Ane-Mette

Af Henrik Pontoppidan

Den synoptiske sammenstilling gælder udkastet fra Folkets Almanak 1887 (1886), derefter den omarbejdede udgave i Fra Hytterne (1887) og endelig den endnu en gang omarbejdede udgave i Fortællinger (1899). Novellen blev optrykt i 1905 og 1922 i uændret form i forhold til 1899-udgaven, bortset fra enkelte ubetydelige afvigelser. Det fremgår af disse afvigelser at 1922-udgaven blev sat efter 1899-udgaven. (Henrik Loft Nielsen, juni 2022.)

Udkast (1886)	Fra Hytterne (1887)	Fortællinger (1899)
Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingsmil hen over ganske fladt og frodigt Land med mange spredte Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og nøgen Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, – og naa'r omsider i flere store Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.	Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingmil hen over fladt og frodigt Land med spredt liggende Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, og naa'r omsider gjennem flere Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.	\|101\| Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingmil henover fladt Land med spredtliggende Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet. Først efter flere Svingninger naaer den Bakkedragets højeste og yderste Punkt, hvor en gammel Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.
Den ligger midt paa den mørke Lyng mellem Rævehuler og Lærkereder, syngende sine smaa, nette Morgen- og Aftensange med en klar, indsmigrende Røst, der paa stille Dage høres ned over Dalen, og sættende i med stærkere og malmfuldere Stemmer, hver Gang en af de Lillelunde Bønder gjør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igjennem Hulvejene, – en stor (til 4 Mark 8 Skilling) for Gaardfolk og velhavende Haandværkere, samt en mindre (à en Rigsort), \|2\| til hvis mere beskedne Toner Husmænd og jordløse Indsiddere ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om disse fattige Stympere, der, ligesom ad en Bagvej, listes over i Evigheden uden anden Musik end Degnens Amen og Grusets tre dumpe Slag paa Kistelaaget.	Den ligger deroppe paa den nøgne Pynt, mellem Rævehuler og Lærkereder, – syngende sine daglige Morgen- og Aftensange med klar, indsmigrende Røst, der i stille Vejr høres ned over Sletten, men faldende ind med stærkere og malmfuldere Stemme, hver Gang en af de Lillelunde Folk gjør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igjennem Hulvejene, \|46\| … en stor (til 4 Mark og 8 Skilling) for Bønder og velhavende Haandværkere, samt en mindre (à en gammel Rigsort), til hvis lidt mere sprukne Toner Husmænd og jordløse Indsiddere beskedent ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om hine fattige Stympere, der – ligesom ad en Bagvej – listes over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets tre hule Bump paa det tynde Kistelaag.	Den ligger oppe paa den nøgne Pynt mellem Rævehuler og Lærkereder og synger daglig sine Morgen- og Aftensange med en klar Røst, der i stille Vejr kan høres inde i Byen. Ved højtidelige Lejligheder, f. Eks. hvergang en af de Lillelunde Folk gør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igennem Hulvejene, falder den ind med stærkere og malmfuldere Stemmer … en stor (til 4 Mark og 8 Skilling) for Bønder og velhavende Haandværkere og en noget mere beskeden (à en Rigsort), til hvilken Husmænd og jordløse Indsiddere ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om saadanne fattige Stympere, der ligesom ad en Bagvej listes over i Evigheden uden anden Musik end Præstens \|102\| Amen og Grusets tre hule Bump paa det tynde Kistelaag.
Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig – opreven af Vestenvinden, der her uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt om Aasen breder Land og Fjord sig i vid og skjøn Forening for ens Øjne. Og i Vest – hvor Brinken sænker sig stejl og vild – svæver Blikket ud over en stor, gammel, nu tilgroet Fjordvig eller "Have", ganske fyldt med høje Rør og tæt Siv, over hvis uendelige Flade det sildige Efteraar lægger de vidunderligste Toner af gult og rødt, og hvorfra der – navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned dér langt borte bag de blaanende Højder – stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig: Ænder, Rødben, Viber, Drummer, Gæs … et Virvar af Hundreder af Stemmer, der som en sand Helvedeskoncert trænger herop i Hedehøjdernes paradisiske Fred. –	Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig – opreven af Vestenvinden, der her uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening for ens Øjne, og i Vest – hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt – skuer Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig eller "Have", fyldt med høje Rør og tæt Siv, over hvis mægtige Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af gult, rødt og orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned dér langt borte bag de blaanende Højder, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig: af Ænder, Rødben, Storke, Viber, Drummer, Gjæs … \|47\| et Virvar af Hundreder af Stemmer, der som en Helvedes Koncert trænger herop i de øde Højders paradisiske Fred. – –	Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig – opreven af Vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening for ens Øjne, og i Vest – hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig opfyldt med høje Rør og Siv, over hvis bølgende Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af Gult og Rødt og Orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned bag de blaanende Højder i Vest, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig, et Virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende Stemmer, der som en Helvedes Koncert stiger herop i Højdernes paradisiske Fred.
En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone her udenfor Kirkegaardsporten under en gammel Hyldebusk, i hvis tynde, blaa Skygge hun havde søgt Ly for den ubarmhjærtige Sol, der stegte ind over Gravene. Hun sad i Sørgehætte og sort Shawl, og støttede den lange, fremstrakte Hage i Hulingen af en knoklet, tørvebrun, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun, hensunken i Tanker, stirrede ud over Fjorden.	En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone her udenfor Kirkegaardsporten under en gammel Hyldebusk, i hvis tynde, blaa Skygge hun havde søgt Ly for den ubarmhjærtige Sol, der stegte ind over Gravene. Hun sad i Sørgehætte og sort Shawl og støttede den noget lange, fremskudte Hage i Hulingen af en knoklet, tørvebrun, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun – hensunken i Tanker – stirrede ud over Fjorden.	En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone udenfor Kirkegaardsporten under en Hyldebusk, i hvis tynde Skygge hun havde søgt Ly for den bagende Sol. Hun var i Sørgehætte og sort Sjal og støttede den noget lange, fremskudte Hage i Hulingen af en knoklet, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun – hensunken i Tanker – stirrede ud over Fjorden.
