Dommens Dag

[gå tilbage til Del 2, Det forjættede Land]

411

Første Bog

I

I en øsende Regn kom en gammel Kaleschevogn agende oppe paa Sandinge nye Stationsvej. Det var en Dag i Begyndelsen af Juli, men Himlen var sort og lav som ved Novembertid. Vandet styrtede ned; det var et fuldkomment Skybrud. Ovenpaa Kaleschens buklede Læderhimmel havde der samlet sig en hel Sø, som skvulpedes frem og tilbage under Vognens ujævne Bevægelser. Overalt paa den bedagede Karosse, lige fra to Kufferter, der var surret fast bagpaa, indtil en stor Paraply, hvorunder et Fruentimmer krøb sammen oppe paa Bukken ved Siden af Kusken, randt Vandet i stride Strømme. Det var et ynkeligt Syn.

Havde der endda været lidt Fart i Køretøjet! Men som det der sneglede frem trukket af et Par smaa, skindmagre Heste og samvittighedsfuldt malede sine Hjul rundt i Vejens vællingagtige Pludder, gjorde det et Indtryk, som om det havde faaet til Opgave ret at anskueliggøre for enhver Vejfarende, hvor afskyligt Vejret var, hvor trøstesløs den hele Egn strakte sig mod Horisonten med sine ensformige Markskel og nøgne Banker. Man maatte uvilkaarlig faa den Forestilling, at der inde under 412 den sorte Kaleschehimmel sad en eller anden levergusten Hypokondrist med indsunkne Øjne, der stirrede sløvt ud paa Regnen, uden Energi til at skynde paa Kusken, men ogsaa uden nogensomhelst Utaalmodighed i Retning af at naa sit Bestemmelsessted, hvor ingen Glæde ventede.

Da tittede et rødkindet Barneansigt smilende op over Kaleschens Forlæder … og lidt efter kom eet til … og samtidig en lille, buttet Haand, der med udspilede Fingre søgte at opfange de nedfaldende Regndraaber. Det var som pludselig at se Englehoveder dukke op af en Ligkiste. De lyseblaa Øjne straalede; og for hvert Hus, Vognen kørte forbi, hvert Par Faar, der stod og græssede ved Vejkanten, brød bægge de smaa ud i høje Henrykkelsesraab.

Saa vendte den største sig med eet om og raabte ivrig:

"Fa'er! Tante! … Se dog!"

Vejen havde foretaget en Svingning og samtidig sænket sig, hvorved Udsigten var bleven aabnet til et vidtstrakt Engdrag, der – fladt som et Vand – bredte sig mellem golde Bakkeskraaninger. Derude midt paa den grønne Flade saaes gennem Regnsløret Sandinge By med store, gulkalkede Bøndergaarde og en gammel Havstens Kirke. Ikke langt derfra løftede Stedets berømte Højskole sine røde Mure. Det vidtløftige Bygningskompleks tog sig virkelig imponerende ud og bragte En til at tænke paa en større Stats- og Regeringsanstalt, hvad Skolen paa en Maade ogsaa nu var bleven.

Det var lige i Middagsstunden. Fra alle Byens Skorstenspiber sænkede en brunlig Tørverøg sig tungt over Straatagene, og rundtomfra hørtes Hanerne at kalde Hønsene til Køkkendørene. Da Kaleschevognen skumplede gennem Gaden, var der ikke et Menneske at se; hele Byen var som uddød. Kun henne fra den folkelige Friskole hørte man Skolebørnene synge i vilden 413 Sky under Anførsel af Lærerens vellystigt tremulerende Bas.

Idet Vognen kørte der forbi, traadte Friskolelærer Povelsen i højstegen Person ud i Forstuedøren, som næsten ganske udfyldtes af hans omfangsrige Skikkelse. Med den aabne Salmebog i Haanden og uden at afbryde Ledelsen af Sangen blev han ved at stirre efter Køretøjet, indtil det forsvandt for ham i Regntykningen.

"Hvem var det, Jørgen Hansen?" spurgte han en lille, førladen Bondemand, som imidlertid var kommen frem i en Lo-Dør ovre paa den anden Side af Gaden.

Jørgen Hansen gav sig god Tid til omhyggeligt at rense sit Pibehoved, før han svarede. Saa sagde han meget betænksomt og med en Inderlighed, som galdt Talen et betroet Hjerteanliggende:

"Ja se, det veed jeg saamænd itte, Pøvelsen … jeg veed det saamænd itte. Men ellers var det jo Ole Olens Bæster dernøre i Lejet."

"Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var Kromandens nye Vogn. Men hvem var det, som sad indeni?"

"Ja se, det kan jeg sandelig itte sige, Pøvelsen, … nej, jeg kan mente itte. Kanskesens det var no'en af disse hersens Bademennesker, der er ventendes dernøre."

"Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo nogen forgangen ogsaa. Naa! … Jesus, dine dybe Vunder!"

Læreren istemte atter Børnenes Sang og vendte tilbage til Skolestuen.

Imidlertid skumplede den gamle Karosse videre nordpaa ad den ganske flade Landevej, der i en bugtet Linje fulgte Bredden af en lille Aa, som gennemstrømmede Eng-Landskabet. Overalt stod lange, lige Rækker af rødbrogede Køer, der i fuldkommen Ubevægelighed, med ludende Hoveder og halvlukkede Øjne, taalmodig skød Ryg mod den nedstyrtende Regn. Men efterhaanden naaede Vognen magrere Jorder, hvor stridhaaret Ungkvæg gik og græssede mellem altfor mange og altfor brogede Blomster. Skrigende Maager kredsede i Luften 414 og forraadte Havets Nærhed; og snart dukkede ogsaa den hvide Strandbred op forude. Der skimtedes en Række smaa Fiskerhytter, et Par Bøndergaarde og en teglhængt Kro – "Sandinge Leje".

Dette Sted havde i de senere Aar vundet en vis Navnkundighed … i hvert Fald i Aviserne. Efterat nemlig Jernbanen havde aabnet den hidtil temmelig afsidesliggende Egn en forholdsvis nem Forbindelse med det øvrige Land og navnlig med Hovedstaden, var Stedets Krovært bleven greben af den Ærgerrighed at ville skaffe Lejet Berømmelse som Badested. Hvert Foraar havde iøjnefaldende Bekendtgørelser i Bladene henledt det højtærede Badepublikums Opmærksomhed paa dette "første Rangs Kursted" og dets "vildt romantiske Naturomgivelser"; og virkelig var det i de sidste Sommere lykkedes at hidlokke en halv Snes sværmeriske Københavnere, der drev omkring langs med Stranden og regelmæssig hver Aften stillede sig op helt ude ved Havstokken for andagtsfuldt at betragte Solens Nedgang i Havet.

Det var dog ikke mod Kroen – "Hotel Kattegat", som den nu var døbt, – at den gamle Kalesche styrede sin Kaas. Ved Indkørslen til Lejet drejede den ad Vester, henimod en stor og smukt vedligeholdt Bondegaard, der laa lidt udenfor den egentlige By. Et netop hejset Flag tilkendegav ogsaa, at det var her, Gæsterne ventedes.

 
II

I den samme regnfulde Middagstime var der stor Forsamling i "Sandingehus", en malerisk, i norsk Stil opbygget Bjælkevilla, der laa inde under Bakkeskrænten ikke langt fra Højskolen. Her residerede fortiden den bekendte, formuende Enkefru Lene Gylling, der gerne om Sommeren forlagde sit folkelige Hof hertil fra 415 Hovedstaden for at være i Nærheden af den Virksomhed, som mere end nogen anden kunde glæde sig ved hendes Beskyttelse.

I den rummelige Havestue, hvorfra en Fløjdør stod aaben til det fri, var der forsamlet henimod et halvt hundrede Mennesker. Det var tildels fremmede Tilrejsende af den Art, man til Stadighed saae her som Højskolens Gæster: livfulde Præster med deres folkeligt klædte Hustruer, alvorlige, langskæggede Landsbylærere og rundryggede Bondestudenter med kirtelblege Ansigter og røde Øjne. Forøvrigt saaes ogsaa et Par af Højskolens egne Lærere og af Egnens velstaaende Bønder med deres Koner. Der havde som sædvanlig været holdt et Formiddags-Foredrag paa Skolen, og det var nu engang en fast Skik – som Fru Gylling satte megen Pris paa – at man efter Foredraget samledes i "Sandingehus" for at tilbringe Middagstimen med fortrolig Vennepassiar ved en Pibe Tobak.

Denne "Vennepassiar" udartede dog i Reglen til en varm Debat om Dagens forskellige sociale, politiske og religiøse Spørgsmaal. Det var efterhaanden bleven disse Mennesker en ligefrem Livsfornødenhed at diskutere, udvikle Livsanskuelser og profetisk fortabe sig i Fremtiden. Særlig var de religiøse Emner igen kommen paa Dagsordenen, efter at de i adskillige Aar havde været fortrængte af den altopslugende Politik. Overalt havde Folkesagens kristne Venner – skuffede i Haabet om det jordiske Freds- og Retfærdighedsriges nærforestaaende Komme – med forstærket Iver vendt Tanker og Hu mod det hinsidige.

Den Forhandling, der idag satte Sindene i Bevægelse, drejede sig da ogsaa udelukkende om Tidens stærke religiøse Brydninger, og særlig beskæftigede man sig med Planen til et stort Møde, som agtedes afholdt her paa Højskolen umiddelbart efter Høst, og hvor den folkelige Kirkes Tilhængere skulde samles fra hele Landet til gensidig Opbyggelse og Bestyrkelse i Troen. 416 Trangen til en saadan Genoptagelse af Fortidens almindelige Vennemøder havde længe været levende i disse Krese. Det lod sig nemlig ikke længer skjule, at det frisindet-religiøse Samfund i den senere Tid i en betænkelig Grad havde tabt sin forrige Indflydelse paa Befolkningen. Partiets store Høvdinge var alle døde; ogsaa de mere betydende af de stedlige Førere var – som her i Sandinge – efterhaanden gaaet bort. Samtidig havde et middelalderligt Spøgelse, den mørke Pietisme, rejst sig i uanet Vælde. Egn efter Egn havde – ofte næsten uden Modstand – givet sig Helvedprædikanterne i Vold. Det var, som om den Række politiske Ydmygelser, der var overgaaet Befolkningen, havde lammet Sindene og gjort dem til et let Bytte ogsaa for det aandelige Ild- og Sværdregimente.

Der var derfor efterhaanden opstaaet nogen Utaalmodighed i Vennesamfundets Lejr. Man krævede med stigende Styrke, at "der skulde gøres noget". Der havde endog hævet sig kætterske Røster for den Anskuelse, at Samfundets hidtil forfægtede Kristendomsopfattelse led af visse Mangler, at den rentud sagt ikke længer svarede til, hvad et Nutidsmenneske fordrede. Alle Partiets Ord- og Penneførere havde i den sidste Tid haft musetravlt med at underkaste Livssynet en kritisk Revision; og over hele Landet ventede den betrængte Menighed i voksende Bekymring paa det forløsende Ord, der endelig skulde bryde den kirkelige Reaktions Magt og gengive den frie, lyse og glade Kristendomsforkyndelse det tabte Herredømme over Sindene.

Det var just med disse Forhold for Øje, at man havde udstedt Indbydelse til det omtalte Vennemøde, hvor de forskellige Anskuelser kunde komme tilorde og Afgørelse træffes angaaende en samlet Optræden overfor fælles Modstandere. Flere af de idag tilstedeværende fremmede havde udtrykkelig indfundet sig for 417 at faa Lejlighed til at indvirke paa Bestemmelserne om Forhandlingsemner, Foredragsholdere o.s.v.

Der var blandt disse fremmede en højvoksen, skægløs Mand i Fyrretyveaarsalderen, omkring hvem Størsteparten af Selskabet efterhaanden samlede sig. Det var den i de sidste Aar meget omtalte Frimenighedspræst Vilhelm Pram, til hvem navnlig de yngre var begyndt at se op som til en Fører og Fornyer. Denne Mands Berømmelse skrev sig oprindelig fra, at han ved et stort Kirkemøde, hvor der havde været baade Bisper og Provster tilstede, dristig var fremtraadt med den Bekendelse, at man efter Fremkomsten af den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og Kristendommen i den levende Menigheds Vidnesbyrd; at man saaledes end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde af den hellige Skrifts Autoritet men skulde betragte Biblen som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige Behov. Disse Udtalelser havde i første Øjeblik virket skræmmende selv paa dem, der allerivrigst havde raabt paa en tidssvarende Udvikling af Vennesamfundets kirkelige Anskuelse. Men Sagen fik en anden Vending, da Kirkemyndighederne tog Anledning af Talen til at afskedige Vilh. Pram fra hans Embede i Statskirken. Herved opnaaede han det Martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans Lære populær. En Kres af oplyste Bønder i en smørfed, lollandsk Egn kaarede ham til sin private Sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld Tale og Skrift at slaa til Lyd for sin Anskuelse og hævde den som det nye Lys-Ord, der endelig og afgørende skulde bryde den døde Bogstav-Troes Jernaag og samtidig stanse de oplyste Klassers voksende Frafald fra Kristendommens evige Sandhed.

