Henrik Pontoppidan 80 Aar

Af Johannes Weltzer

Under hvide Oldingebryn
gløder Livets hvasse Ild.

Henrik Pontoppidan,
ensom, mandig, sanddru,
naget af Smertens Brod,
ukuelig,
en stormbidt Varde,
der tegner sig mod Himlen

Skyernes urolige Mørke
brænder Angst i Sjælen,
en Stormflod fraader,
lynsvanger aander Uvejrsnatten.

Uendelighedens isnende Drøm
borer i vort Hjerte.
Undfanges og dø –
Kaos er Verden
og ram dens Gus.

Elske og gro,
mægtigt flammer Verdens Solskin,
de dybe Skakter toner af Lys,
det gives Mennesket,
der higer mod det ene:
at høre Klodens tunge Hjerte slaa.

Karsk er Ensomhedens rene Smerte,
skjult risler Brønden,
der kvæger Alverden.

Grønnes og svulme,
saftrige Grene glimter i Lyset,
mørkt bruser Kronen
i det salte Gry.

Tapperhed straaler
i Verdens Blod,
ubændig er Kraften,
der avler Kaos.
I Dødsfare fødes
en ny Tids Sind.

Mejsles og mejsle
er Menneskets Lod.
Digterens store, sanddru Øje
blotter Kaos
og aner Kosmos.

Een er Kraften,
der syngende bryder
gennem Rummet:
Udødeligt higer Livet mod Liv.

Johannes Weltzer.