Det var en Kone, der var baade godt og vel kjendt i Egnen, hvor hun i Almindelighed gik under det besynderlige Navn "Niels Larsens Brud." Hendes egen Oprindelse havde man næsten fuldstændig glemt; thi baade Navnet og Berømmelsen skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand Niels Larsen, der – endskjønt han blot var en fattig Fisker, som endda kun saare sjældent fiskede – havde erhvervet sig en Navnkundighed, der sikkert endnu længe vil overleve ham.	Det var en Kone, der var baade godt og vel kjendt i hele Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud. Hvor hun egentlig stammede fra, hvem hun oprindelig tilhørte, og hvad hun ellers hed, havde man næsten helt glemt. Thi baade Navn og Berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand, Niels Nilen, der – endskjønt han blot var en fattig Fisker, som endda kun saare sjælden fiskede – havde erhvervet sig en Navnkundighed, der sikkert endnu længe vilde overleve ham.	Det var en Kone, der var vel kendt i Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud. Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt. Thi baade sit Navn og sin Berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand, Niels Nilen, der – endda han blot var en fattig Fjordfisker – havde opnaaet en Navnkundighed, der endnu længe vilde bevare hans Livs Bedrifter mod Forglemmelse.
For at forstaa denne, vil det næppe være nok at oplyse, at Niels Larsen drak. Thi denne Egenskab havde han tilfælles med enhver uberygtet Lillelunder der var kommen over Konfirmationsalderen. Der maa i alle Fald tilføjes, at Niels Larsen saa godt som helt og udelukkende levede af Brændevin – ja, at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom gjennemsivede Legeme tilsidst næsten ikke var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med \|3\| hvilket Besvær han pinte selv den mindste Krumme Brød ned gjennem sit sammensnerpede Svælg.	\|48\| For at forklare dette vil det være nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at oplyse, at Niels Nilen drak. Thi denne Egenskab havde han tilfælles med enhver uberygtet Lillelunder over Konfirmationsalderen. Der maa i alle Fald tilføjes, at Niels Nilen saa godt som helt og udelukkende levede af Brændevin, ja at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom gjennembrændte Legeme tilsidst ikke var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med hvilket Besvær han pinte selv den mindste Krumme Brød ned gjennem sit sammensnerpede Svælg.	\|103\| Til Forklaring heraf vil det være nødvendigt men ingenlunde tilstrækkeligt at oplyse, at Niels Nilen drak; thi denne Egenskab havde han tilfælles med omtrent enhver uberygtet Lillelunder over Konfirmationsalderen. Der maa i hvert Fald tilføjes, at Niels Nilen saa godt som udelukkende levede af Brændevin, ja at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom forbrændte Legeme tilsidst næppe var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med hvilket Besvær han pinte blot den mindste Krumme Brød ned gennem sit sammensnerpede Svælg.
Kommer nu dertil, at han ikke desmindre var et kvikt Hoved, med en altid slagfærdig Tunge og et uopslideligt Galgenhumør, samt at han endnu efter sin Død fejrede den – man kunde sige videnskabelige – Triumf, at den gamle Distriktslæge yderst forsigtigt udskar hans lillebitte, seje og kuglerunde Mave, hvilken derpaa som en sjælden og kostelig Skat anbragtes i et Glas med Spiritus, for senere under almindelig Beundring at fremvises ved en stor Lægeforsamling i Kjøbenhavn, – saa vil det næppe længer forbavse, at han af Lillelunderne dyrkes som en Slags Sogne-Helgen, hvis forskjellige vidunderlige Bedrifter og mest yndede Slagord endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende Ihukommelse.	Kommer nu hertil, at han ikke des mindre var et kvikt Hoved, med en altid slagfærdig Tunge og et uopdrikkeligt Galgenhumor, samt at han endnu efter sin Død fejrede den – man kunde sige videnskabelige – Triumf, at Distriktslægen henrykt og yderst forsigtig udskar hans lillebitte, sejge og næsten kuglerunde Mave, der derpaa som en sjælden og kostelig Skat anbragtes i et Glas med Spiritus og senere under almindelig Beundring fremvistes ved en stor Lægeforsamling i Kjøbenhavn … saa vil det sikkert næppe længer forbavse, at han af \|49\| Lillelunderne dyrkes som en Slags Sogne-Helgen, en stedlig Heros, hvis forskjellige vidunderlige Bedrifter, Eder og Slagord endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende Ihukommelse.	Kommer nu hertil, at han var et kvikt Hoved, i Besiddelse af en slagfærdig Tunge og et uopdrikkeligt Galgenhumor, og at han endnu efter sin Død fejrede en smuk Triumf, idet Distriktslægen yderst forsigtig udskar hans lillebitte, sejge Gummibolt af en Mave, hvilken derpaa som en kostelig Skat anbragtes i en Glaskrukke med Spiritus og senere nød den Ære at blive fremvist ved en stor Lægeforsamling i København, hvor den vakte almindelig Beundring, … saa kan det umuligt længer forbavse, at han af Lillelunderne dyrkes som en Slags Sognehelgen, en stedlig Heros hvis Bedrifter endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende Ihukommelse.