418 Denne Begivenhed – og ikke mindst det heldige Udfald, den fik for Vilh. Pram – havde medvirket til, at ogsaa andre af Partiets fremadstræbende Mænd fik Mod til at sige sig løs fra den trykkende Dogme-Tro. Man havde en Tid formelig kappedes om at fremsætte nye, livsvækkende Sandheder. Saaledes havde en vis Pastor Magensen, der ogsaa var tilstede her idag, – en lille blaaøjet Mand med lyse Englelokker – fornylig udgivet et opsigtsvækkende Flyveskrift "Bort med Helvedstraffene!" hvori han baade med grundig Lærdom og Hjertevarme havde paavist, at Troen paa en personlig Djævel og en evig Fordømmelse stred saavel mod vor Forestilling om Guds Algodhed som mod Bibeloversætternes nyeste sproglige Resultater.

Det var alle disse brændende Spørgsmaal, der nu var bragt paa Bane i Fru Gyllings Havestue, mens Regnen blev ved at strømme ned udenfor som Himlens trøstesløse Graad. Ordskiftet var efterhaanden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilh. Pram et mægtigt Indtryk paa Forsamlingen, hvoraf iøvrig Størsteparten allerede forud hørte til hans Tilhængere. Endog Værtinden, Fru Gylling, havde nylig – om end først efter adskillig Vaklen – sluttet sig til det reformivrige Parti, hvad der i høj Grad havde styrket dettes Stilling indenfor Vennesamfundets Organisation. Den endnu smukke Dame med de smaa, fine Haarkrøller nedover Panden sad dybt nedsunken i en Kurvestol og saae tavs ud over Forsamlingen med dette i blide Drømme fortabte Blik, der havde givet hende Ord for at være Danmarks aandfuldeste Kvinde.

Der herskede blandt dem alle den frejdigste Stemning. Det udtaltes aabent, at hvad der nu skulde fuldbyrdes for Nordens Vedkommende, var den sidste, afsluttende Del af den Kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten Aarhundreders Forløb skulde Kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig Vildfarelse og genoprejses i 419 den uforvanskede Lys-Skikkelse, i hvilken den alene ejede Magt til at erobre Verden og alle Folk, saaledes som det var den forjættet.

 
III

Der var alligevel i det mindste een af de tilstedeværende, som ikke deltog i den almindelige Tilslutning. Henne ved et af Vinduerne sad en midaldrende, mørkladen Mand med studset Fuldskæg og saae ud i Haven. Under hele Debatten havde han siddet der i upaaagtet Tilbagetrukkenhed og tygget nervøst paa sit Overskæg. Nu og da sneg hans Blik sig fra Haven hen til Vilhelm Pram, der – høj og slank – stod midt i sin andægtigt lyttende Tilhørerkres med Frakken tilbageslaaet, den venstre Haands Fingerspidser i Vestelommen og den højre Arm dramatisk udstrakt, ordrigt udviklende det Spørgsmaal om Mirakeltroen, der efter hans Mening burde være Hoved-Forhandlingsemnet paa det forestaaende Møde, og som han havde formuleret i Sætningen: "Hvad maa et Nutidsmenneske fordre af Religionen?"

Den ensomme Mand var Forstander Sejling, Sandinge Højskoles nye Bestyrer, der havde overtaget Ledelsen af Skolen efter den gamle Højskoleforstanders Død. Han var en højst anset Personlighed indenfor Vennesamfundet, hvad man tydelig havde vist ved at betro ham Ledelsen af denne Landets største og maaske mest elskede Højskole. Man beundrede hans ualmindelige Evner som Foredragsholder, skattede hans smukke, beaandede Sprog og fremfor alt den sædelige Alvor, der lyste ud af hele hans Personlighed. Men der var ved Siden heraf noget mærkelig uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en Art Frygt for ham, fordi man aldrig fuldtud vidste, hvor man havde ham, og fordi han aldrig var at formaa til at give en klar Redegørelse for sit Standpunkt overfor 420 foreliggende Spørgsmaal … en Svaghed i hans ellers saa mandige Karakter, som man havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget Stemningsmenneske, en tungsindigt gærende Aand, der ensomt omtumledes af Tidens stormfyldte Tanker.

Da Vilh. Pram havde sluttet sin Tale, rejste han sig ligesom med en netop modnet Beslutning op fra Stolen, knappede Frakken tæt om sin firskaarne Skikkelse og gik langsomt, med bægge Hænderne paa Ryggen og fuldkommen behersket Mine, henimod Kresen.

"Jeg ønsker at fremsætte en Bemærkning," sagde han her med høj Røst, idet han udenvidere afbrød den Diskussion, som Vilh. Prams Tale straks havde fremkaldt.

Ved Lyden af hans Stemme opstod der en lidt ængstelig Uro i Forsamlingen. Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig med stor Tilfredshed havde hørt sin Ven Vilh. Prams Udtalelser, der vidnede om et aabent og ildfuldt Sinds Optagethed af Menneskenes store Livsspørgsmaal. Naar han ikkedesmindre fandt sig beføjet til at fremkomme med et Par Modbemærkninger, var det, fordi han troede … ja efter megen alvorlig Selvprøvelse var bleven fuldt overtydet om, at der i adskillige af de Bestræbelser, der var kommen tilorde her idag, lurede en Fare, som ikke alle tilstrækkelig paaagtede. Det maatte dog nemlig staa fast, at Kristendommen kun havde een Slags Fjender blandt Menneskene, nemlig de Ikke-Kristne. Naar man i visse Krese havde en Tilbøjelighed til at udstrække Hænderne – de være nu knyttede eller aabne – til alle Sider, var dette derfor et Udslag af misforstaaet Iver, der kun var egnet til at skabe Forvirring. Og naar Vilh. Pram idag paa det fremsatte Spørgsmaal om et Nutidsmenneskes Forhold til Religionen svarede med at stille den Fordring, at Troen ikke maatte lægge Fornuften i Baand og ikke være i Modstrid med Videnskabens 421 uomstødelige Kendsgerninger, saa forekom det ham, at i dette Svar var den knyttede Haand rettet mod de anderledes tænkende Kristne, hvorimod den aabne og broderlige Haand var udstrakt mod Fritænkerne og de rene Fornægtere; … men dette var sikkert en Nidkærhed paa Afveje. Hvad der for ham mere og mere afgørende stod som Tidens store religiøse Opgave, var ikke at udvide Kløfterne mellem alvorligt menende Kristne men tvertimod at slaa Bro over dem, at tilvejebringe Mulighed for den lykkelige Genforening, der alene kunde tilbagegive den kristne Menigheds Vidnesbyrd den Overtalelsens myndige Magt, som fik blinde til at se og døve til at høre.

Disse Ord, der blev udtalt med en dyb Overbevisnings bekymringsfulde Alvor, undlod ikke at gøre et vist Indtryk navnlig paa den menige Del af Forsamlingen. Kun Vilh. Pram, der allerede var gaaet saa fuldstændig op i sin Rolle som Reformator, at han straks optog enhver Modsigelse som en personlig Krænkelse, afviste med Lidenskab de fremførte Indvendinger.

"Alt, hvad du der siger, Sejling, er jo ikke andet end Sofisteri. Naar man troer at have genfundet Kristi uforvanskede Lære – og det troer vi – saa betragter man med Rette alle dem som Modstandere, der ikke vil erkende dette, enten de saa kalder sig Kristne eller ej. Men det er samtidig vor Pligt at søge at vinde alle for vor Overbevisning … alle! Naar du derfor siger, at vi rækker Fornægterne en aaben Haand, saa svarer jeg: nej, en aaben Favn byder vi dem, … en Broderfavn efter Kristi eget Bud. Hvad kommer det vel an paa Navnet! Det kristne Samfund skal ikke længer være som en Frimurerloge, hvor der kræves visse Tegn og underlige Gerninger for at faa Indladelse, … nej, fri Entré skal der være! Var maaske Kristus en saadan Posekigger, der ængstelig ransagede Folks Inderste, naar de kom for at høre hans Vidnesbyrd? Nej, han indbød alle … alle! Og vi skal blot frejdigt 422 følge hans Eksempel. Paa vid Gavl med Kirkedørene … det skal være vort Løsen! Atter skal Kirkeklokkerne runge det ud over Alverden: Kommer hid, kommer hid, alle I, som ere besværede! Vi har Fred og Hvile for eder alle – alle – alle!"

Under dette lyriske Kraft-Udbrud aandede Vilhelm Prams trofaste atter op; og da han sluttede, udbrød de i en demonstrativ Bifaldsmumlen, der gjorde Højskoleforstanderen kendelig bleg.

Nu traadte ogsaa den lille Pastor Magensen frem og vidnede, at han ganske sluttede sig til Vilh. Prams Udtalelser. Kun mente han, at der burde gøres en Indskrænkning, idet ingen sand Kristen kunde leve i aandeligt Broderskab med Folk, der troede paa en personlig Djævel eller paa evige Helvedstraffe. "Mod en saa umenneskelig og ufordragelig Lære maa der føres aaben Krig … en Udryddelseskrig …!" vedblev han at skrige op i den hysteriske Grebethed, hvormed han i Tide og Utide forkyndte sin Besværgelseslære. Som Pietisternes ikke uvittige Ypperstepræst skulde have sagt om ham: Fanden havde taget ham med Hud og Haar.

Han blev afbrudt af Højskoleforstanderen, der med et ikke synderlig agtelsesfuldt Blik paa hans stumpede Person gjorde den tvetydige Bemærkning, at "ogsaa han forlængst havde faaet mere end nok af disse evige Helvedstraffe."

"Forøvrigt" – tilføjede han – "har ingen af de her faldne Udtalelser formaaet at forandre min Opfattelse. Tvertimod føler jeg mig yderligere bestyrket i min Overbevisning, og jeg maa derfor paa det alvorligste fraraade, at det af Vilh. Pram idag fremsatte Spørgsmaal kommer til at danne Grundlaget for en Forhandling ved vort Møde. Det vil efter min Mening kun bidrage til endnu yderligere at bortstøde dem, til hvem i hvert Fald adskillige af os – trods al Meningsforskel – stadig føler os knyttede ved hellige Baand."'1

"Aa, det er jo blot Skræmmebilleder!" udbrød 423 Vilh. Pram med fremstrakt Arm. "Dersom de Baand, du der taler om, virkelig ikke skulde kunne taale Sandhedens Styrkeprøve – nu, saa lad dem i Guds Navn briste! Men det har saavist ingen Fare … Og det mener du jo igrunden ogsaa selv, Sejling! Da vi igaaraftes talte sammen inde paa dit Værelse, var vi jo ganske enige. Da mente du jo ogsaa, at Tiden nu var kommen, hvor det aandelige Frihedskrav skulde rejses i sin fulde Styrke indenfor Kirkens egen Grund."

"Du maa ganske have misforstaaet mig," afbrød Højskoleforstanderen ham men blev samtidig stærkt rød. "Noget saadant har jeg aldrig udtalt … aldrig!"

Uroen i Forsamlingen steg. Frygten for de Meningsforskelligheder, som de sidste Tider havde aabenbaret indenfor Vennesamfundet, men som man af Hensyn til Modstanderne havde søgt saavidt muligt at dække over, greb pludselig alle under dette Optrin, der føltes som et ildevarslende Forbud om, hvad det store Møde vilde bringe. Men netop i det Øjeblik, da Striden mellem Vilh. Pram og Højskoleforstanderen truede med at udarte til et uhyggeligt Mundhuggeri, opstod der Bevægelse i Anledning af, at en høj, bleg Mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i Tilhørerkresen, nu traadte frem og med svag Stemme bad om Tilladelse til "at ytre sig".

