Toldere og Syndere

En Fortælling-Kres

[gå tilbage til Storeholt, kapitel IV]

I

Jyllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gleden over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften uden en eneste Stjerne. Lysskæret fra Kupeerne fejede henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte snart en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, snart et Vogterhus eller et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Landevejsbom og spejlede sine Lygter i Vejpytterne. Saa fulgte nye, opblødte Marker og grædende Hegn og tilsidst en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt. Og videre dundrede Toget gennem Mørket, frem mod den rødlige Lystaage ude i Horisonten, der var København.

Inde i de overfyldte Kupeer begyndte man at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa sit Rejsetøj. En sværlemmet Mand i en af de 3die Klasses Vogne sad allerede med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en af disse gammeldags Familje-Vadsække med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjelden ses mere.

4 Det var et Menneske, der ogsaa af andre Grunde havde paadraget sig sine Medrejsendes Opmærksomhed. Han var en Mand i den kraftigste Alder, middelhøj, landsbyagtig klædt og med et stort, daarlig barberet Ansigt, i hvis sorte Skæggebund de krængede Læber blussede som Saarrande. Dersom han ikke havde været saa tarvelig klædt, vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han næppe heller trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Han havde paa Hovedet en stor Kasket med Læderskygge og omkring Halsen et broget Tørklæde i Stedet for Flip. Men der var denne Paraply. Desuden bar Manden Briller. Og hans mutte Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han havde hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør1? ...

Da Toget gled ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, blev han siddende, indtil de andre Rejsende havde forladt Kupeen og Vognen næsten var tømt.

Han havde heller ikke noget at haste efter. Som en Fremmed kom han til den store By, hvor ingen ventede ham. Med Vadsækken i den ene Haand og Paraplyen i den anden fulgte han Strømmen op ad Trappen og ind i Forhallen, hvis hvide Lyshav fik ham til at spærre Øjnene op. Med Skyhed betragtede han det prægtigt udstyrede Rum, idet han ved 5 sig selv tænkte, at det sikkert var større og kostbarere end nogen Kirke hertillands.

Tilsidst stod han ganske alene udenfor ved Opkørslen, mens de sidste Drosker rullede bort. Han saae sig omkring for at blive retvendt i de ukendte Omgivelser. Det var tolv Aar siden han sidst havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted.

Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev kort afvist. Og nu styrede han i Droskernes Spor ud over Pladsen.

Men paa det første Hjørne ved "Passagen" blev han atter staaende, pludselig gjort modløs af den store, larmende Færdsel. Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette Menneskemylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der gled frem med Jernbanefart og sprudede svovlblaa Gnister af Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj brummende afsted som Kæmpebiller med blodrøde Øjne, dette Spektakel af Tudehorn og Klokkeklemten som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Gaderne var oplyste som til Fest. Helt op over Tagene naaede Illuminationen. "Whisky er Gentlemansdrik," stod der med rubinrød Ildskrift over et seks-etages Hus paa den anden Side af Gaden. "I 6 Elysium Bal til Klokken to," blev der et andet Sted skrevet henover Himlen af en usynlig Haand. Og pludselig sprang en Gnist frem af Mørket over den indre By og hele den østlige Himmel stod i Flammer. "Søholms Kaffe er den bedste!" forkyndtes der med kæmpestore Bogstaver.

"Dette er jo Helvede!" mumlede han.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der havde nærmet sig ham bagfra, en lurvet Skikkelse med blegt Ansigt og et hvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved. Den anden Haand havde han i Bukselommen, og mellem hans sorte Tandstumper sad en fortygget Cigaret.

"Undskyld! Herren har maaske Brug for et godt Logis?"

"Pas Dem selv!" svarede han og gik videre.

Men den anden fulgte efter og var snart igen paa Siden af ham.

"Undskyld, Herre! Jeg kan anbefale Dem et fint Logis ... hos en Dame ... i alle Maader kumfortabelt og lige her i Nærheden."

"Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!" raabte han nu ude af sig selv af Ophidselse og løftede Paraplyen til Slag.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som opslugt af Jorden.

7 Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med dirrende Lemmer fortsatte ind mod Byen. Og her skulde han altsaa nu leve! Til denne Ormerede skulde han føre sin Kone og sine Børn og endda være taknemlig, om det kunde lykkes ham at skabe et nyt Hjem for dem alle. Saadan var det Guds Vilje. Fra de frie Marker og den aabne Strand skulde Børnene spærres inde i en eller anden Baggaard uden Sol og Luft, en Giftbrønd, der langsomt vilde stjæle Farven af deres Kinder. Men ogsaa det Offer maatte bringes. Han havde kun at lyde ...

Da han naaede Raadhuspladsen, vidste han, hvor han var. Han gik ned imod Vartov, hvis tunge Mure han genkendte med noget af en hjemlig Glæde.

Han søgte ind i det Net af krogede Smaagader, der gemmer sig bag den aarhundredgamle Stiftelse, og hans opskræmte Sind faldt igen til Ro i disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste op i Mørket og tavse Mænd stod i Gadedørene og røg deres Pibe efter Fyraften. Her mødte han Rester af det fordums, provinsielle København, han var fortrolig med.

Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed "Vennely" og kaldte sig et kristeligt Gjæstehjem. Nogle Trappetrin førte fra Gaden op til en halvmørk Forstue med et Par Knagerækker og en sort Navnetavle. 8 En yngre Herre i lang, tilknappet Skødefrakke viste sig i Døren til Kontoret og ønskede ham velkommen med evangelisk Hjertelighed.

"Kan jeg faa et billigt Værelse hos Dem?" spurgte den Fremmede uden Indledning paa ramt Jysk.

Der blev ringet paa en Klokke, og Hotellets Karl – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – førte ham op paa tredje Sal, hvor han viste ham ind i et lille Værelse, der ligesom Trappen og hele Huset stank som en Ostekælder.

"Hvad er Prisen?" spurgte han.

Svaret kom først efter lang Tøven og under megen Fingren i det store Skæg.

"To Kroner," sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, han overlod ham Værelset til den Pris.

"Har De ingen billigere?"

"Billigere?"

Den Gamle kiggede paa ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

"Jo, vi har et Par Loftsværelser til en Krone," sagde han. "Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn."

"Lad mig se dem!"

Ad en Hønsetrappe naaede de op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. Det var lavloftet men ganske rummeligt. Langs den ene Side 9 stod en umalet Træseng. Desuden fandtes der midt paa Gulvet et Bord og to Træstole og ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

"Jeg tager dette her!" sagde den Fremmede, skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede, af hans Mund, naar han talte. "Og saa ønsker jeg at faa Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød."

Gubben undersøgte hans Paaklædning nøjere.

"De kan ellers godt spise nede i Resturationen," sagde han derpaa.

"Jeg ønsker, som sagt, Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer."

"Ja ja. Godt Ord igen, Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?

"Pastor Vestrup. – Hvirring Strandhuse."

Den Gamle stirrede.

"Er De Præst? ... Men vil De saa dog ikke hellere ha' Værelset nedenunder. Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren."

"Jeg bliver her!"

"Ganske som Pastoren ønsker det," sagde den helt forvandlede Gamle, hvis Holdning nu var lutter Ydmyghed. "Ganske efter Deres Ønske."

10 "Og det var altsaa fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl," sagde Præsten med Tyngde paa alle Ordene. "De har vel rigtig forstaaet det?"

"Jeg skal lige med det samme give Pigen Besked."

"Og saa husker De nok – tykt Brød!"

Mens Pastor Vestrup ventede paa Aftensmaden, gik han op og ned ad Gulvet for at holde Varmen. Hans Tanker var straks igen vendt hjem til Konen og Børnene. Han begreb ikke, at han allerede var kommen saa langt bort fra dem. For ikke mere end 8 Timer siden havde han holdt alle de kære i Haanden. De havde fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af dem, da de allerede var paa Hjemvejen.

Pludselig standsede han hel forskrækket ved Synet af sit eget Ansigt i det lille Spejl, der hang paa Væggen over Vaskestellet. Hans Kone havde om Morgenen klippet hans Haar, og først nu opdagede han, at hun af Sparsommelighedshensyn havde gjort det saa grundigt, at han var kommen til at se ud som en Tugthusfange.

Han rystede paa Hovedet og smilte.

Hvor det lignede Stine! Hvor var hun dog utrættelig i sin kærlige Omsorg for dem allesammen! Og hvor havde hun, den svage Krøbling, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Trods alle de advarende Uglehyl, der havde lydt omkring dem, 11 siden de brød op fra Favsing Præstegaard, havde hun taget det Løfte af ham aldrig at opgive Kampen for Sandheden og aldrig at tage mod Naadsensbrød af den Kirke, der havde forskudt ham.

"Tænk nu bare ikke paa os!" havde hun sagt til ham ved Afskeden idag. "De 40 Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine."

Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt sammen med Familjen i den lille Fiskerhytte ved Havet, hvor den havde boet tilleje det sidste halve Aar, mens han selv den hele Sommer havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og det meste af Fyn havde han gennemrejst i al Slags Vejr, oftest – ligesom i sin Drengetid – paa bare Fødder for at spare Støvlerne. Mere end hundrede Vækkelsesmøder havde han holdt i Rejsestalde og Krostuer eller paa aaben Mark, fordi ikke alene Kirkerne men ogsaa alle Forsamlings- og Missionshuse var bleven lukket for ham paa Statspræsternes Begæring. Og imens havde hans Kone ganske alene holdt sammen paa Hjemmet trods sin legemlige Svaghed. Aldrig hørte han mindste Klage fra hende. Heller ikke mærkede han længer noget til den Begærlighed efter Vidunder-Pulvere og styrkende Præparater, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig saa meget med i Favsing Præstegaard, – ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed 12 og tyllet sig med Guds Ord som med en undergørende Medicin.

Der blev banket paa Døren, og en Pige kom ind med Maden.

Hun bragte desuden en Besked til ham. En Journalist fra "Femte Juni" havde i de sidste Dage flere Gange ringet op og spurgt efter ham. Bestyreren havde nu efter Løfte telefoneret til Bladet om, at han var kommen, og hun skulde nu spørge, om Præsten vilde tale med Journalisten, dersom han kom.

Pastor Vestrup vendte sig i Forlegenhed bort og svarede Ja.

[*]

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der blev dundret paa Døren med en knyttet Haand.

Hvad er dether? – tænkte han forarget, og før han fik sagt Kom-ind, stod der en Mand i Døren.

En lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og Næseklemmer. Af Mandens Ansigt saaes foruden Næsen kun et pjusket Overskæg og et Par svulne Kinder med blaarøde Drankerpletter.

Pastor Vestrup rejste sig og stirrede.

"Mit Navn er Carlsen – A B D-Carlsen," sagde den Fremmede og tog først nu Hatten af. "Og det er altsaa Pastor Vestergaard."

13 "Nej."

"Hvad beha'er? Er jeg gaaet forkert?"

"Vestrup hedder jeg."

Manden slog sig for Panden.

"Jeg er et Fæ! ... Undskyld, min Herre! Det er desværre en af mine hundrede og sytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne – Vestberg mente jeg naturligvis."

Uden at vente paa nogen Opfordring til at tage Plads, slog han sig ned paa den nærmeste Stol og knappede Overfrakken op.

Præsten, der nu ogsaa satte sig, betragtede ham med glubsk Mine.

"Kommer De fra Bladet "Femte Juni"?"

"Ja, min Herre!"

"Var det maaske Dem, jeg fik det Brev fra forgangen?"

"Ja vel! ABD-Carlsen. Har De glemt det? Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev. Forresten veed De vel nok, at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum. Der er sagtens et eller andet, han vil bruge Dem til. Vi er jo for Tiden ude efter Hjælpetropper."

"Hvem taler De om?"

"Har De ikke truffet Enslev ved et Møde engang i Sommer. Det er blevet sagt mig. I hvert Fald 14 er det ham, der vil have Dem i Vejret. Jeg veed det med Sikkerhed."

Journalisten havde, mens han talte, søgt i sine mange Lommer efter Notebogen, og han fandt den omsider nede i Foret paa sin højst medtagne Jakke. Men nu var ogsaa Fyldepennen bleven væk for ham, hvorefter han med sløv Resignation gentog den omstændelige Ransagning af sin Person.

"De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder," sagde Pastor Vestrup med Mistro. "Hvordan skal det forstaaes?"

"Jo, det er rigtigt nok. Jeg vikarierer for Dr. Mikkelsen. Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Speciale er ellers Forlystelser – "A B D". Nu er De med, ikke sandt?"

"Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol."

"Det er jeg sgu ogsaa, min Herre! Kandidat med Laudabilis i Kirkehistorie og ellers tre rigtig pæne Haud'er. Havde det ikke været saa uheldigt for mig, at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med den hellige Skrift, saa kunde jeg nu ha' siddet og haft det rigtig rart i en Præstegaard paa Landet og dyrket mine smaa menneskelige Svagheder, – saalænge den gik. Men det kender De fra Dem selv – ikke sandt?"

Pastor Vestrup havde ikke taget sine vildt mistænksomme 15 Øjne fra ham, og ved Journalistens sidste nærgaaende Ord kom hans Kinder i Brand. Men samtidig var han begyndt at blive lidt usikker overfor Manden.

"Vil De dermed sige, at De aldrig har tænkt paa at blive Præst?"

"Jeg fortæller det ikke for at fornærme Dem, Højstærede – men veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Hellere Madam paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. Og hun holdt sit Ord! ... Man havde jo sine Idealer dengang og vilde nødig skamme sig for sig selv! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre!"

Til sin fornyede Overraskelse saae Præsten, at Mandens tunge Øjne var bleven blanke af Taarer. Hvad var dette for et Menneske? Talte han Sandhed, eller var det altsammen en forhutlet Drukkenbolts Løgn og Pral?

