Idyl

112 Naar Høst er vel til Ende; naar Sommerens Fugle draget bort og Sæden ligger godt gemt i Stakke og Lader, kan det undertiden hænde, at Folk, bedst som de gaar omkring og har travlt med at berede sig paa Vinteren, overraskes af en lang Række festligt skinnende Solskinsdage. Der kommer en Grøde i Luften, saa Bonden ganske ængstelig skotter til sin nye Rug, der skyder i Vejret som paa en Foraarsdag. Spirer og spildte Korn, der for længst har trykket sig ned under Mulde og givet sig Vinteren i Vold, farer paa een Gang op i lange Straa og ser sig som i glad Forundring omkring fra Grøftekanter og Stubmarker. Skovene svulmer i broget Fylde, og hist og her i Bondens Haver begynder Frugttræerne at skyde nye Blomsterknopper.

Men pludselig en Nat farer der en frostkold Vind henover Landet; og Folk, der om Morgenen kigger gennem Vinduet ud til deres Blomsterbede, ser Træerne hænge med Bladene – Festglansen er som blæst bort. Engene falmer; Rugmarken sygner hen. I tunge Oktobertaager ruller Vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde Skove.

Bonden skutter sig og gaar ind i sin lune Stue, hvor han Kone pusler om paa bløde, varme Filtsko 113 De har deres paa det tørre. De kan trygt sætte sig til Hvile til den gudsvelsignet lange Vinterdvale, som ikke forstyrres men tværtimod yderligere forsødes af Tærskemaskinens fornøjelige Snurren og den hyggelige Lyd af Husmandens travle Plejl ovre paa Logulvet.

Dog, endnu eet uopfyldt Krav har Sommeren efterladt dem: det er det store Mikkelskilde.

----------

Den rige Mads Monsens Søn, den kønne Olav, stod en Eftermiddagstime inde bag Karlekammervinduet og strakte sine lange Lemmer efter Middagssøvnen, da Tjenestepigen Ane gik over Gaardspladsen og ind i Stalden til en yversyg Ko, der skulde malkes hver tredje Time. Han fik sin Pibe stoppet, tog sin Hue fra et Søm paa Dørstolpen og slentrede ud.

Ovre i Stalden kom han bag paa Ane, der havde sat Mælkespanden fra sig for at binde sit ene Hosebaand. Han vilde liste sig hen og gribe hende om Benet; men i det samme vendte hun sig om, og da hun saae, hvem det var, lod hun hastig Kjolen falde og blev rød.

"Du blev da ikke skræmt, Ane?" sagde han skratleende og blev staaende i Døren.

"Næ," svarede hun mut, greb Spanden og skrævede over den gødningsfyldte Grebning, stak derpaa sine Skjørter ind mellem Knæene og satte sig ved en stor rød Ko, der langsomt vendte Hovedet om imod hende med et lidende Udtryk, idet hun begyndte at trække i Patterne.

Ane var en lille attenaarig Tyksak, som Karlene 114 aldrig kunde lade være i Fred. Hun var en Husmandstøs nede fra "Aahusene" og saae saa forkuet og forpjusket ud, at alle mente uden Samvittighedsskrupler at kunne behandle hende saadan, som de helst vilde. Det var ikke til at tænke paa, at nogen af de unge Mandfolk kunde gaa hende forbi uden at nappe hende et af de Steder, hvor hun var fyldigst; og selv om denne Medfart endnu ikke havde haft slemme Følger for hende, saa havde den dog præget hendes Væsen og navnlig hendes Blik, der – sky og surmulende – vogtede paa alle de Mænds Hænder, der kom i hendes Nærheden.

Olav havde da ogsaa lige siden den Dag, hun fæstedes til Gaarden, betragtet hende som sin lovlige Ejendom, skjønt han godt vidste, at hun var forlovet med en vis Mathias – et sølle Skrog, som lod sig benytte af Bønderne til al Slags Sjovearbejde som at tømme Latrinkulerne og oprense de mudrede Mosegrøfter.

Det var nu ellers ikke, fordi Ane var nogen Skjønhed. Som hun sad der sammenbøjet under Koen med Hovedet indbundet i et gammelt Uldklæde, der var knyttet under Hagen i en uformelig Knude, lignede hun mere en Trold end et Menneske. Olav havde da ogsaa længe betænkt sig paa, om han skulde have noget at gøre med hende; men nu havde han bestemt sig. I de sidste Dage havde han gjort de indledende Skridt.

