Havfruens Sang

Af Henrik Pontoppidan

Vestfyn 1888	Krøniker 1890	Fortællinger 1899 = Noveller og Skitser 1922
Men er her frisk og lyst og aabent om Dagen, saa kan der om Natten komme noget eget hemmelighedsfuldt og trolddomsagtigt over dette Farvand, naar man driver her ude i en ensom Baad med den store Himmel over sig, der stirrer ned paa en gennem sine tusende blinkende Øjne, mens røde Lys rundt om fra de af Mørke eller Nattetaager skjulte Øer ligesom gynger paa Vandet, slukkes nu og da og igen dukker op. Og det er ikke underligt, at det fornemmelig er paa saadanne Steder, at Sagn om Havfruer og andre Vandenes Aander endnu lever og af og til endog kan faa et lille Gys til at fare gennem vor oplyste Tidsalders Mennesker. Vandet selv skifter ogsaa ofte paa denne Tid mellem de forunderligste Farvetoner; det kan ligge blankt som mathvidt Glas, derpaa blive rødligt, rødgult, ja undertiden ganske brunt, som om det var bestrøt med Bark
En lys, stille Sommernat for nogle Aar tilbage havde et Selskab af Ferierejsende efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud fra Faaborg for at se Solen gaa ned fra Strømmen nord for Lyø. Dette var nu sket, men de blev liggende derude, betagne af denne vedvarende Farveskiften over Vandet, der ikke standsede endog længe efter, at Solen var gaaet ned og Solnedgangsskyerne blegnede.	En stille, lys, Sommeraften havde et Selskab af Damer og Herrer efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud paa Havet for at se Solen gaa ned.	En blikstille Sommeraften havde et Selskab Damer og Herrer efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud paa Havet for at se Solen gaa ned.
	I over en Time drev de om derude paa Strømmen, mens de henrykt betragtede Havspejlets luende Farvespil, der blev ved at vexle længe efter, at den glødende Kugle var sunket ned i Dybet. Først var Vandet bleven dybt vinrødt, derpaa blommefarvet, ja et Øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med Bark. Derefter skiftede det en Tid med violet, orange, guldgult og ganske lyst kobbergrønt, indtil alle Farver omsider blegnede og Havet laa hen som en mat Flade af fosforlysende Glas.	I over en Time drev de om derude paa Strømmen, mens de betragtede Havspejlets Farvespil, der blev ved at veksle, længe efter at den glødende Kugle var forsvundet i Dybet. Først var Vandet bleven dybt vinrødt, derpaa blommefarvet, ja et Øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med Bark. Nu var Farverne omsider blegnet, og Havet laa ubevægeligt som en Flade af matlysende Glas.
Imidlertid var det blevet silde. Og Samtalen var efterhaanden gaaet helt i Staa. De var i alt en seks, otte Mennesker, Damer og Herrer; og midt imellem dem, hvilende Armene paa et Par tunge Aarer, sad den gamle Sømand med sit brede, godmodige Ulkeansigt og sov. Nogle sad og saa op paa et Stykke Maane, der forlegen listede sig over Himlen, ligesom ganske skamfuld over sit blege Lys, der sygnede hen i Sommernattens Skær. Et Par unge Piger i lyserøde Toiletter og indhyllede i et fælles, stort Sjal stirrede med hinanden om Livet ud over denne selvlysende Havflade, mens to unge nygifte henne i Bagstavnen sad med hinanden i Haanden og smilte stille hen for sig som i en henrykt Beruselse. Det var, som om ingen af dem havde Magt til at rive sig ud af sine Drømmerier eller Lyst til at vende hjem, skønt Strømmen allerede havde ført dem et godt Stykke uden for Lyø. Alt var blevet stille rundt om. Endog en Flok Maager eller Hejrer, der en Tid havde skreget inde over Øen, var endelig gaaet til Ro, og al Lyd var forstummet. En rødlig Dis havde til sidst lagt sig rundt om Himmelranden, mellem hvilken Havets mathvide Flade laa udstrakt som et stort Troldspejl, hvorover blege Skygger af Skyer, der nu og da drev ind under Taagen, langsomt gled hen. Nede paa den sydlige Himmel saas et Par Gange smaa Stjærneskud.	