Et Kærlighedseventyr
337
I
Tolv hundrede Fod over Dalen, hvor Stien fulgte Randen af en Styrtning, sad en Eftermiddag to Mennesker og holdt Rast i Skyggen af et enligt staaende Fyrretræ. Det var Dr. phil. Gabriel Vadum og Fru Ingrid. De var paa Vej hjem fra en daglang Udflugt i Bjergene. Som oppe fra en Sky saa de ned over Slettelandet med den lille By ved Floden, hvor de for Tiden boede. Den tog sig heroppe fra Højden ikke større ud end en Samling Bistader. En lukket Bro førte over Floden, hvis Strømhvirvler skummede omkring dens Pæleaag som et Vandfald.
Gabriel Vadum var en stor og plumpt bygget Mand med et mørkebrunt Skæg ned over Brystet. Overdrysset af Solpletter sad han dér i Fyrrekronens Skygge og holdt begge Hænderne om Stokkehaandtaget, mens han stirrede frem for sig med et mørkt og lidende Udtryk. Fru Ingrid sad tankefuldt fremoverbøjet med Haanden under Hagen uden at mærke, at han flere Gange vendte Ansigtet imod hende med et mistænksomt iagttagende Blik. Hendes anden Haand laa paa hans Knæ. Hun var en Dame i Slutningen af Tyverne, lys af Skikkelse, stor og smuk. Ogsaa over hende var der stænket mange gyldne Solpletter, der dirrede paa hendes blaa Kjole som levende Væsner. Omkring det rødlig-blonde Haar havde hun bundet et hvidt Slør, der var knyttet i Nakken og stramt omsluttede Baghovedet som en Hue.
"Hvad tænker du paa, Ingrid?" spurgte han tilsidst.
Hun flyttede Haanden op paa hans Skulder og lagde sin Kind ind til den.
338 "Det samme, jeg altid tænker paa uden at kunne forstaa det."
"Hvad er det?"
"At jeg holder af dig."
Han rynkede Brynene, og atter sad de tavse en Stund, mens Lyden af en Bjergbæk et Sted i Nærheden naaede op til dem gennem Stilheden.
I Hotellets Fremmedbog dernede i Byen stod de indskrevne som Ægtefolk; men i Virkeligheden var de ikke gifte. Indtil for et Aarstid siden havde Fru Ingrid levet sorgløs som velagtet Præstekone i en sjællandsk Landsby, da hun tilfældig lærte Dr. Vadum at kende. Som ved Trolddom forvandledes hun helt ved dette Møde, forlod kort efter sit Hjem og sine to smaa Drenge og slog Følge med ham ud i Verden. Nogen lovformelig Skilsmisse var ikke engang kommen i Stand. I et Aar havde de nu ført en omflakkende Tilværelse fra Hotel til Hotel her i Schweiz og andre Steder.
"Sig mig, Ingrid," begyndte Gabriel igen. "Jeg saa' du fik Brev i Morges. Var det hjemme fra Præstegaarden?"
Ingrid svarede ikke straks. Saa nikkede hun.
"Er der noget i Vejen med dine Børn?"
"De har haft Mæslinger. Men nu er de helt over det. Kaare er allerede oppe igen."
"Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?"
"Aa, min Ven! Jeg har en Fornemmelse af, at du i denne Tid har nok i dine egne Plager."
"Og der er ingen anden Grund? – Svar mig oprigtig, Ingrid! Fortryder du?"
Hun mødte hans mistænksomt ransagende Øjekast med et bedrøvet Blik.
"Gabriel! Det har du nu spurgt mig om – Gud ved, hvor mange Gange."
"Er det underligt? Jeg kan jo ikke lade være med at tænke paa, hvormeget du har givet Afkald paa for min Skyld. Jeg 339 vilde absolut ikke kunne bebrejde dig noget, dersom Længslen efter dine Børn en Dag blev stærkere end dine Følelser for mig. Det ønsker jeg udtrykkelig, at du skal forstaa."
Ingrid blev tavs og fik Taarer i Øjnene.
"Hvor I Mænd i Grunden er nogle Stakler! Du ogsaa, Gabriel! Man skulde tro, I slet ikke vidste, hvordan det er at holde af nogen. – Men lad os nu komme videre. Vi risikerer jo ellers ingen Middagsmad at faa."
Hun kastede Slørets lange Sløjfeender om bag Ryggen og rejste sig.
Stien fortsatte i bratte Snoninger ned i en dyb Skovkløft. Der var svalt og lyst derinde under de høje Fyrrekroner. Lyngen, der pletvis dækkede Skovbunden, var høj som et Krat og stod i fuld Blomstring. Et Sted førte et Par udlagte Stammer over den Fjeldbæk, de hele Tiden havde kunnet høre. Med Larm og Skumsprøjt sprang den fra Stenblok til Stenblok og bragte et isnende Kuldepust med sig oppe fra Snemarkerne.
De fulgtes i et Par Skridts Afstand, og ingen af dem sagde noget. Ingrid, der gik forrest, havde dog allerede fortrudt sin bitre Anklage. Trods sit hastige Sind, og skønt hun i Reglen var den forurettede Part i deres mangeartede Skærmydsler, var hun altid den første til at søge Forsoning. Efter at have gaaet lidt og smaanynnet, standsede hun og vendte sig om, og da Gabriel var kommen nærmere, lagde hun Armen om hans Hals.
"Du er da ikke vred? – Bryd dig ikke om, hvad jeg sagde før. Du ved, jeg faar en Raptus en Gang imellem. – Giv mig nu et Kys, og saa er vi gode Venner igen, ikke sandt?"
Halvt mod sin Vilje gav Gabriel efter. Han lagde begge sine store Hænder omkring hendes Hoved og kyssede hende. Men derpaa stirrede han hende længe ind i Øjnene, som om 340 han med sit Blik vilde trænge ned til Dybet af hendes Sjæl.
"Lov mig, at du aldrig mere vil have Hemmeligheder for mig," sagde han. "Du ser, det nytter dog ikke noget. Jeg mærker det straks. Du kan ikke skjule noget for mig. Husk det!"
II
I tidligere Tid, før Jernbanerne havde suget Færdslen til sig og paany overgivet Schweiz's gamle Bjergveje til Stenørkenens Tavshed, var den lille By, hvor Gabriel og Ingrid havde gemt sig, godt kendt over den halve Verden, i det mindste af Navn. Gennem denne Dal gik den Gang Rejsestrømmen til og fra Skt. Gotthard, og Byen var et af Raststederne, hvor der hele Dagen var et Røre som paa en Markedsplads. Alle Slags Køretøjer – Herskabskareter, Hyrevogne, Muldyrskarrer og hushøje Fragtlæs – fyldte Torvet. Kørekarlenes lange Svøber knaldede, og de tørstige Heste vrinskede og bedes omkring Vandingstrugene. Pludselig gjaldede et Horn. Det var en af de vældige to-etages Postkarosser, der rumlede ind med et Forspand af seks sværlemmede, skumsvedte Heste og et Indhold af en Snes Rejsende, der kiggede ud fra Vognens mange Ruf.
Som et Minde om denne Stortid laa der endnu flere anselige gamle Gæstgivergaarde omkring det nu saa tomme og fredelige Torv, hvor ogsaa Brønden stod bevaret i en Kreds af Elmetræer. Rejsebøgerne anbefalede endnu Stedet til et fordringsløst Publikum, der vilde hvile ud i rolige Omgivelser.
Men nu havde Krigen igen vakt Liv i Byen. Som andre nevtrale Lande var ogsaa Schweiz bleven Tilflugtssted for Hjemløse og Flygtninge. I de gamle Gæstgiversteder hørtes paany alle Slags fremmede Tungemaal. Opkøbere og Spekulanter strømmede til fra Omverdenen og velsignede Byen med 341 Krigens Blodpenge. Ogsaa i "Den gyldne Løve", hvor Gabriel og Ingrid boede, var der stadig et Rykind af Fremmede. Det var et stort Hus med en lang, overdækket Serverings-Veranda, der vendte ud mod Torvet.
Det blev sent, før de naaede tilbage fra deres Udflugt. Hotellets øvrige Pensionærer havde forlængst spist. Der blev derfor dækket til dem ved et af de smaa Borde derude under Halvtaget, hvad de begge var meget tilfredse med. Det store Middagsbord med de mange højrøstede Mennesker var navnlig Gabriel en daglig Plage.
Maaltidet begyndte med en god Nudelsuppe, hvorefter der fulgte Foreller, en Kødret og som Dessert Makroner i Flødeskum. Mens Gabriel ikke tænkte synderlig over, hvad han spiste, tog Ingrid for sig af Retterne med et sundt Menneskes Appetit. Den lange Vandring havde gjort hende sulten, og naar noget rigtig smagte hende, skød hun Skuldrene i Vejret og sagde: "Ym!"
"Dersom Vejret holder sig, synes du saa ikke, vi i Morgen skulde gøre Alvor af Turen op til Rødstensklipperne?" spurgte Gabriel, da de sad ved Kaffen. "Vi overnatter i Alpehytten og kan være tilbage igen i Overmorgen."
Ingrid vidste ikke rigtig, hvad hun skulde svare. Hun havde faaet noget imod den Tur, som Gabriel altid talte om. Det var ikke Opstigningens Vanskeligheder, hun frygtede, skønt hun just ikke var nogen Gemse paa en stejl Bjergsti. Men hun kunde ikke frigøre sig for Forestillingen om, at der lurede noget ondt deroppe i den golde Stenørken, fordi Gabriel paa sine urolige Dage stadig søgte derop. Og altid vendte han tilbage med noget i sit Væsen, der skræmmede hende.
"Jeg forstaar i Grunden ikke, hvorfor du finder det saa interessant deroppe. Det er jo ikke andet end Stenmarker. Ja, der er Udsigten, naturligvis. Og Stilheden, som du har talt om."
"Ja. Syv tusinde Fod over Menneskeskraalet."
342 Ingrid tav et Øjeblik. Og der var noget modløst i hendes Stemme, da hun svarede:
"Nej, du faar mig ikke derop, Gabriel! Jeg holder mig helst nærmere ved Jorden, ved du! Jeg egner mig ikke for Skyregionerne."
En lille sortøjet Herre traadte i det samme hen til dem og hilste. Det var Byens Sygehuslæge, Dr. Bonnat, som de begge kendte. Han var Ungkarl og spiste derfor sin Middag her sammen med Hotellets Gæster, dukkede desuden gerne op et Par Gange i Løbet af Dagen for at indtage en Forfriskning. Han havde Monocle og et lille vikset Overskæg, var iøvrigt præget af den lidt snuskede Elegance, man ikke sjelden træffer hos sydlandske Herrer.
Uden Opfordring tog han Plads ved Bordet, bestilte sig et Glas Vermout og fortalte om de sidst indkomne Nyheder fra Krigsskuepladsen. Han kendte Ingrid ikke alene her fra Hotellet. Han traf hende ogsaa undertiden paa Hospitalet og hos sine fattige Patienter omkring i Byen, idet hun lige saa lidt her som i sin Præstekonetid derhjemme forsømte at øve Barmhjertighedsgerninger. Rundt om i Byens Smøger og Smug havde hun Venner, hvem hun bragte Blomster og Gaver.
Gabriel havde rykket sin Stol lidt tilbage fra Bordet for at faa den snaksomme Mand mere paa Afstand. Han sad med halvlukkede Øjne og snoede nervøst paa et af sine lange Skæghaar. Han deltog ikke i Samtalen; men under de sænkede Øjenlaag vogtede han paa Udtrykket i Ingrids Ansigt; og da Dr. Bonnat nu bredte et Krigskort ud paa Bordet foran hende og gav sig til at forklare, besluttede han sig til at lade de to være alene. Med en fremmumlet Undskyldning rejste han sig og forklarede, at han nødvendigvis skulde bringe et Brev paa Posthuset, inden der lukkedes.
Ingrid betragtede ham med Forbavselse. Da hun lidt efter saa' ham skraa over Torvet, fulgte hun ham med bekymringsfulde 343 Øjne. Herregud, hvad var der nu igen? Var det paa Grund af Dr. Bonnat, han nu mistroede hende? Det var jo latterligt – og alligevel saa usigelig sørgeligt. "Aa, Gabriel, hvordan skal det ende med os to?" Mens Doktoren fortsatte sine Forklaringer, sank hun ind i sig selv uden at høre efter; og til hans store Skuffelse rejste hun sig pludselig og sagde Godnat. Hun var kommen til at fryse, sagde hun, og det forholdt sig ogsaa rigtigt nok. Solen var i Nedgang. De høje Bjergkamme rundt om Byen begyndte at gløde.
I et Par sammenhørende Værelser i Husets øverste Etage lige under Taget havde hun og Gabriel indrettet sig. Skønt alle Vinduerne stod aabne, var Luften under det lave Loft endnu tung af Dagens Solvarme, der havde brændt paa Skifertaget siden tidlig Morgen. Hun stod en Tid med Haanden trykket for Øjnene. "Ak, Gabriel! Hvor kan du nænne det?" – Hun gik ind i hans Stue ved Siden af. Et Genskin af Aftengløden paa Bjergene fyldte den med et stemningsfuldt Halvlys. Men ogsaa her var Varmen trykkende. To gule Roser, hun om Morgenen havde sat ind paa hans Arbejdsbord, hang allerede sørgeligt med Hovedet. Saa faldt hendes Øjne paa den tilbundne Manuskriptmappe med de grønne Sløjfer, og hun kom til at tænke paa, at det snart var længe siden, hun havde set den aaben. Arbejdet med det nye filosofiske Værk, hvortil Gabriel satte saa store Forhaabninger, syntes at være gaaet i Staa for ham. Var det mon bare af den Grund, han var saa indesluttet og pirrelig i denne Tid? Han lod jo nok ligegyldig for Folks Mening om ham og hans Arbejder; men han slap dog aldrig Tanken om sine Fjender i København, talte især med Bitterhed og Haan om den Kollega, der i sin Tid var bleven foretrukken for ham ved Besættelsen af en Universitetsstilling derhjemme.
Da hun var kommen tilbage til sin egen Stue, der vendte ud mod Torvet, blev hun staaende ved Vinduet for at se efter ham. Over den store Plads laa det samme farvede Lys fra de 344 glødende Bjergtoppe. Under den lille Gruppe Elmetræer omkring den gamle Brønd stod et Par Bænke, og her havde nogle gamle Mænd og Koner som sædvanlig samlet sig til en Aftenpassiar. En af Konerne havde et lille Barn i Skødet, som hun kyssede og krammede af Hjertens Lyst, og det Syn fik Ingrids Moderhjerte til at krympe sig af Savn og Smerte. Dersom Gabriel havde været tilstede, vilde hun have nedkæmpet sin Længsel. Nu gav hun Taarerne frit Løb. Kaare og lille Tage! Mon de endnu en Gang imellem tænkte lidt paa deres Mor? Eller havde de glemt hende? Hun vidste ingenting. Fik aldrig noget at vide. En Gang om Maaneden hørte hun derhjemmefra – en kortfattet, fem-seks Linjers Meddelelse om Børnenes Sundhedstilstand skrevet af hendes Mands Husholderske, men sikkert dikteret eller i hvert Fald censureret af ham. Hendes egne Breve til Børnene naaede dem gennem de samme Hænder, – dersom de overhovedet nogensinde fik dem.