Han havde stillet sig hen ved Siden af hende med Ryggen lænet mod Koens Bagpart, med begge Hænderne i Bukselommerne og Fødderne langt fremme. Piben dinglede frit ned fra Munden.

Der var sommerlig lunt derinde under det lave Loft, hvor tretten ophedede Køer stod og daskede sig over Ryggen med de klistrede Haler. En Os af friskdampende Gødningevand gennemstrømmede af og til 115 det halvmørke Rum og blandede sig med den gennemtrængende Lugt af Gulerodstop og Roeblade.

De var ene i den store Længe; og ved hver nok saa lille Bevægelse, Olav gjode, gik der et Ryk gennem Anes Legeme – helt ud i hendes tykke, røde Hænder – hvorved Koen atter vendte Hovedet i Baasen og saae paa hende med sine store, taalmodigt lidende Øjne.

Olav, som mærkede hendes Skyhed, kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet.

"Hun er nok blødmælkend'," sagde han saa med en Hentydning til Koen og uden at tage Piben ud af Munden.

"Ja."

Pludselig opdagede han, at Anes Overkrop rystede. Og da han skulde se nærmere til, gled et Par Taarer ned gennem Snavset fra hendes Kinder.

"Hvad Fanden! …" begyndte han og tog nu endelig Piben af Munden.

I det samme slap hun Yveret og kastede sit indbundne Hoved ned paa Armen. Lidt efter hørte han hende snøfte.

"Jeg tror, Gu' straf mig, du er gaaet fra Snøvsen, Ane. Hvad ska'r dig?

"Du kan bare la' mig gaa," mukkede hun nede i Forklædet. "Jeg har aldrig fornærmet nogen af jer. I skal la' mig gaa …"

"Herre Gud, bitte Ane – jeg har jo da ingen Fortræd gjort dig, veed jeg. Hvad er her at ta'e paa Veje for? .... Jeg vilde, mænte, bare ha'e spurgt dig, om vi ikke skulle ha'e en Dans sammen imorgen til Mikkelsgildet. Det er sgu da ikke 116 noget at skabe sig for, sku' jeg tro. – Men nu kan de være lige meget. Vi kan jo ogsaa være li'e go'e Venner for det, tænker jeg."

Han saae længe selvtilfreds smilende ned paa hende. Lyset fra et lille Staldvindue faldt i en bred Stribe henover hans gulkrøllede Haar, hvoraf en tyk Tot stak frem foran den tilbageskudte Hue.

Han lettede paa sig for at gaa. Men Ane var pludselig bleven tavs og havde endog hævet Hovedet lidt op fra Armen for at høre bedre.

Men nu lød der Træskotrin ude i Gaarden.

Olav skridtede i Hast over Grebningen og listede bort gennem Bagdøren ud til Møddingen.

– – Det var Faderen, der endelig var kommen op af Middagssøvnen. Han blev staaende i en tankefuld Stilling med Hatten i Haanden på det nederste Trin af Stuehusets temmelig høje Stentrappe og kløede sig bag den ene Øre med sin Pibespids. Rige Mads Monsen var en anselig Mand med et glat barberede Ansigt og svulmende røde Læber, der altid var ligesom fugtige af Fedt. Op over den lave Pande buskede der sig et tæt, graat, smaakrøllet Haar, der groede ham dybt ned i Nakken og langt frem over Ørerne, hvor der sammenvokset med et Par smaa Bakkenbarter.

Han havde ved staaet en halv Snes Minutter hensunken i Betragtninger, om hvis Natur han dog selv kun havde højst uklare Forestillinger, da Gaardens Røgterdreng, "Lillelavs", kom ind gennem Porten med en Skovl paa Skulderen. Det var en lille bleg Fyr paa 12-13 Aar med en allerede ganske sammensunken Figur og krumme Knæ. Hans Hoved var bedækket med en gammel Soldterkasket, der hang ham ned over de store, blaafrosne Øren; de nøgne Fødder slæbte paa en Par tunge, jernbeslaaede Træsko, og hans Fingre var stive og sorte af at have rodet i den vaade Jord ude i Roekulerne.

