Thora van Deken

Af Henrik Pontoppidan

271

I

Paa en af Træbænkene i Ventesalen paa en lille østjysk Landstation sad en regnfuld Efteraarsaften et Par Bønder og ventede paa et Tog, der skulde komme om en lille Timestid. Røgen fra deres Piber strakte sig i lange Striber op gennem den raakolde Luft og samlede sig omkring Petroleumslampen under Loftet som en søvnig Sky. De sad og smaasnakkede om en, der laa for Døden. Det var Godsejer Engelstoft, Egnens Standsperson, Herre til Sofiehøj og Ejer af en god Slump rentebærende Papirer.

Denne Mand og hans huslige Forhold havde i de sidste Aar givet Sladderen gode Dage der paa Egnen. Efter et attenaarigt Ægteskab var han bleven skilt fra Konen og havde forlovet sig med en ganske ung, meget borgerlig men saare dejlig Pige, en Søster til Realskolebestyreren inde i Købstaden.

Der var jo adskillige, som i den Anledning havde fordømt Godsejeren strengt. Men ved Siden af al officiel Forargelse havde man gennemgaaende været meget tilfreds med Begivenheden. Fru Engelstoft havde ikke gjort sig elsket paa Egnen. De fleste saae et rent Uhyre i hende. Det var og blev Folk en Gaade, hvordan den smukke og livsglade Godsejer havde kunnet gifte sig med hende. Ganske vist havde hun selv engang været en Skønhed, ikke stor af Vækst men dog ret statelig. Endnu var der en vis Højhed over hendes askeblonde Skikkelse med den linjerette Ryg. Det maatte jo ogsaa erkendes, at det væsentlig skyldtes hendes Paapasselighed og mageløse Energi, naar 272 Sofiehøj og Engelstofts andre Besiddelser, som baade han selv og hans Far havde skaltet noget skødesløst med, igen var bleven bragt i en blomstrende Forfatning. Men hun var saa mistroisk, trættekær og paaholdende, at Folk sagde om hende, at hun fordrede Regnskab aflagt ogsaa for de halve Øre, der gik med i Husholdningen.

Hun var paa fædrene Side selv af Godsejerslægt. Hendes Mor derimod havde været af Bondeæt, Datter af en rig Gaardejer og Hestehandler fra Randersegnen, hvad hun saa langt fra søgte at skjule, at hun tværtimod altid gjorde sig til af sin Mor og hendes Slægt, mens hun overfor Fremmede aldrig nævnede sin Far, Jægermester van Deken. Med junkerlig Frimodighed havde denne nemlig spist og drukket Hestehandlerens Formue op, saa Moderen efter hans Død stod paa Landevejen med sine to halvvoksne Børn. Da Engelstoft første Gang saae sin tilkommende Hustru, var hun slet og ret Gouvernante paa en af Egnens Proprietærgaarde og havde sin Plads ved Bordets nederste Ende ved Siden af Proprietærens Børn.

Men til Trods for sin eventyrlige Ophøjelse fra fattig Lærerinde til Frue paa Sofiehøj var hun Aar for Aar bleven mere indesluttet og menneskefjendsk. "Eddertudsen" kaldte Egnens Bønder hende. Bestandig tvang hun sin fredsommelige Mand til Retsforfølgninger og Sagsanlæg, saa han snart laa i Proces med det Offentlige om Istandsættelse af et Vejstykke, snart med en Købmand, af hvem hun mente sig bedraget, snart med en Nabo i Anledning af et Markskel. Ved den blotte Mistanke om en Forurettelse satte hun før deres hele Velfærd paa Spil, end hun vilde høre Tale om Forlig.

Det havde da ogsaa kostet Ægtemanden en svær Kamp at faa Skilsmissen bragt i Stand. Folk begreb ikke, hvordan Engelstoft havde faaet Mod til det. Hans juridiske Raadgiver, Sagfører Sandberg, havde daglig været paa Sofiehøj i den Uge, Forhandlingerne stod paa; og det fortaltes, at Ægtefolkene, der havde barrikaderet sig i hver sin Fløj af Slottet, kun talte sammen i Vidners Overværelse, mens deres Datter, den sekstenaarige 273 Esther, sad indelukket paa sit Værelse og bevogtedes af Moderen som et Gidsel.

Det var omsider blevet bestemt, at Godsejeren selv skulde beholde Sofiehøj, der havde været Familjens sædvanlige Opholdssted, og at Fru Engelstoft paa Datterens Vegne overtog Agersøgaard, der laa oppe i en afsides Krog af Vendsyssel og var en betydelig større men vanrøgtet Ejendom med store uopdyrkede Hede- og Mosestrækninger. Hun havde foretrukket denne netop paa Grund af Stedets Ensomhed. Desuden tildeltes der hende personlig hundrede Tusinde Kroner i Kontanter.

Samme Aften, som Skilsmissekontrakten om Eftermiddagen var bleven underskreven for den konstituerede Amtmand, forlod hun Sofiehøj tilligemed Datteren, der end ikke fik Lov til at sige sin Far Farvel. Det fortaltes, at det opskræmte og fortumlede Barn havde villet vifte til ham, da han oppe fra sit Vindue i Fortvivlelse raabte hendes Navn ud i Mørket, idet Vognen kørte. Men Moderen havde revet hende Lommetørklædet ud af Haanden.

Allerede et Par Uger efter deklarerede Godsejeren i Stilhed sin Forlovelse med den unge Pige, hvis friske, zigøjneragtige Skønhed havde besat ham. Hun og hendes Bror, Realskolebestyreren, der begge var lige utaalmodige efter at sætte sig tilrette paa Sofiehøj, levnede ham ikke Tid til at falde hen i sin Sorg over Tabet af Datteren.

Men Ulykken havde nu en Gang fæstet Bo paa Gaarden. Knap et halvt Aar efter forkølede den unge Brud sig paa et Julebal, fik Lungebetændelse og døde.

Det blev ved hendes Begravelse sagt, at Engelstoft saamænd snart vilde gøre hende Følgeskab. Han var med eet bleven en gammel Mand. Fra sin Ungdom havde han baaret paa Spiren til en Hjærtelidelse, som nu blussede op og fortærede hans Livskraft.

"Det er, som jeg siger Dig, Per!" sagde den ene af de to Bønder, der sad i Ventesalen og bakkede paa deres Piber. "Han har højstens otte Dage igen. Saa er det forbi. Det er Doktorens egne Ord."

274 "Herregud," sagde den anden, der var en ældre Mand med et indadvendt Udtryk. "At det skulde faa saa hastig en Ende med ham!"

"Ja, besynderlig er det at tænke paa – det er sikker og vis. For saa meget skal siges – en Stadsmand har Engelstoft alle sine Dage vaaren. Og skikkelig mod Fattigfolk, – saa længe han da fik Lov til det for Kællingen."

"Herregud!" gentog den anden fortabt i sine Tanker. "At det skulde ta'e en saadan Ende!"

"Ja, hvem skulde ha'e tænkt det! For Engelstoft er dog endnu en yngre Mandsperson. Lad vos se, – han kan vel næsten knap være et halvhundrede. Men det er ikke altid Aarene, der skal regnes paa. Det skal man lægge Mærke til! Sorgerne æder paa Indvoldene, – det er et gammelt Ord. Og Engelstoft, han har nu ligegodt haft sit Læs at trække paa. Gud i al Evighed, hvad har den stakkels Mand ikke gaaet igennem med Eddertudsen, inden han kom vel af med det Spøgelse. Uha! Uha! Hun har sat ham mangen hvid Tot oven i Skallen."

"Ja, hun var en led Heks. Det maa ikke siges anderledes."

"Uha! Uha! – Og kan man nu tænke sig noget mer kreperligt, end at Kæresten saadan skulde gaa hen og dø fra ham af, ligesom han bedst havde faa't henner. Det maa jo dog ha'e ærkret ham gevaltig."

"Ja ja, Mads, – det var nu saadan Guds Vilje."

"Det var natyrlig, det er et sandt Ord, Per! – Men saadan en dejlig Pige det ligegodt var. Jeg kan huske engang – det var lige akkurat et Aarstid siden omtrent – jeg kom agende ovre fra Lime Mose med et Læs Tørv. Saa mødte jeg dem inde i Østskoven. De kom ridende lige imod mig paa et Par røde Bæster. "Goddav, Mads Iversen!" sa'e Engelstoft nok saa frejmodig og slog ud med hans Ridepisk. Og Kæresten hun smisket lidt og red om til fjermer. Hun var lidt rød i hendes Kinder – for de havde jo siddet hinanden noget nær. Det var et helt yndigt Syn."

"Aa ja … det kan jo nok vær'! Men – n …!"

"Aldrig i mine livsskabte Dage har jeg set et Mennisk' med 275 saa fornøjeligt et Øjekast som det Pigebarn! Og sikke Lemmer der sad paa hende! Det skulde Pinedø' ingen ha'e tænkt dengang, at hun tre–fire Maaneder efter skulde ligge tre Alen under Jorden og kede sig."

"Ja, det skulde nu saadan være, Mads!"

"Javel; der er ikke noget at sige til det. Og sikken Begravelse hun fik! Jeg er sikker aa, at Engelstoft selv faar den ikke kostbarere."

"Godavten!" lød det i det samme fra det andet Hjørne af Ventesalen.

Det var Stationskarlen. Han kom ud fra Kontoret med en tændt Haandlygte.

"Godavten!" svarede den ældre af Bønderne efter en Stunds Forløb.

"Godavten!" sagde nu ogsaa den anden, en stor, duknakket Mand med en rødlig Skægvækst, der fortsatte sig helt ud paa Ørene. "Vi sitter og snakker om Engelstoft."

Stationskarlen gav sig til at skrue op paa Lampen under Loftet – Tegnet paa, at Toget var i Vente.

"Ja, det skal nok være bleven rent skidt med ham, siger de."

"Han har højstens en otte Dages Tid at holde Livet i. Det skal være Doktorens egne Ord."

"Han maa nu ligegodt ha'e holdt en Klat af det Pigebarn, siden han la'r sig saadan sla' ner."

"Det maa du ha'e Lov at sige. Det beviste han da ogsaa godt nok, dengang han købte sig fri for Tudsen for at faa henner. Agersøgaard og et hundred Tusind i Kontant, – det er en rund Skilling for en Kæreste. Den unge Kresten Balle, der er kommen hjem fra Seminariet, han regnede ud forgangen, at om hun ikke var gaaet hen og var død for ham, og de havde været gifte bare som i tyve Aar, saa havde det været 93 Kroner for hver evige gudskabte Dag – med Renterne, forstaar I. Det var en god Dagløn!"

"Ja – og hvad fik han saa for det!" indskød den gamle Bondemand.

"Det har du ogsaa Ret i, Per. Men saadan er det med den 276 Slags Minnisker. Nærensti' det gælder Fruentimmer, la'r de det ryge af alle Skorstenene."

"Har I ellers læst, hvad der staar i Bladet idag?" spurgte Stationskarlen.

"Hvad er det?" udbrød begge Bønderne samtidigt og slap Pibespidsen af Munden.

"Engelstoft har nok givet Sofiehøj hen. Som Dødsgave eller hvad det hedder."

"Til hvem?"

"Det skal laves om til en Velgørenhedsstiftelse efter hans Død. For enligstaaende og svagelige Kvindspersoner. Det staar i Bladet."

"Det kan da vist aldrig ha'e sin Rigtighed," kom det med et helt betænkeligt Tonefald fra den gamle Bonde.

"Jo, det er saamænd nok lige, hvad det skal være!" sagde Rødskæggen og slog bedyrende Haanden mod sit Knæ. "Det ligner justement lige præcis Engelstoft. En rask Mand har han alletider vaaren."

"Ja, for se" – forklarede Stationskarlen videre – "det er jo ligesom en hel Mærkværdighed, at hun – Kæresten – netop skulde hedde Sofie. Det passer med Sofiehøj, forstaar I. Saa bliver jo paa den Maade det hele som en Slags Minde om hende."

"Men kan det nu ogsaa være rigtig lovligt?" sagde den Gamle. "Han har jo da sin Datter."

"Aa, Gud Fader i Himmerig! Det Barn faar jo Guds Gaver alligevel!" skraldede hans Sidemand op. "Agersøgaard falder jo engang til hende. Og en masendes Hovn Penge faar hun fra begge Sider af. Tudsen klatter s'gu ikke sine Skillinger hen. Det skal være farligt, hvad hun klør paa deroppe. De siger, hun har allerede brækket over et halvhundrede Tønder Hede op. Det er et morderligt Fruentimmer."

Udenfor lød der nu tre Slag paa en Signalklokke. Stationskarlen bed Enden af en Rulle Skraatobak og slentrede ud paa Perronen med sin Lygte.

I det samme blev Døren ud til Landevejen slaaet op. Og sammen med Stormen, der fejede ind gennem Rummet og hvirvlede 277 Sand og Papirstumper op fra Gulvet, aabenbarede der sig en livlig lille hjulbenet Mand med en stor Hosekræmmer-Bylt paa Ryggen og en Stav i Haanden.

"Det er jo Wolle." hviskede den store Bonde til den anden.

"Det bette Pjevs skal nok igen afsted med Pakken."

"Naa – hva' sitter I to saa og præker om?" sagde Manden efter at have væltet Bylten af sig og taget Plads paa Bænken ved Siden af de andre.

"Vi snakked om Engelstoft."

"Jeg kunde næsten tænke det. Ja, han er snart ekspederet, sølle Mennisk' – Har I ogsaa hørt det sidste Nyt?"

"Mener du det, som staar i Bladet idag?"

"Nej, jeg mener minsæl det, som staar derovre i Rejsestalden."

"Hvad er det?"

"Det er Engelstofts den nye Landauer, han køvt ifjor. Den kørte nyssens derind. Der ventes store Fremmede til Sofiehøj iavten."

"Saa er det kanske Amtmanden?"

"Nej, du maa højere op, Mads Iversen!"

"Jeg sku' da it' tro, det er den ny Bisp?" spurgte den Gamle underlig betuttet.

"Nej – højere op endnu!"

"Slidder Sladder! Du vil kanske komme her og fortæl', at det er Kongen selv?"

"Nej – højere op endnu!"

"Hør nu, bette Wolle, du skulde it' drive Fastelavn ved Mikkelsdagstid. Hvem er det, som skal komme iavten, om du ellers veed det?"

"Det er Fandens Oldemo'er i egen Højhed – om I saa forstaar mig."

"Tudsen!" udbrød paa eengang begge Bønderne og formelig løftede sig i Sædet.

"Det er lige, hvad det er! Hun og Datteren kommer nu med Toget. Jens Kusk fortalte det. Kapellanen sad med i Vognen. 278 Han skal ta'e imod dem. Og han er da ogsaa nærmest til det, efter hvad der siges."

"Ja ja – Døden forsoner," sagde den gamle Bonde efter nogen Tids Stilhed og nikkede hen for sig.

"Og det er godt det samme!" faldt den anden ind. "For det var egenlig saa fælt at tænke paa, at han skulde gaa hen, uden at de var bleven forligt. Men jeg havde ligegodt ikke tiltroet Tudsen det Hjærtelav."

Døren ud til Vejen aabnedes nu igen. Vejsnavset og Papirsstumperne tog sig paany en lille Runddans paa Gulvet, og Hængelampen rakte en lang, sort Tunge op mod Loftet. Der var et Øjeblik næsten mørkt i Salen.

Da de tre Mænd paa Bænken saae, at det var Kapellanen, lettede de ærefrygtfuldt paa deres Hatte og sagde Godaften. Kapellanen nikkede venligt til dem, sagde nogle Ord om Vejret og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne bag paa Ryggen.

"Vi kan vel snart vente Toget?" spurgte han lidt efter.

"Ja, han har da meldt," svarede de tre Mænd i Kor, – de fulgte ham med stive Øjne paa hans Vandring over Gulvet, mens Læberne mimrede af Spørgelyst.

Paa Sofiehøj havde Dørene hidtil været lukket for den unge Præst, der ikke var mere end niogtyve Aar. I deres Forhold til Kirken havde Engelstoft og hans Hustru stemt overens, dog med den Forskel, at Fru Engelstoft aabent havde vedkendt sig sit Brud med den, medens Godsejeren af Hensynsfuldhed mod den gamle Provst, der havde konfirmeret ham, og overhovedet for ikke at vække Anstød, et Par Gange om Aaret lod sig se i den udskaarne Bedestol, der var ham forbeholdt som Herregaardsbesidder og Kirkens Ejer. Men efter sin Forlovedes Død, og navnlig efter at han selv var bleven syg og havde forstaaet sin Tilstands Haabløshed, kunde han ikke længer undvære Religionens Trøst. Og netop fordi Kapellanen var en Fremmed, som han kun kendte i hans Egenskab af Præst, aldrig havde set ved et velbesat Bord eller som Fjerdemand ved et Spilleparti, faldt det ham lettere med Tillid at aabne sit Inderste for ham end for 279 den gamle Provst, der havde en iøjnefaldende Svaghed for denne Verdens Goder.

Det var da ogsaa Kapellanen, der havde faaet dette Afskedsmøde med Godsejeren og hans Hustru bragt i Stand. Med Engelstofts Samtykke havde han tilskrevet hende et Brev og heri indtrængende bedt hende og Datteren om at komme, "forinden Døden fuldbyrdede den endelige Adskillelse – eller den evige Forening". Der var dog længe ikke kommen noget Svar, men nu ved Middagstid havde hun meldt sin Ankomst i et kortfattet Telegram: "Kommer med Toget iaften".

Henne paa Træbænken havde de tre Landboere siddet og smaahvisket. Nu tog den store Bonde Mod til sig og sagde højt:

"Der kommer nok Fremmede til Sofiehøj iavten."

Kapellanen standsede, lukkede Øjnene og smilte.

"Ja – der gør saa!"

"Det skal nok være Fru Engelstoft, der er ventendes."

"Ja ja! Saa det vides allerede!"

"Jeg havde ligegodt ikke tiltroet den Kvinde saa meget Hjærtelav."

"Aa nej, vi vil jo altid helst tro det værste om vore Medmennesker. Hvorfor gør vi det? Kristus lærte os dog noget andet."

Den svære Bonde tog beskæmmet Øjnene til sig og tav, og for at undgaa flere Spørgsmaal om Fru Engelstoft gik Kapellanen kort efter ud paa Perronen.

Rygtet om "Tudsens" Komme var imidlertid fløjet ud fra Kroen og havde jaget Folk op af Aftendøsen i de nærmest liggende Huse og Gaarde. Fra alle Sider kom de i gungrende Træsko ned imod Stationsbygningen, Karlene med deres lange Piber, der sprudede Ild i Blæsten, Pigerne med Tørklæder over Hovedet, grinende og snakkende. Da Toget endelig saaes derude i det store Mørke og lidt efter holdt ved Stationen, var Perronen fuld af Nysgerrige, der trængtes og strakte Hals for at se hende.

Konduktøren aabnede alle Vogndørene og raabte Stationens Navn. Fra en Kupé foran i Toget var en Dame i Graaværkskaabe allerede steget ud.

280 "Der er hun!" lød det fra Klyngerne.

De, som kendte hende fra Fortiden, saae straks, at hun var ældet. Det tætte Haarpur omkring Panden var blevet graat, og Huden hang i Poser under de store, lyse, stærkt udhvælvede Øjne. Men hun bar sit Hoved lige saa højt som i gamle Dage og havde de samme hastige, instinktmæssige Bevægelser.

Kapellanen gik hen til hende og forestillede sig. Hun besvarede hans Hilsen uden at give ham Haanden, og da hun i det samme blev opmærksom paa den sammenstimlede Menneskemængde foran Ventesalen, trak hun med en sky Bevægelse Hattesløret ned for Ansigtet.

Kapellanen havde imidlertid kigget ind i Kupeen og fundet den tom.

"Er Frøken Esther ikke med?" spurgte han forskrækket.

"Nej," svarede Fru Engelstoft og vendte sig i det samme om for at give en Ordre til sin Kammerjomfru, der nu var kommen tilstede fra en Kupé i en af de andre Vogne.

"Men saa kommer Deres Datter vel med et senere Tog, ikke sandt?"

Hun lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, samlede Kjolen om sig og styrede med sine smaa, sikre Skridt lige mod Ventesalsdøren, hvor den nysgerrige Menneskehob uvilkaarlig veg til Side for hende. Enkelte af Mandfolkene lettede endog lidt paa Huerne.

Kapellanen fulgte efter hende med et opskræmt Udtryk i sine store Barneøjne.

Udenfor Stationsbygningen holdt en lukket Landauer. Paa Bukken knejsede den tykke Jens Kusk, der frygtsomt skævede ned til sin fordums Herskerinde, mens han gjorde Honnør med Pisken.

Fru Engelstoft, der endnu ikke havde spurgt til den Syges Befindende, satte sig midt paa Bagsædet, aabenbart for at undgaa, at Kapellanen skulde tage Plads ved Siden af hende. Kammerjomfruen, der vilde stige op til Kusken, gav hun Ordre til at sætte sig ind i Vognen – i den tydelige Hensigt at umuliggøre enhver fortroligere Samtale.

281 Under den henved to Timer lange Kørsel blev der da heller ikke talt mange Ord. Den unge Præst sad tilbagelænet i sit Vognhjørne og vidste ikke, hvad han skulde tro. Med Uro og Bekymring tænkte han paa, hvor frygtelig Skuffelsen vilde blive for Engelstoft, naar han fik at vide, at Datteren ikke var med iaften. Han mindedes det forklarede Udtryk af Taknemlighed og Lykke, hvormed den stakkels dødssyge Mand havde sagt ham, at hun vilde komme. Fra sine mange fortrolige Samtaler med ham vidste han desuden, at Engelstoft nok saa meget følte sig knuget af den Sorg og Skam, han havde forvoldt Datteren, som af sin Uret overfor Moderen.

Selv havde han aldrig kendt den unge Pige. Han havde et Par Gange mødt hende paa hendes Rideture sammen med Faderen, og herfra huskede han hende flygtigt som en blond, endnu kun halvt udvokset lille Kvindeskikkelse med et Par store, luftblaa Øjne. Men rundt om i Egnen havde han ofte hørt Folk tale om, hvad de kaldte for Moderens Mishandling af hende. Mens Faderen i Smug forkælede sit Barn, skulde Fru Engelstoft have givet hende en meget streng Opdragelse og ved alle Slags Hærdningskure og et forceret Friluftsliv søgt at gøre en Amazone af hende.

Hvad Hensigt kunde nu dette uudgrundelige Menneske have med at komme alene? Han syntes, at der i hendes tilknappede Væsen overfor ham var noget, der ikke varslede godt.
 

