Storeholt

En Fortælling-Kres

Af Henrik Pontoppidan

[gå tilbage]

IV

Det store politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet som det nu kaldtes – var trods Pastor Gaardbos tavse Modstand blevet forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. For mange af de unge var det noget af et Eventyr at skulle se denne Mand, hvis Livs Bedrift allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange modstridende Myter.

"Fyens Venstre", der var Enslevs egen Avis og Egnens mest udbredte Blad, slog daglig Generalmarsch. Redaktør Danielsen var en moderne Pressemand, som forstod den Kunst at gøre Vind. Han fyldte hvert Nummer med Billeder og lange Citater af den store Folkefører og med gamle eller selvlavede Anekdoter om ham. Ogsaa det gamle Dobbeltportræt af Søren Smed og Ane-Mette maatte endnu engang gøre Tjeneste som Sensationsstof.

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Sydostregn, der syntes bestemt paa at ville ødelægge hele Festen. Men som saa mange Gange før viste Vestenvinden sig som Enslevs Forbundsfælle. 196 Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Da Flagene ved Middagstid blev hejst, dampede Jorden af Solvarme.

Ved Firetiden kørte Landaueren frem foran Hovedtrappen paa Storeholt smykket med Bøgeløv.

Jytte havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at blive hjemme. Hun følte sig utilpas, og trods sit nære Venskabsforhold til Enslev – "Onkel Tyge", som hun fra Barn havde kaldt ham – vilde hun ikke udsætte sig for Folketrængsel for at komme til at høre ham. Som politisk Taler brød hun sig desuden ikke om ham. Saa haabede hun ogsaa at faa ham at se her paa Storeholt. Hendes Fætter havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men hun havde forstaaet, at Egnens politiske Kendere netop udlagde denne Tavshed som Tegn paa, at Indbydelsen vilde blive modtaget. John selv troede det aabenbart. Han var i glimrende Humør, havde indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag og i det hele gjort store Forberedelser.

"Hvad er det, jeg hører?" sagde Fru Vilhelmine; hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbs-Toilette og trak et Par lange Handsker paa. "Du vil ikke med?"

"Nej, jeg bliver hjemme," sagde Jytte.

197 "Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo skal tale?"

"Jo Tak, jeg veed det."

"Og alligevel tager du ikke med?"

"Maaske netop derfor," spøgte Jytte for ikke at komme til at forløbe sig overfor Svigerinden. "Jeg er naturligvis bange for, at jeg skal falde ham om Halsen af Henrykkelse i hele Folkets Paasyn."

Fru Vilhelmine fik stramme Læber. Hun havde stillet sig op foran et Spejl for at rette paa sin Hat. Lidt efter sagde hun med et haanligt Smil:

"Sig mig, Jytte, er det virkelig sandt, at du har tilbudt igen at vaage over Oline? Du maa endelig sige til i Tide, saa jeg kan ordne det med Pigerne. I Nat er det ellers Katinka."

"Hvornaar bliver det din egen Tur?" spurgte Jytte roligt men med hede Kinder.

Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.

"Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo."

Jytte lo.

"Vistnok mere end jeg!" sagde hun og gik ud i Haven.

Et Kvarterstid senere stod hun ude paa Hovedtrappen og viftede Farvel til sin Mor, der fulgte med de andre til Festen. Da hun derpaa gik 198 tilbage gennem de mange tomme Stuer, følte hun sig utilpas ved den Ensomhed, som hun netop havde glædet sig til.

Hun satte sig ved Flyglet i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at hade dette Menneske. Hendes Kynisme opbragte hende, og hun var glad ved, at det var iovermorgen, hun skulde herfra. Hun havde ogsaa nu hørt tilstrækkeligt, fordi hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for at se til den syge Pige. John havde været ligefrem ubehagelig og – saa latterligt det lød! – advaret hende mod Præsten. Det var helt rørende at se, hvor alarmerede begge disse to Alvorsmennesker var bleven af den Tanke, at det trak op til en ny "Historie" med hende.

Hun var begyndt paa en chopinsk Polonæse men havde ikke spillet mange Takter, før hun brød af og rejste sig. Tavsheden omkring hende knugede.

"Var bare Bob her!" – tænkte hun. Det var Hundehvalpen. Men da hun havde forsømt den et Par Dage, var den bleven hende utro og holdt sig nu til Husjomfruen.

Hun ringede paa Pigen og forlangte en Kop Te.

"Dundrende stærk!" raabte hun efter hende.

199 Saa satte hun sig hen med en Bog; men ogsaa den opgav hun snart og sank hen i sine egne Tanker.

At hendes Møder med Pastor Gaardbo ikke altid havde været tilfældige – det skulde hun saamænd gerne indrømme sin Svigerinde. Hun satte Pris paa at tale med ham. Skønt han hverken var underholdende eller aandfuld, snarest det modsatte, havde Bekendtskabet med ham været noget af en Oplevelse for hende, fordi han var saa forskellig fra de fleste andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde aldrig interesseret hende paa den Maade.

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ganske spare sig deres Ængstelse. Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo og kunde aldrig blive det ... vilde heller ikke være det. Bare den Tanke at blive hvirvlet ind i en ny haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde gøre en Ulykke paa sig selv. Men det havde ingen Nød. Pastor Gaardbo hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det. Som det meste af, hvad hun havde oplevet i de senere Aar, havde ogsaa disse Dages Erfaringer kun forøget hendes Ensomhedsfølelse og hendes Tristhed.

Hun forstod ham ikke. Hans urokkelige Tillidsfuldhed 200 forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl? ...

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet. Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse. Det var jo ogsaa næsten umuligt, at han selv kunde tro paa alle de Børnehistorier, han gik rundt og trøstede sine Almuesfolk med. Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og ufattelig.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider ligefrem hadede hende. Dersom det kunde tænkes, at hun virkelig kom til at holde af Pastor Gaardbo, vilde hun ikke faa Fred, før hun havde revet dette Minde ud af hans Sjæl; og dersom hun blev gift med ham, vilde hun altid have en Følelse af, at der gik et Spøgelse omkring i Huset og udspionerede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie.

Pigen kom ind med Teen. I det samme hørtes Brølet af en Bil, der kørte op for Indgangen.

"Se hvem det er ... Og sig, at der er ingen hjemme!"

201 Trods den sidste Ordre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte uanmeldt ind. Det var Meta.

"Men, kære! ... Kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?"

"Jo, det var egenlig Meningen; men da min Mand og jeg kom kørende, passerede vi din Familje ved Aalehusene; og da du ikke var med paa Vognen, tænkte jeg nok, at jeg kunde træffe dig hjemme. Det foretrak jeg saa og fik min Mand til at vende. Ærlig talt du, jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren, og der er noget, jeg gerne skulde have talt med dig om. Min Mand kommer tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?"

"Ikke det mindste! Tværtimod! Du kommer som du var kaldet. Jeg sad netop og trængte til Selskab. Her er saa uhyggeligt. Jeg er ganske ene hjemme ... det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har faaet ondt i Maven af en Snaps Petroleum."

"Petroleum?"

"Ja, det er en lang Historie. Den kan du faa en anden Gang. Du drikker vel en Kop Te med?"

"Tak."

De satte sig hyggeligt tilrette i to Lænestole omkring et lille Mosaikbord, som Anretningen var 202 bleven stillet paa. Pigen bragte en ny Kop under en Varmer tilligemed noget Bagværk.

"Som sagt, var det ikke netop blevet idag, saa var jeg kommen en af de nærmeste Dage," begyndte Meta, da Pigen var gaaet. "Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, og det kunde ikke saa godt gøres skriftlig. Jeg er ogsaa en stor Klodrian til at skrive Breve ... det husker du nok."

"Det gør jeg ikke. Men jeg lytter altsaa!" sagde Jytte muntert, skønt Venindens Tone havde gjort hende lidt urolig. "Vil du ikke ha' Citron?"

"Tak. – Det var altsaa det, Jytte ... ja, nu bliver du maaske forfærdet og synes, jeg er paatrængende ... men ser du, ... du veed vist, at der imorgen otte Dage skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Vi kalder det for "De Gamles Skt Hansfest". Det er min Svoger, der arrangerer det ... Alle de Folk her i Sognene, der er over halvfjers, er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set alle de gamle Menneskers Glæde. Det var virkelig rørende! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at se saadan noget og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Den har jeg nemlig paataget mig, og det giver noget at bestille, kan du tro! ... Aller gladest vilde vi naturligvis være, dersom 203 du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle lidt – f. Eks. ved at spille for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel. Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af "Jeppe paa Bjerget" – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber jo paa godt Vejr."

Jytte sad foroverbøjet med Albuerne paa Stolens Sidestykker og saae ned paa sin Fod. Hun havde ikke kunnet faa sig til at afbryde Veninden, skønt hun hele Tiden vidste, at hun vilde svare nej. Hun skulde jo ogsaa rejse.

"Det kunde maaske være ganske fornøjeligt," sagde hun. "Men hvor er du kommen paa den Tanke at anbringe mig ved et Stueorgel? Er det din egen Ide? Eller har du talt med andre om det?"

Fru Meta var akkurat en lige saa stor Klodrian til at lyve som til at skrive Breve. Hun vidste det selv og opgav derfor straks alle Forskansninger.

"Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik."

"Det overrasker mig lidt. Som du øjensynlig veed, 204 har din Svoger et Par Gange omtalt den Fest for mig. Det er da besynderligt, at han ikke selv har spurgt mig."

"Aa, det kan maaske nok forklares."

"Hvordan da?"

"Jeg tænker, han har været bange for at faa et Nej."

"Bange?"

Meta flyttede sig lidt nærmere, og hendes Stemme blev igen fortrolig.

"Maa jeg sige dig noget, Jytte, uden at du bliver vred? Jeg kunde mærke paa min Svoger, at det var ham meget om at gøre at faa dig med til den Fest. Jeg tror, det vil være ham en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte."

Det var Ord, der ikke kunde misforstaaes, og det var aabenbart heller ikke Meningen med dem. Jytte følte Blodet stige op over Øjnene. Hun ønskede, at hun bare et halvt Minut kunde gemme sig bag sine Hænder. Samtidig var hun opbragt paa Veninden for hendes Overrumpling og blev ogsaa vred paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i den Sag. Men det lignede ham vistnok, saadan at forsøge sig frem ad Omveje.

Hun lagde sig tilbage i Stolen og sagde:

"Oprigtig talt, Meta – jeg tror, jeg foretrækker at blive borte. Jeg passer dog ikke i det Selskab. 205 Bare det, at jeg skal tænke mig siddende ved et Stueorgel ... Du maa ikke blive vred, men det er det skrækkeligste Instrument jeg kender."

"Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? Det er dog Hovedsagen, ikke sandt? Og hvorfor mener du, at du ikke passer i Selskabet? Du har da nylig paa den smukkeste Maade vist, at du har det samme Sindelag som vi."

"Hvad tænker du paa?"

"Du vaagede jo forleden hos den syge Pige her. Det gjorde du vel ikke bare for din Fornøjelse."

Jytte blev igen rød.

"Naa, du veed det ogsaa! Det lader til, at jeg er kommen for Skade at vække Sensation med mit første Forsøg som Sygeplejerske. Det var virkelig ikke saa alvorlig ment."

"Hvorfor siger du nu saadan, Jytte?"

"Fordi jeg har en Fornemmelse af, at der er gjort et ganske urimeligt Væsen af den Historie. Det hele kom saamænd ganske naturligt. Jeg saae, at Pigerne var overanstrengte. Min Fætter har nu engang sat sig i Hovedet, at han ikke vil have fremmed Hjælp, og Oline tør jo ikke flyttes. Saa ofrede jeg en Nats Søvn og skal saamænd gerne gøre det igen. Men jeg kan ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster."

206 Efter nogle Øjeblikkes Stilhed føjede hun til med sænket Stemme:

"Jeg har jo heller ingen himmelsk Fader over Skyerne, som jeg absolut skal gøre mig velbehagelig for i Haab om Gengældelse. Vi to, Meta, maa i saadanne Tilfælde nøjes med Bevidstheden om at have hjulpet en af vore Medvandrere over en Grøft – som min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen engang har sagt."

"Er det da ikke ogsaa nok?"

"Nok?" sagde Jytte efter nogen Overvejelse. "I Længden gør vi ikke noget gratis. Det er aabenbart den menneskelige Natur imod. Kan du huske Frøken Mohr – Anna Mohr – hende, der blev Diakonisse. Det vakte saadan Begejstring, fordi hendes Far var saa rig, at hun kunde have gjort sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun har altid været mig absolut imod. Den Slags Folk bliver i Almindelighed saa uhyggeligt selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis! ... Men lad os ikke komme ind paa det! Sig mig –." Hun standsede lidt og gentog derpaa Ordene tøvende : "Sig mig, Meta. Spiller din Svoger? Det forekommer mig, at han engang har sagt det modsatte."

207 "Nej, han spiller ikke. Hvorfor tror du det?"

"Du sagde jo, han havde dette Stueorgel."

"Det blev anskaffet til hans afdøde Kæreste. Hun spillede lidt."

"Naa ja, nu forstaar jeg! Det forklarer Sagen."