Denne Mand var den af alle elskede men samtidig dybt beklagede Kandidat Boserup, en Teolog og forhenværende Højskolelærer, der var bleven ramt af den Ulykke ved altfor ivrig Fordybelse i filosofiske og kritiske Skrifter at miste Troen paa Kristendommens Sandhed. Hvor tungt dette Tab havde været ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine Tvivl, derom var ikke alene hele hans Person et saa talende Vidnesbyrd, at alle maatte gribes af Medlidenhed, og særligt kappedes Kvinderne om at vise ham Deltagelse; men han sagde det ogsaa ofte selv, at det var for ham, som om hans Sjæl laa Lig; og trods sit Frafald vedblev han stadig at søge tilbage til de Steder, hvor Troens Ord taltes. Derfor 424 havde man heller aldrig villet opgive Haabet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne Samfund; og man lagde i saa Henseende en særlig Betydning i den Omstændighed, at det netop var Vennesamfundets Forkyndelse, hvoraf han følte sig tildraget. Man saae heri en yderligere Bekræftelse paa, at det var ved det Aandens Lys, der udgik fra denne Menighed, at ikke alene han men alle Tidens mange søgende og tvivlende Sjæle tilsidst skulde genfinde den tabte Vej til Himlen.

Derfor blev der ogsaa dødsstille nu, da han traadte frem for at tale. Alle Blikke hang i spændt Forventning ved hans Læber, mens han stod der med sit lille lidelsesfulde Smil i det blege Ansigt og krammede Lommetørklædet mellem sine magre Hænder.

Det havde ikke været uden Betænkeligheder – begyndte han næsten uhørlig – at han havde tilladt sig at paakalde Opmærksomheden i denne Kres. Han havde jo paa en Maade slet ikke længer Ret til at tale i en Forsamling som denne. Men han havde følt en uimodstaaelig Trang til at ytre sin Glæde over, hvad han havde hørt her idag. I det hele var det saa forunderligt for ham i denne Tid at være Vidne til, hvorledes den gamle – engang jo ogsaa for ham saa kære – Kirkevej nu blev ryddeliggjort for mer end een af de Sten, hvorover saa mange i vore Dage snublede. Særlig vilde han pege netop paa Mirakeltroen som en af de Anstødssten, der for hans eget Vedkommende havde været skæbnesvanger; og man vilde derfor forstaa den Taknemlighed, hvormed han havde hørt særlig Vilh. Prams Udtalelser om dette Punkt. I det hele var det … han maatte jo nok faa Lov til at sige det … med et stort, personligt Haab, at han saae hen til det Rydningsværk, der nu var begyndt, og som sikkert engang vilde blive til Velsignelse og Fred for mange.

Efter disse Udtalelser kunde Vilh. Prams Tilhængere atter triumfere. Fra alle Sider omringede man Taleren 425 for at trykke hans Haand. Men Højskoleforstanderen lod sig ikke dermed slaa af Marken og forlangte paany Ordet. Og under den nu fortsatte, stadig mere højrøstede Diskussion viste det sig, at han alligevel havde ikke saa ganske faa Meningsfæller her, navnlig blandt de langskæggede Landsbylærere, der hidtil havde forholdt sig temmelig tavse men nu – paavirkede af Modstandernes, særlig af de unge Bondestudenters overmodige Optræden – blev hede i Hovederne og begyndte at tage Ordet. Det saae et Øjeblik ud til, at Kandidat Boserups beskedne lille Indlæg skulde blive Signalet til en alvorlig Holmgang, … da det hændte, at alles Tanker pludselig kastedes ud i en hel anden Retning.

Fru Gylling, der altid følte sig en Smule beklemt, naar Stemmerne omkring hende blev høje, og som nu søgte en Lejlighed til at aflede Stormen, havde ved at kaste Blikket ud gennem Vinduet tilfældigt faaet Øje paa hin bedagede Kaleschevogn, der netop paa dette Tidspunkt arbejdede sig igennem det taageindhyllede Regnvejrs-Landskab derudenfor.

"Aa, se her et Øjeblik!" udbrød hun – og ved Lyden af hendes Stemme forstummede straks al Tale. "Kan nogen gætte, hvem der kommer kørende der?"

Alle stirrede ud gennem Vinduerne, følgende Retningen af hendes pegende Finger. Men ingen kunde gætte det.

"Det er Emanuel Hansted."

"Emanuel Hansted!" brød man ud i Kor.

"Jeg hørte imorges, at han skal have ladet leje Sommerlejlighed til sig hos Ole Olsen nede i Lejet. Han vil nok bo der en Tid med sin Familje … det vil sige med sine Børn og sin Søster, Generalkonsulinde Torm."

Meddelelsen var vel egnet til at vække Forbavselse her og bragte virkelig de kæmpende til i nogle Øjeblikke at glemme deres Tvistigheder. Emanuel Hansted var bleven Vennesamfundets Smertensbarn. Han, der i 426 sin Tid syntes at have virkeliggjort selve det evangeliske Ideal, havde rundtom i de folkelige Krese vakt en dybt nedslaaende Skuffelse, da det for omtrent halvandet Aar siden blev bekendt, at han pludselig havde afbrudt sin Virksomhed og var rejst bort, efterladende Menigheden i en fuldkommen Forvirring, der havde haft til Følge, at den senere blindthen havde kastet sig i Pietisternes Arme. Og en særlig Bitterhed havde der blandet sig i Skuffelsen, da det underhaanden fortaltes, at dette hans pludselige Opbrud skulde staa i Forbindelse med et fornyet Bekendtskab med en vis Dame, en Datter af hans Formand i Embedet, hos hvem han i sin Tid havde været Kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige Seminarieforstander Provst Tønnesen. Sikkert var det i hvert Fald, at hans Hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med Børnene var flyttet ind til sin Fader i Hovedstaden; det fortaltes, at hun en Tid havde opholdt sig hos en Ungdomsveninde men senere var vendt tilbage til Barndomshjemmet for at pleje sin syge Moder. Hvorledes Forholdet mellem Ægtefolkene egentlig var, derom havde end ikke Fru Gylling kunnet faa opsporet paalidelig Besked; og i en lignende Dunkelhed var ogsaa Emanuel Hansteds øvrige Forhold og Planer indhyllede. Med Bestemthed vidste man kun, at han i disse halvandet Aar havde levet i fuldstændig Tilbagetrukkenhed hos Faderen i København. Umiddelbart efter hans Tilbagevenden til Fædrenehjemmet var der gaaet Rygter om, at man i højkirkelige Krese skulde have sine Garn ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe Sønnen af den højtansete Departementschef et nyt og indbringende Præsteembede; men disse Rygter døde efterhaanden hen. Det sidste, man havde hørt om ham, var, at han – trods Familjes og Venners indtrængende Bønner – paa det bestemteste havde vægret sig ved igen at træde i Statskirkens Tjeneste. Man angav som Bevæggrund – omend halvt for Spøg – en mystisk Aabenbaring, han en Nat skulde 427 have haft; og det fortaltes almindeligt, at han omgikkes med Tanker om intet mindre end at fremkalde en fuldstændig Omvæltning af hele det kristne Samfund.

Det var derfor ikke underligt, at hans Ankomst netop til denne Egn fremkaldte en Række forundrede Spørgsmaal hos den interesserede Forsamling i "Sandingehus", navnlig efterat Fru Gylling havde oplyst, at ogsaa den omtalte Frk. Tønnesen var ankommen til Lejet og allerede i et Par Dage havde boet dernede paa Hotellet. Man fortabte sig en Tid i allehaande Gisninger, indtil Vilh. Pram, der ikke yndede, at man beskæftigede sig for meget med andre, fremtvang en Afslutning ved den Bemærkning, at hele Hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han vilde.

Hvorpaa man med fornyet Kraft tog fat paa Mirakeltroen og de kristnes Forhold til Bibelkritikens uomstødelige Resultater.

 
IV

Dagen efter skinnede Solen. Den lunefulde Julihimmel udfoldede sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage havde forbrudt med sine Efteraarsnykker. Det var virkelig bleven Højsommer nu.

Paa en Tremmebænk i en lille hyggelig Have ved den Bondegaard, hvor den gamle Kaleschevogn Dagen forud var kørt ind, sad den unge Generalkonsulinde Torm i Skyggen af et vidtforgrenet Æbletræ. Den lille, blege Dame var klædt i dybeste Enkesorg. For anden Gang i Løbet af de sidste to Aar havde Knokkelmanden banket paa hendes Dør og fordret Indladelse. Endnu før hun blot nogenledes havde forvundet Tabet af sit Barn, havde hendes Mand en Nat efter et rigt Festmaaltid 428 faaet et Slagtilfælde i hendes Arme, og faa Dage efter var han afgaaet ved Døden.

Det var alligevel ikke disse tunge Minder, der fik hende til at sidde der med sit Hækletøj i Skødet og stirre saa fortabt ud paa Græsplænens Solpletter. Det var Uroen og Bekymringen for hendes Broder Emanuel, der idag – som saa ofte før – fik hende til at glemme egne Sorger.

Forholdet imellem de to i saa mange Aar adskilte Søskende var i den senere Tid paa en vis Maade bleven meget inderligt. Under de stærke, sjælelige Rystelser, som de gentagne Berøringer med Døden havde fremkaldt hos Fru Betty, havde hun hos Emanuel fundet den religiøse Støtte og Trøst, som hverken Faderen eller hendes yngre Broder, den livslystne Garderofficer, var istand til at yde hende. Han var lidt efter lidt bleven hendes Skriftefader, og hun havde klynget sig til ham i fuld Oprigtighed og Tillid. Derimod var Forstaaelsen imellem dem paa alle andre Punkter vedblivende kun halv. De glade Forventninger, hvormed hun i sin Tid havde imødeset hans Tilbagekomst, var bleven til lutter Skuffelse; og trods sine velmente Bestræbelser for at forstaa ham, og trods al søsterlig Villighed til at følge ham paa hans underlige Veje, formaaede hun det ikke. Hun følte sig endnu stadig frastødt, ja krænket af hans haardnakkede Vægring ved at forsone sig med det Liv og det Samfund, som han dog baade ved Fødsel og Opdragelse tilhørte. Han havde "intet lært og intet glemt", som Faderen plejede at sige om ham med en sørgmodig Hovedrysten.

Henne paa Havediget sad Emanuels ældste Datter, den nu seksaarige Sigrid. Hendes Lokkehoved var gemt i en stor Helgolænderhat; hendes Forklædeskød var fuldt af afplukkede Markblomster. Det ellers saa rastløse og støjende Barn sad saa besynderligt stille og andægtigt, rørte sig ikke af Pletten, skottede blot nu og da hen til Tanten med et listigt Blik.

429 Denne Højtidelighed havde hvilet over Barnet, lige siden hun den foregaaende Middag var kommen kørende gennem Landsbyens Gade. Under Gaarsdagens lange Aftenskumring havde hun siddet ganske tavs henne ved Vinduet inde i Barnekammeret og stirret ud paa Regnen uden at ville spise noget eller lege med den lille Dagny. Men da Tjenestepigen havde spurgt hende, om hun ikke var rask, havde hun pludselig ladet som ingenting og givet sig til at danse rundt paa Gulvet med Søsteren ligesom i et Anfald af overstadig Lystighed.

Der sad hun nu paa Havediget og lod, som om hun legede, mens hun idelig kastede stjaalne Blikke hen paa Tanten. Med eet rejste hun sig, strøg sagte Blomsterne af sit Forklæde og drev med Hænderne paa Ryggen henover Græsplænen … indtil hun naaede Tremmebænken. Her anbragte hun sig paa Knæ foran Tanten og lagde Armene op i hendes Skød.

"Tante," sagde hun stille og gav sig til at pille ved Hækletøjets lille Garnnøgle.

"Ja, min Ven," svarede Fru Betty, endnu halvt i sine egne Tanker.

"Tante, hvor er min Mo'er henne?"

Det gav formelig et Sæt i Fru Betty, – det var nu saa længe, siden hun havde hørt dette Spørgsmaal, der i sin Tid daglig havde sat hende i den pinligste Forlegenhed.

"Hvor falder du pludselig paa at spørge om det, min Ven?" spurgte hun.

"Jo-o," svarede Sigrid og saae nu op med et frimodigt Blik. "For jeg drømte saa meget om Mo'er inat. Og om gamle Trofast. Jeg kunde ligesaa grangivelig se Mo'er, Tante! Ogsaa den lille Vorte paa Kinden, du veed nok. Og jeg drømte ogsaa om Mormo'er. Hun gav mig en Sukkerkringle, troer jeg nok. – Troer du, Tante, at Mo'er kommer snart tilbage fra den Rejse?"

Fru Betty blev urolig. Hun saae ned i disse troskyldigt 430 spørgende Barneøjne og vidste ikke, hvad hun turde svare.

"Sig mig, Sigrid," sagde hun endelig, idet hun med Haanden strøg de viltre, gulbrune Lokker bort fra Barnets rødmussede Kind. "Drømmer du ofte om din Mo'er?"

Sigrid gav sig atter forlegent til at lege med Garnnøglet i Tantens Skød.

"Det veed jeg saamænd ikke," sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men det var let at høre, at hun ikke talte rigtig sandt.