II

Godsejer Engelstofts Svoger, Realskolebestyreren, sad paa samme Tid inde i Bibliotekssalen paa Sofiehøj og ordnede nogle Papirer. Hvert andet af Lysene i den store Glasprismekrone var tændt, og desuden var der anbragt Lamper rundt om paa Bordene. Den uldhaarede og negerlæbede Mand, der trods sin Grimhed lignede den afdøde Søster eller i hvert Fald mindede om hende paa Grund af sit sydlandske Udseende, havde forstaaet at gøre sig mere og mere uundværlig for sin syge Svoger. Siden 282 denne ikke mere kunde forlade Sengen og ikke taalte at tale med Fremmede, havde han helt overtaget Styrelsen af Godset. Hver Dag efter Skoletid lod han sig hente derud i Gaardens bedste Ekvipage, og her i Biblioteket modtog han Forvalter og Fuldmægtig uden at lægge Skjul paa, at han nu var Gaardens Herre, og at der heller i Fremtiden skulde gælde anden Vilje end hans.

De Papirer, han i Øjeblikket saa ivrig gennembladede, var en Samling gulnede Akter, som han havde fundet frem af Gaardens ældgamle Arkiv. Realskolebestyreren var en universitetsdannet Mand med en ingenlunde udslukt videnskabelig Ærgerrighed, og det var med en særlig Forkærlighed, han havde taget sig paa at ordne dette støvede Arkiv med dets aarhundredgamle Breve, Skøder, Indlæg i Retstrætter og lignende Efterladenskaber. Han var af Fag Historiker og betragtede sig i sine store Øjeblikke som en Miskendt, hvem Ondskab og Dumhed havde fordrevet til Provinsen som almindelig Drengepisker.

Han var netop kommen ind fra Middagsbordet, oplivet af megen Mad og god Vin. En ringformet Sky af Havannarøg svævede over hans Hoved som en Glorie, og foran ham stod en Kaffeopdækning med et Udvalg af Likører.

At der ventedes Fremmede til Gaarden, vidste han ikke, endsige hvem det var. Svogeren havde haft et slemt Anfald af Aandenød, lige før han kom, og havde derfor ikke kunnet tage imod ham. Og de faa andre, der vidste Besked, havde strenge Ordre til ingenting at sige. Engelstoft vilde selv meddele sin Svoger, hvad der forestod.

Der var ogsaa ganske stille overalt, ingen usædvanlig Uro eller Travlhed, der kunde vække hans Mistanke. Hvert Kvarter lod det store Rokoko-Skabsur ude paa Gangen høre fra sig med et eller flere rappe Slag efterfulgt af en lille Valsemelodi. Og kort efter drønede ligesaa regelmæssigt Taarnurets Dommedagsrøst. Ellers var der kun det evige, tunge Sus af Efteraarsblæsten ude i Parkens halvnøgne Træer.

Han havde bundet et Baand omkring den gamle Dokumentpakke, og nu lagde han sig tilbage i Armstolen, mens hans kødfulde 283 Læber sendte en ny Røgstraale tilvejrs med et energisk lille Smæld.

Han troede nok, at han allerede havde gjort adskillige Fund af betydelig videnskabelig Interesse. Naar han fik Otium til at ordne og sigte det hele Materiale, vilde han udgive en Bog derom, flot udstyret med Billeder og Facsimiler. Et nationalt Pragtværk, som den tilkommende Institution her paa "Sofiehøj" naturligvis maatte sætte en Ære i at bekoste.

Hans smaa, sorte Øjne, let forgyldte af Vin som de var, legede med liflige Syner oppe under det høje Stukloft.

Hvilken Bog det vilde blive! De gode Professorer og Doktorer derinde ved Universitetet skulde ikke dennegang rive ham i Næsen, at hans historiske Undersøgelser ikke var nye og ikke bygget paa Kildestudier. De skulde, Fanden gale ham, nu faa Kildestudier, og det, saa de skulde bide sig i Tungen af Misundelse! – Hvilket Galleri af dybt interessante Fortidsskikkelser havde ikke disse gustne Dokumenter gjort levende for ham! Og hvilket Liv, de havde ført, disse gamle Herremænd, der boede her bag vejløse Skove og tumlede som egenraadige Konger med Næstens Liv og Gods. Intet Under, at Folk i natlige Timer endnu hørte det spøge her paa Sofiehøj! At de saae blodige Gengangere spasere gennem Stuerne og hørte Jammer og Skrig nede fra Kælderne! Her havde en Mand som hin Ebbe Brok regeret, der engang med højst egen Haand huggede Maven op paa en fredelig Vejfarende, den rige og ansete Borger Nils Paaske af Randers, og som en anden Gang, da han var stævnet til Herredsting i Anledning af et Tvistemaal om Fiskeretten i Aaen, lod Fogden gribe og slæbe ind i Estrup Mølle, og her med Sværd i Haand tvang ham til at besegle hans Fordringer. En anden Besidder havde paa en eneste Nat i Drukkenskab bortspillet begge sine Gaarde, og i denne Sal – maaske i den samme Gyldenlærs Armstol, hvor han nu sad – havde for halvandet Aarhundrede siden den onde Fru Elsebe siddet, hun, som af Hævngerrighed mod en Farbror, af hvem hun troede sin Slægt bedraget ved Skiftet, lod hans Ben grave op og kaste for Hundene.

284 Han var faldet saa dybt i sine historiske Drømmerier, at han havde overhørt en forsigtig Banken paa Døren, der førte ud til Gangen. Døren gik nu op; det var den gamle Jomfru Andersen, som kom for at spørge, om han ønskede Vognen forspændt. Hun og de andre Indviede paa Gaarden var bleven meget ængstelige, fordi hans Besøg trak saa længe ud. De mente det ganske nødvendigt at forhindre, at han og Fru Engelstoft allerede denne Aften stødte sammen her.

"Er Klokken allerede saa mange?" sagde han og saae paa sit store Guldkronometer, – en Fødselsdagsgave fra Svogeren. "Ja ja, – men lad mig faa den lukkede Landauer. Det er saadan et grimt Vejr iaften."

Det gamle Tyende famlede uroligt med Haanden op og ned ad sit Livstykke.

"Landaueren er ikke hjemme, Hr. Bestyrer."

"Hvad skal det sige? Hvor er den da?"

"Jens kørte ud med den før. Jeg tænker, han er kørt efter Doktor."

"Men Doktoren plejer jo altid at blive hentet i den gamle Landauer. Han var her jo desuden i Middags."

"Men Herren har haft saadan et slemt Anfald nu i Eftermiddag, saa –".

Den Gamle tav. Hun havde svært ved at lyve og saae forlegen til Siden.

"Ja ja – lad mig da faa Kalesjen," svarede Skolebestyreren uden at ane Uraad. "Vil De spørge Søster Bodil, om Godsejeren er visibel."

"Ja, Sygeplejersken bad mig sige, at Herren venter Hr. Bestyreren."

"Godt."

Han flyttede en Broncehund fra nogle sammenheftede Ark og gav sig til at blade i dem med sine hvidfede, pølsetrinde Fingre. Det var et stort Dokument i korngult Omslag.

Det var selve det Testamente, Bladene havde omtalt, et Gavebrev, hvorved Engelstoft bortskænkede Sofiehøjs Gaard og Gods med den Bestemmelse, at her skulde oprettes et Hvilehjem for 285 Kvinder. Hans Øjne løb nedover de pragtfuldt skønskrevne Sider, nedover hundrede og fjorten Paragraffer med tilhørende Underparagraffer, som han delvis selv havde udarbejdet. I Virkeligheden var det ogsaa ham, der oprindelig havde indgivet Engelstoft Ideen til det store Velgørenhedsværk, omend han til sin Ærgrelse havde maattet ty til Kapellanens Hjælp for at faa Svogeren til at se stort paa sig selv og Rigdommens Forpligtelser.

Heldigvis var det dog lykkedes ham under Planens videre Udførelse at holde dette Tossefaar udenfor, mens han selv og Sagfører Sandberg var bleven indsat til livsvarige Medlemmer af Kvindehjemmets Direktion. Dette Hverv skulde ganske vist være et Æreshverv og altsaa ulønnet; men rundt omkring i Brevets Uendelighed af Paragraffer var der snildt forputtet en Mængde Smaabestemmelser, der tilsammenlagte betød en anselig aarlig Ydelse i Naturalier, og andre Begunstigelser. Desuden var han i Forening med Sagfører Sandberg udset til at være Eksekutor i det samlede Bo, hvad der ligeledes vilde kaste adskilligt af sig. Alt i alt betragtede han nu sin Fremtid som betrygget og vilde efter Svogerens Død opgive sin Skolevirksomhed for helt at kunne hellige sig den historiske Forskning.

Han lagde Cigaren fra sig og stod op. Med Testamentet i Haanden gik han hen til den Dør, der førte ind til Sygeværelset, og bankede paa.

Den Syge sad halvt oprejst i den svære Mahogniseng støttet af Puder, der var stablet saa højt op omkring ham, at ogsaa Hovedet kunde finde lidt Hvile. Sengen stod ud fra Væggen i Skyggen af et højt, mørkegrønt Skærmbræt, der var stillet op langsmed dens ene Side og gennemskinnedes af Lyset fra en bagved staaende Lampe. Med Undtagelse af det herved afskaarne Hjørne af Stuen, hvor der stod en hvid Porcellænsovn, laa hele det store, højloftede Rum i Halvmørke.

I et andet Hjørne stod en Dør aaben ind til et Sideværelse, hvor Sygeplejersken sad ved et Bord og lagde Kabale.

Skolebestyreren nærmede sig paa Taaspidseme. Den Syge laa med lukkede Øjne, som om han sov.

286 "Nu, kære Ven! Hvordan gaar det?"

"Daarligt! Hør, hvor det piber i Brystet."

"Vær dog ikke saa mistrøstig. Du ser virkelig helt kvik ud idag, synes jeg. Har du ikke ogsaa sovet?"

Den Syge vendte Hovedet bort og svarede ikke.

"Hvad har du der?" spurgte han lidt efter ved Lyden af Papirerne, som Svogeren holdt i Haanden.

"Ja, det er altsaa Testamentet. Det er nu i behørig Orden med Underskrifter, Stempling o. s. v. Jeg vil nu blot gerne vide, hvor du har tænkt at opbevare det. Vilde det egentlig ikke være rigtigst at deponere det hos Sandberg?"

"Det skal ligge i Skabet. Sammen med de andre Papirer. Du ved jo, … den midterste Hylde. Nøglerne ligger her paa Natbordet."

"Ja ja."

Han aabnede to smaa Jerndøre i Væggen. De førte ind til et indmuret Skab.

Da han igen stod ved Sengen og havde lagt Nøgleknippet paa Plads, spurgte han deltagende:

"Er du meget træt?"

"Ja. – Hvormange er Klokken?"

"Klokken? Den er snart otte. Det er sandt, du venter Doktoren?"

"Doktoren?"

Engelstoft slog pludselig sine dødsmatte Øjne op og saae paa Svogeren med stor Uro. Han havde glemt, at denne endnu ingenting vidste.

"Sæt dig lidt ned," sagde han og pegede paa en Stol, der stod ved Siden af Sengen.

Men da det kom til Stykket og han skulde fortælle, hvad der var sket, slog hverken Modet eller Kræfterne til. Han vidste, at Svogeren vilde føle sig krænket paa sin Søsters Vegne, og han var altfor betaget af Spænding og Forventning til at kunne samle sig til en Redegørelse.

Nu kom desuden Sygeplejersken ind og meldte, at Skolebestyrerens Vogn var kørt frem.

287 "Ja ja," sagde Hr. Brandt. "Det er maaske ogsaa rigtigst ikke at trætte vor kære Patient længer. Paa Gensyn imorgen! Og fortsat god Bedring, kære Ven!"

"Vil Godsejeren ikke prøve paa at sove lidt?" spurgte Sygeplejersken, da han var gaaet. "Godsejeren ser lidt anstrengt ud. Og nu kan vi jo snart vente Fruen og Frøkenen."

"Ja. Hvormange er Klokken nu?"

"Den slog nylig otte."

"Saa kører de fra Stationen. Jens har da vel Hendriksholmerne for? Naa – det er sandt! – det kender De ikke noget til. – Hvad er det for en sær Lugt? Aa ja, det er hans Tobak. – Hør, Søster Bodil, har De set efter, om der er bleven lagt i min Hustr… i Fruens Værelser? Der maa ikke være for varmt, bare kuldslaaet. Og saa er der no'en blaa Silketøfler, som min Datter glemte dengang. De skal staa udenfor hendes Seng. Alting skal staa inde i hendes Værelse akkurat ligesom den Aften. Vil De sige Mamsel Andersen det fra mig af."

"Det skal blive besørget."

"Tænk, at den Lugt kan være mig saa meget imod. Og jeg var dog selv en passioneret Røger. Men saadan er det med alting, naar det gaar mod Enden!"

"Godsejeren skulde ikke tale saa meget. Skal jeg ikke tage de Puder bort. Saa hviler De bedre."

"Ja, tag dem bort! – Men hvorfor har De ikke givet mig min Medicin, Søster Bodil?"

"Doktoren mente, at De helst ikke skulde tage den om Aftenen."

"Ja, Doktoren! Han siger saa meget! Han skulde hellere hjælpe mig! – Dersom Folk vidste, hvor svært det er at dø, kunde de ikke være saa glade."

Da Sygeplejersken havde puslet ham og givet ham noget varm Mælk, vilde hun gaa, for at han kunde falde lidt til Ro. Men før hun var naaet ind til sine Kort, kaldte han hende tilbage.

"Sæt Dem lidt her hos mig, Søster Bodil," bad han med Angst i Stemmen. "Jeg kan alligevel ikke sove, skønt jeg er saa træt. – Det er sandt! Dersom Kapellanen følger med herop, vil De 288 saa sige ham, at iaften kan jeg ikke modtage ham. Men det har jeg vist forresten sagt. Man mister ogsaa Hukommelsen! Jeg er helt forstyrret i Hovedet. – Lidt Vand, Søster Bodil!"

Men næppe havde han drukket, før hans tunge Øjenlaag faldt til. Lidt efter sank han atter hen i sin Morfin-Døs.

Han sov endnu, da der en Timestid efter pludselig blev Uro i Huset, fordi Vognen var kommen. Søster Bodil nænnede dog ikke at vække ham. Hun tænkte, at der endnu var god Tid, og vilde spare ham for overflødig Spænding. Da forskrækkedes hun ved Lyden af Stemmer inde i Biblioteket ved Siden af. Døren blev sagte aabnet, og gamle "Mamsel" Andersen viste sig med en tændt Armstage i Haanden.

Den Gamle traadte et Skridt til Siden og holdt med forlegen Mine Døren aaben for Fru Engelstoft, der kom ind i sin Rejsedragt med Hat og Handsker paa.

I Døren betydede hun med en Haandbevægelse Mamsellen, at hun skulde gaa. Med et sky Blik saae hun derpaa hen til Sengen, og ved Synet af det blege Hoved derhenne i Puderne foer hun voldsomt sammen.

"Godsejeren sover!" sagde Søster Bodil, rød i Hovedet af Forvirring.

Fru Engelstoft nikkede. Og da Søster Bodil nu af sig selv trak sig tilbage, nikkede hun igen og blev staaende for at forvisse sig om, at Døren ogsaa blev ordenlig lukket.

Hun havde hidtil kun tænkt flygtigt over den Tilstand, hvori hun skulde finde sin tidligere Mand. Det var ganske andre Tanker, der havde opfyldt hende baade under det natlige Opbrud paa Agersøgaard og den daglange Rejse hertil. Først da hun atter stod i sit gamle Hjem og saae Tjenestefolkenes blege Ansigter, greb Dødsstemningen hende. Med vildt bankende Hjærte var hun traadt ind i det stille Sygeværelse, der havde levet i hendes Erindring i Eventyrets mørkt koglende Lysflimmer, fordi det var hendes Brudekammer.

Nu nærmede hun sig Sengen; men ved dens Fodende standsede hun igen og lukkede Øjnene.

Var det virkelig ham? Dette bengule Ansigt! Dette stakkels 289 hentørrede Legeme – var det alt, hvad der nu var tilbage af den Mand, man havde kaldt Landets smukkeste Godsejer og derfor misundt hende? Sandelig! Den evige Retfærdighed havde taget Hævnen i sin almægtige Haand! Hun aabnede atter Øjnene og saae paa de døde Haartrevler, der hang ned fra de indsunkne Kinder, de sørgelige Rester af det gyldne Skæg, der havde været blødt og krøllet som Skindet paa et nyfødt Lam! Og hun gyste paany ved Synet af de blaalige Hinder omkring den lange Række dødningeagtigt fremstaaende Tænder! Var det virkelig de samme Læber, hvis Kys engang havde berøvet hende Forstanden?

Den Syge slog Øjnene op. En Tid stirrede han paa hende uden Bevidsthed, saae sig derpaa søgende omkring og blev omsider helt vaagen. Men da det gik op for ham, hvem hun var, faldt de tunge Øjelaag atter i, og han blev liggende en lille Tid uden at røre sig. Han maatte samle Mod til at løfte Øjnene mod den, han havde krænket saa dybt.

"Saa er du kommen, Thora!" sagde han endelig og rakte hende sin lange, knoklede Haand. "Tak!"

Det varede lidt, før hun kunde overvinde sig til at tage den fremstrakte Haand. Det var ikke saadan, hun havde tænkt sig at møde ham igen. Men Mindet om deres lykkelige Timer i dette stille Kammer strømmede ind over hende og gjorde hende svag. Med bortvendt Ansigt gled hun ned paa en Stol, der stod ved Siden af Sengen, og lod ham endog beholde hendes Haand.

"Hvor er Esther? Lad hende dog komme ind!"

Hun tav og var i dette Øjeblik nær ved at ønske, at hun havde taget Datteren med. For at spare ham for Skuffelsen og Kampen i det mindste til den næste Dag tænkte hun paa at sige, at Esthers Afrejse var bleven forsinket. Men da faldt det hende ind, at der kunde være Fare ved en Opsættelse. Det kunde ske, at han ikke levede Natten over.

Resolut trak hun sin Haand til sig og sagde:

"Esther? Hun er hjemme."

"Hjemme?"

Den Syge rejste sig pludselig ved egen Hjælp op paa Albuen og stirrede paa hende, skælvende af onde Anelser.

290 "Hjemme – siger du!"

"Ja. Hvor skulde hun ellers være?"

"Hvorfor er du da selv kommen, Thora?"

"Du bad mig jo om det. Du lod i hvert Fald en af dine Øjentjenere sende mig Bud. Det er altsaa dig selv, der har ønsket dette Møde. Hvad vil du mig?"

Engelstoft faldt tilbage i Sengen. Han løftede Armene og lod dem altopgivende synke ned paa Tæppet.

"Jeg tror, du begynder igen, hvor du slap!"

"Har du tænkt, at jeg havde forandret mig? Hvad Grund skulde jeg egenlig have haft til det?"

"At du kan have Hjærte til at pine et døende Menneske, Thora! Hvad er det, du vil mig?"

"Du maa vist kunne forstaa, Niels, at det ikke har været for min egen Skyld, at jeg har gjort denne Rejse til et Sted, hvor jeg i sytten Aar dog havde en Slags Hjem. Du og jeg vedkommer jo ikke hinanden længer. Saadan har du selv ønsket det. At jeg føjede mig dengang, har jeg for Esthers Skyld ofte fortrudt."

"Saa sig da, hvorfor du er kommen. For din og min Skyld er det altsaa ikke."

"Aa jo. For din Skyld ogsaa, Niels!"

Hun tav et Øjeblik, glattede sin Kjole over Knæet og fortsatte :

"Jeg læste i Aftes i en Avis noget om et Gavebrev, du skulde have udstedt. Det er vel rigtigt? … Du forstaar jo nok, det er ikke af Nysgerrighed, jeg spørger. Mig personlig vedkommer Sagen jo ikke. Det er som Esthers Mor, jeg maa vide Besked."

"Du skal faa Lejlighed til at læse hele mit Testamente. Saa vil du se, at jeg har betrygget Esthers Fremtid paa alle Maader, ogsaa med et aarligt og rundeligt Tilskud her fra Sofiehøj, saa længe hun lever."

"Men altsaa … selve Sofiehøj skal efter din Bestemmelse gaa over i fremmede Hænder … skal blive til en Velgørenhedsstiftelse, ikke sandt?"

"Ja, Thora. Jeg har hidtil ikke agtet tilstrækkeligt paa Ordet om at give Tiende af sit Gods. Nu har jeg inden min Død villet 291 opfylde min altfor længe forsømte Kristenpligt. – Men jeg taaler ikke at tale saa meget, Thora. Læs selv! Du kender jo Skabet derhenne. Nøglerne ligger her paa Bordet. – Du vil finde Gavebrevet paa den midterste Hylde," forklarede han, da hun havde faaet aabnet. "I et gult Omslag."

Fru Engelstoft gik med Papirerne hen til Lampen bag Skærmbrædtet. Mens hun ilsomt løb dem igennem, steg og sank hendes Bryst i hurtigt Skifte, og Kinderne brændte. Tilsidst slog hun en haanlig Latter op.

"Jeg tænkte det nok! Alt dette her har du jo slet ikke selv fundet paa, Niels! Og en Blind kan da se, hvem der har været Mester for det. "Der meddeles Hr. Skolebestyrer Brandt Myndighed til –". "– Hr. Skolebestyrer Brandt i Forening med Hr. Sagfører Sandberg har derfor alene at tage Bestemmelse om –". Men jeg vidste det! – Det undrer mig bare, at jeg ikke ogsaa finder Kapellanens Navn."

Den Syge havde igen løftet Overkroppen lidt ved Hjælp af Albuerne.

"Du har virkelig ikke forandret dig, Thora! Lige mistroisk overfor alle! Lige hadefuld^'1! Men nu vil jeg sige dig et Ord, inden jeg dør. Og nu kan du vel ikke længer mistænke mig for at have skjulte Hensigter med, hvad jeg siger. Du er syg, Thora! Dit Sind er sygt. Du har altid levet ene med dig selv og dine egne Tanker. Derfor er du saa bitter og bidsk mod alle. Gid du vilde komme mere sammen med Folk. Saa vilde du se anderledes paa dem. Og Livet vilde blive lykkeligere baade for dig og Esther."

Han taalte ikke at tale mere. Aandeløs og svedbedækket sank han tilbage paa Puden med lukkede Øjne.

Under hans Tale var Fru Engelstoft kommen frem bagfra Skærmbrædtet. Hun stod ved Sengens Fodende med Papirerne i Haanden. Og atter var hun fattet, og hendes Svar uden Bitterhed.

