Paa Knæ for Menneskeheden
Per opdagede pludselig midt i Stuen en sortklædt Skikkelse – en ung Dame – der |92| maatte være kommen ind ad en Dør lige bagved ham.
"Min Datter," forestillede Fru Salomon.
Per blev i højeste Grad ubehageligt overrasket. Det var aldrig faldet ham ind, at der kunde være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, – og han sendte øjeblikkelig den gamle Salomons Millioner en bekymringsfuld Tanke. Maaske er der endda flere! – fór det igennem ham med formelig Skræk.
Dette Ubehag, der straks vaktes hos ham, forbedredes nu ikke ved den overlegne Ligegyldighed, hvormed den unge Dame hilste ham, eller ved den nærmere Betragtning af hendes Person. Hun syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var lidt højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem mager, – en Egenskab, han kun havde kunnet tilgive en Kvinde i Verden, Fransisca. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en stor, kroget Næse, en lille Mund og næsten ingen Hage, – et fuldkomment Papegøjefjæs, sagde han ved sig selv.
Det var i det hele for Per, som om der med dette Menneske var gledet en Skygge ind i hans Æventyrrige. Da hun ikke en Gang tog Plads henne hos Moderen eller med et Ord blandede sig i Samtalen, fandt han det mest passende at |93| benytte Lejligheden til at bryde op. Et Øjeblik efter tog han da ogsaa Afsked. Henne fra et Blomsterbord sendte den unge Dame ham en knap nok høflig Hilsen.
"Det var vel altsaa det saa meget omtalte Naturmenneske," sagde hun med et Skuldertræk, saa saare Døren havde lukket sig efter ham. "Han gjorde unægtelig ikke noget stærkt civiliseret Indtryk.
"Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt," sagde Fru Salomon. "Stakkel, han har nok altid levet under saa fattige Forhold, fortæller Ivan."
"Ja, det er det ulykkelige … Gud give, der en Gang vilde opstaa en stor Mand herhjemme, der fødtes rig. Vi slap da en Gang for det Armodspræg, der i Længden virker saa ensformig ynkværdigt … Og han var jo ikke en Gang køn. Nanny udbasunede ham forleden som en komplet Byron."
"Naa, køn … men han ser ganske godt ud."
"Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig," sagde den unge Pige i overnervøs Tone. "Jeg lider nu en Gang ikke lyse Øjne … og allermindst i et mørkt Ansigt. Der er noget bastardagtigt ved det. Og saa saa' han saa brutal ud," tilføjede hun lidt efter med et Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem Sjælen.
"Jeg troer, han har irriteret dig, Jakobe."
|94|
"Det har han ogsaa. Hvorfra har Nutidens Herrer mon faaet den slagteragtige Maade at betragte Damer paa? Det er, som om de med Blikket vejede, hvor mange Pund Kød vi har paa Kroppen."
"Ja, han var lidt udannet, det saa' jeg nok. Men man maa nu holde unge Mennesker lidt tilgode," sagde Fru Salomon sagtmodigt.1
Disse to, den danske præstesøn Per Sidenius og den jødiske købmandsdatter Jakobe Salomon, bliver det dominerende kærestepar i Pontoppidans roman Lykke-Per. Jakobe og Per finder ikke mindst hinanden i et uforsonligt had til kristendommen. For Jakobe udsprang det af en tidlig ungdomsoplevelse:
Det var paa en af Berlins store Banegaarde. Jakobe var kørt derhen for at tage imod en fra Hamborg kommende Veninde, sammen med hvem hun et Par Timer senere skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Idet hun fra Forhallen traadte ind under den mægtige Glashvælving, saa' hun noget borte paa Perronen en Opstilling af ynkværdige Skikkelser – Mænd, Kvinder og Børn – hvorom en Kreds af Nysgærrige stod og gabede, idet de holdtes i Afstand af et Par Politibetjente. Paa Grund af Staklernes sydlandske Udseende og de brogede og fantastiske Pjaltedragter, hvori særlig Kvinderne havde indhyllet sig, tænkte hun, at det var en forkommen Gøglertrup, der af Myndighederne befordredes tilbage til Hjemstedet; og af Frygt for det stærke Indtryk, Synet af menneskelig Elendighed altid gjorde paa hende, vendte hun sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en Baare; og paa denne laa – blot tildækket med en Kappe – en gammel, udtæret Mand, der saa' sig forvildet om med et Par feberglødende Øjne. Mere og mere uhyggelig tilmode paaskyndede |122| hun sin Gang og spurgte den første Jernbanebetjent, hun mødte, hvor Ventesalene var. Med et ejendommeligt Smil, som hun først senere forstod, saa' han op og ned ad hende og pegede derefter hen imod en Række aabentstaaende Fløjdøre, udenfor hvilke en Del tavse Mennesker havde forsamlet sig. Da hun naaede derhen, mødte der hende et Syn, som i det første Øjebliks Overraskelse vakte hendes levende Optagethed men hurtig fik hende til at lukke Øjnene i Rædsel.
