Det forjættede Land

[gå tilbage]

379

Femte Bog

I

Den følgende Morgen kom en Skibberupper hjem fra et Besøg i Sandinge med den opskræmmende Efterretning, at den gamle Højskoleforstander, der i længere Tid havde været svagelig, nu var bleven meget syg og ikke kunde leve. Faa Timer senere kom et Ilbud derovrefra med Meddelelse om, at han var død.

Med denne Mand forsvandt atter en af de ældste Forkæmpere for den danske Bondestands aandelige Frigørelse, – den egentlige Grundlægger af den folkelige Bevægelse i hele denne Del af Landet. I et Tidsrum af over tredive Aar havde Egnens "vakte" Befolkning set op til ham som til en Fader; og skønt han i den senere Tid mangen en Gang havde haft ondt ved at forlige sig med, at den yngre Slægt hengav sig saa meget til Politiken i Stedet for alene at tænke paa det, der for ham stod som Livets ene fornødne, "Aandens Oplysning og Herliggørelse", havde dette aldrig formaaet at gøre mindste Skaar i det gode Forhold mellem ham og Vennerne. Jo ældre han blev, jo mere hans store Skæg og lange Nakkekrøller fik Sølvets Farve, desto ukrænkeligere var han bleven, des større den Ærefrygt, 380 alle nærede for ham. Det var for de unge som at høre et gammelt Sagn, naar han fortalte om Folkesagens første trange Dage, da dens Talsmænd blev betragtet som Ungdomsfordærvere, der fortjente Baal og Brand. Det lød for dem som Beretningen om et helligt Martyrium, naar han paa sin halvt spøgende Maade fortalte om den Tid, da han paa Apostelvis vandrede paa sin Fod fra By til By og maatte holde sine Foredrag rundt om i Tørveskur og Karlekamre, forfulgt som en Indbrudstyv af Præsterne og Skolelærerne, forhaanet og forulempet af selve Bønderne, der mangen Gang havde pudset deres Hunde paa ham for at jage ham ud af Byen.

Det var derfor ikke den almindelige Smerte over Tabet af en Ven, som Efterretningen om hans Død fremkaldte; det var den dybe, højtidelige Sorg, der griber et Folk under fælles Ulykker. Endog Skibberuppernes Ophidselse i Anledning af Sogneraadsformanden lagde sig i nogle Dage, og det berammede Møde af Menighedsraadet blev udsat til efter Begravelsen. De følte alle, at de havde mistet deres Høvding; overalt talte man kun om den gamle Højskoleforstander; man tog hans Fotografi ned fra Væggen over Kommoden og betragtede det fyldige Ansigts kære Træk og de to sorte Prikker over Kinderne, der skulde forestille hans ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne. Man gentog Eventyr, han havde fortalt, læste hans gamle Breve, – smaa, ilsomt nedskrevne Lapper, fulde af Henrykkelsesudbrud og varme Venskabsforsikringer – og om Aftenen sad man udenfor paa Dørfliserne og sang hans Yndlingssange.

Ogsaa i Vejlby Præstegaard gjorde Dødsbudskabet et dybt Indtryk; og Emanuel fandt herunder foreløbig ingen passende Lejlighed til det forklarende og beroligende Ord, som han vilde sige Hansine, især da der i de samme Dage ogsaa paa anden Maade bragtes Uro ind i Huset. En Morgen, da Emanuel kom over i Stalden en Timestid senere end sædvanlig og ikkedesmindre 381 endnu fandt Niels i Sengen, gav han sin længe tilbagetrængte Utaalmodighed Luft i en alvorlig Formaningstale til ham. Det kom til en Ordstrid imellem dem, hvorunder Emanuel i et Øjebliks Ophidselse befalede ham at tage sit Tøj og forlade Præstegaarden. Niels tog ham øjeblikkelig paa Ordet, og Emanuel mærkede allerede den næste Dag, da han vilde fæste sig en ny Karl, at Tildragelsen havde vakt en stærk Misstemning imod ham hos Befolkningen. Nogle ondsindede Historier, som Niels havde udspredt om sin Afskedigelse, var straks bleven troet. Som Skibberupperne sagde til hinanden: de havde nok tænkt sig, at Emanuel ikke kunde være saa "fuldkommen", som han gerne havde villet give det Udseende af. Forgæves henvendte han sig til forskellige ledige Arbejdere for at faa Hjælp idetmindste til Høsten; enkelte sagde rent ud nej, andre gjorde ret uforblommede Hentydninger til hans almindelig kendte Uefterrettelighed som Betaler ja stillede rentud Fordring om først "at se Lønnen". Hans Naboer og nogle andre af Egnens Folk tilbød vel at yde ham en Haandsrækning i Ny og Næ; men i den almindelige Høsttravlhed sendte de rigtignok som oftest en Undskyldning i Stedet for den ventede Hjælp.

Af Harme over alt dette begik Emanuel tilsidst den Ubesindighed en Dag at henvende sig til den brændemærkede Sogneraadsformand, der straks med sin sædvanlige Rundhaandethed stillede hele sit Mandskab til hans Tjeneste og endnu samme Dag bragte hans halvspirende Rug i Hus.

Men dermed var ogsaa Krigen erklæret.

 
II

Under en enestaaende Deltagelse, med et Følge paa over to tusinde Mennesker, derimellem et halvt hundrede Præster i Ornat, blev den gamle Højskoleforstander 382 stedet tilhvile paa Sandinges smukke Kirkegaard. Over alle Landsbyer i Miles Omkres vajede Flagene paa halv Stang, og lige fra den tidlige Morgenstund var Fjorden bleven gennemkrydset af Sejl- og Robaade, stuvfulde af sortklædte Mennesker med Blomsterkranse.

Det var en tung Graavejrsdag, der uvilkaarlig stemte til Sørgmodighed. Trods de mange Taler, der blev holdt, først inde i Skolens smykkede Foredragshal, hvor Liget var hensat, siden i Kirken og tilsidst ved Graven (ialt elleve), vedblev Stemningen at være trykket. Endnu sang man vel med fuldt Bryst de gamle, frejdige Sange, men det var ikke vanskeligt paa Tonen at spore Virkningen af den Modgang, det hele Vennesamfund i den sidste Tid havde haft.

Efter Jordfæstelsen holdt man Maaltid omkring de medførte Madkurve, og da Skolebygningen langtfra kunde rumme de mange Mennesker, havde man – trods en fin, vedholdende Regn – spredt sig ud over Haven og de tilstødende Vænger, hvor man søgte Ly under Træer og udspændte Paraplyer. Der saaes i denne Forsamling alle Slags Folkevenner lige fra et Par af den københavnske Liberalismes Stormænd – en Advokat med Guldbriller og en Sukkergrosserer med Næseklemmer – til fattige Husmænd, der havde vandret mange Mil og ofret Dagens Høstløn for at følge deres trofaste Talsmand og Ven til hans sidste Hvilested. Man saae Skolelærere, Seminarieelever og Højskoleforstandere, baade af den gamle Type med langt Skæg og store Pilgrimshatte og af den nyopdukkende Slags med Verdensmandsvæsen og Klædedragt paa Moden. Hist vandrede en ung Præst og hans unge Forlovede Arm i Arm under samme Paraply og saae hinanden kærligt ind i Øjet, – han med blød Plyshat og højt opsmøgede Benklæder, hun med ophæftet Kjole og lange, flade Galoscher. Her stod nogle Rigsdagsbønder under et Træ og hviskede med hinanden ligesom i Folketingssalens Vinduesfordybninger. 383 Fra alle Dele af Landet var der mødt Udsendinge, der havde bragt Kranse og Hilsner fra fjerntboende Venner; ja endog en berømt norsk Folkedigter og Kraft-Agitator, der for Tiden var paa en Foredrags-Rundtur i Danmark, havde til almindelig Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin imponerende Person og sin højmælede Tale. Overalt, hvor han viste sig, samledes en andægtig lyttende Tilhørerkres omkring ham, og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.

