Skændegæsten

Engang efter 1930 udfærdigede Pontoppidan en manuskriptside for hvis historie der er gjort rede først i Thorkild Skjerbæks bog Kunst og budskab (1970), s. 267-73, dernæst i Flemming Behrendts "Efterskrift" til Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner 1905-1927 (2011). Heri henvises til denne oversigt over tekststedets sammenhæng i de forskellige udgaver af Mands Himmerig.

Mands Himmerig 1927, 1. oplag s.218-19 Mands Himmerig 1927, 2.-3. oplag s.218-19 Mands Himmerig 1927, 4. oplag s.176 Efterladt manuskript
Han havde om Eftermiddagen haft en anden Oplevelse, som ogsaa førte ham hans Fortid for Øje i et Syn, der sved i Hjertet. Paa Vejen hjem fra Kontoret havde han mødt en af de store, blomstersmykkede Charabanc’er fulde af nybagte Studenter, der i disse Dage kørte Æresrunder gennem Gaderne. De glade, unge Mennesker svang deres hvide Huer, skreg Hurra og jublede i ungdommeligt Overmod. For atten Aar siden havde han selv haft Plads i Triumfvognen som den sorgløseste af de sorgløse, og om Aftenen ved Punsjegildet ude i Skoven havde han holdt en Tale paa Vers. Han kunde se sig selv staa derude under de brede Bøgekroner, trolddomsagtigt belyst af Skæret fra Punsjebollens Flammer, bekranset af Kammeraterne, tiljublet som en ung Han havde om Eftermiddagen haft en anden Oplevelse, som ogsaa førte ham hans Fortid for Øje i et Syn, der sved i Hjertet. Paa Vejen hjem fra Kontoret havde han mødt en af de store, blomstersmykkede Charabanc’er fulde af nybagte Studenter, der i disse Dage kørte Æresrunder gennem Gaderne. De glade, unge Mennesker svang deres hvide Huer, skreg Hurra og jublede i ungdommeligt Overmod. For atten Aar siden havde han selv haft Plads i Triumfvognen som den sorgløseste af de sorgløse, og om Aftenen ved Punsjegildet ude i Skoven havde han holdt en Tale paa Vers. Han kunde se sig selv staa derude under de brede Bøgekroner, trolddomsagtigt belyst af Skæret fra Punsjebollens Flammer, bekranset af Kammeraterne, tiljublet som en ung Saa havde han desuden paa Hjemvejen fra Kontoret haft en Oplevelse, som sved i Hjertet. Han havde paa Østerbro set en af de store, blomstersmykkede Charabanc’er med nybagte, jublende Studenter, der i disse Dage kørte Æresrunder gennem Gaderne. For sytten Aar siden havde han selv haft Plads i Triumfvognen som den sorgløseste af de sorgløse og om Aftenen ved Punsjegildet ude i Skoven, hvor han havde holdt en Tale, var han blevet bekranset af Kammeraterne som en ung Han havde om Eftermiddagen haft en anden Oplevelse, som ogsaa førte ham hans Fortid√en for Øje i et vemodigt Syn. Paa Vejen hjem fra Kontoret havde han mødt en af de store, blomstersmykkede Charanbanc’er fulde af nybagte Studenter, der i disse Dage kørte Æresrunder gennem Gaderne. De glade, unge Mennesker svang de hvide Huer, skreg Hurra og jublede i ungdommeligt Overmod. For atten År siden havde han selv haft Plads i Triumfvognen som den sorgløseste af de sorgløse, og om Aftenen ved Punsjegildet ude i Skoven havde han holdt en stor Tale. Han kunde se sig selv stå derude under de brede Bøgekroner, trolddomsagtigt belyst af Skæret fra Punsjebollens Flammer, bekranset af Kammeraterne, tiljublet som en ung
Dionysos, der 219 henrev til Begejstring. Gud. Ja, hvilke 219 vældige Syner, der den Gang jog ham gennem Sjælen! Hvor stort han havde drømt om Landets og sin egen Fremtid! De gamle Kæmper var stegen frem af deres Gravhøje. Fortidens store Skikkelser drog ham lysende forbi, en straalende Række, der styrkede ham i Troen paa Nationens Genrejsning og en ny Guldalder. Gud. Gud, mens strålende Syner jog ham gennem Sjælen! Hvor stort han den Gang havde drømt om Landets og sin egen Fremtid! Alle Fortidens store Skikkelser var draget ham lysende forbi og √havde styrket ham i Troen paa Nationens Genrejsning og en √Storsindets ny Guldalder, som han var kaldet til at √være Fører for skabe. –
Og nu? Her sad han som en afskyet Skændegæst, Landets ensomste Mand, frygtet og hadet. Hvad andet havde han i Grunden at gøre end at rejse bort? Inderst inde troede han dog ikke længer paa nogen Fremtid for dette Folk. Hvorfor da ikke lade det dø i Fred? Og hvorfor ikke unde sig selv Hvile i Stedet for at fortsætte en grum Haandtering, som han undertiden selv følte Rædsel for ligesom Kirurgen, naar han efter en mislykket Operation i Ensomhed betragter sine blodige Hænder. Og her sad han nu som en afskyet Skændegæst, Landets ensomste Mand. Hvad andet havde han i Grunden at gøre end at rejse bort? Inderst inde troede han dog ikke længer paa nogen Fremtid for dette Folk. Hvorfor da ikke lade det dø i Fred? Og hvorfor ikke unde sig selv Hvile i Stedet for at fortsætte en grum Haandtering, som han undertiden selv følte Rædsel for ligesom Kirurgen, naar han efter en mislykket Operation i Ensomhed betragter sine blodige Hænder. Nu sad han her som en afskyet og ensom Skændegæst, Landets mest hadede Mand, hvem hele Helvede var sluppet løs paa. Og nu sad han her som en afskyet Skændegæst, √forladt af alle, Landets ensomste Mand. Inderst inde troede han dog ikke længe[r] paa nogen Fremtid for dette Folk, der blindt styrede sin Undergang i Møde. Hvorfor da ikke lade det dø √fredeligt i sin HalvfForblindelse? Hvorfor ikke unde sig selv Fred og behagelig Hvile i Stedet for at fortsætte en grum Haandtering, som han til Tider selv følte Rædsel for – ligesom Kirurgen, når han efter en mislykket Operation i Enrum betragtede sine blodige Hænder.