Hun sank igen hen i sig selv. Ogsaa Meta var bleven stille. Hun kendte nu rigtig sin Veninde igen fra gamle Dage i København, hvor Jytte tidt besøgte hende i Pensionatet og sad og vippede i hendes Gyngestol med den ene Haand i Siden, den anden under Nakken, mens hun trevlede alting op, saa man tilsidst vidste hverken ud eller ind. Indtil hun pludselig blev tavs og var hundrede Mile borte. – Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

"Hvor du dog er underlig!" sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

"Det er jeg vist. Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker saamænd ofte paa, om jeg ikke er kommen til denne kære Moder Jord af en Fejltagelse og i Virkeligheden har været bestemt for en anden Klode helt ude i den modsatte Ende af Verdensrummet. Jeg føler mig til Tider som en døvstum, der ikke begriber et Muk af det hele, og til andre Tider har jeg en ikke mindre 208 ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere."

Hun vilde have sagt mere, men opgav det. Hun kunde jo dog aldrig forklare sig, saa det ikke blev misforstaaet. Hun hørte det ogsaa selv nu, at Tonen var falsk.

Stuepigen kom ind med en Besked. Hun bragte Jytte et Visitkort, og Meta saae, at det gav et lille Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

"Er den Herre her?"

"Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden."

"Men jeg har ikke hørt nogen Vogn."

"Den Herre kom paa Cycle."

Jytte tænkte ved sig selv, at dette frække Besøg i Grunden kom hende godt tilpas. Hun trængte til Undsætning – og her meldte sig en Redningsmand. Efter nogle Øjeblikkes Overvejelse, hvorunder hun lige saa ofte havde et Nej som et Ja paa Tungen, bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

"Kommer her Fremmede? Saa vil jeg hellere gaa," sagde Meta.

"Nej, hvorfor dog? Det er en Bekendt af mig. Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende."

209 Døren gik op, og Hr. From blev et Øjeblik staaende ved Siden af den med sænket Hoved som en angerfuld Synder. Da Jytte saae, at han ikke var i Visitdragt, forstod hun straks Sammenhængen. Han havde været paa Vej til Skovfesten ligesom Meta og truffet Vognen herfra. Trods hans Komediespil mente hun ogsaa at kunne se paa ham, at han følte sig skuffet over at træffe Fremmede hos hende.

Hun fortrød, at hun havde modtaget ham. Men Ulykken var nu engang sket, og for at Meta ikke skulde ane Uraad hilste hun endda paa ham med et Smil.

"Hr. Kunstmaler From – Fru Gaardbo."

"Jeg nedlægger for Deres Naades Fødder," begyndte han med Haanden paa Brystet.

Men Jytte afbrød ham.

"De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værs'god og tag Plads!"

"Grand merci!"

Hr. From rullede en Stol hen til Bordet og satte sig lige overfor Damerne.

"Hvorledes befinder De Dem paa Bækkelund?" spurgte Jytte i Konversationstone.

"Ganske rædsomt! Lige til Daarekisten! Jeg er netop kommen for at anraabe Dem og Gehejmeraadinden om Barmhjertighed."

"Hvad er der i Vejen?"

210 "Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord."

"Men jeg forstaar det ikke. Grev Rønnovs har dog netop Ord for at være meget elskværdige Folk."

"Elskværdige ... derom har jeg ingenting sagt. Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Og anden Ungdom er der overhovedet ikke i en Fjerdingvejs Omkres. Saa hører Familjen ovenikøbet til den indre Mission ... til den allerinderste Mission. Nu be'r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er meget lidt velset, dersom man ikke møder baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Disse Missionsfolk er jo i det hele saa uhyre sensible. Allersværest er det næsten med denne Bordbøn, som Greven altid selv læser. Forleden ved Middagsbordet gjorde han den aldeles ubeskrivelig lang, og jeg tillod mig saa i allerstørste Ærbødighed den stilfærdige Bemærkning, at Suppen vistnok blev kold. Saa skulde De have set den Gamle! Han blev aldeles vild."

"Det var da ogsaa meget upassende sagt."

"Synes De virkelig? Men finder De dog ikke, at det er en Smule hensynsløst at lade sine Gæster 211 stille paa Kommando til Bøn og Faste? I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer. Nu hører en brændende Bøn i visse Krese med til Menuen. – Ja, undskyld, jeg haaber ikke, jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser," vendte han sig pludselig til Meta, der sad aldeles maalløs.

Hun tog sine forfærdede Øjne til sig uden at svare ham.

"Med andre Ord, Utilfredsheden er gensidig," sagde Jytte.

"Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Folk. Som nu forleden Aften ... Jeg hentede min Guitar og tilbød at kvæde lidt efter Middagsbordet. Jeg sang et Par Bellmænd og tre af mine franske Viser, som De jo kender. Blandt andre den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør stormende Lykke. Men her fik jeg skam ingen Fornøjelse af mit Traktement. Damerne frabad sig rent ud den Slags Underholdning for Fremtiden. Ogsaa Greven var rystet."

"Det var da ogsaa et mærkværdigt Repertoire at vælge."

"Det var det naturligvis. Det indser jeg godt nu. Besynderligt var det bare, at hverken Komtesserne eller Greven sagde et Muk før bagefter, da det hele 212 var forbi og jeg havde sunget, hvad jeg vilde. Men det er velsagtens det, man kalder for medfødt Takt."

Jytte mærkede godt, at Meta sad og stirrede paa hende i en voksende Forfærdelse; men det var netop, hvad hun tilsigtede. Hun dristede sig endog til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

"Og den lakrøde Kammerherreuniform, som De glædede Dem saa meget til at male? Har den ikke kunnet trøste Dem?"

"Jo, i den lillebitte Time, Greven naadigt tilmaaler mig. Men hvad i Himlens Navn skal jeg tage mig for hele den øvrige Tid? Dagene er jo endda saa urimeligt lange paa denne Aarstid. Det er derfor, jeg anraaber Dem og Deres Fru Moder om Barmhjertighed. Jeg ber Dem ydmygst om at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. Jeg tror, De vil kunne anbefale mig som en uskadelig Person med en nogenlunde præsentabel Guitar og et forholdsvis godt Brøl i Halsen."

Hans Dristighed imponerede Jytte. Hun fandt det nu paa Tide at blive af med ham. Uden at svare ham vendte hun sig til Meta og gav sig til at tale om andre Ting. Meningen var saa tydelig, at Maleren ikke med sin bedste Vilje kunde tage fejl 213 af den. Lidt efter rejste han sig ogsaa og trak sig bort med et Smil under det lille lyreformede Overskæg og en Forbandelse mellem sine smukke hvide Tænder.

Da han var gaaet, sad Veninderne nogen Tid uden at kunne faa Samtalen igang paany. Jytte foreslog tilsidst en Spaseretur i Haven; men Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen. Hun vilde saa vente paa sin Mand derhenne i Præstegaarden.

Jytte forsøgte ingen Overtalelse. Hun vidste godt, at hun nu havde mistet den sidste af sine Veninder, maaske den eneste, der virkelig havde haft noget tilovers for hende. Hun havde flere Gange kunnet mærke det paa Pastor Gaardbo, at han og Meta havde talt om hende, og at Meta havde taget hende varmt i Forsvar overfor Folkesnakken. Det vilde hun nu ikke gøre oftere. Og hvad der var foregaaet her, vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Meta var jo hans Fortrolige. Det havde netop været det afgørende for hende.

Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen, og hele Tiden holdt hun hende under Armen, skønt Metas Holdning ikke just indbød dertil. Men hun vidste, at de nu aldrig mere vilde ses.

"Lad mig sige dig det, Meta – skønt det endnu 214 ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen."

Meta saae tvivlende paa hende.

"Rejser I? ... Det maa da være bleven pludselig bestemt."

"Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om. Mor vilde endda have rejst tidligere; men jeg fik hende overtalt til at blive her for Enslevs Skyld. Vi er jo gamle Bekendte fra den Tid han og Far sad i samme Ministerium."

"Det nævnede du ikke noget om før."

"Du hører jo, jeg har egenlig slet ikke Lov til at tale om det. Men jeg syntes, du skulde dog vide det."

"Hvor rejser I saa hen?" spurgte Meta, da hun igen havde gaaet lidt uden at sige noget.

"Jeg veed ikke bestemt. Maaske til Skagen. Der skal være saa livligt i Sommertiden."

"Ja, det er der nok."

De var nu naaet til Enden af Alleen, og her tog de Afsked med hinanden. Jytte, som ellers ikke kunde udstaa Scener, havde fugtige Øjne, da hun kyssede Venindens Kind til Farvel, og holdt hende saa længe fast, at Meta tilsidst selv trak Haanden til sig.

Saa gik hun langsomt tilbage.

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken 215 Søholm var kommen op. Hendes falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Husets øde Stilhed. Jytte holdt Haanden op for Øret med et "Aa!"

Hun gik op paa sit Værelse og lagde sig paa sin Chaiselongue med Hænderne over Øjnene. Mere og mere følte hun det som sit Livs egenlige Ulykke, at hun ikke kunde give sig tilkende for nogen, at hendes inderste Væsen var stumt. Det var vel født saadan. Eller havde hun engang i sin tidlige Ungdom mistet Mælet af Angst? Nu var hun fordømt til at gaa rundt som en Karikatur af sig selv baade i godt og ondt. Men det var vel i Grunden de fleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.

"Kun Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund," havde Pastor Gaardbo engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad ved sig selv for at kunne finde nogen Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene.

Gennem de aabne Vinduer fandt Frøken Søholms Fløjtetoner Vej ind til hende, og denne ihærdige Sundhedsmusik, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt, virkede særlig i Øjeblikket nedslaaende paa hende.

Der var noget af en Besættelses Uhygge i den. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem 216 den. Hun maatte tænke paa den gamle Dame saadan som hun sad dernede ved Bordet og mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød med sine nærsynede Øjne af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels, glædeløse Tilværelse. Og de krampagtigt frempinte Toner svulmede op for hende og blev en Spottelatter over hende selv og den hele Menneskeslægt med dens Fastklamren til et Liv saa fuldt af Gru.

[*]

Ved Tretiden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo. Den gamle Mand steg træt ud af Kupeen, men ved Synet af Sendemændene rettede han sig kraftigt op.

Gaardejer Peter Jensen, Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang. Da han sad i Vognen, spurgte han endog, om de ikke kunde lægge Vejen til Festpladsen om ad Præstegaarden, som han ønskede at se. Det skete; og nu magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen 217 inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven. Verandadøren, der stod aaben, forlangte han at faa lukket med det Paaskud, at det trak fra den.

"Naa, saadan ser De altsaa ud!" sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde midt i Sofaen. "De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg veed, at De har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker De paa at blive Rigsdagsmand. Saadan fortæller man mig i hvert Fald."

Den unge Præst blev lidt forvirret. Han var ikke forberedt paa denne elskværdige Overrumpling og greb til Udflugter. Spørgsmaalet laa jo ikke for, sagde han. Ingen tænkte paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stillede sig.

"Sæt Dem ned, kære Ven, og lad os tale lidt fornuftigt sammen," sagde Enslev. "Jeg har paa Fornemmelsen, at De ikke rigtig har gennemtænkt den Sag. Men lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. Lad Dem ikke friste af et Tilbud, før De har afgjort med Dem selv, at De vil være Politiker og ikke noget andet. Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg. Valgtribunen fanger. – – Nej, afbryd mig ikke! Disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har 218 gjort til Statsmænd, er desuden som Regel ynkværdige Figurer, som bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Og Politik er i vore Dage bleven en krigerisk Profession. Den lader sig ikke forlige med nogen borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg veed jo nok, at det er ved at blive Mode at mistænkeliggøre os professionelle Politikere. Men det er kun Dumhedens Hævn. Vi giver dog ogsaa Folket den Garanti, at vi møder med hele vor Person som Indsats, baade vor øjeblikkelige Anseelse og vort politiske Eftermæle, i Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber. Er de uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, har de altid Privatscenen at falde tilbage paa og revanchere sig ved; den ene en Forretning, den anden en Embedsvirksomhed, den tredje en indbringende Direktørstilling. – Men hvad var det, De vilde sige?"

Pastor Gaardbo, der nu havde samlet sig, svarede roligt, at han overhovedet ikke nærede nogetsomhelst Ønske om at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

"Jeg gør det kun af pligtskyldigt Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen. De føler sig utrygge ved 219 Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser skal varetage deres Tarv i Rigsdagen."

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet. Hans Tone ogsaa.

"Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaaes?"

"Mine religiøse Meningsfæller. Foreløbig har henimod fire Hundrede af Kresens Vælgere erklæret, at de bliver hjemme paa Valgdagen, dersom Balduin Hansen opstilles som eneste demokratiske Kandidat. Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge."

Enslev tav et Øjeblik. Stokken med Guldhaandtaget – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans Hænder hvilede tungt paa den. Under de halvt nedsænkede Øjelaag mønstrede han Brodersønnen med et ondt Sideblik.

"Møller Jensen stiller sig ikke mere. Vi har netop faaet Underretning. Men vi har i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. – Men lad mig sige lige ud, hvorfor jeg er kommen her. Det er vistnok en almindelig Mening, at jeg er her for at understøtte Balduin Hansens Kandidatur; men saadan forholder det sig ikke. Jeg er væsenlig kommen, fordi 220 jeg som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som Ven har villet advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan have de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen er jo virkelig intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Jeg vil sige Dem, det har været os – og specielt mig – en pinlig Overraskelse at træffe netop Dem blandt de misfornøjede, da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser."

Pastor Gaardbo løftede Hovedet.

"Jeg?", sagde han i lidt usikker Forbavselse.