Emanuel var først sent kommen tilstede. Netop som han og Hansine om Morgenen stod i Begreb med at tage over Fjorden, var der indtruffet et Ilbud fra Aggerbølle med Bøn om, at han vilde komme ud og berette hans Kone, der laa for Døden og næppe levede Dagen over. Hansine havde da maattet tage bort alene; og den egentlige Begravelses-Højtidelighed var tilende, da Emanuel omsider indfandt sig.

Han havde ikke opholdt sig længe i den Menneskemængde, der havde søgt Ly for Regnen under Skolebygningens brede "Svale", før han blev antastet af en ung Student, der forestillede sig som Student Søren Sørensen og med jysk Snurren paa r'et sagde:

"Jeg tager jo ikke fejl … det er jo Emanuel Hansted, ikke sandt? Hvor det var prægtigt! Vi har søgt Dem allevegne. Vi kunde jo nok vide, De maatte være her … De maa endelig følge med ind til Lene Gylling. Hun har spurgt efter Dem hele Tiden; hun vil saa hjertensgerne gøre Deres Bekendtskab."

Halvt mod sin Vilje blev Emanuel ført op ad Trappen. Han var sletikke i Sindsstemning til at tale med fremmede, allermindst med Folk fra København; men den ivrige Student hørte ikke paa hans Indvendinger og trak ham triumferende ind i den overfyldte 384 Foredragssal, hvor der lugtede af Gran og summede af Menneskestemmer.

Fru Gylling var en formuende Enke, der holdt en Slags folkeligt Hof i Hovedstaden. Emanuel havde ofte hørt hende omtalt som en af Vennesamfundets bedste Støtter, og han saae nu for sig en smuk, ældre Dame, der sad i en Kurvelænestol og underholdt sig med en lille kuglerund Præst i Ornat og Fløjlskalot, mens nogle andre stod omkring og hørte andægtig til.

Ved Synet af Emanuel rettede hun sig smilende op og hilste paa ham med en Blanding af Undseelse og moderlig Varme. Idet hun blev ved at holde om hans Haand, sagde hun næsten ømt:

"Saa faar jeg Dem da endelig at se engang! Hvor har jeg været utaalmodig efter at gøre Deres Bekendtskab. Jeg har jo hørt saa meget om Dem, hvad De nok kan forstaa. Vi har alle med den største Glæde fulgt Dem i Deres rige Vækkelses-Gerning, … men hvorfor kan De slet ikke unde os andre lidt Fornøjelse af Dem? Er det ganske umuligt engang at se Dem inde i Hovedstaden; vi har sandelig ogsaa derinde Brug for unge Vækkere, kan De tro! Jeg havde for lidt siden den Glæde at hilse paa Deres Hustru, og jeg tog et halvt Løfte af hende om, at hun vilde formaa Dem til ved Lejlighed at komme ind og tale i vort Samfund. Nu haaber jeg, hun har saa megen Magt over Dem, at De vil komme; … hun var saa yndig at se paa og tale med!"

Rygtet om Emanuels Ankomst havde hurtig bredt sig over Salen. Allevegnefra strømmede Folk til for at se den mærkelige Mand, om hvis ideale Liv der rundt om i Vennesamfundene havde dannet sig en hel Myte. Den lille kuglerunde Præst havde ikke saa saare hørt hans Navn, før han slog sine Arme omkring ham, løftede sig paa Tæerne og med fugtig Mund gav ham et Smækkys paa bægge Kinder.

"Nej, saa det er Emanuel Hansted!" lød det allevegne. 385 I flere Minutter var Luften omkring ham fyldt med Lyden af hans Navn.

Selv ønskede han blot at komme bort. Han var bleven for uvant med Smiger til at føle Behag i Fru Gyllings honningsøde Tale; og denne almindelige Henrykkelse over ham, disse Lovord af Folk, der endnu ikke kendte den sande Tilstand i hans Menighed, knugede og ydmygede ham. Da den norske Digter i det samme vendte tilbage fra en Rundtur ude i Haven og straks trak Opmærksomheden til sig ved et af sine rungende Udbrud, benyttede han derfor Lejligheden til at fjerne sig og gik ud for igen at søge efter Hansine.

 
III

Han fandt hende omsider ude bagved Haven, hvor hun sad paa et Gærde under en Hyldebusk i Selskab med et stort, fremmed Bondefruentimmer, der allerede paa Afstand forbavsede ham ved at sidde med Hansines ene Haand i sit Skød. Da han kom nærmere, saae han, at de bægge søgte at skjule en stærk Sindsbevægelse, og at den ubekendte endog havde røde Øjne, som om hun havde grædt. I det samme genkendte han Hansines Ungdomsveninde, den rødhaarede Ane, der for seks Aar siden havde lidt den Vanskæbne at blive gift med en "Skalling".

Skallingerne var et Fiskerfolk, der boede paa en Landtunge helt ude ved det aabne Hav. Ligesom i sin Tid de gamle Skibberuppere plaskede de omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundtom paa Kysterne for at afhænde deres Fangst. Fra gammel Tid bekendt for deres vilde og trodsige Liv havde de ogsaa senere vist sig fuldstændig upaavirkelige overfor den aandelige Vækkelsesgerning indenfor Folket, hvisaarsag de blev skyet og foragtet af alle de øvrige Kystbeboere. Ane havde kort efter Hansines Bryllup 386 truffet en ung, køn, sorthaaret Skalling inde i Købstaden og til sin største Forskrækkelse forelsket sig i ham. Længe havde hun kæmpet mod sin Tilbøjelighed, som hun af Skamfuldhed ikke engang havde betroet Hansine; men tilsidst kunde hun ikke længer modstaa den unge Fiskers dristige Bestormelser, og en skøn Dag var han kommen sejlende med sin Baad i en forrygende Østenstorm og havde endnu samme Aften ført hende selv og kort Tid efter hendes gamle Plejeforældre hjem til sin Tangtagshytte. Begivenheden havde i sin Tid vakt en pinlig Opsigt blandt Egnens Folk; man havde ikke troet, at Ane kunde lade sig saa fuldstændig rive hen af Lidenskab, og man beklagede hende inderligt for det Liv, hun vilde komme til at føre derude mellem de raa Mennesker. Mellem hende og Hansine var der i nogen Tid efter deres Adskillelse vekslet Breve, der dog fra Anes Side blev bestandig kortere, indtil hun helt forstummede. Hansine havde godt forstaaet, at det var, fordi hun skammede sig ved stadig at maatte tilstaa, at hun var lykkelig; og ofte i de sidste Aar, naar hendes eget Sind var nedtrykt og Fremtiden stillede sig mørkest for hende, havde hun tænkt paa sin gamle Barndomsveninde som paa den, hos hvem hun i Nødens Stund vilde kunne finde Forstaaelse og Tilflugt.