Nu var de ogsaa absolut enestaaende – de Masser af alskens brændbart Stof, der daglig kunde løbe igjennem ham. Og det var fast utroligt, hvad han kunde hitte paa af List og Kneb for at komme i Besiddelse af dem. Han havde saaledes lært sig en egen, uimodstaaelig Maade paa hvilken han "fløjtede" sig til den første Snaps og "galede" sig til den anden. Og naar han gik omkring i Gaardene med sine Fisk – som andre havde fanget – var det hovedsagelig for paa denne Vis at erhverve sig sit "ene fornødne" – som han selv rent ud kaldte det.	Nu var de ogsaa absolut enestaaende – de Masser af alskens brændbart Stof, der daglig kunde løbe igjennem ham; og det var fast utroligt, hvad han kunde hitte paa af List og Kneb for at komme i Besiddelse af dem. Han havde blandt andet lært sig en egen uimodstaaelig Maade, paa hvilken han "fløjtede" sig til den første Snaps, "hanegalede" sig til den anden, "græd" sig til den tredje o.s.v. For en halv Pægl hoppede han Gulvet rundt som en Skade, for en hel spiste han en Lus; og naar han gik omkring i Gaardene med sine Fisk – som andre havde fanget – var det hovedsagelig for paa denne Vis at erhverve sig sit "ene fornødne" – som han selv rent ud og med en ydmyg Gebærde kaldte det.	Det var nu virkelig ogsaa imponerende, saadanne Masser af alskens brændbart Stof der daglig kunde løbe igennem ham. Og hvilket Geni han kunde udfolde, for at komme i Besiddelse af dem, naar han gik omkring i Gaardene med Fisk, som andre havde fanget! Han havde blandt andet tilegnet sig en uimodstaaelig komisk Mine, med hvilken han "fløjtede" sig til den første Snaps, "hanegalede" sig til den anden, "græd" sig til den tredje o. s. v. For en halv Pægl hoppede han Gulvet rundt som en Skade, for en hel spiste han en Lus. Folk sagde \|104\| da ogsaa, at "det at give Niels Nilen fuld er lige saa godt som at komme paa Komædie".
Men kom først Drikkelysten rigtig over ham, kunde han bogstavelig flaa den sidste Las af sine egne Børn for at faa den tilfredsstillet. Paa saadanne Dage saa man ham da gjærne svingle rundt i Sognets Byer – snart med en gammel Stol, snart med en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande, en Høne eller et Stykke Barnetøj – Ting, han havde røvet hjemme fra, og som han nu med megen pudsig Snak og Gestikuleren falbød omkring i Gaardene, – altid til en og samme Pris af 9 Øre pr. Stk., for hvilken Sum Kjøbmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.	Men kom først Drikkelysten rigtig over ham, var denne Vej ham for trang. Da flaaede han bogstavelig den sidste Las af \|50\| sine egne Børn og plyndrede Huset for at blive tilfredsstillet. Paa saadanne Dage saa' man ham da gjærne slingre rundt i Sognets Byer – snart med en gammel Stol, en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande, et Par Børnetræsko eller et Stykke Børnetøj – Ting, han havde røvet fra Hjemmet, og som han nu med megen pudsig Snak og Gestikuleren falbød omkring i Gaardene … altid til en og samme Pris af 9 Øre pr. Styk, for hvilken Sum Kjøbmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.	Men paa hans store Dage, naar Drikkelysten var rigtig oppe i ham, blev denne Vej ham alligevel for trang. Da flaaede han den sidste Las af sine Børn og plyndrede Huset derhjemme indtil Bundbræderne i Sengene. Saadanne Dage saae man ham slingre rundt i Sognets Byer – enten med en gammel Stol, en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande eller et Par Børnetræsko, hvilke Ting han med megen pudsig Snak og Gestikuleren falbød omkring i Gaardene … altid til en og samme Pris af 9 Øre, for hvilken Sum Købmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.
Først naar han paa denne Maade havde drevet om – undertiden i flere Døgn – og tilsidst drukket selve Knapperne af sin Vest og Træskoene af sine Fødder og næppe længer kunde støtte i Knæerne, samlede han sig omsider sammen med en sidste Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig lille visne Haand hen under den store, mørkerøde, uformelige Næse, der sad som et uhyre Jordbær midt i det blaaviolette Ansigt, og \|4\| sagde til den jublende Ungdom, der gjærne fulgte ham gjennem Gaderne:	Først naar han paa denne Maade havde drevet om – undertiden i flere Døgn – og næppe længer kunde støtte paa Benene eller se ud af Øjnene, samlede han sig sammen med en Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig lille, visne Haand henover den store, knoppede og mørkerøde Næse, der som et uhyre Jordbær tronede midt i det blaaviolette Ansigt, og sagde hikkende til den hujende Ungdom, der gjærne fulgte ham gjennem Byerne:	Naar han saa paa denne Maade havde drevet om – undertiden i flere Døgn – og næppe længer kunde støtte paa Benene eller se ud af Øjnene, samlede han sig sluttelig sammen med en Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig lille, visne Haand hen under den store, knoppede og mørkerøde Næse, der sad som et uhyre Jordbær midt i det blaaviolette Ansigt, og sagde hikkende til den hujende Ungdom, der gærne fulgte ham gennem Byerne:
"No sejer A Godnat, Godtfolk! No skal A hjem til min Brud!"	"Nu si'er jeg god Nat, Godtfolk! Nu gaar jeg hjem til min Brud!"	"Nu si'er jeg god Nat, Godtfolk! Nu gaar jeg hjem til min Brud!"
Det var hans staaende Udbrud, der i sin Tid havde givet Anledningen til det Navn, som Konen endnu bar. Men den Gang var der kun saare faa, der iøvrigt havde en Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad der ude paa Marken med fem Børn i en ussel, synkefærdig Hytte, hvorigjennem Vinden jog, og – værgeløs – kæmpede en stum, fortvivlet Kamp paa Liv og Død for sine smaa. Ingen anede, hvor hun havde stridt og tumlet – Dage og lange Nætter – med dette vanvittige Menneske. Ingen, hvad hendes ærekjære Hjærte havde lidt i denne forsmædelige Elendighed!	\|51\| Det var dette hans sædvanlige Udbrud, der i sin Tid havde givet Anledningen til det Navn, som Konen endnu bar. Men den Gang var der ellers kun saare faa, der havde en Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad ude paa Marken med fire Børn i en gammel, faldefærdig Hytte og hjælpeløs kæmpede sin stumme Kamp paa Liv og Død for sig og sine Rollinger. Ingen anede, hvor hun havde stridt og tumlet – Dage og frygtelige Nætter – med dette vanvittige Menneske; … ingen, hvad hendes ærekjære Hjærte havde lidt i denne forsmædelige Elendighed.	Det var dette stadig tilbagevendende Udbrud, der havde givet hans Kone det Navn, hun endnu bar i Folkemunde. Iøvrigt havde ikke mange den Gang nogen Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad ude paa Marken med fire Børn i en faldefærdig Hytte og kæmpede en stum Kamp for Livet. Hun var fremmed der paa Egnen, og i sin Ærekærhed talte hun aldrig selv til nogen om, hvad hun led.