Fru Betty kæmpede i nogle Øjeblikke med en stor Beslutning. Saa klappede hun Barnet paa Kinden og sagde:

"Naar lille Sigrid vil være rigtig taalmodig, saa kommer din Mo'er nok snart tilbage."

"Snart?" spurgte hun med vidtopspærrede Øjne.

"Ja, det troer jeg … Men gaa nu hen og hent Dagny. Jeg synes, jeg kan høre hende ude paa Gaardspladsen."

"Er Dagny derude?" udbrød Barnet med sin sædvanlige, robuste Iver, som var al Erindring om Moderen i samme Nu strøgen af hende. "Det skal vi snart faa at se!"

Og som en Stormvind foer hun ud af Haven.

Fru Betty saae forbavset efter hende. Saa rystede hun paa Hovedet, … hun forstod sig ikke paa det Barn. Hun var nu ikke langt fra at fortryde, hvad hun havde sagt, fordi hun egentlig sletikke havde haft Lov dertil. Naa … engang maatte dog Børnenes Sind forberedes paa dette Gensyn, hvorom hun selv nu ikke længer tvivlede. Emanuel havde vel ikke ligefrem sagt noget derom; men hun kunde forstaa paa alt, at han nu var fast besluttet paa at genoptage Samlivet med sin Hustru og i det hele gøre Alvor af en Tilnærmelse til sine forrige Venner. Han havde blandt andet fornylig talt til hende om et stort Møde, der i 431 Sommerens Løb skulde afholdes her paa Egnen, og hun antog, at det var hans Hensigt her for første Gang at forkynde det nye Syn paa Kristendommen, hvortil han mente at være kommen.

Ude fra Gaardspladsen hørtes nu Sigrids kommanderende Stemme; og et Øjeblik efter vendte Barnet tilbage med den lille Dagny, der netop denne Dag fyldte sit tredje Aar. Den lille pluskæbede Tyksak havde Favnen fuld af nyt Legetøj og trak efter sig en lille Træhest paa Ruller. Men trods disse rige Gaver saae hun meget mut og utilfreds ud, og da hun naaede hen til Tanten, gav hun sig til at rykke hende i Ærmet og energisk forlange at komme "ind til Fa'er."

Fru Betty søgte at stille hende tilfreds.

"Du veed jo nok, at Fa'er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen. Han sidder jo og læser, Dagny. Sæt jer nu hen i Solen, Børn, saa kommer han nok snart."

Sigrid trak atter rask afsted med det modvillige Fødselsdagsbarn. De anbragte sig paa Græsplænen og gav sig til at lege. Men stadig hørte man Dagny utaalmodigt mumle med sin mærkelige dybe Røst, at hun vilde "ind til Fa'er."

Forresten begyndte nu ogsaa Fru Betty at forundre sig over Emanuels Udeblivelse. Hun vidste, at han for længe siden var staaet op; allerede ganske tidlig imorges havde hun hørt ham spasere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue, saaledes som han plejede, naar han var stærkt optaget af noget. Men i det samme lød der Mandstrin inde i Havestuen; og et Øjeblik efter traadte Emanuel frem i den aabne Dør med en bredskygget Filthat paa Hovedet og en Egekæp i Haanden.

Han lignede omtrent sig selv fra forrige Dage, var tarveligt, ja fattigt klædt men saa mager, at Kinderne dannede store Hulninger ovenover Skægget. De lyseblaa Øjne var skinnende klare; og de dybe Skygger, der 432 laa omkring dem, gjorde dem endnu lysere. Haaret i Nakken bar han langt og tæt, saa det næsten naaede Frakkekraven, og det store, rødlige Skæg hang i Bølger nedover hans mørke Dragt.

"Hvad?" udbrød han og saae sig overrasket om. "Jeg troer virkelig, Solen skinner idag!"

"Kære – ser du først det nu?" sagde Søsteren og iagttog ham over sit Haandarbejde med et bekymringsfuldt Blik. "Saa har du vist igen siddet og glemt dig selv over en Bog eller noget andet. Husk paa, at Doktoren har advaret dig imod den megen Indesidden."

Han smilte, mens han stille nærmede sig over Græsplænen.

"Godmorgen, mine smaa!" sagde han til Børnene, der straks var løbet hen imod ham, og lagde Haanden velsignende paa deres Hoved. – "Naa … har I saa sovet godt i det fremmede Hus? Javist! Javist! … Jeg vilde ellers blot sige dig, Betty … Jeg fik et Glas Mælk og en Bid Brød af Angelica, saa du skal ikke bekymre dig om nogen Frokost til mig. Jeg vil se mig lidt om her paa Egnen. Forresten har jeg virkelig – som du siger – været optaget af en Bog. En mærkelig lille Bog! Og et mærkeligt Tilfælde i det hele! – –"

"Men du glemmer vist –" afbrød Søsteren ham med et betydningsfuldt Blik hen paa Fødselsdagsbarnet, der var bleven staaende paa Græsplænen, yderst slukøret, med Fingren i Munden og frembrydende Taarer i sine store vandblaa Øjne.

"Aa, Dagny, min Stump!" – Han tog Barnet op til sig og kyssede det bevæget paa bægge Kinderne. – "Gud velsigne dig, mit Barn! Ja, du maa da ikke tro, jeg havde glemt din Højtidsdag. Det havde jeg sandelig ikke! … Du har vel ogsaa fundet en lille Gave ved din Seng imorges – ja, der ser jeg den! Og Tante har nok betænkt dig rigeligt, lader det til. 433 Ja ja, tak nu den kære Gud for alt, mit Barn! … Men der kommer nok Angelica og vil have fat i jer."

Han satte hende ned paa Jorden, og bægge Børnene løb hen til Tjenestepigen, der var kommen frem i Havedøren for at kalde dem ind til Øllebrøden.

Emanuel tog Plads paa Bænken ved Siden af Søsteren og genoptog efter nogle Øjeblikkes tankefuld Tavshed sin afbrudte Fortælling:

"Jeg talte om den Bog, Betty. Tænk dig, det var en af Mo'ers gamle Bøger! … Jeg begriber ikke, hvordan den er kommen med herud; for jeg har aldrig set den før, og jeg kender den ikke. Er det ikke mærkeligt! … Det er jo næsten, som om jeg skulde læse den Bog, ikke sandt?"

"Men kan den ikke ganske simpelt have forputtet sig mellem de andre Bøger, du tog med derhjemmefra. Der var vistnok flere af Moders imellem."

"Ja, det er jo muligt – naturligvis. Men du kan tænke dig, hvor underlig bevæget jeg blev ved saadan ganske uventet at se Mo'ers Haandskrift og Navnetræk paa det første Blad. Inde i Bogen laa der et Mærke … rimeligvis paa det Sted, hvor hun sidst havde læst i den. Og der gav da ogsaa jeg mig til at læse. For det er saa underligt med Mo'er. Det er nu hændet mig saa ofte i mit Liv, naar jeg syntes, at alt blev mørkt og uvejsomt omkring mig, eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse paa min Tro og mit Haab, … saa har Mo'er paa en eller anden Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller vejledende Haand fra den anden Side af Graven. Nu inat, da jeg laa vaagen og ikke kunde falde isøvn – –"

"Kunde du nu igen ikke sove, Emanuel?" spurgte Søsteren og betragtede ham atter med et bekymret forskende Blik.

"Aa, det har ingenting at sige. Det var vel Rejsen, tænker jeg, … og de ny Omgivelser maaske. 434 Men, hvad jeg vilde sige … som jeg laa der og hørte paa Regnen og Blæsten og Hanernes Midnatsgalen … paa alle disse kære, kendte Lyd, som jeg nu ikke har hørt, siden jeg forlod Vejlby Præstegaard og Hansine, – saa vaktes der hos mig saa mange gamle Følelser, saa mange dyrebare Minder, der satte mit Sind og mine Tanker i Bevægelse. Det var, som gennemlevede jeg i Erindringen hele mit Liv … ikke stykkevis og ufuldkomment … men som en stor, forklaret Helhed. Ligesom fra Tinden af et højt Taarn saae jeg ud over den Vej, jeg har traadt, – forstod med en Klarhed som aldrig før, hvorfor Guds Haand rørte mig, bød mig staa stille og se tilbage – ind i mig selv! … Ja, Gud har været mig god! Der gik jeg saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor … og agtede ikke paa, at jeg fulgte dem i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjertedør, som Kristus har aabnet for os med Ordet: Mit Rige er ikke af denne Verden! … Ja det skal engang siges – siges med Alvor og Myndighed – vor Tid er fuld af falske Lærere, der leder Kristenheden paa Afveje; der ikke fornemmer, at den Vej, de fører Folket, gaar nedad, dybere og dybere nedad og vil ende i Fortvivlelsens Helvede!"

Han rejste sig op og saae over Havegærdet ud mod det flade Engdrag i Syd, hvor et Glimt af Sandinge Højskoles røde Mure skimtedes i det fjerne. Længe blev han staaende saaledes med oprejst Hoved, mens Fru Betty sad stille bøjet over sit Haandarbejde. Hun blev gerne imod sin Vilje grebet af Broderens Ord. Det var altid først bagefter, naar han var gaaet, at hans Tales sande Mening gik op for hende og skræmmede hende ved sin Uforsonlighed.

"Men du glemte, hvad du vilde fortælle om Mo'ers Bog," sagde hun, da Emanuel ikke fortsatte.

435 "Hvilket? … Naa Mo'ers Bog!" sagde han tankespredt og gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende med Hænder og Stok bagpaa Ryggen. "Ja ser du, det var blot en lille Samling smaa, religiøse Fortællinger – intet andet. Den Fortælling, som Mo'er havde lagt Mærke ved, handlede om en from Mand i Jødeland, om hvem det berettedes, at han al sin Tid havde været Genstand for Venners og Naboers Spot paa Grund af sin inderlige Hengivelse i Herren. Trods sit Barneforhold til Gud havde han stadig lidt Skibbrud med Hensyn til sin timelige Velfærd; hans Børn og Hustru døde, hans Kvæg blev sygt, han selv smittet af Spedalskhed. Tilsidst, fortaltes der, lagde et Uvejr hans Vinmark øde, og Lynet fortærede hans Hus. Og saa slutter Fortællingen med de dejlige Ord: Da gik han til Templet, bøjede sit Knæ og takkede Gud, – Verdens Børn til Forargelse. Ja! "Verdens Børn til Forargelse". De Ord havde Mo'er understreget. Og – ikkesandt? – de er ogsaa nok værd at tilegne sig. Naar Verdens daarlige Tale gør os tvivlraadige; naar vi begynder at blive rædde for vor egen Tro og siger til os selv: ja, har de andre maaske Ret; er det ikke Galskab, er det ikke Vanvid? – da kan det være godt at mindes Historien om denne fromme Mand i Jødeland, der havde en saa dyb Forstaaelse af Guds Kærlighed! – – Men hvem er det, der kommer der?" afbrød han sig selv ved Synet af to Personer, der nærmede sig ad Landevejen inde fra Fiskerlejet, – en hvidkjolet Dame med hvid Parasol og en sortklædt Herre med bredskygget Straahat.

"Hvor?" spurgte Betty og saae op. "Aa, det er jo Ragnhild Tønnesen!"

"Ja, nu ser jeg det," sagde Emanuel, – og der gled i det samme en urolig Skygge over hans Ansigt. "Men hvem er det, hun følges med?"

"Jeg veed ikke … Jo … Jeg troer virkelig … er det ikke Pastor Petersen?"

436 "Pastor Petersen? Boer han ogsaa herude!"

"Det maa han vel gøre. Og det kan være rimeligt nok. Han og Ragnhild har i den senere Tid været paafaldende meget sammen, har jeg lagt Mærke til."

"Ja saa," sagde Emanuel – hans Stemme var bleven lidt usikker. "Ja, Pastor Petersen har jo Ord for at være en kvindekær Mand … Kommer de herind, tror du?"

"Det gør de vel."

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde helst overladt til Betty at tage mod dette Besøg; men de fremmede derude havde allerede genkendt ham: Damen gav sig til at hilse med sin Parasol, og Herren svang sin gule Straahat.

 
V

Fru Betty rejste sig fra Bænken for at modtage de fremmede ved Havelaagen. Ragnhild Tønnesens Besøg havde hun ventet. Derimod var ogsaa hun højlig overrasket, ja næsten forskrækket over at se hendes Ledsager dukke op paa disse Enemærker.