Emanuel følte sig lidt underlig tilmode ved efter saa mange Aars Forløb igen at se den røde Ane dukke op ved Hansines Side, især da han af deres Sindsbevægelse øjeblikkelig forstod, at de straks havde knyttet det gamle Fortrolighedsforhold og aabnet Hjerterne for hinanden. I en Tone, der var præget af en vis, medynksfuld Velvilje, spurgte han Ane om, hvordan hun havde det, og hvorledes hun levede derude i Skallinglandet; og med en Frimodighed, der stødte ham lidt, svarede hun, at hun havde det godt, fortalte, at hun havde fem raske Børn og tre Faar, at hun og hendes Mathias sidste Sommer havde bygget sig et nyt Hus, 387 og at det var Mathias selv, der havde spurgt, om han ikke skulde sejle hende ned til den gamle Højskoleforstanders Begravelse, da han dog havde nogle Sildegarn staaende her i Nærheden, som han kunde se til med det samme.

Hun havde, mens hun talte, igen sat sig ned ved Siden af Hansine og med noget af sin gamle Beskyttermine taget hendes Haand. Skønt hun ikke ligeud sagde det, var det ellers tydeligt at mærke paa hende, at hun var bleven skuffet ved Gensynet af sin gamle Højskolevennekres, og at hun blot længtes efter at komme hjem igen til sin Strand, sine Faar, sine Børn og sin Mathias.

Emanuel følte sig mere og mere ilde berørt af hendes Tone og Optræden overfor Hansine. Han var bleven saa uvant med at se denne vise andre den ringeste Fortrolighed, at Synet af hendes Haand der i Venindens Skød virkede paa ham næsten som en Anklage. Hun sad stille og saae ufravendt ned mod Jorden; det var næsten, som om hun undgik hans Blik. Han følte i dette Øjeblik ret, hvor de i den sidste Tid var kommen bort fra hinanden, og han gjorde sig selv det Løfte, at der fra denne Dag ikke længer skulde være noget uudtalt imellem dem. Nu, da alle andre Baand syntes at skulle briste for ham, nu, da de sikkert vilde blive meget ene, skulde de finde hinanden igen i fuld Forstaaelse, og i Samlivets Inderlighed tage Oprejsning for, hvad de udadtil havde mistet.

Hansine havde under den hele Begravelseshøjtidelighed været meget bevæget. Skøndt hun allerede længe havde haft en Forudanelse om, at hendes Bekendtskab med Sandinge Højskole vilde blive hende dyrekøbt, havde hun aldrig næret bitre Følelser mod den gamle Forstander. Nu, da han var borte, mindedes hun ham med Taknemlighed for det meget gode, hun havde lært af ham; og ganske særlig havde hendes Tanker i disse Dage heftet sig ved den Formaning 388 om at leve i Sandhed og Selvopofrelse, hvortil han i sine Taler til Ungdommen idelig vendte tilbage. Under Indtrykket af hans Død, og idet Emanuels Tavshed for hver Dag var bleven hende et mere talende Vidnesbyrd om, hvorhen hans Længsler uimodstaaelig drog ham, voksede der i hende et Forsæt, som nu ved hendes gamle Lærers Grav og under Genforeningen med Barndomsveninden var modnet til Beslutning hos hende. Hun sagde til sig selv, at det var frugtesløst længer at stride mod det uundgaaelige, og at det derfor var bedst, baade for hendes egen og Emanuels men navnlig for Børnenes Fremtids Skyld, at der skete en afgørende Forandring i deres indbyrdes Forhold og hele Liv. Hun havde besluttet en Dag at tale rent ud med Emanuel derom; og roligt og varsomt vilde hun da sige ham, hvad der mere og mere var kommen til at staa for hende som den eneste Udvej til et nyt og lykkeligere Liv for dem alle.

 
IV

Det var imidlertid bleven Opholdsvejr, Skyerne havde spredt sig, og Emanuel saae nu, hvorledes smaa Skarer af Mænd og Kvinder drog fra Haven ud til en Kæmpehøj, der laa paa en Mark et Stykke fra Skolen, og hvorfra den gamle Forstander havde haft for Skik at tale paa Nationens store Mindedage. Emanuel foreslog, at ogsaa de skulde gaa derhen; … og lidt efter rejste de sig og fulgte ham.

Den Menneskemasse, der efterhaanden havde samlet sig omkring den paa Højen rejste Sten, bestod for en væsentlig Del af Vejlbyfolk og Skibberuppere. Dagens københavnske Gæster og den norske Digter var allerede taget til Stationen for at naa Toget, og ogsaa de mere fjerntboende af Stævnets Deltagere var kørt bort.

Da Emanuel sammen med Hansine og Ane naaede 389 Højen, stod der allerede en Mand oppe ved Stenen og talte til Forsamlingen. Det var en hvidskægget Oldingeskikkelse, der efter de ældste Folketaleres Skik havde blottet sit skaldede Hoved og udtrykte sig saare højtideligt. Selv syntes han ogsaa mægtig betaget; men hans Stemme var saa svag, at endog de nærmeststaaende havde opgivet at høre efter, hvad han sagde. Det var derfor en stor Lettelse for Forsamlingen, da han omsider efter over en halv Times Tale sluttede og under den heftigste Sindsbevægelse steg ned. Et Øjeblik efter viste han sig dog igen, stod en Stund med betuttet Mine og befølte sig baade for og bag, indtil han endelig med en Stemme, som pludselig alle kunde høre, udbrød:

"Der er da ingen af jer, der har fundet et rødt Lommetørklæde. Dersom nogen skulde finde det, vil jeg bede jer om at lægge det ind paa Skolen."

Under en lille Latter fra Forsamlingen steg han atter ned.

Den næste Taler var den lille, pastoragtige Anton Antonsen, Vejlbys nye Skolelærer. Han optraadte med Plyshat paa Hoved og Tobakspibe i Munden; men heller ikke han gjorde synderlig Lykke. Hans pudsige Mandslinge-Skikkelse passede trods det hvide Slips og hele det øvrige gejstlige Udstyr ikke rigtig til Dagens Stemning. De sidste urolige Tider havde i det hele ikke været gunstige for hans Popularitet. Særlig havde Skibberupperne ikke længer Øre for hans nøgternt moraliserende Hverdagstale; de var i Krigshumør og vilde høre Lurtoner, forlangte Kampraab og Sejrs-Profetier.

Imidlertid var Emanuels Ankomst bleven bemærket af adskillige af de tilstedeværende; og da Anton sluttede, viste det spændte Udtryk i de mange Ansigter, der i det samme vendte sig om imod ham, at man ventede, han vilde tage Ordet. Han følte iøvrig i dette Øjeblik selv en pludselig Trang til at tale, til aabent at redegøre for de bekymringsfulde Tanker, der i den sidste 390 Tid havde opfyldt ham. Han tænkte ved sig selv, at Sindene netop paa en Dag som denne maatte være modtagelige for den bitre Bekendelse, han dog før eller siden vilde blive nødt til at aflægge for sine Venner, hvad Følgen deraf end vilde blive.

Under en svag Mumlen fra Forsamlingen steg han op paa Talerpladsen.

