Vuggesang til Rebekka

Sov nu sødt i Gravens Skjød
i Dit hvide Jordelagen,
indtil Livets Morgenrød,
da Du kaldes frem for Dagen.

Sov nu sødt, Rebekka min,
jeg tør ikke mer Dig vække,
jeg, som var Veninde Din
tør kun Blomst paa Graven lægge.

Ofte har Du til mig sagt,
at Du mest holdt af at sove,
naar Du hørte Stormens Magt
tude over Sø og Skove.

Saa Du puttede Dig ned
gjemte Dig i Dyner bløde,
da kom Søvnens Gud bered,
hviskede Dig Drømme søde. –

Da Du sænket blev i Jord
hyled Storm og Vind derude,
de kun tog Dig paa Dit Ord,
Du skal sove, mens de tude.

Du skal sove i Din Grav
sove Dødens Søvn den lange,
brudt er nu Din Vandringsstav,
savnet er Du her af mange.

Sov nu sødt Veninde min,
Du mod mig var tro herneden,
naar jeg ser paa Graven Din,
længes jeg mod Gjensyn heden.

Sov nu sødt i Gravens Skjød
i Dit hvide Jordelagen,
indtil Livets Morgenrød,
da Du kaldes frem for Dagen!

April 1891 Louise Amalie Bruhn.