Da han kom ind i Gaarden, stillede han Skovlen op ad Muren ved Porten og gik videre med lange Skridt og Hovedet dybt mellem Skuldrene – ligesom en gammel Arbejder. Og da han i nogen Afstand hørte Skovlen falde, vendte han straks om og rejste den op igen.

"Det var Ret, Lillelavs! Saadan skal det være!" sagde hans Husbond opmuntrende og satte endelig sin Hat paa, mens Lavs rejste Hovedet, som om han først nu bemærkede ham.

Efter at Mads Monsen endnu en lille Stund havde staaet og summet sig ovenpaa den lange Middagshvile, tændte han sig Pibe og stillede sig ud i den aabne Port for herfra at holde Øje med sine Arbejdsfolk ud i Pløjemarken. Men Taagen laa i dette Øjeblik saa tæt over Byen, at man næppe kunne se tværs over Gadekæret. Kun i Syd skimtedes bag et Stendige et skraanende Husmandsvænge, i hvis stenede Jord en duknakket Gamling gik og stred bag en lille, svajrygget og krogbenet Hest, der lagde sig frem i Selne og efter bedste Evne slæbte Ploven gennem Rugstubben.

Byen laa i en forfærdelig Søle efter fire Dages Ruskregn. En Række fede Ænder kom vraltede midt ad Vejen nede fra Gadekæret og syntes med stort Velbehag at plaske gennem den jævne, graa Vælling, der laa over Kørebanen. Ovre hos Sognefogdens gale en Hane. Ellers var der ganske stille.

Pludselig var der nogen, der hostede inde i Taagen bagom Lo-Gavlen. Fire Fattigkoner med tunge Skovknipper paa Ryggen kom i en tavs Række – den ene bag den anden – dragende gennem Pludderet, der med en sjappende Lyd stænkede dem højt op under Klæderne.

"Guds Hjælp til Arbejdet!" sagde Mads Monsen, der altid var faderlig venlig mod Fattigfolk. Og der 118 svaredes med et fremmumlet "Tak" fra hver af Konerne, efterhaanden som de kom ham forbi.

Men netop som den sidste af dem var kommen ud for ham, lod hun sin Byrde glide ned ad Ryggen; og mens de andre tavst fortsatte deres Vej, satte hun sig forpustet ned paa Knippet, idet hun trykkede Haanden ind i Siden med en klagende Stønnen.

Det var Anes Modert, en høj, midaldrende Kone med et gulbrunt Mumieansigt, hvorover Sved og Taage drev ned. Pjalterne om hendes magre Krop var gennemtrukne af Vand; og oven over et Par opblødte Tøjstøvler, der var snørt til Fødderne med Sejlgarn, saae man – saaledes som hun i Øjeblikket sad – det nederste af de nøgne Lægge, der var knudrede af opsvulmede Aarer.

"Hvad .... er det dig, Maren An's?" udbrød Mads Monsen. "Du kommer fra Skoven?"

Konen nikkede blot; hun havde endnu ikke Vejr til at tale.

"Fra Vesterskoven?"

"Ja."

"Fra Vesterskoven?"

"Ja."

"Naa – ja ja! Hvordan gaar det saa ellers derhjemme til jert?"

"Aa, Gu' hjælp os!" stønnede Konen og blev ved at tørre sig over det lille leverbrune Ansigt med en Flig af sit Skørt.

Men pludselig slap Mads Monsen Pibespidsen af Munden og saae med opspilede Øjne op og ned ad hende.

"Hvad for no'et? … Jeg tror, Gud straffe mig, Maren, at du nu er paa Glid igen."

Konen holdt op med at tørre sig, snød Næsen i Skørtet og lagde Hovedet i Haanden uden at svare.

"Er det den ellevte, Maren?"

119

"Det er den ellevte, ja."

"Men – Herre Jesu Død og Plage! – vil det da aldrig slutte med jer to? Der er jo dog Ræsonlighed i alting."

"Ja, Gud veed, hvad der er – Mads Mon'? Jeg tykkes nu, det gerne gaar saadden her i Verden, at de, som har no'et at gi'e dere Bø'en, de faar itte no'en. Men bare Stodderen hænger Bøvserne over Sengestokken, saa –."

