Klagesang over Rebekka

Stakkels Rebekka! jeg maa dig beklage,
dydig og sød du fra mig drog af Sted;
ak! men hvorledes at du kom tilbage,
derom du sikkert véd selv lidt Besked.

Før var du dydig og ren i din Tanke,
ofte du rensed min Sjæl og mit Sind;
men ved formeget med "Henrik" at vanke,
stjal der sig i dig lidt Daarlighed ind.

Før var imellem maaske du lidt snærpet,
vilde ej tale med den eller den;
ofte for mig har din Mening du tærpet,
om ej en Yngling at have til Ven.

Nu er du bleven Pontoppidan-janer,
han har dig fanget udi sine Garn;
hvorhen det fører, det ikke du aner,
stakkels forblindede, daarlige Barn!

O, vend dog om før det end er for silde,
jeg skal som forhen dig kraftig staa bi;
gjør du det ikke da gaar det dig ilde, –
nu er jeg herved for Ansvaret fri!