Pastor Petersen var en sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-Ansigt. Dersom han ikke havde baaret sort Skødefrakke og hvidt Slips, kunde man ogsaa meget godt have antaget ham for Indehaveren af det ældre, komiske Rollefag i en Aktørtrup, især da hele hans Person, frem for alt hans kraftigt blussende Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder. "Pater Rüdesheimer" var da ogsaa det Navn, hvorunder han var bedst og videst kendt. I fortrolig Samtale fortalte han ofte selv med stor Aabenhjertighed, næsten med en Smule Stolthed, at en af Københavns fineste Restavratører engang havde kaldt ham sin næstbedste Kunde. Forøvrigt var han ikke Præst i selve 437 København men havde et indbringende Kald i Byens umiddelbare Nærhed; men da han var Enkemand uden Børn, saaes han saa godt som daglig i Hovedstaden, hvor han betragtedes som en af Selskabslivets Seværdigheder. Han havde i de senere Aar hørt til den afdøde Generalkonsul Torms Middags-Venner, og som saadan var han ogsaa af og til bleven indbudt til Etatsraad Hansted, mellem hvis Gæster han dog ikke altid var lige velset, endskønt det var bekendt, at han i religiøs Henseende var fuldkommen rettroende, endog strengt ortodoks, og at han i sit Sogn førte en skaanselsløs Kamp mod alle Dissentere.

Damerne anbragte sig paa Tremmebænken under Æbletræet, medens Pastor Petersen nedlod sig i en højrygget Havestol overfor dem. Emanuel derimod blev staaende oprejst og forskansede sig straks bag den uigennemtrængelige Tavshed, han gerne iagttog i fremmedes Nærværelse.

Pater Rüdesheimer lod, som om han sletikke lagde Mærke til, at han just ikke havde faaet nogen synderlig hjertelig Modtagelse. Med uforstyrrelig Sindsro tog han Hatten af Hovedet og tørrede sig over Panden med sit Lommetørklæde.

Da de første Hilsner var vekslede, de første Spørgsmaal om Rejsen, Befindendet o.s.v. besvarede, vendte Fru Betty sig imod ham og sagde:

"Det var virkelig en Overraskelse at træffe Hr. Pastoren her. Har De maaske været her længe?"

"Længe nok eller altfor kort … ganske som De behager, Frue! Naar Klokken bliver eet, har jeg været her præcis i tre Dage."

"Tre Dage … altsaa kom De hertil sammen med Frk. Tønnesen?"

"Samme Dag som Frk. Tønnesen, ja. Vil De sige mig, Frue … kunde jeg gøre andet? Jeg vil betro Dem, jeg har tænkt meget over den Sag. Men var 438 det ikke min ligefremme Skyldighed, min uafviselige Pligt?"

"Hvorledes? Deres Pligt, Hr. Pastor?"

"Ja, hvad mener De? Maa ogsaa jeg bede om en Forklaring," faldt Frk. Ragnhild ind.

"Jeg er overbevist om, at De, Frue, ganske deler min Opfattelse," fortsatte Pateren, – han sad let tilbagelænet mod Stoleryggen, havde anbragt Straahatten i sit Skød og holdt Hænderne med de korte, tykke, ringbesatte Fingre samlede foran Brystet, saaledes at kun Fingerenderne berørte hinanden. – "Jeg kunde dog virkelig ikke forsvare at lade en Dame af saa tiltrækkende Egenskaber som Frk. Tønnesen drage ganske uden Beskyttelse til et saadant "første Rangs Kursted", der ikke uden Berettigelse gør Fordring paa at kaldes et Nordens Ostende. Betænker man tillige det overvældende Indtryk af disse "vildt romantiske Naturomgivelser", som vi alle her har for Øje, vil man sikkert forstaa, at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den Beskærmelse, som saavel min gejstlige Distinktion" – han pegede paa sit hvide Slips – "som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig selv i dette moderne Sodoma vil kunne yde den."

"Nej, den Forklaring duer ikke, Hr. Pastor!" vedblev Fru Betty ufortrøden. "Maa jeg bede om en anden."

"Aa, hvor vil du dog høre paa de Taabeligheder!" afbrød Frk. Ragnhild i let irriteret Tone og lagde Haanden paa sin Venindes Arm. "Pastor Petersen fik imorges kold Te og har af den Grund været i sit utaaleligste Drille-Humør hele Formiddagen."

Pateren lod, som om han ganske overhørte denne Bemærkning.

Forøvrigt havde han ikke Uret. Frk. Ragnhild saae ingenlunde ufarlig ud i sin lyse Sommerdragt med de mægtige Pufærmer og den store Hyrdindehat, hvis hvide Filt "stod" fortræffeligt til hendes brunrøde Krushaar. 439 Man maatte indrømme, at hun havde holdt sig udmærket. Hendes Holdning var lige udfordrende rank, de pragtfulde, graablaa Øjne havde intet mistet af deres Glans, – ja hun var endog bleven lidt fyldig med Aarene og svagt rødmosset og en Smule koket … syntes kort sagt at befinde sig i den Efterblomstring, som forundes visse Kvinder i Slutningen af Tyverne, naar der paa dette Tidspunkt hænder dem noget afgørende.

"Ja, naar ikke den Forklaring tilfredsstiller Dem," – vedblev Pateren, vendt mod Fru Betty – "saa maa jeg jo se at finde en anden. Jeg vil da sige, at ogsaa jeg – ligesom vor Veninde, Frk. Tønnesen – har faaet en af Hovedstadens berømte Medicinmænd til at udstede Attest for, at mine Nerver trænger til længere Tids Hvile og Pleje. Og hvor skulde de vel kunne finde dette bedre end her i "Hotel Kattegat", der i sin elskelige Ukunstlethed synes mig et sandt Mønster paa et Forbedringshus – hm! – for Nerver. Jeg hører iøvrigt, at det er Dem, Frue, hvem vi er Tak skyldige for Opdagelsen af denne i Sandhed fredelige Plet."

"Nej, det er det dog ikke. Det var min Broder, der fik den Ide."

"Ja, Ære den, som æres bør," sagde Frk. Ragnhild med en Bøjning hen imod Emanuel. "De kan tro, Hr. Pastor Hansted, at jeg allerede har storvelsignet Dem nogle Gange … især den første Aften, da jeg fandt en Mus i min Seng. Jeg haaber, det ringede med Stormklokker for Deres Øren dengang."

Emanuel foer let sammen ved hendes Tiltale, – hans Øjne havde agtpaagivende vandret frem og tilbage imellem Pateren og Frk. Ragnhild, mens disse udfægtede deres lille kammeratlige Skærmydsel. Men han fattede sig hurtigt og mødte hendes overmodige Øjekast med et fast Blik.

"De synes rent at glemme, Frk. Tønnesen," – sagde han fuldkommen behersket – "at da jeg valgte 440 dette Sted til vort Sommerophold, var der ingensomhelst Anledning for mig til at tage ogsaa Deres Vaner og Tilbøjeligheder i Betragtning. Jeg vidste jo nemlig sletikke, … ja, jeg kunde end ikke ane, at De for Alvor tænkte paa at gøre min Søster Selskab herude. De vil maaske ogsaa erindre, at jeg, da De fortalte mig, at De havde faaet "denne Flyve-Ide" – som De selv udtrykte Dem – absolut fraraadede Dem at …"

"Ja, De fraraader jo altid!" afbrød hun ham med slet dulgt Utaalmodighed og vendte sig mod de andre. "Ikke sandt, Pastor Petersen? Dersom Hr. Hansted fik Lov at raade for Verdensordenen, saa gik vi saamænd endnu allesammen omkring med vore Mælketænder. Troer De ikke?"

Pateren truede ad hende med Fingeren.

"Hvor De er slem, Frøken!" sagde han med en Hovedrysten, idet han straks igen indtog sin forrige Stilling med Hænderne samlede foran Brystet, saaledes som de hellige Mænd paa gamle Kirkemalerier. Men over hans sorte, præstelige Dragt dansede et lystigt Mylr af smaa, gyldne Solpletter; og om hans store, æselsgraa Hoved lagde Æbletræets Grene ligesom en druebladet Skyggekrans, der underfundigt fremhævede hans Lighed med en skalkagtig Satyr, der er graanet i Bacchi Tjeneste.

"Jeg maa i det hele advare Dem imod Frk. Tønnesen," sagde han til Emanuel. "Frøkenen bagtaler Dem paa det styggeste. Nu har jeg gaaet her og glædet mig til Deres Ankomst, blandt andet for at faa et Parti Kegler med Dem engang imellem … en Keglebane er nemlig det eneste Forlystelsesetablissement, jeg hidtil har kunnet opdage her i Ostende. Men paa Vejen herhen idag søger Frk. Tønnesen at indbilde mig, at De ikke spiller Kegler, ja at De endog skal være aldeles utilbøjelig til at dyrke en saa ædel Idræt."

"Frk. Tønnesen har virkelig denne Gang haft Ret," 441 svarede Emanuel kort. "Jeg maa bede Dem ikke at gøre Regning paa mig."

"Herregud! Saa er det altsaa virkelig sandt! … De spiller ikke Kort, De nyder ikke Vin, De ryger ikke Tobak, og nu vil De heller ikke spille Kegler! … En komplet Helgen altsaa!"

"Kære, har De ikke vidst det før?" spottede Frk. Ragnhild.

Emanuel blev bleg og bed sig i Læben. Men han svarede ikke.

"Ja, saa er jeg altsaa fremdeles henvist til min Med-Pensionær, Hr. Børstefabrikant Mikkelsens Barmhjertighed," sukkede Pateren. "Naa – han slaar virkelig en ganske proper Kugle. Han har en Force i venstre Spænd, som jeg højligen beundrer … højligen beundrer!"

"Men her er dog saa megen anden Oplivelse, Hr. Pastor," indskød hurtigt Fru Betty, hvem Emanuels Holdning havde gjort nervøs, og som ønskede at give Samtalen en anden Retning. "Der er virkelig ganske smukt heromkring. Og De er jo en stor Ynder af Naturen. De er jo endog en ivrig Jæger, har jeg ladet mig fortælle."

"Jeg er Dem i høj Grad forbunden for Deres fordelagtige Mening om mig, Frue! Men desværre … jeg er et ganske prosaisk Menneske! Jeg nægter ikke, at jeg har et lille Sværmeri for at sole min dovne Krop paa en Kløvermark. Jeg finder det ogsaa yderst behageligt en varm Sommerdag at tage en lille Middagsslummer i Skyggen af et Skovhegn, ved Bredden af et køligt skvulpende Vand … især naar det ikke er altfor langt fra et Sted, hvor man ogsaa kan faa Vand paa Maskine. Men for de saakaldte højere Naturnydelser mangler jeg desværre al Sans … al Sans! Jeg skammer mig ved at tilstaa det; men troer De f.Eks., at det igaar var mig muligt at drive mig op til nogen nævneværdig Begejstring for det sikkert højst poetiske Regnvejr? 442 Jeg saae kun, at det øsregnede, da jeg stod op, at det plaskregnede, da vi spiste Frokost, og at det ved Middagstid var et saadant Skybrud, at Vandet styrtede spandevis gennem Skorstenen ned i Suppegryden … at dømme efter Suppens Smag i hvert Fald."

"Ganske som jeg!" istemte Frk. Ragnhild med forceret Livlighed. "Pastor Petersen og jeg er i det hele forbavsende enige. Dersom jeg sad Dem lidt nærmere, Hr. Pastor, vilde jeg række Dem min Haand!"

Paa Paterens Ansigt bredte der sig et lystigt Smil. Han rejste sig op og gik hen og kyssede galant den yderste Spids af Frk. Ragnhilds behandskede Haand.

"Hvor artigt!" sagde hun og blev lidt rød.

Emanuels Øjne begyndte atter at vandre iagttagende frem og tilbage imellem dem; Fru Betty derimod blev lidt forlegen og gav sig pludselig til at sysle med sit Haandarbejde.

"Som sagt, Frue," fortsatte Pateren, da han atter var kommen tilsæde. "Jeg er kun et stakkels prosaisk Menneske, der trænger til vor lyrisk bevægede Tids Overbærenhed. Min stakkels fattige Aand er altfor tung til at svinge sig op i de Regioner, hvor min ærede Samtid udfolder saa forbavsende Præstationer i den højere og højeste og aldrig forhen her paa Pladsen sete Luftgymnastik. Jeg maa nøjes med i Beskedenhed at være en oprigtig beundrende Tilskuer! … Jeg kommer forresten derved til at tænke paa, hvad Dagens Blade fortæller, at der med det første skal afholdes et storartet Møde derinde paa den celebre Højskole. Hvad siger egentlig De, Hr. Pastor Hansted, om Deres forhenværende Meningsfæller? Ikkesandt? Det er i hvert Fald en ganske kvik Ide, saadan med visse Aars Mellemrum at holde en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og Vorherre selv."

Emanuel havde een Gang for alle foresat sig ikke 443 at tale om alvorlige Ting med denne Mand og svarede derfor blot med en undvigende Mumlen.

