Graaulven
| Nu er den gamle Graaulv atter ude, I Nattens Fjærne hører man ham tude, Og tykke Mortensgæs og tynde Fukser De ryster skælvende i deres Underbukser. Og Degnens Kone kryber under Dynen, Mens Degnen selv forsigtig løfter Trynen Og stirrer bleg imod den sorte Rude: "Hør! – Efter Kristenblod den Onde tørster, Han staar med glohedt Gab og rejste Børster!" Ved Daggry samles Sognet i Kolonner, Hver med sin Møggreb eller Muskedonner, Nu gælder det den gamle Graa at jage, Død eller levende at bringe ham tilbage Til Pris for Egnens Præstebusseronner. Man nærmer sig i sluttet Trop til Hulen – Dybt inde Graabén slikker sig om Mulen, Dybt inde Øjnene i Mørket gløde Som selve Lucifers, de helvedsrøde. Du gamle Graaulv med den stride Manke, Du véd, at Hjerterne i Bukser banke, Du ligger klogt paa Lur og venter Natten, Da i et Musehul du jager hele Klatten Ved Funken i dit Blik og i din Tanke. Vel mødt, du gamle Graa, ved Nattens Komme Hvem vaager, naar din sidste Nat er omme? Brænd ud din Ild, saa Nattehimlen flammer, Og hyl, saa alle Lænkehunde glammer! |
Frater Taciturnus