Endnu sad de bitre Mærker af disse mange Aars Lidelser og Savn i det lange, blege noget maskeagtige Ansigt, – yderligere uddybede af den utrættelige Oprejsningens Kamp, der havde fyldt hendes Liv siden hin lykkelige Vintermorgen, da man bragte hende Mandens stivfrosne Lig. – Og dog var der mest som en mild, dump Sørgmodighed udbredt over hendes Træk, som hun nu sad der med Haanden under Hagen og tankefuldt stirrede ned over Dalen.	Endnu sad de dybe Mærker af disse mange Aars Lidelser og Savn i det lange, ubevægelige, noget maskeagtige Ansigt, … i dette lille Duk af det tunge Hoved, i de brune, ilde tilredte Hænder og i Øjets stumpe, underlig følesløse Blik. Fire Aar var nu forløbne siden den lykkelige Vintermorgen, da man bragte hende Mandens stivfrosne Lig. Men hun var den Gang allerede sløvet, hendes Modstandskraft brudt. Og naar hun senere nu og da \|52\| tænkte tilbage paa sit forgangne Liv, da var det egentlig kun ét Billede, ét lille Minde, der kunde sætte hendes Hjærte i Bevægelse og bringe en Taare i hendes Øje under en dump Følelse af Smerte.	Men endnu sad der dybe Mærker af disse Aars forsmædelige Elendighed i hendes ejendommeligt \|105\| langagtige, maskestive Ansigt, hvis Udtryk Sorg og Slid og Sult tidligt havde ældet og sløvet.
	Det var Mindet om hin mørke, taagede Novemberaften for over tyve Aar siden, da Manden fik sit første alvorlige Deliriumsanfald og af fire Karle fra Byen blev bragt hjem til det lille Hus paa Marken i denne sørgelige Forfatning. Thi da laa der i et Hjørne af Stuen, mellem Halm og Pjalter, en lille, mager tre-aars Pige med store, skinnende Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille hen … ingen vidste bestemt naar, – ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed. Strax om Morgenen blev hun bragt ud af Huset for ikke at være ivejen … og ingen tænkte mere paa hende. Først da Mandens værste Rasen var ovre, blev det den stakkels Moder rigtig klart, hvad der var sket. Men selv da – og mange, mange Aar derefter – var hun for fortumlet af Nød og Skam til blot et \|53\| Øjeblik at kunne samle Tankerne om sit Tab og begræde det. Senere havde hun ofte forgjæves søgt at tilbagekalde i sin Erindring dette Barn, hvis korte Liv dog havde været et af de faa Lyspunkter i hendes eget. Bestandig syntes det hende, som havde hun noget at gjøre godt over for denne sin førstefødte, ved hvis Dødsseng ingen Taare havde flydt, og af hvis Billede end ikke det mindste Træk var bleven bevaret i hendes Modersjæl.
Ved Siden af hende stod hendes yngste Barn, en bleg lille Pige paa en elleve-tolv Aar, og saa sig forskræmt omkring med et Par store, mørkeblaa Øjne. Hun var pyntet i en ren, men fattig Stads, med graa Tøjstøvler og gul Straahat med skotske Baand; og paa Armen hang en Krans af Mos og Evighedsblomster. Hun rørte sig ikke fra Pletten ved Moderens Side, men syntes spændt at lytte – snart efter en Skovl der arbejdede inde paa Kirkegaarden, snart efter Fugleskriget fra Fjorden, naar dette med ét forstærkedes og skar op igjennem Stilheden.	Ved Siden af hende stod hendes yngste Barn, en bleg, lille Pige paa elleve-tolv Aar, der saa' sig forskræmt omkring med et Par store, runde, mørkeblaa Øjne. Ogsaa hun var pyntet i en fattig Stads, med altfor store, graa Tøjstøvler paa Fødderne og en alt for lille, gul Straahat med skotske Baand. Paa Armen hang en Krans af Mos og Evighedsblomster. \|54\| Hun rørte sig ikke fra Moderens Side og syntes spændt at lytte – snart efter en Skovl, der arbejdede inde paa Kirkegaarden, snart efter Fugleskriget fra Fjorden, naar dette med ét forstærkedes og skar op igjennem Stilheden.	Hun sad nu under Hyldebusken i sin fattige Højtidsdragt, og ved Siden af hende sad hendes yngste Barn, en bleg lille Pige paa elleve Aar. Ogsaa hun var pyntet i sin bedste Stads. Paa Hovedet havde hun en altfor lille, gul Straahat med skotske Baand, paa Fødderne et Par altfor store, graa Tøjstøvler, der tydeligt havde tilhørt en eller anden gammel Dame med svære Knyster. Paa hendes Arm hang en Blomsterkrans. Inde fra Kirkegaarden hørtes Mandsstemmer og Lyden af en Skovl. Den lille Pige lyttede spændt navnlig til denne sidste Lyd og henvendte nu og da sagte et Spørgsmaal til Moderen.
		Men Moderen svarede ikke. Hun sad stadig med Haanden under Hagen hensunken i tunge Erindringer … Hun tænkte paa hin mørke, stormfulde Novemberaften for over tyve Aar siden, da hendes Mand havde faaet sit første Deliriumsanfald og var bleven bragt hjem fra Kroen af fire Karle, der næppe kunde holde ham. Den Aften laa der i et Hjørne af den fattige Stue mellem Halm og Pjalter en lille tre-aars Pige med feberblanke Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille … ingen vidste bestemt naar, – ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed. Straks den næste Morgen blev det lille Lig bragt ud af Huset for ikke at være ivejen … og ingen tænkte mere derpaa. Først da Mandens værste Rasen var ovre, blev det den stakkels Moder rigtig klart, hvad der var sket. Men selv da – og mange Aar derefter – havde hun været saa fortumlet af Skam, og der havde i hendes bestandig dybere Nød aldrig \|106\| været levnet hende et Øjebliks Fred til ret at samle Tankerne om sit Tab og begræde det. Siden havde hun vel undertiden søgt tilbage i sin Erindring for at kalde frem for sig et Billede af sin Førstefødte. Bestandig følte hun, at hun havde noget at gøre godt overfor dette Barn, ved hvis Dødsseng der ikke var fældet en Taare, og som var kommen i Jorden uden Følge og uden Klokkeringning; men hun kunde egentlig ingenting huske om det.