Mads Monsen maatte atter tage Piben af Munden. Han kunde ikke lade være at le højt.

Men da saae Konen pludselig paa ham med et indædt arrigt Blik og sagde:

"Ja, du har let ved og snak', du Mads! Du kunde have ladt mig i Fred den Gang – saa havde kanske baade et og andet været anderledes. Det skal du vide!"

"Naa, naa," tyssede Bonden rød i Hovedet, og saae sig ængstelig om. "Lad os ikke snakke om de gamle Sager. … Jeg har da ogsaa mangen Gang givet dig en god Haandsrækning, veed jeg."

"Naa ja, Farvel da, Maren!" raabte Mads Monsen efter hende. "Og saa sees vi jo imorgen til Mikkelsgildet. Kom bare med alle Rollingerne. I skal, min Tro, ikke komme til at lide Nød."

Maren An's og hendes mand havde deres Bolig i en Samling graa Lerhytter, kaldet "Aahusene", der laa nede ved en vidstrakt Mosesump, hvori et Aaløb sivede ud. Selve Byen med Kirke og otte-ti statelige Bøndergaarde laa hyggeligt og lunt oppe mellem Bakkerne, der skærmede den for de barske Norden- og Vestenvinde. Især om Foraaret, naar 120 strakte sig op imod Skoven.

Frugttræerne i Bøndernes Haver stod i Blomst, og Bakkeskødet grønnedes, og Storken byggede paa Kirketaget, var Byen den yndigste Idyl at se til.

I umindelige Tider havde den ligget deri fredelig Ensomhed, borte fra Alfarvej og ganske uberørt af saadanne aandelige Strømninger, der andre Steder i Landet havde stiftet Ufred og avlet Nag og Fjendskab mellem Befolkningen. Nu og da i Tidens Løb var ganske vist en Gaard bleven flyttet ud, og efterhaanden som Jordværdierne var stegne og Markerne blev forbedrede, var Stuehusene opførte af brændte Sten og havde faaet Bræddegulve og oliemalede Vægge og fine Marhognimøbler; men det var altsammen sket lidt efter lidt, saa ingen egenlig mærkede Overgangen eller tænkte paa, at det i Virkeligheden var bleven en ganske anden By end den fattige og fortrykte, der for et Par Menneskealdre siden skjulte sig her mellem forsømte Agre, – den Gang, da dens Mænd og Kvinder endnu maatte frugtbargøre Herregaardens store Hovmarker med deres Sved.

"Aahusene" derimod havde ikke forandret sig. Deres Værdier var ikke stegne. De laa der i den samme lergraa Række og støttede sig i deres Affældighed til hinanden med en Lude'1 hist, en Gavlvæg her, ligesom besjælede Væsner, der Panderne mod hinanden for at grunde over deres Skæbne.

Rundt omkring paa Dørtærsklerne sad den Guds Velsignelse af blege, svampede Børn, der ruges ud i Fattigfolks mugne Halmsenge. Mens Slægten oppe i Bøndergaardene voksede sig bestandig større og rankere, opklækkedes der i disse Hytter Kuld paa Kuld af Vantrivninger med lange Arme og store, tomme Hoveder mellem uformelige Skuldre, … bestemte 121 til at lægge deres "Værdier" rundt om i Bondens Marker og Moser.

Det kunde vel en Gang imellem hænde – især når Vinteren nærmede sig, og Lemmerne var ømme efter den slidfulde Høst, og Bonden hyggede sig inde i sin lune Gaard imellem de tætfyldte Lader, at en og anden af disse Hyttefolk, der i Mørkningen, vaad og foraset, slæbte sig hjem til sin nøgne Stue, følte det værke inde i det tomme Hoved af stridbare Tanker eller stemme for Brystet med noget ubestemt noget – en nagende Smerte – et Skrig, der vilde frem.

Men det kom ikke frem; det kom aldrig frem. Det værkede blot et kort Minut og svandt saa stille bort i fornyet Slæb, – ligesom Aaen, der sivede ud i den dybe Mosesump.

Og paa den Tid var det saa ogsaa, at Bønderne bød ind til det store, aarlige "Mikkelsgilde" paa Kroen.