Nede under Elmetræerne havde nu baade Mænd og Kvinder rejst sig og var bleven tavse. Mændene strøg de brede Hatte af Hovedet; Kvinderne samlede andægtigt Hænderne foran Brystet. Byens Kirkeklokke ringede til Angelus.
Ogsaa Ingrid sank hen i Bøn. Der lød for hendes Øre en anden Aftenklokke mange, mange Mil borte. Fra et trappegavlet Kirketaarn ringede den ned over en lille sjællandsk Landsby med straatækte Huse omkring et Gadekær. Paa den grønne Plads ved Sprøjtehuset legede Kaare med Præstegaardsforpagterens Drenge. Men stakkels Tage kunde ikke være med. Han maatte ligge hjemme i sin hvide Tremmeseng, fordi han endnu havde svulne Øjne. Laa han maaske og undrede sig over, at hans Mor ikke en Gang nu, da han var syg, kom og læste Aftenbønnen med ham. Men han blev nok snart helt rask igen ligesom Kaare. Hun havde lovet sig selv, at hun ikke vilde ængstes for sine Drenge. En Gang for alle havde hun givet dem i Guds Varetægt, og 345 han vilde ikke kunne nænne at lade de uskyldige Børn undgælde for deres Mors Brøde. Det var hendes daglige ydmyge Bøn, at hun alene, ingen andre, maatte komme til at lide for, hvad hun havde syndet.
III
Gabriel var imidlertid gaaet ud af Byen over den tagdækkede Bro, der forbandt Flodens Bredder. Han førte en ophidset Samtale med sig selv, mens han med hastige Skridt fortsatte ad en Sti, der førte langsmed Flodløbet paa den anden Side. At Ingrid var optaget af den lille sortsmudsede Sydlænding var han nu ganske klar over; men han havde længe ventet noget saadant og havde sin egen Mening om det. Der havde i den sidste Tid vist sig mange Tegn for ham i Sol og Maane, der tydede paa, at det Øjeblik hastig nærmede sig, da Ingrid vilde vaagne af sin Fortryllelse og længes tilbage til Hjemmet og Børnene. Hendes Interesse for denne Fremmede med de galante Talemaader havde vist ikke noget med Forelskelse at gøre – Ingrid var jo slet ikke nogen letsindig Karakter – men den var hende et Middel, en Nødhjælp, til at dulme Savnet, maaske ogsaa til at gøre hende det lettere at vikle sig ud af Forholdet til ham. Hun forstod det vistnok ikke selv. Men saadan forholdt det sig. I mange af hendes Ytringer fra de senere Dage havde han kunnet fornemme som et Raab fra en druknende, der endnu i Undergangens Øjeblik klamrede sig til en bristet Lykkedrøm. Eventyret var ude. I sine inderste, skjulteste Tanker var hun allerede paa Flugten hjem.
Og forresten! Ogsaa for ham var det nu bedst, at Ingrid blev givet tilbage til det Samfund og de Mennesker, hun hørte hjemme hos. Han vilde endnu i Aften tale med hende derom. Der var ingen Grund til at opsætte det. Han havde 346 jo selv en Verden, som han ofte i Løndom sukkede efter, … Tankens Friheds-Rige, hvor Mennesket var ene med sig selv som en Gud, udløst af alle Lænker, befriet for andet Følge end Menneskets eneste trofaste Rejsefælle gennem Livet, den tavse Død. Hvorfor ikke vedstaa det? Han længtes hjem til Ørkenen og dens store Syner … tørstede efter igen at drikke sig en Rus i Ensomhedens gyldne Vin, der faldt de fleste andre dødelige saa bitter paa Tungen. Han kunde vel saa ogsaa haabe paa, at det endelig skulde lykkes ham at fuldføre sit store Værk, som han i saa mange Aar havde arbejdet paa. Under den Sindets Adspredthed, der havde gjort det sidste Aar saa ufrugtbart for ham, havde han ofte maattet tænke paa den bibelske Krønike om Eva, som Vorherre skabte til Kapsun for den himmelstormende Adam. "Og da han saa' dem sammen, gik han beroliget bort og sagde til sig selv, at nu var alting saare godt." – Ja, han havde hele dette Aar følt sig som en Skipper, der af Havfruerøster havde ladet sig lokke ud af sin Kurs. Samlivet med Ingrid havde drevet ham ind i sommerblide Stemninger, hvor hans Aand ikke havde hjemme. Derfor var han bleven gold. For at frelse sit Selv maatte han igen ud og møde Stormene paa det aabne Hav og vide sig ene i stjerneløse Nætter med 70,000 Favne Vand under Kølen.
– – –
Det blev mørk Aften, inden han naaede tilbage til Hotellet. Ingrid sad med tændt Lampe i sin Stue og syede. Lampeskæret naaede ikke stort ud over det Sted, hvor hun sad. Kuplens Yderside var mørkegrøn, og den største Del af Værelset laa derfor i dyb Skygge. Som i et Helgenskin sad hun dér i stor, skøn Ro, en husmoderlig Madonna. Gabriel, der var kommen ind med nervøs Hast, standsede uvilkaarlig ved Synet. Han havde omhyggelig forberedt sig paa, hvad han vilde sige hende, men blev tavs. En Stund gik 347 han urolig omkring i Stuen, som om han søgte sig en Siddeplads, hvorpaa han vendte tilbage til Døren og gik ind til sig selv igen uden at have sagt et eneste Ord.
Ingrid lod Hænderne synke ned i Skødet og blev ved at stirre paa den lukkede Dør, mens hun ventede paa, at han skulde komme igen. Men han kom ikke. Døren forblev lukket. Hun hørte, at han satte sig tilrette ved sit Skrivebord og med megen Larm flyttede nogle Bøger og trak Skuffer ud. Stakkels Gabriel! Hun vidste jo, at han selv led mest under sine Forrykthedsanfald. Derfor havde hun ogsaa let ved at tilgive ham. Hun kendte desuden nu hele Sandheden om hans sørgelige Barndom. Han havde en Gang i et fortroligt Øjeblik fortalt hende om sit uhyggelige Hjem i den store Proprietærgaard, hvor Forældrene boede i hver sin Ende af Huset og aldrig talte med hinanden. Ensom, uden Søskende og uden at have kendt en Mors Kærlighed, var han vokset op i et Helvede, hvor alt, hvad han saa' og hørte, nærede Sørgmodigheden i hans unge, grublende Sind. "Tro ikke din bedste Ven over en Dørtærskel". Med de Ord havde Faderen formanet ham, da han var bleven Student og rejste til Universitetet i København. Stakkels Ven! Hun vilde være taalmodig og aldrig opgive Troen paa, at Gabriel en Gang skulde blive udløst af den Forbandelse, der havde hvilet over ham fra hans Fødsel.
Hver Gang hun atter hørte ham røre sig inde i sin Stue, løftede hun Hovedet med nyt Haab. Men nej! Han kom stadig ikke. Og hun vidste af Erfaring, hvor lidt det vilde nytte, at hun selv gik derind og slog Armene om hans Hals for at faa ham god igen. I en Tilstand som den i Dag, var hans syge Sind saa saarbart, at hun kun vilde forøge hans Mistro med sine Kærtegn.
Men saa fik hun den Tanke, at hun jo kunde skrive til ham og paa den Maade faa ham sagt eller hvisket ind i Øret, hvad hun endnu aldrig havde kunnet faa sig til at sige ham 348 frit ud. Dersom hun endnu i Aften lagde et Brev i Hotellets Postkasse nede i Forstuen, vilde han faa det ind ad sin Dør allerede om Morgenen, inden de saas – og hun kunde da maaske forhindre, at Solen paany gik ned over hans Vrede og over hendes Bedrøvelse. Med en rask Beslutning lagde hun Haandarbejdet til Side og tog sin Skrivemappe frem. En Stund sad hun i Tanker med Pennen i Haanden, mens hun betragtede hans Portræt, der stod foran hende paa Bordet tilligemed Børnenes. Saa samlede hun sit Mod og skrev hurtigt, uden Standsninger, med sin store, faste Haandskrift:
"Gabriel! Du spurgte mig igen i Dag, om jeg ikke fortrød mit Forhold til dig. Det Spørgsmaal kunde jeg virkelig med større Ret gøre dig. Jeg kan undertiden faa en helt uhyggelig Fornemmelse af, at jeg er bleven dig til Plage. Er det Tilfældet, saa forlanger jeg, at du siger mig det rent ud. Jeg vil ikke føres bag Lyset. Maaske forundrer du dig over, at jeg skriver saa aabent til dig om dette. Men tale om det maa jeg. For som det i den sidste Tid har været imellem os, kan det ikke bleve ved at gaa. Ak, min Ven, min inderlig elskede Ven, du holder jo dog endnu af mig. Gør du ikke? Jeg tror det. Hvorfor vil du da gøre dig selv og mig saa megen Sorg? Du har et Par Gange bebrejdet mig, at jeg trods Samlivet med dig, som er saa klog, ikke er bleven mere forstandig. Det tager du nu fejl i. Men hvorfor taler du saa sjelden om, hvad der beskæftiger dig; jeg mener naturligvis ikke dit Arbejde, men hvad du ellers inderst inde føler og tænker. Jeg sad just og saa' paa dit strenge Billede, og jeg sagde til mig selv: Jo, jeg har Ret til at vide Besked om alt det, du gaar og gemmer hos dig selv, ogsaa dine Tanker om mig. Jeg véd jo nok, jeg har ikke stort at give dig til Gengæld – ikke andet end min stakkels Kærlighed, som du saa ofte mistror og ringeagter. Men den Kærlighed har skabt mig, Gabriel! Det er den, jeg lever paa og kæmper for. For den har jo gjort mig til den, jeg nu er. – 349 Du véd, det er ikke min Vane at bruge stærke Ord, og naar du læser, hvad jeg her skriver, vil du maaske trække medlidende paa Skulderen. Og i Grunden har du ogsaa Ret til det. Jeg maa vel nærmest kaldes for en Stakkel, naar det er saadan, at kun en eneste Ting i hele Verden kan gøre mig glad og lykkelig, det at vide, at du holder af mig, at jeg har din Fortrolighed og din Tillid, dit Hjerte helt og holdent – –"
Hun standsede med et Ryk. Døren til Gabriels Stue var gaaet op, og derhenne paa Tærsklen stod han selv i sin graa Slobrok, som han holdt sammen med famlende Hænder. Han var kommen ind for nu at gøre Alvor af sit Forsæt om at fremtvinge en endelig Afgørelse; men da han saa', at Blodet fløj hende til Kinderne, og at hun hurtigt lagde Klatpapiret henover et Brev for at skjule det, studsede han og kom til at smile – et sygt Smil.
"Du skriver Brev. Saa vil jeg ikke forstyrre," sagde han og gjorde Mine til at gaa.
Han blev dog staaende, idet han hemmeligt skottede til det Papir, hun havde skjult.
"Det er vel saa igen dine Børn, du skriver til?"
"Nej."
"Ja saa. Hvem er det da til?"
"Det faar du ikke at vide."
Han smilte igen.
"Du gør mig nysgerrig. Vil du virkelig ikke sige mig det?"
"Nej, det vil jeg ikke," sagde hun og lagde Brevet ind i Skrivemappen.
Men Gabriel, som havde nærmet sig, søgte nu at snappe det fra hende. Hun satte sig til Modværge, og det kom som for Spøg til en længere Kamp, der endte med, at Gabriel rev Mappen ud af Hænderne paa hende og fjernede sig med den ind til sig selv.
Blussende af Undseelse blev hun siddende ved Bordet 350 med Hænderne for Ansigtet. – Hun hørte, at han satte sig tilrette derinde, og med hamrende Hjerte ventede hun paa, hvad der vilde ske. Hun fortrød nu, hvad hun havde skrevet. Han vilde sikkert gøre Nar af det, eller maaske blive endnu mere vred. Hvorfor bar hun sig ogsaa altid saa dumt ad? – Nu rejste han sig. Hun hørte ham gaa nogle Gange op og ned ad Gulvet derinde, inden han kom ind. Hun havde ikke rørt sig. I angstfuld Venten blev hun siddende i den samme Stilling, mens han stille nærmede sig. Saa følte hun hans Hænder omkring sit Hoved. Han bøjede det tilbage, og deres Øjne mødtes.
"Ingrid! – Kære, kære Ingrid!"
IV
Den næste Morgen vaagnede de op i hinandens Arme til en Dag med Regn og Rusk. En tæt Taage laa over Byen og skjulte Bjergene. Ogsaa de to følgende Dage dryssede det uafbrudt med Væde, der gjorde alle Veje næsten ufarbare. Men Tredjedagen henimod Aften blankede Vejret op, og efter Solnedgang gik Gabriel og Ingrid'1 en stille Tur i Maaneskin ad Stien, der førte langs med Flodløbet ovre paa den anden Bred. Stort og lyst bredte Rummet sig omkring dem, fyldt med natlig Højtid.
Mod Sædvane gik de med hinanden under Armen. Det var noget, Gabriel ellers ikke satte Pris paa, fordi det bibragte ham en generende Følelse af sin Ufrihed. Han kunde heller aldrig lade være med at tænke paa, at hun tidligere velsagtens altid havde gaaet saadan med sin Mand. Desuden var deres Fodskifte saa forskelligt. De Syvmileskridt, han havde vænnet sig til under Fortidens mange ensomme Vandringer, var det svært for ham at lægge af. Men som hans 351 Følelser for Ingrid i disse Dage var, fandt han en øm Tilfredsstillelse ved at rette sin Gang efter hendes og "træde om", saasnart han mærkede, at de var kommen ud af Takt.
De gik og talte om noget, der havde beskæftiget dem stærkt i disse Regnvejrsdage. Gabriel var kommen paa den Idé, at de skulde flytte bort fra "Den gyldne Løve" med dens mange fremmede og urolige Mennesker og indrette et eget Hjem, hvor han jo ogsaa bedre kunde samle sig til sit Arbejde. Han havde hørt, at der lidt udenfor Byen var en fuldt møbleret Villa til Leje, og trods Vejret havde han allerede været ude og se paa den og forhørt sig om Prisen. Villaen ejedes af en Amerikaner, der var forhindret i at komme dertil paa Grund af Krigen, saa de kunde flytte derud naarsomhelst. At Lejen var skammelig høj, fortav han for Ingrid. Af Undseelse havde han nemlig endnu ikke fortalt hende, hvad hans københavnske Vekselerer nylig meddelte ham, at Værdien af de Aktier, han havde arvet efter sine Forældre, nu var stegen til det tredobbelte. Han havde ikke holdt af at tale om, at den modbydelige Krig ogsaa havde gjort ham til en velstaaende Mand.
Ingrid var stærkt betaget af Udsigten til igen at faa et eget Hjem. Med sin virksomme og praktiske Natur, vant som hun desuden var til at have et stort Hus at styre, havde dette sidste Aars ørkesløse Hotel- og Pensionatsliv ofte været hende en Lidelse. Som hendes Hjerte krympede sig, hver Gang hun hørte et Barn græde, saadan kunde Lyden af Tallerkenraslen fra et Køkken eller Synet af en Husmor, der rystede en Støveklud ud af Vinduet, faa hende til at sukke af Længsel efter igen at have en Husholdnings mangfoldige Krav op om Ørene.