Pludselig for hun sammen ved Lyden af en underlig tør Hoste, der kom nede fra Bakken; – og lidt efter dukkede en lille hvidskjægget Gamling, med en Pilevaandskube over Nakken og en Stav i Haanden, harkende og kræmtende op over Vejen.	Pludselig fór hun sammen ved Lyden af en underlig tør Hoste, der kom nede fra Bakkehældet. Hun greb Moderen i Skjørtet; og lidt efter dukkede en lille, hvidskjægget Gamling, med en Pilevaandskube over Nakken og en Stav i Haanden, harkende og kræmtende op over Vejen.	… Der lød en tør Hoste nede fra Bakkehældet. Barnet greb Moderen i Skørtet; og lidt efter fremdukkede en lille, hvidskægget Gamling med en Pilevaandskube over Nakken og en Stav i Haanden.
Han gik paa gamle Folks Vis og smaasnakkede med sig selv, og saa hverken Moder eller Datter, før han befandt sig lige ud for dem. Men da standsede han ogsaa med et Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, idet han – med begge Hænder støttet paa den – trykkede den dybt ned i Sandet.	Han gik paa gamle Folks Vis og smaasnakkede med sig selv og saa' hverken Moder eller Datter, før han befandt sig lige ud for dem. Men da standsede han ogsaa med et Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, idet han med begge sine store Hænder støttet paa den trykkede den dybt ned i Vejsandet.	Paa gamle Folks Vis gik han og smaasnakkede med sig selv og saae hverken Moder eller Datter, før han befandt sig lige ud for dem. Men da standsede han ogsaa med et Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, som han ved sit Legemes Vægt trykkede dybt ned i Vejsandet.
\|5\| "Ih nej, Hilledød! – Ska' jen træffe jer her, Elsebeth!" Moderen havde rettet sig op af sine Drømmerier og betragtet ham med et kort, sky Blik. Nu saa hun atter ud til Siden, mens en ejendommelig lille Rødme farvede hendes Kinder. "Ja" – sagde hun langt. "Der er da itte" – han kiggede nysgjerrig hen paa hende med et Par smaa, mørke, frittende Øjne – "der er da itte saadden – hændt no'et – hva'?"	"Ih nej, Hilledød! … Skal man træffe jer her, Elsebeth!" Konen havde strax betragtet ham med et kort, sky Blik; men nu sad hun atter i sin \|55\| forrige Stilling med Hagen i Haanden og saa' ufravendt ud over Sletten. "Ja", sagde hun kort. "Der er da itte" – han kiggede nysgjerrig hen paa hende med et Par smaa, mørke, frittende Øjne – "Der er da itte saadden … hændt no'et … hva'?"	"Ih, nej se dog! … Skal man træffe jer her, Elsebeth." Den gamle stirrede nysgerrig paa hende med et Par smaa, frittende Øjne. "Der er da itte saadden … hændt no'et … hva'?"
"Næ." "Der er da itte nogen af jeres, der saadden er gaaen … hen og dødt?" "Næ." "Hejer af Familien?" "Næ." "Men A tykkes … I er i de swotte Klejer, Elsebeth."	"Næ". "Der er da itte saadden … no'en af jeres, der saadden er gaaen … hen og dødt, hva'?" "Næ." "Eller af Familjen?" "Næ". "Naa-aa – det var da godt det samme. Ja, mænd var det saa, hm! hm! … Men-n – jeg tykkes – du er i Kisteklæ'erne, Elsebeth?"	"Næ", svarede hun uden at forandre Stilling. "Der er itte no'en af jeres, der saadden er gaaet hen og er død, hva'?"
"Aa ja – det er da endelig osse noget Tøv", sagde hun, idet hun ligesom lidt forlegen glattede paa et Par Shawlfrynser i sit Skjød … "Det er vor ældste bitte, der skal graves op." "Naa – aa! Saa – aa! … Ja, sé det er jow en Saw for sig … Herregud! Naa – saa 'et skal det, det bette Skidt! … Saa er det sawtens Anders Jensens smo Kjesten, der skal puttes ner der?" "Ja; – vi har jo itte Ret over 'et længer, og saa …"	Konen svarede først slet ikke. Men derpaa saa' hun ned og sagde, idet hun ligesom lidt forlegen glattede paa et Par sorte Shawlfrynser i sit Skjød: "Aa ja – det er da endelig ogsaa noget Tøv" … Og lidt efter lagde hun til: "Det er en bitte Pige af vort, der skal graves op i Dag." "Naa-aa! Saa-aa! … Ja, se det \|56\| er jo en Sag for sig …. Saa er det sagtens Anders Jensens den smaa Kjesten, der skal puttes ner der?" "Ja. Vi har jo itte Ret over 'et længer, si'er de, og saa …"	"Næ," svarede hun igen og tilføjede, da han blev ved at stirre paa hende: "Det er en bitte Pige af vores, der skal graves op i Dag." "Naa–aa! Saadan! … Ja, se det er jo en Sag for sig … Saa er det kanske Anders Jensens den smaa Kjesten, der skal puttes ner der?" \|107\| "Ja. Vi har jo ingen Ret over Graven længer, si'er de."