Det var imidlertid blevet silde, og Samtalen var lidt efter lidt gaaet helt i Staa. Nogle af Selskabet laa langs Rælingen og stirrede ud over Havfladen, som om de endnu ventede en Fortsættelse af det pragtfulde Skuespil. Henne i Forstavnen sad to unge, sommerklædte Piger med hinanden om Livet og saa' drømmende op paa et krumt Stykke Maane, der ligesom skamfuldt listede sig over Himlen med sit blege Skær, som ganske sygnede hen i Sommernattens Lysdis. Paa en Tofte for sig selv sværmede et Par unge Ægtefolk, Kind mod Kind og indsvøbte i samme Shawl, mens de trofast holdt hinanden i Haanden. Midt i Baaden sad en ældgammel Lods med langt, trevlet Skæg og hvilede Armene paa et Par tunge Aarer.	Det var bleven silde, og Samtalen var lidt efter lidt gaaet i Staa. Midt i Baaden sad en ældgammel Lods med langt, trevlet Skæg og hvilede Armene paa et Par tunge Aarer. Nogle af Selskabet laa langs Rælingen og stirrede ud over Havfladen, som om de endnu ventede en Fortsættelse af det pragtfulde Skuespil. To unge, sommerklædte Piger sad med hinanden om Livet helt ude i Forstavnen og saae drømmende op paa et krumt Stykke Maane, der ligesom skamfuldt listede sig over Himlen med sit blege Skær. Paa en Tofte for sig selv sværmede et Par unge Ægtefolk indsvøbt i samme Sjal og holdt trofast hinanden fast i Haanden.
	Skønt Strømmen allerede havde ført dem et godt Stykke fra Land, var der ingen, der talte om at vende hjem. Alle var de saa fortabte i Drømmerier, at de ligesom ikke havde Magt til at rive sig løs.	Skønt Strømmen allerede havde ført Baaden et godt Stykke fra Land, var der ingen, der talte om at vende hjem. Alle var de saa fortabte i Drømmerier, at de ingen Magt havde til at rive sig løs.
	Alt var efterhaanden blevet stille rundt om. Endog en Flok Strandfugle, der en Tid havde skreget et Sted i deres Nærhed, var til sidst faldne til Ro. Langs Himmelranden laa til alle Sider en rødlig Taage, hvor imellem Havets mathvide Flade laa udstrakt som et uhyre Troldspejl, hvori hist og her en blinkende Stjerne spejlede sig.	Alt var stille rundt om dem. Ogsaa en Flok Strandfugle, der en Tid havde skreget et Sted i deres Nærhed, var til sidst faldne til Ro. Langs Himmelranden til alle Sider hævede sig rødlige Taager, hvorimellem Havets mathvide Flade laa udstrakt som et uhyre Troldspejl.
Pludselig hørtes en besynderlig Lyd ude fra Havet, en mild, melodisk Klang.	Pludselig hørtes ude fra Søen en besynderlig Lyd, en mild, melodisk Klang.	Pludselig hørtes en mærkelig Lyd ude fra Havet, en mild, melodisk Klang.
Alle løftede de Hovedet, og næsten samtidig udbrød de: "Hvad er det? ... Musik!"	Alle løftede Hovedet, og næsten samtidigt udbrød de smilende: "Hvad er det? .... Musik!"	Alle løftede Hovedet. Næsten samtidigt udbrød de – henrykt smilende: "Hør! ... Musik!"
I det samme forstummede Klangen. Men alligevel forblev de alle en lang Stund siddende med spidsede Øren, ligesom ventende paa, at Lyden skulde komme igen.	I det samme forstummede Klangen. Men hele Selskabet blev ved at sidde med spidsede Øren, som om de ventende paa, at Lyden skulde komme igen.	I det samme forstummede Klangen. Men Selskabet blev siddende med spidsede Øren og ventende paa, at Lyden skulde komme igen.
Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag	Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag.	Det gjorde den da ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjærnt Harpeslag.
"Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saa de forbavsede paa hinanden.	"Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saa' de forbavsede paa hinanden.	"Det var da forunderligt!" sagde en. Og alle saae de forbavsede paa hinanden.