"Ja. Det kan De jo ikke være helt uvidende om. Naar De i Deres unge Alder sidder i en selvstændig Virksomhed, er det en Anerkendelse, som Partiet har vist Dem gennem sin Regering. Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi det vidstes, at man imødekom et Ønske hos mig ved at give Dem det første Embede, De søgte."

Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

"Det har jeg aldrig bedt om!"

"Det veed jeg. Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre og maaske mere kvalificerede Ansøgere. Saa meget mindre som Sognets 221 Beboere – om jeg husker ret – stillede sig ganske indifferente. – – Men lad det nu være! Siden vi nu engang er kommen til at tale sammen, vil jeg sige alt med det samme. Det bliver maaske baade første og sidste Gang vi mødes under fire Øjne. Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke – som De maaske kunde tro – bare en Talemaade. Siden De første Gang optraadte som politisk Taler – det var, ikke sandt, ved et kristeligt Studentermøde – har jeg fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan gerne sige det – med et stort Haab for Deres Fremtid. En ledende Politiker ser sig jo altid om blandt Ungdommen efter det Kuld af Arvtagere, der engang skal føre Udviklingen videre, og der var i Deres Ord noget, der vakte Minder hos mig om min egen politiske Jomfrutale. Den blev forresten ogsaa holdt i en Studenterforsamling, hvad De maaske veed. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. For ornatklædte Politikere har jeg siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel. Men jeg har ogsaa tænkt mig, at De en Dag vilde lægge Præstekjolen for helt at kunne vie Dem til Arbejdet for den sociale Forsorg som Politiker. I den Egenskab har De jo tilmed, kan man sige, en medfødt Ret til straks at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa, at jeg har villet gøre et Forsøg paa at forhindre 222 Dem i at begaa en af den Art Ubesindigheder, der mærker en offenlig Personlighed for Livstid."

Pastor Gaardbo havde ondt af den gamle Mand for hans tilsyneladende Mangel paa Forstaaelse. Samtidig rørtes han over hans Oprigtighed, som han fuldt ud troede paa. Hans Svar blev derfor kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt, at han personlig ikke havde andet Ønske end at blive i sin Præstegaard. Han nænnede ikke at sige den gamle Mand, hvor lidt det navnlig fristede ham at blive ført ind i det offenlige Liv ved ham og maaske proklameres som hans Tronarving. Han tvivlede endogsaa om, at overhovedet nogen forstandig Mand længer vilde vedgaa Arv og Gæld i Farbroderens politiske Dødsbo. Ikke engang Balduin Hansen.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Blik i hans forlegne Mine, og i samme Nu var Dødsdommen fældet over ham. Det glimtede i den Gamles Øjne som af et Øksehug. Han vidste nu, hvad han havde villet vide. Forøvrigt lod han sig ikke mærke med noget, og lidt efter rejste han sig roligt op. Der var snarest noget brudt og dæmpet i Stemmeklangen, da han sagde:

"Jeg har nu gjort, hvad jeg ansaae for min Skyldighed. – Vil De saa behage at lade Vognen køre frem."

[*]

223 Festpladsen var en stor, aaben Slette midt inde i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Raadsforsamling, stod nu fire-fem Tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran et granklædt og flagsmykket Hjal¹, som ogsaa var fuldt af Folk. Det var delt i to Dele ved en Midtergang, der førte ud til den egenlige Talerstol. Paa den ene Side var der indrettet en Baas for Bladreferenter, paa den anden sad Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger og andre særlig Indbudte. Blandt disse sidste var Jægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa Fru Bertha havde man skaffet Plads til her.

Nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke bestemte for gamle Folk. Her saaes især mange af Pastor Gaardbos fattige Venner.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen som Ungdomsforeningens Formand traadte frem og bød velkommen. Derpaa meddelte han, at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner. Man saae det straks, at den lille skægløse Mand gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han traadte frem paa Talerstolen med en Næseklemmer i Haanden, saae sig forretningsmæssigt omkring, rømmede sig myndigt et Par Gange 224 og blottede først Hovedet i samme Øjeblik han begyndte at tale.

Der var endnu en Del Uro, saa næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der blev raabt "Hys"; men inden der blev Ro, var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det oplystes bagefter, at det havde været et Leve for Fædrelandet.

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos de mange Fremmede, der alene var kommen for at se og høre Enslev. Det var nysgerrige, der var løben sammen her som til en Folkeforlystelse. Der var Købstadfolk fra hele Fyen, Landliggere fra Svendborg og Taasinge, Flokke af hvidklædte unge Piger, der ikke vidste andet om Enslev, end at det var ham, der udgav "Femte Juni", hvor alle de vittigste og respektstridigste Journalister fik Lov til at tumle sig. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende Landevejsbisser, der taknemlig huskede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over den fattige Mands Snaps og gjort Tvangsanstalter og Arrester til menneskelige Vinter-Opholdssteder.

Disse mange Fremmede gjorde ingen Hemmelighed af deres Utilfredshed med den unge Præst. De kendte ikke hans Navn fra Aviserne og brød sig 225 derfor ikke om at høre ham. Ogsaa flere af Balduin Hansens politiske Venner deltog i Tilraabene.

Utaalmodigheden for at komme til at høre Enslev var især stor, fordi der i de sidste Dage var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par Højreaviser havde endog paastaaet, at det var hans Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde bragt til Magten.

"Nu er det nok! ... Kort den av, Hr. Pastor! ... Amen!"

Ordstyreren maatte tilsidst vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Oppe bag Tribunens Rækværk sad Enslev, synlig for alle. Han sad med Haanden under Kinden, og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der ikke vilde holde op at snakke. Ingen anede, hvor lydhør han var, hvor bevæget han hørte paa Præstens mandige Røst, hvori han genkendte sin egen Ungdomsstemme. Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand i langt højere Grad end han havde vovet at lade ham forstaa i den Samtale, de nylig førte. Omkring ham havde i de sidste ti Aar hans blideste Drømme kreset. Men ogsaa hans mørkeste Tanker, 226 hans dybeste Frygt. Nu havde han desuden faaet at vide, at Tyrstrup hemmeligt støttede hans Valg.

Yderst ude i den bageste Række af den store urolige Forsamling stod et andet lyttende Menneske og holdt Haanden bag Øret. Det var en Mand, som hans Omgivelser havde trukket sig lidt bort fra paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. En Mand i Fyrretyveaars-Alderen, en tung Skikkelse med et vejrslaaet Ansigt, Briller og en grov, rødlæbet Mund i en mørk Skæggebund. En mærkværdig Kasket med stor Skygge og en Knap oven i Pulden sad ham dybt ned over det brune, vildtvoksende Haar, som Solbrand og Vind næsten havde affarvet. En fedtglinsende Skødefrakke, der var knappet over Maven, hang om ham som en Sæk. Derunder saaes mørke Vadmelsbukser og et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven slidt flade paa Alverdens Landeveje.

Nogen almindelig Omløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand, der var paa Flugt, eller en udbrudt Tugthusfange, der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sit Skjul i Kornmarker og Skove. Hans Øjne var fulde af Uro, og hans Lemmer rystede.

Under ironiske Bravoraab fra den største Del af Forsamlingen sluttede nu Pastor Gaardbo, der havde talt for en "Barmhjertighedens Politik".

227 "Tak for det Ord! ... Kom igen paa Fredag! ... Farvel, Hr. Pastor!"

Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslevs hvide Hoved under den bredskyggede Kunstnerhat deroppe bag Tribunens Brystværn.

Enslev blev siddende lidt for at give Forventningen Tid til at vokse. Som gammel Praktiker kendte han Betydningen af en saadan omhyggelig Forberedelse af Stemningen. Den store, sammenløbne Menneskemasse blev i disse Øjeblikke forvandlet til en Organisme, der sitrede under en fælles Bevægelse. Hver Gang Enslev rørte sig, gik der et Ryk gennem Forsamlingen som gennem et Dyr paa Spring.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet og blev til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden.

Hans Taknemlighed hidsede Bifaldet endnu mere op. Ogsaa Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. De unge Piger viftede 228 med deres lange Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse med rustne Halse. Og han gjorde intet for at standse Stormen. I en Menneskealder havde Folket vænnet sig til at hylde Friheden i hans Person, og han ønskede særlig i Øjeblikket ikke at bringe det ud af denne Vane.

Pastor Gaardbo var gaaet ned fra Tribunen umiddelbart efter, at han havde sluttet sin Tale. Han sad nu nede paa en Yderplads paa en af Bænkene foran Talerstolen. Han holdt sin Hat i Haanden men tog ikke Del i Leveraabene.

Endelig fik Forsamlingen jublet ud, og Enslev kunde faa Ørenlyd. Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens frisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Derpaa gav han et lille nænsomt udført Billede af den fratraadte Folketingsmands politiske Personlighed, talte om hans stille Færden i Rigsdagen og fremhævede meget kraftigt hans Partitroskab, der i Virkeligheden ogsaa havde været Mandens eneste Fortjeneste.

Enslev holdt sig endnu rank, naar han stod paa en Talerstol, hans Bevægelser var hurtige, hans Tale fuld af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af Forsamlingen 229 kunde man til Tider trods Stilheden daarligt høre ham.

Han gik nu over til at tale om Frihedens Kaar i Nutiden. Tilsyneladende – sagde han – havde vi herhjemme nedhugget dens før saa overmægtige Fjender paa alle Omraader: i Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maatte nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Afkroge ligesom Rotter.

"Men det skal ikke skjules, at Sejren til Gengæld har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksomme overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den lykkeligt har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den pludselig af Tilslutning og staar nu Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Det mylrer allevegne med kampivrige Venner, der møder med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt Bevægelsen og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den hellige Sag.

"Jeg har i tidligere Taler advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os i al Slags skuffende Formumning og nu er vor største Fare. Den kendes iøvrigt paa, at det gerne er den, der udvikler den største Hjertevarme. 230 Jeg vil nu idag gøre opmærksom paa en Kendsgerning, som det er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk. Det synes nemlig at være en historisk Lov, at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, altid befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under Kalotten, de er nu nær ved at være bleven vore mest kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det Mod, hvormed endogsaa Provster og Bisper nu præker mod Rigdommens Overgreb og forkynder Lighedens og Broderskabets Samfundslære, som om det slet ikke var dem, der havde bekæmpet den som forargelig og ukristelig, saa længe der blot var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen. De er nu bleven Smaamandens sande Venner. Adskillige unge Præster tager med prisværdig Offervillighed personlig Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød, som Kirken har været saa forbavsende længe om at opdage. – Naa, bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med lidt Mistro og tilspørger dem med en klassisk Replik: 231 "Hvad Ærinde bringer Eder hid, velærværdige Herrer?" Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I jeres skjulte Formaal med dette lidt overraskende Massetilbud om Samarbejde?"

Der var bleven nogen Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde, og manges Øjne søgte Pastor Gaardbo. De, der kendte Familjeforholdet mellem ham og Enslev, følte det især uhyggeligt, og der rørte sig en mere og mere hørbar Utilfredshed mellem Præstens Venner. Til Gengæld fik den gamle Talerstolens Mestermand larmende Tilslutning baade fra de fleste fremmede Tilhørere og fra adskillige af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for hans Valg.

Enslev fortsatte:

"Der bør desuden nu gøres opmærksom paa, at af alt formummet Frihedshad er efter Historiens Vidnesbyrd intet farligere end det, der skjuler sig i en Præstekjole. Jeg tilstaar derfor, det er med blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstligheden i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed."

"Tyrstrup!" raabte en gavmundet Student, der 232 ragede op midt i Forsamlingen. Det vakte en Del Harme og nogen Hyssen rundt omkring.

Enslev standsede et Øjeblik og sagde derpaa:

"Lad mig benytte den Anledning, som denne Afbrydelse giver mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mit Øre i disse Dage. Man har i forskellige Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende Konsejlspræsident og mig. Jeg ønsker her at sige, at jeg ikke har noget andet Formaal end at hjælpe det tyrstrupske Ministerium til et godt Valg. Jeg haaber kun, at Hjælpen ogsaa vil blive modtaget."

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af den største Del af Forsamlingen. De sidste Ords skjulte Trussel opfattedes kun af faa. Og dette Udbrud af Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad det i Virkeligheden ogsaa var.

Enslev mærkede det, og det varede en Stund, før han fortsatte.

"Lad mig sige min Mening uden Forbehold," sagde han derpaa, og hans Gammelmandsstemme var nu snerrende hvas. "Jeg frygter Kirken ogsaa naar den bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere maa nødvendigvis i et hvilket som helst borgerligt Parti blive tvetydige Venner. De gaar deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. 233 De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: "Under Kirkens Formynderskab". De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Haab til den mirakuløse Indgriben hinsides fra, hvis Administration hører ind under deres Myndighed. Der har jo, som Historien videre lærer os, heller ikke været den Sag, som Kirken ikke har forraadt, naar den har ment at tjene sine egne Interesser dermed. Og nu vil enhver, der har et lydhørt Øre, let kunne fornemme det Suk, der gaar gennem hele den danske Gejstlighed for Tiden. Et Længselssuk, der gælder Kirkens tabte Magt og Myndighed i det borgerlige Samfund. I visse kirkelige Krese, der ikke staar os fjernt, stønnes der allerede ganske ubehersket af Brynde. I vore egne Rækker gaar man endnu ret stille om med sine Forhaabninger. Men det er paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Kirkens altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det blodigste. Der maa særligt erindres om, at selve den religiøse Følelse hos Folket bestandig har haft sin uforsonligste Fjende i Kirken. Tænk blot paa Grundtvig! Husk paa jeres egne fynske Lægmands-Prædikanter, Kristian Svane og hvad de andre hed, som Præsterne lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit 234 Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr. Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et rungende Hurra for et godt Valg. Jeg mener dermed et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde og paany lægger Omsorgen for Statens Styrelse i det arbejdende Folks Hænder!"