"Ja, A ku' tink 'et. Det er jow en hie Omstændighed med at fo det bette Pus i Jorden, etter hvad der sejes. Ane Klokkers var indom til vor Mu'er iavtes, og hun fortaalte, te der sku' kimmes. Men mon det dog osse ka' haa sin Rimmelighed?"	"Ja, jeg kunde tænke det. Det er jo en hel Omstændighed med at faa det bitte Pus i Jorden, efter hvad der siges. Ane Klokkers var indenom ved vor Mor i Aftes, og hun fortalte, at der skulde kimmes. Men mon det dog ogsaa kan ha' sin Rimmelighed?"	"Nej, det er tænkeligt, det … Men se, der har vi jo den bitte Lotte. Naa, Goddav, min Pige. Saa du er ogsaa med." "Ja, man fik jo ingen Fred for hende, før hun fik Lov at komme herud med vi andre," svarede Moderen og tog om Barnets Haand, der havde listet sig op i hendes Skød. "Hun vilde partout se sin bitte Søster, sa'e hun". "Ja, det var jo da saa rimmelig. Og her bliver nok ogsaa Stads at se paa idag, … jeg mener med Anders Jensens Kjesten. Det er jo en hel Omstændighed med at faa det bitte Pus i Jorden, efter hvad der siges. Ane Klokkers var indenom Døren hos vor Mor iaftes, og hun fortalte, at de havde faaet Kokkemadam fra Staden. Mon det dog ogsaa kan ha' sin Rimmelighed?"
"Ja – det ka' et vel." "Ja, wissen er 'et, at buede æ Præst og æ Dejn er buden til Gilles – og Dovteren med, kan A forsto – for han haa da allefals hisset Flavet lissom de anner, og strøt Granner osse … Naa, Anders Jensen haa jo Gaverne til 'et – og til mer end det, om det sku' vær'. Men det er missæl itte olle, der ka' gi'e de' Bøen en saadden Begjængelse."	"Det kan'et vel nok." "Ja sikker og vis er det, at baade Provsten og Provstinden er buden til Gildes – og Doktoren med, kan jeg forstaa – for han har da allefals hisset Flaget li'esom de andre …. Naa, Anders Jensen har jo Gaverne til det – og til mere end det, om det skulde være. Men det er Pinedød itte alle, der kan gi'e deres Børn en saadden Begjængelse."	"Det kan'et kanske nok". "Ja sikker og vis er det, at baade Provsten og Provstinden er buden til Gildes – og Doktoren med, kan jeg forstaa – for han har da hisset Flaget li'esom de andre. … Naa, Anders Jensen har jo Gaverne til'et. Men det er Pinedød itte alle, der kan gi'e deres Børn en saadden Begængelse."
"Nej", sagde Elsebeth, ligesom ved sig selv. "Det var hejsen løjerlig nok", fortsatte den gamle, idet han bestandig mere nyfigent mønstrede hende med de sammenknebne Øjne. "For det vidst A slet it om, at I haade no'e Smaatøv paa Kjerregoren, Elsebeth." \|6\| "Aa nej saamænd", svarede hun langsomt og saa ud over Fjorden. "Det er da endelig itte saa underlig … En husker det næppe nok selv."	"Aa nej," sagde Elsebeth, ligesom paa ny i Tanker. "For Resten var det da løjerligt nok," fortsatte den gamle, idet han bestandig mere nyfigent mønstrede hende med de sammenknebne Øjne. "For det vidste jeg slet itte \|57\| om, at I havde Smaafolk her paa Kjerregaaren, Elsebeth." "Aa nej saamænd", svarede denne langsomt og saa' atter ned over Sletten og Kirkevejen. "Det er endelig itte saa underlig … det er knap nok, man husker det selv."	"Nej", sagde Elsebeth og saae atter ud over Fjorden.
"Ak ja, saadden gor 'et", sagde han og rystede paa Hovedet. "Der kommer saa møjet imellem, og saa manne anner etter – og Orene gaar. … Ak ja – A kinner 'et wal, A osse! … Var det hejsens en Dreng?" "Nej – det var en Tøs." "Herregud! Var det en Tøs! … Ja, sé det ku' nu haa væt en Legekammerat for dig, Lotte – hva'?" Han henvendte sig til den lille Pige, der med sammentrukne Bryn og alle Tegn paa Utaalmodighed trykkede sig ind imod Moderen.	"Ak ja, saadden gaar'et", sagde han og rystede paa Hovedet. "Der kommer jo saa meget imellem og saa mange andre etter – og Aarene gaar … Ak ja – jeg kjender det jo, jeg ogsaa … Var det saa kanske en bitte Dreng, Elsebeth?" "Nej – det var en Tøs!" "Herre Gud! Var det en Tøs! Ja, se det var jo en Sag for sig … Ih nej! dér har vi jo bitte Lotte", henvendte han sig derpaa til den lille Pige, der med alle Tegn paa Utaalmodighed trykkede sig ind imod Moderen.
Denne tog hendes Haand og klappede den i Smug. "Ja – En fik da heller ingen Ro for hende, før hun fik Lov at komme med. Hun vilde partout sé sin Søster, sa'e hun." "Ja, det var jo da saa rimmelig. Hun haa jo olle siet henner far, kan A forsto … For det maa da saa vær manne Or sijen, at det bette Kræ gik hen og døde fra jer af – itte?"	Denne tog hendes Haand og klappede den i Smug. "Ja – man fik jo ingen Ro for hende, før hun fik Lov at komme med. Hun vilde partout se sin Søster, sa'e hun." "Ja, det var jo da saa rimmelig. Hun har jo aldrig set hende før, kan jeg forstaa … \|58\| for det maa da saa være mange Aar siden, at det bitte Kræ gik hen og døde fra jer af?"
Men da Elsebeth intet andet svarede hertil end et besynderlig kort "Ja", studsede den gamle. Derpaa trak han langsomt de buskede Øjenbryn i Vejret og saa ud over hendes Hoved, som om der pludselig gik en Praas op for ham … Mindet sagtens om hin uhyggelige Aften for over tyve Aar siden, da Niels Larsen fik sit første alvorlige Deliriumsanfald.	Men da Elsebeth slet intet svarede hertil, studsede den gamle. Derpaa trak han sine buskede Øjenbryn langsomt i Vejret, og da han en Stund havde mønstret hende, snuste han betænksomt gjennem sine store Næsebor, som om der pludselig gik et Lys op for ham.