"Naa, men det var altsaa dette her Interview, vi gerne skulde ha'," afbrød Journalisten sig selv, da han ved et lykkeligt Tilfælde endelig havde fundet sin Skrivestift. "For det første: hvor var det, De var Præst? Og hvor længe er det, siden De erholdt Deres merbemeldte Afsked? Og fik De den med eller uden Pension?"

16 "Er alt det ogsaa nødvendigt?" spurgte Pastor Vestrup med Skyhed.

"Ja, Død og Pine! Vi maa skam ha' hele Litaniet. Og – mens jeg husker det – De har vel medbragt et Fotografi af Dem selv? Det skrev jeg vist til Dem om."

"Jeg har aldrig ladet mig fotografere."

"Det var Pokkers! Saa maa vi ha' en af vores Tegnere herop. Rummet her egner sig jo ogsaa storartet til Ramme. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? Ikke? Ja se, der er jo f. Eks. det gamle "Dejgtrug". Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren. Og saa er der "Elysium". Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. Og der faar man gratis Opvarmning, for der er Hestestald nedenunder. De maa godt sige, at "Femte Juni" støtter Dem – det er Anbefaling nok. Forresten kender jeg Værten. Han kan træffe mig i Telefonen hver Dag mellem 5 og 7."

Pastor Vestrup, der var bleven mere og mere indadvendt, sagde nu, at han ikke ønskede sit Portræt i Bladet. Desuden bad han om at faa Interviewet udsat til den næste Dag. Han skulde da i Mellemtiden tænke over, hvormeget af sit Privatliv han vilde udlevere til Offenlighedens Gabestok, og – sagde han – maaske foretrak han selv at udarbejde en 17 Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

"Ja – Død og Pine! – det vilde jo naturligvis være det allerbedste. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Saa faar De da en flot Start! ... Men Deres ærede Billede maa vi ha' i Bladet. Ellers læser Folk sgu ikke Teksten. Husk paa, kære Herre, vi har Ordre til at gøre Dem til en berømt Mand. Og De skal se, det skal ogsaa nok gaa! Vi har jo Øvelsen. Hvormange af vore store Navne tror De ikke, "Femte Juni" har skabt? Lad mig bare nævne den jyske Bagersvend, der kørte sin Kone til København paa en Trillebør. Kan De huske? Det var forresten mig personlig, der lavede ham. Og jeg tror, jeg kan sige, der var tilsidst ikke det Barn i Landet, der ikke havde hørt om "Bollemanden fra Struer". Vær De ganske rolig! Jeg – A B D – indestaar Dem for, at inden der er gaaet en Maaned skal hele København snakke om "Den jyske Vandrepræst"."

Præstens Øjne søgte i Forlegenhed mod Gulvet, og Blodet gik ham paany til Kinderne. Der blev nu truffet den Aftale, at Hr. Carlsen skulde komme igen den næste Dag ved samme Tid og medbringe en af Bladets Tegnere. Derpaa rejste Hr. Carlsen sig, satte Hatten paa og begyndte igen med begge Hænder en omstændelig Jagt gennem alle sine Lommer.

18 "Aa hør ... De skulde ikke tilfældigt ha' en Cigar hos Dem?"

"Jeg ryger ikke."

"Det var Satans. Og det kan De holde ud! ... Naa! Altsaa imorgen Klokken 8."

Endnu længe efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han modfalden med Hænderne paa sine Knæ og stirrede mod Gulvet. Det svimlede nu igen for ham ved at tænke paa, hvad han her vovede. Han vidste fuldt ud Besked med, hvad Slags Blad "Femte Juni" var. Han havde ikke engang glemt, at det af alle Landets Blade var det, der i sin Tid mest skaanselløst havde prisgivet hans Familjeliv i Anledning af hans Embedsafsættelse.

Men han havde lovet sig selv at ville gaa sin beskikkede Vej med Brædt for Panden2. Han vidste jo ogsaa, at fordi han tog mod den Haandsrækning, der her blev tilbudt ham, gik han dog ikke i Antikristens Sold. Han søgte jo ikke sin egen Fordel, fristedes allermindst af den Navnkundighed, der var stillet ham i Udsigt. Vidste han blot lige saa sikkert, at han heller ikke i en Fold af sit Hjerte gemte et hævngerrigt Haab om at skaffe sig personlig Oprejsning for den Forsmædelse, der var overgaaet ham i Kristi Kirkes hellige Navn. For i saa Fald var han jo alligevel kommen herover for at værne ikke Guds men sin egen Ære. Og var det 19 dog i hvert Fald ikke et grueligt Hovmod, naar han – uværdige Mads Vestrup, en afsat Præst – kunde mene om sig selv, at han var ført hertil i den Højestes Tjeneste, ja paa hans udtrykkelige Befaling? ...

Han gled tilsidst ned paa sine Knæ med Hænderne foldede foran Brystet og bad i sin Aftenbøn om Lys i det Tvivlens Mørke, der igen havde omspændt hans Sjæl.

[*]

Taagen laa nu saa tæt over Byen, at Glødelysenes Balloner hang i Luften som osende Lamper. Raadhuspladsen druknede i Halvmørke. Taarnurets oplyste Skive syntes at svæve frit i Rummet som en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar indefter, ind til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker. Og ned gennem Luften dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone.

Paa Kongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade Stenbro. De var alle paa Fart ned mod Teatret, under hvis oplyste 20 Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube. Det var Operaaften – og Nationens Kæledægge, Heltetenoren, optraadte i en af sine Glansroller.

Paa Hjørnet af Bredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de ud gennem Bredgade. De gik langsomt, i lavmælet Samtale, og hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de yderligere deres Stemmer eller tav helt, indtil vedkommende var kommen forbi.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, af Alder omkring de halvhundrede. Den anden var mindre og havde graat Fuldskæg. De fleste Folk kendte dem aabenbart. De vendte sig om efter dem, og mange hilste ærbødigt.

Udenfor den oplyste Rigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de hinanden Farvel, og den høje Herre forsvandt ind gennem Porten, hvor Politibetjenten og Budene gjorde stram Honnør for ham. Det var Tyrstrup, Ministerchefen, den særlig i Øjeblikket meget omtalte Mand, hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og 21 talte om en jysk Lokalbane, men der var endnu kun samlet faa Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Tilhørerbænkene oppe paa Galleriet var dog alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vakte Forventning hos Folk om sensationelle Debater. Enslev havde ved Valget ladet sig genvælge til Rigsdagen, og man strømmede dertil som til en Forlystelse i Haab om at komme til at overvære en dramatisk Scene. Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. Kultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, der var en overgemt Levning fra Enslevs Tid, havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministersjefen og den offenlige Mening paa Grund af en Række skamløse Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der paany fyldte Sindene med al Valgdagenes Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Administrationen 22 for dens enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

Lidt efter lidt fyldtes Salen. Den gamle Bonde stod endnu paa Talerstolen, men Passiaren omkring ham var bleven saa livlig, at Formanden idelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Frem og tilbage langsmed Salens ene Væg gik – urolig som et indespærret Dyr – en høj, mager Mand, der sjælden talte med nogen. Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Salens Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar Morder-Englen svævede over Partierne og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af Tingets ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet og rørte sig under hele Mødet ikke fra sin Plads. Han sad der med Haanden 23 under Kinden og rettede sine ildfulde mørke Øjne ufravendt mod Taleren – en utrættelig og samvittighedsfuld Tilhører selv til det ligegyldigste Ordgyderi.

Imidlertid drev Størsteparten af de andre Tingmænd omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne, slog sig ned hos Meningsfæller eller stak Hovederne sammen i samtalende Grupper, alt mens navnlig de nyvalgte Medlemmer havde ondt ved at glemme, at de optraadte for aabent Tæppe. Bestandig maatte de skotte op til Tilhørergalleriet men især til den reserverede Loge, hvor Damerne havde Plads.

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, blond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med forlorne Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af Kirkefolkets nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge, alvorsfulde Mand, der stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed, havde ligesom Rektor Bohse sine Øjne opmærksomt rettet mod Taleren og skottede i det højeste hvert tredje Minut hen til Damelogen.

Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer. Han havde engang været en smuk Mand men var i en tidlig 24 Alder bleven for svær. Med sin tunge Krop og sine sindige Bevægelser mindede han mere om en Proprietær end om en Statsmand, og det var da heller ikke nogen parlamentarisk Ærgerrighed, der havde ført ham ind i Politiken. Han tilhørte en af disse frodige sønderjyske Slægter, som har frembragt saa mange af Landets varmeste og mest højsindede Fædrelandsvenner. Han var Jurist og tragtede oprindelig efter en af de røde Lænestole i Højesteret, hvor hans Fader i mange Aar havde siddet som Rettens Formand. Men hans Ungdom faldt i de berygtede Provisorieaar, da et importeret Tvangsregimente efter prøjsisk Mønster samlede et meget broget Selskab af Idealister og Spekulanter og politiske Eventyrere omkring Demokratiets Bannere. Begejstret navnlig for Enslev og under dennes kloge og maalbevidste Paavirkning gik han allerede som Student helt op i den store Kamp for Folkets Frihed, og endnu før sit tredivte Aar blev han, Sønnen af den stokkonservative Højesteretsassessor og Ekscellence, der havde været med til at idømme Enslev og flere andre af Folkets Førere strenge Fængselsstraffe, valgt ind i Rigsdagen af en af Landets radikaleste Krese.

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, betænkte han sig et Øjeblik, idet han med en uglad Mine 25 strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

Nogle Minutter efter rejste han sig og gik op ad Trappen til Ministerværelserne.

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring frem og tilbage langsmed Væggen opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet efter Tyrstrups Bortgang og blev staaende der med Ansigtet vendt mod Taleren som for at høre bedre. Han stod der med Hænderne paa Ryggen og skævede bag Brillerne ned til Visitkortet, der endnu laa paa Ministerchefens Plads. Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig mod hinanden i forstærket Tempo.

Han gik hen i Baggrunden af Salen og nærmede sig her en ældre Tingmand, der sad og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en Konference paa Tomandshaand henne i en af Vinduesfordybningerne.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse.

26 "Jeg forstyrrer altsaa ikke?" spurgte den Fremmede med Lorgnetten i Haanden, idet han med en skæv Grimace, der skulde gælde for et Smil, blottede den ene Side af et mægtigt Løvegebis.

"Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke tillade Dem det. Det er et Emne, jeg ikke er i Stand til at drøfte med Dem."

Den Fremmede, der havde sat sig, saae modfalden ned i sin Hat.

"Det er unægtelig i den Anledning, jeg er kommen."

Der blev en Pavse, og Tyrstrup strøg sig om Hagen med sin massive Haand.

"Vil De sige mig ganske aabent, Zaun – kommer De i Enslevs Ærinde? Jeg mener: som hans Sendemand?"

"Nej!"

"Det er altsaa ganske privat, De har søgt mig her?"

"Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... overtydet om, at jeg taler paa mange 27 Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som "Berlingske" for i Aften bringer."

"Hvilken Meddelelse tænker De paa?"

"Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn."

Tyrstrup afbrød ham med en utaalmodig Haandbevægelse.

"Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjelden – og ganske uegennyttig – Interesse. Deres store Offervillighed og Deres Arbejdsiver har for bestandig sikret Dem enhver Partifælles varmeste Sympati og Anerkendelse. Men – Direktør Zaun – jeg maa nu engang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja at det er ganske upassende."

Direktør Zaun saae igen ned paa sin Hat og sagde:

"Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede 28 mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig ... det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet ... jeg indrømmer, det er meget dristigt ... men jeg har altsaa ment ... havde altsaa haabet at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde."

Hertil svarede Tyrstrup ikke noget. Han sad træt tilbagelænet og strøg Haanden nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede en lille Tid.

"Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?" spurgte han derpaa. "De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og desuden en af Tingets livligste Talere."

"Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. Han bekæmpede hans Kandidat i sin Valgkres til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt."

29 "Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat men hører ogsaa som Præst til en af vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi i det. Og vi kan dog ikke forsvare af personlige Hensyn ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at der nu skaffes alle gode og sunde Kræfter i Folket Alburum og Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. Jeg kommer forresten netop fra en Samtale med en af vore ledende Bankmænd. Han udtalte sig alt andet end forhaabningsfuldt om Udsigterne for vort nye, store Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit i Udlandet stadig er synkende."

Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til det ene Øre med sit forlegne Rovdyrssmil.

30 "Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan."

"Javist! Jeg husker det!"

"Og siden et Forslag til en Toldreform."

"Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget: vi har vistnok overdrevet Tilliden til den Slags ydre Foranstaltninger. Vi maa se at blive enige om, at det er indenfra, vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Problem, bliver vi jo dog nødt til at indrømme Religionens opdragende Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig, ikke sandt, at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det heles Vel."

Hr. Zaun vilde sige noget men opgav det som med en heroisk Beslutning. I det næste Øjeblik rejste han sig med et pludseligt Sæt. Det var, som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

"Jeg skal ikke gøre noget Forsøg paa at forklare 31 mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem," sagde han og bukkede stift. "Jeg beder Dem altsaa undskylde, at jeg omsonst har gjort Ulejlighed."

"Alt forladt!" svarede Ministeren.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han igen og foer mod Døren. Men da han stod med Haanden paa Laasen, standsede han. Med et Ansigt, der var blegt af Sindsbevægelse, vendte han sig om og løftede Panden.

"Jeg følger Enslev!" forkyndte han og stormede i det samme bort, som om han havde udkastet en Bombe og flygtede for Virkningen.

Tyrstrup, der var bleven siddende, saae forbavset efter ham. Lidt efter rejste han sig hovedrystende og vendte tilbage til Folketingssalen.