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem. Ogsaa de, som ingenting havde forstaaet, ja selv Folk ude i Yderkresen, som ingenting havde hørt, blev revet med af hans lidenskabelige Gestikulation og raabte Hurra.

Men der var blandt Landboerne ikke saa faa, der var forargede og beholdt Hatten paa. Andre var betænkelige ved Ordenes Uforsigtighed, og Egnens Bondeungdom, der var kommen dertil med saa store Forventninger, følte sig gennemgaaende umaadelig skuffet. De havde ventet at høre en Genklang af Kamptidens friske Gny, som de havde hørt deres Fædre tale om med tindrende Øjne, – og der stod en gammel bidsk Mand og gav sig Luft med en Heftighed, hvis Aarsag de ikke forstod. De var optaget af praktiske Interesser, eller de gik op i en eller anden mere privat Hjertesag som Afholdsbevægelse eller Georgeisme eller Fredssag. De vaagneste 235 af dem var netop stærkt kirkelig interesserede, og forsaavidt de overhovedet havde beskæftiget sig med Fortidens Historie, læste de kun ud af den, hvad der stemmede med deres egne Erfaringer.

Der var alligevel Folk nok til at raabe Hurra, og Enslev maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod Hylding.

Nu skulde Balduin Hansen tale; men forinden var der en lille Pavse, og Størsteparten af de nysgerrige, der alene var kommen for Enslevs Skyld, benyttede Lejligheden til at trække sig ud af Sværmen. Cyclestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Da Ordstyreren igen viste sig med Lorgnetten i Haanden, var det tyndet stærkt ud i Tilhørerskaren. Den bestod nu hovedsagelig af Folk fra selve Valgkresen, og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev straks Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners demonstrative Hurraraab hidsede Modstanderne frem, og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængere var mere mandstærke end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde desuden skaffet dem en Tilvækst af mange unge. Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde komme tilorde.

Han var en midaldrende, skallet Mand med et tilspidset Hageskæg og Briller. Mens han talte, stod 236 han foroverbøjet med Hænderne stemmet mod Talerstolens Kant og udadvendte Albuer. I denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa sine Tilhørere med den fødte Folketalers agitatoriske Svada.

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik i Løbet af et Kvarterstid hele sit Program. Han talte for forøget Alderdomshjælp, offenlig Børnepleje, tvungen Lægetilsyn og al den megen anden Medicin for Samfundets Brøst, som han i sit Hjertes Godhed og Enfoldighed ventede sig saa meget af og begejstret kæmpede for.

Da han sluttede, gentog Meningsytringerne sig, og oppe bag Tribunens Brystværn sad Enslev som en opmærksom Tilskuer til Kampen.

Mødet skulde nu efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Ordstyreren vilde staa frem og sige de afsluttende Ord. Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet mellem dem, der opholdt sig paa Tribunen. Alle havde de vendt sig om mod Trappen, der førte derop fra Bagsiden, og de Herrer af Pressen strakte Hals. Der maatte være forefaldet noget uventet.

Nu saae man ogsaa en Mand staa paa Trappens øverste Trin med blottet Hoved. Det var den bebrillede Flygtning, der under Pastor Gaardbos Tale havde staaet ude i den yderste Kres af Tilhørerskaren. 237 Ordstyreren og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og med sin lille Knirkestemme meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Ungdomsforeningens Bestyrelse vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et Vidnesbyrd for Forsamlingen.

"Det er forhenværende Præst i Folkekirken, Pastor Mads Vestrup."

Der var ikke mange, der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en "Vandrepræst", der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i Rejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo pludselig rejste sig fra sin Plads paa Bænken foran Talerstolen og med Heftighed udbrød:

"Den Mand maa ikke tale her!"

Folk saae paa hinanden; og den unge Præst forstod, at det blev nødvendigt for ham at forklare sig. Han oplyste da, at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken og dens 238 Præster med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Folk saae igen paa hinanden og derpaa uvilkaarligt op til Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa lidt efter. Han tilraabte sin Brodersøn spøgefuldt:

"Frihed for Loke saa vel som for Thor!"

"Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde," svarede Præsten, og disse modige Ord fandt mumlende Tilslutning flere Steder. "Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!"

Han havde talt med en Kraft og Myndighed, der gjorde Virkning: Men man saae, at Enslev var bleven forbitret, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.

Den forhenværende Præst var imidlertid kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne, medynkvækkende Person bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne Venner, der for en stor Del bestod af Fattigfolk, bevægedes ved Synet, og der rejste sig ingen Modsigelse, da Ordstyreren paany – og dennegang med løftet Haand – forkyndte:

"Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!"

Synet af den besynderlige Mand, der nu traadte frem paa Talerstolen, optog Folk, saa ikke mange 239 lagde Mærke til, at Pastor Gaardbo gik bort; og der var heller ingen, der fulgte ham.

Forinden Mads Vestrup begyndte at tale, stod han en Tid og saae ud over Forsamlingen. Han syntes stærkt bevæget. Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i hans Ansigt med de grove Bondetræk skiftede Udtrykket uophørlig som Skyggespillet fra en urolig Aprilshimmel over en Pløjemark.

"Det var lige haardt nok at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke," begyndte han paa sit ru jysk, som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere grødet. "Jeg veed nu ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds sande Menighed her i Landet; men den er ikke let at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen ler af hende. For mange af jer Godtfolk, der her er samlede, vil detteher maaske lyde som underlig Tale. I veed maaske slet ikke, at ogsaa Satan har sin Kirke her paa Jorden, og den tager de fleste saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de bringer Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden, og det skal jeg nu fortælle jer en lille Historie om. – Se, det var dengang – I veed nok – da Vorherre vandrede 240 omkring her paa Jorden i en Pilgrims Lignelse. Og nu maa I endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og ogsaa i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig og de urolige Drømme. Korsfæstelsesdagens Mørke bredte sig over Jorden for de Øjne, som saae ham og kendte ham. Og de fromme Hjerter bævede. Saadan er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil Domsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen! ... Men nede i Helvede sad Djævlen og var bleven rigtig saa forknyt. Det var sløje Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget. Da han saa havde grundet i nogle Hundrede Aar, saa tog han sig ogsaa Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til "Bøf paa en anden Maade". Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! Saa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at vi 241 holdt lidt af ham og forresten elskede hverandre og sang Lovsange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Gud ske Lov og Pris, min Nabo har mistet sin Gris!"

Han maatte vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var igen bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Hvad kunde detteher blive til? Men der blev ingen Tid til Overvejelser. Mads Vestrup, den ubehjælpsomme Prædikant fra Favsing og Lime Kirker, der hver Søndag talte sin Menighed i Blund med sit søvnige Mæle, havde faaet Tungebaandet løst. Nøden havde lært ham den Kunst at lukke Folks Øren op, og hans Apostelvandrings Eventyr havde givet den før saa modløse og bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed og en Krostuehumor, der forbløffede.

"Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List," fortsatte han. "Der blev Tilløb til den Forkyndelse. Saa poetisk og trøstefuldt havde ikke selve Hans Højærværdighed Biskop Vaffelgaffel talt. O, der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til. Og saa havde Satan endda flere behagelige Overraskelser i Baghaanden. Det galdt jo om at gøre Livet 242 til en rigtig fiks og underholdende Fastelavnsspøg for os alle. Saa forførte han Politikerne til at give Fattigdommen Adelsbrev; Lægerne skaffede Lidelserne ud af Verden, Opfinderne byggede Jernbaner, Flyvemaskiner og andet rart Legetøj til Tidsfordriv for hans kære Børn, at de ikke skulde kede sig. Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Menneskeheden glemte igen sin Børnelærdom: at leve Livet i Frygt og Bæven. Da saa Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham. Han stod ved Dørene og spurgte: "Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Sukke?" – men Folk forstod ham ikke og raabte: "Hvad staar han og snakker om? Pak dig, Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke Sukkerlade!" – –"

Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. De fleste havde hørt paa dette sidste med en Slags forlegen Andagt. Enslev sad med Haanden under Kinden og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Ordstyreren engang gjorde Mine til at skride ind, forhindrede han det. Synligt for alle havde han 243 paany med en Haandbevægelse beskyttet Talerstolens Frihed.

"Jeg skal nu bare bede om Lov til at fortælle jer om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen herhen. Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg kunde mærke paa deres lavmælte Tale, at der var noget paafærde. Nu er jeg lidt nysgerrig af Naturen – det vil jeg gerne staa ved – og jeg fik saa at vide, at derinde i det Hus laa en Mand og droges med Døden – "Hønse-Lars" kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok. Jeg gik indenfor, og der laa den gamle fattige Mand med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som den gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Han havde allerede mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var endnu fuldt nærværende, og jeg kunde se paa hans Øjne, at den gamle Hønsetyv følte sig paa betryggende Maade præpareret til den store Dom og værdig til den evige Salighed. Endnu i Dødens Daanen skinnede han af Selvretfærdighed. Saa kunde jeg jo forstaa, hvem der havde været der og beredt den stakkels Mand til Helvede. Og jeg tænkte ved mig selv: hvorfor kunde dog denne gamle Synder ikke faa Lov til at dø som han havde levet, saa havde 244 han maaske fundet Naade og Barmhjertighed hos den, der er alle Synderes Ven.

"Dette her nedslaaende Syn er blevet ved at staa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget forfærdeligt, der nylig hændte mig selv. I hørte jo før, hvem jeg er. I fik ogsaa at vide, hvorfor jeg blev afsat fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han veed, at det kan hænde for enhver at komme til at svine sig til. Saadan skabte han os – opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster saa længe vi drager Aande. Jeg var en Tid dybt nedbøjet af Skam over det, der var overgaaet mig. Men nu veed jeg, at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at gaa ham under Øjnene med mine Dyder. Og aldrig var jeg ham nærmere, end da jeg syndede. Men det skal jeg ikke komme ind paa her. Jeg vil blot fortælle om den Dag, da jeg stod ene paa Landevejen med min syge Hustru og mine Børn, forjaget fra min Præstegaard, forladt af alle, forladt ogsaa af Gud – syntes jeg. Men det var mit Bedrag. Nogle Dage efter faldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke paa eengang var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den skyldfri Præst for Favsing og Lime Menighed, og jeg laa syg i min egen Præstegaard og vidste, jeg skulde dø. Saa en 245 Aften gik Døren op, og en fremmed Mand kom ind. Jeg kendte straks Vorherre. Bagefter ham fulgte Dødsenglen med de sorte Vinger. Det skal forresten have været Lægen og en Kone, der gik tilhaande i den Familje, der havde taget sig af os. "Mads Vestrup! Nu skal du herfra! Men hvor skal du bringes hen?" sagde Vorherre, og i det samme lagde han sin Haand prøvende paa mit Hjerte. Jeg var jo nok lidt angst, men jeg havde dog en god Samvittighed. Og jeg opregnede saa for Gud, at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da løftede Herren sin Haand og sagde bedrøvet: "Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters Kummer?" Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: "Far du til Helvede!" – –"

Han stod lidt, som om han vilde fortsætte. Men saa overvældede Bevægelsen ham, han satte sin mærkværdige Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog 246 dette for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Komediespiller? Det fandt Tilslutning fra alle Sider, da Balduin Hansen oppe paa Tribunen med høj Røst henstillede til Aviskorrespondenterne ikke at referere den sidste Taler, der i enhver Henseende havde forsyndet sig mod Mødets Program.

Ordstyreren kom derpaa frem for at afslutte. Hans uforanderlige Forretningsmæssighed og vindtørre Stemme virkede i dette Øjeblik komisk paa alle. Rent uvilkaarligt befriede mange sig for Stemningens Uhygge ved en respektstridig Munterhed.

Han havde allerede løftet Hatten for at udbringe et Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

I det samme var Indtrykket af den gale Præst og hans Tale som blæst ud af alles Sind. Ingen tvivlede om, at det store Øjeblik nu var kommen, da Balduin Hansen højtideligt skulde proklameres som Partiets Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa for sig uden Modsigelse. Der blev dødsstille.

Og saa kom der noget ganske uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev mindede om den gamle Festskik, der fordrede, at Værten fik et Leve, inden Bordet hævedes. Godsejer Hagen, sagde han, havde med det Frisind, der nu i flere Slægtled udmærkede Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og 247 den smukke Festplads til Raadighed for Folket, og det ikke alene ved denne Lejlighed.

"De store Jordbesiddere plejer jo ellers at være vore svorne Fjender. Med særlig Glæde maa vi da hilse en Herremand, der som Godsejer Hagen viser fordomsfri Forstaaelse og folkelig Samfølelse. Et Leve for denne gode og trofaste Demokrat!"

Folk raabte Hurra for Enslevs Skyld; men da Jægermesteren rejste sig fra sin Plads paa Tribunen for at takke, var der næsten ikke en Haand, der rørte sig.

Mødet sluttede under almindelig Forvirring; og da man fik at vide, at Enslev var kørt bort i Jægermesterens Vogn, spredtes Folk raadvilde omkring paa Festpladsen, hvor de endnu længe efter stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod Torden.

[*]

Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene under Kastanjerne hver med sit Haandarbejde. Fru Bertha strikkede, Jytte syede paa et Stramajbroderi. De var tyet derud saa tidligt paa Dagen paa Grund af den Ufred, der var i Huset. Der havde fra Morgenstunden været et Rykind af Folk fra Egnen, der paa Vejen til og fra Enslevs 248 Modtagelsesværelse forvildede sig i Stuerne eller slog sig ned der for at vente.

Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han og Enslev havde haft en timelang Samtale, og da han kom ud derfra havde han været kridhvid i Ansigtet og haft Graad i Øjnene. For Tiden var Vælgerforeningens Bestyrelse derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha var urolig. Strikkepindene arbejdede ujævnt. Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik, som ikke huede hende. Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. "Enslev blodtørster" plejede hendes Mand at sige, og de havde altid begge to følt sig ængstet af det. Hans Tale ved Skovfesten fandt hun ogsaa besynderlig uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der var hans Hensigt med denne voldsomme Udæskning.

"Tror du, John bliver Rigsdagsmand?" spurgte Jytte, som om hun havde gættet hendes Tanker.

"Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro kan være Meningen."

"Jeg tror det. Lagde du ikke Mærke til, at Onkel Tyge og Vilhelmine iaftes spaserede længe sammen herude i Haven? Hun var aldeles kokliko² i Ansigtet, da hun kom tilbage, og styrtede straks ind til Telefonen. Jeg hørte, hun ringede sin Far op. Idag 249 har hun da ogsaa en Mine paa, som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen. Det skal virkelig more mig, dersom Johns standhaftige Tro paa hans "lykkelige Stjerne" ikke bliver gjort til Skamme."

Mens hun sagde dette, bredte hun sit Broderi ud paa Bordet og betragtede det med Hovedet paa Siden. Det var ikke noget Hverdagssyn at se hende med et Haandarbejde, og Fru Bertha havde da ogsaa gjort sig sine Tanker derom. Broderiet var iøvrigt ikke hendes eget. Hun havde fundet det inde hos den syge Pige. Det var bestemt til en Fødselsdagsgave, og Oline havde været bedrøvet over, at det paa Grund af hendes Sygdom ikke kunde blive færdigt til rette Tid. Jytte vilde nu overraske hende ved at sy, hvad der manglede.

"Det er saamænd slet ikke saa ilde," sagde hun. Havde det blot haft en anden Bund, kunde det være blevet hel pænt."

"Nu mangler du ikke saa meget."

"Jeg skal jo ogsaa være færdig med det idag. Senest imorgen Formiddag."

"Du mener, fordi vi skal rejse. Jeg havde ellers tænkt at spørge dig, om vi alligevel ikke skal blive lidt endnu. Forholdet mellem John og Vilhelmine er jo nu meget bedre."

250 Jytte svarede uden Betænkning, endogsaa med nogen Opfarenhed, at hun absolut holdt paa, de skulde blive ved deres Bestemmelse og rejse.

"Ja ja – som du vil," sagde Fru Bertha, og nu tav de igen nogen Tid begge to.

"Det er sandt, Jytte – jeg hører tilfældigt, at Meta var her igaar. Det har du slet ikke fortalt mig."

"Nej, det har jeg vist heller ikke."

"Havde hun noget særligt paa Hjerte?"

"Hvorfor mener du?"

"Aa, jeg veed saamænd ikke. Jeg tror, jeg saae hendes Mand ved Mødet. Han har da sikkert nok været der. – – Pastor Gaardbo var en af Talerne, veed du maaske."

"Ja. Han gjorde nok ingen Lykke."

"Hvem har sagt det?"

"Vilhelmine fortalte, at Folk tilsidst ikke vilde høre ham."

"Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan jo ikke undgaaes ved et saadant Møde, hvor der kommer alle Slags Folk. Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening."

Saa har hun altsaa igen løjet! – tænkte Jytte, og hun skammede sig over, at hun straks havde troet paa Svigerindens ondskabsfulde Opspind. Hun havde 251 endogsaa af den Grund ligget vaagen det meste af Natten. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.

"Du skal se, det bliver ogsaa nok Pastor Gaardbo og hverken Balduin Hansen eller John, der kommer til at gaa af med Sejren ved Valget her", sagde Fru Bertha. "Det har jeg en Anelse om."

"Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang sikkert, at han stiller sig."

"Jo, det gør han nok. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje, og derfor er det ikke værd, vi snakker til ham om det."

"Men hvordan kan han saa blive valgt?"

"Han hjælper sig selv – tænker jeg. Og han er en frygtløs Mand."

Jytte, der havde set halvt forskrækket op, bøjede sig igen over sit Broderi. Hun vilde ikke spørge om mere.

"Der var ogsaa en anden Præst, der talte ved Mødet igaar," sagde Fru Bertha efter en ny, længere Pavse. "En meget mærkelig Person."

"Var det ham, der blev talt saa meget om iaftes ved Bordet."

"Ja. Han var et højst mærkværdigt Menneske. Han gjorde vist i Grunden Indtryk paa Folk."

"Du synes maaske, han talte bedre end Pastor Gaardbo?"

252 "Aa du, de var saa ganske forskellige, saa de lader sig slet ikke sammenligne. Den Pastor Vestrup er vist lidt forstyrret i Hovedet. Meget af, hvad han sagde, var baade dumt og plat. Men der var alligevel en Del, som jeg godt forstod. Jeg vilde ønske, du havde hørt ham. Men han havde rigtignok et Udseende, som man kunde blive bange for."

Fru Bertha havde lagt Hænderne med Strikketøjet ned i sit Skød og saae hen for sig i Tanker. Da vaktes hun op af Frøken Søholms Fløjteskalaer, der trængte ud til dem oppe fra hendes Vindu.

"Nu begynder hun virkelig igen. John har dog udtrykkeligt forbudt hende at øve sig, saalænge Enslev er her."

"Aa – hun er vist sindssyg!" sagde Jytte, der havde samlet sine Sager sammen og nu rejste sig.

"Gaar du?"

"Ja, jeg kommer til at tænke paa, at jeg har lovet John at hjælpe ham med Bordpynten. Vilhelmine er jo saa hemmelighedsfuldt optaget idag. Gud veed, hvad det er, hun har for."

Paa Vejen ind mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen med sin brede Hat i Haanden og var faldet i Tanker. Han saae saa bøs ud, at hun helst var gaaet udenom ham; men han standsede hende ved at række Haanden frem. Og straks forandredes 253 hans Udtryk, og Skælmen kom frem under de mørke Buskebryn.

"Du altid flygtende Diana! ... Dig har jeg jo næsten ikke set. Vil du love mig at sørge for, at jeg faar dig ved Siden af mig ved Frokostbordet? Der kan du ikke rende fra mig. Og jeg vil dog nok høre lidt om, hvad for Skarnsstreger du har bedrevet, siden vi sidst saaes."

"Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære, Onkel Tyge."

"Det er en Ordre – forstaar du! Hvor er din Mor?"

"Hun sidder derhenne under Træerne."

"Godt! Paa Gensyn!"

Han stavrede med lidt Besvær ned ad Trappen, og Jytte vovede ikke at tilbyde ham sin Arm. Hun vidste, at intet kunde opirre ham mere, end at Folk lod ham mærke, at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

"Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en sund Beskæftigelse, som jeg tidt kan misunde Kvinderne. Jeg var forresten engang lige ved at lade mig overtale til at lære den Kunst. Der var en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lysalighedsfølelse, man ikke kunde strikke sig til. Under alle Sorger og Bekymringer tyede hun selv til 254 Strikkestrømpen ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Nu kan jeg undertiden fortryde, at jeg ikke gjorde Alvor af at gaa i Lære hos hende."

"De har jo Deres Hus og Deres Blomkaalshoveder," sagde Fru Bertha. "Kan de ikke gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De først nu havde fundet Deres egenlige Kald. Jeg kan huske, De tilbød mig endogsaa et Væddemaal om, at jeg aldrig mere skulde se Dem paa en Talerstol. Det Væddemaal havde De altsaa tabt."

Enslev stod med Stokken foran sig og saae en lille Tid grundende ned mod Gruset.

"Ja, jeg har alle Dage været et godtroende Fæ. Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes ogsaa nok, at jeg kunde lide at leve mine sidste Aar i Slobrok og Pampusser³ ... og maaske skulde jeg virkelig være bleven i min Kakkelovnskrog. For jeg gør mig vist forgæves Ulejlighed. Jeg ser tydeligt, hvor det hele bærer hen ... Frihedsglæden er hos Folket en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har læst om Livsfanger, der som ældre Folk slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene."

255 Fru Bertha sagde:

"Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningen har nok ikke været efter Ønske, kan jeg høre."

"Resultatet? Vi er slet ikke kommen til noget Resultat. Her som alle Steder i Landet tuder Uglerne. Vi skal mødes igen om tre Timer, men jeg tvivler om, at der bliver Enighed. Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om; men heller ikke det Forslag har Præstepartiet villet gaa ind paa, skønt de meget godt indser, at de ved deres Vægring giver Højre en Chance for at tage Kresen fra os. Det er mit Indtryk, at der af Ivrerne paa den Side direkte arbejdes for en Sprængning."

"Præstepartiet?" sagde Fru Bertha. "Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning."

"Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det kan vi tale om en anden Gang. Jeg kom herhen, kære Fru Justitia, for at invitere Dem til en lille Promenade i Haven. Jeg har netop nogle Minutter til min Raadighed. Hvad siger De om at lade Verden blunde en halv Time, mens vi spaserer rundt 256 og agerer Børn, der ser paa Blomsterne og nyder Solen?"

"Aa jo ... det vil jeg gerne."

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha et Galanteri, som ellers var ham ganske fremmed og forresten heller ikke klædte ham. Det skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da Fru Bertha og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev, der allerede dengang var en af Venstres Førere, blev kaldt derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der oprindelig fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig fuldt forstaaet hans Hensigter. Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans bjørneagtige Kur uden for Alvor at mistænke den allerede aldrende Mand. Derfor var hun nu en af de faa Damer fra de højere Selskabskrese, som Enslev følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke, som Folk troede, blot fordi hendes Mand havde været Justitsminister i et af hans Ministerier. –

Jytte var imidlertid gaaet ind gennem Stuerne og havde i Kabinettet foran den store Spisesal truffet 257 sin Fætter. Jægermesteren gik rastløs op og ned ad Gulvet med Hænderne i Vestens Ærmegab og talte højt med sig selv. Da han opdagede Jytte, foer han hen og greb hende i Armen.

"Jeg saae, du stod og talte med Enslev. Hvad sagde han? Talte han noget om Resultatet af Forhandlingerne? Bestyrelsen er jo gaaet. Jeg saae det jo."

"Jeg aner ikke det mindste. Hvorfor spørger du ikke ham selv?"

"Ja, det vil jeg ogsaa gøre. Denne Spænding er ikke til at udholde. Du kan begribe, hvad denne Dag betyder for mig! Jeg vil sige dig det lige ud: Alting staar paa Spil! Lykkes det mig ikke dennegang at bryde Modstanden, er jeg en ruineret Mand. Saa har jeg ikke andet at gøre end at skyde mig en Kugle gennem Hovedet. Jeg vil ikke længer staa for alles Øjne som en Nar."

Jytte fandt ham saa ynkværdig, at det skar hende i Hjertet.

"Hvad var det, jeg skulde hjælpe dig med?"

"Hjælpe mig med?"

"Ja, var det ikke Borddækningen?"

"Javist! ... Undskyld, jeg kan ikke samle mig! Jeg skal jo nemlig ogsaa holde en stor Tale for Enslev, og den skulde gerne høre til en af mine bedre! Jeg har derfor allerede nu maattet arrangere 258 Bordet. Vilhelmine er jo optaget. Hun sidder oppe i sin Stue sammen med sin Tante og laver denne Liste over Inventaret og Malerierne, og den haster det med. Hendes Far skal have den sendt pr. Telefon inden Klokken to."

"Hvad er det for en Liste?"

"Ja, det er sandt! Det kan du jo ikke vide. Det er ogsaa ligemeget ... Du maa virkelig undskylde. Jeg staar og vrøvler. Det er Brandassurancen, der har forlangt den Liste. Men nu skal du se mit Arrangement. – Ganske fikst, ikke sandt?"

De var gaaet ind i Spisesalen, der i Anledning af Dagen var bleven smykket med fire lange Guirlander. De hang i Buer fra Midten af Loftet til hver sit Hjørne. Ogsaa paa Væggene var der Blomsterdekorationer. Efter Enslevs Ønske skulde der spises Frokost ude i Haven, saa man havde allerede kunnet begynde paa Borddækningen.

Ovenpaa Rødvinsglassene laa Navnekortene. Jytte gik langs den ene Bordside og læste: Amtsraadsmedlem J. Mosegaard. Sogneraadsformand P. Jensen. Dyrlæge Magens. Redaktør Danielsen. Pastor Gaardbo. –

Pastor Gaardbo – gentog hun for sig selv og standsede. Det kunde ikke være rigtigt! ... Han gik jo ikke i Selskab!

Indbydelserne til den improviserede Festlighed var først udgaaet den foregaaende Dag ved et ridende 259 Bud, og det var ikke engang faldet hende ind, at han kunde være indbudt.

"Du undrer dig maaske over den Navneseddel," sagde Fætteren ovre fra den anden Side af Bordet. "Jeg var jo nødt til at invitere ham. Manden er i Bestyrelsen. Han har mærkværdig nok endnu ikke sendt Afbud, saa vi er ogsaa nødt til at reservere Plads til ham. – Undskyld mig forresten et Øjeblik! Jeg kommer straks. Min Mave er bleven ganske rebelsk!"