Straks den næste Formiddag fulgtes de ad derud. Men da Ingrid paa Afstand fik Øje paa "Villaen" og saa', at det var en stor og tung Bygning, der laa højt tilvejrs paa den 352 skovklædte Bjergskraaning som en gammel Borg, blev hun lidt modfalden. Hun forstod straks, at det var denne ensomme og utilgængelige Beliggenhed, der havde begejstret Gabriel. Her vilde han kunne faa det Ørnebo, han saa ofte havde talt om. Her var der Erstatning for Rødstensklippernes vilde Øde – "syv tusinde Fod over Menneskeskraalet".
Fra Landevejen kom de derop ad en trappeformet Allé, der endte foran en Gitterport med en Plakat, hvorpaa der stod "Til Leje". Gennem Tremmeværket kunde de se ind i en forsømt Have med grønskimlede Gange og overgroede Rabatter. De ringede paa, og efter lang Ventetid viste der sig et gammelt Kvindemenneske, det samme, som Dagen før havde lukket Gabriel ind og ført ham om. Hun var en lille tyk Person med en Kropsvulst af Størrelse som et Græskar paa den ene Side af Halsen; og heller ikke dette Syn virkede oplivende paa Ingrid. Hun kom til at tænke paa de Bjergtrolde med to Hoveder, som der fortaltes om i norske Eventyr.
Da de var kommen ind i Huset, tog Gabriel hende under Armen og førte hende med sig op ad Trappen til den øvre Etage for straks at vise hende den Stue, han allerede havde udset sig til Arbejdsværelse. Det var et langstraks Rum med fire Fag Vinduer, en hel Sal, hvor der i Amerikanerens Tid aabenbart havde staaet et Billard. Der saas endnu Mærker af Billardets Ben i Gulvets Fernisering. Af Møbler fandtes der nu ikke andet i det store Rum end et solidt Bord og nogle faa Stole. Ingrid lod sig ikke mærke med sine Følelser. Saadan var jo nu en Gang Gabriels Smag! – Men Udsigten fra de fire Vinduer var unægtelig vidunderlig. Hele den milelange Dalstrækning med de mange smaa Byer laa udbredt for Øjet, og ovre paa den anden Side Floden taarnede Bjergene sig op, Række bag Række, de fjerneste med snehvide Toppe, der lyste mod Himlens dybe Blaa.
Saa fulgtes de nedenunder for at se paa Opholdsstuerne. 353 Der var fire. Dagligstue, Spisestue og to Soveværelser, alle med murede Kaminer og smukt møblerede. Men Ingrid, der var bleven vant til at leve Dør om Dør med Gabriel hele Døgnet rundt, blev straks klar over, at i disse fremmede Stuer, hvor intet mindede om ham, vilde hun aldrig kunne føle sig hjemme. Hun saa sig i Aanden sidde her muttersene Dagen lang, mens Gabriel var forsvunden op i sit Sky-Rige og maaske knap viste sig ved Maaltiderne. Men hun havde lovet sig selv, at hun aldrig vilde blive skinsyg paa hans Arbejde eller paa de Tanker, der optog ham. Hvorsomhelst hans Vej gik, vilde hun følge ham, om det saa var ud til den yderste Ørken.
Den gamle Dværgkone førte dem til sidst ud i Køkkenet, hvor der fandtes alt, hvad der behøvedes i en Husholdning. Herfra gik en Dør ud til en hyggelig lille Gaardsplads, der laa saa tæt inde under den skovklædte Bjærgvæg, at man tydeligt kunde mærke Granlugten deroppe fra. Pludselig brød Ingrid ud i et højt Fryderaab. En lille sort Kattekilling med hvide Sokker kom springende ovre fra en lav Sidelænge, hvor Konen aabenbart havde tilhuse. Ingrid løftede det lille Væsen op i sine Arme og tog det ind til sig. Det var et stormende Møde med noget hjemlig kært midt i alt dette fremmede.
"Følger denne her med i Lejen?" spurgte hun Konen og trykkede sin Kind ind mod Dyrets varme, barnebløde Krop. I sin vemodige Forudfølelse af den Ensomhed, hun her vilde gaa ind til, knyttede hun sig uvilkaarlig til denne tilkommende lille Husfælle, der kunde blive hende til Selskab og Trøst. –
Endnu samme Eftermiddag underskrev Gabriel Lejekontrakten hos den Sagfører, der varetog Amerikanerens Interesse. Og saa stor var hans Utaalmodighed efter at komme bort fra Hotellets mange Mennesker, ogsaa fra Dr. Bonnat, at han i de følgende Dage personlig gik omkring til Haandværkerne i Byen for at fremskynde Arbejdet med Husets og 354 Havens Istandsættelse. Ogsaa Ingrid fik pludselig nok at gøre. Hun maatte fæste Pige og sørge for Forsyninger til Køkken og Spisekammer, og i al denne Travlhed genvandt hun hurtigt sit gode Humør. Aldrig havde Gabriel set hende muntrere end en Dag, da hun havde en hel Armé af Rengøringskoner og Gartnerfolk at tumle med.
Saa oprandt da den store Dag, da de med nyt Foraar i Hjertet for første Gang kunde sætte Foden under eget Bord. Straalende som et Par Nygifte kørte de om Formiddagen bort fra Hotellet med deres Bagage og mange Blomster, der skulde smykke deres Hjem ved Bryllupsgildet. Endnu før Solen gik ned, stod Festbordet dækket. Gabriel havde sørget for Vin og Frugter, og Ingrid havde egenhændig lavet Maden, lutter hjemlige Retter, Grønærtesuppe, Høns i Flødepeberrod og smaa Pandekager med Kvædesyltetøj. Da hun løftede Laaget af den dampende Terrin, og Gabriel mærkede Duften af sin Livret, tog han hendes Haand og kyssede den. Han havde hidtil ikke forvænt hende med den Slags Artigheder. Derfor rørtes hun, saa hun sprang op og i overgiven Glæde knugede hans Hoved ind til sig.
For Gabriel, som aldrig havde kendt et virkeligt Hjem, fulgte nu en Tid, der aabenbarede en ny Verden for ham. Fra sit Barndomshjem, hvor hans Forældre ikke en Gang mødtes ved Maaltiderne, mindedes han kun Uhyggen i de altid tomme Stuer, som aldrig saa' andre Fremmede end de Prangere og Slagtere, hans Far handlede med. Naar Faderen en enkelt Gang vilde give Moderen en Besked og ikke havde et eller andet Bud ved Haanden, skrev han med Kridt et Par Ord paa en Dør i Nærheden af hendes Værelse. Han havde ofte selv læst saadanne fyndige Meddelelser, skrevet med Faderens store, klodsede Bogstaver. Han huskede blandt andet denne: "Min Søster Nielsine død."
Nu iagttog han med stille Forundring de mange kvindelige Smaasysler, der helt kan omskabe et Par fremmede Stuer og ad 355 løndomsfulde Veje fylde dem med Hjemlighed og Hygge. Ingrid besørgede selv sine Indkøb til Huset. Paa Byens to ugenlige Torvedage, da Pladsen foran Hovedkirken og de tilstødende Gader var fyldt med Boder og Telte, gik hun derind fra Morgenstunden sammen med Tjenestepigen. Af Nysgerrighed gjorde Gabriel dem et Par Gange Følgeskab paa disse Torvevandringer, hvorfra Ingrid altid kom saa mærkelig oplivet og rødkindet tilbage. Trods sin Sky for Mennesker vovede han sig med hende ind i den tætteste Trængsel mellem Grøntkoner, Hønsekræmmere, Pottemagere og sortøjede Musefælde-Italienere, der fra alle Sider raabte Ingrid an og kappedes om at komme til at handle med den "russiske Frue", som de kaldte hende paa Grund af hendes lyse Haar og hans eget store Skæg. Og endda var hun slet ikke saa let at gøre tilpas. Som den erfarne Husmor, hun var, lod hun sig ikke noget foresnakke, men undersøgte kyndig Blomkaalshovedernes Fasthed og Hønsenes Alder, og skønt hun nu vidste, at Gabriel var rig, var hun lige nøjeregnende med Hensyn til Prisen. Men det gik hende overfor disse Folk som overfor alle andre her. Trods sin sproglige Ubehjælpsomhed vandt hun Hjerterne med sin Skønhed, sin friske Naturlighed, sit usnerpede Lune. –
Saa skete det en Nat, efter et Par Ugers fortsat Lykke, at Gabriel vaagnede ved Lyden af heftig Hulken. Han forstod, at det maatte være Ingrid, og stod straks op, tog sin Slobrok paa og gik ind til hende. Hun sad oprejst i Sengen og skjulte Ansigtet i Hænderne i sin Kamp for at undertrykke Graaden.
"Hvad er der i Vejen, Ingrid? Hvorfor græder du?"
Hun kastede sig angstfuld ind til ham og forklarede, at hun havde drømt saa frygteligt … om en Ildebrand hjemme … om at Lynet slog ned i Præstegaarden, der paa et Øjeblik stod i lys Lue. Folk strømmede til allevegne fra, og alle raabte de paa Kaare. "Hvor er Kaare?" – Saa var hun vaagnet ved at høre Drengens Skrig inde i Flammehavet …
356 Gabriel satte sig paa hendes Sengekant og fik hende beroliget. Der havde for et Par Dage siden været en Ildløs inde i Byen, og Ingrid forstod nu ogsaa selv, at det var den, der var Anledningen til den hæslige Drøm.
Men efter den Dag fik Gabriel atter hyppige Tilbagefald til Fortidens mørke Stemninger. Som enhver lille Uoverensstemmelse altid tidligere efterlod en langvarig Forstemthed hos ham, saadan kunde han nu igen gaa i Dagevis og ruge over et eller andet tilfældig henkastet Ord af Ingrid, for at finde ind til en formodet skjult Mening eller forborgen Hensigt. Han gik atter ofte ud alene, og forsvandt i Bjergene halve eller hele Dage.
En Aften i Skumringen, da han vendte tilbage fra en saadan lang, ensom Tur, satte han sig hen hos hende i Sofaen, hvor hun sad med Kattekillingen, der legede i hendes Skød.
"Der er noget, jeg maa tale med dig om. Kan du ikke sætte den Kat fra dig et Øjeblik."
Tonen var ikke uvenlig; men Udtrykket i hans Ansigt foruroligede hende. Hun satte Killingen ned paa Gulvet og spurgte, hvad det var.
"Det er om dig, vi skal tale, Ingrid."
"Om mig?"
"Hør nu, hvad jeg vil sige. Det er nøje overvejet, og jeg har i Grunden tænkt paa det længe. Se, jeg finder det saa urimeligt, at du gaar her og piner dig med din ganske naturlige Længsel efter at gense dine Børn. Jeg vil derfor gøre dig et Forslag. Skriv til din Onkel, Højesteretssagføreren, og bed ham om at være dig behjælpelig med at faa truffet en Ordning, saa du kan tage hjem paa et Besøg. Han gør det sikkert gerne. Og man kan jo nu igen rejse fuldkommen trygt gennem Tyskland uden altfor store Vanskeligheder med Pas og den Slags. Skriv til ham, at han maa skaffe dig Lov til at være sammen med dine Børn enten hos ham selv eller 357 et andet Sted i København – et Par Uger eller længere, som det nu kan falde sig."
Ingrid havde set opmærksomt paa ham, mens han talte. Han sad foroverbøjet og halvt bortvendt og skød sin store Signetring frem og tilbage paa Langfingren, hvad altid var et Urotegn hos ham.
"Og hvad vil du saa gøre i den Tid?" spurgte hun.
"Ja, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt paa. Jeg følger dig til Berlin og venter paa dig dér, indtil du kommer tilbage. Jeg vil saa benytte Tiden til at gøre Biblioteksstudier. Det har jeg netop Brug for."
Efter nogle Øjeblikkes dyb Overvejelse rystede Ingrid afgørende paa Hovedet.
"Nej, Gabriel! Hvor du er, vil jeg ogsaa være. Hvad skulde det ogsaa hjælpe? Jeg vilde jo bare gaa og ængstes for dig i Stedet for. Nej, nej, min Ven! Og dersom Rudolf saa ovenikøbet nægter mig at se Børnene. Det har han vist Lov til."
"Men det vil han ikke gøre. Han er jo ingen hævngerrig Mand. Det har du altid selv sagt. Naar han nægtede dig Skilsmisse, var det vistnok udelukkende af religiøse Grunde."
Ingrid faldt igen i Tanker. Saa lagde hun Haanden hen paa hans Knæ og sagde:
"Jeg har undertiden selv tænkt paa noget som det, du her foreslaar. For at jeg længes efter Børnene, vilde det naturligvis være taabeligt af mig at benægte. Men paa den anden Side – ja, det forstaar du vist ikke – men jeg kan ogsaa blive saa angst, naar jeg tænker paa et Gensyn."
"Angst? For hvad?"
"Husk paa, hvor længe jeg har været borte fra dem. En hel Evighed – synes jeg selv. Alt hvad der ligger paa den anden Side af den 22de Juli i Fjor, da jeg rejste hjemmefra, kan undertiden staa for mig som noget, der tilhører en hel anden Tilværelse. Maaske er Børnene helt forandrede. Maaske 358 har de glemt mig. Jeg véd jo ingenting. Tænk, om de stod og saa' paa mig som paa et vildfremmed Menneske! Det vilde være det forfærdeligste af alt. Naar jeg nu kan tænke paa dem med saa stor Glæde, er det fordi jeg altid ser dem for mig saadan, som de var, da jeg skiltes fra dem."
"Jeg forstaar det," sagde Gabriel. "Men tænk nu alligevel over Sagen. Inden vi véd af det, har vi Efteraarsmørket over os, og til den Tid kan det maaske blive vanskeligere at gøre Rejsen."
"Naar du virkelig synes det, Gabriel –."
"Javist."
"Og du vil følge med til Berlin?"
"Ja, det har jeg jo sagt. Men opsæt det ikke. Brug Tiden, mens der endnu er lidt Sol paa Himlen. Skriv derfor hellere i Dag end i Morgen."
Et Par Dage efter, da de endnu en Gang havde talt om Sagen, skrev Ingrid hjem til sin Onkel, Højesteretssagføreren, der var den eneste af Slægten, hos hvem hun havde mødt en Smule Forstaaelse. I de følgende Uger vekslede de Breve og Telegrammer, indtil Dagen for Opbrudet herfra kunde fastsættes. Nogen endelig Ordning af Sammenkomsterne med Børnene blev dog ikke truffet, fordi hendes Mand vedblivende stillede Krav om en personlig Samtale med hende, hvori han selv vilde fremsætte de nærmere Betingelser. Ingrid gik tilsidst ind paa det. Da først Hjemrejsen var besluttet, blev hun grebet af en febrilsk Utaalmodighed efter at komme afsted, saa hun villigt underkastede sig enhver Fordring fra Mandens og Onkelens Side.
Gabriels Rejseforberedelser bestod kun i at pakke en Haandkuffert, Ingrid derimod maatte ikke alene beskikke sit Hus; hun havde ogsaa Afskedsbesøg at gøre hos sine fattige og syge Venner inde i Byen og paa Hospitalet. Det sidste Sted havde hun længe holdt sig borte fra for ikke paany at opvække 359 Gabriels Mistro; men forinden Afrejsen begav hun sig derhen med nogle Blomster og Smaagaver, idet hun valgte en Tid, da baade hun og Gabriel vidste, at Dr. Bonnat ikke var der.