Da Hr. Zaun var naaet ned paa den taagede Gade, hørte han et Taarnur slaa. Det standsede ham et Øjeblik i Farten. Trods sin stærke Ophidselse kom han til at tænke paa, at Posten med de sidste udenlandske Aviser nu maatte være kommen og laa hjemme paa hans Bord. Men saa uhyre var hans Optagethed af det store politiske Sammenstød, som efter hans Mening nu var uundgaaeligt, at han bestemte sig til at svigte baade Kæmpebranden i New York, Musette-Processen i Paris, Ministerkrisen i Bulgarien, Londoner-Firmaet Blackbourns Fallit, de 32 tre indebrændte Børn i Frankfurt, det mærkelige Gravfund ved Toulouse, Droskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder fra alle fem Verdensdele, som hans Sind var fyldt af. Han skyndte sig op ad Bredgade og drejede ind paa Skt Annæ Plads, hvor Enslev boede.

Tyrstrup var imidlertid vendt tilbage til Folketingssalen. Her stod den gamle Bondemand endnu paa Katederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse om sin Lokalbane, og inde i Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fangen tilligemed en anden af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven kaldt til for at deltage i den fortrolige Raadslagning.

Da Tyrstrup kom der forbi paa Vejen til Ministerbordet, forstod han straks, at der var noget igære. Han gik derfor hen og hilste paa dem og indledede en Samtale.

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og Meddelelsen foruroligede dem noget, fordi det var bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var Løbebud for Enslev, og de havde ingen rigtig Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste 33 Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet.

"Vi staar og taler om den Notits, som "Femte Juni" har iaften om Provst Broberg," sagde Jørgen Højbo. "Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er sørget godt nok for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik."

"Hvad er det for en Notits?"

"Har De ikke set den?"

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af "Femte Juni" op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevet med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

"En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst," begyndte den lille Petit-Artikel, der var undertegnet Klavs Klumpe og helt igennem skrevet i denne yndede Medarbejders kaade Bajadsstil. Den berettede om, hvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en 34 af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave. Denne haarde Fremfærd mod en Embedsbroder var saa meget mere bemærkelsesværdig, som der nu hviskedes om, at Provsten selv ofte viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der ofte havde vakt Anstød – –."

Da Tyrstrup gav Bladet tilbage, var hans Ansigt meget alvorligt.

"Ja, det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for saadanne skammelige Skriverier," sagde Jørgen Højbo, der var en smuk gammel Bondemand med et Par dybtliggende Øjne. Han havde i mange Aar hørt til Enslevs nærmeste Kres, men efter den berygtede Strige-Tale havde han opsagt ham Venskabet og var nu en af de Mænd i Partiet, der stod ham haardest imod.

Lærer Tanning – en yngre, skægløs Fynbo med en rød Svulst, der sad midt i Panden som Rosenstokken3 af et Enhjørningshorn – sagde nu:

"Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for at drøfte den politiske Situation og "Femte Juni"s Forhold til den. Vi kunde saa ved samme Lejlighed tage denne sidste Gemenhed op til nærmere Forhandling."

35 Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Lærer Tanning erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. "Femte Juni" var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde man fælde over et Parti, der tillod, at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som forfulgte Partiets bedste Mænd med den gemeneste Haan?

Tyrstrup indvendte her imod, at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

"Men Enslev er "Femte Juni"s Udgiver," svarede den anden. "Og trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes."

Hvad der her blev udtalt i Hidsighed, svarede temmelig nøje til, hvad de andre ved sig selv havde tænkt, og Ordene efterfulgtes af en lidt forlegen Tavshed. Hr. Tanning selv blev pludselig lidt betænkelig ved sin Aabenhed, og Gjærup, der under hele Samtalen havde staaet tavs med Hænderne paa Ryggen, saae sig forsigtig omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.

[*]

36 Samtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved Furesøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage for at leve Resten af sit Liv som en fredelig Urtegaardsmand, havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en ny Bekræftelse paa Rygtet om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Da Hr. Zaun stod foran Huset, hvor Enslev boede, og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig ikke derop. Det var jo bleven silde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

Han havde just vendt sig skuffet bort, da en Automobil kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud, og han genkendte hende straks i Lygteskæret.

"Undskyld! ... Godaften, Frøken Evaldsen."

Han havde stillet sig i Vejen for hende med Hatten i Haanden.

"Kære, er det Dem, Zaun! De gjorde mig forskrækket."

"Undskyld ... vil De sige mig, om De tror, at Enslev kan modtage mig iaften?"

"Nej, det er vist ganske umuligt. Jeg fik netop 37 at vide, at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven kaldt. Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med Enslev? Er der noget nyt?"

Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilen var kørt.

"Jeg kommer lige fra Tyrstrup."

"Naa?" – Frøkenen betragtede hans Ansigt med Spænding og greb ham uvilkaarligt i Armen. "Hvad sagde han?"

"Det bliver Provst Broberg. Han indrømmede det ikke lige ud, men der er ingen Tvivl ... Det er med andre Ord en aaben Krigserklæring."

Frøken Evaldsen trak langsomt Haanden til sig og knyttede den.

"At de Skurke vover det! ... At de ikke skammer sig!"

"Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?" spurgte Zaun efter en Pavse. "For nu maa der jo handles! Og allerførst maa vi vel holde Mandtal over vore Folk."

"Kom Klokken 12. Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?"

"Jeg tror ikke. Ja, det vil sige ... De har vel set, at Mazuranic er død."

38 "Hvem?"

"Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Det var den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede godt og vel tre Timer. Igaar saae det ud, som om han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch."

"Kan det ha' nogen Betydning for os?" spurgte Frøken Evaldsen. "Hvad har vi med Bulgarien at gøre?"

"Næ – Betydning? – Næ, det kan det naturligvis ikke."

"Ja, maa jeg saa være fri, Zaun! ... Godnat!"

Oppe i det store Soveværelse sad Professor Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Anmodning havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde tidsnok blive hans naturlige Hvilestilling. I sin Utaalmodighed havde han desuden forlangt, at alle Lamperne i Loftet skulde brænde. Det store Rum – Lejlighedens egenlige Spisesal – med den smalle Seng og 39 de faa Møbler gjorde et uhyggeligt, koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede ned over det som til en Fest for usynlige Gæster.

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive livlig og fortællelysten. Han talte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted; og da Asmus Hagen spurgte ham, om han ikke troede, han vilde komme til at savne Freden derude og de smukke Omgivelser, svarede han, at han endnu ikke var bleven svaghjernet nok til at kunne omgaas Naturen.

"Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave. Vi ser os i Aanden tage en idyllisk Afsked med Livet som Patriark med en grønmalet Vandkande i Haanden ... en sølvermanket Emeritus i Stil med Rektor Bohse. Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der. Et Mandfolk mister under Livets Kamp tilsidst Organet for Idyllen. De vil engang selv gøre den Erfaring, Professor Hagen!"

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed og om den Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. 40 Og da Asmus Hagen hertil indvendte, at man dog altid kunde fordrive Kedsomheden ved Læsning, rystede den Gamle paa Hovedet og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var en Bog omtrent det slettest mulige Selskab.

"Sæt en gammel Invalid til at læse Krigshistorie, og han vil hurtigt kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over, at han maa sidde der i sin Lænestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han en Æske Tinsoldater eller at sidde og glo paa sit eget Billede i Spejlet. Men vil De sige mig, Professor Hagen, hvor længe udholder et tænkende Menneske at være ene med sig selv?"

Saadan blev han ved at tale, og Morfinrusen gjorde ham stadig mere aabenhjertig. Men nu gik Døren til Sideværelset sagte op, og Frøken Evaldsen stak Hovedet ind.

"Kommer jeg til Ulejlighed?"

"Det ser De jo!" svarede Enslev, ærgerlig over Afbrydelsen. "Hvad vil De her?"

Hovedet forsvandt, Døren lukkedes, og Asmus Hagen rejste sig lidt efter for at gaa. Men Enslev bad ham om at blive, og han satte sig igen.

Enslev gav sig derpaa til at tale til ham om hans Broder, Jægermesteren. Han lykønskede ham i Anledning af dennes Folketingsmandat og sagde:

41 "Han er maaske ingen fremragende Taler, men han har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i Tinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham."

Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Mening om den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og Enslevs Ord skulde aabenbart heller ikke tages fuldt alvorlig.

"Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt "Storeholt". Forholder det sig rigtigt? Man har ment, at det er hans Svigerfar, der har overtaget den. Hvad er det, den Mand hedder."

"Søholm."

"En Kaffeagent, ikke sandt? Men han skal jo være Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet."

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet. Desuden mente han i Enslevs Tone at kunne spore en lille skjult Tilfredshed ved Tanken om den Ydmygelse, der her igen var overgaaet en af Landets gamle, fornemme Familjer.

Enslev gik iøvrigt ikke nærmere ind paa Sagen. Han benyttede kun Lejligheden til at fortælle Asmus Hagen om et Sammenstød, han for et halvt Aarhundrede siden som ung Student havde haft med hans Far, Etatsraaden, der dengang sad som Assistent 42 i et af Ministerierne og var en af Byens unge Levemænd.

"Jeg ser ham endnu ganske livagtigt for mig, som han den Morgen kom ridende langs Østervold sammen med en ung, smuk Dame ... maaske var det hende, der senere blev Deres Mor. Jeg kendte ham af Udseende fra Studenterforeningen og vidste ogsaa, at han var Stamherren til det rige Storeholt, hvad der naturligvis blev gjort en Del Væsen af deroppe. Forresten havde vi kort i Forvejen karamboleret i Foreningens Læsestue i en eller anden latterlig Anledning – jeg tror, det var en Avis, han vilde snappe for Næsen af mig – og da han nu paa Frastand faar Øje paa mig, ser jeg tilfældigvis, at han skubber til Damen med Albuen og siger noget, der faar hende til at le. Dagen efter søgte jeg ham op og afkrævede ham en Forklaring, og det endte drabeligt nok med, at jeg udfordrede ham paa Rytterpistoler. Mindre kunde dengang ikke gøre det! ... Femogtyve Aar efter, da Deres Far og jeg mødtes ved en politisk Festlighed i København – det var kort Tid efter, at han til sine Standsfællers største Forskrækkelse havde aabenbaret liberale Anskuelser – mindede han mig om den gamle Historie i en elskværdig Skaaltale, og vi stod siden den Tid paa den venskabeligste Fod med hinanden."

43 Asmus Hagen smilte lidt af Høflighed men svarede iøvrigt ikke noget. Det var ikke første Gang, han hørte den Historie. Enslev havde temmelig regelmæssigt fortalt ham den, naar de saaes, og det skete aabenbart ikke helt uden Hensigt. Forøvrigt kendte han ogsaa Historien fra sin Far, i hvis Fremstilling den tog sig lidt anderledes ud. Faderen havde efter sit eget Sigende nok lagt Mærke til den blege, fattigt klædte og haltende Student, der hin Morgen kom gaaende imod ham langsmed Ridestien; men først idet de passerede hinanden, havde han genkendt ham paa hans fjendtlige Blik, og han vidste sig ganske fri for at have sagt nogen Morsomhed paa hans Bekostning. Derimod forholdt det sig rigtigt nok med Udfordringen, som Faderen havde maattet afslaa, fordi han ikke vilde slaas med en Krøbling. Sagen havde dengang vakt en Del Opsigt i Studenterverdenen og var bleven noget af en historisk Begivenhed derved, at den havde forskaffet Enslev hans første Fængselsstraf.

[*]

Inde i Spisestuen ved Siden af, hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den kolossale Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal stod aaben, og derinde 44 var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygten nedenfor. Der var koldt i begge Stuerne, som med deres spredte Møbler gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, men der fandtes kun akkurat det nødtørftigste. Skønt Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand, og han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, endogsaa en Generalsdatter, manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftner, naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne. Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, – der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Da hun var 28 Aar saae hun Enslev første Gang 45 paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed og tappert ofrede ham sit Rygte i det ganske Amalienborg-Kvarter, ja tilsidst helligede ham sit hele Liv. Og det skønt Enslev langtfra altid havde vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, endmindre paaskønnet hendes Trofasthed, der tværtimod ofte var faldet ham til Besvær. Efter at hun var gaaet i Frø, havde han tidt ønsket at kunne ryste hende af sig, og han behandlede hende nu nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, som han fuldt ud stolede paa.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op, og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

"Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen! Jeg taaler at høre den."

"Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et ganske almindeligt Tilfælde."

"Mener De, han kan være kommen over det imorgen ... eller senest iovermorgen?"

"Er det saa magtpaaliggende?"

46 "Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for os end netop nu."

"Men hvad er der da sket?"

"Det kan jeg ikke sige Dem i Aften. Men det vil snart komme for en Dag."

"Ja ja. Som sagt: De skal ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det vel nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det nu hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften, Frøken Evaldsen!"

Han sagde det sidste smilende, med opløftet Pegefinger, hilste derpaa Godnat og gik.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. Han laa med sin Næseklemmer paa og kiggede i en Avis. Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bød hende med en Haandbevægelse at sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han bidsk, at hun jo havde talt med Doktoren.

Det varede dog ikke længe, før han lagde Avisen og begyndte at fritte hende ud. Var der noget nyt i Byen? Havde hun været i Rigsdagen? Der var 47 vel ikke forefaldet noget af Interesse? Forresten var der jo Aftenmøde.

"Ja, jeg havde tænkt at gaa derhen," sagde hun. "Men der sker vel ingenting. Det er jo bare for at faa Finansloven færdig."

"Og om Ministerudnævnelsen har du stadig ikke hørt noget nærmere? Det er ogsaa ligemeget. Jeg er ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og han har jo desuden et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?"

"Nu skal du ikke spørge, Ven! Nu skal du sove."

"Slidder-Sladder! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine. Hvad skal de pjattede Narrestreger til?"

Hun kunde ikke slippe. Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle ham, hvad Direktør Zaun havde meddelt hende om sit Besøg hos Ministerchefen.

Efterretningen gjorde Enslev tavs. Hans blyfarvede Ansigt med det hvide Fuldskæg stivnede i et livløst Udtryk, der forskrækkede hans Veninde. Skønt han havde været fuldkommen forberedt, følte han det alligevel et Øjeblik, som om Verdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man 48 saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje. Første Gang i en halv Menneskealder, at han igen følte Nederlagets Ydmygelse.

Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

"Gaa ind i min Stue. Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender jo Nøglen."

Da hun kom tilbage, sagde han videre:

"For en Sikkerheds Skyld opsatte jeg Dokumentet der, inden jeg i Eftermiddag krøb i Seng. Du maa gerne læse det."

Veninden tog igen Plads ved Sengen og foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

I nogle Øjeblikke betragtede de hinanden i Tavshed.

"Du ser, jeg har været forberedt!" sagde han derpaa. "Men hør nu, hvad der skal udrettes! Dersom jeg ikke er i Stand til at modtage Zaun, naar han kommer imorgen, maa du bede ham om at indfinde sig her igen saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officiel. Dersom jeg endnu ikke til den Tid kan tale med ham, skal du datere Skrivelsen og give 49 ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og du maa foreholde ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden Opsættelse."

Frøken Evaldsen, der sad i en tankefuld Stilling og holdt Haanden under Hovedet, havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse. Hun læste Skrivelsen endnu engang igennem, dennegang langsomt, Ord for Ord, og faldt saa igen tilbage til sine egne Tanker.

"At de har vovet det!" udbrød hun, mens Haanden nu sank ned paa hendes Knæ. "Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad han er. Tyrstrup, Ludvigsen, Bohse, Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig allesammen. Den ene efter den anden. Paa den lumpneste Maade."

"Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg aldrig ventet mig andet af dem. De Folk kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lange Haandtryk og milde Øjne. Endnu da jeg sidste Gang forhandlede med ham efter Valgkampagnen, lod jeg mig besnakke af ham. Han talte netop dengang om Provst Broberg og gjorde sig mange Anstrengelser 50 for at undskylde Provstens Optræden imod mig. Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han skal faa den!"

"Jeg kommer til at huske paa," sagde Frøken Evaldsen. "Der stod i "Femte Juni" noget om en jysk Præst, som var almindelig bekendt for at vise en nærgaaende Opførsel overfor sine kvindelige Konfirmander. Jeg tænkte et Øjeblik paa, om det kunde være Broberg, der var ment. For saa kan vi jo gøre Manden uskadelig med det samme."

"Jeg kender ikke Artiklen; men jeg veed, at det er Broberg, der sigtes til."

"Og tror du, det kan være sandt?"

"Det er det maaske ikke. Men han har engang paa lumpen og haardhjertet Maade forfulgt en stakkels Kollega, der havde haft det Uheld at falde i Hænderne paa et løsagtigt Fruentimmer. Jeg betragter det derfor som heldigt, at han nu faar Lejlighed til at dokumentere sin egen Uangribelighed in puncto sexti. – Men jeg er bleven ør i Hovedet af den Morfin, og nu skal du gaa. Kald paa lille Jensen. Hun skal komme og slukke. Og vil du gøre mig den Tjeneste at telefonere til Samuelsen imorgen tidlig. Sig ham, at han skal faa nærmere Besked om, hvornaar jeg venter ham."

Da Enslevs Husholderske, lille Jomfru Jensen, et Kvarterstid efter havde ordnet alt for Natten og fra 51 Soveværelset kom ind i Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen staaende derinde uden Hat og Overtøj.

"Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtig om Enslevs Udseende. Der maa være nogen til at vaage i Nat. De har jo nok at gøre om Dagen, Jensen, og Pigerne kan vi ikke stole paa."

"Frøkenen behøver saamænd ikke at være bange. Jeg hører det i samme Sekund, Herren ringer."

"Jeg bliver nu alligevel. Jeg sætter mig derind i den store Lænestol i Salen. Den hviler jeg godt i. Dersom der ingen Brug bliver for mig i Nattens Løb, skal De slet ikke sige, at jeg har været her."

"Men der er jo koldt, Frøken. Skal jeg ikke lade Ellen-Katrine fyre op?"

"Behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude."

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at naar Frøkenen havde sat sig noget for, kunde hun lige saa godt straks falde til Føje. Hun begav sig da adstadigt ud af Stuen med sin vrikkende Gang som en vandrende Klokke, idet hendes lave smaa Ben bevægede sig under Skørtet som en Knebel.

52 "Sig mig engang," sagde Frøken Evaldsen, da hun var vendt tilbage med de forlangte Ting. "Veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?"

"Jægermesterinde Hagen? Her kommer jo saa mange og vil tale med Herren. Hvordan ser den Dame ud?"

"Hun er mørkeblond. Omtrent paa min Højde. Ganske smuk."

"Har hun en blaa Fløjlshat med sort Fjer?"

"Det tror jeg næsten."

"Og hviner hun af Silkeundertøj, naar hun gaar?"

"Det kan vist godt passe."

"Jo, saa har den Dame været her et Par Gange, siden vi flyttede ind."

"Jeg ser, der staar en stor Buket Blomster derinde i Salen. Den var der ikke igaar. Det er maaske hende, der har bragt den?"

Lille Jomfru Jensen ømmede sig ved Svaret. Hun havde et godt Hjerte og følte sig paa sin Herres Vegne brødebetynget af hans Forsyndelser mod den gamle Veninde.

"Svar mig kun oprigtig. Jeg tager mig det ikke nær."

"Jo. Den Dame havde Blomsterne med, da hun var her sidst. Men Herren tog forresten ikke imod hende."

53 "Ja ja. Godnat, Jensen," sagde Frøkenen og klappede hende paa Kinden, rørt over, at hun saa gerne vilde trøste hende. "Gaa nu i Seng."

Inde i Salen med de rigt udskaarne Møbler, der i Skæret fra Gadelygten mindede om en gammel Riddersal, indrettede hun sig for Natten i den ene af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med Tæppet stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken sad hun ubevægelig Time efter Time og stirrede ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen, hvor ogsaa alt var slukket, stod Døren aaben ud til Køkkengangen for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Fra den stille Plads udenfor lød Skridt af enlige Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Af og til hørtes ogsaa den fjerne, dybe Tone af Skibenes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Mange Tanker om Dagens Hændelser, mange Erindringer om Mennesker og Oplevelser fra Nutid og Fortid gik gennem hendes Sind, mens Timerne langsomt skred. Og paany blev hun rørt ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Hun skulde ikke glemme det lille 54 Skind, der ligefrem havde haft Taarer i Øjnene af Medfølelse.

Og saa havde hun dog slet ikke Trøst behov! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang havde krympet sig under Ydmygelserne, den havde hun udbrændt allerede for mange Aar siden for ikke at gaa til Grunde i Smerten. Det var heller slet ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet hende. Hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, flakkende Gnister af den udslukte Brand. Men for Vennens egen Skyld følte hun sig stadig drevet til at holde Øje med de Kvinder, der søgte ham. Der var jo dem, som var saa skamløse at benytte sig af hans Svaghed til at fremme deres Planer hos ham og misbruge hans Indflydelse. Og denne unge Jægermesterinde, som hun blot kendte af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloger, huede hende ikke. Hun var sikkert en lige saa farlig og intrigant Person som hun var smuk. Hun sad der med en Stanglorgnet for Øjnene og saae sig omkring i Salen, som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Det var den Slags Damer, der begyndte at blive de toneangivende indenfor Partiet, – og heri var hendes kære Ven desværre ikke helt uden Skyld!

[*]

55 Den første Del af Natten gik hen uden Forstyrrelse; men ved Totiden foer Frøken Evaldsen op, fordi hun hørte Enslev ringe. I sin Ængstelse skyndte hun sig ind til ham som hun var, kastede blot det uldne Sengetæppe omkring sig som et Sjal for at skjule de uordnede Klæder.

Enslev havde selv drejet op for den lille Natlampe, der brændte over Hovedgærdet under en rød Skærm. Da han saae hende, blev han saa forbavset og desuden saa ubehagelig berørt af Synet, at han satte sig op i Sengen og modtog hende med et højt Raab af Vrede. Skønt han hurtigt forstod Sammenhængen og i Virkeligheden ogsaa var rørt over hendes Opofrelse, kunde han dog ikke lade være med at overøse hende med Grovheder.

Men vant, som hun var, til hans Hensynsløshed satte hun sig rolig ned paa Sengekanten.

"Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen slet ikke kommer. Om hun ogsaa hører dig ringe, varer det jo altid en Evighed, inden hun kan stable sig paa Benene."

"Jeg skal have mig frabedt, at du begynder at regere med Jensen. Jeg vil overhovedet ikke vide noget af din Kommanderen her i Huset. Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har 56 draperet dig med? Du har altsaa ovenikøbet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... Ja, de er jo som Isknolde!"

"Snak om en Ting! ... Hvad var det saa, du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?"

"Nej! Hvor kommer du paa det?"

"Hvorfor ringede du da?"

"Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand," sagde han.

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Da han med to-tre store Skvulp havde tømt Vandglasset og rakte hende det tilbage, sagde han blot:

"Jeg vil ikke mere have den Morfin. Det Djævelskab gør mig forstyrret i Hovedet."

Han lagde sig træt tilbage paa Puden og lukkede Øjnene. Men han beholdt Venindens Haand, og saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Det var i saadanne kraftesløse Øjeblikke hans eget Ønske, at han snart maatte dø. Han plejede at sige, at han vidste, der sad et Par Blod-Patroner paa Lur omkring i hans Legeme, og han haabede, at en af dem snart vilde skynde sig med at tage Sigte paa hans Hjerte, saa det hele var forbi i Løbet af tolv Sekunder. Han frygtede ikke Døden; han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets og Hykleriets 57 Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre sin Tids store Befrielsesværk smædet uden at være i Stand til at røre en Haand til Forsvar. Og han gjorde sig ingen Illusioner. Han vidste, hvor det hele bar hen. Vidste ogsaa, hvordan han selv blev bedømt af den unge Slægt, for hvis Fremtid han dog havde ofret al sin Kraft og sin egen Menneskelykke.

"Det er dumt at blive gammel," sagde han. "Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa raffineret er den gode Gud i sin Grusomhed mod os, at han opsparer alt det tungeste og bitreste i Livet til den trætte og svage Alderdom. Bare saadan en lille Ting – jeg laa netop og tænkte paa den, da du kom – mens alt andet i os ældes og forgaar, bliver vores Erindringer med Alderen mere og mere ungdommelige. Vi glemmer, hvad der skete idag eller igaar, men husker alt det gamle, der ikke hører Tiden til og ikke længer forstaas af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!"

I det samme aabnedes Døren, og lille Jensens Gnom-Skikkelse kom tilsyne, forneden klædt i et grøntærnet Sjal, foroven i sin hvide Natdragt.

58 "Herren ringede!"

De havde begge to saa ganske glemt hende, at Frøken Evaldsen nær var bleven forskrækket og derpaa kom til at le. Men Enslev rejste sig igen i Sengen og modtog hende med et Uvejr af Skældsord, fordi hun havde ladet vente paa sig.

Lille Jensen undskyldte sig ikke. Hun tog tavs mod sin Herres Grovheder uden at fortrække en Mine. Det var denne uforstyrrelige Selvtilfredshed, der gjorde hende til et saa uerstatteligt Klenodie i dette Hus, hvor Enslevs Vredesbyger altid hurtigt forjog det øvrige Tyende, mens de drøjeste Beskyldninger gled af hende som Regn af en Skildpadde. Og naar Enslev havde raset ud, blev de straks igen de bedste Venner.

"Gaa Deres Vej! Naar jeg skal kime hele Huset ned, før De kan høre det, har jeg ingen Brug for Dem. Vent lidt! Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen ... Jo!" sagde han, da hans Veninde bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm for at forhindre det. "Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Jeg har det godt nu og vil sove."

Da Automobilen lidt efter holdt udenfor og Frøken Evaldsen kom ind med Overtøjet paa for at sige Farvel, trak han hende ned til sig og kyssede hende paa Kinden. Men derpaa stødte han hende fra sig og bød hende gaa. Det var hans sædvanlige Maade. Han 59 havde aldrig helt overvundet Bondens Forlegenhed ved at vise sine Følelser. Han var i sit Forhold til Kvinder snart kejtet, snart altfor aaben og ligefrem – aldrig helt naturlig.

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over Højbro Plads, hvor "Femte Juni" havde sit Palæ, saae hun, at der var Lys i flere af Redaktionslokalets Vinduer. Hun lod Vognen holde, idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og personlig bringe ham Enslevs Besked. Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren.

Han hilste hende lidt betuttet men uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa alle Tider af Døgnet; og da hun især viste sig, naar der var Uro i Luften, kaldtes hun i det redaktionelle Tyvesprog for "Stormvarslet".

"Veed De, om Samuelsen er gaaet?" spurgte hun.

"Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald ovre i Sætteriet. Men Bladet er gaaet i Trykken, Frøken, saa det er i yderste Øjeblik, dersom der er noget, der skal – –."

"Nej, der er ingenting. Men vil De gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her."

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken 60 paa i Færd med at gennemløbe de sidste Handelstelegrammer. Han var en fedladen og rødmosset Mand i Fyrrerne, skallet indtil Nakkebenet men til Gengæld med et stort, omhyggeligt friseret Fuldskæg. Da Døren gled op, og Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han lutter Smil, og med sødladen Elskværdighed bød han hende Plads i Sofaen.

Frøken Evaldsen overbragte den Besked, hun havde til ham, og spurgte derpaa, om der var noget nyt fra Rigsdagen.

"Nej, ikke noget særligt."

"Heller ikke fra Aftenmødet?"

"Jeg tror det ikke. Jeg har i hvert Fald ikke hørt noget. Men Enslev er nok igen bleven upasselig."

"Ja, jeg kommer netop fra ham. Det er forresten bedre nu. Men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at De ikke gør noget "sensationelt" ud af dette Tilbagefald. De vil i det hele nok være saa god ikke at omtale Sagen paa en saadan Maade, at den kan vække Ængstelse hos nogen ... og maaske Forhaabninger hos andre. Da Enslev sidste Gang var syg, gik der jo ligefrem Rygter i Byen om, at han var død, og det var "Femte Juni" ikke helt uden Skyld i. Saadan noget skulde ikke gerne gentage sig."