Der var ingen Baad eller overhovedet Tegn til menneskeligt Liv at se vidt omkring dem. Og Landet havde de alt for fjærnt til, at Lyden kunde skrive sig derfra.	Thi der var ingen Baad eller overhovedet noget Tegn til menneskeligt Liv at spore omkring, og Kysten havde de altfor fjærn til, at Lyden kunde skrive sig derfra.	Der var ingen Baad eller overhovedet noget Tegn til menneskeligt Liv at spore omkring, og Kysten havde de altfor fjern til, at Lyden kunde skrive sig derfra.
"Hvad i Alverden kan dog dette være?" spurgte flere, den ene efter den anden.	"Hvad i Alverden kan dette dog være?" spurgte flere, den ene efter den anden.	"Hvad i Alverden kan dog dette være?" spurgte flere, den ene efter den anden.
Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog undertiden, som om de nærmede sig og pludselig forstærkedes.	Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog undertiden, som om de nærmede sig og pludselig forstærkedes –	Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog, som om de efterhaanden nærmede sig –
"Hør dog!" sagde de da og rykkede sig uvilkaarlig lidt tættere til deres Sidemænd, naar Lyden saaledes pludselig steg op som fra deres umiddelbare Nærhed.	og da rykkede Damerne uvilkaarligt tættere sammen og tog hinanden i Haanden.	og Damerne rykkede uvilkaarligt tættere sammen og tog hinanden i Haanden.
Til sidst blev de ganske underlig til Mode over denne natlige Musik, som man trods alt Hovedbrud ikke kunde forklare sig. En af Herrerne vækkede endelig Sømanden og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men denne, der var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid i det grønne havde gjort særlig udeltagende, rejste blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Ænder – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.	Tilsidst blev det hele Selskab ganske underligt til Mode over denne natlige Musik, som man slet ikke kunde forklare sig. En af Herrerne vækkede Lodsen, der var falden i Søvn, og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men den gamle, som var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid havde gjort utidig, løftede blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Hejrer – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.	De blev tilsidst alle helt underlig tilmode ved denne uforklarlige, natlige Musik. En af Herrerne vækkede Lodsen, der var falden i Søvn, og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men den gamle, som var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid havde gjort utidig, løftede blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Hejrer – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer og sov videre.
"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en ung Læge, der havde Plads i Midten af Baaden. "Lad os nu alle sammen paa en Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".	"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en ung Læge, og rejste sig. "Lad os nu alle sammen paa én Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".	"Tys!" udbrød lidt efter en af Herrerne, en ung Læge, og rejste sig. "Lad os nu alle sammen paa een Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er".
Derom blev de enige. Og næste Gang, Lyden lod sig høre, drejede de alle Ørene om imod det Sted, hvorfra den kom, hvorpaa de blev siddende saaledes aandeløse nogle Minuter.	Derom blev de enige. Og da Lyden næste Gang lod sig høre, sad de alle aandeløse i flere Minutter og lyttede.	Derom blev de enige. Og da Lyden næste Gang lod sig høre, sad de alle aandeløse i flere Minutter og lyttede.
"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted her i Nærheden", afbrød endelig Lægen den lange Stilhed og rejste sig utaalmodig op. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden og raabte under de andres Dødsstilhed ud over Vandet: "Halløj! .... Er der nogen? .... Halløj!"	"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted i Nærheden," afbrød endelig Lægen den lange Tavshed og steg utaalmodigt op paa en Tofte. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden, og under Dødsstilhed raabte han nu ud over Vandet: "Halløj! ... Er der nogen? ... Halløj!"	"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted i Nærheden," afbrød Lægen den lange Tavshed og steg op paa en Tofte. Derpaa satte han en Haand paa hver Side af Munden, og under Dødsstilhed raabte han ud over Vandet: "Halløj! ... Er der nogen? ... Halløj!"
Intet Svar; ingen Tegn.	Intet Svar; ingen Tegn.	Intet Svar; ingen Tegn.
Saa langt Øjet rakte – intet uden denne selvlysende Fosforflade. Under hele den stille, blinkende Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag, der nærmede sig.	Saa langt Øjet rakte, intet uden denne selvlysende Havflade. Under hele den stille, hvidblaa Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag.	Saa langt Øjet rakte, intet uden denne selvlysende Havflade. Under hele den stille, blaahvide Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag.
