et Pust af hendes levende Nærværelse, – i dog at se de Stuer, hvorover hans Tanker nu saa ofte havde svævet, og netop dér at tage den sidste, stumme Afsked med den, der fra denne Time skulde være død for hans Tanke. Saa vilde han tage hjem til sin Gaard, glemme alt, hvad der var sket, og kun tænke paa at gjøre godt igjen mod Betty, hvad han havde forbrudt.

Snart stod han udenfor Fru Conerdings lille Hôtel og steg langsomt op ad Trappen, hvor en galoneret Portner strax modtog ham.

Om Fruen var hjemme?

Nej!

Anton lod overrasket. Han bad om Tilladelse til at komme ind i hendes Værelser 175 og skrive et Par Ord paa et Visitkort.

En Pige kom til og viste ham Vej, aabnede en Dør lige for Trappen og lod ham derpaa ene.

Det var et lyst, temmelig rummeligt Værelse, fuldt af Sol. Et lyst Blomstertæppe laa over hele Gulvet, blomstrede Gardiner hang for Vinduerne, og et blomstret Tapet dækkede Væggene. En lille Lysekrone i Form af en Lilje hang under det forholdsvis lave Loft, to afskaarne Roser stod paa Skrivebordet i slanke Glas og slikkede Solskin. Paa Konsollerne mellem Vinduerne og paa en Etagére ved Kakkelovnen stod Flaconer af mange Former, og Anton gjenkjendte strax denne syrlig bedøvende Duft, der fyldte Rummet, og som han dvælende inddrak i tørstige Drag, mens han et Minut lukkede sine Øjne. Gjennem den ene Væg saa' han mellem en Portiere ind i et Slags Kabinet, der laa foran Sovekammeret, og som benyttedes halvt som Toiletværelse. Paa en bred, buet Kommode med forgyldte Beslag, der kunde sés fra Stuen, laa alle Slags Toiletsager: Krukker, Pudderkvaster og atter 176 Flaconer; et Par blaa Silketøfler flød paa et sort Puddelskindstæppe derinde; og alt laa i et dæmpet grønligt Lys som bag en nedrullet Persienne. Anton stod ubevægelig og betragtede det næsten andagtsfuldt. Hans Øjne gled hen over Billederne paa Væggene, Bøgerne paa Bordet, og fæstede sig paa et lille fint Broderi, der, dækket af et rosenrødt Silkepapir, laa i Vinduet mellem Garndukker. Der var ikke den Ting, der undgik hans Opmærksomhed, og som ikke indprentede sig hos ham. I en Lænestol laa et Par sammenkrængede sorte Handsker og en Vifte, i Sofaen en opslaaet Bog med det røde Bind vendt opad, visende Titlen: Chansons d'amour. En Visitkortskaal med et enkelt Kort – en Dames – stod midt paa Bordet, og et lille, flot malet Barneportræt i Akvarel hang paa Væggen under Hôtellets store Lithografier.

Endelig løsrev han sig. Han gik hen til Skrivebordet, tog et Kort op af sin Lomme, en fin Elfenbenspen i Form af en Gaasefjær fra et lille Sølvstativ paa Bordet, og skrev efter kort Betænkning blot "p. p. c." i Kortets ene Hjørne. Derpaa lagde han nøjagtig Pennen tilbage paa sin Plads; men forinden 177 saa' han et Øjeblik paa det sorte Navnetræk øverst paa Skaftet – og kyssede det.

Han satte Kortet op mod Skrivebords-Opsatsen, saa det strax maatte falde i Øjnene, – saa' endnu lidt paa det, og gik bort.

Men idet han nu vendte sig om, havde han nær udstødt et Skrig – midt i Stuen stod Fru Conerding i Kaabe og Hat og betragtede ham.

En Vogn var netop rullet gjennem Gaden, og han havde ikke hørt hende komme. Hun var alene, og Blodet var veget hende fra Kinderne.

"Jeg haaber, Frue," sagde Anton stammende og efter længe at have staaet maalløs. "Jeg haaber, De ikke vil forundre Dem over min Nærværelse."

Hun bød ham tavs – med en Haandbevægelse – at tage Plads og satte sig selv paa en Stol et Stykke fra ham.

Anton begyndte i usammenhængende Sætninger at forklare hende Anledningen til sit Komme; men endnu før han var færdig, vendte hun sig imod ham og spurgte:

"Skal De rejse?"

Han løftede Hovedet; og da de saa' 178 paa hinanden, var det ham, som om i dette Blik deres nøgne Sjæle stirrede hinanden i Møde.