Jytte havde følt sit Hjerte standse et Øjeblik. Men nu faldt det hende ind, at Pastor Gaardbo naturligvis vilde komme her for Enslevs Skyld. Det var jo hans Farbror. Det havde hun underligt nok ikke tænkt paa. – – Det havde vel nok været bedst for dem begge to, om de havde undgaaet et nyt Møde; men hun var alligevel nu glad ved, at hun fik Lejlighed til at sige ham ordentlig Farvel.

Hun var ene i Stuen og blev ved at se paa hans Navn. Hun huskede, hvor kønt og varmt og landlig hyggeligt det havde lydt for hende den første Gang hun hørte det derude i Haven. Gaardbo. Det lød af Tøjreslag og Lærkekvidder. Men Pastor Gaardbo. Saa hørte hun straks hans Præstetone, der var hende saa meget imod. Hun kunde næsten ikke taale, at han talte til hende om sit Gudsforhold.

260 Endnu i deres sidste Samtale havde han i sin utrættelige Missionsiver været inde paa Emnet. Han havde sagt, at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud. For at afvise ham havde hun nævnet hans egen Broder, og han havde da svaret hende med et Ord, der oprørte hende.

"Min Broders huslige Lykke fylder ham foreløbig helt," sagde han næsten vemodig. "Den Dag, Sorgen banker paa hans Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa han søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det er et Haab, jeg aldrig kan slippe."

Hun kunde huske, at hun i sin Forargelse havde været lige ved at spørge ham, om hans afdøde Kæreste havde været Kristen, eller om han ogsaa kun havde holdt af hende i den bestemte Forventning, at Sorg og Lidelse eller hans egen daglige Paavirkning engang skulde gøre hende til det. Det Stueorgel, han havde anskaffet til hende, kunde jo godt tyde paa noget i den Retning.

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og kærlighedsfuld, samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert Menneske, i hvert Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Der havde denne søvnløse 261 Nat sneget sig en Mistanke ind paa hende, og hun havde ikke siden kunnet blive den kvit. Hun havde spurgt sig selv, om det var saa sikkert, at hans Forlovede var død ved et Ulykkestilfælde. Selv om hun ogsaa havde været Kristen, var det da urimeligt at tænke, at hun havde taget Livet af sig i et Anfald af Skinsyge og Had til denne Gud, som altid var i hans Tanker og var ham dyrebarere end alt andet i Verden? Og havde hun ikke været det, saa maatte hun jo næsten før eller senere være bleven drevet ind i Døden af hans forbryderiske Selvretfærdighed ...

Hun hørte nogen komme og gik hurtigt videre langsmed Stolerækken.

Det var Fætteren, der kom tilbage med en Cigaret i Munden. "Jeg er kommen til at tænke paa, at vi vist alligevel godt kan stryge Præsten," sagde han. "Det maa jo betragtes som ganske udelukket, at han kan komme her efter den Afbankning, Enslev gav ham igaar paa Mødet. Det var en offenlig Brændemærkning, som vil mindes længe af enhver, der var saa lykkelig at overvære den."

"Onkel Tyge?" sagde Jytte.

"Ja. Paa en anden Maade kan man jo nok sige, at det var en lidt uhyggelig Affære. I Betragtning af Familjeskabet, mener jeg. Men Enslev er en sand Cato, der ikke kender den Slags Hensyn, naar det 262 gælder det heles Vel. Dersom der endnu er nogen Retfærdighed til, saa er Pastor Gaardbo færdig nu som offenlig Person. Hans Lumskeri er afsløret, saa enhver kan se det. Dertil kommer saa hele hans Optrædens Ynkelighed –."

"Tak. Det er besørget."

"Hvad mener du?"

"Jeg siger, det er allerede besørget. Vilhelmine har paataget sig Ulejligheden ... Men du lyver naturligvis. Det er ikke sandt, hvad du fortæller der om Onkel Tyge. Ja, for engangs Skyld siger jeg det, som jeg mener det. I er lige tarvelige begge to."

"Jytte! Hvad gaar der dog af dig? Er du bleven ren forrykt? ..."

Men hun havde vendt ham Ryggen og gik bort, op til sig selv. Paa Vejen op ad Trappen mærkede hun, at det svimlede for hende, og da hun kom ind paa sit Værelse og saae sig i Spejlet, forfærdedes hun over sit Udseende.

"Ja," tænkte hun og trykkede begge Hænderne for Øjnene. "Det er godt, vi kommer herfra. Det er paa høje Tid."

Fru Bertha og Enslev havde imidlertid tilendebragt deres Rundtur i Haven. De sad paa en Bænk midt i Solen bag den store Plæne, og Enslev havde igen givet sig til at tale om Politik.

"Forholdene her i Kresen er typiske. For blot 263 tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Valg have været fuldkommen sikkert ... Det gør mig ondt for ham. Han har gjort et stort Arbejde, og Mandatet var jo længe lovet ham; men som Forholdene nu stiller sig, anser jeg hans Kandidatur for haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham?"

"Nej."

"Tyrstrup! Jeg veed det nu med Sikkerhed. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet nu gravet op for at benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden, som han nu er bleven! Det er den nye Kurs, der skal styres! Han vil etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor alle Modsætninger forliges efter den gamle, prøvede Maksime: Sammenrottelse gør stærk!"

"Og nu vil De altsaa forsøge at faa min Brodersøn valgt i Stedet for?"

"Ham eller en anden! Blot en fuldt ud paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, heller ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser."

"Men jeg begriber ikke, Enslev, hvor De kan tænke 264 paa at faa min Brodersøn valgt her. Jeg tror ikke, at der er den allermindste Stemning for ham."

"Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Og vi har i Redaktør Danielsen en Mand med megen Slagfærdighed. Balduin Hansen har desuden lovet for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig at arbejde for Deres Brodersøns Valg. Hans Kandidatur har efter min Mening ogsaa den Fordel, at den vil modvirke Faren, der truer fra Højre i den nuværende Situation. Han har vist adskillige personlige Venner i det Parti. Og man hverver sine Hjælpetropper, hvor man kan faa dem."

Fru Bertha sad i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet og stirrede ud for sig.

"Ja ja. De har velsagtens Deres Planer, som De ikke fortæller mig. Jeg synes nu alligevel, jeg har en Forpligtelse til at sige Dem – at betro Dem, Enslev – at min Brodersøns økonomiske Stilling er stærkt truet."

"Jeg veed det. Men det Forhold vil blive ordnet."

"Ordnet? ... Hvordan dog det?"

"Han har jo en rig Svigerfar, som vel nok forstaar at vurdere et Rigsdagsmandat. I hvert Fald gør hans Datter det – den unge Jægermesterinde her."

"Aa, er det dem! ... Blot min letsindige Brodersøn saa ikke kommer endnu dybere ned i Ulykken! 265 ... Enslev! Jeg kan huske, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde!"

Herpaa svarede han ikke. Han talte videre om Valgudsigterne og sagde:

"Og hvad nu mine omtvistede Planer angaar, saa maa jeg erindre Dem om, hvad jeg erklærede igaar paa Mødet. Jeg har ingen anden Hensigt end at hjælpe vor fælles Ven Tyrstrup til et godt, demokratisk Valg. At han i sin Uforstand og forunderlige Sorgløshed foretrækker daarlige og upaalidelige Hjælpere, kan ikke være en Rettesnor for mig. Jeg vil ikke se roligt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp og Arbejde saa letsindigt sættes paa Spil."

"Resultaterne?" sagde Fru Bertha. "Er det ikke netop dem, der skræmmer?"

Enslev vendte sig imod hende med et hvast Blik under de sænkede Bryn.

"Hvad mener De?"

"Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo slet ikke blevet til, hvad vi ventede."

Enslev sad med begge Hænder paa Stokkens Guldhaandtag. Han havde igen taget Blikket til sig, og over hans Ansigt lagde der sig et dybt Mørke.

"Menneskene har en kort Hukommelse," sagde 266 han. "Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning, og Øjeblikket miskendes. Det kan vistnok være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme vore Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er tilfredsstillet; men for Menneskelivet i sin Helhed er det en uhyre Ulykke. Det er maaske derfor en Politikers allerførste Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse. Og det er netop paa det Punkt, at Tyrstrup forsynder sig. De unge i vor Tid har faaet Friheden i Vuggegave og anser den af den Grund for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De har aldrig maattet undvære den; derfor skønner de ikke paa den. De har ikke erhvervet den, ikke stridt og lidt for den; derfor kender de ikke Angsten for at miste den – ja de forstaar den ikke engang og mener, at man ser Spøgelser ved højlys Dag. Men jeg bryder mig ikke om Barnesnak! Vil Tyrstrup ikke forstaa min Advarsel dennegang, skal vi slaas! – Dersom Deres Ven Torben Dihmer ikke var gaaet hen og bleven skør i Hovedet eller hvor det nu er, saa havde jeg maaske forsøgt en Kampagne sammen med ham. Nu maa jeg se mig om efter andre Hjælpere, dersom det gøres fornødent. Kan jeg nu ved Valget skaffe mig et fuldt paalideligt Følge blot paa en Snes Mand, saa skal jeg tvinge Tyrstrup til at lægge Roret om."

267 Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm og sagde:

"Enslev! Gør det ikke! De har i Deres Liv vundet saa mange glimrende Sejre, som vil mindes. Hvorfor vil De udsætte Dem for at komme til at slutte med et Nederlag?"

"De trøster godt! ... Men jeg lader mig ikke skræmme. Faar jeg blot tredive fuldt paalidelige Mænd ... ja bare tyve, saa skal der endnu engang tages et Nappetag om Folkets Fremtid i Danmark! ... Hvem er det, der kommer der?"

"Det er Husjomfruen. Hun har velsagtens en Besked til Dem."

"Redaktør Danielsen," meldte Husjomfruen.

"Godt. Det er ham, jeg har ventet paa. Ja, saa er min Hyrdetime forbi, Fru Justitia. Vi ses vel ved Frokosten?"

[*]

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. Af Hensyn til Bønderne og for i det hele at give Festligheden en folkelig Karakter lød Paaklædningsordren paa Frakke.

Den første Gæst, der kom, var Pastor Gaardbo. Han fandt til sin Skuffelse Fru Vilhelmine og Frøken Søholm ene i Dagligstuen, den sidste i vinrød Silke og Halvhandsker. Jægermesteren var endnu 268 optaget inde i Spisesalen, hvor Bordordenen for tredje Gang skulde forandres, fordi adskillige af de Indbudte i sidste Øjeblik havde sendt Afbud. Han var i den Anledning nervøst oprevet og havde maattet tage Draaber. Han havde ikke kunnet faa oplyst, om der ved Valgudvalgets sidste Møde med Enslev var truffet nogen Bestemmelse; men han kunde af de mange Afbud forstaa, at det var kommet til et Brud.

Pastor Gaardbo kæmpede længe fortvivlet for at holde en Samtale igang. Fru Vilhelmine var meget unaadig. Hun havde straks forstaaet, hvorfor han var kommen i saa god Tid, og hun saae ogsaa nu, hvor forandret han var. Den ellers saa rolige Mand dirrede af Nervøsitet.

Præsten vidste tilsidst ikke bedre end at benytte Lejligheden til at lægge et godt Ord ind for en Plan, som han og nogle af hans Menighedsvenner i den sidste Tid havde beskæftiget sig med. Den galdt Oprettelsen af nogle Vuggestuer omkring i Sognet. Han skildrede de sørgelige Forhold, hvorunder mange Fattigfolks Smaabørn levede, naar begge Forældrene maatte gaa paa Arbejde; hvordan de undertiden laa fastsurret i Sengene hele Dagen uden at faa hverken vaadt eller tørt for ikke at komme nogen Ulykke til.

Fru Vilhelmine, der begyndte at frygte for, at det skulde ende med et Frieri til hendes Portemonæ, lod ganske uforstaaende. Frøken Søholm derimod opfattede 269 hans Fortællinger som selskabelig Underholdning og tilkendegav ham sin Anerkendelse med hyppige Udbrud.

"Hvor interessant! ... De stakkels Unger! ... Tænk, at det er Virkelighed!"

Saa opgav Pastor Gaardbo ogsaa dette Emne og tav stille. Til al Lykke aabnedes Døren lidt efter for en ny Gæst.

Det var Redaktør Danielsen, Enslevs fynske Ærendsvend, en yngre, rundrygget Mand med et stort Smil i et fedt skinnende Fuldmaaneansigt. Enslev plejede at sige om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad Grød.

Han hilste paa Præsten som Katten paa Hunden. Han kom just fra en ny Konference med sin Herre og havde her faaet tildelt den Opgave at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.

Døren gik igen op. Gæsterne begyndte at fylde Stuen. Efter et Kvarterstids Forløb var Selskabet samlet, og Enslev viste sig. Man gik straks tilbords. Hædersgæsten førte Husets Frue, Jægermesteren sin Tante, mens Amtsraadsmedlem Jørgen Mosgaard⁴ skred afsted med Lorgnetten paa Næsen og Frøken Søholm under Armen.

Jyttes Kavaler var den gamle Dyrlæge, en døv Mand, der gjorde hende den Tjeneste at passe sig selv og lade hende i Fred. Lige overfor hende paa 270 en af Hæderspladserne sad Balduin Hansen som et marmorblegt Gravbillede af sig selv. Pastor Gaardbo skulde oprindelig ogsaa have haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort hen til den anden Ende af Bordet saa langt fra Jytte som muligt.

Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Hans mørke Blik gled stadig ned langs Gæsternes Rækker som for at undersøge, hvem der manglede. Han havde ogsaa frabedt sig Taler.

For at erstatte de Folk, der var bleven borte, saa deres Fraværelse ikke skulde blive for iøjnefaldende og Bordet ikke skæmmes af tomme Pladser, havde Værten tilsidst sendt Indbydelser ud i Flæng, og det var et højst broget Selskab, han efterhaanden havde faaet samlet til Ære for den store Mand. Blandt andre var begge Storeholts Underforvaltere og Kontoristen paa Mejeriet i sidste Øjeblik bleven pyntet op med laante Frakker for at forestille politiske Tillidsmænd.

Jægermesteren følte sig som paa et gyngende Skibsdæk, og da han ikke havde sine Draaber hos sig, tog han sin Tilflugt til de hede Vine. Ogsaa de fleste af Gæsterne befriede sig lidt efter lidt for Stemningens Tryk ved Hjælp af den gode Mad og de mange Vinflasker. Paa adskillige Kinder blomstrede allerede de rødeste Roser.

271 Fru Bertha sad med Hænderne haabløst i Skødet. Hun syntes, det var saa sørgeligt at se Enslev i dette Selskab, hvor saa mange af Egnens bedste Mænd manglede, og hun blev grædefærdig ved at tænke paa, at han nu maatte bringe Stakler som hendes Brodersøn til Ære og Værdighed for at opretholde sin Magt. Hvor skulde dette ende? John som Rigsdagsmand. Det var en uhyggelig Farce. Saa maatte Undergangen være nær! ... Hele Dagen havde hun set den gamle Grandtantes mørke Skikkelse for sig og hørt hendes Gravrøst lyde for sit Øre. "Hævnen hører mig til."

Jyttes døve Bordherre havde ogsaa faaet Mæle nu. Og pludselig hørte hun ham nævne Pastor Gaardbo. Han forundrede sig over, sagde han, at Præsten var kommen her iaften, da han og Enslev dog nu var Modstandere.

"Enslev har jo ligefrem undsagt ham, og det har han virkelig ogsaa haft Grund til. Det er skammeligt at komme her og skabe Uro i Kresen, saa vi maaske nu gaar hen og taber den til Højre. Det havde jeg rigtignok ikke troet om Pastor Gaardbo."

Jytte sagde ingenting. Fra det Øjeblik, hun havde set Pastor Gaardbo inde i Dagligstuen, vidste hun, at det ikke var for Farbroderens Skyld han havde overvundet sig til at gaa herhen og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Hans Blik havde 272 sagt hende det. Endnu havde de dog ikke talt med hinanden. Af Frygt for Svigerindens Øjne var hun ikke gaaet hen til ham, skønt han hele Tiden havde staaet alene. Det var en Fejghed, som hun nu skammede sig over.

Hun var begyndt at forstaa, hvad det var, der foregik her. Ved Frokosten havde Enslev med tydelig Hensigt givet sig til at snakke om sin Brodersøn. Han havde talt om hans smukke Præstegaard og sagt, at han nu blot trængte til at faa sig en Kone, som svarede til Omgivelserne. "Saa vilde de politiske Nykker nok gaa af ham." Hun havde bagefter spurgt sin Moder om, hvad Enslev havde sagt om Pastor Gaardbo ved Mødet den foregaaende Dag, og Moderen havde i Begyndelsen nødig villet ind paa Sagen.

Nu havde hun desuden iagttaget Vilhelmine, der mere og mere frækt indspandt Enslev med sin Elskværdighed. Og øjensynlig havde hun Held med sine Forførelseskunster. Enslev tøede mere og mere op, og tilsidst udbragte han hendes Skaal med et Par spøgefulde Ord.

Inde i Havesalen, hvor Kaffen blev anrettet, beholdt han hende ogsaa hos sig. Han satte sig i en af Sofaerne med en Cigar og anviste hende halvt bydende Pladsen ved sin Side. Og her samlede han nu om sig en Halvkres af opmærksomme Tilhørere, som han underholdt 273 med morsomme Anekdoter om sine Medarbejdere eller sine Modstandere fra Kamptiden. Ethvert Spørgsmaal om Øjeblikkets Politik afviste han derimod.

Jytte kom derind for at finde Pastor Gaardbo. Trodsen var kommen op i hende nu. Hun ønskede at række ham Haanden her for alles Øjne.

Hun traf ham ude paa Verandaen, hvor han stod i Samtale med hendes Mor, og hun kunde se det paa hans urolige Øjne, at de længe havde søgt hende. Moderen gik kort efter ind; men de blev dog ikke alene. Flere af Middagsgæsterne opholdt sig derude for Aftenkølighedens Skyld. De stod i en Gruppe henne i den modsatte Ende og var meget højrøstede. Inde i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper bleven tændt, og det lighvide Lys skar sig grelt ind i Havens Dæmring.

Da Jytte saae, at Pastor Gaardbo holdt sin Hat i Haanden, spurgte hun ham, om han var ved at gaa; og hun føjede straks til, at hun godt forstod, han ikke befandt sig vel i dette Selskab. Han burde slet ikke være kommen her.

"Det er ikke for Selskabets Skyld, jeg er her," sagde han stille. "Men jeg har hørt, at De skal rejse. Imorgen allerede. Min Svigerinde har fortalt mig det. Og jeg maatte tale med Dem endnu engang. De tilgiver mig, at jeg siger det ... Men har 274 De noget imod at gaa ned i Haven? Her er saa uroligt og beklumret."

Jytte stod længe uden at svare. Tilsidst vendte hun sig fra ham med en Hovedbøjning.

"Jeg gaar blot ind efter mit Sjal."

Da hun var kommen tilbage og de fulgtes ned ad Trappen, mærkede hun godt, at de før saa højrøstede Herrer stak Hovederne sammen og hviskede. Men det var hende ligegyldigt. Hun havde i Øjeblikket kun een Tanke: at det Uafvendelige var over hende, og at hun for sin egen Skyld maatte have en Afslutning.

De gik omkring den store Græsplæne og videre gennem Havens brede Midt-Allé af Popler. Præsten tog igen sin Hat af. Hans Ansigt var blegt, og han tørrede sig flere Gange med sit Lommetørklæde over Panden.

For Enden af Alleen var der en aaben Pavillon med et Bord og nogle Siddepladser. Her gik de ind. Det kom ganske af sig selv. Som efter en stiltiende Aftale satte Jytte sig paa Bænken bag Bordet, Præsten paa en Stol i nogen Afstand. Han sad der foroverbøjet med Hatten mellem sine urolige Hænder.

"Frøken Abildgaard, De maa give mig Lov til at tale aabenhjertigt til Dem. Jeg har saa meget at sige Dem; jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa 275 det sagt, saa jeg ikke krænker Dem. Min Svigerinde fortalte mig iaftes om sit Besøg hos Dem, og jeg kunde mærke paa hende, at De havde forskrækket hende lidt med Deres Udtalelser om forskellige Ting. Jeg sagde til hende, at man ikke skulde tage den Slags Stemningsudbrud for alvorligt, og det gjorde jeg da heller ikke selv. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmseler til at holde Dem Nysgerrigheden fra Livet med. Derfor har Folk i Almindelighed en saa forkert Mening om Dem ... Fornærmer det Dem, at jeg siger det?"

Jytte rystede paa Hovedet. Hun sad bøjet frem over Bordet med Haanden under den Kind, der vendte mod ham, saa han ikke kunde se hendes Ansigtsudtryk. Med den anden Haand drejede hun paa en Majolikakrukke, der stod foran hende.

"Jeg har set rigtigt – ikke sandt? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande? Det har jeg anet fra den første Gang, jeg saae Deres Øjne. Jeg maa have Lov til at sige Dem det ... Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus, om De husker det. Der var i Deres Blik en stum Sørgmodighed, der fik mig til at tænke paa en Storfugl i Fangenskab. Ja, nu synes De maaske, at jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan var 276 mit første Indtryk af Dem, og jeg er ikke kommen bort fra det siden. Men De veed det selv, Frøken Abildgaard, at De ikke hører hjemme i den Verden, man har spærret Dem inde i. Det har jeg mange Gange mærket paa Dem. Og det var jo ogsaa ganske umuligt, at De med Deres fribaarne Natur kunde finde Dem tilrette i det Selskab, som De her og andetsteds færdes i. Men det skal jeg ikke tale om igen. Nu skal De altsaa rejse herfra, og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem og tale med Dem. Jeg kommer vel ogsaa i den nærmeste Fremtid til at omtumles som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min egen Vilje er kommen ind i. Men forinden vi skilles, vil De da i fuld Oprigtighed svare mig paa et Spørgsmaal? Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?"

Da Jytte ikke svarede, rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han med Armene støttede sig paa Pladen.

"Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem," sagde han. "Jeg har været bange for at sige det ... vi har jo kendt hinanden saa kort. Men nu er Ordet sagt. Hvad jeg for ti Dage siden vilde 277 have troet umuligt, er sket. Den Morgen udenfor gamle Bodils Hus vaktes der et nyt, stort Haab i mig ... af Dem! Nu maa De sige mig, om jeg skulde have tiet."

"Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?"

"Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for kraftigt mindet mig om det. Men – saa underligt det maaske kan lyde – det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang da De var Barn. Men jeg veed, at De i Deres Inderste bærer paa en Længsel, som De endnu ikke selv forstaar. Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort."

Jytte havde løftet Hovedet op fra sin Haand. Hun havde ogsaa et kort Nu set ham op i Øjnene, mens han talte. Nu sad hun igen med bøjet Hoved og havde begge Hænderne omkring Majolikakrukken.

"Ja, jeg forstaar Dem nu! Det er et forædlet og forskønnet Fremtids-Billede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa. Men De kender mig alligevel ikke rigtig, Pastor Gaardbo. Jeg forsikrer Dem, Deres gode Tro til mig vilde jeg sørgeligt skuffe. 278 Jeg misunder Dem ikke Deres Gud. Jeg kender ham ikke og bryder mig ikke om at lære ham at kende. Hans Barmhjertighed, som De taler saa meget om, har jeg aldrig mærket noget til. Dersom jeg troede paa ham, vilde jeg afsky ham."

"Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!"

"Det gør jeg vist, men det er mig virkelig ligegyldigt," sagde hun og rejste sig nu for at gaa. "Og De kan da ikke forlange noget Hensyn, Pastor Gaardbo! De siger, De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min Forbedring. Dersom jeg ikke fandt det saa komisk, at jeg maa le af det, burde jeg vist føle mig fornærmet. Hvad vilde De i Grunden sige, dersom jeg gjorde Gengæld og forlangte, at De skulde afsværge Deres Tro, fordi jeg finder den barnagtig og latterlig? De vilde vist blive meget forbavset."

"Kære Frøken! Jeg vil jo kun Deres Bedste!"

"Det tror jeg gerne, Pastor Gaardbo! Men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for at blive det tragikomiske Offer for Livets Bondefangeri. Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod Skuffelser. Men det har vi nu talt om saa ofte, og jeg tror ikke, det nytter at fortsætte den 279 Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel. Og jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel, Pastor Gaardbo!"

Hun sagde de sidste Ord med et Nik men uden at række ham Haanden. Og Præsten blev staaende ved Bordet og fulgte hende med store, angstfulde Øjne, som om han indtil det sidste ikke kunde tro, at hun virkelig vilde gaa.

"Frøken Abildgaard!" kaldte han endnu engang bønfaldende.

Men hun vendte sig ikke om.

Inde i Stuerne havde Fru Bertha gaaet uroligt om og søgt hende. Hun havde ikke set hende gaa ned i Haven med Præsten og forstod ikke, hvor de begge var bleven af. At de var sammen, var hun dog temmelig sikker paa. Der havde været Kærlighed i deres Haandtryk før. Det tog hun ikke fejl af. Men hun vovede alligevel ikke at give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.

Da Jytte kom tilbage, stod hun i det hvide Lys nedenfor Verandatrappen og spejdede.

"Hvor kommer du dog fra, Barn? Og hvor er Pastor Gaardbo?"

"Han gik vist hjem. Vi har spaseret lidt."

"Men hvor har I været? Du ser saa træt ud."

"Det er jeg ogsaa. Luften er saa lummer iaften. Mon vi ikke faar Torden ... Hys! Hvad er det?"

280 Hun hørte en Violin blive stemt.

"Ja, Musikken er kommen. Sangerne fra Byen er her ogsaa. De skal vist straks begynde. Og veed du, hvem der ogsaa kommer?"

"Nej."

"Karsten From. Kan du tænke dig! Vilhelmine fortalte mig det for lidt siden. Han lod sig præsentere for hende igaar ved Skovfesten og tilbød straks at komme her iaften med sin Guitar og underholde Gæsterne."

"Naa, det kan jo blive ganske fornøjeligt," sagde Jytte. "Jeg foretrækker i hvert Fald ham for denne rædselsfulde Maler-Sangforening. Det er dog en taabelig Ide af John."

"Du skulde vist hellere gaa op og lægge dig, Jytte. Du er jo ganske kold paa dine Hænder."

"Ja, jeg tror, jeg er kommen til at fryse lidt ... Skal vi ikke gaa ind?"