"Husker du, Niels, den Morgen, da du sagde mig, at du var kommen til at holde af en anden og bad mig om din Frihed? Jeg kunde se paa dig, at du blev forundret over, saa roligt jeg 292 tog det. Jeg skal nu fortælle dig Grunden. Jeg var forberedt. Lige fra vor Bryllupsrejse, det vil sige fra den Tid, jeg virkelig lærte dig og mig selv at kende, havde jeg vidst, at naar Fristelsen engang mødte dig, vilde du bukke under for den. – Du skal ikke sige mig imod. Saadan forholder det sig. Du var smuk, rig, letsindig, og Kvinderne forkælede dig. Og hvad var jeg? En fattig Lærerinde, som du i et Kærlighedslune havde sat i Højsædet. Du veed selv, at med Skinsyge plagede jeg dig alligevel ikke. Men een Ting gjorde jeg. Jeg stræbte, hvad jeg kunde, for i Tide at betrygge Esthers og min Fremtid. Jeg vilde ikke for anden Gang smides paa Landevejen som en foragtet Stodder og lide min Moders Skæbne."

"Det havde jeg dog i hvert Fald ikke givet dig nogen Grund til at frygte for, Thora."

"Det veed du ikke. Du har aldrig kendt dig selv. Du havde altid levet i Overflod – deraf kom meget af vor Ulykke. Du havde vænnet dig til at lege med Penge som med saa meget andet. Du vilde ikke forstaa min "Spøgelsefrygt" for Fattigdommen, som du kaldte den. Men er man een Gang bleven traadt i Skarnet og har maattet ydmyge sig for det tørre Brød, saa lærer man at tage Vare paa Krummerne. Har du glemt, hvordan det gik min Bror derovre i Amerika? Den stakkels Dreng døde af Sult. – Mistroisk kalder du mig. Aa ja. Det er vel, hvad Livet har lært mig at være. Du har for din Bekvemmeligheds Skyld foretrukket ikke at lade dig belære. Det er hele Forskellen mellem os to."

"Nu kan jeg ikke mere, Thora. Du maa lade mig i Fred." Men hun var nu helt sunket hen i sit eget og hørte ham ikke. "Kun een Gang glemte jeg min Mistro. Det var den Skt. Hansaften, Niels, da vi to blev forlovede. Den Glemsomhed har jeg dyrt nok maattet betale."

"Aa, Thora! At du kan blive ved! Er du da kommen for at dræbe mig! – Var det maaske mig alene, der havde Skylden for, at det gik, som det gjorde. Nej. Du veed selv, at jeg altid var den, som gav efter. Jeg søgte altid Forsoning. Men du vilde Ufred og Kiv. – Hør nu, hvad jeg siger. Det er en Døendes Bøn, 293 Thora! Lov mig, at du ikke igen vil begrave dig deroppe i Ensomheden og Uhyggen paa Agersøgaard. Tænk dog paa Esther! Hun er kun sytten Aar. Lad ikke dine bitre Tanker forgifte dit og hendes Liv længer. De har gjort ondt nok!"

"Vil du sige mig, Niels – havde du virkelig haft Mod til selv at fortælle Esther, at du nu ogsaa havde gjort hende arveløs?"

"Jeg har jo sagt dig, at Esthers Fremtid er fuldkommen sikret. Hun faar ikke alene alt, hvad hun har Krav paa efter Loven, men meget, meget mere til."

"Det behøvede du ikke at fortælle mig. Det kunde jeg sige mig selv, at du havde Loven paa din Side. Det plejer man at have, naar man begaar en Nederdrægtighed. Det havde du ogsaa, dengang du jog mig med Skam af dit Hus og gjorde mit Barn faderløs. Men der er en anden Lov, Niels! Og jeg siger dig, du har ingen Ret til det, du her vil gøre. Esthers Fremtid er tilstrækkelig sikret, siger du. Hvor veed du det fra? Der er ingenting sikkert. Hvor gik min Mors Penge hen? Der levede vi sorgløst i den Tro, at vi var rige nok for Tid og Evighed, og Folk saae op til os som til højere Væsner. Og en skøn Dag stod Mo'er som en Tiggerske udenfor Porten til sit eget Hjem med Jean og mig. Sikret! Gud bedre det! I en Verden fuld af Skurke og Pak. – Men ligemeget! Selv om saa var! Sofiehøj er Esthers Barndomshjem. Her har hun levet sine første seksten Aar. Her i denne Stue, Niels, blev det stakkels Barn født! Og jeg selv? – Ja, jeg veed det nok. Dengang vi sidst taltes ved og du havde kaldt din Prokurator herud til Assistance, tvang I mig til at skrive under paa det lumpne Papir. Det var saa Lovens Bydende, sagde I. Men nu er vi ene, Niels. Den, der i sin Tid skilte os, er ikke mere. – Aa, Niels!"

Hun lagde sig pludselig paa Knæ ved Siden af Sengen, kastede Testamentet fra sig og greb hans Haand.

"Niels! Gør det ikke! Sværg mig til, at du ikke vil gøre det! Du har dog engang holdt af mig, Niels. Husker du vor Bryllupsdag? Husker du, hvad du højtideligt lovede, dengang vi blev ene her i denne Stue?"

"Thora! Rejs dig dog! Der kan komme nogen."

294 "Tænk paa, Niels, hvormeget herligt vi har haft tilsammen. Du maa godt sige, at jeg var en daarlig Kone for dig. Jeg vil gerne tage al Skylden paa mig, naar du blot ikke vil kaste ny Skam over mig og Esther. Vi vil rette os efter dig i alt andet. Kun det ene forlanger vi … nej, vi beder dig om det, Niels –"

"Hold op! Hold dog op! Du dræber mig! … Min Medicin! Kald paa Søster Bodil!"

Hun rettede sig i Vejret og stod op. Hun var bleg af Ophidselse, og det dirrede om hendes Mund.

"Brænd det skidne Papir!" sagde hun og stødte med stigende Vildskab til Skolebestyrerens sirligt kaligraferede Dokument, der var gledet ned paa Gulvet. "Kast det i Kakkelovnen! Forstaar du da ikke, hvor det forhaaner os! At din Datter maa rødme af Skam over dig! Hvad tror du, hun vil tænke om en Far, som stjæler fra hende for at kunne oprette et Æresminde for den – den Dame, for hvis Skyld hendes Mor blev forskudt. Du har sikret hende et aarligt Underhold fra Sofiehøj. Hvor smukt! Og du kan tro, at Esther vil tage imod det! At hun vil lade sig byde som Almisse, hvad der tilkommer hende med Fødselens Ret! Men det ligner dig! Med al din Fornemhed og Adelsære – Hjærtets Stolthed har du aldrig kendt!"

Den Syge havde villet standse hende, men det var kun blevet til en hæs Stønnen. Nu begyndte han at fægte med Armene under forgæves Forsøg paa at rejse sig. Fra Struben hørtes en dyb Rallelyd.

Da Fru Engelstoft endelig blev opmærksom paa hans forandrede Udseende, blev hun angst og skyndte sig at kalde paa Sygeplejersken. Søster Bodil tog straks en lille Flaske, der stod paa Natbordet, og talte nogle grønne Draaber op i en Ske. Sveden brast ud af hans blaanende Pande som store Vabler. Fingrene krummede sig og stivnede.

"Skynd Dem! Skynd Dem dog!" raabte Fru Engelstoft. Synet af hans Lidelser havde med eet forvandlet hende.

Søster Bodil førte Skeen til hans Mund, men det var for silde. Læberne var krampagtig sammenklemte. Der boblede lidt Skum i den ene Mundvig. Efter et Par Minutters Kamp sank hans 295 Legeme sammen i hendes Arme, og Hovedet faldt ned paa hendes Skulder.

Fru Engelstoft havde sky trukket sig hen bag Sengens Fodende. Her stod hun under Dødskampen med Haanden trykket over Øjnene. Endnu en Stund efter at Striden var endt og han uigenkaldelig var rykket bort fra hendes Kærlighed og hendes Had, blev hun staaende stille og forsagt, uden Mod til at møde Synet af den Døde. Mens Søster Bodil styrtede ud for at kalde Folk til, fulgte hendes sværmeriske Sjæl ham hulkende ind i det store Mørke. Indtil Tanken svimlede og maatte slippe ham.

Da tog hun sig sammen og betragtede Liget, der endnu laa paa Siden med halvaaben Mund og vidt aabne Øjne. Stille nærmede hun sig for at sige sin fordums Elskede det sidste Farvel og trykke hans Øjne til, saadan som hun engang i deres lykkelige Tid havde lovet ham det. Da opdagede hun Dokumentet, der laa inde under Natbordet, og dette Syn standsede hende. Ramt af en Indskydelse, der i et Nu flammede op i Beslutning, snappede hun Papiret til sig og skjulte det i en Lomme under Kjoleskørtet.

Hun havde akkurat faaet ordnet sine Klæder, da Sygeplejersken kom tilbage med den bestyrtede Mamsel Andersen. Et Øjeblik efter kom ogsaa Godsfuldmægtigen og Forvalteren og siden andre af Gaardens Folk. Hele Natten stod der grædende Mennesker omkring Dødssengen, indtil Rettens Folk ud paa Morgenen indfandt sig og satte Segl for den Dødes Gemmer.
 

III

Nogle Dage senere blev Godsejer Engelstoft begravet fra Sognets Kirke under stort Tilløb af Nysgerrige fra By og Land. Skønt der i Bekendtgørelserne om Dødsfaldet udtrykkeligt havde staaet, at Jordfæstelsen foregik "i Stilhed", var alle Vejene omkring Kirken ved Middagstid som Myrestier at se til oppe fra Taarnet, hvor Klokkeren sad og holdt Udkig. Køretøjer og Fodgængere 296 mylrede op af Jorden i det høstlige Solskin. Gaardsrummene nede i Landsbyen var tilsidst pakfulde af alle Slags Vogne. Købstadmatadorernes flotte Landauere stod her Side om Side med umalede Husmandskærrer; og ude i de endnu grønne Vænger løb de fremmede Heste rundt i deres Tøjr og vrinskede til hinanden som paa en Dyrskueplads.

Det havde overalt vakt stor Bevægelse, at "Tudsen" var bleven kaldt til Godsejerens Dødsleje. Og Overraskelsen over hendes Komme var vokset til Forbløffelse, da Fru Engelstoft efter Godsejerens Død roligt blev boende paa Sofiehøj og greb Styret som den, der igen ejede Magt og Myndighed der. Straks om Morgenen efter Dødsfaldet havde hun ladet Godsfuldmægtigen, Forvalteren og Ladefogden kalde til sig og havde ganske som i gamle Dage udstedt Ordre og krævet Regnskab af dem. Samtidig forlød det paa Slottet, at det var kommet til Forlig mellem de fraskilte Ægtefolk, og at Godsejeren tilsidst havde tilintetgjort sit Gavebrev, saa at Fru Engelstoft nu paa Datterens Vegne virkelig raadede retmæssigt over al hans efterladte Ejendom.

Historien lød troværdig nok. Det var ingen Hemmelighed, at Godsejeren havde været en Ja-Broder. Og "Tudsen" havde jo før vist, at hun forstod at drage Nytte af hans Svaghed. Det lede Djævelsfruentimmer! Al den Frygt og Afsky, hun i Fortiden havde indgydt Folk paa Egnen, piblede igen op i Sindene. Især var Ophidselsen stor paa selve Sofiehøj, hvor man endogsaa havde gjort Forsøg paa at fordrive hende med Vold. Samme Aften, som Godsejerens Lig blev ført til Kirken ledsaget af ridende Karle med brændende Fakler, var et Par nævestore Sten faret gennem Ruderne i den Fløj, hvor hun opholdt sig. Og Aftenen efter havde Flokke af Gaardens Folk, baade Karle og Piger, stillet sig op nedenunder hendes Vinduer og givet sig til at huje og skrige.

Nu sad hun deroppe i Kirkens Kor ved Siden af den Blomsterhøj, der skjulte Kisten, klædt i sædvanemæssig Enkedragt med et langt, tæt Slør ned for Ansigtet. Ved hendes Side sad Datteren, den blege lille Frk. Esther, hvis Øjne var ophovnede 297 af Graad. Den menneskekærlige Degn havde anbragt deres højryggede Stole saa langt fremme paa Gulvet, at saa mange som muligt af de Tilstedeværende kunde beskue dem i deres Sorg. Paa almindelige Rørstole bag ved dem sad nogle af den Afdødes fjernere Slægtninge, og ovre paa den anden Side af Kisten var der ligeledes opstillet en Række Stole bestemt for Egnens Honoratiores og Husets nærmeste Venner.

Fru Engelstoft sad ubevægelig med højt baaret Hoved og rank Ryg. Hænderne laa som lænkede i Skødet. Der var noget forstenet over hende. Men bag sit lange Enkeslør var hun lutter Agtpaagivenhed. Som gennem et Hjelmgitter stirrede hun ud for sig og betragtede de lange Rækker af Ansigter dernede i Kirkens Halvmørke, de hundrede af Øjne, der alle var rettet mod hende. Der var ikke en, der rømmede sig, uden hun blev opmærksom, ikke to, der hviskede sammen, uden at hun iagttog dem mistænksomt. Saa dybt hun end foragtede denne Hob, undervurderede hun dog ikke dens Magt. Hun kendte dens Ondskab, dens Skadefryd og det ubrydelige Sammenhold, der er Lumpenhedens Styrke.

Efterhaanden som Kirken fyldtes og Notabiliteterne indfandt sig – Embedsmændene i Uniform og med hvide Handsker – kom hun til at tænke paa sin Fars Begravelse for snart tredive Aar siden. Det var de samme officielle Hædersbevisninger. Det var en lignende Horde af forspiste Herrer med eller uden Uniform, der dengang sad som Æresvagt omkring Kisten, – hendes Fars "Venner", der havde holdt gode Miner til hans naragtige og forbryderiske Selvglæde, saa længe der var Haab om endnu en splendid Middag paa hans Bekostning. Tre Uger efter, da Hjemmet blev plyndret indtil de nøgne Vægge, havde den hele Bande vendt Ryggen til. Ikke en af disse Snyltere havde rørt en Finger for at afværge Ulykken. Hun havde selv været tilstede, da Rettens Folk kom og Moderen maatte overgive dem sit Nøgleknippe. Hun var kun tolv Aar dengang, men til sin Død vilde hun huske den Scene. Uden rigtig at forstaa, hvad der gik for sig, havde hun med et Skrig kastet sig i Vejen for Herredsfuldmægtigen, da denne vilde aabne Moderens Schatol, Hjemmets 298 Helligdom. I sin barnlige Taabelighed havde hun truet ham med Politiet.

Nu tav Kirkeklokken. Der blev sunget en Salme, og den gamle Provst stillede sig op bag Kistens Hovedende. Med de foldede Hænder hvilende paa sin mægtigt fremspringende Bug som paa en Bedepult stirrede han ud over Forsamlingen, der nede i Kirken fyldte hver Plads lige til Stodderbænkene ved Indgangsdøren. Ja, ogsaa udenfor denne trængtes Folk Hoved ved Hoved indtil langt ud paa den solbeskinnede Kirkegaard, hvor en Forening stod opstillet med sit Banner og fire Messingblæsere, der skulde blæse en Koral over Graven.

Provsten havde ikke talt længe, før det stod klart for alle, at hvad Rygtet havde fortalt om den Afdødes Gavebrev, virkelig var en Kendsgerning. Hans enfoldige Tale formede sig som en højtidelig Genindsættelse af Fru Engelstoft i alle hendes forrige Værdigheder. Ganske vist dristede han sig ikke til at anvende sin sædvanlige Begravelsesvending "den Hensovedes utrøstelige Hustru", men desto flittigere benyttede han Udtryk som "de kære, hæderværdige og dybt bedrøvede Efterladte" og gjorde samtidig en allerunderdanigst Bøjning hen imod Fru Engelstoft.

Nede i Kirken blev der skumlet lidt i den Anledning. Men Provsten var en gældbunden Mand, hans Embede ikke stort. Højtidsofret fra Sofiehøj maatte ikke forskertses.

Efter hans Tale blev der atter sunget en Salme. Og nu traadte Kapellanen frem for at afslutte. Hans lyslokkede Drengehoved tog sig mærkværdig ud over den lange, sorte Samarie med den middelalderlige Pibekrave.

Kapellan Bjerring tilhørte "De Unges Mission", en af disse pludselige Hvirvelvinde, der med hvert nyt Slægtled rejser sig i Kirkens lukkede Hus, flytter lidt omkring paa Støvet derinde og for en kort Stund faar de søvnige Alterlys til enten at flamme op eller ose. Hans Ord havde især fundet Vej til Ungdommen og til dem af de ældre, der ikke var gamle nok til at kunne mindes, hvordan ogsaa Provsten i sin Tid var kommen dertil som en saadan glad og forhaabningsfuld Budbringer med Tro paa Menighedslivets lykkelige Genoplivelse. At Kapellanens 299 religiøse Iver og Troesmod ikke var Mundsvejr, havde han forøvrigt nylig givet Bevis for, idet han havde tilbudt at overtage en udsat Missionspost i det østlige Asien, hvorfra endnu ingen Missionær var vendt levende tilbage. Til hans store Sorg havde Planen maattet opgives, fordi Missionsselskabet for Tiden manglede Penge.

Hans Tanker var ret almindelige Søndagstanker; men han udviklede dem i et friskt og levende Sprog, og der var dødsstille i Kirken, mens han talte. Selv den unge Frk. Esther blev opmærksom og standsede sin stærke Graad for at lytte.

Fru Engelstoft derimod hørte og saae ingenting. Hun havde hele sin Opmærksomhed henvendt paa to Mænd, der i sidste Øjeblik havde taget Plads yderst paa Stolerækken ovre paa den anden Side af Kisten. Den ene kendte hun kun altfor godt fra tidligere Tid. Det var Sagfører Sandberg. Og hun gættede sig til, at den anden med Negerfjæset var Skolebestyrer Brandt. Hele Tiden under Provstens Tale havde de siddet og hvisket med hinanden og samtidig uafbrudt iagttaget hende. Hver Gang hun saae derhen, lyste disse to lumske Øjepar hende imøde som Mundingerne af blanke Bøsseløb, der sigtede paa hende fra et Baghold.

Efter Højtideligheden i Kirken fandt Jordfæstelsen Sted ude under et Par høje Hængeaske, hvor Familjegraven var. Ifølge den Afdødes Ønske kastede Kapellanen Jord paa. Og næppe havde han med sin stærke Stemme udtalt Ordene "Af Jord skal du igen opstaa", før Vælgerforeningens fire Messingblæsere faldt ind med en Koral, der fik Hundene nede i Landsbyen til at hyle.

Gennem en Alle af forlegent hilsende Mennesker gik Fru Engelstoft og hendes Datter ud til den ventende Vogn med de floromhyllede Lygter. Ogsaa udenfor Kirkegaardsporten var der fuldt af Nysgerrige, der havde stillet sig op paa begge Sider for at se hende. Saasnart hun var kommen til Sæde og Vogndøren var bleven lukket, trak hun derfor Gardinerne for Vinduerne.

Under Kørslen hjem til Sofiehøj var hun meget urolig. Det var Sagfører Sandbergs og Skolebestyrer Brandts lurende Øjne, der blev ved at forfølge hende. Hun havde igen set et Glimt 300 af de to Skurke, da hun forlod Kirkegaarden; og dersom hun ikke tog fejl, havde Sofiehøjs egen Ladefoged staaet sammen med dem og smilet ondt i sit store, røde Skæg. Var det et Komplot? Og hvad havde de i Sinde?

Hun opbragtes paa sig selv, fordi hun lod sig forurolige af en saa taabelig Sammenrottelse. Hvad havde hun at frygte? Saalænge ikke de Døde kunde bringes til at tale, skulde hverken List eller Vold fravriste hende nogen Tilstaaelse. For sin Samvittighed var hun tryg. Den havde frikendt hende. Hun havde kun gjort, hvad Moderpligten bød hende, naar hun satte Svig mod Svig for at værne sit Barns hellige Fødselsret. Desuden var hun overbevist om, at Niels tilsidst selv vilde have indset sin Uret og gjort den god igen, dersom han havde levet. Hun havde da i Virkeligheden kun gjort, hvad han ved et ulykkeligt Tilfælde var bleven forhindret i selv at udføre.

Ved en Drejning af Vejen kom pludselig Sofiehøj tilsyne over de rustbrune Skove. Hun skød Gardinet til Side. Den dalende Sol skinnede paa det lille hvidkalkede Taarn med den blaa Urskive og de forgyldte Romertal.

Og hun mindedes den Efteraarsdag for atten Aar siden, da hun kørte denne samme Vej fra Kirken til Slottet som lykkeberust Brud. Ogsaa dengang havde Kirkens Klokker ringet, og Folk havde trængt sig omkring Vognen for at faa hende at se. Og i sin Enfoldighed havde hun troet paa deres Smil og Lykønskninger, paa Festtalernes Svulst og sin skønne Brudgoms dyre Løfter. Hun vidste dengang endnu ikke, at et Menneskes Ord, selv det højtideligste, var en Talemaade, og at Ja og Nej i Virkeligheden gav samme Mening.

Men det havde hun faaet lært i disse atten Aar, at i Løgnen og Bedraget fejrede Livet sine store Triumfer. Verden vilde sin egen Skændsel. Som Mennesket allerede i Fostertilstanden havde sin naturbestemte Plads mellem Skarnet, saadan trivedes Størsteparten af dem ogsaa siden bedst i Smuds og Fornedrelse. Naar hun tænkte paa de Par Mennesker, hun havde holdt af for deres Godheds og Trofastheds Skyld, hendes Mor, hendes stakkels Bror Jean, et Par smaa Barndomskammerater – hvad var der saa 301 bleven af dem? Traadt ned! Knust! Mens alle de, hun havde afskyet og foragtet – Menedere og Kvindeskændere, Falskspillere og aabenbare Forbrydere – nu bredte sig til Højbords rundt om i Landet som Nationens ledende Mænd, betitlede og bekransede. Folkets og Landets Hæder!

Vognen drejede ind i den lange Alle, der førte op til Gaarden. Esther, der under hele Køreturen havde siddet og hulket med Lommetørklædet for Øjnene, kastede sig ind til Moderen i et Udbrud af Angst og Fortvivlelse ved Tanken om den Tomhed, hvortil de vendte tilbage.

Fru Engelstoft tog hende ind til sig, men gjorde ikke noget Forsøg paa at trøste. Hun strøg hende ned over Kinden og sagde^'2:

"Du er lykkelig, Barn! Du kan endnu græde!"
 