"Ja," sagde han.

Hun saa' ned og glattede med Haanden over Muffen i sit Skjød, mens hun bed sig i Læben.

Pludselig rejste hun sig og rakte ham Haanden, idet hun saa' til den modsatte Side.

"Saa Farvel," sagde hun kort.

Anton greb Haanden, kyssede lidenskabeligt paa Handsken og op under Ærmet, men hun rev sig hæftigt løs og ilede ind i Kabinettet, hvor han hørte hende kaste sig ned paa en Sofa.

Selv sank han tilbage i Stolen; og med Hænderne presset mod Tindingerne sad han længe og stirrede stivt ud over Gulvet. Fra Kabinettet hørtes ingen Lyd. En Lirekasse spillede i en Gaard i Nærheden, og nede paa Gaden skreg en Kone med Fisk.

Endelig rejste han sig vaklende og gik derind. Han fandt hende siddende ubevægelig i en Chaiselongue, skjulende sit Ansigt med den ene Haand og med Hovedet sænket 179 og bortvendt. Han satte sig stille ved Siden af hende, tog den frie Haand, der hvilede i hendes Skjød, og strøg skjælvende hen over den. Hun gjorde ingen Modstand.

"Nanna," hviskede han. "Vil De elske mig?"

Hun svarede ikke strax; men da han gjentog det, og hun langsomt løftede Hovedet op imod ham, saa' han med lidt Forbavselse, at hun havde tørre Øjne.

Mens dette foregik, spaserede en lille Mand flere Gange frem og tilbage nede paa Fortovet og betragtede Huset med et mistænksomt Blik, – gik uroligt ind og ud ad Porten og stillede sig tilsidst som paa Vagt bag det nærmeste Gadehjørne.

Det var Kancelliraaden.

Han havde ikke været længe i Byen, før han havde opdaget, at der var noget usædvanligt og alvorligt i Vejen med hans Svigersøn. Forgjæves havde han søgt at komme under Vejr med, hvad det vel kunde være, og bange Anelser havde fyldt ham, 180 hver Gang han betragtede hans aandsfraværende Blik og formørkede Miner.

Da han derfor samme Dag havde taget Afsked med ham paa Kongens Nytorv, opstod den Tanke hos ham at følge ham i Afstand for om muligt paa denne Maade at opspore hans Hemmelighed. Og han havde trofast udført sit Forsæt; ikke et Øjeblik havde han siden tabt ham af Syne; han havde fulgt ham gjennem alle Gaderne og opmærksomt iagttaget ham overalt.

Da han saa' Anton forsvinde op i dette Hus, havde han stillet sig paa Post i Porten; og da lidt efter en elegant klædt Dame gik ham forbi, og han oppe paa Trappen hørte Portneren sige hende, at en Herre netop var gaaet ind i hendes Værelser, lovede han sig selv ikke at hælme, før han havde faaet Klarhed i denne Sag.

Ogsaa dette Forsæt fuldførte han standhaftigt … Først ved Midnat forlod han sin Vagt; men da trillede Taarerne tunge ned ad hans Kinder.

Hjemme paa Hôtellet fandt han en Billet, som nylig var ankommen. Den var fra Anton. Der stod: "En uopsættelig Forretning 181 for Finansudvalget, hvoraf jeg, som De véd, er Medlem, nødvendiggjør en kort Rejse til Falster. Kan intet sige om, hvornaar jeg kan være tilbage. Rejs, ifald De ikke kan afvente min Tilbagekomst".

Endnu den næste Morgen gik Kancelliraaden hen til det Hus, hvor Anton befandt sig, og erfarede dér af Portnerens egen Mund, at den samme Herre, der den forrige Eftermiddag var kommen dertil, endnu var der og havde lejet sig et Par Værelser.

Om Aftenen tog den sønderknuste Fader bort fra Kjøbenhavn. Han efterlod sig blot paa Antons Bord en Seddel, hvorpaa der stod: "Er rejst med Aftentoget" – –

Nogle Timer senere kom Anton tilbage til sit sædvanlige Hotel. Han tændte end ikke Lys, men kastede sig fuldt paaklædt paa sin Sofa og faldt strax i en dødlignende Søvn.

Men midt om Natten vaagnede han pludselig og vred krampagtig Hænderne over sit Hoved.