Hospitalet var en gammel graa Bygning, der laa for Enden af en snever Smøge. Det havde en Gang været Kloster og var det tildels endnu. Fra Porten, hvor en Morlille i Ordensdragt holdt Vagt, kom man ind i en Korsgang, der omgav det store Gaardsrum til alle Sider. Nogle sørgelige Skikkelser stod tæt ved Indgangen og spejdede blandt de Besøgende efter Bekendte. Der var imellem dem en halvvoksen ung Pige, der havde faaet det ene Ben sat af. Med et lidelsesfuldt Udtryk, hulkindet og bleg, hang hun paa sine Krykker som en Korsfæstet. Men pludselig gik der en straalende Lysning over hendes Ansigt. Hun havde genkendt Ingrid. Med et Skrig som en Fugl styrtede hun i lange Hop hen imod hende og kyssede hendes Haand, da hun modtog sin lille Gave. En ældre nonneklædt Sygeplejerske kom nu til Stede. Ogsaa hun hilste hende med stor Hjertelighed og sagde, at hun havde været inderlig savnet. Da hun hørte, at Ingrid skulde rejse, blev hun helt bedrøvet. "Men er det for bestandig?" spurgte hun, idet hun førte hende ind i den store, halvmørke Sygesal, under hvis lave Krydshvælvinger Sengene stod i tre lange Rækker som Kister i en Kirkekrypt. "Nej, nej! Jeg kommer snart igen!" sagde hun og nikkede smilende omkring til sine gamle Kendinger, der rejste sig i Sengene og vinkede til hende med straalende Øjne.
V
Den næste Morgen var hun og Gabriel oppe, før det blev lyst. Der var næsten en Times Kørsel til Stationen, der laa helt ovre paa den anden'2 Side Floden, og Toget gik derfra ved Daggry. Nattetaagen laa endnu saa tæt over Egnen, at da Toget 360 med det vældige Bjerg-Lokomotiv kørte ind, kunde dets Lanterner næppe ses, før det holdt ved Perronen. Ved Landegrænsen blev de opholdt et Par Timer af Paskontrol og Toldundersøgelse. Endogsaa Indholdet af deres Lommer blev nøje ransaget. Det var særlig Gabriel, der blev mistænkt paa Grund af sit store Russerskæg. Endelig kom de afsted; men først den næste Dags Aften naaede de Berlin. Idelige Omstigninger og langvarige Standsninger, naar et Militærtog skulde passere, sinkede Rejsen.
Under denne mere end døgnlange Kørsel i overfyldte Kupéer sad Ingrid mest med lukkede Øjne og slap nødig Gabriels Haand. Hvor heftig hendes Hjerte end slog af Forventning, naar hun tænkte paa, at hvert Minut bragte hende Børnene nærmere, var hun dog modløs ved Tanken om Adskillelsen fra ham. Ogsaa det forestaaende Møde med hendes Mand gjorde hende urolig og beklemt.
"Længere end fjorten Dage bliver jeg ikke borte," sagde hun flere Gange og trykkede hans Haand.
Gabriel gengældte Trykket, som om han troede paa Forsikringen. I Virkeligheden var han ganske overbevist om, at de ikke skulde ses mere. Eventyret var ude. Naar Ingrid først var hjemme, vilde Genforeningen med Børnene og Paavirkningen fra hendes Slægtninge snart vende hendes Sind fra ham. Af Hensyn til Børnene vilde hun maaske endog genoptage Samlivet med Manden under en eller anden Form og tilsidst føle det som sin Pligt helt at slette ham ud af sin Erindring.
Efter at have overnattet paa et Hotel i Berlin fulgtes de den næste Morgen til Stationen. Ved Afskeden paa Perronen omfavnede hun ham og gentog:
"Om fjorten Dage har du mig igen!"
Han nikkede blot.
Fra Kupévinduet sendte hun ham med Taarer i Øjnene den sidste ømme Hilsen. Han vinkede igen med et anstrengt 361 Smil og fulgte hende med Blikket, indtil Toget var ude af Syne.
Saa gik han tilbage til den indre By, ind i de kendte Gader med det mylrende Hovedstadsliv. Det var hans Hensigt at gaa hen paa det Bibliotek, hvor han havde i Sinde at arbejde under Opholdet her for straks at begrave sig i Studier. Men Himlen var begyndt at dryppe, og snart styrtregnede det, saa han hurtig maatte søge Tilflugt i en Kafé. I et Nu stod Vandet tommehøjt over Kørebanens Asfalt. Bilernes Hjul pløjede det op som Baadstævne og sendte lange Sprøjt ud til Siderne.
Han havde sat sig hen i en Krog af Kaféen med Dagens Aviser og illustrerede Blade; men da baade Tekst og Billeder kun handlede om Krigen, lagde han dem hurtigt bort. Han blev siddende med Haanden under Kinden og tænkte ved sig selv, at her sad han nu igen ene, som saa ofte før, og var led ved Tilværelsen, et Bytte for sin gamle Modbydelighed ved alt. Rundt om ham i det tobaksstinkende Lokale sad Øldrikkere, der stak Hovederne sammen og snakkede om Fronterne. Krigskortene blev studeret. Man drøftede den sidste Sejrsmelding fra Hovedkvarteret: to hundrede Meter af en engelsk Skyttegrav. Hvilken Nedværdigelse! Hvilken Jammer! Tyve Millioner af Evropas kraftigste unge Mænd stod under Vaaben, og Maaned efter Maaned var Resultatet af Dagens Myrderier Erobringen eller Tilbageerobringen af en blodfyldt Muddergrøft!
Da Regnen sagtnede, gik han tilbage til Hotelværelset for at hente sin Paraply. Med en Skyhed, som var det et Dødsværelse, traadte han derind, hvor Ingrids Stemme saa nylig havde lydt. Sengene stod endnu uredte, med tilbageslaaede Tæpper, saadan som de havde forladt dem. Derfor gik han bort igen, saasnart han havde fundet Paraplyen.
Men ogsaa i Bibliotekets stille Læsesal, mens han sad bøjet over en Foliant, fulgte Tankerne Ingrid. Som en fortvivlet 362 Gnier, der uafladelig sammentæller sine tabte Skatte, lod han alle Aarets rige Oplevelser drage gennem Sindet. Navnlig var der en Erindring, som han stadig paany vendte tilbage til. Han saa' sig selv staa paa Københavns Banegaard en Eftermiddag for et Aar siden. Han havde Aftenen forinden haft Brev fra Ingrid. Det var det korte, hastig skrevne Brev, hvori hun meddelte ham, at skønt hendes Haab om at opnaa Skilsmisse nu var bristet, forlod hun sit Hjem og vilde komme til Byen den næste Dag. Han havde læst Brevet med Mistillid. Han havde sagt til sig selv: "Hun kommer ikke." Endnu da han stod paa Perronen og ventede Toget, var han overbevist om, at det vilde blive en Glipgang. Og inderst inde ønskede han det i Grunden ogsaa af Frygt for Følgerne. Da saa Toget gled ind paa Stationen, og han saa' hende stige ud, gik der ham midt i Glæden et lille Kuldegys gennem Sjælen. Han huskede det tydeligt. Det var en Forudanelse. Eller var det blot det skjulte Vemod, der rører sig i enhver heftig Lykkefølelse, fordi man véd, at den ikke vil vare?
Han blev paa Biblioteket, indtil det mørknede; men Tankerne havde hele Tiden været hos Ingrid. "Nu maa hun være kommen til Warnemünde og er gaaet ombord i Færgen." Og senere: "Nu er hun i Gjedser og har sat Foden paa hjemlig Grund."
Drevet af sin Uro gik han uden Maal og Med omkring i Gaderne, der allerede var nedsænkede i aftenligt Mørke. Regnen var hørt op; men svære Skymasser drev stadig henunder Himlen. Og ingen Lysreklamer, ingen oplyste Butiksvinduer. Paa Grund af Krigen kun spredte, svagt lysende Gadelygter. Idet han kom forbi en af de store Vin-Restaurationer i Nærheden af Hovedvagten, faldt det ham ind, at han hele Dagen hverken havde faaet vaadt eller tørt, og han gik derind.
Omkring et maurisk hvælvet Midterrum, hvor et stort Orkester 363 larmede, laa en Samling Spisesale med smaa Borde oplyste af lave Lamper med røde og gule Silkeskærme. Der var stuvfuldt. Han maatte gaa fra Sal til Sal, før han fandt et ledigt Bord. Da han havde gjort sin Bestilling hos Tjeneren, kastede han Blikket ud over Salens andre Gæster. Der var en Del Officerer imellem dem, ogsaa andre uniformerede Herrer og mange Damer. Ved et Bord lige overfor ham sad et oprømt Selskab, tre Herrer og en Dame. Damen var meget smuk og aabenbart gift med den ene af Herrerne – en solbrunet, højrøstet Frontsoldat, der var hjemme paa Orlov. Skønt hun var lidt ældre og en Del sværere end Ingrid, desuden paaklædt som Verdensdame med kostbare Ringe paa Fingrene og en Hat med lange Hejrefjer, kunde han ikke lade være med at anstille en Sammenligning; og trods al Forskellighed fandt han en Slags Søskendelighed imellem dem. Naar hun løftede sit Glas og nikkede til sin Mand, eller naar hun kyssede paa Fingren, fordi han havde sagt en Artighed, var der den samme Sødme i Smilet, den samme straalende Ømhed i Blikket som hos Ingrid i Hengivelsens store Øjeblikke.
Der var imidlertid bleven sat forskellige Retter for ham, og uden at ane, hvad han spiste, stillede han sin Sult og tømte ogsaa det meste af en Flaske Vin. Stadig havde han sine Øjne ovre hos Ægteparret, der midt i Tidens Alvor var saa overgivent forelskede. Og atter maatte han tænke paa Ingrid, der besad den samme lykkelige Evne til at glemme Sorgerne og give sig hen i Øjeblikkets Glæde. Overalt, hvor de paa deres Rejser mødte Uheld og Genvordigheder, havde hun bevaret Fatningen og sit gode Humør. Væggetøjsbefængte Hotelværelser, fordærvet Mad og den Slags Fortrædeligheder, der altid gik ham selv saa pinagtig nær, lo hun bare af! Han mindedes en Gang paa en Udflugt i Bjergene, da de havde maatte overnatte i en meget tarvelig Gæstgivergaard. Om Aftenen, da han var i Færd med at gaa i Seng, hørte han 364 et Skrig inde fra hendes Værelse. I den Tro, at der var sket en Ulykke, styrtede han derind. Dér stod hun helt afklædt midt paa Gulvet og rystede af al Magt sin Natdragt, fordi hun havde ransaget Sengen og fundet et Par Lopper i den. Da hun opdagede ham, kastede hun sig undselig i hans Arme for at skjule sin Nøgenhed, men kunde samtidig ikke lade være at le. "To væmmelig store, fede Lopper," paastod hun, halvkvalt af Latter. – Saadan var hun, den uforlignelige! Og nu var det altsammen forbi! Forsvundet som en Drøm i Natten. Maaske sad hun i dette Øjeblik allerede hos sin Onkel, Højesteretssagføreren, sammen med sine Børn og var lykkelig. – Farvel, Ingrid!
Endnu før han var kommen til Ende med de mange Retter, forlangte han sin Regning og gik bort. Ude paa Gaden stod han ubeslutsom. Hvor skulde han gaa hen? Hjem til Hotelværelset vilde han foreløbig ikke. Dèr ventede ham blot en endnu dybere Forladthedsfølelse. Han lod sig saa opsluge af Gadens Menneskemylder, gik paa maa og faa videre ud gennem Friedrichstrasse, indtil han kom ind i Kvarteret omkring Charité. Her i de mørke Gader mødte han igen sin Fortid. Han havde boet her en Gang for mange Aar siden, da han laa her i Byen og studerede. Udenfor Kvarterets store Militærkaserner stødte han paa den samme løse Sværm som den Gang, sminkede, paagaaende Pigebørn og omløbende Sjakrere med aabne Kramkasser i en Rem over Skulderen. Inde paa en Kasernes Paradeplads, der var skilt fra Gaden ved et højt Jerngitter, blev Tappenstregen netop blæst. En Flok Efternølere skyndte sig i sidste Øjeblik gennem Porten, mest ganske unge Mennesker – Nationens sidste Opbud til Slagmarkernes Gudeofring.
Han gik videre uden Plan, kom til en Bro, der førte over en smal Kanal, og her standsede han ved Rækværket og saa' sig om. Han huskede Stedet fra sine Aftenvandringer for tusinde Aar siden. Han genkendte de natstille Omgivelser, 365 de døde Fabriksbygninger, der rejste sig paa begge Sider af Kanalen og den ligesom sovende Række brede Pramme nede paa det mørke Vand. Alt var mærkelig uforandret her. Om det saa var den vanføre Tigger, der sad paa en lav Skammel og rakte sin Kasket ud, naar der kom nogen – saa var det den samme blinde Stakkel som den Gang.
Kun han selv var ikke den samme. Han, der havde haft sit Hjem i Ensomheden, stod her som en vildfarende Skygge af sig selv, et hjemløst Spøgelse. Og fra Dybet af hans Sjæl løftede sig et mørkt Klageraab, vildt af Længsel og Savn som Hjortens Brøl efter den bortflygtede Hind. Ingrid! Ingrid!
VI
Det blev næsten Midnat, før Ingrid naaede København. Efter Aftale var hendes Onkel paa Stationen. Han modtog hende hensynsfuldt og kørte med til det Hotel i Nærheden, hvor han havde bestilt Værelse til hende. Men hans Udtalelser under Kørslen var yderst forbeholdne. Han spurgte, hvordan Rejsen var gaaet, men omtalte ikke Børnene med et Ord, bragte heller ingen Hilsen hverken fra hendes Tante eller Kusinerne. Om Rudolf sagde han:
"Din Mand kommer hertil i Morgen Formiddag. Han skriver, at han vil søge dig paa Hotellet ved Tolvtiden."
"Og Børnene ?"
"Det skriver han ikke noget om. Men jeg maa antage, at han har dem med. Jeg véd dog – som sagt – ingenting."
Ved Afskeden i Hotellets Forhal sagde han med et eget Eftertryk:
"Og saa haaber jeg oprigtig, at det maa komme til en Forstaaelse mellem dig og din Mand."
Trods sin Udmattelse efter den næsten tre Døgn lange 366 Rejse, gik Ingrid ikke straks til Ro. Onkelens kølige og tilbageholdende Væsen havde hun været forberedt paa; men hans sidste Udtalelse forekom hende underlig. Mest foruroligede det hende, at han ikke vidste noget om Børnene, skønt det efter Overenskomsten var hos ham, de skulde bo. Og at Tanten ingen Hilsen havde sendt! Betød det, at deres Hjem foreløbig var lukket baade for hende og Børnene?