"Bare de nu maa være heldige og dømme rigtigt … det er det, jeg frygter mest!" vedblev Pateren ufortrøden. "For – sandelig! – vi har i vore Dage erfaret, hvad der kan komme ud af blot den allermindste Smule Uagtsomhed paa saadanne Omraader. Ja, De har naturligvis ogsaa læst Pastor Magensens epokegørende Skrift om Helvede og Helvedstraffene? Tænk, der har nu vi kristne i nitten Aarhundreder gaaet og baaret paa Angsten for den evige Forstødelse fra Guds Aasyn. Som en knugende Mare har Forestillingen om Fordømmelsens Gru hvilet over Menneskenes Sind, … og nu kommer velagtede Pastor Magensen eller en tysk Professor, eller hvem det nu oprindeligt er, og beviser os saa klart, som to og to er fire, at det hele beroer paa en Misforstaaelse, en forkert Opfattelse af et Ord i Grundteksten, en beklagelig Oversætterfejl, som først nu har faaet sit Notabene. Er det dog ikke en skrækkelig, en næsten oprørende Tanke! Der har hin gamle fromme Eneboer siddet og oversat i sit Ansigts Sved og været paapassende og nøjeregnende med hver Stavelse … indtil han er kommen til det fatale Ord. Her har han et Øjeblik rentud sagt sjusket. Maaske er han bleven forstyrret, en Ven er kommen ind for at spørge til hans Befindende, eller en Flue har sat sig paa hans Næse … og vips er det skæbnesvangre Ord sluppet ned paa Papiret. Og Vorherre, som dog kort forinden havde sendt sin enbaarne Søn herned til os og ladet ham lide og korsfæste for at tænde Sandhedens Lys for Menneskene … Vorherre har i sin Himmel rolig været Vidne til, at vi paa Grund af denne lille Oversætter-Unøjagtighed igen styrtedes ned i en totusindaarig Vankundighed. Sandelig, det gamle Ord har Ret: Liden Tue kan vælte stort Læs! … Men, kære! De staar med Stok i Haand," afbrød han sig selv, da Emanuel stadig intet svarede. "Jeg opholder 444 Dem dog vel ikke? De stod maaske i Begreb med at gaa ud?"

"Jeg nægter ikke," svarede Emanuel. "Jeg havde tænkt at spasere – –."

"Godt! Saa tillader jeg mig at følge Dem et Stykke paa Vej. Jeg kan vist have godt af en lille Motion før Badet. Og jeg kan vel ikke gøre Regning paa Deres Følgeskab mere i Formiddag, Frk. Tønnesen?"

"Nej, jeg bliver her og holder Fru Torm med Selskab. Forresten … et Ord, før De gaar, Hr. Hansted! Jeg vilde gerne bede Dem gøre mig en Venskabstjeneste. Jeg har for Tiden et sandt Sværmeri for Lyngblomster, denne uanselige, duftløse lille Urt, Beskedenhedens Symbol o.s.v. Aa nej, sæt dog ikke straks det Jeremias-Ansigt op! Jeg vilde blot bede Dem vise mig den Elskværdighed at plukke en lille Buket paa Deres Spadseretur … at sige, dersom det da ikke forstyrrer Dem i Deres Grublen over en ny og bedre Verdensorden. Jeg vilde sandelig skrækkelig nødig ligesom hin næsvise Flue, Pastor Petersen talte om, være Aarsag til, at de næste totusinde Aars Menneskelykke forspildtes. Dersom derfor noget saadant skulde kunne befrygtes, maa De endelig lade, som om jeg ingenting har sagt."

Blodet veg atter Emanuel fra Kind og Læber, og Skyggerne under hans Øjne blev foruroligende sorte. Men paany erindrede han sig sin Herre og Mesters Ord: "Naar nogen slaar dig paa din højre Kind," – og han tav. Præget af en overmenneskelig Sjælsstyrke stod han ubevægelig og saae ned paa hende med et Blik, hvori Medynk og Smerte vemodig var sammenblandet.

Men denne Tavshed og dette Blik æggede blot yderligere den spottelystne Frøken; det var, som dreves hun af en uimodstaaelig Trang til ret at saare ham. Situationen var nær ved at blive uhyggelig, da Pateren traadte imellem og med en pludselig og overraskende Alvor og ikke uden Myndighed sagde:

445 "Nu forivrer De Dem, Frøken Tønnesen! Og De er desuden ganske uretfærdig. De glemmer, at Hr. Hansted lige er ankommen hertil og derfor har nok at tage Vare paa. Hvorfor kan De ikke overdrage til mig at plukke de ønskede Blomster? De veed, jeg gør det inderlig gerne."

"Aa ja, det er vist ogsaa det bedste. Med Dem kommer man altid saa let ud af det. De er saa behagelig jordisk. Tak skal De have, Hr. Pastor! Og paa Gensyn!"

 
VI

Efter at Herrerne var gaaet, blev de to Veninder endnu i nogen Tid siddende sammen under Æbletræet. I lang Tid var der ingen af dem, som talte. Frk. Ragnhild, der var bleven varm af Iver, sad og viftede sig med sin sammenslaaede Parasol, mens Fru Betty havde bøjet sig dybt ned over sit Arbejde; hun var alvorlig forstemt.

"At I to dog altid skal skændes!" sagde hun endelig paa sin stilfærdige Maade uden at se op.

"Hvem? … Naa, din Broder og jeg! Aa du, det er bare saadan en Vane, vi har fra gammel Tid. Du lader dig dog vel ikke anfægte deraf, kære Betty? Det er nu engang bleven vor Maade at konversere paa. Forresten er vi vel ogsaa omtrent saa uenige, som et Par Mennesker ret godt kan være."

"Ja, det er I vel."

"Du lader næsten, som det forundrer dig, Betty?"

"Aa ja – lidt."

"Men jeg forstaar ikke … du har dog selv ofte nok beklaget dig over, hvor vanskeligt, ja umuligt det var for dig og din Familje at komme tilrette med din Broders ejendommelige Maade at tage Livet paa."

"Det er en hel anden Sag, Ragnhild. Fa'er har 446 overhovedet aldrig kunnet forstaa Emanuel, og jeg selv har ganske vist ogsaa mangen Gang ondt ved at forlige mig med hans Anskuelser og Levevis … om min Broder Carl vil jeg nu slet ikke tale. Men selv om man ikke deler en andens Livsopfattelse, kan man dog nok respektere den."

"Jeg troer virkelig, du begynder at blive lidt paavirket af din Broder, kære Betty. Jeg har mærket det i den sidste Tid."

"Aa Snak, Ragnhild! Hvor du taler!"

"Ja ja. Lad os da ikke snakke om det. Forøvrigt – har din Broder ikke altid haft en vis Lyst til at være anderledes end andre? Det forekommer mig, du selv engang har ytret noget saadant."

"Emanuel er min Moders Søn. Og Moder var jo heller ikke, som Folk er flest."

Fru Betty sagde disse Ord med høj Rødme paa Kinderne, – det var nemlig første Gang, at hendes Moder var bleven nævnet dem imellem. Men hun havde følt Trang til engang for Alvor at tage Emanuel i Forsvar overfor Venindens idelige Spotterier.

"Hvad Fader angaar," – vedblev hun – "saa har han nu aldrig ret kunnet forlige sig med, at Emanuel blev Teolog. Fader er jo desværre ikke saa religiøs, som det var ønskeligt. Han vilde i sin Tid absolut, at han skulde studere Jura. Men Emanuel havde lovet Moder at blive Præst, og herfra stammer oprindelig det vanskelige Forhold imellem dem … det mente i hvert Fald Torm. Du kender jo Faders umaadelige Principfasthed. Og Emanuel er jo hellerikke eftergivende, saasnart det gælder hans Tro."

"Aa nej, deri giver jeg dig ganske Ret. Forresten – siden du nu selv nævner det – Pastor Petersen og jeg talte netop om din Broder paa Vejen herned. Pastor Petersen mente, at din Broder vel maatte have en bestemt Hensigt med sit Ophold her."

447 "En bestemt Hensigt? … Hvorledes mener du?" spurgte Betty og saae op.

"Aa, jeg mener blot, at din Broder vel agter at søge fornyet Tilnærmelse til sine forrige Venner her … og maaske ovre paa den anden Side af Fjorden ogsaa. Han har vel i det hele næppe i København fundet den Modtagelse, han havde paaregnet."

"Hvilken Modtagelse mener du?"

"Kære, tag det ikke saa højtideligt! Jeg kender det af egen Erfaring, hvor nemt man i Begyndelsen bliver skuffet i sine Forhaabninger, naar man kommer ude fra Landet, hvor man jo overalt har været en selvskreven "Nummer Et". Man føler sig saa let overset og tilsidesat …"

Fru Bettys Stemme dirrede let, da hun svarede:

"Naar min Broder i disse halvandet Aar har opholdt sig i København, er det alene, fordi han har fundet det nødvendigt for sin Udvikling. Man kan derom mene, hvad man vil; men man har ikke Lov til at tillægge det nogen egennyttig Hensigt."

"Kære Betty, det gør jeg sandelig heller ikke. Men du kan dog vist ikke finde det helt unaturligt, at din Broders Forhold f.Eks. til hans nærmeste Paarørende – kan vække nogen Forundring."

"Hvad mener du?"

"Ja, undskyld … jeg vil nødig være indiskret. Men du lægger mig selv Spørgsmaalet paa Tungen: hvad har egentlig hans Kone sagt til denne lange Adskillelse?"

"Selvfølgelig har hun ganske billiget den … ja hun har udtrykkelig ønsket den for Emanuels Skyld."

Fru Betty var atter bleven rød. Det var nemlig ogsaa første Gang, at Broderens Hustru var bleven nævnet dem imellem. Som adskillige andre havde ogsaa Fru Betty i sin Tid haabet paa en Forbindelse mellem Veninden og Emanuel, og hun mente at vide, 448 at det væsentlig var Ragnhild, der bar Skylden for, at dette Haab ikke var gaaet i Opfyldelse.

"Saa alt dette har altsaa du og Pastor Petersen gaaet og snakket sammen om," sagde hun efter nogle Øjeblikkes Tavshed. "Det overraskede mig forresten ikke saa lidt at træffe Pastoren her. Den Rejse maa da være bleven pludselig bestemt."

"Det blev den vist ogsaa."

"Hvad kan egentlig have ført ham herud? Han gaar da ikke og er forelsket i dig, Ragnhild?"

"Jeg veed saamænd ikke. Jeg har ikke spurgt ham."

"Men du er dog glad ved hans Selskab. Han er jo underholdende."

"Ja, han morer mig. Han er saadan en fornøjelig Hanswurst-Figur. Herregud, du! Vi kan jo ikke alle gaa omkring og være bekymrede Verdensforbedrere."

"Du skulde dog vist passe lidt paa, Ragnhild. Pastor Petersen er – trods sin Alder – vel næppe helt ufarlig. Han har jo ogsaa Ord for at være en meget kvindekær Mand."

Ragnhild slog en lille Latter op.

"Hør, veed du hvad, Betty! Det kan man vistnok sige om de fleste Mandfolk. Hvad har din egen Erfaring lært dig?"

Fru Betty svarede ikke. Hun blev atter stødt af Venindens Tone og frie Udtryksmaade. Hun var i det hele i sit Forhold til hende begyndt at føle lidt af den samme Art Generthed, som Ragnhild i deres Bekendtskabs allerførste Tid havde kunnet vække hos hende ved sin lidt provinsielle Smag for opsigtsvækkende Toiletter. Og i sit stille Sind tænkte hun paa, om det maaske alligevel ikke var godt, at Forbindelsen mellem hende og Emanuel ikke var bleven til Virkelighed.

449

VII

Derude paa den solhede Landevej vandrede imidlertid Emanuel og Pastor Petersen. Langsomt steg de op ad den bugtede Vej, som førte over en Samling nøgne Bakkeknuder, de saakaldte "Hammerbakker", der dannede Landets Afslutning i Vest, … et øde og tavst Lynglandskab, over hvis højeste og fjerneste Top et korsdannet Sømærke tegnede sig mørkt mod den lyse Himmel.

Det var stadig Pastor Petersen, der førte Ordet. Emanuels Sind var endnu ikke kommen i Ligevægt efter Sammenstødet med Frøken Ragnhild. Hans Ansigt var endnu blegt, og han gik halvt bortvendt og saae i urolig Aandsfraværelse ud over den spejlblaa Havbugt.

Det var atter "Vennesamfundet" og dets reformatoriske Bestræbelser, som den stadig spøgefulde Pater havde bragt paa Bane.