61 Redaktøren sagde hende ikke imod men lovede heller ikke noget. Han saae blot paa hende med sit elskværdige Smil.

"Ja, det var bare det, jeg vilde sige Dem."

Hun havde allerede rejst sig, og Samuelsen fulgte hende til Døren.

Men pludselig bad han hende om at blive et lille Øjeblik. Han vilde saa gerne have Lov til at benytte Lejligheden til at gøre hende en fortrolig Meddelelse, sagde han.

"Hvad er det om?" spurgte hun lidt usikker.

"Vil De ikke tage Plads igen?"

"Men min Vogn holder dernede."

"Det kan siges i nogle faa Ord."

Mens Frøken Evaldsen gik tilbage til Sofaen, aabnede Redaktøren ind til Sideværelset for at overbevise sig om, at ikke nogen af Medarbejderne sad derinde – "for om Natten har Væggene Øren her i Huset," sagde han – hvorpaa han satte sig overfor hende i Skrivebordsstolen.

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet men instruerede og dominerede og tumlede med en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokolen han nøje takserede og kontrolerede og reviderede. 62 Personlig forestod han desuden Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet, og som derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. "Femte Juni", som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Med bekymret Mine betroede han nu Frøken Evaldsen, at der ved Maanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye Viktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Hertil svarede Frøken Evaldsen, at efter hendes Mening – "som han jo forresten godt kendte" – var Skylden Redaktionens. Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtig Pjank om Damepynt og Fodboldskampe, kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

Samuelsen rystede smilende paa Hovedet, men 63 hans uforanderlige Elskværdighed havde faaet et Skær af Vemod.

Han beklagede, at de næppe blev helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen4. Tiderne havde forandret sig – desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp. Det var ganske andre Ting, der nutildags optog og begejstrede Sindene.

"Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!" brød det ud af Frøken Evaldsen. "Vent De blot!"

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik; hvorpaa han nikkede som Tegn paa Forstaaelse. Men Smilet i hans rødmossede Ansigt blegnede langsomt, mens han betænksomt strøg sig nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

"Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt for ham, end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde 64 nødig, at den ubehagelige Meddelelse kom ham altfor overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Smule, saa tror jeg, at det ikke alene vilde være til Gavn for Bladet men ogsaa skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der nemlig nu er godtgjort ved Kvartalsskiftet – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over 600 faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. "Folkebladet" f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og "Femte Juni"'s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi vistnok ganske enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter. Ikke sandt – saaledes ønsker vi det alle?"

65 "Ja ja, Hr. Samuelsen – iovermorgen faar De jo Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser for Enslev," svarede Frøken Evaldsen og rejste sig.

Der var en god Del Ringeagt i hendes Tone. Hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev, og uden Modsigelse lystrede enhver Ordre fra den Kant.

Nogen Uro havde han alligevel vakt hos hende, og da hun atter sad i Vognen, lovede hun sig selv, at hun endnu en Gang vilde advare sin Ven mod dette Menneske, der havde forstaaet at suge sig fast i hans Yndest. At "Femte Juni" under hans Styrelse var bleven et saa indbringende Foretagende, havde naturligvis gjort sit dertil. Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner, der var kommen i Trang, var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede aarligt store Tilskud. Herigennem havde Samuelsen faaet en vis Magt over ham, som han sikkert paa en eller anden Maade misbrugte til egen Fordel. Hun havde ikke mindste Tillid til den Mand. Alene Synet af hans lodne Hænder virkede uhyggeligt paa hende. Det blev ogsaa sagt, at han skulde være en af Byens værste Sodomiter5, hvad jo let kunde komme Enslev til Skade, dersom det blev almindelig bekendt. Og der var i Forvejen Farer nok, der lurede. Hans Fjender voksede baade i Tal 66 og i Magt, og hun syntes, at Fremtiden for hver Dag saae mere mørk og truende ud.

[*]

Om Aftenen, netop som Raadhusuret slog otte, indfandt Journalist, cand. theol. A B D Carlsen sig efter Bestemmelsen i "Hotel Vennely" for at træffe nærmere Aftale med Mads Vestrup. Den afsatte Præst var hjemme og modtog ham med en Venlighed, der stod i en paafaldende Modsætning til hans Væsen overfor ham den foregaaende Aften.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten havde længtes efter Journalistens Komme blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Desuden havde han om Morgenen læst i Aviserne om sin Dødsfjendes, Provst Brobergs, sandsynlige Udnævnelse til Kultusminister, og denne Efterretning rejste et Stormvejr i hans Sind, der havde nedslaaet hans sidste Betænkeligheder ved Makkerskabet med den fritænkerske Avis. Naar den Mand, der i hans Øjne var selve Satans Ypperstepræst i Landet, blev anbragt i Kirkens Højsæde, var Forargelsens Fylde naaet, og Herrens forraadte Menighed havde da ingen anden Udvej end at søge Ly hos Hedninger.

Til Trods for Præstens overraskende venlige Haandtryk 67 blev Gensynet en stor Skuffelse for A B D Carlsen. Naar han var mødt saa præcis paa Klokkeslaget, var det fordi han havde ventet, at der var gjort Anstalter til Servering af en eller anden Forfriskning. Han havde af samme Grund ikke nydt noget stærkt i de sidste Timer, og hans Ansigt med de store Bylder var ganske blodløst af Spiritushunger.

"Jeg kommer alene. Vore Tegnere var allesammen optaget i Aften," sagde han gnavent, efter at han med Blikket havde ransaget ogsaa Stuens Kroge og forvisset sig om, at der ikke noget Sted var forstukket Flasker. "Men det var altsaa det Skriftemaal. Har De faaet det skrevet?"

Mads Vestrup tog fra Bordskuffen en Snes beskrevne Blade. Det var en Redegørelse for hans Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv. Han havde begyndt Udarbejdelsen tidlig om Morgenen, længe før det var lyst, og havde fortsat den om Eftermiddagen, da han var kommen tilbage fra en Rundtur i Byen.

Journalisten bladede ligegyldig i Manuskriptet og stak det i Lommen med de Ord:

"Fem Hundrede Linjer, antager jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han haabede at kunne give otte Øre Linjen, sagde han. Det vil sige, at De faar fem. Vi sætter den saa i Kroniken den Dag, De 68 taler første Gang. De har nok bestemt Dem for Elysium-Salen. Værten ringede mig op. Han fortalte mig, at De havde været hos ham. Jeg lovede at skaffe fuldt Hus."

Da Forretningerne saaledes var bragt i Orden, og efter at A B D Carlsen en Tid havde siddet modfalden og gumlet paa sin tørre Tunge, spurgte han Præsten, hvor han havde i Sinde at slaa sin Sjusser i sig i Aften. Han selv agtede sig ud til en af sine unge Venner blandt Kunstnerne for at lykønske til et Legat, han lige havde faaet. Det var Komponisten Jørgen Berg. Havde han ikke Lyst til at drive med? Jørgen Berg var sgu en briljant Fyr, som han vilde have Fornøjelse af at lære at kende. Og der vankede nok en lille Forfriskning i Dagens Anledning. Han var ingen Gnauser6.

"De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi det igen! Og Jørgen Berg er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa og sulter med sin Familje paa et Tagkammer. Jeg veed tilfældigvis bestemt, at de har maattet sætte7 deres Tøj ud i den sidste Tid for at faa Mad. Saa de 500 Kr. er for engangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Konen sidder og syr Hattepynt, og i Sommer har han selv spillet Klaver i "Mellemhaven". Det er lige haardt nok for en af de benaadede."

69 Denne Beretning om en nødlidende Familje gjorde et stærkt Indtryk paa Mads Vestrup og bragte hans Tanker i Drift. De var igen ved Hjemmet, hos Stine og Børnene og de 40 Kroner, han havde efterladt derovre. Hvorlænge vilde de kunne holde Sulten fra Døren? ... Han havde om Formiddagen været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogi, og nu havde han lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde for 45 Kroner om Maaneden med Kosten. Alligevel vilde der jo i bedste Fald gaa et Par Uger, før han kunde sende Stine nogen Hjælp, og han vidste, at hun ikke selv med Døden for Øjnene vilde klage.

"Men saa vil jeg heller ikke selv være mistrøstig" – tænkte han og bortjog sine Bekymringer med et lille Trøstevers, som engang havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund, og som han siden ofte havde tyet til paa sine ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem:

 Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!

"Ta'er De saa med?" spurgte Carlsen, der havde rejst sig. "Det kan da – for Fanden! – ikke være 70 Deres Mening og sidde her og kukelure i dette hundekolde Hul."

Mads Vestrup følte sig fristet af Opfordringen. Ensomhedens Tynge havde han baaret længe nok for idag, og hvad Hr. Carlsen her fortalte om den unge Kunstnerfamilje havde ikke alene vakt hans Medfølelse men tillige gjort ham lidt nysgerrig efter at lære den Slags Mennesker at kende.

"Men gaar det an?" spurgte han. "Jeg er jo ganske fremmed for de Folk?"

"Hvad gør det? Nu hører De dog med til Sjakket. Og vi ta'r det ikke saa nøje med Ceremoniellet. En Medarbejder ved "Femte Juni" er desuden velkommen allevegne. Det vil De snart mærke!"

Paa Vejen ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede, standsede Carlsen pludselig og saae op til Vinduerne i en gammeldags Kafe, der laa i en høj Stueetage. Han kneb det ene Øje til, stødte Præsten i Siden med Albuen og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

Mads Vestrup havde ventet Spørgsmaalet og ogsaa forberedt sig paa Svaret.

"Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg ønsker heller ikke at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke."

A B D Carlsen saae forfærdet op paa ham gennem 71 sin Lorgnet. Hans Mund og de store, tunge Øjne formelig stivnede.

"Er De Afholdsmand?"

"Ja."

"Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke Spiritus ... Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha' ladet Pigebørnene være i Fred."

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. Han havde paa et hængende Haar svaret med en Ørefigen. Men han tog sig i sin Vrede, idet han mindedes sit Løfte om at vandre sin beskikkede Vej med Brædt for Panden8. Og de gik videre i Tavshed.

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene, aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige Nøgternhed. Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen. Den bundfældede paa Gaderne et fedtet Lag af Sod og Snavs, som Folk og Heste gled i, og den stakkels A B D var hvert Øjeblik ved at falde.

"Lad os da – for Fanden! – i det mindste ta' en Æske," sagde han tilsidst i Raseri. "De har vel Penge paa Dem, Mand!"

Men Mads Vestrup var uindtagelig.

"Jeg foretrækker at gaa," svarede han kort.

72 "Ha!!"

Carlsen slyngede dette Raab ud i Luften med opspærret Gab og sank ned i Knæene i et Anfald af Desperation.

Den havarerede Teolog med Laudabilis i Kirkehistorie var i det hele dybt skuffet af sin nye Kollega og fortrød nu bitterlig, at han havde taget ham med iaften. Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Indremissions-Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han nu afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at præsentere i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde "Femte Juni" tage under Armene! Det maatte jo være en Misforstaaelse. Den Gamle maatte for engangs Skyld have ladet sig tage ved Næsen ... Eller var det en af Samuelsens Rævekager?

[*]

Den unge Kunstnerfamilje, der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde nu indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle af hans efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede 73 Vægge, deriblandt to store Kulkartoner af nøgne Mænd og Kvinder i meget dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens Manden havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt, idet en Trækasse og et Petroleumsapparat forestillede Køkkenet. Midt paa Gulvet stod et rundt Bord med nogle Kurvestole omkring. Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags Petroleumslampe med et sværtet Glas. Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

Der havde hele Eftermiddagen været Rykind af gratulerende Venner. Luften var endnu graa af Tobakstaage, og et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner var bleven staaende paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den store Forfatter, der engang havde gjort sit Navn almindelig bekendt ved en enestaaende Teaterfiasko og siden havde levet paa den derved indvundne Berømmelse, sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der sad paa den anden Side af Bordet, – en blond, trediveaarig Dame af stor Skønhed. Kun var 74 hun lovlig tung af sin Alder og ligesom besværet af sine yppige Legemsformer. Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet, næsten som om hun sov. Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde gjort hende særlig utidig. Hun maatte hvert Øjeblik holde Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Hendes Mand havde sat sig hen paa Taburetten foran Flyglet. Han var en høj, knokkelstærk Mand i Fyrretyveaarsalderen med en energisk sammenbidt Mund. Han sad med en udspilet Haand paa hvert Knæ og stirrede i Tanker ned paa Gulvet.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidigt lød et mægtigt Dunder paa Døren, der førte fra Atelieret umiddelbart ud til Trappegangen.

Det var Carlsens velbekendte Maade at melde sit Komme paa.

"Det er A B D", sagde de ogsaa alle tre, og Fru Maja skottede uvilkaarligt med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at A B D slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor slemme i Tøjet blev de i Almindelighed ogsaa modtaget og 75 fik Del i den Beskyttelse, som den gamle Delirist overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som "Femte Juni"s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en Notits om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen.

"Tag Dem et Glas, Hr. Pastor!" sagde Komponisten. "Og du, A B D! Stik paa Varerne!"

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde givet tilbage til Livet, løftede med Højtidelighed Haanden og sagde advarende:

"Stille ... Jørgen! Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger og holde os til de mere kødelige Nydelser."

Han gik med disse Ord hen til Bordet og fyldte et Glas med Whisky, hvorpaa han for et Syns Skyld dryppede lidt af en Sifon oveni.

"Skaal, lille Børn!"

Mads Vestrup forblev tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes skamløse Nøgenhed gjorde ham hed i Kinderne og vakte hans Mistænksomhed. "Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven lokket ind i?" tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes 76 ham temmelig tvetydig, og han var forberedt paa at maatte værge sig mod en Overlistelse.

