Henrik Pontoppidan
Naar har vi set ham og hørt ham?
paa Stævner? I Vest eller Øst?
Naar har vi hilst og berørt ham?
Der var kun en Klang af en Røst …
de dæmpet fortrolige Ord,
der fjernest fra Spræl og Parade
steg op fra de hviskende Blade
af Bogen, der laa paa vort Bord …
Den Røst blev vor Ungdoms Fortrolige,
… dragende, verdenserfar'n.
Den redte vort ungdomsurolige
Tankelivs filtrede Garn …
Den drev os af Stylterne ned …
Den blotted' os Humbugens Laser …
og stopped de skrydende Fraser'1
med bitter men lægende Fred.
Og Livet med Trængsel og Fjendskab
udrulled sit brogede Baand.
Vi fandt os et styrkende Venskab
i denne fuldmodnede Aand,
den stolte, den rolige Røst,
der vendte sig køligt mod Tiden
saa dæmpet af svulmende Viden,
saa moden som Luftning i Høst …
…….
Det suser for Sommernatsvinden
i Skumringens luftende Træ'r.
Og alt, hvad der sved i sin Svinden,
blir underligt levende nær …
Nu søger med Bladenes Sus
fra Byer og fjerneste Banker
i Tusindevis vore Tanker
med hengiven Tak til hans Hus.
Harald Bergstedt
