Til visse radikale Jøder.

(1875.)

H[erman] K[auffmann].

Hvor væmmes jeg ved disse visne Jøder!
Som lidt af alt med gridske Tænder gnaske,
Som sluge Bøger og med Lærdom braske
Og med Fripostighed paa Afmagt bøder,

Som uden Følelse for, hvad der støder,
Profant og helligt glatvæk sammen hjaske
Og debatterer alt med Tunger raske,
Mens deres Selskab paa enhver de nøder.

Til Sjælsblufærdighed saa lidt de kjende
Som trofast Kjærlighed til Nordens Ære
Og fjase flovt, naar vore Hjærter brænde;

Thi Verdensborgere de kun vil være,
Vort Danmark er dem sagtens nu for lille;
Men vi vil blive ved vor Længsels Kilde.

Lad dem kun højt med Pengeposen klingre!
Lad dem kun rasle med Kulturens Bjælde!
Lad dem kun hæve deres Røst den skingre!
Med tavs Foragt vi deres Fraser fælde.

Har vore Fædre svippet deres Fingre,
Da maa nu Grisene for Galten gjælde;
Ustraffet kan de vore Minder skjælde,
I Uforskammethed er vi de ring're.

Men husk dog paa, naar I ad Fanen vrænge,
Det var ej Eders Fædre de Normanner,
Som hist i Østen planted' Korsets Banner.

Ja kunde blot én nordisk Kvinde slænge
Til en af Jer sit knuste Hjærtes Levning,

Da send mig for Injurier en Stævning.