Først da hun ikke længer kunde holde sig oppe for Træthed, gik hun i Seng. Men forinden skrev hun nogle hastige Linjer til Gabriel, hvori hun fortalte ham om Modtagelsen og om sin Uvished og Ængstelse for Morgendagen: "Aa, hvor er det dog underligt at sidde her saa langt fra dig og ikke kunne holde din Haand og tale med dig om alt, hvad der stormer ind paa mig. Hvordan mon du selv har haft det hele denne uendelig lange Dag? Er det en Indbildning af mig, naar jeg føler, at ogsaa du har længtes en lille Smule? Har vore Sjæle kaldt paa hinanden, eller er det bare mig, der raaber min Længsel og mit Savn ud i Natten?" –
Et Par Timers urolig Søvn med mareridtsagtige Drømme forøgede hendes Ængstelse. Hun vaagnede tidlig og stod straks op. Da hun sad paa Sengekanten med Ansigtet trykket ned i sine Hænder for at samle sig, hørte hun Raadhusuret slaa. De gamle Toner! Hvor underligt at høre dem igen! – Klokken var kun seks. Der var endnu seks lange Timer til Mødet med Rudolf. Seks endeløse Timer fulde af Uro og Bekymring.
Hun drak Morgenteen paa sit Værelse, sluttede Brevet til Gabriel og gik ud. Hun søgte ind i Ørstedsparken, der til hendes store Glæde laa i Hotellets Nærhed. Det var jo her, at hun og Gabriel i sin Tid daglig mødtes, her, at Skællene faldt fra hendes Øjne og et nyt Liv begyndte. Som Barn og ung Pige havde hun altid maattet høre for sin Snusfornuft. Paa Grund af hendes Væsens Ro og vel ogsaa paa 367 Grund af hendes tidlig modne Skikkelse havde Folk faaet den Opfattelse af hende, at hun ikke havde noget stærkt Følelsesliv. Og lidt var der vel ogsaa om det den Gang. Naar hun i sine Ungpigedage læste i Romanerne om Kvinder, der lod sig rive hen af deres Lidenskaber, syntes hun, de havde en Skrue løs. Og naar hun senere som Præstekone hørte om Skilsmisser og Ægteskabsbrud, oprørtes hun og takkede sin Gud, at hun ikke var som en af disse Syndere.
Hun kendte den Gang ikke sin egen Natur, der endnu slumrede roligt under hendes Hjerte som et Foster inden femte Maaned. Hun vidste ikke, at en ung, livsglad Kvinde kan gaa hen og forlove sig, blive gift og sætte baade et og to Børn i Verden uden at forstaa, at hun aldrig har elsket den Mand, hun valgte sig. Hvad hun i sin Uforstand antog for Forelskelse, var en lille Uro i Blodet, en Trang til Ømhed og Beskyttelse, som med lidt god Vilje nok kunde forveksles med Kærlighed. Hun havde altid godt kunnet lide sin Mand, der var hendes Fætter. Som Datter af en Landlæge, der tilbragte hver Aften ved Spillebordet, længtes hun desuden efter at faa sit eget Hjem at styre, var heller ikke ufølsom for en Husmoders Værdighed og en Præstekones Anseelse. Naar hun efter en travl Dag i Køkken og Bryggers sad i sin hyggelige Dagligstue og holdt Mørkning med sine to Drenge, mens Døren stod aaben til hendes Mands Stue, hvor Lampen allerede var tændt, havde hun virkelig følt sig fuldkommen lykkelig.
Siden var der gaaet hende mange Kuldegysninger gennem Sjælen, naar hun tænkte paa, at hun maaske kunde have levet i dette Selvbedrag indtil sine Dages Ende, dersom det ikke var hændt, at hun havde faaet Muskelbetændelse i sin ene Arm og maatte tage til København for at gennemgaa en Massagekur. I tre Uger var hun borte, og boede i den Tid hos Onkelen, der havde en herskabelig Villa paa Strandvejen og førte stort Hus. En Dag ved Middagsbordet fortalte han, 368 at han til den næste Dag, der var en Søndag, havde indbudt en fremmed Herre til Frokost, en tilrejsende Klient, hvem han gerne vilde vise en Opmærksomhed.
"Det er Filosofen Dr. Vadum. Saa har I maaske hørt om ham. Han er kommen hertil fra Udlandet for at faa et Arveforhold ordnet. Men I skal ikke vente jer for meget af ham. Han er ikke underholdende. Han blev en Gang forbigaaet ved en Universitetsansættelse her, og den Skuffelse har han vist ikke kunnet forvinde."
Ved den Lejlighed hørte hun første Gang Gabriels Navn; og at hun saa nøje huskede, hvordan Ordene faldt, havde siden ofte beskæftiget hendes Tanker. For det kunde jo næsten tyde paa, at der allerede den Gang paa uforklarlig Vis blev vakt en Anelse hos hende om den Magt, som denne fremmede Mand skulde faa over hendes Sind. Gabriel havde nu virkelig ikke sagt mange Ord under Frokosten, og kort efter, at de havde rejst sig fra Bordet, var han gaaet. Alligevel gjorde han straks ved dette første Møde et stærkt Indtryk paa hende. Saa forunderligt var det altsammen gaaet til. Det var næsten, som om en usynlig Haand havde ført dem sammen i Menneskehedens store Millionvrimmel.
Hun mindedes en anden Dag i Onkelens Hus. Familjen var samlet i Dagligstuen efter Middag. Hendes Tante sad i Sofaen med sin lille langhaarede "Puds" i Skødet, Onkelen i sin Lænestol med en Avis. Døren til Verandaen stod aaben, og her paa Tærsklen havde hendes to unge Kusiner taget Plads, to smukke og elegant klædte Prinsesser, forkælede og kaadmundede. Selv sad hun i sin blaa Etaminekjole ved et af Vinduerne med et Haandarbejde. Det var et af de seks Kammerdugs Lommetørklæder, der skulde have været en Fødselsdagsgave til Rudolf.
Det var et Par Dage efter Gabriels Besøg, og Kusinerne begyndte at snakke om ham. Som det var Skik og Brug der i Huset, kritiserede de alting hos ham, lo ad hans Paaklædning, 369 hans Manerer og hans store Skæg, som de fandt afskrækkende – "Skovtrolden", som den ene af dem kaldte ham. Hun kunde tydeligt huske, hvor det kneb for hende at tie stille til den ondskabsfulde Snak. Hun havde netop samme Eftermiddag for anden Gang mødt Gabriel i Ørstedsparken paa Vejen fra det Institut, hvor hun daglig fik Massage for sin Arm. Naturligvis kunde hun sige sig selv, at disse gentagne Møder ikke var tilfældige; men der havde været noget saa trøstesløst ensomt over hans Holdning og hele Skikkelse, at hun allerede den første Gang ikke kunde lade være med at standse og veksle et Par Ord med ham. Nu i Dag havde de spaseret lidt sammen i Parken, mens han fortalte hende om sine Studier og søgte at forklare hende sine mange store Ideer, som hun dog ikke forstod meget af og heller aldrig siden havde fattet. Men hun forstod, hvad han ikke talte om, at han var et hjemløst og bundulykkeligt Menneske, hvem ingen nogensinde havde holdt af, ikke en Gang hans egen Mor.
Ja, disse tre Sommeruger i Onkelens Hus og her i Parken! I dem havde hun for første Gang følt noget farligt røre sig i hendes Hjerte, en stor, dump Uro, der var som Havets mørke Svulmen foran Uvejr. Hun havde ikke selv forstaaet det, før det var for silde. Og Gud ske Lov for det! Her gik hun nu igen under de samme Træer, beklemt som den Gang, men lykkelig, – lykkelig, som hun aldrig havde troet at skulle blive. Der laa en sølvlys Morgendis over den høstlige Park med de brogede Farver. Endnu var der næsten mennesketomt; men denne Tomhed og denne Stilhed passede godt til hendes bevægede Stemning ved at gense dette Sted, hvor Eventyret i hendes Liv var begyndt. Et Par gamle Koner gik derinde og fejede det visne Løv fra Græsplænerne med lange Riskoste, og under Buskadserne løb stumme Drosler rotteagtigt omkring.
Nede ved den lille Bro, der fører over Svanedammens 370 Snevring, standsede hun og kiggede ned i det grønligt plumrede Vand. Her havde hun og Gabriel ofte staaet og set paa Folk, naar de kastede Brødsmuler ud til Fiskene, der bevægede sig som Skygger over Bundens store Bladplanter. Gabriel kaldte dem allesammen for Aborrer, og hun havde været helt stolt over at kunne fortælle den lærde Mand, at der baade var Karudser og Skaller imellem dem, og at de store, søvnige, der graadigt slugte et halvt Rundstykke i en eneste Mundfuld, var Sudere. – Ak ja, hvad havde hun ikke oplevet her! Hvert Skridt vakte nye, hellige Minder. Her stod den Bænk, hvor de havde sagt Farvel til hinanden, Dagen før hun rejste hjem. – Aa, den Nat, der fulgte efter! Hendes fortvivlede Kamp med Gud om sin Kærlighed! Og Hjemkomsten den næste Dag! Hele Præstegaarden i Fest, Flaget hejst, Stuerne blomstersmykkede, Pigerne i rene, hvide Forklæder … Børnenes stormende Henrykkelse og Rudolfs stille Glæde. Børnene vilde den hele Dag ikke slippe hende af Frygt for, at hun skulde rejse fra dem igen. Og hun havde dem ogsaa selv behov som Værneengle i Kampen mod Syndens Fristelse.
Det var ikke til at forstaa, at det altsammen ikke var mere end et godt Aar siden. Hun syntes, at det forfærdelige Øjeblik, da hun om Aftenen inde i Rudolfs Værelse tilstod for ham, at hun var kommen til at holde af en anden Mand, maatte ligge en hel Menneskealder tilbage i Tiden. Men var det egenlig saa underligt? Hun havde jo i det Aar oplevet mere end i hele sit øvrige Liv.
VII
Ved Tolvtiden sad Ingrid paa sit Hotelværelse og ventede. Værelset vendte ud til en snever Gaardsplads, hvor der blev banket Madrasser. For at bekæmpe sin Uro havde hun taget et Hækletøj frem; men hver Gang der hørtes Fodtrin 371 eller Stemmer udenfor paa Gangen, jog Blodet hende til Hjertet, saa hun maatte snappe efter Vejret.
Kort efter, at Raadhusklokkerne havde ringet tolv, kom Hotelpigen ind og sagde, at der var en Herre derude, Pastor Balslev, der gerne vilde tale med hende. Om hun kunde lade ham komme ind?
Ingrid nikkede.
Straks efter bankede det igen, og uden at aabne Døren helt kantede hendes Mand sig forlegen ind. Han blev et Øjeblik staaende derhenne og saa sig om, som om han søgte et Sted, hvor han kunde anbringe sin Paraply.
Ingrid havde rejst sig. Hun var straks bleven overrasket over, at han var saa lille. Hun var nu vant til at have Gabriels store Skikkelse om sig og blev forvirret. Hun havde heller ikke tænkt sig ham saa gammel. Hun syntes, han var bleven meget ældre i det forløbne Aar. Hans brune, smukt bølgede Haar var graanet. Men mest smertede det hende næsten at se ham i den samme gamle slidte Ulster med de store Hornknapper, som hun kendte saa godt fra Fortiden. Hun fik Taarer i Øjnene, fordi hun syntes, at han i det hele saa' saa forsømt ud.
De tog nu begge Plads – Ingrid paa Stuens Chaiselongue, Præsten paa en Stol i nogen Afstand. Men der gik en Tid, inden de blev saa meget Herrer over deres Bevægelse, at de kunde føre en Samtale. Ingrid, der var kommen til at græde, maatte stadig tørre sine Øjne og pudse Næsen; og imens sad Præsten med Hænderne paa Knæene og saa sig omkring for at undgaa Synet af den, han ikke taalte at se.
Nede i Gaardsrummet gav Hotelkarlen sig igen til at buldre løs paa en Madras.
"Hvordan har du det?" spurgte Præsten tilsidst.
"Tak – godt. Og du?"
"Aa jo. Som man kan have det i mine Forhold."
"Har du saa fulgt Børnene herind?"
372 "Nej, det har jeg ikke. Jeg vilde jo altsaa gerne tale med dig først. Det har din Onkel vel gjort dig bekendt med, ikke sandt?"
Ingrid lagde Hækletøjet ned i Skødet og betragtede ham med et opskræmt Blik.
"Saa er Børnene endnu ikke kommen?"
"Nej, det er de ikke. De er hjemme. Og … ja, jeg vil helst straks og uden Omsvøb sige dig, hvorfor jeg selv er kommen. Det er ikke for min egen Skyld, som du vist kan forstaa. Det er udelukkende af Hensyn til Børnenes Fred, jeg vil bede dig om at afstaa fra Forlangendet om at faa dem at se."
"Vil du nægte mig at se mine Børn?"
"Saadan faldt mine Ord ikke. Jeg henstiller kun til dig at opgive Tanken eller i det mindste at overveje den paany med dig selv. Som sagt, Hensynet til mig og mine Følelser vil jeg ikke føre i Marken, skønt jeg vel nok kunde være berettiget til det. Det er ene og alene Børnenes Fred, jeg vil værne om. De er – Gud være lovet – nu begyndt at finde sig tilrette i Forholdet; de taler ikke mere om deres Savn, og jeg er ganske overbevist om, at du heller ikke selv vilde faa den Glæde af et Gensyn, som du velsagtens maa have tænkt dig. Den vilde i hvert Fald ikke opveje den ubodelige Skade, der forvoldtes Børnene, dersom de nu paany blev revet ud af den Tryghedsfølelse ved Hjemmet, som de kære Smaa langsomt har genvundet. Hvad din Onkel har meddelt dig om de skriftlige Forhandlinger, han og jeg har ført i den sidste Tid, kender jeg ikke. Men jeg véd, at jeg fra min Side har gjort alt for at forhindre, at du gjorde Rejsen hertil under urigtige Forudsætninger."
"Mener du med alt det, du dér siger, at Børnene har glemt mig? Men det er ikke sandt! Det har de ikke."
"Glemt dig har de maaske ikke. Kaare i hvert Fald tænker vist endnu en Gang imellem paa dig, skønt han ikke taler 373 om det. Tage derimod var saa lille, da du forlod os. Han husker dig ganske sikkert ikke mere, – og det synes jeg i Grunden, du kan være taknemlig for. Sidste Gang, jeg mærkede, at han tænkte paa dig, kan nu snart blive et helt Aar siden. Det var nemlig Juleaften. Derfor husker jeg Tidspunktet. Da han var kommen i Seng, og jeg havde læst Aftenbøn med ham, spurgte han mig, om jeg troede, at du ogsaa havde haft Juletræ og havde faaet smukke Gaver. Men det er – som sagt – nu saa længe siden."
Ingrid havde taget Hækletøjet op og givet sig til at tælle Masker for ikke igen at komme til at græde. Men under dette sidste brast det for hende. Hun bøjede sig frem og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Og der blev en lang Stilhed.
"At jeg har været dig en daarlig Kone – det véd jeg – blot ikke paa den Maade, du tænker. Men at du nu vil hævne dig paa mig ved at tage Børnene fra mig – det havde jeg dog ikke troet om dig."
Præsten rystede paa Hovedet med et tungt Smil.