[*]

Enslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han allerede om Eftermiddagen skulde tale ved et nyt Møde. Saadan drog han i de følgende Uger fra Sted til Sted for at holde Mandtal over sine Trofaste. Hans voldsomme Sprog og den Hensynsløshed, hvormed han foer frem mod enhver, som han mistænkte for Frafald, skabte 281 Uro og Usikkerhed allevegne. Mange omkring i Landet ansaae ham for utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle Mands Kampagne synderligt alvorlig. Man trøstede sig med, at det var Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten og Modløsheden i den tyrstrupske Presse, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge. En af Højres Aviser skrev haanligt om visse Tegn i Luften, der tydede paa, at den døende Løve alligevel havde skræmmet adskillige af den nyeste Æras Mænd med sine Ørkenbrøl.

Valgdagens Morgen kørte Jægermester Hagen i pragtfuldt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine, der forinden havde hørt ham holde Generalprøve paa sin Valgtale og fundet den antagelig. Han var stærkt nervøs af den ugelange Spænding og afslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang bedt til Gud og havde desuden styrket sig ved en solid engelsk Frokost med Havregrød, Skinke og Æg. Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op paa Mure og Telefonpæle, bevægede ham, saa han havde Taarer i Øjnene.

282 "Stem paa Hagen!"

Overalt paa den lange Vej til Valgstedet fulgtes han af dette Vidnesbyrd om Folkets Tillid.

Der var jo ganske vist ogsaa slaaet Plakater op med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de ikke var saa lidt mindre end hans. De havde desuden en grim vissengrøn Farve, og det gjorde ham yderligere forhaabningsfuld. Højrekandidatens Plakater tog han sig slet ikke af. Det var en Straamand, som Partiet ikke selv tog alvorlig efter at Balduin Hansens Kandidatur var opgiven. Enslevs Modtræk havde vist sig rigtigt beregnet. De stille i Kresen, der her som andetsteds var Højres Haab, kunde ikke opskræmmes af Talemaaderne om Revolutionens Hydra, naar denne fremtraadte i Skikkelse af en Godsejer og Jægermester. Hvad Udfaldet saa vilde blive – mod Faren for en Overrumpling var man sikret.

Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og der var sort af Mennesker. Det var saa godt som udelukkende Landboere. En rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa deres Piber og snakkede om Svinepriserne, mens det kongelige Brev blev oplæst.

Den langsommelige Valgkamp havde trættet ud. Man havde forlængst truffet sit Valg mellem Kandidaterne og var faldet til Ro. Nogen personlig Interesse 283 i Valget havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede. Med den Overbevisning følte Størsteparten sig paa Forhaand tilfredsstillet.

Der blev ikke talt meget om det; men det ventedes almindeligt, at Jægermesteren vilde bære Sejren hjem. I hvert Fald inde i de mange Beværtninger, der omrandede Markedspladsen, og hvor allerede en Del halvfulde Folk sad og savlede over Ølglassene, holdt de fleste paa ham. "Fyens Venstre", der havde agiteret for hans Valg, var Egnens meste læste Blad, og Redaktør Danielsen havde gjort sin Skyldighed som offenlig Udraaber af hans Fortjenester. Virkelyst, Handlekraft, Sandhedskærlighed, Sjælsadel, Tapperhed, Retfærdighedsfølelse, Opofrelsestrang, Hjertedannelse, Trofasthed, Begejstring og Uegennyttighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde smykket ham med. Stærkere Indtryk havde det dog gjort, at Jægermesteren ved nogle af Vælgermøderne selv havde omtalt sine landøkonomiske Forsøgsarbejder og navnlig sin Kamp mod Kartoffelskimmelen, for hvis Udryddelse han – som han bevæget forklarede – "havde ofret en Formue".

Efter hans Valgtale lød der kraftigt Bifald. Ogsaa var han heldig med sine Svar til Interpellanterne. Netop de Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i Livet, kom ham tilgode paa en Valgtribune. 284 Hans Uvederheftighed, hans Efterplapren og især hans store Gavmildhed i Løftet vandt ham mange Hjerter, medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke fragik noget Ord, selv om det kunde skade ham, ofte kom tilkort endogsaa overfor sine egne Tilhængere.

Endnu efter Valghandlingens Slutning kunde der dog ikke vides noget paalideligt om Udfaldet. Her som de fleste Steder i Landet var Virkningen af Enslevs Optræden, ikke mindst af hans Tale i Strige Skov, umuligt at beregne. Man havde dennegang indenfor Partiet delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg.

Under den langvarige Afstemning opholdt Jægermesteren sig ovre i Gæstgivergaarden, der var den enslevske Fraktions Samlingssted. Han var saa syg af Spænding, at han maatte holde sig oppe ved Hjælp af Kamferdraaber.

Fru Vilhelmine haanede ham; men hun vidste rigtignok heller ikke, i hvor høj Grad Dagen betød Knald eller Fald for ham. Blev han ikke valgt, var han vanæret. For de Penge, hans Svigerfader havde laant ham til at ordne det nødvendigste med inden Valget, havde han maattet stillet Sikkerhed i Storeholts Inventar, som i Forvejen var pantsat til en københavnsk Møbelhandler, og han ventede sig ingen Skaansel af ham, dersom kan ikke blev valgt. Uden 285 at klø sig i Hovedet vilde Svigerfaderen sende ham i Forbedringshuset. Men fik han først Foden indenfor i Rigsdagen og dermed endelig en Virkeplads for sine Evner, skulde han vide at skaffe sig Oprejsning for alle sit Livs Ydmygelser.

"Præstepartiet" holdt til i Forsamlingshuset i den anden Ende af Byen. Her blev Stemningen i Løbet af Eftermiddagen mere og mere bekymret. De Meddelelser, der listedes ud fra de forskellige Valglokaler, efter at Optællingen af Stemmesedler var begyndt, lød foruroligende; og de første Valgresultater, der indløb fra andre Steder i Landet, virkede ogsaa nedslaaende. De meldte om Sejr for flere af de enslevske Kandidater.

Pastor Gaardbo var tilsidst gaaet bort for at bringe sit Sind i Ligevægt. Han gik paa maa og faa ud ad Landevejen i den luende Aftensol.

Ikke for sin egen Skyld frygtede han Afgørelsen men fordi det vilde føles som et Nederlag for den Herre, han tjente, om et Menneske som Jægermesteren blev foretrukket for ham. Det var Angsten for en saadan Beskæmmelse, der i sin Tid havde faaet ham til at tøve med at modtage Vennernes Opfordring til at stille sig, og nu vilde han af samme Grund ikke opgive Haabet om, at Dagen trods alt endnu kunde bringe Sejr for Herrens Menighed.

Da han kom tilbage til Forsamlingshuset, stod en 286 af Vennerne udenfor paa Trappen og tog imod ham med et modfaldent Ansigt. Det var den skæggede Jørgen Tækkemand, der var Medlem af Valgbestyrelsen. Han trak ham tilside og betroede ham, at Optællingen af Stemmesedlerne netop var sluttet, og at Resultatet var meget sørgeligt. Jægermesteren var valgt med et Overtal af næsten fire Hundrede Stemmer.

"Sig ikke noget til de andre endnu. Jeg maatte jo egenlig ikke fortælle det. Men jeg syntes, De skulde være den første, der fik det at vide."

Blodet var gaaet den unge Præst fra Kinderne.

"Hvor mange Stemmer fik han?"

"Elleve Hundrede og tolv."

"Og jeg?"

"Syv Hundrede og nitten."

"Ja ja, Jørgen Tækkemand! Lad os ikke tabe Modet. Næste Gang skaffer vi den gode Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen. Skal vi give hinanden Haanden paa det?"

Henne paa Markedspladsen begyndte man igen at stimle sammen foran Tribunen, hvorfra Valgresultatet skulde forkyndes. Folk strømmede til allevegne fra. Ogsaa Fuldskaben inde i Beværtningerne begyndte at røre paa sig. Et Kvarterstid efter proklameredes Jægermester Hagen som Kresens Folketingsmand og blev ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen hilst af sine Vælgere med den Begejstring, som Sejrsfølelsen 287 nu havde vakt hos dem. Han stod der med en pragtfuld Solnedgang som Baggrund, rund og smilende, idet han med et Træk, han havde afluret Enslev, takkede for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt af de mange Hundrede i Haanden.

Bagefter førtes han i Triumf til Gæstgivergaarden, hvor et Fællesmaaltid skulde afholdes. Med fire Musikanter i Spidsen drog Toget gennem Byen, og Jægermesteren, der gik forrest med sin Kone under Armen, hilste i sin Lykkerus ud til Tilskuerne paa begge Sider uden at mærke, at de fleste smilte af ham.

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved det aabne Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler, var det kun, fordi Størsteparten af Egnens Beboere i Forvejen kendte Doktorens drastiske Mening om Folkestyrets Velsignelser og desuden ikke tog ham alvorlig. Man vidste, at han var et Menneske, der overhovedet ikke troede paa noget, – "Haltefanden", som man kaldte ham paa Grund af hans Klumpfod. Mange ansaae ham for lidt forrykt, og baade Apotekeren og hans Nabolæger gjorde, hvad de kunde, for at understøtte denne Antagelse.

Doktoren havde hele Eftermiddagen ventet paa sin Broder. Pastor Gaardbo havde efter Valghandlingens Slutning kigget indenfor i Lægeboligen, men kun 288 opholdt sig der et Øjeblik, og siden havde de ikke set ham. Nu gik Doktoren ud for at søge ham i Forsamlingshuset; men til sin Forbavselse hørte han der, at Præsten allerede var kørt hjem.

"Hvad kan der være sket?" sagde han til sin Kone, da han kom tilbage. "Han maa jo være bleven syg. Jeg vil straks tage hen og se til ham. – Det var nu alligevel kedeligt, du, at det ikke blev til noget med ham og Frøken Abildgaard."

"Det tror jeg ikke," sagde Meta – hun sad ved Spisestuebordet og skrællede Æbler.

"Ja ja, du maa dog indrømme mig, at han har forandret sig. Saa gerne han vistnok vil, kan han ikke glemme hende. Men i hvert Fald maa vi se at faa ham gift, saa han igen kan komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. Han bliver mere og mere overjordisk og eksalteret. Det har sikkert ogsaa skadet ham under Valgkampen."

"Jytte kunde kun have gjort ham ulykkelig," sagde Meta i sine egne Tanker. "Jeg tror, hun bliver sindssyg – dersom hun ikke allerede er det."

"Hun trænger vel ogsaa til at blive gift. Om lykkeligt eller ulykkeligt – det er ikke Hovedsagen. Bare vi gør vor Skyldighed! ... Men nu kører jeg altsaa! Dersom jeg kan overtale Johannes, saa tager jeg ham med mig tilbage."

Han traf Broderen alene i Arbejdsværelset. Præsten 289 gik frem og tilbage over Gulvet i den halvtomme Stue, og han kunde se paa hans aandsfraværende Mine, at han havde gaaet saadan længe. Den lille, lavfodede Petroleumslampe stod paa Faderens gamle Bedepult og lyste fattigt ned paa Skraalaagets grønne Klæde og op paa det tornekronede Kristushoved. Resten af Stuen laa i Halvmørke.

"Er det dig?" sagde Præsten og blev staaende paa det Sted, hvor han var standset. Doktoren mærkede straks paa Tonen, at han ikke var velkommen.

"Hvorfor har vi ikke set dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta har ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt efter Dagens Anstrengelser."

"Jeg længtes efter at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning."

Doktoren anbragte sig i Sofahjørnet, mens Broderen blev ved at spasere.

"Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag?"

"Ja."

"Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes. Det har dog ikke været helt omsonst, at du ofrede dig. Balduin fik du i hvert Fald fordrevet, og han var absolut den mest ondartede. Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken, saa enhver kan se den. Man har maaske endogsaa Lov til at haabe, at han vil komme 290 til at virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. Jeg ser derfor i Grunden ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er."

"Nej, det gør du vel ikke," sagde Præsten og standsede et Øjeblik. "Men du glemmer, Povl, at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes."

Doktoren blev tavs. Han havde i Broderens Øjne mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han et Par Gange i den senere Tid havde set et Glimt af.

"Hvordan stiller Sagen sig da for dig?" spurgte han efter nogen Betænkning.

"Det kan jeg ikke nærmere forklare uden at komme ind paa et Omraade, som du jo har forbeholdt dig selv. Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse Forargelsen ved Bøn til ham, som alene kan gøre det, han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for den, hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at hjælpe sin Næste. Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er Korsets Vej."

"Du veed, den er for mig Per Gantes Genvej⁵."

"Aa – Pral! Frækhed er det af dig, og ikke andet. Du og dine Lige er det, der fordærver Folket. 291 I har ingen Samvittighed, og de ærligste af jer tilstaar, at de hader Gud."

Doktoren rejste sig.

"Hør, Johannes, dette her maa høre op! Jeg havde haabet at kunne faa dig med hjem, saa vi kunde have siddet hyggeligt sammen og glemt Dagens Genvordigheder. Men jeg mærker, du er for opreven. Jeg maa hellere gaa. – Godnat, Johannes!"

Han rakte ham Haanden; men Broderen beholdt sin bag Ryggen.

"Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden," sagde han.

Det gav et Ryk i Doktoren.

"Hvad siger du? De Ord tør du ikke gentage."

"Jeg rækker ikke en Gudsfornægter Haanden, "sagde Præsten igen, og dennegang med hele sin Stemme.

Doktorens Svar var en knaldende Lussing. Præsten tumlede tilbage, og før han rigtig kom til sig selv igen, var Broderen borte og sad ude i sin Bil.

 

[gå frem til Toldere og Syndere, kapitel I]

En ekstra linjes luft til markering af et mindre afsnit er her erstattet med [*]. Udgavens sidetal er anført som