IV

Der var gaaet en Uge siden Begravelsen, og Fru Engelstoft opholdt sig stadig paa Sofiehøj. Saa meget hun end længtes tilbage til Ensomheden paa Agersøgaard, tænkte hun ikke paa at rejse foreløbig. Hun maatte blive her for at bringe Orden i Gaardens forsømte Styrelse. Hun vilde personlig sætte alt i Skik, vilde genindføre Sparsommelighed i Bedriften, Punktlighed i Regnskabsførelsen, ja hun tænkte ogsaa paa at optage en gammel Proces med Vejvæsenet, som Niels efter Skilsmissen havde stillet i Bero.

Med alt dette undgik hun dog al unødig Udæskning af Folkestemningen. Hun vilde give sine Fjender Tid til at komme til Ro efter den store Skuffelse, hun havde voldt deres Rovbegærlighed. Imod Sædvane viste hun sig hverken i Staldene eller Mejeriet men blev i sine Stuer. Hun havde indrettet Havesalen til sit Arbejdsværelse og ledede hovedsagelig Bedriften ved skriftlige Ordre. Der var endnu megen Uro blandt Folkene. Hver Aften stod der stadig hujende Karle og Piger nedenfor hendes Vinduer, og næsten daglig fik hun tilsendt anonyme Truselsbreve, 302 hvori der rent ud blev sagt, at hun havde stjaalet Gavebrevet efter at have ombragt Niels ved at kvæle ham.

En Eftermiddag stod hun i Tanker ved et af de høje Vinduer i sit Arbejdsværelse, da hun nedenfor i Haven opdagede Esther og Kapellanen. Den sidste var kravlet op paa en Stige under et Æbletræ. Esther stod nedenunder med en Kurv og viste ham, hvor Æblerne sad.

Den unge Præst var den eneste af Egnens Folk, som endnu havde sin Gang paa Sofiehøj, idet Fru Engelstoft havde indset at hans Venskab for den Afdøde havde været ganske uegennyttigt. Desuden brugte hun ham uden hans Vidende som en Slags Spejder. Ungdommelig aabenmundet, som han var, og ganske uden Mistanke, fortalte han hende alt, hvad han hørte omkring i Egnen. Saaledes blev hun til Stadighed holdt underrettet om, hvad der planlagdes imod hende.

I Øjeblikket var hun dog nærved at fortryde, at hun havde givet ham fri Adgang til Huset. Som hun saae Esther staa der ved Foden af Stigen og gribe de Æbler, Kapellanen kastede ned til hende, blev hun lidt urolig. Hun kunde ikke tænke sig en større Ulykke, end om Esther allerede nu, som det uudviklede Barn hun var, kastede sig i Armene paa en Mand.

Hun lovede sig selv at være paa sin Post. Rigtignok havde hun ondt ved at tænke sig, at Kapellanen kunde være farlig for nogen Kvinde, allermindst for Esther, som i sine Drømme altid levede i Skyslotte befolket med Kongesønner og Prinsesser. En tyndbenet Teolog, hvis eneste Skønhed var det lyse, krøllede Haar! – Alligevel! Maaske var han en farligere, en mindre naiv og mere beregnende Person, end hun havde troet. Var han ikke smuk, saa havde han til Gengæld et livligt og paagaaende Væsen, som nok kunde forvirre et ubefæstet Sind. – – Det var jo det fortvivlede med Esther, at hun aldrig kunde blive rigtig voksen. Det var, som om Sorgen og Skammen over Faderen havde standset hende i Væksten baade legemligt og aandeligt. Næsten hele Dagen opholdt hun sig ude i Haven, og det kunde mærkes paa hende, at hun igen var faldet tilbage til sine barnagtige Sværmerier derude paa de gamle Legepladser, hvor 303 Blomsterne og Fuglene havde været hendes Kammerater. Skønt hun nu var fyldt sytten Aar, faldt det hende aldrig ind af egen Drift at tage sig noget nyttigt for.

– – Fru Engelstoft vendte sig pludselig om mod Stuen og lyttede. Hun havde hørt en Vogn køre ind i den indre Slotsgaard.

Lidt efter kom Husjomfruen ind og meldte, at Herredsfogden var kommen og bad om at faa Fruen i Tale.

Herredsfogden? – Det sortnede et Nu for hendes Øjne. – Hvad vilde han her?

"Bed ham komme ind!" sagde hun og gik med sine smaa hurtige Skridt hen til Arbejdsbordet, hvorfra hun atter rejste sig, da Herredsfogden viste sig i Døren.

Han var en lang, leddeløs Mand i Slutningen af Fyrrerne, meget elegant og med et kavalermæssigt Væsen, men paaklædt efter en Mode, der var en halv Snes Aar gammel og allerede virkede afstikkende. I sig selv var han desuden paafaldende paa Grund af sin Grimhed. Han havde et abeagtigt, blaarødt og ligesom flaaet Ansigt, hvis platte Træk han havde søgt at bøde paa ved et aristokratisk Kindskæg.

Forøvrigt var han en Barndomsbekendt og Ungdomstilbeder af Fru Engelstoft. Hendes Forældres Gaard laa i det samme Sogn, hvor hans Far havde været Præst. Han var da ogsaa den eneste her, som havde vist hende Deltagelse under Skilsmissen; og saa var det dog netop ham, der ved et besynderligt Tilfælde kom til at fuldbyrde den under Amtmandens Fraværelse.

Med al sin ydre Naragtighed var han en ridderlig Personlighed og noget af en Karakter; visselig kun en maadelig Politimand, men et hæderligt og varmt følende Menneske, der endnu kunde oprøres over en Forbrydelse. Imellem sine Standsfæller og andre Ligesindede betragtedes han derfor som en komisk Person, og hans Øjnes og Kinders Blodsprængthed røbede da ogsaa, at han var tilbøjelig til at søge den Trøst, som hæderlige og rettænkende Mennesker saa let forfalder til i deres dybe Ensomhed.

304 "Hvormed kan jeg være Herredsfogden til Tjeneste?" spurgte Fru Engelstoft efter at have budt ham Plads.

Et lidt forlegent Smil blottede hans forlorne Gebis.

"Undskyld, kære Frue! Jeg vilde just tillade mig at gøre Dem det samme Spørgsmaal."

"Mig? Hvordan mener De?"

"Tillader De, at jeg fremfører mit Ærinde ganske uden Omsvøb?"

"Ja, det ser jeg netop helst."

"Altsaa – det er i min Egenskab af Stedets Politiøvrighed og Ordenens Haandhæver, at jeg har søgt denne Samtale. Der er nemlig tilflydt os Underretning om visse Demonstrationer og ligefremme Optøjer, der skal have fundet Sted her paa Godset. Jeg beder Dem være forvisset om, ærede Frue, at det vil være Politiøvrigheden – og specielt mig personlig – en Æressag at yde Dem og Deres Hjem al Beskyttelse mod Pøbelens Overlast."

Hvor vil han hen med det? tænkte Fru Engelstoft.

"Jeg takker Dem," svarede hun koldt.

"Helst havde jeg skredet ind mod Tumultuanterne for længe siden. Men – ærlig talt, Fru Engelstoft – jeg har ventet paa en Anmeldelse fra Dem selv. Uden en saadan kan vi vanskeligt gribe ind. Da jeg nu idag af anden Aarsag opholdt mig her paa Stedet, fandt jeg det rigtigst at benytte Lejligheden til at tale med Dem om Sagen og indhente Deres Tilladelse til at tage Affære. Jeg gaar nemlig ud fra, at heller ikke De – allermindst De, Frue! – kan billige, at saadanne Uvornheder gaar upaatalt hen."

"Herredsfogden har ganske misforstaaet min Tavshed. Naar jeg ikke har beklaget mig, er det, fordi jeg ikke finder Grund til at ulejlige Politiet for saadanne Bagatellers Skyld."

"Bagateller, Frue? … Stenkast! Mange knuste Ruder!"

"Naa ja! Saalænge man ikke ligefrem beskyder Sofiehøj med Kanoner, under jeg gerne mine Folk den Morskab."

"Ja, hvorledes tør jeg egentlig forstaa denne … denne virkelig overraskende Udtalelse?"

305 "Ganske efter Bogstaven, Hr. Herredsfoged! Maaske finder De det meget utaknemligt af mig, at jeg ikke skønner bedre paa Politiets Ømhed for mine stakkels Ruder. Men jeg har fra Barndommen af haft en Skræk for Retten og dens Haandhævere. Ogsaa naar den tilbød Beskyttelse."

"Beklager det meget! Beklager det af mit inderste Hjærte! … Tillad mig alligevel at sige Dem, at en fortsat Eftergivenhed overfor Tumultuanterne efter min Mening vilde være højst urigtig. Den kan saa let understøtte visse … visse … ja, det lyder jo helt fornærmende …"

"Gener Dem endelig ikke! Tal kun rent ud!"

"De har sikkert hørt om disse taabelige Historier, der er i Omløb. Det er min Overbevisning, at Bevægelsen har faaet et Omfang, saa den ikke længer helt kan ignoreres. Især ikke efter at de gemene Sigtelser – som De maaske har set – nu har fundet Vej til et af Egnens Blade."

"Hvad skriver man da?" spurgte hun, mens Blodets Sus steg i hendes Øre.

"Ikke noget direkte – naturligvis – men desto mere mellem Linjerne – saadan som det er Sædvane i vore Smudsblade. Disse Smædeskrivere bliver jo som blodtørstige Vilddyr, saa snart de vejrer den mindste Mulighed for at skabe Sensation og Skandale."

"Hvad vil De da raade mig til at gøre?"

"Jeg anser det for nødvendigt ufortøvet at skride til Aktion. Jeg er overbevist om, at Deres Passivitet – netop fordi den ikke var ventet – er bleven udlagt til Ugunst for Dem. Og jeg behøver vist ikke at sige, hvem det er, De har imod Dem i denne Sag. Der findes jo visse Personer, som Deres Tilbagevenden til Sofiehøj er kommen højst ubelejligt. I Betragtning af disse Personers Karakter er der Grund til at frygte for, at Uvæsnet vil gribe om sig, dersom det ikke standses i Tide."

"Javist! Jeg tror, De har Ret! Arrester de Folk! Og skaf mig Fred!"

"Maa jeg endnu have Lov til at sige Dem, Fru Engelstoft, at det virkelig vilde glæde mig, om det skulde kunne lykkes mig 306 at udslette det uheldige Indtryk af vor Retsorden, som De – jeg indrømmer det – havde nogen Grund til at faa ved vort sidste Sammentræf. Det hører til mit Livs tungeste Minder, at det skulde falde i min Lod at gøre Bøddeltjeneste ved den Lejlighed."

Fru Engelstoft tog Øjnene til sig og blev stille.

"Jeg vil tro, at det ikke skete med Deres gode Vilje. Jeg takker Dem ogsaa, fordi De er kommen og vil give mig Raad."

Herredsfogden besvarede disse Ord med en ærefrygtsfuld Hovedbøjning.

"De veed nok, kære Frue, at jeg har en gammel Taknemlighedsgæld at afbetale hos Dem paa mine Forældres Vegne. Baade min kære Far og min kære Mor var saa henrykt for Dem, hver Gang De som Barn havde været i vort Hjem. Det var de to Gamle en virkelig Hjertesorg, da Deres Fru Mor flyttede fra Egnen. Maaske erindrer De endnu, at der fra Præstegaardens Dagligstue var en smuk Udsigt ud over Smededammen, hvor vi om Vinteren løb paa Skøjter. Mine Forældre sad gerne ved Vinduerne og saae ud paa Skøjteløbningen, og jeg tror nok, at det mest var for mulig at faa et Glimt at se af Dem og Deres Bror. Min salig Fars Ansigt straalede, naar han saae Dem komme gaaende ned over Snemarkerne med Deres røde Kyse og holde Deres lille Bror saa trofast i Haanden. Han kaldte Dem altid den lille Rødhætte. Indtil sin Død kaldte han Dem aldrig andet paa Grund af den Kyse."

Fru Engelstoft afbrød ham. Hun holdt ikke af at blive mindet om sin Barndom. Og de fælles Erindringer gav Herredsfogdens Tale en Fortrolighed, der generede hende.

"For at komme tilbage til, hvad vi talte om: De mener altsaa, jeg skal indgive en Klage."

"Ja, jeg anser det for nødvendigt. En politimæssig Undersøgelse er og bliver det eneste virksomme Middel til at slaa den pøbelagtige Sladder ned med. I Retssalen – foran Skranken – forstummer Bagvaskelse. Edsfæstelsen er et mægtigt Vaaben i en Dommers Haand. Saaledes med sin evige Salighed at skulle staa inde for hvert Ord, man siger, det faar i de fleste Tilfælde 307 Folk til at omgaaes varsomt med Sandheden. Jeg beklager kun, at jeg vanskeligt vil kunne undgaa at drage Dem, kære Frue, personligt ind i Sagen. Men forhaabentlig behøver jeg ikke at forsikre Dem om, at det skal ske med Skønsomhed og det Hensyn til Deres Følelser, som De i saa høj Grad kan gøre Krav paa."

Fru Engelstoft vendte Ansigtet bort og smilte for ikke at røbe sin Uro.

"Ærlig talt, jeg finder, at det er et altfor urimeligt stort Apparat at sætte i Bevægelse for den Sags Skyld. Og sandsynligvis til ingen Verdens Nytte."

"Frue! Nu taler igen Deres Mistillid til Rettens Haandhævelse her i Landet."

"Nu ja! Er det maaske uden Grund? Dengang vi sidst taltes ved, Hr. Herredsfoged, stillede jeg mig under Deres Beskyttelse. Men der galdt ingen Ret for mig og mit Barn. Og dengang drejede det sig dog om noget mere end et Par knuste Ruder!"

"Jeg sagde Dem før – og jeg beder Dem tro mig – det var med tungt Hjærte, jeg foretog den Handling, De sigter til."

"Men De gjorde det dog! I Lovens og Kongens Navn!"

"Min triste Embedspligt!"

"Ja! Og naar De nu mener, at jeg skal værge min borgerlige Ære, maa jeg saa minde Dem om, at den Mand, der gjorde min Mors Haar hvidt, før hun var fyrretyve Aar gammel, og som satte den sidste Rest af hendes Formue overstyr hos en Tøjte – den Mand nød ikke desto mindre sine Medborgeres fulde Agtelse. Han var indtil sin Død højt anset i det bedste Selskab, hædret af selve Kongen med en Titel og en Orden, mens Jean, den stakkels Dreng, maatte rejse til Amerika og dø af Sult og Skam, fordi han havde taget fattige to Mark af sin Principals Kasse. Mistillid til Retfærdigheden i dette Land! Ja – Gud være lovet – det har jeg! Lad Folk beskylde mig baade for det ene og for det andet. Lad dem kalde mig Tyv og Bedrager, Morder og Giftblanderske. Det rører mig ikke."

"Det forstaar jeg saa udmærket godt, Fru Engelstoft. Men De ønsker dog at leve i Fred, ikke sandt; og derfor maa De tillade 308 mig at bringe Æreskænderne til Tavshed. Det er med den Slags Affærer som med Lavinedannelse. En oprindelig ganske uskadelig Snebold, som kommer i Fart, kan anrette utrolig Skade, naar den ikke standses i Tide. – Men jeg trætter Dem. Jeg har allerede plaget Dem altfor længe med denne elendige Sag."

Han rejste sig og tog en ceremoniel Afsked. Fru Engelstoft gav ham Haanden. Med et Par fremmumlede Ord takkede hun ham ogsaa for hans Deltagelse, og denne Tak rørte den gamle Tilbeder, saa han dristede sig til at trykke et ærbødigt Kys paa hendes hvide, endnu formskønne Haand.

ndash; – –

Længe efter, at hans Vogn var rullet ud af Slotsgaarden, sad Fru Engelstoft i sin Stol ved Skrivebordet og saae frem for sig med et grublende Udtryk. Det var begyndt at mørkne rundt om i Stuens Kroge. Vinduesruderne havde store Dugpletter, der fik et rødligt Skær fra den nedgaaende Sol og bebudede Vejrforandring.

Hun fortrød nu, at hun havde modtaget ham. Det var en Uforsigtighed. Hun skulde paa Forhaand have tilbagevist enhver fremmed Indblanding. For ikke at vække Mistanke havde hun nu været nødt til at gaa ind paa hans taabelige Forslag. Forhør – havde han sagt. Og Edsaflæggelse. – Naa ja, saa maatte hun gennem den Ild ogsaa! Hun havde jo heller ikke ventet at skulle blive sparet for noget!

Hun tog sig sammen, da hun hørte Esthers og Kapellanens Stemmer ude i Forstuen. Med en mægtig Viljesanspændelse rystede hun de tunge Tanker af sig og modtog de to Unge med et fast og aarvaagent Blik.

Hun syntes, at der laa som et Skær af dulgt Lykke over Datteren. Hendes Væsen var som altid stilfærdigt, men Kinderne havde faaet Farve, Øjnene Glans. Ogsaa Kapellanen forekom hende mistænkeligt oprømt, og hun lovede sig selv, at det skulde være forbi med de Præstebesøg. Hun blev i dette Øjeblik næsten overbevist om, at han med al sin Tjenstvillighed var en farlig Person, en falsk Ven, der havde en Snøre ude efter det 309 uerfarne Barn. Hvor havde hun dog kunnet være saa taabelig at lade denne Ulv i Faareklæder gaa saa frit ud og ind i Huset! Hun maatte tage sig sammen. I den kommende Tid vilde selv den mindste Svaghed kunne blive skæbnesvanger. Ikke en Fiber i hendes Hjærte maatte dirre nu, da hele Hundekoblet af hendes Fjender stod med de blodtørstige Tunger ud af Halsen parat til at styrte sig over hende.

"Her har nok været Fremmede, Mor!" sagde Esther med sin lille blonde Stemme, der selv i Glæde lød sørgmodig som aftenligt Fuglekvidder. "Er det sandt, at det var Herredsfogden?"

"Ja, han var her i et Skifteanliggende."

"Saa haaber jeg for Dem, Fru Engelstoft, at han har haft en af sine klarhovedede Dage," sagde Kapellanen. "Man siger, at han pimper lidt rigeligt."

"Folk siger saa meget. Man gør bedst i at tro saa lidt deraf som muligt. – Hvor har du været henne, Esther?"

"Jeg har været ude og plukke Æbler ned. Det veed du jo, lille Mor! Pastor Bjerring har været saa elskværdig at hjælpe mig."

"Ja, med min Hjælp var det nu ikke stort bevendt. Men Frøkenen har gjort mig viis paa mange Ting. Jeg indser nu, at jeg hidtil har været mere ukyndig som Pomolog end selv et Købstadbarn har Lov til at være. Men nu kender jeg en halv Snes forskellige Æble- og Pæresorter paa Smagen. Det er virkelig et Studium. Og tænk, at ethvert Træ her i Haven bærer en Helgens Navn – frisk hentet ud af Almanaken – det vidste jeg sandelig heller ikke."

Esthers Kinder blussede. Hun skottede frygtsomt hen til Moderen, hvis Blik stadig vandrede mistænksomt frem og tilbage imellem dem. Men Fru Engelstoft var bunden af sine egne Tanker og opfattede kun lidt af, hvad der blev sagt.

"Hvordan er det?" svarede hun Kapellanen. "De er Københavner? Jeg synes, De har sagt det engang."

"Jeg er født tyve Skridt fra Kongens Nytorv. Kan altsaa med utvivlsom Ret kalde mig Københavner med K."

310 "Og skulde egenlig have været Jurist, ikke sandt? Det har De ogsaa talt om, synes jeg."

"Ja, det var mine Forældres højeste Ønske at faa mig at se i guldbaldyret Uniform. Men paa det Punkt var det mig umuligt at føje mig efter dem."

"Det gjorde De Ret i. En saadan Uniform havde vist ikke rigtig klædt Dem. – – Men hvorfor blev De saa i Grunden Præst?"

"Det Spørgsmaal har De gjort mig engang før, Fru Engelstoft. Og jeg svarer Dem nu som dengang: fordi jeg følte Kald til den Gerning."

Fru Engelstoft trak paa Skuldren.

"Kald? En Talemaade! Fra oven faar vi ingen Hjælp. I godt og ondt bliver vi, hvad Livets Hasard gør os til."

"De veed, at jeg ogsaa heri er ganske og aldeles uenig med Dem. I alt det, der synes et lunefuldt og hensigtsløst Spil af Tilfældigheder, raader en alstyrende Guds Vilje."

"Naa, og det var altsaa Guds Vilje med Dem, at De skulde blive Præst?"

"Det tror jeg. Det stoler jeg paa. Fra jeg gik til Konfirmation, har det været mit eneste Ønske at være med i Arbejdet for Guds Riges Fremgang."

Fru Engelstoft havde betragtet den unge, selvsikre Præst med et uvilligt Blik. Nu rejste hun sig og gik hen til et af de høje Vinduer, hvor hun blev staaende som for at betragte Solnedgangen over den høstlige Have.

"Guds Rige," sagde hun her. "Det er igen en af disse tomme Talemaader. Det Rige eksisterer jo ikke. Menneskene har afskaffet det. Vi har erstattet det med den Røverrede, der kaldes den civiliserede Retsstat. Den, der nu vilde følge Guds Lov, blev i det samme en Landflygtig her paa Jorden."

"Hvad forstaar De ved Guds Lov, Fru Engelstoft?"

Hun vendte sig om, og mødte udfordrende Kapellanens bekymrede Blik.

"Der staar en Lov skrevet i vort eget Indre, Hr. Pastor junior! Vidste De ikke det?"

311 "Jeg har hørt derom. Veed naturligvis ogsaa fra mig selv, at det forholder sig rigtigt. Men, ærlig talt, jeg tror, at den Lov i mange Tilfælde er lige saa vanskelig at tyde som det Udkast til en ny Veksellov, jeg forleden læste om i en Avis. Der stod, at det var saa indviklet, at ingen kunde blive klog paa det uden at miste Forstanden. Jeg vil tilstaa, at den "indre Stemme", som Vantroen altid henviser til som et usvigeligt Kompas, har jeg kun en stærkt betinget Tillid til. Hvem siger os, at det ikke er vor fromt maskerede Egenkærlighed, Forfængelighed eller Begærlighed, der agerer Skriftefar for os? Samvittighedens Røst er i hvert Fald saa mangetunget. Den taler til et Menneske i en helt forskellig Tone, eftersom Solen skinner og han har Penge paa Lommen, eller Himlen er graa og der er Smalhans eller Sygdom i Huset. I sin herlige Bog om Syndefaldet har Stiftsprovst Mogensen paa sin myndige Maade udtalt, at Samvittigheden skal konfronteres med den evige Visdom, før vi kan være sikker paa, at den ikke er en falsk Gudsrøst, ja selve Djævelens Lokkestemme, der underfundigt vil forlede os til Synd."