Over hele den store, halvmørke Ventesals Gulv stod og laa og sad paa Hug flere hundrede fantastiske Pjalteskikkelser i Lighed med dem, hun havde set staa paa Perronen: Mænd og Kvinder, graaskæggede Oldinge og nyfødte Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Et ejendommeligt stivnet Udtryk af dyrisk Angst var fælles saa godt som for dem alle. Enkelte af dem var næsten nøgne; flere havde blodige Bind om Panden eller Hænderne; alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de vandret dagevis uden Rast. Men næsten endnu mere uhyggevækkende end deres forskræmte og forkomne Udseende og den Elendighedens Stank, der stod ud af Dørene, var den Dødsstilhed, der herskede derinde mellem de mange sammenstuvede Mennesker. End ikke Barnegraad hørtes, skønt de fleste af de smaa, voksagtige Patteglutter |123| øjensynligt forgæves søgte Næring ved det udtørrede Moderbryst. Et Par Herrer med hvide Mærker om Armen og nogle Damer gik omkring imellem dem og uddelte Klæder og bragte Mad.
Et Øjeblik opstod der lidt Bevægelse henne i Salens mørke Baggrund, hvor en Kvinde var besvimet. Men ud over selve Stedet, hvor Optrinet foregik, bredte Forstyrrelsen sig ikke. Ingen spurgte om, hvad der var sket. Man kastede blot et uvilkaarligt Blik rundt paa sine nærmeste for at forvisse sig om, at man endnu havde sine egne i Behold.
Den store, brogede Skare, i hvilken kun Kvindernes hvide Hovedklæder skabte en vis Ensartethed, var nemlig tydeligt nok grupperet slægtsvis, samlet om Familjeoverhovederne: smaa, sortøjede Mænd, hvoraf flere var klædt i lange Kaftaner med et Bælte omkring Livet. Alle havde de Stave i Hænderne og et eller andet Drikkekar ved Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle medførte dog lidt Husgeraad; og enkelte Steder saa man Børnene sidde med store Øjne og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der aabenbart indeholdt Familjeklenodier.
Jakobe havde i de første Øjeblikke staaet ganske uforstaaende overfor dette ejendommelige |124| Optrin. Da greb hun sig med ét til Hjærtet og havde nær udstødt et Skrig. Under en Fornemmelse af Svimmelhed gik det op for hende, at disse ynkværdige Skabninger var hendes Stammefæller, at hvad hun her saa' for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske Jøder, der det sidste halve Aar var bleven ført gennem Tyskland for ved de mosaiske Menigheders Bistand at befordres over til en uvis Fremtid i Amerika. Hun havde den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, som endnu var halvvilde af Rædsel over de Skændselsgærninger, som Pøbelen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde øvet imod dem. Hun havde læst om, hvorledes man om Natten havde svedet Jødernes Huse at over Hovederne paa dem, udplyndret dem indtil den nøgne Krop, voldtaget deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … men hun havde bestandig søgt at trøste sig med, at Skildringerne maatte være overdrevne; at en saadan Umenneskelighed, begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede. Nu saa' hun her for sig Sandheden – netop saa grufuld, som den var beskreven. Denne Dødens Stilhed, som rugede derinde over den halvmørke Sal; disse Skikkelser, der sad dér som sammenknugede over sig selv |125| eller stirrede huløjede ud for sig, ligesom forfulgte af Erindringens blodige Syner; disse Maskeradedragter, der tydeligt var sammenstykkede af alt, hvad man af Barmhjærtighed havde tilkastet dem paa Vejene; disse Børn, der sad saa trofast og holdt Vagt over de enkelte Smaating fra Hjemmet, som de lykkeligste havde faaet reddet ud fra Ødelæggelsen, – alt skreg i sin Stumhed til hende om den Udaad, der var forøvet.