"Jeg véd, hvem Hævnen tilkommer, Ingrid! Gud er mit Vidne, at jeg ikke har andre Følelser for dig end den inderligste, den dybeste Medlidenhed. Lad mig minde dig om vor sidste Samtale hjemme i min Stue. Du sagde, at naar du fortrøstede dig til at forlade dine Børn, var det, fordi du vidste dem i gode Hænder hos mig. Og du lod mig forstaa, at der var en anden – din Ven altsaa – som trængte mere til dig end Børnene gjorde. Du har maaske glemt den Udtalelse. Det var vel ogsaa en af den Slags Talemaader, man beroliger Samvittigheden med, naar blind Lidenskab har betaget Sind og Sanser. Men det har nu alligevel med Guds Hjælp føjet sig saadan, at Børnene har fundet Fred og Tryghed hos mig. Derfor beder jeg dig, Ingrid – ja, jeg bønfalder dig ved alt, hvad der er en Mor helligt – rejs bort herfra og lad os faa Lov til at glemme, hvad du en Gang har været for os. Det er den eneste Velgerning, du nu kan gøre mod de Smaa. 374 Lad mig blive ved at værne om deres Hjerters Fred og Uskyldighed, saa de kan vokse op og en Gang blive gode og lykkelige Mennesker. Tag ikke ogsaa den Glæde fra mig!" Ingrid løftede Hovedet. Mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne, saa' hun paa ham med et næsten vildt Blik.
"Vil du sige mig en Ting. Mine Breve til Børnene – har de nogensinde faaet dem?"
"Ja, de blev i Begyndelsen læst højt for Kaare. Tage var jo for lille til at forstaa noget, men jeg bragte ham dine Hilsner, – i hvert Fald saa længe jeg endnu havde et Haab om, at du vilde gaa i dig selv og komme til Erkendelse af din Forvildelse. Jeg kunde jo ikke forstaa – saa lidt som jeg kan det nu – at du vedblivende kunde leve under Guds Vredes Dom. Dersom da ikke det allerværste er sket, at du helt har vendt dit Hjerte fra Herren. Derfor tog jeg ogsaa det Ansvar paa mig at lyve for Børnene og fortælle dem, at du blot var rejst paa en Ferierejse og snart vilde komme tilbage. Men for Resten varede det ikke længe, før Kaare paa en eller anden Maade fik Nys om Sagens rette Sammenhæng, og siden den Tid spurgte han mig aldrig mere, om der ikke var kommen Brev fra dig."
Præsten havde rejst sig.
"Ja, Ingrid, nu har jeg i det væsentligste faaet sagt, hvad jeg vilde, og gid du nu vil tænke over det og iøvrigt ihukomme Skriftens Ord om den, der overvinder sig selv. Der er ingen anden Vej til Frelse."
Ingrid havde paany lagt Hovedet ned i sine Hænder. Hun svarede ham ikke, men hele hendes stærke Legeme skælvede. Præsten gik hen til Døren, hvor hans Paraply stod; og her blev han atter staaende en lille Tid og ventede paa, at hun skulde tale til ham. Det skete dog ikke.
"Gud være med dig, Ingrid!" sagde han saa og gik stille bort.
375
VIII
Da Ingrid et Par Timer senere var bleven roligere, tog hun Overtøjet paa for at søge Onkelen paa hans Kontor. Han maatte hjælpe hende. Han maatte skaffe hende hendes Ret. Om hun ogsaa var en falden Kvinde, der levede "under Guds Vredes Dom" – som Rudolf saa haardhjertet havde sagt – hun vilde ikke jages ud af Landet som en Tøjte. Hun vilde kræve at faa Børnene at se og holde dem i sine Arme. Om ogsaa blot en eneste Gang.
Onkelens Kontor laa i Bredgade. Inden hun forlod Hotellet ringede hun til ham og bad ham om en Samtale. Hun kom heller ikke til at vente længe i Forkontoret, før hun blev indladt. Onkelen sad ved sit store Skrivebord. Han lod hende straks vide, at han skulde til et Møde og derfor ikke havde megen Tid at afse.
"Men sæt dig nu ned og lod os tale lidt fornuftigt sammen, " tilføjede han mildere efter at have kastet et Blik paa hendes Ansigt, der var ophovnet af Graad. "Du har truffet din Mand?"
"Ja – Rudolf var hos mig."
"Jeg véd det. Han gik nylig herfra. Jeg kender altsaa ogsaa Resultatet. Og jeg vil sige dig, Ingrid, efter at jeg har talt personlig med din Mand, maa jeg give ham Ret. Hans Standpunkt er uangribeligt. Det vilde ikke være forsvarligt at udsætte Børnene for nye, oprivende Sindsbevægelser. – Ja, du ser vredt paa mig. Men jeg kan ikke give dig andet Raad, end at du fuldt ud tager Konsekvensen af det Skridt, du i sin Tid foretog. Med andre Ord: du maa selv prøve at glemme Fortiden. Der er ingen anden Udvej."
"Har Rudolf juridisk Ret til at nægte mig at se mine Børn?"
Ilde berørt af hendes Tone rev Onkelen Lorgnetten af Næsen og tav et Øjeblik.
376 "Som Forholdene i sin Tid udviklede sig mellem dig og din Mand, og særlig i Betragtning af den Maade, du forlod Hjemmet paa, er han utvivlsomt i sin fuldgode Ret. Forøvrigt betonede han udtrykkeligt overfor mig, at det ikke var til Loven men til din Samvittighed, din Moderfølelse, han havde appeleret. Og det samme gør nu jeg."
"Hvorfor gjorde du det saa ikke straks, da jeg skrev til dig? Hvorfor fraraadede du mig ikke at rejse hjem, naar du vidste, at det var forgæves ?"
"Hør, Ingrid, du fører et Sprog overfor mig, som jeg ikke kan finde mig i. Og saa maa du se at forstaa, at jeg havde Lov til at drage videregaaende Slutninger af dit Ønske om at komme hjem. For at tale rent ud: Sagen vilde jo i enhver Henseende stille sig anderledes, dersom vi kunde gøre os Forhaabninger om en varig – eller rettere sagt en definitiv – Afbrydelse af dit Forhold til Dr. Vadum. Men noget saadant tør vi – saavidt jeg nu kan skønne – ikke haabe paa."
Onkelen satte Lorgnetten tilbage paa Næsen og iagttog hende skarpt.
"Ikke desto mindre, Ingrid, vil jeg nu gøre dig bekendt med et Forslag, som din Mand har bedt mig om at fremsætte for dig. Det havde vistnok været hans Hensigt at gøre det selv; men af let forstaaelige Grunde har han undset sig ved det. Han har maaske ogsaa frygtet for, at du skulde misforstaa Hensigten. Jeg taler altsaa paa hans Vegne, naar jeg underretter dig om, at han i sin Bekymring for dig og som et sidste Forsøg paa at kalde dig tilbage til din Pligt vil tillade dig at genoptage Samlivet med Børnene – paa Betingelse af, at det kan ske paa en for ham akceptabel Form."
Der var et Øjeblik gaaet en Skælven gennem Ingrid. Hun saa op.
"Jeg forstaar vist ikke rigtig, hvad du mener, Onkel."
"Hør saa bedre efter! Jeg skal gentage det. Med et Højsind, 377 som jeg virkelig maa beundre, tilbyder din Mand dig at vende tilbage til Hjemmet og Børnene – ikke som hans Hustru naturligvis, men som Børnenes Mor og intet andet. Men Forudsætningen er selvfølgelig, at du forinden bryder afgørende og endeligt med Dr. Vadum, og at hans Navn aldrig nævnes der i Huset. Det er en ufravigelig Betingelse."
Endnu før han fik talt helt ud, havde Ingrid rejst sig op. Hun stod tilsyneladende rolig ved Siden af Stolen; men holdt Haanden paa dens Ryg for at have Støtte.
"Du havde jo travlt, Onkel. Jeg vil derfor gaa nu."
Onkelen fo'r op og slog iltert Haanden i Bordet.
"Betænk dig vel, Ingrid! Jeg advarer dig! Lad ikke dit hastige Sind igen forlede dig til at foretage en overilet Handling, som du før eller senere vil fortryde. Du kan træffe mig her paa Kontoret i Morgen ved samme Tid. Jeg haaber, at du saa er gaaet i dig selv og vil tage mod Fornuft."
Ingrid havde vendt sig fra ham. Hun stod henne ved Døren med Haanden paa Laasen.
"Du skal ikke vente mig. Jeg kommer ikke. Naar ingen vil hjælpe mig til min Ret, har jeg jo ikke andet at gøre end at rejse bort igen. Men tro blot ikke, at jeg derfor giver Afkald paa mine Børn eller opgiver Kampen for at bevare deres Kærlighed. Aldrig! Saalænge de er smaa, kan I maaske nok ved Løgn og Fortielse faa dem til at glemme deres Mor. Men naar de blive lidt ældre og faar at vide af andre, at jeg lever, og at jeg ved skammelig Vold er bleven holdt borte fra dem, – saa vil de af sig selv komme til mig. Det véd jeg med Sikkerhed. Og det kan ske, før I aner det. Naar jeg kalder, vil de kende min Stemme. Vær vis paa det! – Farvel, Onkel!" – –
En Time efter fløj et Iltelegram fra København til Berlin. "Alt forgæves! Rejser i Aften. Kommer i Morgen."
378
IX
I Schweiz var nu Vinhøsten inde – Aarets gladeste Tid. I store Kurve kørtes Druerne hjem fra Markerne og blev væltet ned i Persekarrene. "Den gyldne Løves" overbyggede Veranda, der i hele sin Længde vendte ud mod Torvet, var Dagen igennem tæt med Byens og Omegnens Folk, der smagte paa den friske "Kelterwein", bedømte den som Kendere og kom i Disput om dens Kvalitet. De Fremmede derimod fandt gennemgaaende ringe Behag i den plumrede Drik.
Foruden Vinhøsten var der ogsaa andre usvigelige Tegn paa, at Efteraaret nærmede sig. Alpekvæget trak længere og længere nedefter, fordrevet fra Højfjeldets Græsgange af Uvejr og Kulde. Bjældeklangen kom stadig nærmere; den kunde til Tider høres helt ned over Byen. Et andet Tegn paa Vinterens Nærmelse var den gamle Halvtosse "Grøtels" Ankomst. Hun tilbragte Sommeren paa Tiggervandring oppe mellem Sæterne og søgte om Efteraaret ned i Dalene sammen med Kvæget. Hun var Befolkningens Skræk. Med sin savlende Hængemund, hvor en enlig Hugtand tronede, og med sin vældige Oppakning af fyldte Kludesække og andet Ragelse, som hun havde hængende omkring sig, lignede hun mere et stort Fabeldyr end et Menneske. Desuden førte hun en ram Dyrelugt med sig fra de Gedefolde og Kvægstalde, hvor hun ved Aftenstid stjal sig ind for at have Nattely! Overalt paa Gader og Veje standsede hun Folk og gav sig til at træde Trippedans foran dem og klappe i Hænderne som naar Børn bad om noget. I et Par Dage huserede hun omkring i Egnen, tiggede og smaastjal, hvorefter hun forsvandt for at fortsætte sin Vandring ned gennem Dalen.
Gabriel og Ingrid havde ogsaa en Dag haft Besøg af hende i deres højtliggende Bolig. Det var faa Dage efter, at de var kommen tilbage hertil, og Synet af dette stakkels halvvilde 379 Menneske havde gjort et forfærdende Indtryk paa Ingrid. Hun var endnu saa medtaget af den forcerede Rejse, saa oprevet af Tildragelserne i København, at ethvert nyt Vidnesbyrd om Livets Ubarmhjertighed tog stærkt paa hende og nærede det ulmende Oprør i hendes saarede Sind.
Ved Genmødet i Berlin havde Gabriel ikke straks mærket, hvor forandret hun var. Glæden over hendes uventede Tilbagekomst havde som en Rus lagt Taage for hans Øjne. Først paa Rejsen hertil gik det efterhaanden op for ham, hvor nedbrudt hun var, baade sjæleligt og legemligt. I Nürnberg havde de om Natten maattet tilkalde en Læge, der erklærede, at Hjertet var angrebet. Han raadede dem dog til at fortsætte Rejsen, da Tyskland i Øjeblikket ikke var noget heldigt Opholdssted for en Patient, der frem for alt trængte til Ro og god Pleje.
En Snes Dage havde de nu været her; men det gik kun langsomt fremad med Helbredelsen. Skønt Gabriel aldrig kom hjem fra Byen uden at have et eller andet styrkende med til hende, vedblev hun at være svag, havde ogsaa heftige Anfald af Smerter omkring Hjertet og i den venstre Arm. Men for ikke at ængste ham og forstyrre den store Glæde over deres Genforening bed hun Smerten i sig, naar han var tilstede, og smilte ham i Møde, hver Gang han kom ind til hende.
Gabriel var igen begyndt at arbejde. Hele Formiddagen opholdt han sig oppe i sit store, fire Fags Værelse med den prægtige Udsigt til Bjergene paa begge Sider. Han sad her og bladede frem og tilbage i sine Papirer, gjorde Notater, slettede ud eller fyldte Marginen med Tilføjelser. Det var det store Værk om de menneskelige Følelsers Udartning, som han havde arbejdet paa i flere Aar. Men trods Krigsbegivenhederne, der var som en vældig Række Illustrationer til hans Grundbetragtning af Tilværelsen, og trods den uforstyrrede Ro, hvori Dagene gik hen, vilde der ikke rigtig komme Gang 380 i Arbejdet. Han var ikke længer den samme, som da han begyndte paa Værket. Nye Tanker brødes med de gamle, naar han gik op og ned ad Gulvet og grundede. Han havde jo i Mellemtiden lært den gaadefulde Magt at kende, som han tidligere havde fornægtet. Hvad han indtil da havde erfaret om Kærligheden, først i Forældrehjemmet og blandt den store Gaards mange Karle og Piger, senere i Studentertiden og i sin lange Ungkarletilværelse, det havde altsammen bestyrket ham i Overbevisningen om, at i Elskovskampen fuldbyrdede Menneskene deres Bestemmelse, der var den at misbruge og sønderslide hinanden. "Tro ikke din bedste Ven over en Dørtærskel" – med denne faderlige Formaning indbrændt i Hjertet var han draget gennem Livet, indtil Ingrid nu havde gjort den til Skamme med sin uudtømmelige Gavmildhed.
Ak ja, Ingrid! – Han vendte i denne Tid ofte i Tankerne tilbage til en Passus i Eduard v. Hartmanns "Philosophie des Unbewussten", som han et Sted i sin Bog havde taget op til kritisk Behandling. Det var v. Hartmanns Betegnelse af Kvinden som et i sig selv hvilende Naturvæsen, gennem alle Tider den samme, – uforanderlig som et Kildevæld med Udspring i det dunkleste dunkle. Hertil havde han i sin Tid gjort forskellige hvasse Randbemærkninger, som nu var bleven strøget i hans Manuskript, slettet ud med en tyk, sort Streg. Men den Slags Rettelser maatte han næsten daglig foretage. Der var Øjeblikke, da han var nær ved at opgive Forsøget paa at tilpasse nyt og gammelt i sit Værk, og følte sig fristet til at kaste det hele i Ilden.