Fru Engelstoft, der frygtede en skjult Hentydning i disse Ord, tav og trak paa Skuldrene.

"Hvor De er ung!" sagde hun og gik tilbage til sit Arbejdsbord. Her gav hun sig til at blade i nogle Regnskaber; og idet hun over Papirernes Rand sendte ham et ondt Øjekast, tilføjede hun i ligegyldig Tone:

"Lad mig høre! Hvor søger De saa Guds Lov?"

"I hans Ord. I hans klare, aabenbarede Ord, som aldrig er tvetydige, aldrig levner Plads for Misforstaaelse eller Juristeri. I den hellige Skrift staar hans Lovbud prentet med en Tydelighed, saa selv den enfoldigste begriber dem. Du skal ikke stjæle, du skal ikke ihjelslaa, du skal ikke begære, hvad din Næstes er. Det er disse Bud, som danner Grundlaget for alle kristne Staters Samfundsorden, saa man kan ikke uden en stærk Fordrejelse af Sandheden sige, at den guddommelige Lov ikke længer eksisterer for Menneskene. Kampen mod Kaos er ganske vist langtfra tilende. Guds Ordensrige er endnu kun i sin Vorden her paa Jorden. Men for hver Dag, der gaar, vokser det i Mørket som en 312 Kylling i Ægget, og engang vil Lyset bryde sejrende ind over Verden. Maaske er Dagen endda slet ikke saa fjern. Og i hvert Fald – ja, De maa undskylde, at jeg siger det saa lige ud, Fru Engelstoft – naar man, som De, har stillet sig udenfor den kæmpende Kirke og de Troendes Samfund, mangler man en afgørende Betingelse for at kunne dømme retfærdigt om Sejr og Nederlag."

Fru Engelstoft kastede Papirerne fra sig og tog et strikket Skuldersjal, der hang over Ryggen af Skrivebordsstolen. Hun var kommen til at fryse. Med sine smaa, hurtige og sikre Skridt gik hun henover Gulvet, idet hun viklede Armene ind i Sjalet for at nedkæmpe de Kuldegys, der gennemrystede hende.

At Kapellanen et Par Gange havde skottet hen til Sofaen, hvor Esther sad, og at hans Tale i det hele lige saa meget var henvendt til Datteren som til hende, havde hun trods sin Aandsfraværelse godt bemærket. Men hans Ord naaede hende fra det Fjerne som over en dyb Afgrund.

Pludselig standsede hun, kastede Hovedet tilbage og næsten raabte:

"Hvor gider De tage alle de luvslidte Fraser i Deres Mund! Ser De da ikke, Mand, hvordan Guds Bud hver Dag forhaanes, og det i selve Kirken og af Kirkens egne Mænd! Du skal ikke ihjelslaa. Nej, men naar Kongerne eller Børsmatadorerne vil Krig, nedbeder Præsterne gladelig Velsignelse over Mordvaabnene! Der staar ogsaa skrevet, at du skal ikke sværge, din Tale skal være Ja Ja, Nej Nej. Og du maa ikke begære din Næstes Hus eller Gods, og den, der tager en Fraskilt tilægte, bedriver Hor. Men hvad gør Præsterne? Staar de ikke foran Alteret og helliger den første den bedste uanstændige Forbindelse i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn? – – Jeg siger Dem, at fra den Dag, en Præst viede et Menneskepar, endskønt han vidste, at hvad han velsignede bare var en Lejekontrakt med saa og saa mange Maaneders Opsigelse, fra den Dag tog Gud sin Aand bort fra Menneskenes Samfund. Da vanhelligedes Livets Allerhelligste! Det sidste Alter blev prisgivet til Skændsel! – Guds Rige! Nej, en Djævel regerer Verden, og den som 313 stjæler, lyver og dræber mest samvittighedsløst, mætter han med sin Velsignelse!"

Kapellanen svarede ikke. Han vidste, at naar Fru Engelstoft kom ind paa Skilsmissespørgsmaalet, tog hendes Lidenskab ganske Magten fra hende. Af Hensyn til Datterens Nærværelse tav han stille for ikke at give Anledning til flere af disse hadefulde Ord, der slyngedes ud som glødende Stene fra et Krater. Forlegen skottede han atter hen til den unge Pige, der under Moderens Udbrud var bleven hvid af Angst.

Stakkels Barn! – tænkte han – Hun har det ondt her!

Fru Engelstoft vendte tilbage til Skrivebordet og satte sig tilrette i Stolen ved sine Regnskaber for at betyde Kapellanen, at han var til Ulejlighed og maatte gaa.

Saa bukkede han, og gik modfalden bort.
 

V

Da Vægteren paa Sofiehøj i den mørke Regnnat havde gjort sin tredje Rundgang omkring de store Ladebygninger, forbi Staldene og de lange, aabne Materialskur og naaede tilbage til Slottet, steg han med sin sædvanlige gnavne Brummen og Sværgen ned i Kælderen under Økonomifløjen for at spise sin Nattemad og drikke noget kogt Øl, der var sat frem til ham i Borgestuen.

Det var blevet Skik, naar han sad dernede ved det lange Bord i det store, skumle Rum med Lygten foran sig paa Skiven, at han slog en Passiar af med Pigerne, der laa i Kammeret bagved, og af hvilke gerne en og anden vækkedes af Skæret fra hans Lygte eller Trampet af hans tunge Træskostøvler. For at skaffe Luft stod Døren mellem de to Rum altid aaben om Natten. Søren Vægter var jo en gammel Fyr, som man ikke behøvede at undse sig for, og med al sin Knurren og Banden var han en Pudsenmager, som Pigerne godt kunde lide at have lidt Løjer med.

Begyndelsen blev som oftest gjort inde fra Sengene med et Spørgsmaal om Vejret, en lang Gaben eller en søvndrukken Forbandelse over "det Satans Mudder, han holdt". Og Søren, hvis 314 Ry for Vittighed kom sig af, at han var grovere i Munden end selve Ladefogden, besvarede ufravigelig enhver nok saa uskyldig Bemærkning paa en Maade, saa den fik en uanstændig Betydning. Der blev da en Fnisen og Grinen derinde under de tykke Ulddyner, og flere og flere af Pigerne vaagnede.

Da Søren denne Nat kom ned fra Regnen, hørte han allerede ude paa Gangen, at Pigerne var vaagne. Knævren gik derinde som i en Spindestue. Det var knap nok, de mærkede, at han trampede ind, og ingen svarede paa hans Godaften. Det var Herredsfogdens Besøg og de Rygter, dette havde fremkaldt paa Gaarden, som holdt dem i Aande. Utilfreds satte han sig ned ved Bordet og gav sig tavs ilav med sit Maaltid. Med en Foldekniv skar han en Luns af den tommetykke Mellemmad og proppede den ved et Tryk af Tommelfingeren godt ned i den højre Kæbepose.

Da han en Tid forgæves havde ventet paa, at man skulde tage Notits af ham, sagde han med brysk Stemme:

"Hvad er det for et Kissejav, I holder derinde, Tøser? I har vel it' Karlfolk hos jer?"

"Du kan jo komme ind og kigge under Dynen," sagde En.

"Naa-haa! Det er dig, Lotte, min søde Snut. Du trænger kanske. Ja, bi et Korn, saa skal A stravs være der."

"Kender Søren noget til, hvorfor Herredsfogden var oppe hos Tudsen idag?" spurgte nu en anden.

"Det er noget, Smaapiger it' skal rage sig ind i. Det har I it' godt af. Sid I paa jeres eget, bette Børn. Der er Plads nok!"

"Jens Kusk siger, at der skal være Forhør," lød det ængstelig fra en tredje.

"Se Godavten, bette Ellen! Snakker du om Jens Kusk. Ja, det er en Karl, der har sine Sager i Orden. Spørg bare Sine, om det it' er sandt, hvad A siger."

Der blev en skrækkelig Grinen derinde under Dynerne. Men en af Pigerne rejste sig overende med en Kraft, saa Sengen knagede, og spurgte fornærmet:

"Hvad mener du med det, Søren?"

"Hvad A mener? Ja, vidste A det bare, hvor hun er bleven 315 saa trind, som han sagde, Degnen i Vadum, han skulde sige Amen."

Saadan blev de ved en Stund, indtil En med myndigt Mæle sagde:

"Lad vos nu være fri for mere af det Vaasesludder. Pas du din Mell'mad, Søren, og lad vos anner faa Fred til at sove."

"Se se! Maren Gimmerlam! Det er svært med dig, som du har faaet Læret smurt. Naar saae du sidst bette Per Knøv i Himmerig?"

Men Pigerne var nu bleven trætte. En efter en vendte de sig om paa Siden og klappede Dynen tilrette for at sove.

"Godnat, min Skat!" sagde en.

"Katten være med dig, Søren!" sagde en anden.

"Kys mig her, Gamle!" sagde en tredje.

Søren brummede med Kæbeposen udspilet af en ny, forsvarlig Luns.

"Ja ja, nu skal A stravs kom' og gøre Besked. – Hvad er'et, du si'er, min Lottesnut?"

Men der var ikke længer nogen, der svarede ham. Snart lød en flerstemmig Snorken derindefra tilligemed en sørgmodig Fløjtelyd af en forstoppet Næse.

Lidt efter foldede Søren sin Kniv sammen, tørrede sig med Haandbagen over sin fedtede Mund, drak endnu en god Slurk af Ølkrukken, ræbede et Par Gange med dybt Velbehag og rejste sig endelig.

Udenfor var Regnen hørt op, men Himlen var endnu overtrukken. Søren saae op paa Vejrfløjet over den høje Ladebygning. Han spaaede godt Vejr efter Solopgang. Saa hægtede han Lygten i sit Bælte for paany at begynde sin ensomme Nattevandring.

Da standsede han med et Ryk. Han saae, at der var kommen Lys i et Par Førstesalsvinduer i den Ende af Slottet, hvor Fru Engelstoft og Datteren havde deres private Opholdsrum og Sovekamre.

"Nu spøger hun igen!" sagde han til sig selv og følte sig helt uhyggelig tilmode.

316 Hver Nat siden Godsejerens Død havde han set de samme Vinduer oplyste, undertiden et Par Timer i Træk. Søren var ikke overtroisk, men han havde dog i denne Tid ofte maattet tænke paa, hvad han havde læst om saadanne onde og ryggesløse Kvinder, at de om Natten fik Besøg af den Slemme og lod sig betale af ham med Magt og Rigdom. Naa! Det kom ham jo ikke ved! Han gik her i sit lovlige Ærinde, og havde ikke noget at frygte.

De to oplyste Vinduer hørte til et Kabinet, som laa foran Fru Engelstofts Soveværelse. Til hendes øvrige Hjemsøgeiser var ogsaa kommen Søvnløshedens Plager. Time efter Time kunde hun ligge vaagen. Uroligt vendte hun sig fra den ene Side om paa den anden, og naar Sengen tilsidst var bleven som en gloende Ovn, maatte hun staa op og gaa lidt omkring paa Gulvet eller sætte sig til at arbejde med sine Regnskaber for at døve Tankerne og bringe Nerverne i Ro.

Indsvøbt i en rød Klædes Slobrok gik hun lydløst frem og tilbage over Gulvtæppet. Det svære, graablonde Haar hang hende løst ud over Skuldrene. Trods et stærkt Sovepulver havde hun endnu ikke faaet Søvn. Samtalen med Kapellanen havde rokket hendes Selvtillid. Hun var saa forpint, at hun var nær ved at ønske nu, at hun kunde gøre det skete usket. Alt andet havde hun været forberedt paa; men at hun skulde kunne tvinges til at staa op i et Forhør og beedige sin Opdigtelse – derpaa havde hun ikke tænkt, og herfor veg hun uvilkaarlig tilbage.

Hun gik et Øjeblik ind i Sovekammeret og kom tilbage med sit Nøgleknippe. Derpaa flyttede hun Lampen hen paa et Schatol, der stod mellem Vinduerne, og fremdrog fra et hemmeligt Rum bag en af dets mange Smaaskuffer nogle krøllede Papirer i et korngult Omslag. Det var hendes Mands Testamente. Skønt hun forlængst huskede dets hundredeogfjorten Paragrafer udenad, tyede hun stadig paany til dette Dokument som til en Trøstebog, naar hendes Sind var uroligt. I dets Skamløshed søgte hun sin Retfærdiggørelse. Ligeoverfor dette Vidnesbyrd om menneskelig Lumpenhed styrkedes hun i sin Forvisning om at have handlet, som Samvittigheden bød hende. Derfor havde hun heller ikke 317 villet tilintetgøre det. Skønt hun godt indsaae, hvor farligt det var for hende, at det endnu eksisterede, vilde hun ikke skille sig ved det. Det var dog i sidste Instans det Bevis, der skulde frikende hende. I det mindste hos Esther. Hun vilde derfor gemme det til sin Død. Maaske da ogsaa en Efterverden vilde dømme mere retfærdigt om hende.

Dørene omkring hende var forsvarligt lukkede og laasede. Kun Døren til hendes Sovekammer stod aaben, og herfra var der ogsaa aabent ind til Esthers Værelse ved Siden af. Hun vidste ikke, at Datteren var vaagen, og heller ikke anede hun, at Esther fra sin Seng kunde iagttage hende i det store Spejl, der hang inde i hendes eget Soveværelse. Derfor gav hun sig tilsidst helt hen i sin Fortvivlelse. Hun kastede sig ned ved Schatollets udtrukne Skriveklap og lagde Hovedet paa sin Arm med en stum Hulken.

Esther havde ligget derinde i Mørket med Hænderne under Kinden, holdt vaagen af sine egne, uroligt drømmende Tanker. Nu rejste hun sig op paa Albuen, forfærdet ved Synet af Moderens Graad. Hun havde godt hørt, at Moderen hele Natten havde kastet sig i Sengen og tilsidst var staaet op. Men hun var saa vant til hendes natlige Færden og desuden saa opfyldt af sit eget, at hun blot havde kastet et Blik ind til Spejlet nu og da for at sikre sig mod en Overrumpling.

Denne Graad vakte hende af hendes Drømmerier. Det var første Gang, hun havde set Moderen græde. Stakkels Mor! Altid skulde hun have det saa ondt! Hvad kunde der være sket? Hun var bleven saa underligt forandret efter Herredsfogdens Besøg. Ogsaa overfor Kapellan Bjerring. Hvorfor var hun bleven saa vred paa ham? Det var Synd, for han tænkte altid selv saa smukt om alle Mennesker og vilde dem bare godt. – Han havde sagt til hende derude i Haven, at hun skulde se at faa Moderen lidt bort fra sine Regnskaber og ud i Naturen, saa vilde hun nok blive mere tilfreds. Ja, kunde hun det bare! Aa, disse Regnskaber, disse forfærdelig lange Talrækker, som hun undertiden selv blev sat til at tælle sammen, – de var hendes Skræk! Dag og Nat sad Moderen over dem og blev mere og 318 mere bleg af Ophidselse. Hvad kunde det nu være for Papirer, hun sad med der, og som havde gjort hende saa fortvivlet? Det var ikke første Gang, hun havde set hende sidde midt om Natten ved Schatolklappen og blade i dem. Hun kunde kende dem igen paa det gule Omslag.

Pludselig foer hun sammen. Hun havde i Spejlet set Moderen tage Hænderne bort fra Ansigtet og rejse sig; og det gik op for hende, at hun i Selvforglemmelse var kommen til at rømme sig. Stille krøb hun ned under Tæppet, og da Moderen lidt efter traadte frem i Døren, lod hun som om hun sov.

Og atter laa hun med Hænderne under Kinden og tænkte paa Kapellanen. Skønt hun sagde til sig selv, at nu vilde hun sove, hørte hun to Gange Taarnuret slaa Kvarterslag, før hun faldt i Søvn. Men hun var slet ikke ked af det. Det var saa dejligt at ligge saadan og tænke paa ham og rigtig gennemtænke alt, hvad han havde sagt. Og hun sov ind med det inderlige Ønske, at Moderen igen vilde vise sig venlig imod ham, saa hun kunde lære ham at kende, som han virkelig var, vistnok det bedste Menneske paa Jorden. –

Imidlertid havde Søren Vægter paany fuldført en Rundgang omkring de store Ladebygninger, forbi Staldene og de lange Materialskur. Han stod nu igen nedenfor Slottet og skævede op til de to oplyste Vinduer i den vestre Fløj. Med et Grynt gik han videre.

Omme ved Mejeriet satte han sig paa Bommen af en Hestegang, stoppede en lille Træpibe og tændte den inde i sin Skindhue. Han kunde fra denne Plads overse hele den vidtløftige Samling Bygninger lige ned til Ishuset og Smedjen. I den stille Nat kunde han ogsaa opfange enhver Lyd derfra lige til Museungernes Piben inde i Halmstakkene.

Der laa nu det gamle Slot foran ham med sit lille tykke Taarn, der lyste mod den mørke Himmel. I snart fyrretyve Aar havde han siddet her hver Nat og vogtet paa sin Helligdom. Han kunde huske saa langt tilbage som til den gamle Gehejmeraad, der altid sagde "Æsel" til sine Tjenestefolk og slog til 319 dem med Stokken, naar han var galhovedet. Han havde siddet her i Etatsraadens glade Tid, da der om Natten brændte Begfakler rundt om Slotsgraven, naar der var Fest, og Parken skinnede som et Paradis af kulørte Lys. Han huskede den store Dag, da Kongen Han-selv kom hertil med alle sine Generaler og kastede en Guldskilling i hans Hat, da han kørte bort gennem Porten. – Men saa kom Eddertudsens sørgelige Tid. Det var onde Aar! Harskt Fedt paa Brødet og sur Mælk. Rigtig Svineæde! Og ingen Vesperkost! Føj for Satan!

Den Aften her forgangen, da den unge Godsejer døde, havde han lige gjort sin anden Rundgang og stod i Slotsporten. Saa med eet saae han Skriveren komme løbende helt forstyrret med bart Hoved ovre fra Kontoret. Aldrig vilde han glemme det Øjeblik! "Godsejeren er død", raabte han. – Ja ja! Det gode varer aldrig længe! Men han vilde lægge sin Hals i Strikke paa, at det var den lede Djævelskvind' deroppe, der havde givet Godsejeren noget ind. Maatte Guds Straf ramme hende! Men Herredsfogden, det Narrefjot, fik hende saagu' aldrig til at bekende.
 

VI

Fru Engelstoft sad den næste Formiddag ved Frokostbordet sammen med Esther, da Kapellanen blev meldt. Hun kastede et Blik hen paa Datteren og gav derpaa Ordre til at vise Præsten ind i Havestuen. For at sikre sig imod, at de unge senere mødtes i Parken, sagde hun bagefter til Esther, da de rejste sig fra Bordet, at hun skulde gaa op paa sit Værelse og revidere Ugeregnskabet fra Agersøgaard.

Esther saae forundret paa sin Mor. Men som altid adlød hun uden Modsigelse.

Kapellanen stod ved Vinduet, da Fru Engelstoft kom ind. Han snurrede sig rundt paa Hælen og hilste med sit kejtede Buk.

"De har sendt mig Bud," sagde han. "Jeg er til Tjeneste."

"Værs'go, tag Plads! – Kan De huske, Pastor Bjerring, De lovede mig forleden at gaa ind til Deres Ven Murermester Jørgensen, 320 naar De kom der forbi, og sige ham fra mig, at jeg ønsker at tale med ham om en Ombygning af Mejeriet her? Jeg veed ikke, om De har glemt det. Manden har i hvert Fald ikke været her."

Kapellanen foldede forlegen sine Hænder.

"Glemt det har jeg ikke. Men Jørgensen svarede mig, at han ikke agtede at give Tilbud paa det Arbejde. Jeg vilde have sagt Dem det igaar, men jeg fik ikke Lejlighed dertil."

"Skal jeg forstaa hans Svar saadan, at han for Fremtiden overhovedet ikke ønsker at overtage noget Arbejde her paa Gaarden?"

"Sandheden i Ære, Fru Engelstoft! Jeg tror, det skal forstaas saadan."

"Og den Mand er en af Deres kirkelige Venner, Hr. Pastor! Det tager sig lidt mærkeligt ud!"

"Folkestemningen er imod Dem, Fru Engelstoft. Det har jeg ikke skjult for Dem. Dersom jeg maa have Lov til at give Dem et Raad, saa skulde De opsætte baade Byggeforetagender og andre af de paatænkte Forandringer her paa Sofiehøj, indtil Sindene er faldet lidt til Ro."

"Jeg har ikke anmodet Dem om noget Raad."

"Det har De ganske vist ikke. Men De har hidtil tilladt mig at tale frit til Dem, Fru Engelstoft; ja De har udtrykkeligt sagt, at De vilde sætte Pris paa, at jeg ikke stak noget under Stolen. Og nu er det min Overbevisning, at De i Øjeblikket ikke let vil faa nogen til at tage Arbejde her. Dersom jeg er rigtigt underrettet, har nok flere af Deres Folk allerede forladt Gaarden."

Herpaa svarede Fru Engelstoft ikke. Hun havde atter vogtet paa hans Udtryk for at komme til Klarhed over, om hans Naivitet var ægte eller han med jesuitisk Underfundighed var hemmelig Deltager i Komplottet mod hende. Nu vendte hun sig bort og sagde:

"Mejeriet skal ombygges, og det med det samme. Vil Banditterne her boycotte mig, henter jeg Arbejdskraft udefra. Mig kan det være ligemeget, hvem der faar Fortjenesten."

Kapellanen tav mismodig.

321 "Vil De give mig Lov til at gøre Dem et Spørgsmaal, Fru Engelstoft?" sagde han tilsidst.

"Værsgod!"

"Jeg har ladet mig fortælle, at naar De har bestemt Dem til denne Ombygning af Mejeriet, er det for at faa det indrettet efter et nyt Princip, som De allerede har indført paa Agersøgaard. De skal derved kunne indvinde een Procent mere Smørudbytte, siger Folk."

"Naa – og saa?"

"Ja, jeg kender jo Deres beundringsværdige Energi. Men – naar De saa har aftvunget Jorden ogsaa den Procent og maaske har forhøjet Værdien af Sofiehøj med en lille halv Tønde Guld – vil De saa føle Dem blot den allermindste Smule mere lykkelig?"

"Aa, maa jeg være fri for Deres Seminaristvisdom! Jeg har engang for alle frabedt mig Prækner her i Huset. Sanker ikke i Lade! Eders Liggendefæ skal være i Himlen! De hører, jeg kender Lektien."