Komponistens friske og ligefremme Væsen beroligede ham dog noget. Han havde desuden straks kunnet høre paa ham, at han var et Landsbybarn ligesom han selv, og Jørgen Berg fortalte det nu ogsaa uden Opfordring, at han var Fynbo, født i Nyborgegnen, og at han havde begyndt sin kunstneriske Løbebane med at spille til Dans ved Bondebrylluperne i sin Hjemstavn.

I det samme ringede Klokken, der sad over Døren, og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

"Det er vistnok Susse," sagde Frants Møller fra Dybet af sin Kurvestol. "Vi aftalte at mødes her."

Jørgen Berg lukkede op.

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk under en uhyre Hat smuttede hurtigt og forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Hun blev staaende ved Døren, efter at den var bleven lukket, og lyttede i Tavshed, mens hun med Haanden vinkede rundt til dem alle.

"Vil I sige mig, Børnlille ... Har I Politiet gaaende her i Huset?"

"Hvorfor tror du det?"

"Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang. Jeg veed, 77 at han blev ansat hos en privat Opdager, da han kom tilbage fra Vridsløse."

"Saa er det sagtens dig, han gaar paa Opdagelse efter, Susse," sagde Jørgen Berg og lo. "Har I to ikke været go'e Venner engang?"

"Aa Gud – det var dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng," svarede hun og gik nu ind i Stuen. "Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften Maja! Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget I kunde li'e, hva'? ... Godaften, A B D. – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!"

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til Damens stormende Omfavnelse. Forøvrigt hørte ogsaa hun til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet "Folkets Glæde".

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen under det store Atelier-Vindu. Hun kiggede længe overrasket paa ham, idet hun uvilkaarlig eftergjorde den Maaben, der var karakteristisk for ham, naar han var dybt forbavset. Derpaa vendte hun sig om mod de andre med en ugenert Latter.

"Gud, hvem er det? ... Sikken en sjov Anders Tikøb9!"

78 Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

"Er du tosset, Tøs! Det er en Præst!"

"En Præst? Hvordan kommer han her?"

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og paa Forhaand vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

"Hys! Det er Cajus!" sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. "Du lukker ham da ikke ind, Jørgen!"

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden, og i denne Stilling skottede han mistænksomt op over Lorgnetten.

Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Lampelyset faldt lige paa hans Ansigt, der allerede blussede af Spiritus. Cigaren stod ret tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret og glødede 79 af Beruselse, stirrede han ufravendt over paa Sangerinden med et glubsk og hadefuldt Blik.

Den forsagte Banken blev nu gentaget; men ingen brød Tavsheden. Først da ogsaa Klokken lød, hviskede Susse Frederiksen, idet hun krampagtig holdt Jørgen Berg fast i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren:

"Du understaar dig ikke til at lukke ham ind! Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min Ven."

Noget efter hørte de Manden derude forsvinde langsomt ned ad Trappen.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud til Trods for, at han egenlig slet ikke kendte Manden og kun vidste om ham, at han engang havde været Reporter ved "Femte Juni" og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

"Vi kunde dog godt have budt ham indenfor, naar han kommer for at hilse paa gamle Bekendte. Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og klistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op. Og naar den stakkels Fyr nu er bleven Husspion, saa er det vel, fordi han ikke har kunnet faa andet at leve af med den Fortid."

"Nu vil vi ikke snakke mere om ham!" erklærede Frøken Susse.

80 Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven for at berolige ham; og Frants Møller lod sig atter koldblodigt knuge og kysse. Han havde sine Grunde til at være vagtsom, at ingen skulde fortrænge ham af Damens Gunst netop nu, da hun havde faaet et usædvanlig fordelagtigt Engagement hos Folle Pip i "Tavernen".

Men nu rejste A B D Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede. Med de store, tunge Øjne stift rettede paa Sangerinden raabte han:

"Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – A B D – sværge paa, at det er Løgn! De to Silkekostumer, som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha' glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften i den blaa, da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service."

"Nu skulde du hellere ta' og holde op, lille A B D ... ellers faar du jo bare dit Krampeslag i Mellemgulvet," spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virkelig 81 blev standset af sin fatale Hikke og maatte sætte sig.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte Haanden i Vejret og forkyndte med Taarer i Øjnene, at Cajus var en Gentleman for Gud.

"Lad ham saa være Tyv og en Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... hvis infame Kæltringstreger Lovene ikke rammer, for de har selv lavet dem til Beskyttelse for dekorerede Snydere og professionelle Stortyve ..."

Han vilde trods Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der ogsaa gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i "Femte Juni". Kun naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt 82 de ham uudholdelig og standsede regelmæssigt hans Deklamationer med Hylen og Spektakel.

[*]

Under det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs. Under det sidste Optrin havde han siddet med Armene hvilende paa Brystet, som om det altsammen ikke gjorde noget Indtryk paa ham. Men bag Brillerne lyste hans aarvaagne Øjne, der baade saae mere og trængte dybere ind, end nogen tænkte. Og hvad han her var Vidne til, greb hans Bondesind med Forfærdelse, og kaldte ogsaa paa Præsten i ham. Han følte sig nu igen saa sikker paa, at han var ført hertil af Himlens Vilje for at bringe Guds Ords Trøst til disse blindfødte, der sad i Mørket og led ilde.

Jørgen Berg havde den Vane at underholde Folk med sine egne Anliggender. Det gjorde han ogsaa nu, idet han skildrede for Mads Vestrup alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane. Den blev i hans Fremstilling et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie. De 500 Kr., han nu havde faaet, var iøvrigt virkelig hans første offenlige Opmuntring.

83 Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og hvordan han var kommen her.

"Ih, du Fredsens ... med Bønderkonerne!" hørte man hende sige, da Frants Møller havde fortalt, hvad han mente at vide om Mads Vestrup og Grunden til hans Afskedigelse.

Hun vendte sig interesseret om for rigtig at tage Manden i Øjesyn.

"Du!" hviskede hun. "Han ser da ogsaa ud som en rigtig Knus-Elsker fra Landet a'. En ordenlig Tyr – hva'?"

Men da Vennen smilende opløftede en advarende Pegefinger, slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

"O, du søde, søde, søde Bassemand! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ'erne paa."

"Hov, hov, hov!" lød det henne fra Komponisten i Sofaen. "Spar paa Krudtet, Susse!"

"Er du misundelig?" spurgte hun. "Hvormange Kysser vil du ha'? Jeg har endnu no'en Tusind Stykker liggende ude i Frihavnen. Du kan jo gi' mig dit Legat i Bytte, gamle Dreng! ... Har du forresten faaet Grynene?"

"Her!" svarede Jørgen Berg og slog sig paa Brystlommen. "En Femhundredkrone-Lap! Vil du se 84 ham? Det er maaske første Gang, du har været præsenteret for saadan en Elefant."

Han gik hen til Bordet og tog Pengesedlen ud af en gammel Tegnebog. Og vistnok for tyvende Gang fortalte han om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

"Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus10 med blaa Briller paa en rød Næse. "Hvad vil De?" si'er han. – "Jeg er Jørgen Berg," sa' jeg. – "Ja, hvad vil De?" – "Jeg er Komponisten Jørgen Berg."

– "Ja, hvad Pokker vil De?" – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen.

– "Har De Legitimationspapirer med Dem?" – Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. "Er det nok?" sa' jeg. "For ellers har jeg osse en Bunke gamle Kærestebreve." – Saa skulde I ha' set et Ansigt, han satte op! Men Skillingerne maatte han jo af med. Han ligefrem slængte Sedlen hen ad Disken af bare Arrigskab. De havde ikke mindre Penge – sa' han. Det skulde nu lyde saa stort!"

Sedlen gik fra Haand til Haand, og mens den blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset, skabte den et Øjeblik en hel andagtsfuld Stemning i den fattige Stue. Et Pust fra Slaraffenland strøg hen over dem alle. Kun Mads Vestrup 85 sad lige ubevægelig henne i Sofaen som tavs Iagttager og berørtes ikke af Fortryllelsen.

"Ja!" sagde Jørgen, da han havde faaet Sedlen tilbage og igen forvaret den i Tegnebogen. "Det er sært at tænke paa, at man for saadan en sølle Lap halvsnavset Papir kan gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog et Stykke Vej. Men forresten ... det er ikke allermest de fnattede Skillinger, jeg er glad for. Men det er det, at D'hrr. Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet af Hensyn til den offenlige Mening. Ellers havde de saamænd nok ladet være! Det betyder dog noget – ikke sandt? – at en musikalsk Haleneger som Professor Martens nu har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Pengene kunde det endelig ha'e været lige meget med!"

"Skab dig nu ikke, Jørgen!" sagde hans Kone. "Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at glo paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for saa mange Penge."

"Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang. Og det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? Det er en ny Hat til dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! 86 Men alligevel ... Hovedsagen for mig er dog, at jeg nu har tvunget dem til at anerkende mig. Og det, uden at jeg selv har rørt en Finger for at faa Legatet. Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide de gamle Pukkelkameler alle de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg jer!"

"Pyh!" sagde Fru Maja haanligt. "I Kunstnere har nu altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er saa meget efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og hvad det altsammen hedder. For der er dog ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk paa det."

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med begge Hænder i Jakkelommerne, og det varede noget, inden han svarede. Smilet var med eet forsvundet fra hans barske Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

"Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig, der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i "Femte 87 Juni", fordi han var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig."

Fru Maja svarede ikke. Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

"Det er vel heller ikke saa længe siden du fik et andet Bevis paa, at Beskyldningen for Pengesnobberi i hvert Fald ikke kan gælde mig."

"Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt gal er du da – Gudskelov! – endnu ikke bleven."

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? – spurgte de i Munden paa hinanden.

"Maja!" advarede Jørgen Berg rød i Hovedet. "Du siger ikke noget. Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!"

"Nej, veed du hvad, du har selv begyndt, og saa kan de andre lige saa godt faa det hele at vide," sagde hun og fortalte nu, at hun til sidste sjette Trækning havde købt et halvt Lod i Klasselotteriet, hvad Jørgen var bleven saa rasende over.

"Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for – sagde han – at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!"

"Det har jo bare været for Løjer," sagde Frøken Susse. "Det kan du da begribe, Maja."

88 "Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. Og det lige før Trækningen. Er det nu ikke noget Skaberi, maa jeg spørge?"

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var gaaet tilbage til Bordet for at forklare sig.

"Er der virkelig ingen af jer, der forstaar mig? Jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt Hundrede Tusinde ... hvor kunde jeg føle nogen Tilfredsstillelse ved det? Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. Saa vilde jeg staa paa Hovedet og sprælle med Benene i Luften af Glæde. Men at sejre paa Grund af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Idiot ... nej Tak! Det vilde jo være det samme som at bestjæle mig selv for al virkelig Triumf min hele Livstid."

Frøken Susse og A B D Carlsen svarede med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

"Nej hør nu, kære!" sagde han. "Jeg maa virkelig 89 give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ..."

"Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke vilde have Karakterstyrke nok at vise saa mange Penge fra mig, at jeg ikke vil spille. Jeg vil ikke ha' Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!"

En fornyet Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

"Der kan I selv høre! ... Jeg begriber ikke, at du gider staa og sige saadan noget. Du mener jo ikke et Ord af det."

"Ikke det! Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den."

"Naa, det gjorde nu ikke saa meget," sagde Fru Maja – hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret – "Jeg havde jo skrevet Nummeret op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind."

Hendes Mand saae en Tid hen paa hende i Tavshed. Hans lange, skægløse Ansigt med de dybt liggende Øjne havde pludselig faaet et træt, haabløst Udtryk.

"Det vil med andre Ord sige, at du ganske rolig 90 beskylder mig for at staa her og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? Fordi du ikke forstaar mig, tror du altsaa, at jeg praler. Er det din Mening?"

"Nu vil vi ikke snakke mere om det," sagde hun. "Det er ikke længer morsomt, Jørgen!"

"Du skal svare mig!" raabte han nu med hvide Læber og slog Knoen i Bordet. "Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og skaber mig. Mener du det? Ja eller nej? ... Du skal svare mig!"

Fru Maja sendte ham et vredt Blik og saae forlegent omkring til de andre.

"At du ikke skammer dig, Jørgen! At bære dig saadan ad, mens her er Fremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til."

Nu begyndte ogsaa de andre at føle Situationen lidt trykkende, og Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller, hos hvem Synet af Femhundredkronesedlen havde væbnet alle Misundelsens og Skadefrydens Dæmoner, glædede sig ganske aabenlyst over denne Strid mellem Ægtefolkene og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

"Kære!" sagde han med sit astmatiske Mæle. "Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige 91 saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!"

"Hold din Kæft!" bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene fra sin Kone. "Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne le af mig! Værsgo!"

Han drejede sig omkring paa Hælen og slentrede bort med Hænderne i Lommerne. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage, tog igen Pengesedlen ud af Tegnebogen og rakte sin Kone den over Bordet.

"Du skal ha' den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole eller hundrede Natpotter – ganske som du behager! Saa tag den dog!"

Uden at røre sig saae Fru Maja stift paa ham med et trodsigt Blik, mens han blev ved at lokke med Sedlen som en Dressør, der holder Pisken gemt bag Ryggen.

"Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa samme Vej som Lotterisedlen. Saa vil du dog maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob."

"Nap den dog fra ham, Maja!" raabte Frøken Susse, der begyndte at ane Uraad. "Det gale Menneske!"

92 Men Fru Maja rørte sig stadig ikke. Saae ham blot stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had.

Frants Møller mækrede11.

"Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid," sagde Jørgen. "En – to – tre."

Endnu til dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trussel. Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op over Lampeglasset, saa der gik Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en Fart paa Benene. Sammen med Mads Vestrup greb han Jørgen i Armen for at slukke, og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste op i Luften som en rasende. Men Ophidselsen havde givet Komponisten Herkuleskræfter. Han holdt sig dem alle fra Livet med den ene Haand, mens han med den anden løftede det flammende Papir højt i Vejret, indtil det var udbrændt og flagrede til Jorden som Aske.

Der fulgte et Øjebliks Dødsstilhed. Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa engang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald. Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder, mens Vandet plaskede fra ham.