En uvilkaarlig Angst gennemfor med et dem alle. Et Par af Damerne begyndte at klynke og til sidst bestemt at fordre, at man skulde vende hjem.	Et Kuldegys gennemfór med ét dem alle. Nogle af Damerne begyndte at klynke og til sidst bestemt at fordre, at man skulde vende hjem.	Nogle af Damerne begyndte at klynke og forlangte tilsidst bestemt at komme hjem.
"Væk Skipperen der – og lad os komme hjem!" lød det fra forskellige Sider med beængstede Stemmer. Og da den unge Ægtemand vilde rejse sig ligesom for endnu en Gang at forvisse sig om, at de virkelig befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham pludselig krampagtig i Armen og udbrød bleg og skrækslagen: '"Anton! Gør det ikke! Gør det ikke! . . . . O Gud! Hvad er dette? Hvad er dog dette?"	"Væk Lodsen, og lad os komme hjem!" lød det fra forskellige Sider; og da den unge Ægtemand vilde rejse sig for endnu en Gang at forvisse sig om, at de virkelig befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham pludselig krampagtig i Armen og udbrød bleg og skrækslagen: '"Gør det ikke, Anton! Gør det ikke! . . . O Gud! Hvad er dog dette?"	"Væk Lodsen, og lad os komme hjem!" lød det rundt om fra; og da den unge Ægtemand vilde rejse sig for ved Selvsyn at forvisses om, at de befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham krampagtig i Armen. '"Gør det ikke, Anton! Gør det ikke! udbrød hun bleg og rystende af Skræk. – "O Gud! Hvad er dog dette!"
Kun den unge Læge bevarede endnu Koldblodigheden og sagde strængt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en naturlig Aarsag. Lad os dog ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os saa enfoldige, at de for Alvor tror paa Spøgeri og saadant noget. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok".	Kun den unge Læge bevarede endnu Koldblodigheden og sagde strengt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en naturlig Aarsag. Lad os dog ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os, der for Alvor tror paa Havfruer og saadant noget Spøgeri. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok!"	Kun den unge Læge bevarede Koldblodigheden og sagde strengt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en ganske naturlig Aarsag. Lad os dog endelig ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os, der for Alvor tror paa Havfruer og saadant noget Spøgeri. Lad os derfor bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok!"
Uheldigvis vaagnede i det samme den døve Skipper. Og da han saa den Bevægelse og Skræk, der var malet paa alle Ansigterne omkring ham, trode han, at der var sket en eller anden stor Ulykke, og sprang op fra Toften, i det han udbrød: "Herre Jøsses! Hva' er dette her?"	Men uheldigvis vaagnede i det samme den døve Lods. Og da han saa' den Skræk, der stod malet i alle Ansigterne omkring ham, troede han, at der var sket en eller anden Ulykke, og sprang hurtigt op fra Toften, idet han udbrød: "Herre Jøsses! Hva' er dette her?"
Dette pludselige Udraab gjorde det af med den sidste Rest af Besindighed hos Damerne og hos enkelte af Herrerne med.	Dette pludselige Udraab gjorde det af med den sidste Rest af Besindighed hos Damerne – og hos enkelte af Herrerne med.
"Vi vil hjem .... ro! – ro! .... lad os komme hjem!" raabte Damerne, og en ung Fyr paa sytten Aar, der havde siddet ligbleg paa Toften og stirret ud, kastede sig straks over en af Aarerne, mens Doktoren forgæves søgte at berolige og tale det opskræmte Selskab til Fornuft. Et Øjeblik efter skar Baaden, formelig rystende under den udbrudte Rædsel, pilsnart ind imod Land.	"Vi vil hjem ... Lad os komme hjem!" lød det med ængstelige Stemmer, og en ung sextenaarig Fyr, der hele Tiden havde siddet dødbleg og stirret ud over Vandet, kastede sig øjeblikkelig over en af Reserveaarerne, mens Doktoren forgæves søgte at tale det opskræmte Selskab til Fornuft. Et Øjeblik efter fløj Baaden mod Kysten under Lodsens og fire Reserveaarers kraftige Tag.	"Nej, vi vil hjem ... Lad os komme hjem!" lød det nu fra alle Sider Faa Øjeblikke efter fløj Baaden mod Kysten under Lodsens og et Par Reserveaarers kraftige Tag.