Han begyndte med taknemlig at mindes Vennen, hvis Baare havde samlet dem, og paa hvem det Ord med Sandhed kunde anvendes: Herren velsignede ham, og han blev til Velsignelse. Men, spurgte han derpaa, mon den kære afdøde alligevel ikke undertiden – og maaske navnlig i den allersidste Tid – havde følt sig skuffet i sine store Forventninger. Skønt han aldrig selv talte derom, var der nogen Grund til at tro det. For det nyttede jo ikke at nægte det, – Guds Riges Venner havde for Øjeblikket en af sine Trængselstider. De stod med et stort, tabt Slag – en stor, bristet Forhaabning – bag sig; og som alle Nederlag havde ogsaa dette saaet Mistænksomhed og Tvedragt blandt de overvundne. Men hellere end at gøre Forsøg paa at tilhylle Sandheden, og hellere end at udslynge Anklager mod hinanden for Medskyld i Ulykkerne skulde man se prøvende ind i sig selv og søge at finde, hvad man havde forbrudt, og hvor man havde fejlet. "I Stedet for at knurre mod Gud" – udbrød han med stigende Styrke – "fordi han ikke denne Gang opfyldte vort Haab, skulde vi ydmygt ransage vort Inderste og spørge os selv, om vi nu ogsaa virkelig var modne til at tage Riget af hans Haand?"

Der var hurtigt bleven nogen Uro blandt Tilhørerne. Efter disse sidste Ord blev han henne fra den ene Side afbrudt af temmelig nærgaaende Tilraab.

Han lod sig dog ikke forstyrre men fortsatte:

"Tro nu ikke, at jeg staar her som en Selvretfærdig, der blot vil anklage. Nej, jeg erkender det dybt – og jeg føler Trang til idag at sige det til jer 391 allesammen – jeg er selv svag og har ikke fortjent Guds Tillid. I har Krav paa at vide det: jeg kender baade Tvivlens og Fristelsernes Øjeblikke og maa daglig kæmpe med mig selv, at ikke Verden og dens Forfængelighed skal faa Magt over mit Sind –."

"Doktor Hassings!" lød det med en skrattende Stemme henne fra den samme Side som før, hvor Niels' tykke Hoved i det samme dukkede sig bag nogle unge Karle fra Skibberup, der gav sig til at le højt.

Emanuel kastede et hastigt Blik derhen. Han var bleven bleg men betvang sig og fortsatte efter et Øjebliks Ophold sin Tale.

"Sandheden skal nu siges, hvor ilde den saa er hørt! Vi, der formastelig har kaldt os Sandhedens og Retfærdighedens Venner, vi har fortjent den tunge Skæbne, der nu har ramt os. Højlydt skal det bekendes: vi var ikke modne! Bestandig saae vi Skæven i vor Broders Øje, men Bjælken i vort eget blev vi ikke vaer! Sig mig, er det den onde Samvittighed, der nu taler igennem jer?" raabte han gennem den Larm, hvormed man nu fra mange Sider søgte at overdøve ham og tvinge ham til Tavshed. "Har I virkelig ikke vidst dette før? Nuvel! Saa skal jeg sige jer det: Hovmod og Ufordragelighed, Uterlighed og Bagvaskelse, Løgn og Forstillelse gaar i Svang imellem os ganske som i det Samfund, vi paakaldte Himlens Hjælp til at omstyrte! … Dette er Sandheden! Men Gud lader sig ikke spotte! Han nedslog os i Støvet, for at vi skulde lære at kende os selv og sige: se, saa dybt er vi sunkne!"

Han kunde tilsidst næppe komme tilorde for udæskende Tilraab. Der steg som et Besværgelsens Brøl op imod ham fra det Hav af opadvendte Ansigter, der bølgede omkring ham. Adskillige af dem udtrykte ganske vist Forlegenhed ved Optrinet; men ikke een Stemme hævede sig for at standse Spektaklet.

Da det ikke længer var ham muligt at faa Ørenlyd, afsluttede han brat med Udtalelsen af Ønsket om, 392 at Sandhedens og Retfærdighedens Venner af det lidte Nederlag vilde lære, at ikke ved Selvretfærdighed men gennem Selvprøvelse, ikke ved Hovmod men gennem ydmyg Selverkendelse gik Fremtidens Vej til Oprejsning og Sejr.

Næppe var han under Tavshed stegen ned, før Forsamlingen brød ud i høje Bifaldsraab. Væver Hansen var sindigt gaaet op paa Talerpladsen.

Synet af den gamle Kampfører, som nu i mange Aar ikke havde talt i nogen Forsamling, virkede som en Fanfare paa dem alle. Med den ene af sine røde Hænder omkring Hagen, den anden paa Ryggen, lod han Blikket glide frem og tilbage over Mængden, der i forventningsfuld Spænding trængte sig omkring ham. Da der omsider var bleven Ro, sagde han smilende, med sin sagtmodige Stemme:

"Se, det var nu dog ret en mærkelig Tale, vi her fik at høre af Emanuel. Jeg stod saamænd dernede og pirkede i mine Øren og tænkte, at jeg maatte høre fejl. Tilsidst sagde jeg til mig selv: du sover, Jens! Og du drømmer, at du hører vores gamle Provst Tønnesen."

"Hør! – Det er et sandt Ord!" jublede Skibberupperne.

"For det er jo nu saadan, at jeg kan ikke lade være at tænke paa en anden Tale, som Emanuel for mange Aar siden holdt for os, … det var saamænd den allerførste Gang, han talte til os i vort gamle Forsamlingshus derovre i vor By. Dengang var der andre Triller i Fløjten end idag, … dengang var vi Bøndermennesker det bedste, Emanuel vidste af at sige, … aa, vi var saa herlige, at det næsten var for meget af det gode. Ja, der er vel nok mange af jer, der er her tilstede, som endnu kan huske den Tale; for den vakte jo da en saa grumme stor Opsigt dengang, og der var jo mange, der syntes, at det var da ret en dejlig Tale. Jeg skal nu ikke fragaa, at jeg for min Part 393 ikke var nær saa meget henrykt over den; og derfor kommer Emanuels Ord idag mig egentlig heller ikke saa overraskende. For det er jo nu saadan med dem, der tager Munden for fuld, de er gerne nødt til at spytte noget ud bagefter! – – Se, nu var det ellers det, som Emanuel snakkede om, at vi Landboere havde været altfor meget forgabede i os selv, og at det derfor var bleven saa slemme fat med os i den sidste Tid. Han mente vel, tænker jeg, at vi skulde lære af de pæne Mennesker derinde i Købstæderne, saa vilde Vorherre nok give os, hvad vi bad ham om. – Aa nej, det tror jeg nu slet ikke saa meget paa. Jeg mener ganske tværtimod, at vi har været altfor villige til at lade os køre i Ring af disse hersens mange Københavnere, som i de senere Aaringer er dukket op og har kaldt sig Folkesagens Venner og saadan udenvidere gjort sig til vores Førere, … og jeg er nu af den Mening, at det netop er derfor, det er gaaet saa galt med os, som det er. Det har været saadan en Slags Mode mellem Købstadsmennesker, at nu skulde de da til at være rigtig folkelige, og vi Landboere, vi blev vistnok lidt vel meget smigrede over, at saa mange fine og lærde Folk vilde have med os at bestille; vi var ligesom ved at gaa rent fra vores fem, bare for at tækkes dem. Vi syntes jo, at det var da en saa dejlig stolt Følelse, naar saadan en Advokat med Guldbriller paa eller en fin Frue kom og klappede os paa Skuldren og kaldte os "lille Ven". Og naar de saa ovenikøbet kom herud og satte Bo imellem os, ligesom de var en af vores egne, og endda giftede sig med vores Bønderpiger, … aa, saa blev vi saa beærede, at vi ikke vidste, hvad Fod vi skulde staa paa. – Men det var nu saadan en Slags Sygdom, tror jeg, og jeg har nu altid ment, at naar man bare gav Tid, saa gik den nok ud af Kroppen paa vos igen. Og se, det er nu noget, jeg synes at have kunnet mærke i den senere Tid, at vi endelig er ved at spille færdig paa den 394 Narrekomedie, som vi Landboere har været saa tossegode at lade os lokke med til, … kanske ogsaa hjemme i vor egen Menighed. Hvad mener I derom, Venner?"