Imidlertid stod Ægtefolkene ubevægelige overfor 93 hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i deres Lidenskab har glemt alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

"Fik du nu Bevis?" spurgte Jørgen tilsidst og forsøgte en Latter.

"Du tror maaske, jeg er ked af det!" svarede hun. "Nej, du ta'r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng, som du er!"

"Hvad siger du! Tag dig nu ivare, Tøs!"

"Bondedreng!" skreg hun igen. Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham med et kraftigt Tag i Skuldren men var ikke i Stand til at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. Et Whiskyglas væltede og rullede ned paa Gulvet, og Indholdet sølede henad Bordet.

Frants Møller stod lidt betuttet med Hænderne i Lommerne og saae til, mens Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Midt under Larmen hørte man pludselig en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, 94 var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

"Hvad er'et I laver herinde?"

Lyden af hendes Stemme skilte øjeblikkeligt Ægteparret ad. Fru Maja foer hen og tog Barnet i Armen, hvorpaa hun førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et skamfuldt skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig bort.

"Gaa!" bad han. – "Gaa allesammen!"

Mens Gæsterne tog deres Tøj paa, blev han staaende ved Bordet uden at se op og uden at tale. Han besvarede heller ikke deres Godnat.

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup Frants Møller tilbage og spurgte ham sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. Han syntes ikke godt, de kunde forsvare det.

Men tykke Møller beroligede ham.

"Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et fælt Syn. Lad os bare komme væk i Tide!"

Han sagde det med Ærgrelse, fordi han forstod, 95 at han nu havde faaet det Garn ødelagt, som han med saa store Forhaabninger havde udspændt der i Huset. Han undte ikke sin gode Ven saa smuk en Kone. Og forøvrigt fandt han, at Jørgen Berg var bleven utaalelig vigtig og trængte til at dukkes. Han havde allerede længe omgaaedes med Planer om at skrive et dræbende 5 Akts Satyrspil om disse Kraftgenier fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op. I de tre Aar, der var gaaet siden hans højt berømte Fiasko, var han dog ikke kommen længere end til Personlisten og Aktinddelingen. Men nu skulde der gøres Alvor af Sagen. Optrinet i Aften havde givet ham den rette Blodsmag i Munden. Imorgen den Dag skulde der tages fat med opsmøgede Ærmer. Og han var ikke i Tvivl om, at det dennegang vilde blive den Verdenssukces, som han alene fandt det Umagen værd at ulejlige sit Talent for.

[*]

Da de var kommen ned paa Gaden, tog Frøken Susse sin Ven under Armen, og idet Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun i sin endnu ikke overstaaede Forskrækkelse ogsaa ham til sig med den anden Arm. Det skete med en Naturlighed, saa Mads Vestrup, hvor betuttet han end i første Øjeblik blev, ikke 96 kunde faa sig til at stritte imod. Den uhyggelige Oplevelse, de kom fra, den dybe Sjælenød, han havde stirret ind i, havde ogsaa rystet ham stærkt. Og saaledes fulgtes de da hen ad Fortovet, som om de allerede var gamle Bekendte.

Carlsen sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump. Tilsidst blev han helt borte for dem i Taagen.

Frøken Susse talte bekymret til sin Ven om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa den brændte Seddel erstattet af Banken.

"Det vilde da storartet ligne ham," sagde han, skønt han kendte Vennen altfor godt til selv at tro paa det. "Jørgen ynder jo at agere det vanvittige Geni. Navnlig naar han kan gøre det gratis."

Men Frøken Susse følte sig ikke beroliget af hans Forsikring. Hun mente, at Jørgen Berg virkelig ikke var rigtig klog, og til Bevis herfor fortalte hun en Historie, som hun havde fra hans egen Kone, om et stort Korværk, som han engang arbejdede paa og næsten havde faaet færdigt, da Fru Maja kom til at spørge ham, hvormeget han mente at kunne tjene 97 paa det Arbejde. Han havde saa i Raseri kastet Noderne ned i sin Skuffe og aldrig rørt dem siden.

Mads Vestrup gik tavs og lyttede til hendes Fortælling, og han kunde mærke, hvormeget han allerede havde faaet tilovers for denne Jørgen Berg trods al hans Naragtighed og Vildskab. Og han blev igen grebet af broderlig Længsel efter at komme alle saadanne stakkels vildfarne og hjemløse til Hjælp i deres Nød, at bringe dem Jesu Kristi Fred og Frelse. Selv for dette dybt sunkne Pigebarn, der i sin Angst havde hægtet sig til hans Arm, havde han et godt Haab. Han fandt, at hun midt i sin Fornedrelse havde bevaret mere af den sande Menneskelighed end mangen renstrøgen Præstekone, der brammede med sin Dyd. Men Kristus havde jo selv givet Eksemplet, han som færdedes kammeratligt mellem Sviregaster og Skøger. Hvor han forstod ham nu! Med sine Guddomsøjne havde den udkaarne set tværs igennem al Uterligheden ind i de bange Hjerter. Og han havde vidst, at saalænge et Menneske kunde fortvivle, var han bevaret for den største af alle Synder, Selvretfærdigheden, og der var endnu Haab for hans Oprejsning.

De var nu kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner havde en kendelig Virkning paa Frøken Susses Sindsstemning. Hun glemte hurtigt sin Angst og traadte 98 i Funktion. Som en Svane, der efter en ubehjælpsom Gang paa Landjorden glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød sit Spejlbillede i de forbipasserende Herrers opspilede Miner. Adskillige af dem kendte hende aabenbart af Udseende. Enkelte gjorde Tilløb til at hilse. Men forresten vakte hendes Hats Størrelse, den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn almindelig Opmærksomhed blandt de spaserende.

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik forlegen med Øjnene mod Jorden og holdt kun Stand for ikke at forspilde den stakkels Piges Tillid. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad for et Ansigt Stine vilde sætte op, dersom hun kunde set ham i dette Optog.

Frøken Susse havde nu ogsaa overfor ham forandret sit Væsen paa betænkelig Maade. Hun blev mere og mere paagaaende i sine Tilnærmelser, knugede tidt i Hemmelighed hans Arm og begyndte endog at sige du til ham, som hun plejede at gøre, naar en Mand faldt i hendes Smag. Engang, da hun havde knebet ham i Armen og forgæves ventet paa et Svar, bøjede hun sig frem og kiggede ham op i hans bortvendte Ansigt.

"Hvad er du egenlig for en Rullepølse? For det er naturligvis Løgn, at du er Præst. Er du Landmand?"

99 Mads Vestrup svarede roligt, at han virkelig var Præst.

"Er det sandt? Og du kunde ikke lade Konerne være i Fred, hva'? Sikken Gavtyv! Du er vist en rigtig Svend! Hvorlænge har du været her i Byen?"

"Jeg kom igaar."

"Aa Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første hos Folle Pip? Du skal da ud og høre mig? Jeg har faaet et nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa lover du at komme, ikke sandt?"

Mads Vestrup gik udenom. Han sagde:

"Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Fremtid."

"Hvor er det?"

"Det er i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der."

"Elysium. Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?"

"Nu kan De jo se ad."

De var naaet ind paa Raadhuspladsen, og Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin Veninde med Albuen og sagde:

100 "Saae du, hvem der gik der?"

"Hvor?"

En ung Dame og to elegant klædte Herrer havde passeret dem i nogen Afstand. De kom fra Teatret i Jernbanegade og styrede over mod Hotel Bristol.

"Hvem var det?" spurgte Frøken Susse.

"Det var jo Greven af Monte Christo."

"Hvad siger du? Var det Karsten From? Jeg kendte ham ikke."

"Han har ogsaa taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affektert ud."

"Kendte du Damen?"

"Ja, det var Frøken Abildgaard. Jytte Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde forleden Aar. Hun skal nok være noget løs paa Traaden."

"Naa, Vorherre være med ham!" sagde hun med et Skuldertræk men fulgte dog med lange Øjne sin gamle Kæreste, den populære Portrætmaler, indtil han sammen med sin Dame og den anden Ledsager, en lille korthalset Herre med høj Silkehat, forsvandt ind gennem Bristol-Restavrantens Drejedør.

"Lover De saa at komme hen og høre mig en Aften?" spurgte Mads Vestrup, der imidlertid havde staaet med hendes Haand i sin for at sige Farvel.

"Ja – ikke sandt, Frantsemand? – det kan vi vist godt sige Ja til. Jeg har nok Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha' og fortælle. Det er vist 101 noget med Sauce paa. Adjø, Hr. Pastor! Ha' det rart!"

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik bort, og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind igennem Strøget.

[*]

Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der havde været Jytte Abildgaards anden Ledsager fra Teatret til Bristol-Restavrationen, var hendes Fætter, Jægermester Hagen, den nyvalgte Folketingsmand for en af Fyens demokratiske Valgkrese. De havde været henne og se en taabelig Wieneroperette, som hver Aften i denne Tid foranledigede en københavnsk Folkevandring til Teatret paa Grund af en dristig Scene, hvor en af Skuespillerinderne langsomt klædte sig af for Publikum lige indtil Underbukserne, som hun tilsidst under Tæppets hastige Fald ogsaa strøg af sig, – alt med Ledsagelse af en douce Musik og under farveskiftende Belysning fra en Projektør i Kulissen.

For ikke at krænke sin Fætter, der havde klappet som en rasende, paastod Jytte, at ogsaa hun havde moret sig. Hun vidste, at hun havde en Del at gøre godt overfor ham siden sit sidste Besøg paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner. Navnlig var hun ham taknemlig, fordi han ikke med et Ord havde 102 nævnet dette Mellemværende endsige hentydet til dets Aarsag. Hun havde derved paany gjort den Erfaring, at han med alle sine iøjnefaldende Latterligheder og Skavanker i enkelte Retninger var et ualmindelig fintfølende og ogsaa et godmodigt Menneske, som man ikke kunde lade være med at holde af.

Midt under første Akt havde Karsten From vist sig i Teatret, og da han tog Plads umiddelbart foran dem, var hun straks paa det rene med, at dette Sammentræf ikke var tilfældigt. I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han om Formiddagen havde fortalt Karsten From, hvor han agtede at tilbringe Aftenen, og at hun havde lovet at gøre ham Følgeskab.

Mellem de to Mænd havde der siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de saaes første Gang, udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Ved den store Enslev-Fest paa Storeholt Dagen efter Mødet, hvor Stemningen blev saa uhyggeligt truet af Hædersgæstens onde Lune, havde Karsten From tilsidst gjort Himlen blaa med sit Gitarspil og sine muntre Viser, som endogsaa fik Enslev til at klappe. Af Taknemlighed herover havde Jægermesteren bagefter omfavnet ham og med Taarer i Øjnene kaldt ham for sin Æres Redningsmand.

103 Bekendtskabet var nu blevet fornyet her i København, og Jægermesteren havde allerede bestilt et stort Portræt af sig selv, som skulde være en Fødselsdagsgave til hans Kone.

Efter at de havde spist et Par Retter og var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af en fin Aargang, begyndte Jægermesteren at tale om dette Portræt, som Maleren netop havde gjort et Par Udkast til. Han løftede i den Anledning sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset. Og ogsaa ved denne Lejlighed mindede han om hin betydningsfulde Aften paa Storeholt, da Karsten From "som en anden David Harpespiller havde bortjaget en Konges mørke Tanker."

"Kære Mester!" – endte han – "Modtag paany min dybt følte Tak og min oprigtige Compliment!"

Jytte, der havde taget det Parti at betragte Skaalen som sig uvedkommende, vendte Ansigtet bort, mens de to Herrer klinkede. Netop fordi hun mærkede, at Karsten Froms Øjne søgte hendes over Bordet, kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

Hun havde jo desuden særlige Grunde til ikke at bryde sig om at mindes den Sommeraften paa Storeholt. 104 Hun var ved den Lejlighed bleven berøvet sin sidste Illusion. Trods Sommerens mange senere Oplevelser og Indtryk kunde hun endnu ikke tænke paa Pastor Gaardbo og hans Frieri uden at føle sig beskæmmet. Det var første Gang, hun var kommen i nærmere personlig Berøring med et af disse "troende" Mennesker, som hun saa tidt havde hørt om. Nu kendte hun ogsaa dem! Og der rejste sig altid noget af et Oprør i hendes Sind, naar hun tænkte paa denne Mand og hans enfoldige Selvgodhed.

"Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen?" spurgte Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. "Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette12?"

"Ikke nogetsomhelst til mig!" sagde hun afgjort og viste sig lidt utaalmodig for at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restavrationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, og hun fortrød i det hele, at hun havde ladet sig overtale til at gaa herind, da hun kunde have sagt sig selv, at han vilde gøre Følgeskab. Det var nu tredje Gang i de sidste fjorten Dage, han havde benyttet sit Venskabsforhold til hendes Fætter til "i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende" – 105 som han udtrykte sig. Hvad var hans Hensigt med denne nye, taabelige Forfølgelse?

"Ja, saa maa vi altsaa undvære dit behagelige Makkerskab!" sagde Fætteren. "Hvad foretrækker De, From? En Chartreuse, triple sec ... eller en Meukow 1842?"

Den blonde Malers smukke, lidt tunge Øjne, der havde et Farvespil som Labrador13, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, før han svarede.

"Jeg samstemmer ganske med Frøken Abildgaard. Jeg vil helst ikke drikke mere i Aften ... og det er vel ogsaa bleven temmelig silde," sagde han som for at vise, at han havde gættet hendes Ønske.

Og Jytte blev igen ærgerlig paa sig selv, fordi hun mærkede, at det lykkedes ham at gøre hende lidt rød.

"Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!" sagde Jægermesteren og bad Tjeneren om at bringe Regningen.

Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs, bøjede sig nu frem over Bordet og udbad sig Tilladelse til "at benytte disse sidste kostbare Minutter" til at gøre et Forslag.