De havde dog ikke rot længe, før en Herre, der imidlertid havde siddet ganske stille helt ude i Forstavnen, pludselig brød ud i en øredøvende Skoggerlatter. De vendte sig alle forbavsede om imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale.	De havde dog ikke roet ret længe, før en Herre, der hele Tiden havde siddet ganske stille for sig selv helt henne i Bagstavnen af Baaden, pludselig brød ud i en skoggrende Latter. Alle vendte de sig forbavset imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale.	Man havde dog ikke roet længe, før en Herre, der hele Tiden havde siddet ganske stille helt henne i Bagstavnen af Baaden, pludselig brød ud i en Skoggerlatter. Alle vendte de sig forbavset imod ham. Men han blev ved at le, saa han næppe kunde tale..
"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvilke Kujoner I dog er! Her skal I se den hele Hemmelighed!"	"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvilke Kujoner I dog er! Her skal I se den hele Hemmelighed!"	"Aa Gud!" sagde han endelig. "Hvor har jeg dog let! Jeg var lige ved at sprække! Her skal De se den hele Hemmelighed!"
I det samme rørte han med Fingeren ved noget usynligt i Luften foran ham. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde anbragt med den ene Ende paa et Søm i den forreste Mast, mens han samtidig havde trykket Hatten godt fast paa Hovedet og derpaa lænet sig tilbage. Den tynde, elastiske Snor var derved bleven stærkt strammet. Og paa denne Streng var det, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.	Med disse Ord berørte han med Fingeren ved noget usynligt i Luften foran sig. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde fæstet med den ene Ende paa et Søm i den bageste Mast, idet han samtidig havde trykket Hatten godt fast paa Hovedet og lænet sig tilbage. Den tynde, elastiske Snor var derved bleven stærkt strammet. Og paa denne Streng var det, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.	Med disse Ord berørte han med Fingeren ved noget usynligt i Luften foran sig. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde fæstet med den ene Ende paa et Søm i Bagmasten. Ved at trække i den tynde, elastiske Snor havde han faaet den strammet stærkt. Og det var paa denne Streng, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.
Efter denne Forklaring steg man tavse og noget slukørede i Land; kun Doktoren triumferede. Alle de andre derimod mente, at det havde været en meget uheldig Spøg; man skulde alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting". Og skønt de nu vidste, at det hele var gaaet naturligt til, bevarede de dog alle en besynderlig og haardnakket Fornemmelse af at have været i Kast med hemmelige og overnaturlige Magter; ja, selv den unge Spøgefugl, der havde givet Anledning til Paniken, havde i den første Tid derefter ikke rigtig Mod til – som ofte før – at ligge ene ude paa Søen ved Nattetid.	Efter denne Forklaring steg man tavst og noget slukøret i Land. Kun Doktoren triumferede. Alle de andre mente derimod, at det havde været en meget uheldig Spøg. Man skulde alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting". Og skønt de nu alle vidste, at alt var gaaet ganske naturligt til, bevarede de haardnakket en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Kast med hemmelige og overnaturlige Aander. Ja, selv den unge Spøgefugl, der havde været Mester for Forskrækkelsen, havde længe efter ingen Lyst til at begive sig ene ude paa Havet om Natten for at mede, hvad han hidtil havde været hengiven til.	Efter denne Forklaring steg man tavst og noget slukøret i Land. Kun Doktoren triumferede. Alle de andre mente derimod var vrede. De fandt, at det havde været en grumme uheldig Spøg. Naturligvis troede de ikke det mindste paa Spøgeri; men man skulde – som der blev sagt – alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting". Og skønt de nu var overbeviste om, at alt var gaaet ganske naturligt til, bevarede de dog haardnakket en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Berøring med det overnaturlige. Især Damerne tilgav aldrig den unge Spøgefugl, der havde været Mester for Forskrækkelsen; men ogsaa adskillige af Herrerne var senere ikke til at formaa til at tage med ud paa Søen, naar Solen var gaaet ned.