2den december 1881

Tone: Sig husker du ikke den lystige tid.1

Hvor end vi færdes udi i vort land
   vi hører så tit
den klage, både fra kvinde og mand:
   Hvor dog tiden er skidt!
den ligner slet ikke den svundne tid,
   ti da gik alting så rart;
men nu – ja nu skal alt jo med flid
   skabes om i en fart.

Før spiste man dog i ro sin grød
   og nød sin tobak,
selv middagssøvnen saa trygt man nød,
   herom var ingen snak;
men nu kommer posten hver eneste dag
   med splinternye idér,
med "lange næser" og glatte lag;
   sligt er ikke plasér.

Ja vist er tiden, nu hél forkért,
   ti tænk blot en gang
at præstesønnen er så bornert,
   så rent han glemmer sin stand;
han bliver forelsket, han frir, – og til hvem?
   ja hørte vel sligt man før – ?
til hende, der fødtes i bondens hjem,
   hvor mon han dog tør?

Og hun – ja, hun gjorde ingen ting,
   men sagde blot "ja",
og hermed sprængtes den gamle ring,
    hvad så end folk de sa'.
Ja, sådan fandt i en heldig stund
   Marie en vakker mand,
sin Henrik ene nu elsker hun
   i hele vort land.

Når bare nu Henrik for travlt ej får,
   ti husk nu kun på,
han er jo blevet forfatter i år,
    og hvordan kan det så gå,
når nu han skal være "for mutter"2 med
    dog måske det hæmmer ej,
men snarere hjælper ham på gled
    ad den gyngende vej.

Om nu end i tiden det buldrer lidt,
   ja hvad gør vel det;
lad tidens ånder sig røre frit,
    lidt uro gjør ej fortræd.
Gid Henrik med sin Marie blot må
   ha' skudden nu godt lavet til,
da bærer det fremad, da skal de nå,
    hvad selv helst de vil.

L.N.

 
[1] Tone: Melodien er komponeret af F.L.Æ. Kunzen i 1803 til skuespillet "Eropolis" og senest brugt af C. Hostrup først i sangspillet Intrigerne (1845) til sangen "Og husker du ikke den lystige Tid", derefter, i 1866, til slagsangen "Frem, Bondemand, frem" der bliver sunget i Det forjættede Land: Muld, III. Bog, Anden Kapitel. Se også melodien i G-Dur. tilbage
[2] for mutter: håndrettet fra "hos". tilbage