"Jo, jo! – Hør, hør!" rungede det igen fra Skibberupperne.

Henne i Udkanten af Forsamlingen stod Emanuel. Hvor ærlig han end kæmpede med sig selv, hvor ydmyg han end foreholdt sig sin Herres strenge Bud: "Slaar nogen dig paa din højre Kind –" hans Blod kogte, hans Stolthed vaandede sig. Han tabte tilsidst'1 Herredømmet over sig selv og vilde styrte op paa Talerpladsen; men i det samme greb Hansine ham i Armen og sagde:

"Lad os komme herfra."

"Ja, bort … bort herfra!"

Med bøjet Hoved fjernede han sig hastig, mens Væverens fortsatte Forhaanelser og Vennernes Bifaldsraab fulgte ham som Svøbesmæld om Ørene.

Paa Vejen ned til Stranden faldt han i en heftig Graadkrampe, saa han maatte sætte sig paa Grøftekanten, mens Hansine tørrede den kolde Sved af hans Pande. Ane havde fulgt dem paa Vej og var betuttet bleven staaende et Stykke fra dem. Da Anfaldet var ovre, kom Hansine hen til hende og sagde, idet hun gav hende Haanden:

"Saa er det altsaa en Aftale, – naar du hører fra mig?"

"Men er det da virkelig dit Alvor, Sine?'2 Jeg kunde ikke rigtig tro paa det før."

"Jo, nu er det bestemt, – dersom du da vil have mig."

"Om jeg vil, min Putte! Det kan du vel tænke! … Men hvad troer du dog, Emanuel vil sige?"

"Det veed jeg ikke, men du skal faa Brev fra mig. Farvel saa længe."

Henne paa Grøftekanten havde Emanuel løftet Hovedet. Gennem Taarer saae han den mørke Menneskemasse 395 deroppe paa Højen og Væver Hansens duvende Skikkelse mod den lyse Horisont. Han mindedes, hvordan han i sin Tid var kommen herud i Troen paa her at finde Menneskehjertet bevaret i dets oprindelige Renhed og Enfold, – og deroppe stod nu en Rænkernes og Bagtalelsernes kloge Mester og triumferede over ham! Han tænkte paa, hvordan han var draget ud for at præke Fredens og Kærlighedens Evangelium, – og deroppe stod nu Hadets Apostel, Barmhjertighedens Bøddel, og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen!

 
V

Først den næste Morgen blev Emanuels Sind saa roligt, at Hansine kunde tale til ham.

"Hvad har du nu tænkt at gøre?" spurgte hun, da de efter Morgenbønnen sad ene i Dagligstuen.

"Jeg veed det ikke. Men vi maa jo bort herfra … der er ingen anden Udvej … Et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig. Og jeg trænger til i Ensomhed at komme til Klarhed med mig selv."

"Det skulde du ikke tænke paa, Emanuel."

"Hvad mener du?"

"Du siger, at du trænger til at komme til Klarhed med dig selv. Men hvor kan du da tænke paa at blive Vejleder for andre. Selvom du virkelig kunde faa et andet Kald, saa vilde det dog snart blive det samme for dig der som her. Du vilde blive misfornøjet med dig selv og derfor ogsaa med andre og bare igen længes bort."

"Men hvad vil du da, at jeg skal gøre?"

"Ja se, Emanuel … det nytter dog ikke, at vi længer vil gemme det for hinanden; vi kan jo ligesaagodt snakke rent ud om det … du trænger til for en 396 Tid at komme tilbage til din Familje og til de andre Forhold, som du har hjemme i; det er dog alene der, du kan vente igen at komme til Fred og Forstaaelse i enhver Henseende. Derfor synes jeg nu, du skulde ikke stride med dig selv længer, Emanuel; det nytter dog vist ikke noget. Jeg har netop tænkt over, at du vistnok kunde faa dig en Virksomhed ved en Skole inde i København eller et andet Sted, hvor du igen kan komme sammen med din gamle Omgangskres; for det maa du vistnok trænge til, det kan jeg godt forstaa."

Emanuel saae overrasket hen paa hende.

"Men vil du da det, Hansine?"

"Jeg?" sagde hun og bøjede sig endnu lidt dybere ned over sit Kjoleskød, som hun under hele Samtalen havde siddet og glattet over med Haanden. "Jeg vil helst det, som jeg troer kan være det bedste for os allesammen." – –

Allerede den følgende Dag kørte Emanuel ind til Stiftsbyen for at udtale sig for Bispen og anmode om Afsked fra sit Embede. Bispen talte ham i Begyndelsen strengt til; men Emanuels dybe Nedtrykthed formildede efterhaanden hans Tone. Han sagde til ham, at han aabenbart "befandt sig i en Gæringsperiode", og at det maaske alene af den Grund vilde være tilraadeligt for ham en Tid at trække sig tilbage fra offentlig Virksomhed. Idet han med forsigtige men indtrængende Ord bad ham at bekæmpe det Tungsind, den Tilbøjelighed til sygelig Selvbetragtning, som han havde taget i Arv efter sin Moder, lovede han tilsidst at tage sig af hans Sag og ønskede ham ved Afskeden Forsynets Bistand til at gaa styrket og lutret ud af sin aandelige Krise.

Hele Eftermiddagen gik Hansine rastløs frem og tilbage i en af Havens lange Alleer og ventede paa hans Hjemkomst. Hendes Ansigt, hvis alvorlige Linjer de sidste Ugers Begivenheder yderligere havde uddybet, var præget af en mørk Beslutsomhed. Hun gik med 397 Armene indsvøbte i et lille Uldsjal, som om hun frøs, og hvert Øjeblik steg hun op paa den lille Jordhøj, hvorfra man kunde overskue Egnen mod Vest.

Lidt før Solnedgang kom han endelig; og faa Minutter senere befandt de sig bægge ude i den lange Kastaniealle i Enden af Haven, hvor de havde søgt hen for at kunne tale uforstyrret. Hansine satte sig paa den "Naturbænk", der fra gammel Tid stod her ved en Træstamme, mens Emanuel urolig bevægede sig frem og tilbage foran hende og fortalte.

"Saa nu har vi altsaa vor Frihed," sluttede han sin Beretning og standsede foran hende. "Nu kan vi rejse, Hansine, saasnart jeg har faaet Bevillingen."

Hun sad foroverbøjet med Armene paa sine Knæ og saae ned mod sin ene Skonæse, hvormed hun kradsede i den vaade Jord.