En ældre, jødisk Dame kom derindefra Salen, hvor hun havde uddelt en Pakke Barnetøj. Da hun bemærkede Jakobes dybe Grebethed, gik hun hen til hende og trykkede hendes Haand med en hebraisk Hilsen.
"Ja – ikke sandt? – kan man tænke sig et sørgeligere Syn," sagde hun uden anden Indledning. "Har De noget at undvære, det være nok saa lidet, saa kan De gøre en god Gærning med det her. Blot at skaffe disse Stakler et Maaltid Mad er vanskeligt i disse Dage, hvor der næsten daglig ankommer fem til seks Hundrede. Og saa at tænke sig, at de fleste af dem har været velstaaende, enkelte endog rige Folk, der aldrig før har kendt Nød! … Kan De se den unge Pige, der staar derhenne op ad Væggen," sagde hun med store Taarer i Øjnene og viste ind paa en høj, rankvoksen Kvinde med en regelmæssig græsk Profil, som i en fattig, brun Regnkaabe, der øjensynligt ikke dækkede andre Klæder, stod ret op |126| og ned ad Muren med Hænderne korslagte over sit Bryst og Øjnene tillukkede. "Hendes Fader skal have været en formuende Købmand. Hun har fra sin Fødsel levet i Overflod … og nu! Hun saa' sin Fader blive stenet tildøde, sine Brødre paa den mest oprørende Maade lemlæstede. Selv blev hun skændet af Banditterne. Som De vist kan se det paa hende, er hun bleven vanvittig, Stakkel."
"Achtung!" lød det i det samme bag dem.
Det var de to Mænd med Baaren, som kom tilbage og nu med stort Besvær banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden at de mange syge, der befandt sig derinde.
Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, at det igen begyndte at sortne for hendes Øjne. Hun gik ind i en Førsteklasses Ventesal, hvis Vinduer vendte ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede i Solskinnet, hvor Sporvogne ringede, og Hunde løb og legede. Hun holdt sig fast ved Vindueskarmen for ikke at falde. Hver Blodsdraabe var vegen fra hendes Ansigt. – – Og dette var virkelig muligt! Disse til Himlen skrigende Skændselsgærninger kunde foregaa for hele Evropas Øjne, uden at en Haand, en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker ringede over denne By, og Præsterne stod paa Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og Næstekærlighedens Sejr |127| i et Land, hvor man med koldblodig Nysgærrighed – ja med Skadefryd – betragtede disse Tog af stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!
Det gav pludselig et Ryk i hende. Der gik et Par uniformerede Politiembedsmænd over Torvet derude – to ægte prøjsiske Beamter-Skikkelser med Slæbesabler ved Siden og Sølvepauletter paa de alenbrede Skuldre. Hun havde et Par Minutter forinden set dem udenfor Ventesalen, hvor de et Øjeblik havde stillet sig op i Døren og med den uanfægteligste Inspektions-Mine overskuet den sørgelige Scene … Aldrig kunde hun siden glemme disse to Mænd, der var saa nøje skabte i Billedet af det Samfund, de ved denne Lejlighed repræsenterede. Saa uudsletteligt havde deres Skikkelser præget sig i hendes Erindring sammen med alt det andet, hun i denne Time havde set og oplevet, at hun aldrig kunde tænke derpaa uden at se ogsaa dem lyslevende for sig med deres brutale Ansigter og overmodige Miner. Og altid priste hun sig da lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben i Haanden i hint Øjeblik. Hun følte nu bagefter, at hun kunde have været i Stand til hensynsløst at dræbe dem med egen Haand.
I Sammenligning med de Sindsrystelser, hun i det hele under Opholdet paa den berlinske |128| Banegaard havde gennemgaaet, vakte den Meddelelse om Advokatens Forlovelse, hvormed hun blev modtaget ved Ankomsten til Pensionatet, knap nok nogen Sorg hos hende. Hun undredes ikke en Gang. Hun havde nu faaet det ubedragelige Bevis for, at hun tilhørte et brændemærket Folk, en Pariakaste. Hun vidste nu, at hun virkelig var en Kvinde, med hvem en Mand ikke kunde træde i Ægteskab uden at nedværdige sig.