**
*

Bordene var dækkede inde i de tilrøgede Gæstestuer ved Siden af den store flagsmykkede Dansesal, der foreløbig tjente til Opholdssted for dem, der enten havde spist eller ventede paa at komme til at spise. Skønt der var anbragt to Borde i hver Stue, maatte der nemlig spises i flere Hold. Alt hvad der af Aahusenes Befolkning kunde kravle, lige til gamle Krøblinge og tre Ugers Pattebørn, havde indfundet sig. Selv dødssyge Personer rejste sig paa denne Dag af deres Seng for at deltage i det store Gilde, som man i Uger havde snakket om og i de sidste fireogtyve Timer forberedt sig til, forsaavidt som de fleste af dem i den Tid saa godt som ingenting havde nydt.

122

Tiltrods for den sammenstuvede Menneskemængde var der næsten stille i de Stuer, hvor der spistes. Man bare spiste. Store Lerfade med varm Suppe, Lammekød og dampede Kartofler blev baaret ind og tømtes i samme Nu som ved et Hekseri. Bøndernes Koner, som ikke deltog personlig i Opvartningen med gik rundt og gav Ordre, skyndte paa Pigerne, der bar ind. Frisk Stegeduft tilligemed Lugten af Brændevin og Øl trængte uafladeligt ind til de ulykkelige i Dansesalen, der endnu ikke havde spist, og som gik blaablege omkring med Hænderne foldede over deres rumletomme Maver.

I gamle Dage var Gildet altid bleven holdt paa selve den hellige Mikkels Aften; men i de senere Aar med disses fremskredne Rodfrugtdyrkning havde Bønderne foretrukket at opsætte det, indtil Roerne var af Marken. Samtidigt havde de forlagt det hjemme fra Gaardene her til Kroen, for at skaane deres egne, pæne Stuer og gjort det til et stort Sammenskudsgilde for at spare paa Omkostningerne.

Endnu efter tre Timers Forløb spistes der. Dog sad man nu noget mindre sammenstuvet omkring Bordene, hvorimod Trængslen inde i Salen og ude paa Gangene stadig øgedes, ligesom ogsaa Lystigheden var i hurtig Stigen. Alle, lige til Børnene, svinglede om i en Salighedstilstand, der dog, selv for de fleste af Mændenes Vedkommende, mindre var en virkelig Beruselse end, hvad man i Aahuse-Sproget kaldte for en "Maddonnert". Karlene gik omkring med Kasketterne bag i Nakken og omfavnede hinanden; og et Par smaa, stive Husmænd, der havde faaet fat i Cigarer, havde stillet sig udenfor paa Vejen, hvor de med fremskudte Maver og Hænderne dybt 123 i Bukselommerne medlidende betragtede de Køretøjer fra Nabosognene, der tilfældigt kom forbi.

Opad en Væg inde i Dansesalen og uden at tage Del i Lystigheden stod en gammel Mand og stirrede ud i Luften med t Par store, farveløse halvblinde Øjne. Hans langskjødede Vadmelsfrakke, der var hvid i Syningen af Ælde, sad ham højt op i Nakken og naaede ham næsten ned til Hælene, og de blaa Bukser hang som en Sæk omkring hans krogede Ben. Til Trods for Alderen var derimod hans Haar endnu ganske brunt og kun falmet nedenfor den Rand, hvorefter Kasketten havde siddet.

Mads Monsen, der optraadte som en Slags Overvært, kom hen og slog ham gemytligt paa Skulderen.

"Naa, er I der, Jens Mathiesen! Har I faaet noget i Skrutten, hva'? … I var nok ellers ude med Kjæresten igaar … Jeg siger, I var nok ude i Pløjemarken med Lotte."

Den gamle, der var faret sammen, skyggede for Øjnene med en stor malmbrun Haand og saae uforstaaende og med mimrende Mund paa den store Bonde.

En ældre, tarvelig, men net klædt Kone med blanke brune Øjne kom ud fra en Klynge Kvinder tæt ved og lagde sin Haand paa hans Frakkeærme.

"Han si'er, Jens, at du var i Pløjemarken igaar med Lotte."

"Ja – ja," svarede han nu endelig med en hæs, næppe forstaaelig Stemme, "Det – det gik kun trøgt, Mads Mon'; det gik kun trøgt."

"Naa ja; Lotte bli'er jo osse snart no'et tynd i'et, Jens Mathiesen."