"Jeg skal sige Dem" – sagde han – "ogsaa jeg gør mig skam bekendt med de mange opsigtsvækkende Flyveskrifter og Flyveblade og andre Flyveredskaber, hvormed ærede Samtidige render Storm mod Himlen. Man vil jo gerne følge med Tiden, ikke sandt … skønt det sandelig ofte kan være vanskeligt nok for en aldrende Kavaler. Tiden vimser saa skrækkelig gesvindt afsted. Der lægger man sig en Aftenstund trygt til Hvile i Tillid til sin paa de allernyeste Forskninger samvittighedsfuldt grundede Tro – og den næste Morgen læser man i sit Flyveblad under et Opraab til fornyet Abonnement, at man allerede er sakket langt agterud, at Videnskaben har afluret Vorherre nye Hemmeligheder, og at alle Gaaders Løsning nu vil følge i næste Kvartal. Synes De ikke ogsaa, Hr. Hansted, at d'Hrr. Vilh. Pram og Pastor Magensen med Suite kunde fare lidt mindre voldsomt frem? Det forekommer mig, at de gode Folk noget for meget fremkalder 450 Indtrykket af en Flok udbrudte Slaver, hvem Frihedsfornemmelsen har gjort ganske kannibalske. Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer og andre menneskelige Skrøbeligheder. Jeg saae forleden, at en af Hr. Prams oplyste Lolliker havde anrettet et sandt Massemyrderi paa overhovedet alle Kristendommens overnaturlige Forestillinger. Endog de uskyldige smaa Guds Engle blev skaanselsløst nedslagtede og under megen Hoveren kastet i Fantasifostrenes store Fællesgrav. – Ja, alting er en Videnskab, sa'e Fanden, han pustede Alterlysene ud med Rumpen! Jeg forstaar bare ikke, hvad Fornøjelse disse lærde Herrer kan have af deres blodige Ofringer til det nye Kvartals Guder. At de aabenbare Fornægtere, de virkelige Fritænkere kan gotte sig ved saaledes at se Kristendommen reduceret til et tørt, historisk Skelet, et Slags religiøst Spøgelse, der mærkværdigvis endnu holder til i vor oplyste Tidsalder … det kan jeg forstaa, ja det finder jeg ganske i sin Orden. Men naar man dog vil være Medspiller og gøre en Indsats i det store Himmel-Lotteri, begriber jeg sandelig ikke, hvor man kan være saa forhippet paa at faa konstateret saa mange Nitter som muligt. Jeg for mit Vedkommende tilstaar ærligt, at jeg foretrækker den Kollektion, der stiller mig den mest lokkende Gevinst i Udsigt. Og som alle uforbederlige Spillere tvivler jeg ikke et Øjeblik om, at jeg har det lykkelige Lod i min Haand."

Emanuel var efterhaanden bleven opmærksom; Pateren havde med sine Ord berørt Spørgsmaal, der dybt og inderligt bevægede ham selv. Trods sin Beslutning om ikke at tale alvorligt med denne Mand kunde han derfor nu ikke lade være at sige:

"Jeg har – Gud være lovet! – selv faaet Blikket aabnet for den Vildfarelse, der ligger i at anlægge en 451 jordisk Maalestok paa Ting, som kun har Virkelighed for Sjælens opladte Øje. Den megen Strid om de bibelske Fortællingers Troværdighed forstaar jeg derfor sletikke. Selv i Beretningen om Jesu'2 Lidelse og Død er det dog ikke Sagens Virkelighed, der har den afgørende Betydning for os. Men – jeg nægter ikke – ligesaa falsk forekommer det mig at opfatte Forholdet til vor himmelske Fader som en Art tvivlsom Forretning, et voveligt Lykkespil, da dog Troen, Hengivelsen – "Indsatsen", som De udtrykte Dem – bærer Belønningen i sig selv. Aldrig kan Frygten for tilkommende Straffe i Evigheden saa lidt som Forventningen om et hinsidigt Himmerigsliv blive afgørende for den sande kristnes Forhold til den himmelske Fader, men alene Bevidstheden om ydmygt at gøre hans Vilje. Hvorfor i det hele altid tale, som om "det andet Liv" først begyndte med Døden? Det er dog den levende Følelse af at vandre for Herrens Aasyn, der er den Salighedens Glæde, som allerede her paa Jorden forundes Guds Børn, – og den formaar hverken nogen Bibelkritik eller anden videnskabelig Opfindelse at rokke ved endsige tage fra os."

"Naa – hm," rømmede hans Ledsager sig.

"Men det er vist forøvrigt frugtesløst at fortsætte denne Samtale," afsluttede Emanuel, der hurtig havde fortrudt sin Fortrolighed. "Vi har sikkert saa vidt forskellige Anskuelser, at en Forstaaelse næppe – –"

"Aa hvad, lad os bare snakke fra Leveren!" udbrød Pateren livfuldt. "Endnu spankulerer vi dog bægge to omkring her paa Jorden og taler Menneskenes Sprog og er de samme menneskelige Vilkaar underkastede, … hvilket iøvrigt minder mig om, at jeg har et Ærinde til Dem, Hr. Hansted … eller en Forespørgsel, hvad De nu vil kalde det. Jeg traf for nogle Dage siden min Fætter, Stiftsprovsten, som jo ogsaa De kender personlig fra Deres Faders Hus. Vi kom blandt andet til at tale om Dem og Deres Beslutning 452 om ikke at søge noget nyt Embede i Statskirken, – hvad Stiftsprovsten højlig beklagede. For – ikke sandt? – det er jo vedblivende Deres Standpunkt?"

"Ja."

"De kan slet ikke tænke Dem Muligheden af at lade Dem overtale til at forsøge med et andet – et nyt og godt – Præstekald, hva'?"

"Nej."

"Og hvorfor egentlig ikke?"

"Fordi jeg ikke vilde kunne det uden at krænke Sandhedsforholdet enten til Gud eller til Menneskene."

"Fordi De anser den bestaaende Kirkes Lære for en Vranglære?"

"Fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed … ja."

"Hør nu engang, Hr. Pastor Hansted!" tog Pateren tilorde, idet han standsede foran ham med bægge Hænderne i Siden. "Jeg er tyve Aar ældre end De, saa jeg har vel Lov til at bruge lidt Frisprog overfor Dem. Jeg vil da for det første fortælle Dem, – hvad De maaske vil have lidt ondt ved at forstaa – at ogsaa jeg engang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i Mester Eckardt, Johan Tauler, Søren Kierkegaard, og hvad nu alle de andre kanoniserede Saltomortale-Akrobater hedder, som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum hovedørt. Jeg taler derfor af Erfaring, naar jeg siger Dem: Se vel til, at De ikke knækker Halsen! Vil De lyde mit Raad, saa tag De Dem uden Skrupler et nyt Præstekald med solide Indtægter og en god Avling – det hjælper saa dejligt til igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen! Det sagde ogsaa Deres Fader, da jeg talte med ham forleden, inden han rejste til Carlsbad. Jeg kan heller ikke tro andet, end at De inderst inde selv maa føle Trang til igen at faa Fodfæste her i Livet, blive uafhængig og selvstændig … 453 ja, undskyld, at jeg siger det … men De maa rimeligvis endnu tydeligere end andre have følt, at Deres Fader ikke just med Tilfredshed har været Vidne til Deres senere Udvikling. De kunde nu gøre den gamle Mand en stor Glæde ved at følge mit venskabelige Raad. Herregud, Deres Fader har næppe lang Tid tilbage! De veed, hvor svag og nedbøjet han er, – det staar nu til Dem at gøre hans sidste Dage saa lyse og bekymringsfri som muligt!"

Emanuel stirrede mod Jorden og svarede intet. Han havde hurtigt forstaaet, at det var hans Familje, der stod bag dette fornyede Forsøg paa at bortvende hans Tanker fra Gud, – og hans Hjerte blev tungt af Sorg. Imidlertid misforstod Pateren hans Tavshed og fortsatte ivrig sin Overtalelse. Med en bred Haandbevægelse pegede han ud over det sommerfrodige Eng-Landskab, som de fra deres høje Stade kunde overskue helt ind til den anden Side af Sandinge By, og sagde:

"Se Dem dog om, bedste Hr. Hansted! Lad Dem ikke længer forblinde af Jordelivets mange Bagtalere! Se paa Køerne dernede, hvor velbehageligt de staar og dasker sig med Halen! Hør Fuglene dernede i Buskadserne, hvor de er glade for deres Æg og Unger! Eller se den tykke, fortumlede Bi der, som putter hele sit lodne Hoved ned i Blaaklokken ligesom en tørstig Tysker i et Ølkrus. Og saa skulde vi Mennesker mangle Evne til at indrette os det menneskeligt her i Verden! … Slaa dog alle Griller af Hovedet, kære Ven! De vil engang komme til at fortryde det, hvis De ikke nu tager imod Livets elskværdige Indbydelse! Jeg vil fortælle Dem, at min Fætter, Stiftsprovsten, udtrykkelig talte til mig om et ledigt Embede, som vilde passe udmærket for Dem. En dejlig Egn med Skov og Sø, en udmærket Præstegaard i gammeldags, idyllisk Stil – Mage til den dernede i Sandinge – med en prægtig Have for Deres Børn at lege i, ikke mere end en god Fjerdingvej til Annekset og en højst fredelig 454 Befolkning. Ikke sandt! Det er sandelig ikke til at kimse af! … Hvad siger De? Kan det virkelig ikke friste Dem?"

Emanuel stod vedblivende tavs og saae mod Jorden. Paterens Ord og Haandbevægelse, det øde, ørkenagtige Sted, hvorpaa de stod, den store Stilhed omkring dem, og dette vide Syn ud over den frugtbare Slette … alt dette drog ham underfuldt tilminde hint Øjeblik i hans Herre og Mesters jordiske Liv, da Fristeren kom til ham og sagde: "Fald ned for min Fod, og jeg vil give dig al denne Verdens Herlighed!" – Alt blev ham i det samme aabenbart. Han forstod, at Gud ved denne fremmede Mand paany havde villet prøve hans Troskabs Styrke, forsøge hans Mod til at følge ham paa Troens svimlende Sti … "Verdens Børn til Forargelse."

Han løftede Hovedet. Der hvilede som et forklaret Lys over hans Træk, idet han sagde:

"De mener mig det vistnok godt, Hr. Pastor. Men … jeg nævnede det før … vi forstaar næppe hinanden. Vore Veje er ikke de samme, og for hver Dag, der gaar, vil de fjernes mere. Dette beder jeg Dem sige til dem, der har sendt Dem til mig. Sig dem, at jeg er inderlig bedrøvet over at maatte volde dem Sorg. Og dog er jeg fuld af Fortrøstning. Sig dem, at jeg daglig beder til, at vi engang skal mødes for Herrens Aasyn. – Guds Fred, Hr. Pastor!"

 
VIII

Løftet og styrket af dette Møde fortsatte Emanuel sin Vandring op over Lyngen. Dog varede det ikke længe, før hans Tanker langsomt dalede mod Jorden. Han kom til at tænke paa, hvad der vel kunde være Grunden til den Interesse, Pastor Petersen i den senere Tid saa tydeligt havde vist ham. Det saae næsten ud, som om det var Pastoren magtpaaliggende at faa ham 455 fjernet og vel forsørget. Skulde der virkelig kunne være noget om et begyndende Forhold mellem ham og Frk. Ragnhild? – spurgte han sig selv og var dermed paany dybt inde i den labyrintiske Tankegang, i hvilken han Dag og Nat i Angst og Uro forvildede sig.

Frk. Ragnhild – ja! Ogsaa paa hende havde han tænkt i denne Nat, da han laa vaagen og saae tilbage paa den bugtede Vej, ad hvilken Gud havde ledet ham op til sig. Hans Tanker havde dvælet ved Erindringen om hine Forsmædelsens Dage umiddelbart efter hans Tilbagekomst til København, da han – raadvild med sig selv, mistvivlende om alt, forført af sine Omgivelsers Overtalelser – et Øjeblik havde søgt Glemsel for sine fejlslagne Forhaabninger i Livets Tummel og været paa Nippet til at sælge sin Sjæl til Torvets Afguder. Som i en Vision havde han paany gennemlevet hin Vinteraften efter sin afdøde Svogers Fødselsdagsselskab, da han ophedet af Mad og Vin, forvirret af Festens Lys og Flitter, betaget af Frk. Ragnhilds hvide Skuldre havde fulgt hende hjem gennem de mørke Gader og udenfor hendes Dør grebet hendes Haand med en Tilstaaelse paa Læberne. Hun havde stødt ham fra sig, og han var gaaet bort med Blodet i Oprør og Sindet forbitret. Men da han kom hjem i sin Stue og afstrøg en Svovlstik for at tænde Lampen, faldt hans Blik i det samme paa det store, tornekronede Kristushoved, der hang paa Væggen over Skrivebordet, – og han foer sammen. I det flakkende Lysskær var det for ham, som om Billedet med eet blev levende. De tunge Øjelaag løftede sig, de dybe Øjne saae paa ham med et til Døden bedrøvet Blik, der syntes at sige: "Hvi svigter du mig"!