Nat efter Nat laa hun søvnløs og saa' Skare paa Skare af blege og blodige Flygtninge drage hende forbi. Og saa ofte Billedet af den skændede og afsindige unge Pige fra Ventesalen steg op for hende i Mørket, spurgte hun sig selv, hvornaar vel Timen slog for hende, for Forældrene og for hendes Søskende. Hendes Fantasi blev tilsidst saa opskræmt, at hun ikke kunde falde hen i det letteste Blund, uden at Stuen fyldtes med Drømmesyner, der fik hende til at vaagne under høje Skrig. Hun saa' sin Moder blive myrdet, saa' Hjemmet i Flammer, Gaderne derhjemme fyldte med hujende Pøbel. Hun havde jo mere end én Gang hørt Faderen fortælle om, hvordan han som treaars Dreng havde staaet rejseklædt tre Nætter i Træk, mens Stenene susede ind gennem Vinduerne og Gadeporten drønede under vældige Kølleslag …2
Før Per frier til Jakobe, har han en dag under spadseretur i skoven ved Salomon-familiens landsted fortalt hende om sin baggrund:
ganske uopfordret [havde han] givet sig til at fortælle om sin Barndom |23| og om sit Forhold til Forældrene og Hjemmet. Han havde – sagde han – længe følt Trang til at lukke noget af sit Inderste op for hende; og hun havde under hans iøvrig saa rolige, undertiden spøgefulde Fortælling modtaget Indtrykket af en dybt rodfæstet Lidenskab. Skønt hun i Forvejen gennem [sin bror] Ivan havde hørt noget om de Forhold, han berørte, maatte hun et Par Gange i Forbavselse se op paa ham og forvisse sig om, at det virkelig var det samme Menneske, der kort forinden i barnlig Kaadhed havde fanget Sommerfugle i sin Hat. Saa ærligt og uudslukkeligt hendes eget Had til Kristendommen var, blev hun næsten skræmmet af den dystre Hævngerrighed, han aabenbarede med sine Ord.3
Den første elskovsnat oplever de to forlovede i de østrigske alper. Et par dage efter er de på tur i bjergnene:
De var naaet hen til et Sted, hvor Vejen atter svingede, og da der her stod et Par smaa Kastanietræer, der kastede lidt Skygge over Stenene, besluttede de sig til et Hvil. Per bredte et Rejsesjal ud for Jakobe, der var træt og straks satte sig. Og pludselig kom de til at huske paa, at de havde glemt at spise deres Frokost, som laa i Rucksach'en. Dette fik dem til at le, og en lille Stund glemte de nu deres Sorg.
Da Per havde faaet sin grønne Sejldugspose ned fra Ryggen, opdagede han ovre ved den modsatte Side af Vejen en opmuret Nische med et stort og groft malet Træbillede af den korsfæstede. Det Saae uhyggeligt ud. Fra Tornekronen og Naglegabene randt Blodet i tykke, røde Strømme ned over det skindmagre Legeme.
"Fy for Pokker!" udbrød han. "Skal vi have det hæslige Gespenst at se paa. Lad os hellere flytte os.
"Aa nej", bad Jakobe. "Lad os blive … nu kan jeg ikke mere."
"Ja ja, naar du be'r for ham. Vi kan jo ogsaa |133| vende Ryggen til – Har du rigtig set, hvor smukt her er?"
Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem, fuld af Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt Ost og et Par Æg. Per havde sat sig ved Siden af Jakobe paa den nøgne Sten, og da de havde spist, og han havde tændt en Cigaret, sad de Haand i Haand og Saae ud i den gyldne Taage.
Pludselig løftede han Hovedet og lyttede.
"Kan du høre?" sagde han.
"Hvilket?"
"Hører du ikke? Kirkeklokken … etsteds dernede fra Dalen. – Er det dog ikke hæsligt? At man endogsaa heroppe, midt i Naturens Eventyrrige, skal forfølges af det Spøgelseglam!"
Han gav sig til at fortælle hende, hvorledes han allerede som Barn havde hadet denne Lyd, der paa hans Drengefarter ude paa Fjorden og i Engene straks havde indhentet ham og listet sig ind i hans Øre som en truende Mumlen af en usynlig Mørkets Aand. Jakobe trykkede ømt hans Haand og sagde, at ogsaa for hende havde denne triumferende Klokkelarm lydt som en Trusel og en Forbandelse, der endnu kunde bringe hendes Blod i Kog. Halvt smilende, halvt melankolsk fortalte hun, hvorledes hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Kirkerne ringede, for at ingen skulde se hende græde af Harm; |134| og hun kunde huske, hvordan hun ofte paa Hjemvejen fra Skolen havde sendt udfordrende Blikke op til Klokken over Garnisonskirken, hvor hendes Klassekammerater, Admiralsdatteren og de to Komtesser, havde deres faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.