"Jeg hører, at De spotter, Fru Engelstoft. Men jeg vil sige Dem, jeg tror ikke, at jeg er hovmodig. Jeg indbilder mig heller ikke at have megen Livserfaring. Ingen veed bedre end jeg selv, at jeg har uendelig meget at lære. Men her er netop noget, jeg ikke forstaar, og derfor spørger jeg. Naar jeg betænker dette Livs Korthed, begriber jeg ikke, at nogen kan føle Beroligelse ved at sænke sine Rødder saa dybt i det jordiske. Det er jo, som om Sommerfuglen vilde samle sig Vinterforraad, skønt den kun lever en eneste Dag."

"De glemmer, Hr. Pastor, at vort Liv fortsættes i vore Børn."

"Ja – undskyld! – men er det stort andet end en smuk Talemaade?"

"En Talemaade!"

"Ja, gaar det ikke som oftest saadan her i Livet, at naar Børnene vokser til og bliver selvstændige, søger de deres Lykke langt borte fra de Veje, som Forældrene med saa megen Omsorg og tidt under saa mange Afsavn har beredt for dem? Jeg tror det. Og jeg kender ikke saa lidt til den Ting af smertelig Erfaring. 322 Jeg har vist fortalt Dem, Fru Engelstoft, at mine Forældre havde ganske andre Planer for min Fremtid end at gøre mig til Præst. Det var deres Haab at kunne sikre mig en af de højt ansete Stillinger i Samfundet, som min Far selv engang havde eftertragtet. Og saa kom alle mine egne Ønsker og Forhaabninger til at gaa i en ganske anden Retning, og jeg maatte bedrøve mine kære Forældre med at kaste Vrag paa al deres opofrende Forsorg. Men en saadan, virkelig tragisk, Skæbne udsætter enhver sig for, der søger Livsmaalet udenfor det evige og uomskiftelige."

"Ja, De blev altsaa Præst," svarede hun tørt. "Men hvordan var det? Tænkte De ikke paa at blive Missionær? Ovre i Asien, ikke sandt? En af Østens Apostle? – Hvorfor opgav De det i Grunden?"

"Omstændighederne tvang mig."

"Ja – nu husker jeg, De har fortalt mig det. Missionsselskabet manglede Penge, ikke sandt?"

"Jo."

"Hvor stor en Sum drejede det sig om?"

"Fem–seks Tusinde."

"Ja, der ser De! Og alligevel taler De saa foragteligt om denne Verdens Gods og Guld. Selv Vorherre kan jo ikke undvære Pengene. De stakkels Kinesere maa nu vente paa deres Omvendelse, indtil der igen er noget i Kassen."

Kapellanen rystede paa Hovedet.

"Nu spotter De igen, Fru Engelstoft. Vi Kristne tager ikke saa udvendigt paa den Slags Ting. Vi forstaar, at Gud, som har sine skjulte Planer med alt, hvad der sker, ogsaa i et Tilfælde som dette har haft en Hensigt med at lægge en Hindring i Vejen."

"Ja saa. Ja, bekvemmere er det jo i hvert Fald at missionere herhjemme. Men kunde De ikke have faaet Deres Forældre til at tilskyde den Sum, der manglede? Det er jo velhavende Folk."

"Mine kære Forældre gav hellere det tidobbelte for at holde mig tilbage. Klimaet er jo ikke rigtig sundt derovre. Det var Sumpfeber, de tidligere Missionærer døde af. Forholdene er vist i det hele lidt vanskelige for Europæere."

"Naa, saadan noget overdrives vist altid."

323 "Det er ogsaa min Tro. Og Klimaet skræmmer mig heller ikke. Jeg har altid været rask, og taaler baade Kulde og Hede."

"Saa vil De maaske alligevel følge Kaldet, naar Missionsselskabet engang igen kommer paa Fode og kan afse Rejsepengene?"

"Det vil jeg absolut. Jeg har givet Gud mit Løfte, og det holder jeg."

Fru Engelstoft havde siddet og fingret uroligt ved en Kvast, der hang ned fra Lænestolens Armpølle. Men nu rejste hun sig og gik over Gulvet hen til det ene Vindu, som om hun pludselig flygtede for sine egne Tanker.

Samtalen gik i Staa, og da Esther stadig ikke viste sig, faldt det Kapellanen ind, at han maaske ligesom den foregaaende Dag kunde træffe hende ude i Haven. Han havde ikke alene faaet megen Deltagelse for den ensomme unge Pige, han havde paa det sidste ogsaa faaet et stort Haab for hendes ungdommeligt sværmeriske Sjæls Frelse. At hun var vokset op som et Hedningebarn, en lille Vild, vankundig og fortroldet, det vidste han jo nok. Men i hendes barnlige Samleven og Afguderi med Blomster og Fugle saae han en vildledt religiøs Længsel, en slumrende Gudstrang, der – en Gang vakt – vilde storme Himlens Porte.

Han gik hen til Fru Engelstoft og sagde Farvel. Hun gav ham Haanden uden at se paa ham. Hun kunde ikke faa sig til at møde hans Blik. Skønt hun stadig ikke var klar over, om hans Frimodighed var naiv eller fræk, skulde der nu gøres Alvor af at lukke Porten for ham.

Bagefter stod hun atter henne ved Vinduet og lod de febrilske Fingre tromme paa Karmen. Med en egen svimlende Magtfølelse tænkte hun paa, at hun ved at ofre seks tusinde Kroner kunde sende den Mand, der i Øjeblikket maaske var hendes farligste Fjende, ind i den visse Død. I hvert Fald saa langt bort, at han blev uskadelig. Hvorfor betænke sig? Skulde en Mor ikke sætte sig til Modværge, naar der blev lagt Snarer for hendes Barn? Hvad hun havde begyndt, maatte nu fuldendes. Et Tilbagetog var ikke længer muligt.

324

VII

En Ugestid senere mødte Stævningsmændene en Dag op paa Sofiehøj og tilsagde Fru Engelstoft til Afhøring paa Tinghuset i Købstaden Tredjedagen efter. Herredsfogdens politimæssige Indskriden i Anledning af Optøjerne paa Gaarden havde ikke haft den tilsigtede Virkning. I Stedet for at nedslaa Mistanken havde den tværtimod bevirket, at de uhyggelige Rygter var kommen i Omløb, og at flere anonyme Indsendere i Egnens Blade havde forlangt en kriminel Undersøgelse af Tildragelserne ved den afdøde Godsejers Dødsseng. I tilslørede Vendinger var Fru Engelstoft endog bleven anklaget for Mord.

Klokken ti om Formiddagen paa den berammede Dag holdt den gammeldags Wienervogn, der fra Fortiden kaldtes "Fruens egen Vogn", nedenfor Trappen i den indre Slotsgaard. Bag alle Kælderruderne og bag Godskontorets Vinduer i Sidefløjen saaes fladtrykte Næser og skadefro Blikke. Det var Køkkenpigerne og Skriveren, der haabede at faa et Glimt af "Tudsens" Ansigt at se, naar hun steg tilvogns. Og det kriblede saa sødt i dem ved Tanken om, at den stolte Dame nu skulde trækkes frem for Politiskranken ligesom en anden Stodder og være nødt til at svare paa alting.

Ikke to Minutter efter, at Taarnuret havde runget, viste Fru Engelstoft sig paa det øverste Trappetrin. Til stor Skuffelse for de Nysgerrige var hun tæt tilsløret, hele Skikkelsen skjult af det lange, sorte Enkeflor. Mamsel Andersen og Kammerjomfruen fulgte hende ned til Vognen, mens den tykke Jens Kusk gjorde sin forskriftsmæssige Honnør paa Bukken.

Oppe ved Vinduet i Kabinettet stod Esther skjult bag Gardinet. Da Vognen kørte, blev hun ved at stirre efter den, mens hendes store, luftblaa Øjne fyldtes af Taarer. Hun var fuld af Bekymring for Moderen. Atter denne Nat havde hun hørt hende gaa frem og tilbage inde i sine Værelser, havde ogsaa igen i Spejlet set hende sidde ved Schatolklappen og stirre i Papirerne med det gule Omslag. Nu til Morgen havde hun været saa 325 underlig adspredt. Hun var bleven helt forfærdet ved at se, hvor gammel og træt hun saae ud.

Gamle Mamsel Andersen kom ind for at se til Kakkelovnen. Skønt Moderen havde forbudt hende at underholde sig med Tjenestefolkene og særlig havde advaret hende mod Mamsellen, som hun beskyldte for at lure ved Dørene og at lyve, gik Esther lige bus paa den gamle Pige og spurgte, hvad der var paa Færde.

Det gav et Ryk i Jomfru Andersen.

"Paa Færde? Hvad mener Frøkenen?"

"Hvorfor er I allesammen saa underlige idag? Og hvorfor tog Mor bort? Skulde hun til Byen?"

"Ja, det mener jeg da. Fruen har vist Forretninger derinde."

"Men hvad skulde Mor hos Politiet? – Ja, det kan ikke nytte, De vil nægte det, Jomfru Andersen. Jeg hørte imorges, at Anna og Maren-Sofie stod og hviskede om det ude paa Gangen. Er der nogen, der har stjaalet?"

"At Frøkenen vil bryde sig om, hvad saadan et Par tovlige Piger staar og sladrer om!"

"Der er noget, De ikke vil sige mig, Jomfru Andersen. Hvad er det?"

Den Gamle laa paa Knæ foran Kakkelovnen og lagde et Par Brændestykker over Ilden.

"Naa ja, har Frøkenen hørt saa meget, kan De saamænd ogsaa gerne faa Resten at vide. Det er ellers noget, som Frøkenen it' behøver at befatte sig med."

"Hvad er det da?"

"Det er nok et vigtigt Papir af salig Herrens, der er bleven henne. Saadan har jeg da forstaaet det. Men jeg kender ingenting te'."

"Et Papir?"

"Ja, det er nok saadan hvad man kalder et Dokument at sige."

"Men hvad har Mor med det at gøre? Hun kan jo da ikke vide, hvor det er blevet af."

"Ja, se det er maaske det, at Skifteretten alligevel mener," sagde den Gamle og gav sig ivrig til at puste paa Gløderne, som havde hun allerede sagt for meget.

326 "Saa var det vel i den Anledning, at Herredsfogden var her dengang."

"Det kan nok tænkes," sagde hun og rejste sig fra Kakkelovnen. "Men nu er det nok paa Tide, at Frøkenen faar sin Mellem-Frokost. Klokken er over ti."

Esther satte sig hen i Sofaen, hvor hun krøb ind i det ene Hjørne, betaget af en Angst, der fik hende til at fare sammen ved enhver Lyd. Hun holdt Haanden under Hovedet, og atter piblede Taarerne frem af hendes Øjne. Hun kunde ikke holde dem tilbage. Stadig syntes hun at høre sin Fars Fodtrin inde i den store Sal. Det var en Fornemmelse, hun oftere havde haft under sit Ophold her. Ogsaa Faderens Stemme mente hun undertiden at kunne høre derinde.

Bare Pastor Bjerring vilde komme her idag! – tænkte hun. Hun begreb ikke, hvad der gik af ham. I en hel Uge havde han ikke været her. Kunde han være syg? Hun havde i disse Dage rigtig mærket, hvor godt hun kunde lide ham. Hun følte i hans Nærværelse noget af den samme Tryghed, hun altid havde følt hos sin Far. Var det maaske, fordi hans dybe Stemme mindede hende om Faderens, der saa ofte havde gjort hende glad, naar hun hørte den ude i Forstuen? Kunde hun blot faa Moderen til at synes om ham! Men ikke med et Ord havde Moderen nævnet ham i alle disse Dage eller ladet sig mærke med, at hun savnede ham.

Hun tørrede i Hast Taarerne af Kinden. Mamsel Andersen kom ind med hendes Frokost paa en Bakke.

"Her er noget, der er godt for Frøkenen. En krabat Bøf. Og to Æg."

"Aa, kan jeg ikke være fri idag, Jomfru Andersen? Jeg har slet ingen Appetit. Og saa har jeg saadan Hovedpine."

"Nej, spise maa man skam i de Omstændigheder. Ellers bli'er det bare meget værre."

"Men hvad kan det nytte? Jeg kommer bare til at kaste op ligesom forleden."

"Naa, det glider nok ned, skal Frøkenen se! Husk ogsaa paa, hvad Fruen saa tidt har sagt. Fruen vilde rigtignok blive meget vred, om hun fik at vide, at Frøkenen ikke havde spist sin Bøf."

327 Den sidste Advarsel gjorde Esther føjelig. Hun satte sig hen til Bordet og nødte sig til at spise, skønt bare Synet af de blodige Kødstykker fik det til at kvalme for hende.

Imidlertid stod Jomfru Andersen bag ved en Stol paa den anden Side Bordet og betragtede hende med et medlidende Blik. Det skar hende i Hjærtet at se, hvor bleg hun var bleven, efter at Kapellanen var jaget paa Porten. Trods de kolde Styrtebade og de andre Hærdningskure, som hendes Mor plagede hende med, havde der aldrig været mange Blodsdraaber i hendes spinkle lille Krop, og i den sidste Tid saae hun ud, som om hun snart skulde følge sin Far i Graven.

Derfor nænnede den Gamle heller ikke at fortælle hende, hvad hun lige havde hørt, at Kapellanen alligevel rejste over til Kineserne nu. Han skulde selv have sagt det den foregaaende Aften i Forsamlingshuset. Vorherre havde sendt ham Rejsepengene, havde han sagt. De var kommen til Missionsselskabet med et Brev uden Navn. Hvor var det sørgeligt! At tænke sig, at det rare, unge Menneske, der kunde have det saa godt herhjemme, maaske nu vilde blive myrdet og ædt af de fæle Kinesere.

Esther havde ikke tvunget mange Mundfulde i sig, før hun skød Bakken bort og erklærede, at nu kunde og vilde hun ikke spise en Smule mere. Naar hun talte i den Tone, vidste Mamsel Andersen, at det ikke nyttede at prøve paa at snakke sig tilrette med hende. Saa blid og føjelig hun i Almindelighed var, kunde der en Gang imellem fare en Trold i hende, saa man mærkede, at hun var "Tudsens" Datter.

Bagefter tog Esther sin lysegraa Ulster paa for at gaa ud i Parken. Skønt hun nu havde opgivet Haabet om, at Kapellanen vilde komme, stod hun dog længe foran Spejlet ude i Forstuen, mens hun satte en lille sorttærnet Uldhue paa Hovedet og ordnede Krøllerne i Tindingerne. Hun havde engang kunnet se paa ham, at han syntes, den Hue klædte hende. Ogsaa gned hun sine Kinder kraftigt med den flade Haand, da hun opdagede, hvor bleg hun var.

328 Solen skinnede; men alligevel slog hun Kraven op om Ørene, saasnart hun var kommen udenfor, og stak Hænderne dybt i Kappelommerne. Hendes Albuer bevægede sig ud og ind, saadan rystede hun af Kulde.

De sidste Blade var faldne. Nattefrosten havde afklædt Parken, der endnu for faa Dage siden stod i al Efteraarets Farvepragt. Ogsaa hendes Barndomsvenner Fuglene var borte. Ved Synet af deres tomme Reder hist og her i de nøgne Trækroner følte hun sig dobbelt ensom og forladt. Kun Solsorterne var tilbage. Men de sad ikke som om Sommeren oppe paa Grenene og sang. De løb stumme om nede paa Jorden og forskrækkede hende, naar de pludselig lod sig tilsyne i den røde Løvbund som sorte Rotter og lige saa pludselig forsvandt igen bag Stammerne.

I den yderste Ende af Parken standsede hun ved en Laage og blev staaende der nogle Øjeblikke med Armene paa Tremmeværket. Laagen gik ud til den gamle Lindealle, der fra Landevejen førte op til Avlsgaarden, og man havde herfra Udsigt over Markerne ned til Landsbyen med den hvide Kirke. Ved Vejkanten ovre paa den anden Side af Alleen opdagede hun gamle Anders, der sad bag sin Halmskærm og slog Skærver. Hun kom da til at tænke paa, at hun maaske af ham kunde faa at vide, om Pastor Bjerring var syg. Hun vidste, at gamle Anders hørte til de "Hellige", der hver Søndag gik i Kirke og havde Forbindelser i Præstegaarden.

Med en rask Beslutning aabnede hun Laagen og balancerede fra Sten til Sten over den opkørte Vej, hvis dybe Hjulspor var fulde af Vand. Hun begyndte diplomatisk med at tale om Vejret og at spørge til hans Kone og til ham selv. Men gamle Anders, der nok var en gudfrygtig Sjæl men alligevel en stor Skælm, bemærkede med sammenknebent Øje og et forstaaende Smil, at dersom det var den unge Præst, hun gik og kiggede efter, skulde hun bare bie et bitte Kon. Det var ikke en halv Time siden, sagde han, at Kapellanen var kommen her forbi i Kjole og Krave paa Vej op til Avlsgaarden for at berette en af Karlene, der var bleven syg i Nat.

Esther blev brændende rød og forlod ham straks, opbragt og 329 forvirret. Den Tanke, at Folkene paa Gaarden var begyndt at snakke om hende og Kapellanen, og især det, at Snakken kunde komme Moderen for Øre, indjog hende en stor Angst. Og nu skete der det, da hun paa sit hurtige Tilbagetog kastede et Blik ned ad den lange Alle med de store Vandpytter, hvori den blaa Himmel spejlede sig, at en ornatklædt Person i det samme traadte ud af Ladegaardsporten.

Hendes første Indskydelse var at komme ham af Syne ved at skynde sig ind i Parken. Men da hun indsaae, at han rimeligvis allerede havde set hende, bestemte hun sig til at blive staaende ved Leddet og vente paa ham. Han kunde ellers let tænke, at hun løb sin Vej for at undgaa ham. Gamle Anders maatte saa tro om hende, hvad han vilde.

Efterhaanden samlede hun endogsaa Mod til at gaa ham et Par Skridt imøde paa Græskanten ved Siden af Vejbanen.

"Har De været bortrejst, Pastor Bjerring?" spurgte hun straks, da de havde hilst paa hinanden. "Det er saa længe siden vi har set Dem."

I Selvforglemmelse beholdt han hendes Haand, mens han forundret betragtede hende.

"Veed De ikke, Frk. Esther, at Deres Mor ikke ønsker at se mig paa Sofiehøj mere?"

"Mor!" sagde hun forskrækket og blev bleg.

"Det skyldes forhaabenlig kun en forbigaaende Misstemning," vedblev han og gav endelig hendes Haand fri. "Jeg veed da ikke af, at jeg har gjort noget galt. Derfor vil jeg heller ikke sige Farvel til Dem allerede nu. Saasnart Deres Mor igen sender mig Bud, kommer jeg. – Men det er sandt! De veed maaske slet ikke, at jeg skal rejse."

"Til København?"

"Nej, meget længere bort. De husker vist nok, jeg har fortalt Dem om en Missionspost i Kina, som længe har været ubesat. Det har jo altid været min Lyst at blive Missionær. Især derovre i det store Vankundighedens Rige, som kalder sig selv det himmelske. Ved en uventet Tilskikkelse er det blevet mig 330 muligt at komme afsted. Mit inderligste Ønske har Vorherre nu opfyldt."

Det svimlede for Esther. Hvad var det, han sagde? Hun stirrede paa ham i Haab om at møde et spøgefuldt Smil i hans Ansigt. Men Udtrykket var dybt alvorligt ligesom hans Stemme. Det var altsaa sandt!

Af Angst for at røbe sin grænseløse Skuffelse forsøgte hun nu selv at smile.

"Nej tænk! Saa maa man altsaa ønske Dem til Lykke!" sagde hun.

"Ja, det maa De! Saa ondt det end gør mig at skulle forlade mine Venner her – og mine kære Forældre i København – er jeg lykkelig og fuld af Haab."

Et rødt Ansigt tittede i dette Øjeblik ubemærket frem bag Halmskærmen ovre paa den anden Side af Vejen.

Præsten rakte hende atter Haanden. Hun tog den som i Drømme og hørte ham sige:

"Gud velsigne Dem!"

Hvad han mere sagde, hørte Esther ikke.
 

VIII

Bag Skranken i den skumle Retssal, der vendte ud mod Byens Torv med en Række snavsede Vinduer, sad Herredsfogden i guldbroderet Uniform, og paa hans venstre Haand havde Skriveren Plads med den store Protokol. Henne ved den Dør, hvorigennem Vidnerne førtes ind og ud, sad en kæmpestor Politibetjent med blaarøde Kinder og nikkede i Halvsøvne, mens Retsvidnerne – et Par gamle Pensionister – havde Sæde under et Vindu bagved Skranken.

Der var afhørt flere Vidner, og Luften derinde, der i Forvejen havde været tung af gammelt Støv og af Kulos fra Kakkelovnen, var allerede bleven kvælende. I Øjeblikket sad Realskolebestyrer Brandt foran Skranken og afgav Forklaring. Han 331 erklærede, at han faa Timer før sin Svogers Død havde talt længe med ham netop om Gavebrevet, som han efter dennes Anmodning havde lagt ned i det indmurede Pengeskab. Dersom Svogeren virkelig senere havde givet sit Minde til, at det blev tilintetgjort, kunde han paa det Tidspunkt sikkert ikke have været sig sine Handlinger klart og fuldt bevidst. Men forøvrigt troede han ikke paa den Forklaring.

Paa Herredsfogdens Spørgsmaal, om han da mistænkte nogen for at have understukket Gavebrevet, svarede han et klart og bestemt Ja.

"Er Deres Mistanke rettet mod nogen bestemt Person?"

Herpaa nægtede han at svare. Derimod mindede han om, at Fru Engelstofts forlængst afdøde Broder, efter hvad der nu var bleven oplyst, som ungt Menneske havde forgrebet sig paa sin Principals Kasse, hvad der syntes at tyde paa forbryderiske Familjetilbøjeligheder.

Dette Giftstik bragte Herredsfogden i Raseri. Kalkunblaa i Hovedet raabte han:

"Her er ikke Stedet til at fremsætte løse Formodninger. Jeg spurgte Dem, om Deres Sigtelse havde en bestemt Adresse."

"Og jeg maa gentage, at jeg ikke mener mig forpligtet til at besvare Samvittighedsspørgsmaal."

Dermed var Herredsfogden kørt i Grøften.

"Har De mere at fremføre til Sagens Oplysning?" spurgte han.

"Nej."

"Saa er vi færdige med hinanden."

Det næste Vidne var Sygeplejersken, Søster Bodil. Herredsfogden bad hende tage Plads og sagde:

"De kendte jo den afdøde Godsejer ret nøje. De har i længere Tid plejet ham under hans sidste Sygdom."

"Ja."

"Og De var tilstede i Dødsøjeblikket?"

"Ja. Det vil sige – under Godsejerens og Fru Engelstofts Samtale opholdt jeg mig paa mit Værelse – men jeg blev kaldt ind."