"Betty! – – aa, Betty!" – –

182

Slutning

Det var en tidlig, graakold Vintermorgen. En tæt Taage havde lagt sig ind over Byen, hvis spredte Lygter klippede med Øjnene som én, der er i Færd med at vaagne. Hist og her i Gaderne gik enlige Personer og fejede Fortovene eller rensede Kloakerne; men oppe i Husene laa Beboerne endnu og sov under de tykke Dyner og bag de tæt tillukkende Gardiner. Kun ét Sted – ude paa Jernbanestationen – herskede der Liv og Røre, og et Lyshav straalede ud i Taagen som fra et Fépalads, hvortil Vogne og Mennesker fra alle Sider strømmede sammen. Der var et forfærdeligt Spektakkel. Hele Forsalen stod stuvet fuld af alle Slags Folk, et broget Mylr af indpakkede Julerejsende, der som uformelige Bylter af Pelsværk og Uldtørklæder 183 pressede sig ind mellem hverandre og trængte sig frem foran Billetkontorerne. Billetørerne bandede, Bybudene skreg; en stakkels grædefærdig ung Moder, med et Kuld af skudrende Smaabørn trykket op omkring sig, stod midt i Trængslen og kunde ikke komme frem, og en ung, humoristisk Student vakte midt i Forvirringen en skraldende Latter ved sine Sivsko og sin kinesisk-brogede Slobrok, som han havde taget uden paa sin Overfrakke og bundet sammen om Livet med et højrødt Skjærf. I sidste Sekund kom en Droske farende, og en høj, bleg Herre i Zobelpels for ud. Under samtlige Funktionærers Forbandelser blev han puttet ind i en Kupé – og det tunge Tog rullede afsted.

Efterhaanden som det dagedes, blev der muntert i de overfyldte Waggoner; man rystedes fortroligt sammen og lo af de overstaaede Besværligheder; Studenterne bredte Tæpper over Knæene og fik Spillekortene frem; selv den unge bekymrede Moders Ansigt lyste af et Smil, som hun sad der midt imellem sine Rollinger og overbeviste sig om, at hun virkelig havde faaet dem alle med sig. I Løbet af Formiddagen klaredes ogsaa Himmelens 184 Aasyn, og lutter glade Julemennesker fyldte Dækket paa Sejladsen over det spejlblanke Belt. Kun den høje Herre i Zobelpelsen sad og rugede nede i en lille Kahyt, hvor han havde lukket sig inde.

Men lidt efter lidt tyndedes Flokkene; allerede paa det grønne Fyens Land svandt de kjendeligt ind, og da Fredericia var passeret, sad man spredt omkring i Vognene og strakte velbehageligt sine Ben paa Bænkene og Sofaerne. Da meldte ogsaa Mørket sig paa ny, og Taagen kom drivende fra de jyske Moser og indhyllede Landskabet. I tætte, dirrende Draaber satte den sig under de sodede Vogntage og dryppede med en melankolsk Lyd ned paa den tillukkede Rude, bag hvilken den zobelklædte Herre nu sad ensom med sine Tanker.

Det var Anton. Han havde lagt Hatten fra sig paa Sædet og skjulte Ansigtet i sine Hænder, idet han støttede Albuerne paa sine Knæ. Kun glimtvis var det ham fuldt bevidst, hvor han befandt sig, og hvorledes han var kommen her. Han følte blot dumpt, at hans Liv var forspildt, hans Lykke endt. Han vilde intet tænke ud over det at komme 185 hjem – bare komme hjem; og han blev siddende ubevægelig, mens Toget stønnede frem mellem Bakker og gjennem Skove og det kolde Mørke tættere og tættere trængte sig omkring ham.

Imidlertid herskede der stundesløs Travlhed hjemme paa Gudersløvholm. Allerede om Formiddagen havde Betty modtaget et Telegram fra Anton, der kort bebudede hans Hjemkomst, og fra samme Øjeblik havde hun været i fuld Aktivitet for – efter Løfte – at berede ham en festlig Modtagelse. Hun var ellevild af Jubel. Hun havde i de sidste Uger ikke tænkt paa andet end paa den Stund, da hun atter skulde holde ham i sine Arme; og da Timen nu kom, straalede der Lys ud fra alle Vinduerne paa Gudersløvholm for alt paa Afstand at byde ham Velkommen. Fire Begfakler var plantet paa hver Side af Indkjørselen og rakte deres røde Glædesblus op imod den sorte Himmel; paa alle Gange og Trapper var Lamperne tændte, og inde i Stuernes Lyshav for Betty selv omkring med blussende Kinder for at lægge den sidste, skjønsomme Haand paa det Værk, der i Dage havde været hendes kjæreste Tanke.

186 Pludselig lød der Vognrummel nede paa Stenbroen. Hun for sammen. Skulde det allerede være ham?

"Det er Fruens Søster," sagde en Pige, der stod paa en lille Trappestige og bandt en tyk Granguirlande over Døren.