"Tænk, Per! Allerede saa tidlig har vi altsaa haft de samme Tanker," sagde hun. "Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?"
De trykkede sig endnu tættere sammen og talte om Fremtiden, drømte om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.
"For det er dog al denne Klokkeklang og denne Præstebrægen, der har gjort os bestandig frygtsommere og uslere", sagde Per. "Hvad vi i de sidste to Aartusinder har faaet udrettet af nyttigt og stort og dristigt i Tankens eller Handlingens Verden, har vi kun naaet gennem Kamp med den sorte Skare af Kutte- og Kjolemænd, som vi aldrig har haft Mod til at slaa tilgavns for Panden. Hvordan Pokker det er, … i sidste Øjeblik har vi altid faaet Angstfornemmelser. Selv under den store Revolution fik man jo hurtigt travlt med at feje Skarndyngerne ned fra Kirkealtrene. Veed du, jeg har i den sidste Tid ofte tænkt paa en gammel Historie, som jeg har hørt engang. Det er Fortællingen |135| om Bondedrengen, der vilde være Friskytte. Du kender den vel?"
"Friskytte? Hvad er det?"
"En Friskytte? Du veed det ikke! Jo, det er et Menneske der skyder med Heksekugler, Kugler, hvormed man rammer alt, hvad man sigter paa, det svæve nok saa højt over ens Hoved Ørnen i Skyen, Guden i Himlen! Men forinden maa man en maaneklar Nat stille sig paa en Kors vej, hvor der staar et Krusifiks, og her skyde tre Skud mod Kristusbilledet – saa vender Kuglerne tilbage i Bøsseløbet og faar den Magt, jeg talte om."
"Aa – "Der Freischütz" altsaa!"
"Ja rigtigt! – Men da det kom til Stykket, svigtede Modet den Mand i Fortællingen. Hver Gang han hævede Bøssen mod Krusifikset for at tage Sigte, rystede hans Fingre, og hver Gang han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Haand, – og han blev alle sine Dage aldrig andet end den Bondeknold, han var født til at være. Og er det egentlig ikke gaaet de fleste kristen fødte saadan? Vi kalder os Fritænkere men gaar dog stadig paa Akkord med den hellige Treenighed: Løgnen, Dumheden og Slavefrygten. I Stedet for rask at sparke Afgudsbilledet overende indskrænker vi os til at tage Afstand fra det, de saakaldte "alvorlige og dybe Naturer" endog med respektfulde Buk. Kommer det højt, giver vore skrivende Folk sig til at ivre mod Spøgelsetroens "Udvækster".
|136| Aldrig fik vi Mod til at spytte den blege Herre, der hænger her bag os, vor Modbydelighed lige i Ansigtet. – – Se rigtig paa ham, Jakobe!" vedblev han i stigende Ophidselse og vendte sig om mod Murnischen med det plumpt udskaarne Kristusbillede. "Hvilket hæsligt Gespenst! Hvilken lav Ydmyghed! Hvilken fræk Tilskuestillen af egen Pjaltethed! Og at tænke sig, at denne skidne Benrad i to tusind Aar har kunnet holde Menneskene nede i en saa nedværdigende Trældom! Og at jeg selv har haft en Snært af Galskaben! – Men, Jakobe, nu er min Prøvetid omme! Friskytte vil jeg være nu! Heksekugler vil jeg støbe til Pibekraverne derhjemme. Nu har jeg Mod!"
Han sprang op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, sendte han med Udraabet: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" – tre Skud mod Kristusbilledet, saa Splinter af dets Hoved og Bryst sprang ud paa Vejen.
I det næste Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Bulder, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.
Per havde vendt sig om og var et Øjeblik lidt bleg. Da brød han ud i en Skoggerlatter. Han forstod hurtigt, hvad det var, og huskede |137| nu ogsaa, at han et Par Steder paa Vejen havde set Opslag, hvor der paa tre Sprog stod "Man bemærke Ekkoet!"
"Ja, – ruml kun, Spøgelser!" raabte han ud.
"Begrav jer i jeres Kælder!"
Og i sin Overgivenhed hævede han igen Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen, som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs.