"De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt," sagde han til Jægermesteren. "Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne 106 skulde have det endelig afgjort, hvad for et af dem, der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe et Valg. Vilde det da ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, dersom vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at vise os den Naade at være Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?"

Jægermesteren fandt Ideen ypperlig og spurgte sin Kusine, hvad hun for sit Vedkommende sagde til Forslaget.

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik. Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde give ikke saa lidt for at faa at vide, hvad Slags Menneske han i Grunden var. Hun havde nu kendt ham i et Par Aar, og hver Gang hun var sammen med ham, maatte hun paany gøre sig det samme Spørgsmaal. Var han helt normal? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde for længe siden forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen-Bajads for Folk.

"Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! Og til Vilhelmine kan jeg jo ikke godt snakke om Sagen, da den gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en 107 Aftale, at jeg kommer og henter dig imorgen Klokken to? Saa følges vi hen til Atelieret, og jeg forpligter mig paa Forhaand til at bøje mig for din Afgørelse."

"Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg kan absolut ikke paatage mig saa stort et Ansvar. Jeg har ikke Spor af Forstand paa at være Kunstdommer. Du maa have mig undskyldt, John!"

"Snak! Der er ikke Tale om noget Ansvar. Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket. Saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan jeg være lige tilfreds. Det er netop det, der volder Vanskeligheden. Nu maa du ikke sige Nej."

Jytte, der lagde Mærke til, at Karsten From ventede paa hendes Svar med et nervøst og anspændt Udtryk, blev pludselig lidt betænkelig ved at gentage sit Afslag. Hun kom til at tænke paa, at han kunde misforstaa hendes Vægring og maaske tage den for Tegn paa Usikkerhed hos hende.

Hun lod derfor, som om hun overvejede, mens hun trak Handsken op over Armen.

"Imorgen kan jeg i hvert Tilfælde ikke," sagde hun.

"Men saa iovermorgen?"

"Det veed jeg virkelig ikke, John! Det er der saa længe til, og der kan ske saa meget. Og nu vil jeg hjem. Jeg er bange, Mor sidder oppe efter mig."

108 Hun gjorde Mine til at rejse sig, og Herrerne maatte lyde Vinket.

Deres Opbrud vakte en Del Opmærksomhed i Lokalet, og det ikke alene paa Grund af Karsten From, der var kendt af Alverden. Jyttes Skønhed og fornemme Væsen fremkaldte rundtom megen nysgerrig Hvisken. Hun bar en af disse broncefarvede Silkekjoler med hvide Kniplings Underærmer, der gav hendes brunette lille Skikkelse en hel sydlandsk Varme. Forøvrigt var ogsaa Jægermesteren allerede paa Vej til at blive en kendt Figur i Hovedstaden, hvad han satte stor Pris paa. Som en af Enslevs svorne Mænd var han bleven tagen under Armene af "Femte Juni", og baade han selv og Fru Vilhelmine var hurtigt kommen i Vælten. Der var endogsaa Folk, der af den Grund ansaae ham for sikkert Ministeremne i Tilfælde af, at Enslev igen skulde komme til Magten.

Udenfor Restavrationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tiisæde i den ventende Droske, var han forsvunden.

[*]

Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række Glødelamper lyste, men der 109 var stadig mange Mennesker paa Benene, skønt Klokken var Et.

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor og stod just og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en blond Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol foran en Kamin og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Midt i det kedelige Selskabsmylr, under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af det smukke Menneske, som sad der saa sorgløst optaget af sit Instrument, næsten som en Aabenbaring fra en Eventyrverden. Da han senere blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen dog hurtigt af ham. Men dette allerførste Indtryk havde hun aldrig helt kunnet glemme, og hun spurgte sig selv, om det maaske var af den Grund, hun altid følte denne lille ærgerlige Frygt i hans Nærværelse.

"Maa jeg have Lov til at gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal, Jytte? Vil du sige mig, har der været noget mellem dig og From engang?"

"Hvad skulde det være?"

"Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at 110 der var ingenting, han fortrød saa meget som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?"

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

"Ja, han har engang friet til mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham."

"Ja, jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Jeg har kunnet mærke paa flere af hans Udtalelser, at du har en meget høj Stjerne hos ham. Og han har en knusende Respekt for dig."

"Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige."

"Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet, mens han maler. Han har ogsaa engang fortalt mig lidt om sit eget Liv, og det var højst interessant. Det lyder næsten som et Eventyr. Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn?"

"Jeg tror, jeg har hørt det."

"Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra et Fjerdesals-Vindu, og jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet et Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Det kan lyde besynderligt, men har 111 du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Jeg har ogsaa hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han skabede sig saa meget, var det for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skøn Dag brød ud hos ham. – – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, saa forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere føre ham sammen med dig."

"Ja Tak, det ser jeg helst."

"Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, hvor stor Pris jeg sætter paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt. Jeg vil saa helst sige ham det lige ud, saa forstaar han jo nok Grunden."

"Det vil jeg dog absolut bede dig om ikke at gøre, John! Det kunde maaske mistydes. Forresten troede jeg saamænd, han selv for længe siden havde glemt den gamle Historie. Den var vist ikke engang videre alvorlig ment. Det skal nok være en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han træffer. Og der er vistnok dem, der gouterer ham."

"Du maa nu ogsaa indrømme, at han kan være højst charmerende. Især naar man sidder ene med ham, saa gaar Affektationen helt af ham, og han kan tale saa mærkelig fornuftigt. Du skulde dog engang ... nej, det er sandt! Jeg kan altsaa desværre 112 ikke føre jer sammen mere. Men jeg siger dig, Jytte, han taler altid om dig med den største Agtelse og har en vældig Respekt for din Mening. Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, at han nu er begyndt at barbere sig efter engelsk Mode. Han havde hørt, du skulde have sagt i et Selskab, at du fandt det latterligt, at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache. Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?"

"Umaadelig! ... Men for nu at vende Bøtten, John, hvorfor var din Kone ikke med iaften?"

"Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke hele Dagen. Du veed jo,hun er nu ogsaa kommen ind i Komiteen for den store Vifte-Udstilling, og jeg vil betro dig – men foreløbig ikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Præsident. Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge, saa du forstaar, vi gaar i Spænding. Dronningen er jo Protektrice. Du maa indrømme, at Vilhelmine vil tage sig glimrende ud. Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har givet carte blanche med Hensyn til Toiletter."

Vognen drejede i det samme ind i Dronningens Tværgade, og et Øjeblik efter holdt den foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren 113 hjalp hende ned og fik hendes Portnøgle, og mens han stod og famlede ved Laasen, kom han igen tilbage til Karsten From og Grunden til hendes Afslag paa hans Indbydelse.

"Jeg vil naturligvis ikke prøve paa at overtale dig, Jytte; men du siger jo selv, at det er en gammel Historie, som ovenikøbet ingen af jer har taget alvorlig. Og From er jo ogsaa altfor dannet og ridderlig til, at han nogensinde kunde falde paa at rippe op i Fortiden ..."

"Aa, kære, du tager ganske fejl. Det har jeg ikke skænket en Tanke."

"Jamen, saa synes jeg egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, at du selv vil have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Han har mange nye Portræter under Arbejde ... altsammen glimrende Ting, som han tjener Tusinder paa."

"Det betvivler jeg ikke ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John! Jeg tror, som sagt, at Mor sidder oppe og venter paa mig."

"Ja ja. Nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at spise Frokost hos jer imorgen. Vi har faaet Skiftedagsferie14, og jeg er min egen Herre. Er du optaget?"

"Nej. Kom du bare! Vi er hjemme."

114 "Naa, Godnat da! Og lov mig saa, at du vil tænke over det. From er jo dog en brillant Fyr, og jeg synes, vi tre har det saa hyggeligt sammen."

Da Jytte kom op, saae hun til sin Beroligelse, at der var mørkt i alle Stuerne. Men Døren fra Spisestuen til Moderens Soveværelse stod paa Klem, og idet hun listede der forbi for ikke at vække, blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

"Hvor du dog kommer sent, Barn! Jeg var nær ved at blive urolig for dig."

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende forskrækkede Jytte. Hvad andre længe havde sagt til hende, at Moderen var bleven gammel, saae hun i dette Øjeblik selv.

Hun satte sig paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From fortav hun dog for ikke at vække nogen Mistanke hos Moderen.

"Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete? Saa sover du bedre."

"Nej Tak, nu jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro."

"Har du siddet alene hele Aftenen? Jeg syntes, jeg kunde mærke inde i Stuen, at der har været Fremmede."

115 "Ja, Asmus sad her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som jo igen har ligget et Par Dage".

"Havde han ellers noget nyt at berette?"

"Nej. – Ja, det vil sige, han fortalte mig, at han igen havde haft et Kort fra Torben Dihmer."

"Ja saa!"

"Det var fra Berlin. Saa nu lader det da til, at det endelig skal være forbi med hans underlige Omflakken."

"Det har saamænd ogsaa været en lang Rejse," sagde Jytte ligegyldig og saae til Siden for at undgaa Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Moder aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.

Efter at de en lille Tid havde talt om andre Ting, rejste Jytte sig, gav Moderen et Godnatkys paa begge Kinderne og gik saa ind til sig selv.

Her sad hun lidt efter halvt afklædt paa en Stol og faldt i Tanker med den ene Fod oppe paa Knæet og Haanden omkring Vristen. Torben Dihmer i Berlin! ... Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! ... Og saa vilde hun maaske ikke engang faa ham at se. I det højeste vilde de en Dag mødes paa Gaden, og han vilde tage Hatten af for hende med sin ærbødige Hilsen, som hun paa sin Side vilde besvare med et lige saa korrekt Nik, angst for 116 at komme til at røbe mindste Sindsbevægelse. – Og han var dog den Dag idag hendes kæreste Ven, og den eneste fremmede Mand, hun havde kysset!

Dette ulyksalige Kys! ... Mon han endnu tænkte paa hende? Og i saa Fald: med hvilke Tanker? Hun havde ofte gjort sig dette Spørgsmaal, naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og drømte vaagen ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i Verden havde været anderledes.

Hun var nu fuldt ud fortrolig med den Tanke, at hun aldrig vilde blive gift. Hun var jo, Gud ske Lov, ogsaa snart en gammel Jomfru, som ikke længer blev ført i Fristelse. – "Og dog blev jeg ikke skabt til Nonne hverken af Sind eller Skind," sagde hun ofte til sig selv. Aldrig holdt hun op med at misunde selv de ulykkeligste af sine gifte Veninder, fordi de kunde slaa Armene om en Mands Hals og glemme sig selv og al Livets Jammer i et bedøvende Favntag. Hun havde forleden mødt Kitty Munck, der nylig havde ladet sig skille fra sin tredje Mand for at gifte sig med en ung Lægekandidat paa Rigshospitalet. De fulgtes lidt hen ad Gaden, og Kitty havde aabnet sit Hjerte for hende og paa sin 117 rørende Maade med store Taarer i Øjnene bedt hende ikke at tænke ondt om hende. Det lille, værgeløse Menneske! Hun skulde blot vide, med hvilke Følelser hun havde hørt paa hendes Bekendelse! Man læste om Gildinger, der hentæredes af en Kærlighedshunger, der aldrig kunde tilfredsstilles. Det var hendes egen Skæbne. Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, den havde forlængst afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels gammeljomfrulummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium ...

Hun rejste sig langsomt for at fuldende sin Afklædning, og lidt efter laa hun i sin Seng.

Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke sove. Indtrykkene fra Teaterforestillingen, fra Restavrationen og Hjemkørslen holdt hendes Nerver i en dirrende Uro. Det var især Karsten From, som hendes Tanker ikke vilde slippe. Hun kunde mærke, at hun bedømte ham lidt anderledes nu, siden hun havde hørt om den Angst, han gik i paa Grund af sin Mors uhyggelige Død. En saadan Angst kendte hun af egen Oplevelse. Og dengang havde rimeligvis ogsaa hun forarget mange, fordi hun maatte dræbe Tanken om sin Broders Selvmord med en unaturlig Livlighed ...

Paa en Maade kunde hun godt have Lyst til det Besøg i hans Atelier. Hun satte ganske vist ingen 118 Pris paa hans Malerier. De Kunstnere, hun i Sommer havde været sammen med paa Skagen, havde ogsaa givet hans Portræter et meget daarligt Skudsmaal. Men en af dem havde samtidig sagt, at Karsten From oprindelig maaske var en af de rigest begavede Kunstnernaturer, Danmark nogensinde havde haft, og hun huskede desuden, hvordan han engang ganske uopfordret havde betroet hende, at han ikke selv betragtede de Billeder, han udstillede, som stort andet end Lokkemad for Publikum. Hvad han i lykkelige Øjeblikke skabte af virkelig Kunst, beholdt han for sig selv, fordi det dog ikke fandt Købere. Ogsaa dette gjorde hende lidt nysgerrig ...

Men hvad vilde hendes Mor sige? Hun havde netop for et Par Dage siden faaet Bebrejdelser, fordi hun var bleven saa forlystelsessyg og uforsigtigt udsatte sit Rygte, "som jo i Forvejen ikke var uantastet."

Det sidste var jo rigtigt nok. Hun havde selv kunnet mærke, at endogsaa hendes "Historie" med Pastor Gaardbo nu var naaet her til Byen, rimeligvis med Vilhelmine, der sikkert ikke havde sparet paa Udsmykninger. For et Par Dage siden havde hun paa Langelinje mødt Elisabet Rask, der spaserede med sin Mor, og de havde begge to vendt Ansigtet bort for at undgaa en Hilsen.

Den Slags Ting gjorde ikke længer noget Indtryk 119 paa hende. Det Tvetydighedens Brændemærke, der nu engang var sat paa hende, vilde hun aldrig faa udslettet, og hun skulde saamænd ogsaa bære det med Taalmodighed. Det gjorde hende kun saa ondt at se Moderen gaa og græmme sig.

"Min stakkels lille Mor! At jeg skal gøre dig al den Sorg!"

 

[gå frem]