Nedenunder i Dagligstuen sad Ingrid med sit Haandarbejde. Foran hendes Fødder legede Kattekillingen. Skønt der var tændt op i Kaminen, sad hun indsvøbt i et stort Sjal og kunde ikke blive varm. I sin Kraftesløshed lagde hun ogsaa hyppigt Strikketøjet ned i Skødet, fordi hun blev træt og maatte hvile Armene. Saa lukkede hun Øjnene og lyttede efter Gabriel. 381 Det var saa godt at vide ham saa nær, naar tunge Tanker omspændte hende. Hver Gang Skriftens Ord om Døden som Syndens Sold lød i hendes Øre som en mørk Bebudelse, føltes det trøstefuldt at høre hans vandrende Skridt over Gulvet deroppe. Hun vidste jo nok, at hans Tanker da var langt herfra. Men hun havde ikke længer Grund til at frygte for, at han helt glemte hende for sit Arbejde; og hun gentog ofte for sig selv det lille Vers:
"Du fjerne, du nære,
du kæreste kære".
Hver Eftermiddag gik de en lille Tur. Lægen her – det var ikke Dr. Bonnat, men Byens anden Læge, en ældre ordknap Mand – havde sagt, at hun med Forsigtighed skulde holde sig i Træning, da hun ellers let vilde blive for svær, hvad der ikke var godt for Hjertet. Hun støttede sig under Gangen til Gabriels Arm; og skønt de gik langsomt, maatte de ofte standse lidt for at hun kunde faa Vejret. Men Gabriel var bleven helt englelig taalmodig. Hun kunde blive saa rørt over ham, at hun undertiden midt paa Landevejen maatte slaa Armene om hans Hals.
Nu hørte hun ham skubbe Skrivebordsstolen tilbage og aabne Vinduerne deroppe. Hun saa paa Uret. Ja, det var Spaseretid. Ak, i Dag kunde hun ikke følge ham! Hun var for træt. Lidt efter lød hans Trin paa Trappen. Med Hatten paa Hovedet kiggede han ind ad Døren og spurgte hvordan det gik. Hun smilte og sendte ham et Fingerkys.
"Det gaar bedre. I Morgen kan jeg nok komme med."
"Paa Gensyn da! Jeg er snart tilbage!"
Nede paa Landevejen blev Gabriel staaende ubeslutsom nogle Øjeblikke. Naar Ingrid ikke var med kunde han aldrig blive enig med sig selv om, til hvilken Side han skulde gaa, enten op i Bjergene eller ad Stien langs med Floden. Han bestemte sig tilsidst for Bjergstiernes Stilhed; men næppe 382 havde han begivet sig paa Vej, før han ændrede Beslutning og gik ned ad Byen til for at udrette et Ærinde.
Hans Tanker var endnu oppe i Huset, hos Ingrid. Han syntes, hun havde set saa daarlig ud. I det hele begyndte han at blive alvorlig bekymret for hende. Det var vist nødvendigt at gribe til en radikal Forandring af deres hele Levevis. Han havde tænkt paa det i nogen Tid. For det var ikke alene hendes legemlige Kræfter, der tog af. Ogsaa hendes hidtil saa ukuelige Livsmod begyndte at svigte. Det var flere Gange hændet, naar han uventet kom ind i Stuen, at hun havde smilet til ham med et Ansigt, der var mærket af Graad. Ligesom i deres Samlivs første Tid følte hun sig igen stærkt ængstet af Tanken om Døden og Dommen. Skønt hun vidste, hvor forskelligt de tænkte om de Ting, talte hun aabent til ham derom. Sine Børn derimod talte hun sjelden om. "Jeg kan naturligvis ikke lade være med at tænke paa dem," havde hun engang sagt. "Men jeg gør mig Umage for at tro, at de virkelig har glemt mig. Maaske er det foreløbig ogsaa bedst saadan." –
Det blev næsten Aften, inden han naaede tilbage fra Byen. Ingrid havde i Mellemtiden faaet sin Lænestol flyttet hen til Vinduet, hvorfra hun kunde se Solen gaa ned bag Bjergkammene ovre paa den anden Side Dalen. Det var et Syn, som for hver Dag stemte hende mere vemodig. Hun mindedes sin Far, der under sin sidste, svære Sygdom ogsaa havde siddet ved Vinduet og betragtet Solnedgangen, velsagtens med de samme Tanker, som hun. – Da Gabriel kom ind, rettede hun sig op. Han havde som altid et Par Smaapakker med til hende, et nyt Ernæringspræparat, som Apotekeren havde anbefalet ham, og en Pakke fin Chokolade. Hun klappede ham paa Kinden, og han tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.
"Hør nu her, Ingrid. Jeg har en Plan i Hovedet, som jeg 383 har tumlet med de sidste Dage. Du vil vist blive meget overrasket; men nu maa jeg frem med den. Jeg tror nemlig, at du først vil blive rigtig rask, naar du igen kommer til at leve under hjemlige Forhold, med andre Ord, naar vi begge to rejser hjem og bliver i Danmark. Vi vil saa i Forening med en Sagfører gøre et nyt Forsøg paa at faa dig skilt, saa vi kan gifte os og sætte Bo. For det er et rigtig hjemligt Hjem, du trænger til og savner. Selv om du foreløbig ikke kan faa Lejlighed til at være sammen med dine Børn, saa vil det alligevel betyde en Del for dig, at du har dem saa meget nærmere. Hvad vil du f. Eks. sige til et Sted paa Landet, en lille Gaard eller et Lyststed med Hønsegaard og Køkkenhave og alle den Slags Ting, som du fra Barnsben har været vant til at sysle med?"
Ingrid hørte paa ham uden at afbryde. Stille bevæget havde hun taget hans Haand og lagt den i sit Skød. Men da han sluttede, rystede hun paa Hovedet.
"Nej, Gabriel, det Offer kan jeg ikke tage imod. Har du glemt, at du en Gang afkrævede mig et Løfte? Du sagde, at én Ting maatte jeg aldrig bede dig om, og det var at vende tilbage til det Land, der havde behandlet dig saa skammeligt. Husker du ikke?"
"Det var ikke mig. Det var mit forhenværende, mit afdøde Jeg, hvis Arv og Gæld jeg ikke vedgaar. Bryd dig altsaa ikke om de Ord! Ser du, jeg er endogsaa begyndt at tro, at jeg maaske kan have en Gerning at gøre blandt mine Landsmænd. Da jeg nylig gik i Berlin og ventede paa dig og tilbragte min meste Tid paa Kafeerne, kom jeg over en Del københavnske Aviser, og Indtrykket af Forholdene derhjemme var sandelig ikke hyggeligt. Jeg bilder mig ind, at jeg f. Eks. ved at benytte mig af min Ret til at holde Forelæsninger paa Universitetet skulde kunne faa fat i Ungdommen. For det er dog altid med den, man maa begynde, naar 384 man vil udrette noget i et Land. – Men det skal jeg forresten ikke gaa nærmere ind paa i Dag. Du skal faa Lov til i Ro at tænke over Sagen."
"Saa mener du altsaa alligevel, at vi skulde bo i København. Eller hvordan? Du har gjort mig helt forvirret."
"Nej, ikke i København. Der kunde jeg heller ikke selv trives. Jeg er jo ligesom du et Landsbybarn, tilmed en Bondes Søn, og Blodet har en god Hukommelse. – Naa, men det var ikke om mig, vi skulde tale. Det vigtigste er, at vi faar dig rask igen; og det bliver du – som sagt – bedst og hurtigst paa Landet derhjemme. Tror du ikke selv?"
Ingrid havde lagt Hovedet ned paa hans Skulder. Hun var for bevæget til at kunne svare. Hendes lønligste Haab saa hun her opfyldt, bekræftet af Gabriel selv. Han var fri nu, – udløst af den mørke Forbandelse, der havde hvilet over ham fra hans Fødsel. Saa havde han dog altsaa ikke levet og elsket helt forgæves!
Hans Tro paa, at de skulde faa Lov til at gifte sig, delte hun dog ikke.
"Rudolf gaar aldrig ind paa en Skilsmisse. Den Tanke kan vi lige saa godt opgive."
"Jeg forstaar det ikke," sagde han. "Han gør jo alt, for at Børnene skal glemme dig, – siger du. Hvorfor vil han da ikke give dig din Frihed?"
"Jeg véd det ikke. Men ham vil vi ikke tale om mere. Han gør sig vistnok endnu Haab om at kunne skille os ad. Men ét er sikkert: hvor du er, dèr vil jeg ogsaa være. Og det gælder baade for dette Liv og for det næste."
Det var nu blevet helt mørkt udenfor. De sad i Skæret af Gløderne i Kaminen, der lyste ud i Stuen. Og efter Ingrids sidste, heftigt udtalte Ord, var der længe Stilhed.
385
X
Der var i de sidste Nætter faldet Sne oppe i Bjergene. Naar Morgentaagen lettede, kunde man se Højfjeldene ligge hvide helt ned til Skovbæltet. Men hernede i Dalen sporedes endnu ingen Vinter. Træerne havde bevaret det meste af deres Løv, og i Middagstimerne kunde Solen skinne og Hanerne gale omtrent som ved Sommertid.
En saadan Dag kom Ingrid og Gabriel gaaende ind ad Byen til. Ingrid støttede sig tungt til hans Arm. Hun var paa Vej til Sygehuset for at gøre sin Venner derhenne et Besøg. Det var med Tanken paa den forestaaende Hjemrejse, hun absolut vilde forsøge at gaa derhen. Gabriel havde bestemt, at saasnart hun følte sig rask nok til at gøre Rejsen, skulde de afsted.
Ved Indgangen til Byen kom de forbi en solbeskinnet Havemur med en Bænk foran. Her satte de sig ned, for at hun kunde hvile lidt, inden de gik videre.
Gabriel tegnede med sin Stok en Del Streger i Gruset. Han havde talt til hende om en smuk nordsjællandsk Egn, hvor de maaske kunde faa deres Fremtidshjem, og det var for at give hende en Forestilling om Beliggenheden, at han opridsede en Slags Landkort. Han var kommen der igennem engang for nogle Aar siden, og der havde den Gang været en forhenværende Skovriderbolig til Salg eller til Leje.
"Og du siger, at der er smukt … Skove og høje Bakker. Vide Udsigter ogsaa?"
"Ja, Fjordarmen her skærer sig dybt ind i Landet, som du ser. Med Bakker og Skove paa begge Sider."
"Er det ikke mærkeligt? Netop i saadan en Egn har jeg altid ønsket at bo. Men du, stakkels Ven! Det kan vist ikke rigtig være noget for dig."
"Hvorfor ikke?"
"Kan du virkelig tænke dig at leve saa langt borte fra dine 386 Rødstensklipper? Kan du huske? Ti tusinde Fod over Menneskeskraalet!" sagde hun drillende.
Gabriel blev lidt rød. Saa mindede han hende om, hvad han havde sagt forleden, at ogsaa han jo var et Landsbybarn. Altid, naar han ved Foraarstide havde gaaet inde i de store Byer og tænkt paa, at nu blomstrede Kløveren eller nu gik Rugen i Dræ, havde han kunnet blive syg af Længsel efter Markerne derhjemme.
"Det kan maaske lyde underligt; men jeg er nær ved at tro, at Hjemlængsel har været den stærkeste Følelse hos mig gennem hele mit Liv. Jeg har blot ikke villet tilstaa det for mig selv. – Naa, men lad os nu komme videre. Vi skulde jo gerne være hjemme igen, inden Solen daler."
Da de kom ind i Byen og nærmede sig Torvet, kunde de mærke, at der var noget usædvanligt paa Færde. Folk stod fremme i Døre og Porte og raabte til hinanden over Gaden. I alle Husene var Beboerne kommen til Vinduerne, og Ungdommen løb afsted som under en Ildebrand. Ved at spørge sig for fik Gabriel at vide, at der ventedes et Hold franske Krigsinvalider, der skulde ligge i Lejr paa en Mark udenfor Byen for her at udveksles med tyske Fanger fra Invalidelejrene i Frankrig. De var kommen med Toget for en Time siden og var nu paa Vej herind fra Stationen.
Da Ingrid hørte, hvad det drejede sig om, blev hun ængstelig og vilde vende hjem. Saa modtagelig for Indtryk, som hun var bleven, frygtede hun Synet af saa megen Elendighed. Men det viste sig at være for silde. Tilbagevejen var allerede spærret. For Enden af Gaden dukkede Folkesværmen op. Et Par beredne Gendarmer trængte Mængden til Side for at skaffe Plads. I alle Huse hang nu Folk ud af Vinduerne og strakte Hals. Ogsaa alle høje Stentrapper var tæt besat med Tilskuere, da Invalideskaren Fod for Fod drog forbi. Række efter Række af graablege, spøgelseagtige Skikkelser, der humpede afsted ved Stok eller Krykke, nogle 387 med halvt bortskudte Ansigter, andre med et tomt Bukseben eller et opbundet Frakkeærme. Enkelte var endnu i smudsige Fangedragter; men Størsteparten bar med synlig Stolthed igen deres gamle Mundering, den, hvori de i sin Tid var bleven opsamlet paa Valpladsen. Der var Rødbukser fra Krigens første Tid, vilde Turcos med Hættekapper, Zuaver og to Flyvere i deres hvide Faareskindspelse – en broget Skare af alle Vaabenarter. Tilsidst kom en Række Blinde, der holdt hinanden i Hænderne, og til allersidst et Par Vogne med de sværest lemlæstede. Der blev sagt, at flere af dem var lænkede, fordi de var gaaet fra Forstanden.
Ingrid greb Gabriel i Armen.
"Det er frygteligt! Lad os komme herfra."
Gabriel, der selv var stærkt rystet, blev urolig ved at se hendes Ansigt. Hun var kridhvid. Med Armen om hendes Liv førte han hende hastig ud af Menneskesværmen. Henne paa den Bænk ved Havemuren, hvor de før sad, kom hun efterhaanden til sig selv, og fik igen Blod i Kinderne. Men Besøget paa Hospitalet maatte de opgive. Sindets heftige Opbrusning fik hun ikke saa let Bugt med. Hele Tiden talte hun om det forfærdelige i, at Gud tillod Menneskene at mishandle hinanden saa grufuldt. Det var samme sjælelige Rystelse som i sin Tid, da hun havde set "Grøtel".
"At Gud kan lade det ske! Jeg fatter det ikke!" blev hun ved at gentage paa hele Hjemturen.
Ud paa Natten, henimod Morgenstunden, fik hun et alvorligt Angreb af sin Hjertekrampe. Hun vaagnede med stærk Aandenød og heftige Kulderystelser. Gabriel stod straks op, og Lægen blev hentet.
Da den ordknappe Mand havde taget Plads ved Sengen og følt Pulsen, fremmumlede han en beroligende Erklæring. Men Gabriel havde set et Udtryk af Studsen fare som en mørk Skygge henover Mandens Ansigt; og da han bagefter kom paa Tomandshaand med ham inde i Stuen og krævede en aabenhjertig 388 Udtalelse, lagde Lægen ikke Skjul paa, at han fandt Tilstanden "mindre god". Det var nødvendigt foreløbig at holde Patienten i Sengen. Forøvrigt vilde han skrive en Recept paa en lidt ændret Medicin og komme igen senere paa Dagen.
Da Lægen var kørt, og Gabriel kom tilbage til Soveværelset, mødte der ham henne fra Sengen et mistænksomt ransagende Blik.