Det var nemlig et Par Mænd og Karle fra Byen, der den Gang bragte ham hjem til det lille Hus paa Marken i denne sørgelige Forfatning. Og da laa der i et Hjørne af Stuen, mellem Halm og Pjalter, en lille mager tre-aars Pige med store skinnende Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille hen … ingen vidste bestemt naar, – ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed.
"Ak ja, ja" – sukkede den gamle, og denne Gang saa han ned paa Moderen med virkelig uforstilt Deltagelse. "Verden er itt af Smør – som man sejer. Tit tykkes En jo, den ku' vær' annerledes. Men det er savtens netop saaden, at Vorherre vi haa den. Og saa er det tinkelig nok bedst saadden."	"Ak ja, ja," sukkede han derpaa. "Verden er itte af Smør – som man si'er. Tidt tykkes man jo, den kunde være anderledes. Men det er sagtens netop saadden, at Vorherre vil ha'e den. Og saa er den tænkelig nok bedst saadden."
\|7\| Elsebeth svarede ikke. Hun havde atter lagt Hagen i sin Haand og stirrede med fugtige Øjne ned over den lange, bugtede Vej, ad hvilken hendes stakkels førstefødte hin mørke Novemberdag blev bragt herop af fire fremmede Folk, mens hun selv stred derhjemme med den rasende Mand – syg og sanseløs af Nød og Skam, næsten uden at have fattet, hvad der ellers var foregaaet omkring hende. – –
I det samme blev der kaldt inde fra Kirkegaarden. Den gamle bød Farvel og fortsatte harkende og hostende sin Vej ned over Aasen. Men Elsebeth tog Barnet ved Haanden og gik ind mellem Gravene. Herinde, omtrent midt i Haven, var to Mandfolk beskjæftigede med Hakke og Skovl.	I det samme blev der kaldt inde fra Kirkegaarden. Den gamle bød Farvel og fortsatte harkende og hostende sin Vej ned over Aasen, men Elsebeth tog stiltiende Barnet ved Haanden og gik ind imellem Gravene. Herinde, omtrent i Midten af den nøgne Kirkegaard, var to Mandfolk beskjæftigede med Hakke og Skovl.	I det samme blev der kaldt paa hende inde fra Kirkegaarden. Den Gamle bød Farvel. Selv tog hun Barnet ved Haanden og gik ind imellem Gravene. Hun gik hen til en øde Plads bagved Kirken, hvor to Mænd var beskæftiget med at grave en Grav, idet den ene af dem stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i høje Bunker langsmed Siderne. Da hun naaede derhen, sad denne sidste paa Hug ved Randen af \|108\| det næsten færdiggravede Hul og betragtede opmærksomt et stort brunt Dødningehoved, som Manden nede i Graven rakte op imod ham paa sit Skovlblad.
Den ene – en rigtig Lillelunde-Type i Niels Larsens Mønster: skrutrygget, korthalset, med et bredt Galgengrin i det blaarøde Ansigt – stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i Bunker paa Siderne.	Den ene – en rigtig Lillelunder i Niels Nilens Billede: skrutrygget, korthalset, med et bredt Galgengrin i det brændevinsrøde \|59\| Ansigt – stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i høje Bunker langs de to Sider.	Denne – en brændevinsrød Lillelunder i Niels Nilens Lignelse – raabte helt fornærmet til Elsebeth:
Denne var en lang, opløben og søvnig udseende ung Fyr, der kun smilte dumt, hver Gang den ældre rev en Vittighed af sig nede i Graven. Men netop som Elsebeth nærmede sig, bøjede han sig ned over Randen af det næsten færdig gravede Hul, og betragtede – synlig interesseret – et stort, brunt og tandløst Dødningehoved, som den anden holdt mellem Hænderne.	Denne var en lang, opløben og søvnigudseende Fyr, der smilte dumt, hver Gang den ældre med sin gnævrende Stemme fortalte en eller anden Morsomhed nede i Graven. Men netop som Elsebeth nærmede sig, satte han sig paa Hug ved Randen af det næsten færdig gravede Hul og betragtede et stort, brunt, tandløst Dødningehoved, som den anden holdt mellem Hænderne.
Da ogsaa Elsebeth var naaet derhen, stirrede de alle en Stund paa det i stum Forbavselse, medens den lille Lotte – blaa i Kinderne – krampagtigt greb i Moderens Skjørt. Derpaa saa de spørgende paa hinanden. "Det kan jo inte være henner", sagde endelig den unge.	Da nu ogsaa Elsebeth var naaet derhen, stirrede de alle tre en Stund paa det – og derefter paa hinanden i stum Forbavselse; medens den lille Lotte – blaa i Kinderne – krampagtigt greb i Moderens Skjørt. "Hva' er den af," brummede endelig den unge med gravdyb Stemme. "Ja … det kan da inte være henner", sagde den anden.	"Hvad er det for noget Narreri? Du vil da itte fortælle os, at det skal være hende her, … hun var jo kuns et bitte en."
"Nej – hun var jo kun en bette jen … itte, Elsebeth?" "Jo. Hun var tre Aar," svarede denne. "Jamen, saa ligger hun jo slet inte her." "Jeg véd ikke – det har dog Ane Klokkers altid sagt."	"Det var jo kun en bitte en … inte, Elsebeth?" "Jo. Hun var tre Aar," svarede denne. "Ja men, saa ligger hun jo slet inte her". "Jeg véd itte … det har dog Ane Klokkers altid sagt".	"Ja, hun var tre Aar," svarede Elsebeth. "Jamen, saa ligger hun jo slet itte her, og det hele er noget Vrævl og Sludder." "Jeg veed ikke … det har dog Ane Klokkers altid sagt."