"Ja se, Emanuel … det var det, jeg vilde sige dig," begyndte hun, og det lød, som om hun havde Møje med at faa Ordene frem – "jeg kan ikke tage med dig ind til København."

"Hvad vil det sige? … Hvad mener du?"

"Jeg mener … ikke straks," rettede hun sig selv, da hun mærkede, at Emanuel ikke havde ringeste Anelse om hendes Hensigt. "Jeg er altfor fremmed for alting derinde; jeg vil bare blive dig til Besvær, indtil du faar ordnet dine Forhold og skabt dig en Stilling og indrettet et Hjem … jeg kan jo sletikke være dig behjælpelig med nogenting. Og forresten trænger jeg ogsaa til at være lidt i Ro med mig selv. Alting har været saa forstyrret i den sidste Tid."

"Ja, det kan der maaske være noget i," sagde Emanuel og begyndte paany at spasere frem og tilbage foran Bænken. "Men jeg vil dog sige dig, at her næppe bliver behageligt for dig at være. Jeg mærkede det blot ved at køre igennem Skibberup idag; vi boer ikke længere mellem Venner men mellem hadefulde Fjender."

398 "Aa ja, det har jeg netop tænkt mig. Derfor har jeg ogsaa ment, at jeg kunde tage ud til Ane og være hos hende en Tid. Vi snakkede lidt om det forleden; hun sagde, at der var et Par Stuer i deres nye Hus, som de ikke brugte; dem kunde jeg saa godt faa overladt, sagde hun."

"Hos Ane? Ude i Skallinglandet!'3 Hvad tænker du dog paa, Hansine? Mellem de tøjlesløse Mennesker!"

"Aa, det har vist ikke saa meget paa sig med det Uvæsen, som man har snakket om, … det sagde ogsaa Ane; og hun lod da heller ikke selv til at have lidt nogen Slags Nød."

"Men det gaar alligevel ikke an; … det gaar ikke an for Børnenes Skyld, Hansine! Det er jo dog nu baade dit og mit Ønske, at de kommer lidt bort fra de Paavirkninger, som de hidtil har levet under … og særlig for Sigrids Vedkommende er det sikkert paa høje Tid. Hun er en rigtig sød og god lille Pige, men hun er lidt slem til at tage efter, har jeg mærket."

"Ja, det har jeg jo sagt dig længe, Emanuel. Men jeg har derfor ogsaa tænkt paa, at … at Børnene … dem skulde du tage med dig ind til København. Du vil jo dog blive nødt til at indrette dig ligesom en Slags Hjem derinde … Og saa troer jeg nu ogsaa, at det var godt netop for Børnenes Skyld, om jeg en Tid holdt mig lidt borte fra dem. For jeg kan jo dog ikke hjælpe dem tilrette med nogenting men vil kanske snarere blive dem til Hinder for, at de kan slutte sig rigtig til deres nye Venner og i det hele faa den Oplæring, som vi nu dog bægge mener er den rigtigste for dem. Jeg har netop tænkt paa, at din Søster derinde … hun vil nok kunne hjælpe dig lidt med deres Opdragelse; hun har jo nylig mistet sit eget Barn, saa hun vil nok kunne blive en god Plejemoder for dem, har jeg tænkt mig."

Hun talte stadig lige rolig og behersket men var efterhaanden bleven meget bleg og saae ufravendt ned mod Jorden.

399 "Hvor kommer du dog paa saadanne Tanker … slaa dog alt sligt af Hovedet, kære Ven!" udbrød Emanuel næsten forfærdet. Og da han bemærkede hendes Sindsbevægelse, gik han hen til hende og lagde kærligt Hænderne om hendes Hoved. "Lad os ikke forfalde til den Slags Bekymringer. Nu skal vi to netop slutte os tæt til hinanden og staa Last og Brast i Kampen for vort Hjem og vor Lykke. Maaske vil ikke alt blive saa let for os herefterdags; men naar vi blot holder sammen, saa gaar det med Guds Hjælp nok!"

Hun havde ikke længer Kraft til at sige ham imod; hun formaaede ikke engang at afværge, at han efter de sidste Ord bøjede sig ned og kyssede hende.

Mens de nu bægge i de følgende Dage i Stilhed begyndte at forberede sig paa et Opbrud, blev Sagen ikke berørt imellem dem. Alligevel vedblev den at beskæftige dem. Emanuel indsaae godt, at det vilde kunne blive vanskeligt nok for Hansine at styre et Hjem under Forhold, der var hende saa fuldstændig fremmede, og at hun navnlig ikke vilde blive den Støtte for Børnene, som de særlig i Begyndelsen vilde trænge haardt til. Han følte ogsaa, at hun med sit sære, for fremmede uforstaaelige og ofte frastødende Væsen vilde berede sig selv mange Vanskeligheder; og endelig blev han stadig mere ængstelig for, hvorledes han overhovedet skulde kunne skaffe Midler til at leve for; selv om de solgte alt, hvad de ejede, vilde de næppe kunne meget mere end netop dække deres Gæld. Da Hansine en Dag igen ledte Samtalen hen paa Emnet, afbrød han hende derfor ikke men hørte – omtrent for første Gang i deres Samliv – hendes Udtalelse helt tilende. Hun sagde, at det vistnok vilde være fornuftigst sletikke at sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomster. Hun havde derfor tænkt paa, sagde hun, om ikke han og Børnene midlertidigt, indtil han havde fundet sig en Gerning, kunde komme til at bo hos hans 400 gamle Fader, der levede ganske ene i sin store Lejlighed. Hun trøstede ham med, at deres Adskillelse jo derfor ikke behøvede at blive langvarig, og hun vedblev i det hele at trænge ind paa ham saalænge, indtil han havde lovet endnu samme Dag at skrive til Faderen og sine Søskende.

"Men skriv nu saadan, at de rigtig forstaar, at jeg ikke følger med," endte hun.
 

I Utaalmodighed ventede de nogle Dage paa Svarets Ankomst.

Der var nu ogsaa efterhaanden bleven ret ubehageligt for dem i Vejlby Præstegaard. Det i sin Tid ansatte Møde af Menighedsraadet var bleven afholdt, uden at man havde tilsagt Emanuel, og i det hele lod man ham paa enhver Maade føle, at man ønskede at blive ham kvit. Ved Gudstjenesten om Søndagen var Næssekirken – ganske som i Provst Tønnesens Dage – aldeles tom, medens Folk om Eftermiddagen strømmede til Forsamlingshuset, hvor Maren Smeds og den tykhovedede Niels for første Gang havde faaet Lov til at afholde et større Bønnemøde. Niels havde nu naaet det første Skridt tilvejrs mod sine Drømmes store Maal; han var bleven omvandrende Missionsprædikant, i hvilken Egenskab han havde anlagt sig Fuldskæg og udenfor Hjemstavnen optraadte med Hovedet paa Siden og Briller.

Underhaanden modtog Emanuel dog ogsaa Beviser baade paa taknemlig Hengivenhed og paa Harme over den Adfærd, der blev vist imod ham, ja da det blev bekendt, at han havde indgivet sin Afskedsansøgning, begyndte nogle behjertede Vejlbyfolk – ligesom i sin Tid ved Provst Tønnesens Forflyttelse – at foranstalte en Pengeindsamling til Indkøb af en Sølvkaffekande og en Lænestol, der skulde overrækkes ham ved Afrejsen.