"Naa – hvad sagde han saa?" spurgte Ingrid, da han havde taget Plads paa Stolen ved Siden af hende.
"Doktoren ?"
"Ja, jeg hørte jo, I sad derinde og snakkede. Hvad sagde han?"
For at omgaa Spørgsmaalet fortalte han om den nye Medicin, som vilde blive sendt herud fra Apoteket. Men Ingrid vendte Ansigtet bort og sagde, at det var jo altsammen ikke nogen Nytte til, naar Gud ikke vilde hjælpe!
Hendes Tone var ophidset, Kinderne rødplettede.
"Vær nu ikke saa mistrøstig, Ingrid."
"Jo! Jeg føler det! Jeg bliver aldrig rask mere. Saa frygteligt bliver vi straffede, Gabriel! Men du tror ikke paa Synden. Derfor kan du heller ikke tro paa Straffen."
Han tog hendes Haand; og som altid, naar han mærkede, at hendes Tanker ængstelig kredsede omkring Døden og Dommen, søgte han at trøste hende som man trøster et opskræmt Barn ved at gaa ind paa dets Forestillinger.
"Nej, min Ven, din Synd tror jeg ganske vist ikke paa. Og hvorfor vil du altid kun tænke paa den Sorg, du kan have forvoldt? Du har dog været til saa megen Lykke og Glæde for saa mange. Naar dit Regnebrædt paa Dommens Dag skal gøres op, kan du trøstig pege hen paa mig og sige: Se, denne stakkels Skovtrold har jeg til Gengæld gjort et Menneske af. Ham har jeg frelst ud af Selvfortabelsens 389 Tomhed og Mørke. Tro mig, saa vil Dommeren nikke venligt til dig og sige, at alt er dig forladt."
Hun forstod Hensigten med den Tale og trykkede hans Haand ind til sit Hjerte. Men Ordene overbeviste hende ikke. Som rettroende Præstekone vidste hun altfor godt, at hendes Gud var en nidkær Gud, uforsonlig i sin Vrede mod Syndere. Først var Børnene taget fra hende, og trods alle hendes Bønner var det ikke blevet hende forundt at faa et Barn med Gabriel til Erstatning for dem, hun havde mistet. Og nu denne snigende Mathed i alle Lemmer, disse pinefulde Anfald af Aandenød og Hjertebanken. Hun, som havde været saa sund og stærk, laa her som en elendig Krøbling, slaaet ned af den Vældiges Haand.
Om Eftermiddagen kom Lægen igen og foretog en ny Undersøgelse. Og bagefter havde han og Gabriel atter en Samtale i Enrum. Han raadede til at sende Bud efter en af Byens Skt. Josefsøstre, som kunde være der om Natten. Gabriel spurgte opskræmt, om han da mente, at der var Fare. Hertil svarede Lægen blot, at naar det gjaldt Hjertet, kunde der altid blive Brug for hurtig Hjælp. Alligevel nægtede Gabriel at gaa ind paa Forslaget. Han frygtede for, at Synet af et saadant fremmed Menneske i Ordensdragt skulde skræmme Ingrid. Han vilde selv vaage, sagde han. Lægen syntes at ville gøre Indvendinger; men han nøjedes dog med at trække paa Skuldren og alvorligt indprente ham altid at have "De grønne Draaber" i Beredskab.
Da Gabriel bagefter kom ind til Ingrid, laa hun med lukkede Øjne; og da han nærmede sig, vendte hun Ansigtet om mod Væggen.
"Skal jeg gaa?" spurgte han.
Hun nikkede. Men straks efter fortrød hun det og kaldte ham tilbage. Hun tog hans Haand og sagde:
"Bliv ikke vred, Gabriel. Men jeg er saa træt, saa træt."
390 Kort forinden var et Bud kommen fra Byen med den nye Aftenmedicin. Ved Sengetid talte Gabriel tyve Draaber op i et halvt Glas Vand, og med en Del Besvær fik han ogsaa Ingrid overtalt til at tage dem. For nu ikke at forstyrre hende mere vilde han med det samme indrette sig for Natten i det tilstødende Værelse og lade Døren staa aaben; men hun bad ham om at sætte sig helt hen til hendes Seng; det vilde berolige hende at vide, at han var hende saa nær.
Ikke længe efter faldt hun i Søvn. Foran Natlampen, som stod paa et Bord bag Sengens Hovedgærde, var der stillet en opslaaet Bog, som skyggede for Lyset. Værelset laa i Halvmørke. Gennemisnet af Angst sad Gabriel dér ved Sengen hele Natten og turde næppe røre sig af Frygt for at vække hende. Den Tanke, at han skulde miste hende, kunde han ikke rumme. Han kunde overhovedet ikke længer forestille sig nogen Fremtid uden Ingrid. Dersom hun døde, var hans eget Liv forbi. Det begyndte jo i Virkeligheden først, da han lærte hende at kende. Alt hvad der laa forud for den Tid havde været en Ørkenvandring i evig Tørst. Først ved Ingrid havde han fundet Vej til Livets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem af Kvindehjertets Dyb.
Ved Midnatstid rumlede en tung Lastvogn forbi nede paa Landevejen og rystede Huset. Ingrid vaagnede. Med Besvær fik hun de søvntunge Øjenlaag op, og da hun saa' ham sidde dér i Halvmørket, forsøgte hun at række Haanden ud imod ham.
"Stakkels Gabriel!"
Men Haanden sank mat ned paa Sengetæppet, Øjnene faldt atter i, og hun gled modstandsløs tilbage til Søvnens Mørke. Men Gabriel saa', hvordan den svindende Bevidsthed om hans Nærværelse kaldte et svagt Smil frem i hendes Ansigt, inden hun blev helt borte.
Mens Nattens sidste Timer langsomt skred, sad han i sin Slobrok med Haanden under Kinden, hensunken i Minderne 391 fra deres Samliv, der lyste i hans Sjæl som en funklende Stjernevej paa en mørk Himmel. Men det knugede ham at tænke paa, hvor utaknemlig og uværdig han fra først af havde modtaget hendes Hjertes rige Gaver, hvor ofte han havde pint hende med sin Mistro og sin Kulde. – Ja, ufortjent havde han oplevet det evige Under, som Kvindens Kærlighed var. Han forstod nu de gamle Germaners religiøse Ærefrygt for Kvinden som et helligt Væsen. Han havde nu selv erfaret, at Kærligheden i Kvindens Hjerte var en lyntændt Flamme, hvori Guddommen aabenbarede sig som i hin brændende Tornebusk, hvorfra Moses hørte Jahves Stemme. "Drag dine Sko af, thi det Sted, du staar paa, er helligt."
Omsider gryede det ad Dag. De første Krageflokke trak skrigende henover Huset oppe fra Skoven, og nede i Byen hørtes en Kirkeklokke, der ringede til Fromesse. Men Ingrid sov stadig. Det blev lys Morgen, og endnu sov hun. Gabriel blev tilsidst hel ængstelig ved denne unaturlig lange og tunge Søvn. Han vidste ikke, at den gamle Doktor for at værge om sin egen Nattero gerne blandede lidt rigelig Morfin i sine Patienters Aftenmedicin. Først op ad Formiddagen vaagnede hun. "Aa, luk et Vindu op!" sagde hun klagende. "Her er saa frygtelig kvalmt!" Saa bad hun om, at de vilde lukke Kattekillingen ind. Hun havde i Søvne hørt den mjave udenfor paa Gangen.
Kort efter kom Doktoren. Han undersøgte Pulsen og nikkede, som om han var tilfreds. Men ved Afskeden med Gabriel ude i Forstuen, mindede han ham paany indtrængende om altid at have "de grønne Draaber" ved Haanden, da man maatte være forberedt paa en fortsat Nedgang i Patientens Kræfter.
Hele Dagen og ogsaa den følgende Dag laa Ingrid stille hen. Hun drak nu og da lidt Mælk, men tog ellers ingen Næring til sig. Naar Gabriel satte sig hos hende, mærkede 392 han undertiden til sin Sorg, at hun helst vilde være alene. "Jeg tror, jeg vil prøve paa at sove lidt," kunde hun sige, og rakte saa sin matte Haand ligesom undskyldende hen imod ham.
En Gang kaldte hun ham dog selv hen til sin Seng. Der var noget, hun maatte tale med ham om. Men hendes Stemme var saa svag, at han maatte bøje sig ned over hende for at høre.
"Dersom jeg skal dø, Gabriel –."
"Kære Ingrid, lad dog de Tanker fare –"
"Vist ikke nej! Du ser jo, jeg er ganske rolig. Altsaa: dersom det skulde ske – lover du mig saa, at du alligevel vil gøre Alvor af at rejse hjem og begynde den Gerning, du talte om forleden. Vil du det?"
"Jeg kan overhovedet ikke tænke mig nogen Fremtid uden dig."
"Ja ja. Nu har jeg jo faaet sagt, hvad jeg vilde," sagde hun.
"Var det da bare det?"
Hun nikkede og skød ham blidt fra sig. Men da han blev staaende, vinkede hun ham ned til sig igen, tog hans Hoved mellem sine Hænder og hviskede, mens hendes Mund fortrak sig og store Taarer gled ned over hendes Kinder:
"Nej – der var ogsaa noget andet – men det kan jeg ikke sige nu."
"Prøv alligevel paa det, Ingrid. Er det noget med Børnene?"
Hun rystede paa Hovedet.
"Hvad er det da?"
"En anden Gang … Ikke i Dag."
Gabriel blev alligevel siddende hos hende. Hun holdt selv paa ham, forsøgte ogsaa at smile til ham, – et Taaresmil, der skulde sige ham alt det, hun ikke havde kunnet faa frem. Hun var nu fuldt forberedt paa, at hendes Dag var 393 kommen. Time for Time følte hun Dødens Skygge nærme sig. Men i sin Angst trøstede hun sig ved Bibelens Ord om Troen og Haabet og Kærligheden. "Men størst af dem er Kærligheden."
Gabriel var fortvivlet over at mærke, hvor lidt han kunde være for hende i denne svære Tid. Jo svagere hun blev – og hendes Kræfter svandt tilsidst med forfærdende Hast – desto mere trak hun sig ind i sig selv, blev borte for ham i Sjælens inderste Egne, hvor et Menneske altid var ene. Undertiden, naar han kom ind til hende, kunde hun se paa ham med en Fremmedhed og Fjernhed i Blikket, som om alt var ved at blive til Uvirkelighed for hende. Og saadan forholdt det sig ogsaa. Nu paa det sidste levede hun helt i det forlængst forbigangne. Endogsaa Børnene og Præstegaarden derhjemme fortonede sig for hende. Hun var igen en lille Pige i skotsktærnet Kjole og Halvstrømper, der gik i Haven med sin Far i Haanden og græd sine Sorger ud med Hovedet i Moderens Skød.
Men ogsaa dette flakkende Tankeliv fik Ende. Umærkelig gled hun ind i Bevidstløshed. Efter en svær men kort Dødskamp sank hun sammen i Gabriels Arme uden at have faaet sagt, hvad der skulde have været hendes sidste Ord til ham, en Tak for alt og en Forsikring om, at hun intet fortrød men længselsfuldt ventede ham paa det Sted, som vilde blive dem beredt.
XI
Tolv hundrede Fod over Dalen, hvor en Sti fulgte Randen af en Styrtning, sad en træt Mand og hvilede sig paa en Bænk under et enligt staaende Fyrretræ. Som oppe fra en Sky saas Slettelandet ligge dybt under ham i en rødlig Dis, farvet af Aftensolens Straaler. Med Haanden under Kinden sad han fortabt i Minder og græd stille. Det var Gabriel. 394 Han huskede, at han en Gang i Sommerens Løb havde siddet her paa den samme Bænk med Ingrid. De var paa Vejen hjem fra en Udflugt, og af en eller anden Grund var de bleven uenige. Saa havde hun lagt Armen om hans Hals for at give ham et Forsoningskys, men han havde vranten afvist hende. Og nu var hun borte, og ingen Bøn om Tilgivelse kunde naa hende!
Gennem hendes Onkel, Højesteretssagføreren, havde hendes Mand telegrafisk krævet hendes Lig udleveret og hjemsendt, og Højesteretssagføreren havde ladet en af sine betroede Mænd rejse hertil for at ordne alt med Myndighederne her og ledsage Kisten paa Rejsen gennem Tyskland. Siden den Dag, hun blev ført bort, havde Gabriel ikke fundet Hvile noget Sted. Drevet af sin gamle Fredløshed begav han sig hver Morgen paa Vandring op i Bjergene og kom dødtræt hjem. Paa Randen af Vanvid som en, der har ejet et Kongerige og mistet det, stred han sig frem gennem Storm og Regn for at flygte bort fra sin Smerte. Han kom nu oppe fra Rødstensklipperne, hvor han havde overnattet i "Gemsehytten". Det var en Afsked med det vilde Stenrige deroppe, som Ingrid altid advarede ham imod. Han havde ikke glemt det. Og han skulde heller ikke glemme sit Løfte til hende om at rejse hjem. Blot ikke nu! Det maatte vente. Han taalte ikke Synet af Mennesker.
Besværligt rejste han sig fra Bænken. Med Lemmer, der værkede af Udmattelse og Kulde fortsatte han Vejen nedefter; men det blev sen Aften, inden han naaede hjem. I Huset var alt lukket og slukket. Uden at tænde gik han gennem de tomme, maanelyse Stuer med en Følelse af at vandre gennem en uddød Verden. Inde i Ingrids Soveværelse sank han tungt ned paa Kanten af hendes Seng og blev siddende dér hulkende med Hovedet begravet i sine Hænder.
– – –
395 I en nordsjællandsk Egn nær Roskilde Fjord ligger en lille Landsby gemt mellem høje Banker. Naar man sejler ude paa Fjorden ser man ikke andet af den end en Mejeriskorsten og det trappegavlede hvide Kirketaarn, desuden paa Toppen af den ene Banke en Gruppe Træer, der er Sømærke og derfor fredet. Ved Midsommertid, naar blomstrende Syren, vilde Roser og Hyld dufter fra alle Gærder, og halvtamme Spurveflokke bader sig i det solvarme Landevejsstøv, er Byen et lille Paradis at se til. Men nu er det Efteraar. Fuglene er stumme, og der hænger Sne i Luften. Træerne staar bladløse langs Vejene og spejler sig melankolsk i de vandfyldte Hjulspor. Hvor Spurvene tidligere tog Støvbad, vader nu Ænder og Gæs gennem Pløren. Hist og her gløder en Rønnebærklase mellem de nøgne Grene, eller et citrongult Blad lyser mod den mørke Himmel som en moden Frugt.
Under Klokkekimen kommer et lille Ligfølge ind gennem Kirkegaardsporten, blot en halv Snes Personer. Bag Kisten, der kun er prydet med et grønt Kors paa Laaget, gaar Præsten, en lille graahaaret Mand, med to Smaadrenge i Haanden. Det er Ingrid, der følges til Graven af sin Mand og nærmeste Slægt.
Inde i Kirken bliver der sunget en Salme, mens Orgelet spiller. Men der holdes ingen Tale. Heller ikke ude ved Graven bliver der talt. Men efter Jordpaakastelsen staar baade Præsten og det øvrige Følge længe hensunken i stille Bøn.