"Ak, ja, det er jo sandt!" – og hun kastede de Blomster, hun havde mellem Hænder, og løb gjennem alle Stuerne og ned ad Trapperne for at modtage hende. Paa det nederste Trin faldt hun om hendes Hals, og alt for betaget til at agte paa hendes smerteligt fortrukne Miner eller til at høre Kancelliraaden, der var bleven staaende udenfor Døren i et Anfald af heftig Graad, trak hun Søsteren med sig op ad Trappen.

"Du er da vel bleven overrasket, haaber jeg. Men du vil blive det mere, naar du kommer ind … Aa, jeg er saa lykkelig!" sagde hun og lagde Armen om hendes Liv og kyssede hende lidenskabeligt.

De kom ind i Dagligstuen. Under den store, tændte Krystallysekrone stod et Bord festlig dækket med Sølv og Frugter, netop paa samme Maade som hin Aften, da Anton rejste; friske Blomster laa som en Rand over 187 Dugen, og over alle Dørene hang Granguirlander og smaa Danebrogsflag.

"Nu? – kan du kjende det igjen?" spurgte Betty leende.

Kamma maatte støtte sig til en Stol; hendes Hjærte snørede sig sammen. Men Betty tog hende atter om Livet og førte hende ind i Kabinettet. Her blev der oplyst af smaa Juletræer med Bomulds-Sne og Guldstjerner, der stod gruppevis i Krogene, og ned fra Loftet hang en Krone af forgyldte Kogler og fuld af smaa Lys.

"Er det ikke pænt?" sagde Betty.

Hun vilde derpaa vise hende Sovekammeret, der ogsaa var pyntet, og hvor den festlig klædte Amme var lukket inde med Frits; men i det samme lød der sagte Trin i deres Nærhed, og Kancelliraaden smøg sig ind.

Betty slap Søsteren og stirrede paa ham som paa et Gjenfærd.

"Men Fa'er! … Er du kommen?"

Han bøjede Hovedet. Og Betty saa' paa dem – fra den ene til den anden – mens Farven langsomt skiftede paa hendes Kinder.

188 "Hvad er der? … Hvordan er det, I ser ud?"

"Fa'er kom i Morges," sagde endelig Kamma med bortvendt Ansigt.

"I Morges! Men hvorfor? Hvorfor fulgtes du ikke med Anton?"

"Fordi … Fa'er har villet sige dig forinden, Betty … din Mand har bedraget dig."

"Anton?" – Hun stirrede igjen fra den ene til den anden … "Er det sandt?" sagde hun derpaa næppe hørligt.

"Fa'er fattede strax Mistanke, da han kom derover, og har forvisset sig derom."

"Er det sandt?" gjentog hun – og sank i det samme stille ned paa en Sofa, som hun havde grebet fat i.

Her sad hun længe, ligesom bedøvet, og saa' ned mod Gulvet, mens Kancelliraaden søgte ind i den tilstødende Stue for at skjule sin Graad. – Men Kamma gik hen og lagde Haanden paa hendes Skulder.

"Betty," sagde hun. "Jeg tvivler ikke om, at du nu véd, hvad du skylder dig selv at gjøre … ikke sandt?"

Betty løftede ligesom sky sit Blik op imod Søsteren og sænkede det igjen.

189 "Ja," sagde hun derpaa fast besluttet.

"Og du forstaar, at du ikke kan være her en Time under Tag med en Mand, som du ikke længere kan betragte som din Ægtefælle."

"Ja … jeg maa bort," sagde hun tonløst.

Der gik som et triumferende Lys over Kammas blege Ansigt. Hun fattede Søsteren med begge Hænder om Hovedet og trykkede hende til sig, idet hun kyssede hende paa Panden: "Stakkels lille Bet, min egen Søster!"

I det samme viste en Pige sig i Døren med to store Armstager med tændte Lys. Men ved Synet af disse vaagnede Betty med ét til Bevidsthed.

"Sluk! Sluk! Sluk!" næsten skreg hun vildt og holdt ligesom afværgende Hænderne ud for sig. "Sluk! Sluk! … O, Gud … O, Gud! … O, Gud!" stønnede hun og skjulte sit Hoved i Sofahjørnet.

Kamma gik hen til Pigen og gav hende Ordre til hurtigt at lade alt unødvendigt Lys slukke over hele Bygningen og give en Karl Paabud om ved første Vink at være parat med en lukket Vogn. Derpaa satte hun sig hen 190 til Betty for strax at aftale alt fornødent om hendes Opbrud.