"Top!" udbrød pludselig Manden i Graven og rakte Fingeren i Vejret. "Det er Dælen … hm! … Det er Gud han hjælpe mig den gamle Lars Bonde paa Lyngtaaften!"	\|60\| "Top!" udbrød pludselig Manden i Graven og rakte Fingren i Vejret. "Nu har jeg ham! Det er Dælen … hm! … Det er Gud hjælpe mig den gamle Lars Brede fra Lynggaarden."	"Jamen, se dog her," tog den anden Mand sagtmodigere tilorde efter forsigtig at have taget det kuglerunde Hoved paa sin Skovl og baaret det hen til hende. "Det er jo af et helt voksent Menneske … og bare et Par gamle Tandstumper sidder der … og sikken et Bagho'ede!" "Stop!" udbrød pludselig Manden i Graven og rakte en Finger i Vejret. "Nu har jeg det! Det er Dælen raspe mig … hm! … Jeg mener, det er sgu ham, den Gamle fra Lyngegaarden."
"Hvem?" spurgte begge de andre. "Kan du itte huske, Elsebeth – Anders Mortensens Svigerfader, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de Kopper? Han var i Graven her før jer Tøs, – det er sikker nok, for A var selv med til Begjængelsen." \|8\| Elsebeth rystede paa Hovedet. Hun huskede intet.	"Hvem er'et?" spurgte begge de andre. "Kan du inte huske, Elsebeth … Anders Mortens Svigerfar, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de her Kopper. Han var i Graven her før jeres Tøs, … Kan du inte huske det, Elsebeth? … Ja, da er det sikkert nok, for jeg var selv med til Begjængelsen." Elsebeth rystede paa Hovedet. Hun kunde ingen Ting huske.	"Hvem er'et?" spurgte begge de andre. "Kan du itte huske … Anders Mortens Svigerfar, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de her Kopper. Han kom i Graven her før jeres Tøs og kom derned igen etter hende … det er li'esaa bestemt, for jeg var selv med til at kaste Graven. Vent nu barestens et Øjeblik, saa kommer hun."
Men nu spyttede Manden i Næverne og tog fat med fordoblet Kraft, … og mellem Grus, Sten, Kistestumper og Knokler af et fuldvoxent Menneske kom nu snart et, snart flere smaa spinkle Barneben frem for Dagens Lys.	Men nu spyttede Manden i Næven, drak sig en Slurk af en Trepægleflaske, der stod nede i et Hjørne af Graven, og tog fat med fornyet Kraft … og mellem Grus, Sten, Kistestumper og Knoglerne af et fuldvoxent Menneske kom nu snart et, snart flere smaa, spinkle Barneben frem for Lyset.	Og dermed spyttede Manden i Næven og tog fat paany. Grus og Sten og Kistestumper blev kastet \|109\| op tilligemed brune, møre Knogler af et fuldvoksent Menneske.
\|9\| Elsebeth stod ganske stille, og fulgte ufravendt Skovlens regelmæssige Vandring fra Gravens Mørke op i det skinnende Sollys. … Da en Gang en blank Knap paa en Stump Halsbaand, som hun syntes at gjenkjende, fulgte med dernede fra, gik der som et kort Stød igjennem hende. Og da hun lidt efter fik Øje paa en Lok af tørt, mørkerødt Haar mellem det opkastede Grus, var det, som om pludselig Barnets Billede lyslevende steg op for hendes Sjæl, og en stor Taare trillede ned ad hendes Kinder.	Elsebeth stod rolig, en Smule bleg, og fulgte opmærksomt Skovlens regelmæssige Vandring fra Gravens Mørke op i det skinnende \|61\| Sollys … Først da en Gang en irret Knap paa en Stump Halsbaand, som hun syntes at gjenkjende, kastedes op med Gruset, gik der et Stød igjennem hende; og da hun lidt efter fik Øje paa en Lok af tørt, mørkerødt Haar, var det, som om pludselig Barnets Billede lyslevende steg op for hendes Sjæl, og et Par store Taarer trillede ned ad hendes runkne Kinder.	Elsebeth stod rolig med sin lille Pige i Haanden og fulgte agtpaagivende – en Smule sky – Skovlens Bevægelser, mens Barnet hvert Øjeblik med frygtsom Nysgerrighed løftede sig paa Tæerne for at kigge ned i Graven. "Hvad er dette her?" mumlede omsider Manden dernede og rakte et Stykke af et Halsbaand op, hvorpaa der sad en irret Knap. Det gav et Ryk i Elsebeth. "Ja, det er hendes," sagde hun pludselig stærkt bevæget og tog tøvende Baandstumpen af hans Haand. "Nu husker jeg det. Hun fik det med sig i Kisten." Det var, som om Barnets Billede med eet blev levende for hende, … og nu kom der flere spinkle Knokler tilsyne mellem Kistestumperne i det opkastede Grus og tilsidst et lille Barnehoved, paa hvis Nakkeparti der endnu sad lidt Hud med en Lok rødligt Haar.
Hun tørrede den dog hurtig af med Bagen af sin Haand; og idet hun stille lagde sig ned paa Knæ ved Graven, sankede hun varsomt Stykke for Stykke op i sit Forklæde, efterhaanden som de kom op. Men da hun havde faaet Forklædet fuldt, bøjede den lille Lotte sig frem imod hende, og spurgte hviskende: "Mo'er – er det Søster Ane-Mette?"	Saa lagde hun sig snøftende ned paa Knæ ved Graven og gav sig til varsomt at sanke Stykke for Stykke af de smaa Barneben op i sit Forklæde. Da hun havde faaet det fuldt, bøjede den lille Lotte sig ængstelig frem imod hende og spurgte hviskende: "Mo'er … er det Søster Ane-Mette?"	Elsebeth lagde sig hulkende paa Knæ ved Graven og samlede varsomt Stykke for Stykke af de smaa Ben op i sit Forklæde. Taarerne strømmede ned over hendes Kinder, og hun holdt krampagtig Forklædets Flige ind imod sig som for endnu engang at trykke Barnet til sit Hjerte. "Mo'er," hviskede den lille Lotte, blaa paa Kinderne. "Er det Søster Ane-Mette?" Moderen nikkede blot. Hun kunde ikke faa et Ord frem for Sindsbevægelse.