I Præstegaarden laa man nu i fuld Oprydning. Emanuel, der efterhaanden havde mistet al Sans for sin Bedrift og blot ønskede at blive Besværet med Mark 401 og Stald endelig kvit, havde solgt Resten af sin Høst til en Nabo, der for en Del af Købesummen skulde passe Jorden, indtil hans Eftermand i Embedet blev udnævnt; Køer og Heste og Avlsredskaber havde han ligeledes gjort i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld, han i Løbet af de sidste Aar uforsigtig havde stiftet hos mange af sine forrige Venner, og som langt mere, end han anede det, havde bidraget til at svække hans Indflydelse i Menigheden.

Ellevild af Henrykkelse over at skulle til København foer Sigrid ud og ind af Dørene, rystende sine gulbrune Lokker, og smittede med sin Jubel den lille Dagny, der i Sommerens Løb havde vokset sig stor og nu trissede alene omkring paa Gulvet. Imidlertid sad Hansine stille henne i sin Armstol og syede paa Børnenes Søndagstøj og strikkede dem nye Strømper. Emanuel forstod ikke, at hun vedblev at være saa bleg, skønt der dog nu var bleven Haab om en lysere Fremtid for dem alle. Han havde endog et Par Gange overrasket hende i Graad; og da han havde spurgt hende om Grunden til den, vilde hun ikke svare. Ligeledes undrede han sig over den næsten uvillige Skyhed, hun viste overfor enhver af hans Tilnærmelser; saasnart han tog Plads ved Siden af hende og vilde tage hendes Haand, rejste hun sig og gjorde sig et Ærinde ud i Køkkenet. Han mente, det var Benauelse over Opbrudet og den forestaaende lange Adskillelse, som hun vilde skjule for ham; og han søgte paa alle Maader at trøste og opmuntre hende. Men det var, somom endog hans Medfølelse saarede hende, og han fandt det tilsidst rigtigst at lade hende i Fred.

Endelig kom det saa længselsfuldt ventede Svar fra København.

Det var en af Faderens sædvanlige, omstændelige Skrivelser paa et stort Ark Papir tilligemed en lille Billet fra Søsteren Betty. Faderen skrev, at han nu var en gammel Mand, der næppe havde mange Skridt 402 til Graven, og at der ikke kunde være bleven beredt ham en større Glæde end Udsigten til at gense sin ældste Søn, som han saa længe og inderlig havde savnet. Uden mindste Forsøg paa at ydmyge ham, endsige nogen Bebrejdelse for hans Selvklogskab, bød han ham et hjerteligt Velkommen tilbage til Fædrenehjemmet.

"De to Værelser, som du i sin Tid beboede her, skal med kortest Varsel staa rede til igen at modtage dig," – skrev han – "og jeg behøver vel ikke at tilføje, at ogsaa dine to Børn vil være mig kære Gæster; der skal blive indrettet Beboelse til dem i din umiddelbare Nærhed, og vi skal alle gøre, hvad vi formaar, for at de kan føle sig veltilpas imellem os. Som du maaske veed, lejede jeg det ikke ubetydelige Havestykke, der hører her til Ejendommen, og som nu afgangne Konferentsraad Tagemann (du erindrer nok ham, der boede under os paa første Sal) i sin Tid var Lejer af; der er altsaa fri Tumleplads for dine Børn, og jeg skal sørge for, at Snedker Jørgensen en Dag bliver tilsagt for at ophænge en Gynge, og hvad andet der behøves til Børnenes Underholdning. Legekammerater skal de heller ikke komme til at savne; baade de unge Løbners (paa tredje Sal) og Kontorchef Winthers (de nye Lejere i Stuen) har flinke og meget velopdragne Børn, saa jeg haaber, at dine ikke for meget vil komme til at savne det frie Landliv. Din Hustrus Bestemmelse om indtil videre at blive boende paa Landet forstaar jeg fuldkomment; hun vilde næppe kunne føle sig tilfreds i en stor og urolig Bys for hende saa ganske fremmede Forhold. Jeg beder dig overbringe hende min varmeste Hilsen.

Kun disse Ord idag. Din Broder Carl beder mig hilse paa det hjerteligste; han ønsker bemærket, at ikke alle Kammerjunkere er saa "slemme", – han forlanger udtrykkelig, at jeg skal bruge dette Ord – som du vistnok troer, og at han glæder sig til en Dag at 403 kunne invitere dig ind i Amalienborgs Vagtstue for at overbevise dig derom.

Nu blot min egen Hilsen til dig, min kære Søn, fra

Din hengivne
Fader.

"Hvad siger du, Hansine?" sagde Emanuel dybt bevæget efter endt Oplæsning.

Hansine, der sad bøjet over sit Sytøj, nikkede blot. Hendes Bryst bølgede, og hun havde lukket Øjnene som et Menneske, der kæmper den yderste Kamp med sig selv.

Emanuel sad nogle Øjeblikke i Tanker med Brevet i sit Skød og stirrede ud i Luften. Han saae for sig sine to hyggelige, tæppebelagte Værelser derhjemme med Udsigten til Kanalen og Børsen og Kristiansborg Slot. Han ligesom følte paany omkring sig den dybe Fred, hvori han i sine Studenter- og Kandidatdage havde siddet den halve Nat under Lampen eller vandret timevis frem og tilbage over Gulvet opfyldt af, hvad han havde læst. Der skulde han altsaa atter sidde ved de gamle Bøger, vandre ad det samme Gulv, tage op igen de samme Spørgsmaal for at finde en anden og sandere Løsning paa Livets store Gaade – –.

Begyndelsen af Bettys Brev var præget af den Sindets dybe Nedstemthed, som Tabet af hendes eneste Barn havde fremkaldt hos hende. Hun skrev:

"Du veed ikke, hvor her er bleven tomt og trist i vore Stuer, siden Vorherre tog min lille Kai fra mig. Hvor længes jeg ikke efter, at dine Børn skal komme herind, forat jeg atter kan høre Barnestemmer og Barnelatter omkring mig. Sig til din Hustru, at hun ikke skal ængste sig for dem – jeg kender selv en Moders Ængstelser! – Vi skal værne om dem, saa godt vi kan, mens hun er borte fra dem. Men allermest længes jeg efter dig, kære Broder, som jeg nu 404 ikke har set i saa mange Aar. Hvor jeg glæder mig til at tale med dig! Og du vil nok være god imod mig, Emanuel. Jeg trænger saa meget til din Trøst. Jeg længes efter at kunne læne mit Hoved mod din Skulder og tale til dig i Fortrolighed. Ja, Emanuel, – Vorherre hjemsøger os. Maatte vi have Kraft til at bære vor Byrde!

For din Fremtid troer jeg ikke, du behøver at være bekymret; det mener ogsaa baade Fader og min Mand. Igaar, netop som Fader havde modtaget dit Brev om Formiddagen og sendt det herop, for at vi skulde læse det, var vi til Middagsselskab hos Justitiarius Munck. Ved Siden af mig ved Bordet sad Stiftsprovsten, som jo kommer hjemme hos os; og da jeg var saa glad over dit Brev, kunde jeg ikke lade være at fortælle ham, at du nu vilde flytte herind til Byen. Han syntes mærkelig nok at vide noget om det iforvejen (oppe fra Ministeriet, mener min Mand) og lod ogsaa til at være meget tilfreds dermed. Jeg spurgte ham tilsidst rent ud, om han mente, du kunde faa et af de mindre Embeder ved en af Kirkerne her i Byen, og det syntes han slet ikke at anse for umuligt. "Deres Broder er jo en særdeles god Laudabilist," (er det rigtigt stavet?) sagde han; "og vi trænger ogsaa herinde til unge og prøvede Kræfter." Han lagde særlig Eftertryk paa "prøvede". I det hele talte han saa pænt om dig, (han kender dig jo fra gammel Tid hjemme fra Fader) saa jeg tror ikke, det vil komme til at skade dig, at du har haft de Anskuelser, som du nu er kommen bort fra."