"Men Per dog – saa vild du er!" raabte Jakobe, der hurtigt havde rejst sig og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig om hans Hals. "Hvad gaar der dog af dig!"
"Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! – Men kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar".4
I et af de breve de veksler under Pers fortsatte rejse, skriver Jakobe:
(…) iaftes læste jeg i "Berlingske |41| Tidende" et tre Spalter langt Referat at en Sørgetale, holdt af en eller anden Stiftsprovst ved en eller anden Konferensraadsbegravelse i Frue Kirke. Jeg kunde have Lyst til at sende dig Bladet. Sjælden har jeg læst noget saa oprørende dumt og arrogant. Naturligvis henflød den hellige Mand i Medlidenhedsgraad over "de ulykkelige", der levede Livet uden Evighedshaab, og for hvem Døden kun var en Rædslens Port ud til det bundløse Intet. Og der var den sædvanlige selvforherligende Henrykkelse over Troen, uden hvilken "Livet ikke var til at udholde". Hvorfra veed han nu det? Mon han har prøvet det? Min gamle Halvonkel Philip plejede at sige om sig selv, at han havde samme Tro som sin Kakkelovn, nemlig, at Livet var Flamme, Bulder og Os, og "der var ingenting ovenfor Skorstenen". Alligevel var han til sin høje Alderdom en meget lykkelig og ogsaa en lystig Mand. Da han laa paa sit Dødsleje, og Lægerne ikke rigtig kunde komme efter hans Sygdoms Art, spøgte han dermed og sagde, at det ærgrede ham frygteligt, at han ikke engang kunde faa at vide, hvad han døde af. Og dette er langtfra noget enestaaende Eksempel. Baade i min egen Familje og mellem mine Bekendte har der været mange uden mindste religiøs Tro og dog er de gaaet lige saa stolte og frejdige i Døden som nogen Stiftsprovst.
"Jeg tænker ofte paa, om de Kristnes overdrevne |42| Angst for Døden, udsprungen som den oprindelig er af Læren om en hinsidig Dom, ikke tillige bunder i den Omstændighed, at Kristendommen i Modsætning til andre betydende Religioner opstod og udvikledes i en Almue og tilmed i et forkuet Folk. Der bestaar dog vistnok en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst. Jeg glemmer aldrig det Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg engang i et tysk Museum saae nogle Gibsafstøbninger af de Lig, der er fundne i det udgravede Pompeji. Der var derimellem en Herre og hans Slave, begge øjensynligt overrumplede af Askeregnen og kvalte i Løbet af faa Minutter. Men hvilken Forskel i Ansigtsudtrykkene! Paa Slavens Ansigt læstes den mest forvirrede Rædsel; han havde væltet sig om paa Ryggen, Øjenbrynene var løftet helt op til Haaret, den tykke Mund stod aaben, man kunde ligefrem høre ham skrige som en Gris, naar den bliver stukket. Den anden derimod havde bevaret sin cæsariske Værdighed lige ind i Døden. De fast tillukkede Øjne, den fine, sammenklemte Mund var præget af den stolteste og skønneste Resignation overfor det uafvendelige.
"Det er for mig netop den væsentligste Anklage, der kan rettes mod Kristendommen med dens Evighedshaab, at den berøver Livet dets dybe Alvor og dermed dets Skønhed. Naar man opfatter vor Tilværelse her paa Jorden bare som |43| en Generalprøve paa den egentlige Forestilling – hvor bliver da Festligheden af? Men selv om jeg ikke personlig var fuldt og fast overbevist om, at Livets store, ophøjede Endemaal er Tilintetgørelse, og at det netop er Kendetegnet paa et virkelig aandsudviklet Menneske, at det kan forsone sig med en saa uselvisk Tanke og føle det som en harmonisk Afslutning paa Livet, at vi saaledes tilbagegiver Alnaturen de Kræfter, der har virket i os, medens alle kristelige Drømme om Udødelighed og Himmerigsfryd kun er Omformninger af uciviliserede Folkeslags plumpe Forestillinger om evige Jagt- og Krigsglæder, – ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? – – Du maa virkelig tilgive mig, men jeg kommer til at skylde dig en Eftersætning til en anden Gang – Nej, nu har jeg det! Jeg vilde sige, at selv om jeg altsaa ikke i Døden saae en absolut Selvopofrelse, den fuldkomne Hengivelse til Altet og vor uopløselige Forening med det, saa skulde jeg dog have mig meget frabedt at vide noget om, hvad der blev af mig, naar jeg engang nu forlader denne Verden og alt, hvad jeg her har faaet kært. Herregud, vi er jo dog alle enige om ikke at turde ønske os nogen Forudviden om vor jordiske Fremtid, men er tværtimod glade ved, at den evige Visdom har tilhyllet de kommende Dages Indhold for os. Dersom vi i Forvejen ejede Forvisningen om, hvad der ventede os i Livet, vilde |44| dette, hvor lykkeligt det saa end formede sig, sikkert "ikke være til at udholde". Hvor meget mindre da, naar det gælder et evigt Liv!