332 "I hvilken Tilstand forefandt De saa den Syge?"

"Dødskampen var dengang begyndt."

"Var han i Stand til at tale?"

"Jeg tror det ikke."

"Havde De Indtryk af en forandret Sindsstemning hos ham, da De blev kaldt ind?"

"Jeg havde kun Indtrykket af et døende Menneske."

"Men altsaa, noget Tegn paa en umiddelbart forudgaaende, heftig Ordstrid eller voldelig Overtalelse fandt De ikke?"

"Nej."

"Hvorledes forklarer De Dem da det pludselig indtraadte Dødsfald?"

"Jeg tror nok, at Sindsbevægelsen i Anledning af Fru Engelstofts Komme kan have fremskyndet Døden; men Godsejeren var saa svag, at vi hver Dag havde ventet en Katastrofe."

"Meget vel. Det stemmer med Doktorens Udsagn. Nu blot dette: Efter Dødens Indtrædelse forlod De Sygeværelset, ikke sandt?"

"Jeg gik ind gennem Værelset ved Siden af og kaldte paa Jomfru Andersen, der sad i Spisestuen."

"Var De saa længe borte, at der under Deres Fraværelse kan være oplukket Skuffer eller Skabe inde i Dødsværelset?"

"Nej, det anser jeg for umuligt."

"Meget vel. Og straks efter kom der jo flere tilstede. Forvalteren og Godsskriveren, ikke sandt?"

"Jo."

"Meget vel."

Efter at Herredsfogden havde gjort hende endnu et Par Spørgsmaal og dikteret den hele Forhandling til Protokollen, blev denne oplæst for hende, hvorpaa hun fik Lov til at gaa.

Men hun blev siddende og sagde, at hun endnu gerne vilde sige noget.

"Hvad nu?" udbrød Dommeren utaalmodigt.

I stærk Bevægelse forsikrede hun, at hun ikke ønskede ondt over noget Menneske. Men hun maatte for sin egen Samvittigheds 333 Skyld sige noget, som hun – og rimeligvis hun alene – med Bestemthed vidste.

"Ja, det samme har ogsaa alle de andre sagt. Og naar det saa kom til Stykket, var det Vrøvl og Sludder det hele. Hvad er det, De vil sige?"

Hun havde hørt, sagde hun, at det omtalte Testamente eller Gavebrev skulde være bleven brændt i Kakkelovnen i Godsejerens Soveværelse. Men det kunde ikke være Tilfældet.

"Hvorfor ikke?"

"Fordi der slet ikke var Ild i Kakkelovnen den Aften. Den blev overhovedet ikke brugt."

"Hvad skal det sige? Som om man ikke kan faa et Stykke Papir til at brænde i en Kakkelovn uden at der er Ild i den. Sikke noget Vaas! Er det for at lette Deres Samvittighed for den Slags taabelige Skrupler, at De opholder Retten, saa –."

"Herredsfogden misforstaar mig. Der kan den Aften i det hele taget ikke have været brændt noget i den Kakkelovn, hverken Papir eller andet."

"Hvor kan De vide det?"

Hun forklarede, at Kakkelovnsrummet havde været fuldt af Vatstumper, som var bleven brugt til Indgnidning af Godsejerens Bryst og Arme med Spiritus. De havde ligget der endnu Dagen efter, at Godsejeren var død, og det var jo indlysende, at et saa brændbart Stof vilde have fænget ved den mindste Berøring med Ild.

Herredsfogden lagde sig tilbage i sin Tronstol og slog Armene overkors. Se se! – tænkte han og fikserede hende skarpt. Denne skikkeligt udseende Person hørte altsaa ogsaa med til Komplottet! Naa! Hun skulde ligesom de andre hurtigt blive afsløret!

"Hvad De her fortæller, lyder besynderligt. Hvor kom De paa den Ide at gaa rundt og kigge i Kakkelovnene? Der vidstes jo paa det Tidspunkt slet ikke noget om, at Gavebrevet var tilintetgjort, endsige at det var brændt."

"Det er min foreskrevne Pligt, før jeg forlader et Sted, at gøre rent i den Stue, hvor min Patient har opholdt sig, og bortskaffe alt, hvad der har været i Berøring med den Syge."

334 Herredsfogdens Ansigtsmuskler slappedes med eet. Han maatte for sig selv indrømme, at her var et Punkt, der burde have været nøjere undersøgt.

"Naa – saa bortfjernede De altsaa de Vatstykker?"

"Ja, jeg brændte dem."

"Hm … De er vel klar over den Betydning, Deres Meddelelse muligvis kan faa for den Sag, det her gælder om at oplyse? Jeg maa derfor tilraade Dem endnu en Gang alvorligt at betænke, hvad Følgerne vil blive for Dem, dersom den skulde vise sig ikke at være i Overensstemmelse med Sandheden."

"Det er den," forsikrede hun med Taarer i Øjnene.

"Betænk, at De staar i Vidneskranken, og at De i fornødent Fald er pligtig at bekræfte, hvad De her har sagt, med Deres Ed. Er De beredt dertil?"

"Ja."

"Ja, saa har jeg i Øjeblikket ikke mere at spørge Dem om. Men er De saa god at blive her, da jeg rimeligvis senere nødsages til at tale nærmere med Dem."

Han fulgte hende med Øjnene, mens hun gik bort. Her stikker noget under! – tænkte han. Stod hun ikke her og løj og græd paa en Gang!

Efter nogen Overvejelse gav han nu den lange Politibetjent Ordre til at kalde Fru Engelstoft ind fra den særskilte Ventestue, som af Galanteri var bleven anvist hende. Betjenten aabnede Døren og udraabte hendes Navn.

Hun traadte over Tærsklen med stolt Holdning, standsede derpaa og saae sig lidt usikkert om. Men straks efter fortsatte hun med sine smaa faste Skridt hen til Skranken.

Herredsfogden hilste hende med saa meget af den ham i Kødet baarne Artighed, som Stedets Hellighed og Dommersædets Værdighed tillod. Med en Hovedbøjning og en Haandbevægelse bad han hende tage Plads paa Stolen foran Skranken.

Og han begyndte Forhøret med at beklage, at han havde været nødsaget til at ulejlige hende. "Men da det fornemmelig gælder om at faa oplyst, hvorvidt Godsejer Engelstoft, dengang han besluttede sig til at tilintetgøre sit Gavebrev, var sig den 335 paagældende Handling og dens Følger klart bevidst, vil De sikkert forstaa, at Deres Vidneudsagn er af særlig Betydning."

Fru Engelstoft nikkede. Med en fornem Haandbevægelse havde hun slaaet Sløret op for sit blege Ansigt og set Dommeren i Øjnene uden en Blinken. Hun kendte sin Magt over denne Mand og var besluttet paa at bruge den.

Hun havde forud nøje overlagt, hvad og hvormeget hun uden Risiko kunde sige, og lod sig heller ikke et Øjeblik bringe ud af Fatning. Derimod viste Herredsfogden sig temmelig forvirret. Først efter en halv Snes Minutters planløs Frem- og Tilbagesnakken og en omstændelig Dikteren til Protokollen gjorde han hende de afgørende Spørgsmaal.

"Tilintetgørelsen af Gavebrevet skete altsaa efter den Afdødes udtrykkeligt udtalte Ønske? Med hans fulde og frivillige Billigelse?"

"Ja."

"Og Grunden var den, at han ved Samtalen med Dem var kommen til den Overbevisning, at de Personer, der havde indgivet ham Ideen til det paatænkte Hvilehjem og udfærdiget Dokumentet, havde haft et egoistisk Formaal dermed?"

"Ja."

"Hvad blev der af Dokumentet? Jeg mener, paa hvilken Maade blev det tilintetgjort?"

"Det blev brændt."

"I Kakkelovnen?"

"Ja."

"I den Kakkelovn, der stod i den Afdødes Soveværelse?"

Der var noget i den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet blev stillet, som ogsaa i det spændte Udtryk, hvormed baade Skriveren og Retsvidnerne pludselig slugte hende med Øjnene, der fik hende til at holde sit Ja tilbage. I et Nu gik det med Angst op for hende, at her var lagt en Fælde.

"Er det ikke ligegyldigt?" spurgte hun for at vinde Tid.

"Det er nødvendigt, Frue, at vi ogsaa faar dette Punkt fuldt oplyst."

"Nej, det var ikke i Sovekammerkakkelovnen," sagde hun; 336 og da hun saae, hvordan Herredsfogdens Ansigt opklaredes, mens Skriveren tog sine ondskabsfulde Øjne til sig med et skuffet Udtryk, fortsatte hun: "Jeg var bange for, at Røgen paa Grund af Blæsten skulde slaa ud og genere den Syges Aandedræt."

"Meget naturligt! En anerkendelsesværdig Betænksomhed! … Hvor fandt saa Opbrændingen Sted?"

"I Biblioteksstuen ved Siden af. I den store Kamin derinde."

"Meget vel!"

Herredsfogden begyndte igen at diktere til Protokollen; og efter at denne var bleven oplæst for hende og godkendt, tilføjede han med en ærbødig Bøjning, der skulde undskylde Ordenes Ligefremhed:

"Det er nu min foreskrevne Embedspligt at tilspørge Dem, om De nøje har ransaget Deres Samvittighed og betænkt Følgerne, i Fald De senere skulde komme til anden Erkendelse? Og om De sluttelig uden Frygt kan bekræfte den afgivne Forklaring med Deres Ed?"

"Ja."

Der fulgte en ny Protokoltilførsel og en ny Oplæsning og Godkendelse. Derpaa vendte Herredsfogden sig helt oplivet om mod Retsvidnerne og sagde:

"Saa vil vi skride til Edsaflæggelse."

Han var under Forhøret blevet enig med sig selv om, at han kun med et edsfæstet Udsagn vilde have Magt til at slaa den ondsindede Sladder til Jorden.

"Vil De give mig Formularen, Hansen. Den ligger vist i Deres Skuffe."

Skønt Fru Engelstoft hele Tiden havde haabet, at selve Eden ikke vilde blive hende afkrævet, bevarede hun sin rolige og stolte Holdning. Men hendes Hjærteslag standsede et Øjeblik. Og med Skyhed betragtede hun den sort indbundne Bog, som Skriveren havde taget frem af Skuffen.

Herredsfogden rejste sig og tilkendegav hende med en Haandbevægelse, at hun skulde gøre det samme. Ogsaa de andre Tilstedeværende stod op fra deres Stole og blev staaende under hele Oplæsningen.

337 "Den Sværgende forsikrer, at han har udsagt Sandheden, den rene og fulde Sandhed, saa at han intet har forklaret, som han ikke vidste, og intet fordulgt af, hvad han vidste til Oplysning angaaende det, hvorom hans Forklaring blev æsket, ej heller har brugt nogen Forbeholdenhed men oprigtigen taget Ordene i den Mening, hvori han vidste, at de blev forstaaede. Han staar for Menneskers Dom, som haardeligen vil straffe den Mensvorne, naar Gud lader Sandheden komme for Lyset, og alles Hjærter ville tillukke sig for den, der er mærket med en Meneders forfærdelige Navn."

Mens Herredsfogden hurtigt og vanemæssigt opramsede disse Truselsord, tog Fru Engelstoft som tilfældigt med sin ene Haand om Skrankens Kant. Skønt hun gjorde sig Umage for ingenting at høre, begyndte det at sortne for hendes Øjne, saa hun maatte støtte sig.

"Den Sværgende staar for den alvidende Guds Aasyn, som ser i det skjulte og betaler aabenbare; som lod Forbandelsen udgaa, at den skal komme til Tyvens Hus og til dens Hus, som sværger falskeligen ved hans Navn. Den Sværgende oprækker derfor efter den gamle Vedtægt de trende Fingre paa sin højre Haand, at dette synlige Tegn skal minde ham om, at han kalder den treenige Gud til Vidne, og at, dersom han sværger falskeligen, har han frasagt sig Gud Faders Naade, Beskærmelse og Velsignelse; han har fornægtet Verdens Frelser og kan ikke søge Tilflugt hos ham i Livets Angester eller paa Dommens Dag; han har tillukt Vejen for Guds Aand og opgivet al Trøst af Guds Ord i Livets og Dødens Nød. Medens han er paa Jorden, vil hans Hjærte være bævende og hans Fod ikke finde Hvile; derefter gaar han hen, hvor der skal betales enhver efter hans Gerninger. Thi hvad et Menneske saar, det skal han og høste. Med denne Formaning og Advarsel have vi gjort vort. Hver, der bliver ved Sandhed, aflægge med Frimodighed sin Ed; men enhver vogte sig for at sværge falskeligen ved den Højestes Navn."

Herredsfogden kastede Formularbogen og berørte respektfuld Fru Engelstofts Arm.

"Den Sværgende oprækker de trende Fingre paa den højre 338 Haand med disse Ord: At den af mig afgivne Forklaring er overensstemmende med Sandheden, bekræfter jeg herved med min Saligheds Ed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Intet i hendes Træk røbede andet end en naturlig Sindsbevægelse ved at foretage en højtidelig Handling. Men i Virkeligheden var hun knap ved Bevidsthed. Med Møje løftede hun den blytunge Haand og gentog mekanisk Ordene:

"At den af mig afgivne Forklaring er overensstemmende med Sandheden, bekræfter jeg herved med min Saligheds Ed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Herredsfogden bukkede; og med høj Røst erklærede han derefter Retten for hævet.

Faa Minutter senere sad Fru Engelstoft nede i sin Vogn, der havde samlet et lille Opløb paa Tinghustrappen. Hun hørte en af Flokken raabe Morderske efter hende, da Vognen kørte. Men det gjorde intet Indtryk paa hende. Hun lænede sig tilbage og lukkede Øjnene med en vidunderlig Følelse af Befrielse. Nu var det overstaaet! Hun havde rystet Utøjet af sig! – Samtidig følte hun en uimodstaaelig Trang til at sove. Hun havde i flere Døgn ikke faaet Søvn. I nogle Minutter var hun halvt bevidstløs. Som en Druknende saae hun i disse Øjeblikke et Tog af flimrende Erindringsbilleder jage hende forbi. Indtil hun vækkedes af Kulderystninger og begyndte at græde.
 

IX

Ved Tilbagekomsten til Sofiehøj mærkede Fru Engelstoft straks i Forstuen, at der var sket noget under hendes Fraværelse. Esther, der plejede at give hende en saa stormende Modtagelse, naar hun blot havde været borte et Par Timer, lod sig slet ikke se. Mamsel Andersen, som hjalp hende Ydertøjet af, var tydeligt nervøs og syntes at have grædt.

"Hvor er min Datter?" spurgte hun.

"Frøkenen maatte gaa i Seng. Frøkenen befandt sig ikke vel."

339 "Hvad fejler hun?"

"Ja – jeg maa jo sige det til Fruen, som det er. Frøkenen fik saadan en Slags Anfald."

"Et Anfald?"

"Ja, det kom lige med eet. Frøkenen havde spaseret lidt i Parken efter Frokost. Jeg stod netop i Vinduet, da Frøkenen kom tilbage. Jeg kunde se, at hun gik saa underlig og var helt hvid i sit Ansigt. Saa skyndte jeg mig jo ned, – ja – og saa, ligesom Frøkenen var kommen herind, fik hun ondt og besvimede."

"Hvornaar var det?"

"Det var vist godt en Timestid efter, at Fruen var kørt … Frøkenen har selv været saa ked af det. Hun sagde, at jeg ikke maatte sige noget til Fruen."

"Min Datter er vel bleven forskrækket for noget. Kan hun have truffet nogen i Parken?"

Den Gamle strøg sig forlegen ned over Forklædet.

"Nej – det har da Frøkenen ikke talt noget om."

"Staa nu ikke der og lav Historier! Veed De noget?"

"Ja, naar Fruen ønsker, at jeg skal sige det, saa tror jeg nok, at Frøkenen har truffet Kapellanen. Han var her paa Gaarden og berettede en af Karlene. Det skal være gamle Anders, der har set dem sammen i Alleen."

Fru Engelstoft tog Øjnene til sig.

"Naa ja," skyndte hun sig at sige. "Min Datter er lidt upasselig i disse Dage. Det vidste jeg forresten godt. Gaa op til hende og sig, at jeg om lidt skal komme op og se til hende."

Hun gik ind til sig selv og sank ned i en Lænestol, dødtræt og opreven. Hun blev siddende der næsten en halv Time, fordi hun ikke vilde vise sig for Esther i den Tilstand. At Barnet havde haft et Besvimelsesanfald, ængstede hende heller ikke saa meget. Det hørte hendes Alder til. Langt mere foruroligedes hun af dette Møde med Kapellanen. Den hykleriske Hund! Saa vidt var han altsaa allerede kommen med hende, at de havde benyttet sig af hendes Fraværelse til at holde Stævnemøde! … Godt, at hun ikke var vegen tilbage for at skaffe ham af Vejen! Alle 340 hendes Opofrelser – ogsaa denne sidste – kunde maaske ellers været gjort forgæves. Det var paa høje Tid, at han kom herfra. Var han først kommen over paa den anden Side af Jordkloden, glemte Esther ham nok.

Hun vilde rejse sig men sank rædselsslagen ned igen og begyndte at ryste. Hun var kommen til at se ned paa sin højre Haand, der laa om Stolearmen, og det forekom hende, at den var bleven sandgraa og vissen. Skønt hun udover det første Øjeblik ikke var i Tvivl om, at det var en Indbildning, fremkaldt af hendes oprevne Sindstilstand, blev hun alligevel ved at stirre paa Haanden med en Skræk, som om den virkelig var forandret. "Hvordan er det fat med dig?" tænkte hun og lukkede tilsidst Øjnene for Synet.

Og hun mindedes sin Mor, der saa ofte havde advaret hende mod hende selv og skræmmet hende med Daarekisten. "Vogt dig, mit Barn!" hørte hun hende sige med sin brudte Stemme. "Dit stridbare Sind vil engang blive din Ulykke! Kun det sagtmodige Hjærte har Fred i Livet og i Døden. Husk det! Bøj dig lydigt for Herrens uransagelige Vilje. Væk ikke hans Vrede, for han er en nidkær Gud, der straffer strengt."

Hvorfor havde hun ikke arvet sin gode Mors ydmyge Sind? Nu havde den guddommelige Hævn ramt hende. Af den selvraadige lille Pige havde Himlen gjort en Ligrøver og en Menederske. Skulde hun nu ogsaa miste sin Forstand? Ende Livet i Vanvid? …

Tungt slæbte hun sig lidt efter op ad Trappen til Soveværelserne, idet hun holdt Haanden paa Rækværket for ikke at segne. Hun frygtede dette Møde med Datteren og ønskede paa samme Tid, at hun kunde tage hende ind til sit Hjærte og betro hende alt. I sin grænseløse Ensomhed trængte hun til en Medvider, der ikke vilde forraade hende. Alligevel ængstede den Tanke, at Esther selv skulde komme Sandheden paa Sporet, hende mere end noget andet.

Esther laa i Sengen med Ansigtet vendt ind imod Væggen. Hun blev liggende i samme Stilling ogsaa efter at Moderen var 341 kommen ind og havde sat sig paa hendes Sengekant. Hun vilde skjule, at Taarerne løb hende ned ad Kinderne.

Fru Engelstoft strøg hende kærligt over Haaret, idet hun uvilkaarligt brugte sin venstre Haand og holdt den højre i Skødet.

Stakkels Barn, hun havde virkelig faaet sin første Forelskelse! At den galdt en Præst, var ikke saa underligt. Det hørte jo ogsaa hendes Alder til.

"Hvad er der i Vejen, Barn? Har du ondt noget Sted?"

Esther rystede paa Hovedet.

"Hvorfor græder du da?"

"Jeg græder ikke," sagde hun og søgte at unddrage sig Moderens Kærtegn.

Da faldt det Fru Engelstoft ind, at Estøer naturligvis af Kapellanen havde faaet at vide, hvorfor han ikke mere kom her, og hun besluttede sig til at tale aabent om sit Syn paa denne Mand. Hun sagde til hende, at selv om hun ikke kunde forstaa hendes Handlemaade, maatte hun ikke miskende hende men stole paa, at hvad hun fordrede af hende, altid var til hendes eget Bedste. Hun sagde, at hun endnu var for uerfaren til at kunne bedømme, hvormeget der stod paa Spil for hende, og at den Mand, hun havde ladet sig overliste af, enten maatte være en Fantast, der vilde styrte sig selv og hende i Ulykke, eller en Eventyrer, der spekulerede i hendes Enfoldighed. Hun mindede hende om sin egen Skæbne og talte om sin Mor, der var bleven bragt til Tiggerstaven, fordi hun ikke havde haft Kraft til at modsætte sig en Mands forbryderiske Letsindighed.

"Du maa tage dig sammen, Esther, og huske paa, at du ikke er noget Barn længer. Jeg vil ikke mere vide af den Lediggang. Du gaar og fanger Griller og bliver syg deraf. Jeg har tænkt paa, at du skal begynde at hjælpe mig lidt med Opsynet. Det er ikke for tidligt, at du vænner dig til at handle paa eget Ansvar. Men det skal vi tale om en anden Gang. Tør nu dine Øjne, og vis dig som en fornuftig lille Pige, at jeg ikke skal faa Skam af dig."

Hun kyssede hende paa Panden og lod hende derpaa i Fred.

Hele Eftermiddagen tilbragte hun inde i sin Arbejdsstue, hvor 342 hun ved sine ophobede Regnskaber tvang Tankerne tilbage fra de vilde Veje og holdt dem fast. Lidt efter lidt faldt hendes Sind ogsaa til Ro. For ikke at give Folkene paa Gaarden ny Anledning til Skumlerier lod hun efterhaanden baade Forvalteren, Ladefogden og Mejeribestyreren kalde, og havde som sædvanlig timelange Forhandlinger med dem, fremsatte Planer og udstedte Ordrer.

Men da var ogsaa hendes Modstandskraft brudt. Saa snart den sidste havde forladt hende, sank hun sammen. Det var den samme dødelige Mathed, der havde overfaldet hende paa Vejen hjem fra Byen. Hun vaklede hen til den store Lænestol ved Vinduet, og mens Skumringen og Aftenstilheden voksede rundt omkring hende, sad hun indsvøbt i et Sjal, nedsunken i en Halvdøs, hvorunder hun stadig paany saae den gulkalkede Tinghussal for sig og genoplevede Rædselstimen foran Skranken som i en ond Drøm.