Hin Nat begyndte den fortærende Sjælekamp, som siden ikke havde givet hans Hjerte Ro. Ligesom Jakob i den bibelske Fortælling havde han kæmpet med Gud og raabt til ham i sin Nød: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"

456 Han havde undertiden troet, at Kampen allerede var udstridt, Sejren vunden, Syndens Aag afkastet! Gang efter Gang havde han tænkt at kunne skrive det til Hansine, at nu var den frydefulde Time kommen, da de kunde genforenes i lutret Kærlighed og forny deres Troskabspagt for Evigheden. Saaledes netop i denne Nat. Mens han laa søvnløs og lyttede til Regnens ustandselige Fald, havde han følt sig som løftet op over al Jordelivets Ve og Vaande til salig Forening med Gud. Hans Hjerte slog saa stille og fredeligt; ingen jordisk Attraa, ingen Bekymring formørkede hans Sind. Han fornam sin Sjæl som en vidtstrakt, spejlblank Indsø, badet i det himmelske Lys. I Skikkelse af hvide Duer fløj hans Tanker henover den, rørte den blanke Flade med deres Vinge og forsvandt.

Nu havde Mødet med Frøken Ragnhild atter vakt Kødets Dæmoner; … han havde følt sit Hjerte banke heftigt, da han saae hende dukke op ved den fremmede Mands Side. Ak, han skulde ikke klage, ikke fortvivle, fremfor alt ikke formastelig kræve Gud til Regnskab. Han forstod det saa godt, at han, hvis Fald havde været saa dybt, først sent og gennem haarde Prøvelser kunde vente Oprejsning. Dog havde han ofte maattet grunde over, hvorfor Gud netop lod det være for en letfærdig Kvindes Skyld, at han endnu holdtes fangen i Dødens Snarer, – han, som aldrig før havde haft en ukysk Tanke, aldrig havde syndet mod det sjette Bud.

Som han gik der i Tanker, blev han opmærksom paa en lille Lynghytte, der dukkede op foran ham umiddelbart ved Vejen. En pjaltet Kone stod udenfor og pindede Kvas, og ved den solbeskinnede Gavl sad en graahaaret Krøbling paa en Halmvisk og lallede som et Barn.

Emanuel standsede uvilkaarlig. Det var nu saa længe, siden han havde staaet Ansigt til Ansigt med den usminkede menneskelige Elendighed, at han studsede 457 ved Synet. Han mindedes Mosekærshusene derovre i hans forrige Hjemstavn, – hin Samling ynkelige Lerrønner, hvis Nød og Savn han i sin Tid ved egne og andres Opofrelser forgæves havde søgt at afhjælpe – og han faldt i Tanker. Ak, hvor havde han dog den Gang slet forstaaet, hvad der tjente til Menneskenes Bedste!

Da Konen omsider fik Øje paa ham, nærmede han sig og bød Guds Fred.

Men istedetfor at svare mumlede Konen en Ed og gav tydelig tilkende, at hun ikke ønskede at indlade sig med ham.

"Hvorfor bander du min Hilsen?" spurgte Emanuel sagtmodig. "Jeg kommer ikke med ondt, og jeg vil ikke gaa med noget godt – som Ordet lyder. Jeg er din Ven. Og jeg byder dig derfor igen: Guds Fred!"

Konen saae endelig op – men med et Blik, der næsten gjorde ham bange, saa ondt og hadefuldt var det. I det hele fik han først nu rigtig set paa hende. Hun saae uhyggelig ud'3 i sine snavsede Pjalter, mandshøj og førladen som hun var, oppustet af Usundhed og Drik.

Inde fra Huset lød der slæbende Trin. En gammel, aldeles sammenbøjet Kone med et uformelig stort Hoved krøb frem i Døren, hvor hun blev staaende med den ene, runkne Haand støttet paa en Stav, den anden paa Dørkarmen, mens hun med hungrig Mine bevægede Munden, som om hun gumlede paa sin egen Tunge.

For Emanuel gik der pludselig et Lys op. Han huskede, at han i sin Tid paa Sandinge Højskole havde hørt Tale om en Kone, "sorte Trine" kaldet, der var hele Egnens Rædsel, og hvis hadske og trodsige Sind hverken venlige Tilnærmelser eller gode Gaver formaaede at formilde. Han vidste ogsaa, at det var denne Kones Mand, der engang var bleven slaaet til Krøbling ved et Jordskred under Arbejdet paa den nye Jærnbane, og han tvivlede derfor ikke om, hvem det var, han her havde for sig.

458 Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han, stadig mildt og fredeligt:

"Hvorfor ser du ikke glad ud? … Jeg stod just og tænkte paa, hvor lykkelig og taknemmelig du dog maatte være … du, som jo hører til de udvalgtes Flok, hvem Gud har benaadet med Daabstegnet paa sin Kærlighed. For – jeg ser det – du er fattig, ikke sandt? Du har vel akkurat det Straa, hvortil du kan hælde dit Hoved. Du er fornægtet af Verden, forskudt af Menneskenes Samfund … en fremmed og fredløs her paa Jorden. Hvorfor er du da ikke glad?"

Konen sænkede Øksen og saae forbavset paa ham. Det var ikke i den Tone, man plejede at tale til hende om hendes Elendighed.

"Forstaar du mig ikke?" vedblev han. "Er det da ikke sandt, at I fattige forud har faaet som Gave af Gud, hvad vi andre saa inderligt maa sukke efter … vi, som endnu træller under Verdens kummerfulde Aag … vi, som endnu i Dødsangstens Time klamrer os til Støvet som Tyven til sin ranede Skat. I er lykkelige, … I, som ikke kender andet Begær end netop at opholde Livet, … som kun er lænkede til denne usle Verden ved Selvopholdelsesdriftens tynde Traad, den Døden overklipper for jer uden Smerte. Og endda er du ikke glad, Trine!"

Konen stirrede paa ham med opspærrede Øjne og maabende Mund. Det var dog mindre hans Tale – som hun ikke fattede synderligt af – end den Omstændighed at høre sig nævnet ved Navn af denne vildfremmede Mand, der gjorde et saa overvældende Indtryk paa hende. Han kendte hende altsaa!

Hun strøg sig med Armen over sin sortsvedte Pande og mumlede:

"Hvem er I, med Forlov?"

"Et Menneske, der misunder dig, … en af Verdens Slaver, der forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig. En stakkels vildfarende er jeg, der 459 her for dig gør Bod, fordi han engang lyttede til Menneskenes daarlige Tale og troede at gøre godt mod dine Lige ved at ville berøve dem deres eneste Eje: Fattigdommen, Sjælens Frigjorthed, Evighedens Afglans her paa Jorden, som der staar skrevet. Forstaar du mig nu, saa vil du have Medynk med mig. – Og saa byder jeg dig da for tredje Gang: Guds Fred! Gaa ind i dit Hus, Trine, og lov Herren! Men glem heller ikke at bede for dem, der ikke er saa lykkelige at have faaet Plads ved Himmeriges Porttærskel! …. Bed for mig!"

Han rakte hende Haanden.

Et skadefro Smil spillede om hendes tykke Læber.

Han er gal, tænkte hun.

Dog var der noget i hans Væsen, i hans Øjnes milde Blik, i denne bedende fremstrakte Haand, som hun i Længden ikke modstod.

"Vil du ikke give mig din Haand?" sagde han.

Tøvende, halvt modstræbende, gav hun ham tilsidst sin grove Næve.

 
IX

Den Vej, Emanuel fulgte, var efterhaanden svunden ind til et Par dybe Hjulspor, to gulhvide Sandstriber, der drog sig i Bugter gennem den mørke Lyng. Tilsidst hørte endog disse op. Kun en smal Fodsti førte videre gennem det tavse Øde, hvorover en enlig Lærke kvidrede med fortvivlet Kraft, som sang den sig fra sin Rædsel over Stedets Ensomhed.

Han naaede omsider sin Vandrings Maal, det store Sømærke, som knejsede deroppe paa den yderste høje Pynt, hvor Landet endte. En stejl og vildt opreven Skrænt styrtede herfra ned mod Havet og det stenede Fjordindløb.

Over Havet ser man altid langt. Men ogsaa over 460 den brede Fjordmunding havde man en vid Udsigt til Landet ovre paa den anden Side … et nøgent, bølgeformet Agerland, gennemkrydset af lange, snorlige Stendiger, der strakte sig henover Bakkerne som styrkende Ribber. Derovre paa Landets højeste Punkt øjnedes Vejlby med de højtragende Træer i Præstegaardshaven. Længere i Syd skimtedes Skibberup Næs som en Ø i Fjorden og den ensomt liggende Kirke.

Emanuel stod stille ved Foden af Sømærket. Med bævende Læber og taarefyldte Øjne stirrede han over paa sit Hjem, … paa den Plet af Jord, hvorom hans Tanker ved Dag og Nat havde kredset som Fuglen om sin Rede. Hans Øje blev hurtig hjemmevant derovre mellem de lange Stendiger. Han genkendte hvert Hus, hver Busk, hver Høj, – og hans Hjerte strømmede over. Derhenne langsmed det høje Pilehegn gik den Sti, ad hvilken han og Hansine saa ofte havde vandret i deres Ægteskabs første Aar, naar de gik Aftenture sammen ned til Stranden. Og der – o Gud! – Kirken derhenne, hvor Gutten sov den lange Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans Livs bedste Glæde! … Og der? Jo, der bag de tre mørke Høje gemte sig Skibberup; der boede Hansine, … der gik hun maaske netop nu og tænkte paa ham, … sad maaske ved den kære, gamle Elses Sygeleje og tænkte paa ham. Hvor tydeligt saae han ikke for sig den lille gulkalkede Halvgaard med den lave Port og det tjærede Bindingsværk, den gammeldags Stue med det mørke Lergulv og de mangerudede Vinduer, hvorigennem Solen faldt ind med en gylden, søndagsfestlig Glans. Hvor ofte havde han ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en silde Aftenstund og sagte banket paa … en vejtræt Vandringsmand, en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne, blodige Fødder. Sagte rejser Hansine sig fra Stolen ved Moderens Leje, aabner Vinduet paaklem og spørger, hvem han er. Og da hun har genkendt ham, 461 kommer hun stille ud og rækker ham sin Haand med de Ord: "Velkommen! Jeg har ventet dig!" Jublende trykker han hende til sit Bryst. Og for ikke at vække den syge gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og talte om deres Fremtid. Nu sidder de der atter Haand i Haand under Stjærnehimlen og taler sammen om de kommende Dage, …'4 taler ogsaa om den forgangne Tid, om disse tunge Adskillelsens Aar, hvori de først ret har forstaaet og fundet hinanden. Og Hansine siger: "Vær ikke vred over min Tavshed og mine korte Breve. Tro aldrig, jeg har tvivlet om, at du engang vilde komme tilbage. Jeg har siddet her og ventet dig hver Dag; og hver søvnløs Nat har jeg lyttet efter dine Fodtrin. For jeg vidste, du vilde komme den Dag, din Kamp var udstridt!"

– – –

Da Emanuel et Par Timer senere naaede Hjemmet, gik han straks ind paa sit Værelse – en lavloftet Bondestue med kalkede Vægge – og satte sig ved Bordet for at skrive til Hansine. Næsten daglig i disse Aar havde han sendt hende lange, fortrolige Breve, hvori han omstændelig gjorde Rede for alt, hvad der hændte ham og Børnene, og aabenhjertig tilstod hende alle sine Anfægtelser. Næppe havde han dog faaet Pennen dyppet, før hans Øre opfangede Lyden af en munter Latter, der klang ind til ham ude fra Haven.

Frk. Tønnesen! … foer det igennem ham.

Han kastede Blikket ud igennem Vinduet. Der stod hun henne ved Havelaagen sammen med Betty og Pastor Petersen, der til Damernes store Morskab slog efter Fluerne med et stort Bade-Haandklæde. For ikke at blive set trak han sig længere tilbage i Stuen; og herinde fra Mørket saae han nu, hvorledes Pateren 462 galant bød Ragnhild Armen og lidt efter førte hende bort.

Med et ligesom brustent Blik blev han ved at stirre efter dem, indtil de forsvandt. Og pludselig styrtede han ned paa sine Knæ, vred angstfuld Hænderne over sit Hoved og stønnede højt:

"Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke … jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"

[gå frem]
 
['1] Baand." < Baand. tilbage
['2] Jesu < Jesu' tilbage
['3] uhyggelig ud < uhyggelig tilbage
['4] … < ,.. tilbage