Hvem jeg er –?

  Hvis du vil spørge mig om Stand og Navn,
om hvad jeg spiser, drikker, elsker, hader,
om jeg gaar rundt i Kongens København,
om jeg igennem Jyllands Skove vader –
da kan du dig Ulejligheden spare,
jeg kan paa dine Spørgsmaal kun dig svare:
Jeg i dit eget Inderste har hjemme,
jeg er din egen Stemmes Understemme.

Thi naar du spørger mig, om hvad jeg vil,
saa er det netop dét, du gerne vilde:
At pusle lidt med Livets Puslespil
og hist og her ved Brikkerne at pille.
At sætte Kongerne paa deres Plads
og holde Springerne solidt i Kraven,
at give Spraderne lidt giftig Gas
og dunke Rumlepotterne paa Maven.

Hvis du da spørger mig, om jeg det kan,
saa er desværre selv jeg Part i Sagen –
jeg ejer kun min gamle Vaskespand
med Sæbeluden til at rense Smagen.
Jeg gør mit Bedste – skrubber en og anden,
og vasker lystig løs med Klap og Klask,
og naar jeg færdig er med hele Spanden –
saa er den klar til næste Storevask.

Og naar du spørger mig, om hvad jeg tror,
om der er nogen Mening med det Hele,
saa kan jeg give dig det Trøstens Ord:
Jeg kan din Tvivl af ganske Hjerte dele.
Men under Tvivlen bor en barnlig Tro
paa Livets Mening bag de døde Slakker,
paa Hjertets Brand og Rettens Ørneklo,
der hugger Staalet i de rette Nakker.

Og spørger du mig da, om hvad jeg véd,
saa véd jeg intet uden dette ene:
At dybest brænder, hvad du dybest led,
og hvad der brænder dybest, skal du mene!
Det er et Baal af Sindets skjulte Hede,
dets Savn og Sorg, dets Tro, dets Lyst og Nød,
dets Tvivl, Begær, Forbitrelse og Lede –
og Sjælens Ensomhed i Liv og Død.

Ja, Myrer er vi under Himlens Hvælv –
hvad helst vi vil, det maa vi lade ligge,
og hvad vi kan, det vilde helst vi ikke,
og hvad vi tror og véd – vi véd ej selv.
Og naar jeg pusler lidt med Pen og Blæk,
om hvad jeg kan og vil og tror og véd –
da ser jeg i de andre Myrers Træk
mig selv i Spejl i al min Herlighed.

Frater Taciturnus