At det var paa denne Dags Morgen, hun satte sig ud i Vognen og kørte til Byen, forstod hun ikke. Hun syntes, at der maatte ligge Aar mellem dette Øjeblik og hendes Hjemkomst, med en saadan Sum af sjælelig Lidelse havde disse Timer været fyldt. Skulde hun opleve een Dag til som denne, vilde hun ikke længer kunne modstaa Fristelsen til at gøre en hastig Ende paa det hele. Livet havde længe nok været hende en Gru og en Pine. Kun for Esthers Skyld havde hun taalt de sidste Aars Skam og Ydmygelse. Alene dette hjælpeløse Barn havde holdt hende tilbage i en Verden, som var bleven hende et Helvede.

Var nu blot denne Hykler af en Præst vel af Vejen! Intet nagede hende som Frygten for, at hun skulde miste sit Barn og se alt, hvad hun havde samlet til hende under tyve Aars Kamp og Selvforsagelse, ja som nu havde kostet hende Sjælens Fred og halvvejs hendes Forstand, prisgivet en Fremmed.

Pludselig rungede Taarnurets Gravrøst ned gennem Huset. Hun kunde aldrig høre disse mørke Toner, uden at hendes Hjærte stod stille et Øjeblik. De bar saa mange Minder med sig fra de sytten Aar, da hun levede her med Niels. De havde vævet sig ind i deres Samlivs Lykke og Ulykke lige fra Bryllupsnatten, da 343 hun første Gang forskrækkedes ved at høre dem drøne ned gennem Stilheden.

Hun talte Slagene – seks. Og hun kom til at tænke paa en anden Nat, den, da Esther blev født. Tidlig om Morgenen var hun vaagnet ved at føle et heftigt Sting, og just som hun blev klar over, hvad Smerten betød, slog Uret seks. I sin Angst følte hun disse tunge Klokkeslag som en overnaturlig Bebudelse af, at hendes Time var kommen. Og dog skulde hun endnu tyve Gange høre Heltimeslagenes Gravtone gennem sine egne Skrig, før Barnet kom til Verden. "Den unge Dame har ladet vente paa sig," havde Doktoren sagt, da han endelig stod med det lille halvdøde Væsen i sine blodige Hænder. Selv følte hun ingen Glæde ved at høre sit Barns Stemme. Hun anede jo allerede dengang, til hvilken Vanære det var født. Og heller ikke Niels gav det stakkels Barn nogen videre hjærtelig Velkomst, fordi han havde ønsket sig en Søn. Var det da underligt, at Esther aldrig rigtig vilde trives?
 

X

En Ugestid senere holdt Pastor Bjerring sin Afskedspræken i en overfyldt Kirke, og ikke længe efter forlod han Landet uden at have faaet den ønskede Lejlighed til at sige Fru Engelstoft og hendes Datter Farvel. Hovedbygningen paa Sofiehøj forblev lukket for ham indtil det sidste. Saa længe han endnu befandt sig paa Egnen, havde Fru Engelstoft desuden sørget for, at Esther aldrig gik ud alene. End ikke i Parken fik hun Lov at gaa uden Ledsager.

I Begyndelsen havde Esther underkastet sig den moderlige Vilje med vanlig Lydighed. Men efterhaanden som Tiden gik, og hendes Haab om, at Pastor Bjerring skulde faa Lov til i det mindste at gøre et Afskedsbesøg, ikke gik i Opfyldelse, kom Trolden op i hende. Hun vilde ikke spise, ikke sove, ikke svare Moderen, naar hun spurgte. Al denne Bevogtning havde desuden vakt en Anelse hos hende om, hvem det var, der havde sendt Missionsselskabet de mystiske Penge, og i hvilken Hensigt det 344 var sket. Den Dag, hun fik at vide, at Pastor Bjerring var rejst, faldt hun gamle Mamsel Andersen sanseløs om Halsen og græd fortvivlet.

Fra den Dag viste hun sin Mor aabenlys Trods. Hun vilde, at Moderen skulde forstaa, at hun aldrig, aldrig vilde glemme Pastor Bjerring. Han havde engang lært hende et lille Salmevers og anbefalet hende at sige det for sig selv hver Aften, inden hun faldt i Søvn, hvad hun ogsaa i al Hemmelighed havde gjort. Nu fremsagde hun det højt og med foldede Hænder ogsaa naar Moderen var i Nærheden og kunde høre det. Og i Stedet for at passe sit Kontorarbejde satte hun sig undertiden hen med en Bibel, som hun havde fundet i Biblioteket, og udskrev Skriftsteder for at lære dem udenad.

Fru Engelstoft lod sig ikke mærke med noget. I det Haab, at Barnet snart vilde komme til Fornuft, viste hun sig overbærende mod hende, ja forkælede hende mod Sædvane ikke saa lidt i denne Tid. Da Esther en Aften saae ualmindelig daarlig ud og havde Kuldegysninger, gav hun Ordre til, at der fremtidigt skulde lægges en Varmedunk i hendes Seng, noget hun tidligere paa det bestemteste havde modsat sig. Ligeledes fritog hun hende for den Frokostbøf af halvraat Kød, der fra Barnealderen havde været hende en daglig Lidelse.

Al denne usædvanlige Eftergivenhed forøgede dog kun Esthers Utryghed overfor Moderen. Og nu skete der det, at hun en Dag fandt et afrevet Stykke af en Avis paa sit Bord. Det var en af Gangpigerne, der af Ondskabsfuldhed havde lagt det derind i et ubevogtet Øjeblik. Der stod en truende Erklæring fra Skolebestyrer Brandt og Sagfører Sandberg, der paa "mange agtede Medborgeres Vegne" opfordrede Herredsfogden til at genoptage Undersøgelserne i Anledning af det paa Sofiehøj forsvundne Gavebrev, som den afdøde Godsejer efter Fru Engelstofts til almindelig Overraskelse edsbekræftede Udsagn skulde have ladet tilintetgøre.

Hun vilde tidligere have kastet et saadant Papir i Kakkelovnen uden at læse det til Ende. Saa længe hun kunde huske, havde Folk talt ondt om Moderen og forfulgt hende med Bagvaskelser. 345 Men nu var hendes Mistro bleven vakt. Tilmed stod der, at Dokumentet havde været otte fuldskrevne Ark i et gult Omslag. Derfor grebes hun af en ond Anelse.

"Jomfru Andersen!" sagde hun Dagen efter til Mamsellen. "Det Papir … det Dokument, De veed nok … det er jo ikke fundet, vel?"

"Fundet? Nej, hvor skulde det være fundet? Godsejeren havde jo bestemt, at det skulde it' eksistere mere. Paa sin Dødsseng bad han Fruen om at brænde det. Ellers sad Frøkenen nok it' her. Men hvor kommer Frøkenen paa saadan Tanker? Er det igen de tossede Piger, der har staaet her paa Gangen og ført Sladder?"

Esther vendte sig om uden at svare. Hun gik hen til Vinduet og blev staaende med Ryggen til Stuen for ikke at røbe sin angstfulde Uro.

Fru Engelstoft tilbragte disse Dage i uafbrudt, rastløst Arbejde. Og som hun ikke viste sig selv nogen Skaansomhed, sparede hun heller ikke mere sine Undergivne. Trods alle onde Øjekast maatte Forvalter og Ladefoged flere Gange daglig stille hos hende for at modtage Ordrer; og hverken Køkkenpigerne eller Folkene i Staldene og paa Markerne var længer sikker paa ikke at blive overraskede af hende.

Al denne Aarvaagenhed hindrede dog ikke, at Gaarden næsten daglig hjemsøgtes af Ulykker. Den ene Dag var det Køerne, der blev syge og kastede Kalvene; den næste et Tærskeværk, der sprængtes, eller en ung Hest, der var kommen løs og havde brækket Benet. Længe vilde hun i denne Række Ødelæggelser kun se et nyt Udslag af Folkenes Ondsindethed. Men da Stormen en Nat slog et Faarehus omkuld, hvorved et Par sommergamle Lam blev dræbt, maatte hun tænke paa de Ord, der var bleven oplæst for hende hin Dag i Retssalen, Ordene om den alvidende Gud, "der ser i det skjulte og betaler aabenbare; som lod Forbandelsen udgaa, at den skal komme til Tyvens Hus og til dens Hus, som sværger falskeligen ved hans Navn."

Efter hvert nyt Ulykkesbudskab skottede hun uvilkaarlig ned til de tre Fingre paa den højre Haand. Skønt hun godt følte, 346 hvordan hun hermed lokkede for det Vanvidsspøgelse, som laa og lurede i hende, kunde hun ikke lade være. Hvor ofte hun end sagde til sig selv, at det var en Daarskab, kunde hun ikke slippe den Indbildning, at de tre Fingre daglig blev mindre – visnede hen.

En Dag maatte der Vogn ind til Byen efter Lægen. Esther var pludselig bleven syg. Hun vaagnede om Morgenen med Feber og klagede over Smerter i Hovedet og Ryggen. Da hun forsøgte at staa op, besvimede hun.

Lægen antog det bare for en Forkølelse, men sagde dog ingenting derom. Af Hensyn til Honoraret sad han længe ved hendes Seng med et grublende Udtryk, gjorde de besynderligste Spørgsmaal og trak Tiden ud med gentagne Undersøgelser. Tilsidst skrev han en Del Medicin op og sagde, at han vilde komme igen den næste Dag.

Hans betænkelige Udtryk havde gjort Fru Engelstoft ængstelig. Da de var kommen udenfor paa Gangen, bad hun ham sige hende uforbeholdent, hvad han mente om Datterens Tilstand.

"Jeg kan ikke udtale mig nærmere derom idag. Jeg kan kun sige, at der er ingen overhængende Fare. De maa ikke ængste Dem, Frue! Forhaabentlig faar vi Bugt med Ondet!"

Da han var gaaet, vendte Fru Engelstoft tilbage til Datterens Soveværelse og satte sig paa hendes Sengekant. Esther havde vendt sig om mod Væggen, da hun hørte hende komme. Hun havde faaet en uovervindelig Rædsel for Moderen, efter at hun endnu en Gang om Natten havde set hende sidde ved Schatolklappen med Papirerne i det gule Omslag. Ved den blotte Berøring af hendes Haand kom hun til at skælve.

"Fryser du? Nu skal jeg hente et Tæppe. – Vil du ikke prøve paa at komme til at sove?"

"Jo – Tak."

"Kan du ikke tænke dig at spise lidt?"

"Nej. Men vil du ikke kalde paa Jomfru Andersen?"

"Lad dog mig hjælpe dig, Barn!"

"Nej, jeg vil helst have, at Jomfru Andersen kommer."

"Ja ja – som du vil! Nu skal jeg ringe."

347 Først da Esther var bleven alene med Mamsellen, vendte hun sig om mod Stuen.

"Hvad sagde Doktoren?" spurgte hun.

"Han sagde vist ikke noget. Frøkenen skal ikke være bange."

"Det er jeg heller ikke. Jeg vil allerhelst dø," sagde hun og brast i Graad.

"Næ, veed Frøken nu hvad! Nu maa vi skam ligge ganske stille og prøve paa at komme til at sove lidt."

"Det vil jeg jo ogsaa. Kan De rette paa min Hovedpude, Jomfru Andersen."

"Saadan – er det nu, som det skal være?"

"Ja, bare jeg nu maatte drømme noget rigtig godt."

"Hvad for noget, lille Frøken?"

"Jeg drømte saa stygt i Nat. Da jeg vaagnede, var jeg vaad over hele Kroppen af Angst."

"Ja, det er den Feber."

"Jamen saadan skulde det ikke være, Jomfru Andersen. Naar man er syg, skulde man netop drømme allersmukkest."

"Hvad vil Frøkenen saa helst drømme om?"

Esther vendte igen Ansigtet mod Væggen og lukkede Øjnene over de paany frembrydende Taarer.

"Om min Frelser!" sagde hun stille, som var det noget, hun egenlig ikke vilde have sagt højt.

Mamsellen tænkte sit ved dette Svar. Hun havde selv engang været forelsket i en Præst. Og Minderne fra den Tid gjorde hendes egne gamle Øjne vaade. –

Fru Engelstoft var gaaet ned i sin Arbejdsstue og sad allerede ved sine Regnskaber. Hun turde ikke være ledig. Fredløs, som hun var bleven endog i sit eget Hjem, maatte hun bestandig være i Virksomhed. Hun havde været oppe siden Klokken fire, havde hobet Arbejde paa Arbejde, Anstrengelse paa Anstrengelse som Værn mod sine forvildede Tanker.

Men nu vilde Kræfterne heller ikke slaa til længer. Gang efter Gang maatte hun lægge det svimle Hoved ned paa sin Arm og lade Hjærnen rase. Stævningsmændene havde den foregaaende Dag igen været hos hende. Herredsfogden var af Folkestemningen 348 bleven tvungen til at optage nyt Forhør. Derfor brændte det i hendes tre Fingre som af en fortærende Ild, og stadig syntes hun at høre Stemmer omkring sig i Stilheden, en Mumlen af mørke, truende og anklagende Røster.

I saadanne Øjeblikke, hvor hendes Tanker omtaagedes, ønskede hun næsten, at Esther maatte dø. For da slog Befrielsens Time ogsaa for hende selv, og hun kunde endelig ty til den Revolver, der overalt havde fulgt hende som en Ven, der skulde give hende den sidste Haandsrækning.
 

XI

Da Lægen kom til Sofiehøj for tredje Gang, fandt han til sin Overraskelse Patientens Tilstand alvorligt forværret. Feberen var stegen, og Aandedrættet stærkt besværet. Ved en fornyet Undersøgelse kunde han konstatere en allerede vidt udbredt Lungebetændelse. Den var hidtil undgaaet hans Opmærksomhed af den naturlige Grund, at han hørte daarligt med det ene Øre og var døv paa det andet.

For ikke at urolige Patienten lod han sig ikke mærke med noget, saalænge han stod ved Sygesengen.

"Det gaar jo stadig godt fremad," sagde han. "Om et Par Dage har vi saamænd nok den lille Frøken oven Senge igen."

"Hvorfor er jeg da saa træt?" spurgte Esther med sit hæse Mæle.

"Det betyder ikke noget. Det er kun, som det skal være," forsikrede han og bad hende være ved godt Mod.

Heller ikke til Fru Engelstoft kunde han faa sig til at sige den hele Sandhed, da de bagefter opholdt sig ude paa Gangen. Men hans paafaldende Iver for at komme afsted, fik hende til at ane Uraad.

"Jeg ønsker ikke at føres bag Lyset. Mener De, at der er Fare for min Datters Liv?"

Han havde Tilstaaelsen paa Læben men holdt den tilbage, fordi han i det samme saae, hvor Fru Engelstofts Udseende havde 349 forandret sig de sidste Dage. Hun var med eet bleven ældet. Ansigtet var graablegt af Nattevaagen, og der var en vild Opskræmthed i hendes Blik, der gik ham til Hjærtet.

"Lad Dem dog ikke ængste, Fru Engelstoft! Deres Datter har ganske vist ingen stærk Konstitution … og en Lungebetændelse er jo altid en lidt alvorlig Sag … Men der er aldeles ikke nogen Grund til at opgive Haabet om, at hun skal staa det igennem. De maa være overbevist om, Frue, at jeg i hvert Fald skal gøre mit Bedste."

Endnu i fire Dage kæmpede Esther stille med Døden. For det meste laa hun hen i en Døs. I sine Feberdrømme forflyttedes hun til fjerne Lande, færdedes i paradisskønne Egne med blaanende Bjærge og blomstrende Magnolieskove … med store, mørke Sumpe, hvor vilde Bøfler laa og svalede sig i Dyndet … med kinesiske Bambushytter … med Flodbredder, hvor blegrøde Flamingoer spankulerede om … med gamle Landeveje … Oksekærrer …

I Drømme fremhviskede hun nu og da Ord, der forraadte hendes Syner.

Dag og Nat sad Fru Engelstoft ved Sengen; men hun forstod godt, at om Esther end levede endnu, saa havde hun dog allerede mistet hende. En anden havde taget hendes Hjærte fra hende. Hver Gang Esther vaagnede og saae hende sidde der, vendte hun Ansigtet bort. En Gang sagde hun det ligefrem, at hun længtes herfra, "hjem til Jesus".

Fjerde Dags Aften gled hun ind i Døden. Umiddelbart forinden havde hun i Uro heftet sine Øjne paa Moderen med et sært bønfaldende Blik. Det var, som vilde hun betro hende noget. Men da Moderen bøjede sig over hende for at høre, kom der den samme Rædsel i Blikket, som hun hele Tiden havde mødt der.

"Aa, Mor!"

Med dette Nødraab sank hendes Hoved ned mod Brystet.

Hele Natten sad Fru Engelstoft alene hos Datteren, hvis Hænder Mamsel Andersen havde dristet sig til at folde, da hun lagde det døde Legeme tilrette i Sengen og strakte det ud. Kun 350 en Vaagelampe brændte. Lægen, som man havde hentet, var atter kørt bort, og Folkene var gaaet til Ro.

Hun sad der i sin røde Slobrok og stirrede ud for sig med taareløse Øjne. Sorgen stivnede hendes Træk, men hun var sig fuldt bevidst. Synet af Datterens Lig virkede helt anderledes paa hende, end hun selv havde ventet. Hendes Tanker rugede over Hævn. Dersom Esthers Død var Himlens Straf, fordi hun havde villet værne sit Barn mod Tyve og Røvere, saa var Himlens Gud et Uhyre. Og var den ikke det, men blot en Tilfældighed, et lunefuldt Indfald af Skæbnen – hvad var det da for en Verdensorden, der gjorde sligt muligt?

Inde i en af Schatolskufferne laa Revolveren parat med fire Patroner. Men hun vilde ikke dø. Hun undte ikke sine Fjender den Triumf. Hun vilde netop leve nu, for at Hadet mod hende ret kunde flamme op, og Hykleriet og Forargelsen brede sig. Fra denne Dag skulde Helvede slippes løs over Sofiehøj for at alt kunde blive lagt øde.

De følgende Dage viste hun sig ikke udenfor sine Værelser. Hun gav de nødvendige Ordrer angaaende Begravelsen men modtog ellers ingen. Hverken Forvalter eller Ladefoged fik Foretræde. Der blev givet dem Besked om at styre Bedriften paa eget Ansvar.

Dagen efter Begravelsen, der fandt Sted uden forudgaaende Bekendtgørelse i Bladene, opholdt Fru Engelstoft sig i Kabinettet ved Siden af Soveværelserne, da Jomfru Andersen bankede paa og bestyrtet meldte, at Herredsfogden var kommen til Gaarden.

"Jeg har sagt ham, at Fruen ikke tager imod. Men han siger, at Fruen selv har sendt Bud efter ham."

"Det forholder sig rigtigt. Bed ham gaa ind i Dagligstuen, saa skal jeg komme om et Øjeblik."

Herredsfogden var urolig og beklemt. Han mente, at hun havde ladet ham kalde for at give sig Luft overfor ham i Anledning af den nye Tilsigelse til Forhør. Da hun nu kom ind, saae han til sin Forbavselse, at hun var i Rejsedragt, endog havde Hat paa Hovedet og en Taske i Haanden. Ogsaa hendes Udseende 351 fik ham til at studse. Hun var bleven næsten hvidhaaret. Og de lyse, udhvælvede Øjne havde mistet al Glans.

Uden at give ham Haanden tog hun et Papir op af Tasken og rakte ham det.

"Nu har jeg ingen Brug for det mere," forklarede hun roligt.

Det var et Dokument i gult Omslag. Hendes Mands Testamente.

Herredsfogden saae i Papirerne og derpaa usikkert op paa hende. Hans Hænder begyndte at ryste.

"Hvad er dog dette? Jeg forstaar Dem ikke. Hvad betyder det her?"

"At min Ed var falsk. – Jeg er parat til at følge Dem."

Længe stod de to Ungdomsbekendte og stirrede hinanden ind i Øjnene. Der lyste noget vildt og grusomt op i Herredsfogdens enfoldige Træk, da han af det haarde Udtryk i Fru Engelstofts Ansigt havde forstaaet, at hun talte sandt. Forfærdelsen gjorde ham svimmel. Han maatte sætte sig.

I lang Tid var der Stilhed i Stuen.

Derpaa sprang Herredsfogden op med Graaden i Halsen. Ungdomsminderne og de gamle Følelser vandt atter Overhaand i hans Sind. Han tilbød hende fireogtyve Timers Frist, for at hun kunde flygte og unddrage sig Lovens Straf. Han vilde, sagde han, sætte sin egen Ære og sit Embede paa Spil for hendes Skyld og være tavs, indtil hun var kommen i Sikkerhed.

Men hun rystede paa Hovedet og svarede, at hun ikke kunde modtage saa megen ædelmodig Opofrelse. Dersom hun havde villet undfly den straffende "Retfærdighed", havde hun jo haft Lejlighed nok dertil. Men hun ønskede netop, at Straffen skulde fuldbyrdes. I Fængselscellen vilde hun glæde sig ved at tænke paa de Herrer Brandts og Sandbergs triumferende Indtog paa Sofiehøj. Hver Dag skulde hun gotte sig ved Tanken om, hvordan Skurke og Falsknere nu havde deres gode Dage her, indtil Truget var tomt og al Slags firbenet Utøj sloges om de sidste Levninger.

Hun ringede i det samme paa Kammerjomfruen, og kort efter kørte hun bort fra Gaarden som Arrestant. –

352 De følgende Dage var Egnens Aviser fulde af Beretninger om hendes Ugerninger, og i dem alle fremstilledes hun som et Uhyre i Menneskeskikkelse. Den eneste, som tog hendes Parti, var Herredsfogden, der en Aften i Klubben ved den fjerde Toddy endogsaa ytrede, at det meget brogede Selskab, hvis Livsvilkaar hun nu i en Aarrække vilde komme til at dele, i Grunden var det honneteste i Landet, fordi de Folk i Almindelighed indrømmede, at de var Forbrydere.

Men denne dristige Udtalelse vakte en saadan Storm af Forbitrelse, at han siden forholdt sig tavs, naar Fru Engeltofts Skændselsgerninger kom paa Tale. Som sædvanlig nøjedes han med at døve sin Smerte ved at forstærke sine Toddyer. Der sad han da i sin Ensomhed med fugtige Øjne og mindedes bevæget sin Ungdomskærlighed, saae hende for sig som i en Straaleglorie – den yndige lille Herregaardsdatter med den røde Fløjlshue, som altid gik med sin lille Bror saa trofast ved Haanden.

Forøvrigt blev Fru Engelstofts Fængselsliv ikke af lang Varighed. Hun taalte ikke Indespærringen. Kort Tid efter, at hun havde faaet sin Dom og var bleven overført til Forbedringshuset, sank hun sammen. Hun døde uden at ville nogen Forsoning hverken med Gud eller Mennesker. I et efterladt Brev forlangte hun at blive begravet i sin Fangedragt og uden Præst eller Klokkeringning.