… En halv Time senere kjørte Anton ind i sin Fædrenegaard. Han steg vaklende op ad de kjendte Trapper, men ingen mødte ham. Først i den halvdunkle Dagligstue, som kun en enlig Lampe oplyste, traf han Kamma staaende ved Bordet, med Knoerne paa den venstre Haand støttet mod Pladen. Hun rørte sig ikke for at modtage ham; og han gjøs under det Blik, hvormed hun betragtede ham.

"Hvad skal dette sige?" udbrød han. "Hvor er Betty?"

"Deres Hustru, Hr. Godsejer" – sagde hun langsomt og med bitter Stolthed – "er ikke her. Hun har overdraget mig at sige Dem, at der er Ting saa foragtelige, at de løser fra ethver Hensyn. Jeg behøver sikkert ikke at forklare mig nærmere … og De vil derfor forstaa, hvorfor det er mig og ikke hende, der modtager Dem her."

"Hvor er Betty? Jeg vil tale med hende."

"Min Søster vil ikke tale med Dem. Hun taaler end ikke at høre Deres Navn nævne. De har krænket hende saa dybt som nogen Kvinde kan krænkes, og hun véd, hvad hun 191 skylder sig selv og sin Stand, … min Søster er ikke længere Deres Hustru. Hun løser sig fra ethvert Baand, der har knyttet hende til Dem."

"Det er ikke sandt! Det vil Betty ikke, … det kan hun ikke nænne. Jeg vil tale med hende. Hun maa høre mig. Hvor er hun henne? Hvad skal dette sige? Hvem har givet Dem Ret til at tale her? Sig mig, hvor hun er; hun skal høre mig. Jeg vil se hende; jeg vil – – " Der hørtes Lyden af en Vogn, der rullede hen over Stenbroen og fjærnede sig. – "Hvad er det?"

"Det var, Hr. Godsejer! – Deres Hustru og Søn, som nu forlod Dem. Og for at De intet skal misforstaa, kan jeg fortælle Dem, at min Søster har hørt denne vor Samtale bag ved denne Dør. Det var hende kun om at gjøre, af Deres egen Mund at faa Vished for Deres Skyld; det var alt. Da hun fik den, har hun – som De ser – ikke vaklet; og jeg venter derfor, De ikke gjør Dem noget som helst Haab om ved Overtalelser at kunne indvirke paa hendes Beslutning. Hun er ikke længere Deres Hustru, og hun forbander den Time, da hun blev det. – – "

**
*

192

Nizza.

Kjære Moder!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Paa dit diskrete Spørgsmaal angaaende Fru Conerding skal jeg give dig et aabent Svar. Ja, hun er min Elskerinde. Som du sagtens véd, har hendes Mand og hans Familje øjeblikkelig forlangt Skilsmisse og – efter til sidste Hvid at have forbrugt hendes Formue – forladt hende saa at sige uden det nødtørftigste. Barnet har de taget fra hende under Paaskud af, at hun ikke var værdig til at opdrage det, og fra alle Sider har hun været Gjenstand for en Foragt, der gaar over alle Grænser. Ja, jeg maa dog tilsidst give dig Ret i, at det er en underlig Verden, og at vor Moral navnlig i dette Kapitel er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker.

Hvad mig selv angaar, saa lever jeg her ganske vel fornøjet. Jeg vilde lyve, ifald jeg sagde andet. Her er mange fortræffelige Mennesker, jeg har stort Udbytte af at 193 holde Samkvem med. Om noget fornyet Samliv med min Hustru har jeg nu opgivet ethvert Haab, og maaske er det ogsaa bedst saadan. Jeg hører fra anden Haand, at Kancelliraaden nu har solgt "Nathalies Minde", og at de flytter til Kjøbenhavn. Naar det er sket, tager jeg maaske hjem for nærmere at ordne mine Sager. Jeg tænker lidt paa en Plads i Diplomatiet, men man siger mig rigtignok, at jeg er for kompromitteret. Landsthingspladsen ryger da sikkert i Lyset af samme Grund; men derover skal jeg ikke græde.

Vejret her er glimrende. Vi var i Gaar paa en Udflugt i Bjærgene sammen, et helt Selskab fra Byen. Det var højst fornøjeligt. Damerne her er virkelig overordentlige. I det hele gaar Tiden godt, bedre end jeg havde ventet. Jeg gaar daglig lange Spasereture i den prægtige Omegn, men i næste Uge tager jeg vist ind i Schweitz. Derfra skal du atter faa en Hilsen.

Din
Anton.