Ved Drachmanns Gravhøj
Nedenstaaende gengiver vi det smukke Digt, Forfatteren Harry Søiberg, der f.T. opholder sig i Gl. Skagen, havde skrevet til Drachmann, og som fremsagdes af Forfatteren til Afslutningen paa Højtideligheden ved Gravhøjen.
Her om Klitten blaaner tvende Have,
et, der lukkes til af Sund og Bælt,
et, der aabner sig med vide Porte
ud mod Vesterhavets store Felt.
Der mod Nord, bag Havets brede Runding
staar et Land i Sten saa ganske nær,
at den Fugl, der Stranden stryger,
bringer Bud til Bautastenen her.
Og mod Øst, hvor Sol vor Dag begynder
favner Strande et og samme Hav,
der er Vej for begge Lande –
og Vejen for vor døde Sangers Grav.
Og mod Sønder, løft blot Øjet,
se derud, hvor Banker blaaner,
ligger Danmarks aabne Sletter,
der til evig Øre laaner
til vor Sangers stærke Kvad.
Han, der sang ved Havets Land
med de aabne brede Strande,
tunget ud i Næs og Fjorde
dækt af dunkle, grønne Rande
Skov og Ager sætte trindt.
Der, hvor Bonden bag sin Plov
fra hver Høj kan Havet skue,
og hver Purk i Moders Stue
drømmer sig paa Langfart hen,
følte han, hvad Dansken føler,
saa, hvad vore Øjne ser –
men ved Havet har han lyttet
sig til meget meget mer.
Der han sad i lange Nætter
ene som en Havfugl ruger,
der er kastet ind af Stormen
men hvis Skarpsyn Fjernkyst skuer.
Og i vore lyse Nætter,
da hver Bæk kan sælsomt tale,
og hver Engblomst Drømme male
frem i hver en Danskers Sind,
sad han her og stille lytted'
sig til vore Hjerter ind.
Her han digted' vore Sange,
som de lever i vort Bryst,
og som Havets brede Dønning
toner de om Danmarks Kyst.
Og naar danske Snækker stryger
Landet her mod fremmed Hav,
da vil altid en og anden
Hilsen sende til hans Grav.
