Havfruens Sang

392 En blikstille Sommeraften havde et Selskab Damer og Herrer efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud paa Havet for at se Solen gaa ned.

I over en Time drev de om derude paa Strømmen, mens de betragtede Havspejlets Farvespil, der blev ved at veksle, længe efter at den glødende Kugle var forsvundet i Dybet. Først var Vandet bleven dybt vinrødt, derpaa blommefarvet, ja et Øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med Bark. Nu var Farverne omsider blegnet, og Havet laa ubevægeligt som en Flade af matlysende Glas.

Det var bleven silde, og Samtalen var lidt efter lidt gaaet istaa.

Midt i Baaden sad en ældgammel Lods med langt, trevlet Skæg og hvilede Armene paa et Par tunge Aarer.

Nogle af Selskabet laa langs Rælingen og stirrede ud over Havfladen, som om de endnu ventede en Fortsættelse af det pragtfulde Farveskuespil. To unge, sommerklædte Piger sad med hinanden om Livet helt ude i Forstavnen og saae drømmende op paa et krumt Stykke Maane, der ligesom skamfuldt listede sig over Himlen med sit blege Skær. Paa en Tofte for sig selv sad et Par unge Ægtefolk indsvøbt i samme Sjal og holdt hinanden fast i Haanden.

Skønt Strømmen allerede havde ført Baaden et godt Stykke fra Land, var der ingen, der talte om at vende hjem. Alle var 393 de saa fortabte i Drømmerier, at de ingen Magt havde til at rive sig løs.

Alt var stille rundtom dem. Ogsaa en Flok Strandfugle, der en Tid havde skreget et Sted i deres Nærhed, var tilsidst falden til Ro. Langs Himmelranden til alle Sider hævede sig rødlige Taager, hvorimellem Havets mathvide Flade laa udstrakt som et uhyre Troldspejl.

Pludselig hørtes ude fra Søen en mærkelig Lyd, en mild, melodisk Klang.

Alle løftede Hovedet. Næsten samtidigt udbrød de – henrykt smilende:

"Hør! … Musik!"

I det samme forstummede Klangen. Men Selskabet blev siddende med spidsede Øren og ventede paa, at den skulde komme igen.

Det gjorde den ogsaa – stille, klagende, omtrent som et fjernt Harpeslag.

"Det var da forunderligt," sagde En. Og alle saae de forbavsede paa hinanden.

Der var ingen Baad eller overhovedet noget Tegn paa menneskeligt Liv at spore vidt omkring, og Kysten havde de altfor fjern til, at Lyden kunde skrive sig derfra.

"Hvad i Alverden kan dette dog være?" spurgte flere, den ene efter den anden.

Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog, som om de efterhaanden nærmede sig – og Damerne rykkede uvilkaarligt tættere sammen og tog hinanden i Haanden.

De blev tilsidst alle helt underlig tilmode ved denne uforklarlige, natlige Musik. En af Herrerne vækkede Lodsen, der var falden i Søvn, og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men den Gamle, som var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid havde gjort utidig, løftede blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Hejrer – hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer for at sove videre.

"Tys!" udbrød nu en af Herrerne, en ung Læge, og rejste sig. 394 "Lad os nu allesammen paa een Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er."

Derom blev de enige.

Og da Lyden næste Gang lod sig høre, sad de alle aandeløse i flere Minutter og lyttede.

"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted i Nærheden," afbrød Lægen den lange Tavshed og steg op paa en Tofte. Derpaa satte han en Haand for hver Side af Munden, og under Dødsstilhed raabte han ud over Vandet:

"Halløj! … Er der nogen? … Halløj!"

Intet Svar; intet Tegn. Saa langt Øjet rakte, intet uden denne selvlysende Havflade. Under hele den stille, blaahvide Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag.

Nogle af Damerne begyndte at klynke og forlangte tilsidst bestemt at komme hjem.

"Væk Lodsen, og lad os komme hjem!" lød det rundtom fra; og da den unge Ægtemand vilde rejse sig for ved Selvsyn at forvisses om, at de befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham krampagtigt i Armen.

"Gør det ikke, Anton! Gør det ikke!" udbrød hun bleg og rystende af Skræk. – "O Gud, hvad er dog dette!"

Kun den unge Læge bevarede Koldblodigheden og sagde strengt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en ganske naturlig Aarsag. Lad os dog endelig ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os, der for Alvor tror paa Havfruer og saadan noget Spøgeri. Lad os bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok!"

"Nej, vi vil hjem! … Lad os hellere komme hjem!" lød det nu fra alle Sider.

Faa Øjeblikke efter fløj Baaden mod Kysten under Lodsens og et Par Reserveaarers kraftige Tag.

Man havde dog ikke roet ret længe, før en Herre, der hele Tiden havde siddet ganske stille for sig selv henne i Bagstavnen af Baaden, brød ud i en Skoggerlatter.

395 "Aa Gud!" sagde han. "Hvor har jeg let! Jeg var lige ved at sprække! Her skal De se den hele Hemmelighed!"

Med disse Ord berørte han med Fingeren noget usynligt i Luften foran sig. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde fæstet med den ene Ende paa et Søm i Bagmasten. Ved at trække i den tynde, elastiske Snor havde han faaet den strammet stærkt. Og det var paa denne Streng, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.

Efter denne Forklaring steg man tavst og noget slukøret i Land. Kun Doktoren triumferede. Alle de andre derimod var vrede. De fandt, at det havde været en grumme uheldig Spøg. Naturligvis troede de ikke det mindste paa Spøgeri; men man skulde – som der blev sagt – alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting".

Og skønt de nu alle var overbeviste om, at alt var gaaet naturligt til, bevarede de dog haardnakket en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Berøring med det overnaturlige. Især Damerne tilgav aldrig den unge Spøgefugl, der havde været Mester for Forskrækkelsen; men ogsaa adskillige af Herrerne var senere ikke at formaa til at tage med ud paa Søen, naar Solen var gaaet ned.