"Ak ja – ikke sandt? – denne uudryddelige Teologi! Det gaar mig med den som med alt det andet fra "Fædrene nedarvede", – denne Frase, der er bleven en Slags Løsen for Kulturfjenderne herhjemme. Er det dog ikke forfærdelig nedslaaende og ydmygende, ja rent ud fortvivlende, at der endnu skal kunne rejses Kamp og spildes Tid og Kraft paa de simpleste Grundspørgsmaal? Som om det f. Eks. ikke var selvindlysende, at det netop er al dette "nedarvede" i os, vi allesammen, baade Kristne og Jøder, har den Pligt at bekæmpe, fordi det jo bare er et Værk af Tilfældet, – vi kunde lige saa godt have arvet noget ganske andet, noget helt modsat. Hvor lang Tid skal der endnu gaa, hvormegen Fortræd skal vi Mennesker endnu volde hinanden, før det virkelig bliver forstaaet og gjort til Religion, til eneste tilladelige Dogme, at det ikke er paa det tilfældige, det særegne, men paa det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og Nationernes Liv. – –"5
Da Per på sin rejse når Rom, gribes han ved læsningen af en Romersk Historie for første gang i sit liv af en "historisk Stemning"
Hans Blik havde hidtil udelukkende været rettet anelsesfuldt fremad mod den forventede Stortid, Fortiden havde aldrig sysselsat ham. Nu førtes han endda her helt bagom Kristendommen, ind i en Kultur hinsides den ham fjendtlige Aandsmagt, hvis nedbrydende Virkninger det var bleven ham en Slags Sport overalt at eftervise, og som han indtil det allersidste havde maattet bekæmpe opsaa hos sig selv. I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten hvorom han uklart havde drømt og med hvilken han følte sig selv i Slægt.
I et af sine Breve til Jakobe skrev han:
"Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne,. og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at |71| mistænkeliggøre. Kender du Fortællingen om Kong Pukkelryg? Da Skæbnen engang havde villet, at Majestæten var bleven født med skæve Ben og et Knæk i Ryggen, udstedte han en Forordning, der vendte op og ned paa Begreberne i Landet. Hvad der var smaat, blev kaldt stort, og hvad der var skævt, kaldtes lige. En rank Byg kaldtes en Pukkel, Kæmpen en Dværg. I det forrykte Land lever vi den Dag idag!"6
Men dette ideologiske fællesskab kan ikke holde dem sammen. Endnu en gang forandrer Per Sidenius sig. Efter sin mors død bliver han i Jylland, hæver sin forlovelse med Jakobe, gifter sig i stedet med en lokal præstedatter og omvender sig til hendes fars glade grundtvigske kristendom. Undervejs i denne proces fortælles det om Jakobe:
Hun havde i den senere Tid ofte maattet mindes, hvordan han engang halvt for Spøg havde sammenlignet sig med hin Børneæventyrets Bakketrold, der var krøben op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem denne Verdens Børn men daarlig taalte Solens Lys og idelig af Frygt tyede tilbage til sit lille Jordhul. Hun vidste nu, at der var en dybere Selverkendelse |157| heri, end hun dengang havde forstaaet eller vilde have tiltroet ham.
Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede.7
Alligevel undlader Jakobe ikke indtil enden at angribe Pers åndelige svingtur. Først om hans opgivelse af sin store kanal- og frihavnsplan, en opgivelse han hævder skyldes hans åndelige udvikling:
"Du taler om din Mangel paa Forfængelighed," skrev hun tilsidst. "Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som visse andre Syndere. Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt; men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er saa foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Det kan jo tidt være helt opbyggeligt at iagttage den Virksomhedsaand, der kan vaagne i en Stymper af en Mand, naar der aabner sig Udsigt for ham til et Ridderkors. |63| Ganske særligt har vistnok det danske Folk ikke Raad til at ofre noget af, hvad der kan tjene til Spore for "Kraftudviklingen" – som du i gamle Dage plejede at sige, et Ord, jeg selv er kommen til at holde saa meget af. Vi havde engang her paa "Skovbakken" en fordrukken Gartner, som ved den blotte Udsigt til at blive Formand for den stedlige Afholdsforening erholdt den Kraft til Selvoprejsning, som hverken Trusler eller Formaninger havde kunnet oparbejde hos Fyren. Af hvilken Historie der kan læres, at Forfængelighedens højt udskregne Last endog kan virke ligefrem moralsk! Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive Sange til dens Pris. Og dersom jeg var Præst (med eller uden Præstekrave), vilde jeg udslette den af Menneskenes Synderegister, der jo er tilstrækkelig langt endda."8
I et sidste brev skriver Jakobe direkte om Pers omvendelse:
"Jeg har hidtil ikke følt nogen Trang til at følge den Opfordring, dine sidste Breve har givet, til at komme ind paa en Sag, som aabenbart paany optager dig meget, jeg mener dit Forhold til Kristendommen. At min Tavshed dog ikke skyldes Mangel paa Deltagelse, har du maaske af dig selv forstaaet; men det er mere og mere bleven min Overbevisning, at der er Spørgsmaal, som det er frugtesløst at diskutere. Navnlig gælder det vist, hvor Talen er om Troessager, at vi ikke lader os paavirke af Ræsonnementer. Vi faar den Tro, som Omstændighederne skaber for os. Vort Organ for det religiøse udvikler sig lige saa naturbestemt som Hjerte og Nyrer, og al kunstig Indgriben for at modvirke f.Eks. en arvelig Disposition har vist kun til Følge, at den hele Organisme svækkes.
"I dit sidst modtagne Brev læser jeg imidlertid mellem Linjerne et direkte Spørgsmaal til mig, og dette kræver et Svar, – om ikke af anden Grund, saa for at du ikke skal udlægge min Tavshed som en stiltiende Indrømmelse.
"Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre Grad end dit bestemt ved |128| min Fødsel og mine Oplevelser. Fra jeg var en ganske lille Pige, har den morderiske Forfølgelse, som den kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg næsten, at jeg nu vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen, dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst man læser i dens totusindaarige Historie, røber sig under Fromhedens Maske den samme Forfølgelsesmani, den samme lumske Ødelæggelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse saaledes taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og herpaa – udelukkende herpaa – grunder sig den kristne Kirkes store Udbredelse.
"Det er mig derfor fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, hvorledes retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, kan hendrages til dette Troessamfund, under hvis Vinger de hæsligste Laster har fundet Beskyttelse, eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad de sidste Tidsaldre har fremavlet af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Sandhed, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. Om maaske Reformationen |129| har fremkaldt nogen Forbedring heri, saa er den dog ikke af stor Betydning; og de forskellige moderne Retninger, der synes at tilstræbe en forholdsvis velvillig Forstaaelse af anderledes tænkende, beroliger mig heller ikke. Tværtimod. Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der – maaske blot noget mindre bevidst end de katolske – i vanskelige Tider virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen, der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger, den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden behændigt at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens Krav i samme Øjeblik, hvor et Nederlag truer. At den ikke desmindre vedvarende gør Paastand paa at sidde inde med den eneste, uforanderlige, gudindblæste Sandhed, er et Hykleri, hvortil Verden aldrig har set Mage.
"Og dog, – med alt dette er jeg ikke uforsonlig. Jeg vil endog tro paa Muligheden af en Forstaaelse med Kristendommen, som jo virkelig ejer selvstændige Sandhedselementer af Betydning for Menneskenes Ve og Vel. Men kun paa eet Vilkaar kunde jeg række Kirken Haanden, – det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den paalagde sig selv den Bodsgang, som |130| den fordrer af sine Medlemmer som Garanti for deres Omvendelses Oprigtighed. Lad den gamle Synder tilhylle sit Aasyn, som der staar skrevet, og aabent – for al Folkets Øjne – tilstaa sin Brøde. Det maa være Begyndelsen! Paa Knæ for Menneskeheden, hvis Enfoldighed den har misbrugt, skal Kirken afbede sine Synder! Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet, for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse for sin Fortid! Først da – men ikke før – kan den genvinde Tilliden hos dem, der virkelig er Livets og Lysets Tjenere. – – "9