"Han si'er, at Lotte bli'er snart no'et tynd i'et," gentog atter Konen, idet hun saae ham op i Ansigtet; hun var endnu en Smule mindre end han.

124

"Ok ja – ja; det maa I nok si'e," svarede han saa igen og rystede paa sit lille Hoved. "Det gaar ner a' Bakke med hende, Mads Mon'; … nu vil hun ikke længer skyde Møget fra sig, stakkels Skrog. Og man har jo itte no'et at gøre hende tilgode med, Mads Mon'."

"Naa ja, hun er jo kun lille og trænger ikke meget; og I gi'er hende dog vel lidt Kærne nu tildags?"

"Tre Nævefulder, Mads Mon'! Tre Nævefulder; – og for Resten af Pisken," føjede han til med en Trækning midt mellem Smil og Graad.

"Ja; hun er jo gammel, Jens. Man kan jo ikke vente stort andet."

"Han si'er, at Lotte er jo gammel," gentog Konen, da han atter spørgende frem og tilbage imellem dem. Men da han endda ikke syntes at fatte det, tog hun selv Ordet.

"Ja, aa ja – vi bli'er snart alle gamle og aflægs, Mads Mon'. Man maa jo ikke klage, nej; for Vorherre passer jo paa os alle sammen baade store og smaa; og selv om han nu ikke har øst op for En med den store Slev, saa har vi jo dog meget at være taknemlig for. Men det falder jo ligegodtlidt haardt, naar man bli'er gammel, og alting falder fra, og – og Alderdommen kommer og man ikke veed, hvor det skal gaa, saa – saa …"

"Naa, naa – Mo'er Mette! – I har jo Mathis."

"Mathis," gentog hun, kun halvt højt, og saae uvis op paa ham fra den Forklædesnip, som hun uroligt havde drejet mellem Fingrene, mens hun talte. "Ja, Gu' veed."

"Hva'? – er der nu noget i Vejen med ham?"

"Jeg veed ikke; – men det er der kanske nok," sagde hun og kastede atter hurtigt et halvt sky, halvt spejdende Blik op paa Bonden. "Jeg tykkes, han er 140 bleven saa underlig, er Mathis … Og saa – saa dette Brændevin, Mads Mon'," – der kom paa een Gang en saadan Angst i hendes Stemme. – "Og skulde der støde ham no'et til, saa – saa har vi jo kun ham, – for vor Fa'er der gør'et ikke længe – han gør'et ikke længe."

"Naa, naa – la' vos ikke tabe Modet, Mette. Gaa nu ind og ta'e en Kop Kaffe eller et Glas Pons og vær bare munter; saa klarer det sig nok i Enden!" sagde Mads Monsen. Og med dette sit Yndlingsudtryk klappede han dem nok en Gang paa Skuldren og førte dem ind i den tilstødende Stue.

Imidlertid var Dansen saa smaat begyndt rundt omkring dem, og snart var den i fuld Gang rundt omkring over hele Salen. Lamperne under Loftet og paa Væggene blev tændt, og inde paa Skænkestuerne kom Folk med rygende Punscheglas. De ældre Mænd kastede Frakkerne, greb den første den bedste af Kællingerne om Livet og buldrede afsted med dem uden at bryde sig om deres Modstand. Oppe paa Forhøjningen i den ene Ende af Salen sad TooseKresten og Per-Æg og gned Violinerne, saa Sveden randt af dem.

Midt paa en af Bænkene langsmed Væggen, klemt inde i den tætte Række, som saae paa Dansen, sad en løjerligt udseende Fyr af ubestemmelig Alder og stirrede med store, stillestaaende Øjne efter Ane, der dansede rundt med Mads Monsens Søn, den kønne Olav. Han var lille af Vækst, men paa hans Knæe hvilede et Par vældige, blaarøde Hænder, og mellem hans Skuldre sad et stort Vandhoved med tyndt, glatkæmmet Haar. Det var Mathias.

Paa Bænken ligeoverfor sad hans Mor og saae bekymret over paa ham. I hendes Skød laa Faderens Haand, over hvilken hun holdt med begge sine, mens han blundede lidt.