Denne Slutning tiltalte ikke Emanuel; den kastede en ham selv uforklarlig Uro ind i hans Sind.

"Hvor kommer hun paa saadanne Tanker?" udbrød han. "Hun har jo altsaa sletikke forstaaet mig!"

"Er du saa ganske sikker paa det?" sagde Hansine.

Emanuel svarede ikke. Han var paany sunken hen i Tanker.

405

VI

En Dag i Begyndelsen af September slog endelig Afrejsens Time.

Det blev en travl og bevæget Dag. Tidlig om Morgenen var Emanuel ude paa Skibberup Kirkegaard for at sige Farvel til Guttens Grav og gik derfra til sine Svigerforældre og Hansines Broder Ole, der nu styrede de gamles Ejendom. Afskeden med Else var temmelig kølig; hun var bleven stærkt paavirket af den almindelige Skibberupstemning; og skønt det efter Hansines Ønske sletikke var bleven omtalt for hende eller nogen anden, at hendes Ophold i Skallinglandet skulde strække sig ud over et Par Dage, kom der et mistænksomt Glimt i Elses Øjne, hvergang Besøget hos Ane kom paa Tale.

Om Formiddagen indtraf den omtalte Deputation i Præstegaarden med en pletteret Kaffekande og en Skrivebordsstol, og hen paa Eftermiddagen ankom endelig en Vogn, som Emanuel – for ikke at være nødt til at bede sine Naboer om flere Vennetjenester – havde bestilt hos en Vognmand inde i Købstaden. Det var en Landauer med Nysølvsbeslag og Kusk i Liberi.

Emanuel foer i Rejsefeber omkring mellem Kufferter og Æsker, iført en ny, sort Klædesfrakke og med nyklippet Haar og Skæg. Sigrid fulgte ham i Hælene; hun vilde ikke et Øjeblik slippe ham afsyne; det var, som om hun frygtede for, at han skulde kunne rejse bort uden at tage hende med. Barnet havde af lutter Optagethed ikke lukket et Øje hele Natten men hver halve Time spurgt Moderen om, hvad Klokken var. Lige fra Morgenstunden havde hun trofast baaret paa sine private'4 Pakkenelliker – en lille Blikspand, et ituslaaet Dukkehoved og to Tændstikæsker med farvede Sten – og havde ikke været at formaa til at slippe dem et eneste Øjeblik.

Abelone, hvem Hansine havde overtalt til at følge 406 med Børnene og blive hos dem i nogen Tid, gik og græd af Benauelse, og ude i den tomme Stald sad Søren Røgter paa Kanten af et Fodertrug og grundede over Livets mærkelige Tilskikkelser.

Hansine var hele Dagen rolig og gjorde sig nyttig overalt. Ingen skulde i hendes Ansigt kunne læse sig til, hvor fast hun var overtydet om, at hun idag saae sin Mand og sine Børn for sidste Gang. Hun vidste fuldtud, at Børnene snart vilde glemme hende derinde mellem de mange fremmede Mennesker og alle de nye Ting, der kom til at optage deres Sind og Tanker; og naar de var bleven ældre og helt havde vokset sig sammen med deres nye Omgivelser, vilde de føle det som en Hindring og Skam at have en Moder, der gik med Bondehue og førte Bondetale. Men hun havde lovet sig selv, at de skulde ikke komme til at lide for, hvad andre havde forbrudt. Fuldt og helt skulde de have Del i den Livets lysere Lykke, som hun engang havde drømt om at kunne opnaa ogsaa for sig selv.

Og Emanuel? Ogsaa for ham vilde hun snart blive en tung Lænke, som han ønskede sig Mod til at afryste. Hun havde i denne Tid paa de hundrede Ting mærket, hvorledes han i Tankerne allerede levede i et Liv, der var hende fjernt, og som hun aldrig kunde blive istand til at dele med ham. Hun vidste, at han ikke vilde færdes længe i sin gamle Vennekres, før han selv kom til at fornemme det dybe Svælg, der nu skilte ham og hende; og han vilde da føle det som en Befrielse, naar hun en Dag skrev til ham, at hun ikke mere vilde vende tilbage, at han var fri, og at det vilde være frugtesløst af ham at forsøge paa at faa hende til at forandre sin Beslutning.

Hun bebrejdede ham intet. Hun anklagede kun sig selv, fordi hun havde kunnet tro, at hun havde sin Plads paa Livets Højbordsbænk. Ja, egentlig var hun ikke engang overrasket over, hvad der i den sidste Tid var sket. Det undrede hende snarere, at det ikke 407 var sket for længe siden. Alle disse syv sidste Aars Oplevelser havde ofte forekommet hende saa besynderligt uvirkelige. Hun havde undertiden kunnet overfaldes af en Fornemmelse af, at hun endnu var den unge Pige i sine Forældres Hus, … at hele hendes Ægteskab, hele hendes Liv her i Vejlby Præstegaard blot var en lang, urolig Drøm, hvoraf hun vilde blive vækket ved et eller andet Hanegal.

… Da Afrejsens Time kom, kyssede hun Børnene og sagde Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske paa at give dem deres rene Forklæder paa, inden de naaede København.

Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af heftig Sindsbevægelse og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hende, sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre sig Bekymringer for hendes Skyld; det vilde nok altsammen jævne sig.

"Pas blot godt paa Børnene, Emanuel," sagde hun til allersidst; – men som om hun med disse Ord havde udtømt sin Sjælekraft, vendte hun sig idetsamme om og gik op ad Trappen, endnu før Vognen var begyndt at køre.

"Gaa op paa Jordhøjen i Haven – saa vi kan vinke til dig!" raabte Emanuel efter hende.

Uden at vende sig om gik hun ind i Huset.

Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse. Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, skreg Sigrid Hurra.

Paa Vejen ud gennem Vejlby tilraabte nogle Venner dem et oprigtigt "lykkelig Rejse"; ja, grebet af uvilkaarlig Ærefrygt ved Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk, blottede endog et Par af hans Fjender Hovedet, idet han kørte forbi.

Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel: "Tag nu Lommetørklæderne frem, Børn!" Og 408 da de saae Hansines Skikkelse staa deroppe paa den lille Høj i Udkanten af Haven, begyndte de alle at vifte.

Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.

"Vift Børn … vift!" sagde han, og hans Øjne stod fulde af Taarer.

Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; … de fik intet Svar paa deres: "Paa Gensyn."

– Som en Stenstøtte stod Hansine og saae efter dem, indtil det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det fjerne. Saa gik hun stille ned. Men pludselig var det, som om hun overfaldtes af Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin, der førte ned fra Højen.

En hel Time blev hun siddende her – ubevægelig, med Hovedet i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt og klagende gennem Trækronerne over hende.

Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes fremtidige Hjem.

Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer, gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var bleven Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.

[gå frem til Del 3, Dommens Dag]