Forord til Memento

Digte af Henri Nathansen, udgivet posthumt 1951

FORORD

Vor store dramatiker og romanforfatter Henri Nathansen elskede verset. I sine ledige stunder, i ferier og hvileperioder, arbejdede han med det, fordi det forekom ham, at det med sine rim og rytmer undertiden kunne opnaa en holdbarhed, der er større end dramaets og romanens. Men det kunne ske, at han gjorde sig arbejdet unødigt svært ved at binde strofens mange linjer sammen med ensklingende rim og derfor i sin tro paa den strengeste form blev tvunget ud i anvendelsen af flere inversioner og gammeldags flertalsformer af verbet, end godt er. I mange aar dyrkede han denne kunstart i det skjulte, indtil han efter en længere sygdomsperiode pludselig overraskede læseverdenen med satiriske digte, offentliggjort i dagspressen, godt dækket under mærket "Frater Taciturnus", og med dem vakte opsigt. Det var ganske vist ikke lyrikerne, disse digte begejstrede, for den trolddom i ord, som er lyrikens inderste kendetegn, kendte han nok og forstod han nok; men han var forsigtig med den. Det var de mandige, prosaiske hjerner, der bevægedes, og Henrik Pontoppidan, der ikke anede, hvem "Frater Taciturnus" var, hørte blandt hans beundrere. I begyndelsen var det derfor med en vis skepsis jeg paatog mig udvalget af Henri Nathansens efterladte digtmanuskripter. Men under arbejdet blev jeg stærkere og stærkere gennemtrængt af hans mørkladne, jødiske patos, og under grupperingen af digtene opdagede jeg endvidere til min glæde, at det med dem var lykkedes ham at tegne et mangefacetteret portræt af sig selv, for hvad kan man ikke læse ud af dem: hans stolthed over at tilhøre den jødiske race, – hans kærlighed til fristedet, Danmark, til dets natur og til det danske folk, især dets revsere, – hans foragt for alt kompromis, – hans kærlighed til hjem og børn, – hans politiske og religiøse anskuelser, – hans tanker, naar mørket sænkede sig, eller han vandrede paa kirkegaarde, – og ikke mindst hans opfattelse af Christus.

Udvalget og grupperingen bærer jeg saaledes ansvaret for, selv den uregelmæssighed, at digtet "han gaar forbi" til Georg Brandes er anbragt under gruppen "Hjemme". Men ogsaa titlen "Memento" har jeg valgt med velberaad hu. Digtet "Memento" om den usalige Versaillestraktat, der hverken var for haard eller for mild, er et af de sandeste, politiske digte, som er skrevet paa dansk, og grebet af samme trang til sandhedskærlighed maatte jeg med dette ord: memento minde om, at vi ikke alene aldrig maa glemme den store, dansk-jødiske digter, men heller aldrig maa glemme hans jødiske skæbne. Mærker læseren denne propagandistiske braad i titlen, har jeg naaet en af mine hensigter, og ogsaa den bærer jeg alene ansvaret for.

Tom Kristensen