126

Paa en Gang blev der Bevægelse henne ved Indgangsdøren, hvor Provstens hvide Skikkelse kom tilsyne ved Siden af en svulmende Ægtemage og omgivet af Bønderne og deres Koner. Efter en Stund at have betragtet de Dansende i stille Henrykkelse ytrede Hans Højærværdighed Trang til at henvende et Par Ord til Forsamlingen, hvorpaa Mads Monsen stak ham et Punscheglas i Haanden, og der blev givet Tegn til Musik, at den skulde tie.

Der blev stille i Salen. De dansende slap hinanden men blev iøvrig staaende paa samme Plet, hvor de standsede, uden ta ytre saynderlig Begærlighed efter at faa at vide, hvad Provsten havde paa Hjærtet.

Hans Tale var da ogsaa præcis den samme, som han nu i ti Aar havde holdt ved denne Lejlighed, og som ikke desmindre stadig bevægede ham selv saa stærkt, at hans Stemme bævede og Taarerne traadte ham i de smukke Øjne. Han talte om, med hvilken Fryd, han skuede ud over denne store og herlige Forsamling, hvor rig ved fattig, høj ved lav i fælles Glæde samledes for som i efter lykkelig tilendebragt Høst "for at takke den Højeste". Han bad til Gud,at han ville bevare dette Fredens Hjem her mellem de yndige Bakker fra "Misundelsens og Tvedragtens Dæmoner" og styrke den Broderskabsfølelse, der igen paa denne Dag havde givet sig saa skønt og herligt et Vidnesbyrd.

Tilsidst gjorde han en Kunstpavse, traadte et lille Skridt frem og rettede sig i sin fulde ærkebiskoppelige Værdighed.

"Jeg har hørt … har ladet mig fortælle, at man … at visse Folk holder af at betegne dette Sted som en af Landets "døde Pletter" … Kære Venner!" sagde han og gjorde en højtielig Haandbevægelse udover Forsamlingen. "Dersom dette er 127 Død, da Gud fri os fra Liv! Men er det Liv, da Gud fri os fra Død!"

Heller ikke denne Vending var fremmed for hans Tilhørere, og dog stirrede de saare opbyggede mod Gulvet, idet han nu gik rundt i Salen for at klinke med hver især.

Saa stemte Musiken atter op, og Dansen tog fat med fornyet Liv, mens Provsten og Provstinden tilligemed Bønderne og deres Koner trak sig tilbage til Kromandens private Værelser, hvor der var dækket et fint Aftensbord med Andesteg og kolde Kyllinger, Rødvin og Svedsketærte.

Under Provstens Tale var Olav og Ane forsvundne. Mathias' Moder sad paa Bænken og spejdede ængstelig baade efter dem og efter sin Søn, der ogsaa var borte.

Han gik – lidt svinglende af Drik og med rystende Hænder – omkring i Skænkestuerne og søgte, gik ogsaa ud i Haven og over i Rejsestalden. Han eftersøgte hver Krog, hvert mørkt Skjul. Men han saae ingen, hørte ikke en Lyd nogetsteds.

Saa gik han langsomt hjemad.

Paa Vejen kom han forbi Mads Monsens Gaard, der laa fornemt gemt bag de høje Stakke som bag en Række mørke Vagttaarne. Han knyttede sin kæmpestore Hænder; han bed Læberne sammen. Om man en Stormnat satte en Svovlstik til Straataget derhenne?

Han tykke Læber lo tavst i Mørket. Tanken beredte ham et Øjebliks vild Glæde. Han saae for sig det luende Ildhav … de flygtende Kreaturer … hele Bondebyen som en Askehob.

Hum-hum. Han kendte godt til en Slags Tanker. Det var ikke første Gang han følte det værke i Hovedet og stemme for Brystet med dette dumpe – ubestemmelige – der sved og brændte for at vælde frem.

128

Men det naaede ikke frem; det naaede aldrig frem. Han vidste det godt, allerede den næste Dag vilde det være ovre. Til Majdag vilde han gifte sig med Ane; og naar Olav en Gang fik Gaarden, vilde han kanske en Dag komme ind til ham paa sine Hosesokker og med Huen i Haanden bede ham om at unde ham lidt Arbejde med at køre Møg og oprense Muddergrøfterne og snitte Grise – –

Og netop saaledes skete det.

"Ja – de Mennesker!"

 
['1] Lude: i overensstemmelse med 1883 og 1922 rettet fra "Lade". tilbage