Viggo Stuckenberg til Johannes Jørgensen
Sendt fra Lyngby. 25. august 1894

kun én Gud som er i mig

Kongens Lyngby, 25. August 94.

Kære Ven!

Nu begaar jeg vist en Dumhed, men jeg begaar den med krum Hals – jeg svarer dig strax, uden at have tænkt mig en halv Time om. Du mener maaske, at alene det er Grund nok til at slaa mig ihjæl. Slaa bare væk! Jeg er en rædsom Aal og mener i mit Aalehoved, at den Pande ikke er smedet endnu, hvorpaa jeg kan ligge stille og dø mig selv ynkeligt ihjæl.

Og saa griber jeg da paa maa og faa i dit Brev og forsøger at svare dig, ikke for at overbevise dig paa noget Punkt – thi dette er aabenbart ganske umuligt – men blot for at gøre rent i min egen Tankegang! Hvorfor skal vi ogsaa overbevise hinanden? Som om der nogensinde var syet akkurat ens Støvler. Men naar du siger, at vore unge Dages Lykke var Gave og ikke Fortjeneste, saa er jeg til Mode, som maatte jeg paa Skøjter slaa to meget lange Herresving, et med hvert Ben, og begge rundende sig langt ud fra hinanden. For mig staar og var og er vor Lykke den Gang som nu ingen af de Dele, derimod vort eget bedste Produkt. Ja, der har du Selvdyrkelsen i struttende Flor. Og siger du, at vor Fejl var, at vi ikke var lykkelige nok, saa vender jeg mig paa Skøjterne og løber baglæns og svarer: Jo, vi var, vi var netop saa lykkelige, som vi formaaede at være, og vor Formuenhed var større end alle andres. Naar du henviser til "Valravn" og "Livets Træ", synes jeg du gør en Fejl. Hvem siger nemlig, at Lykken er ens med Glæde? Vor Lykke er den, at vi ævner at elske vort Liv, selv dets sorteste Sorg. Jeg vilde ikke været en eneste Hændelse foruden, ikke have byttet en eneste Fortvivlelse bort med al tænkelig Glæde, ikke for nogen Pris. Og jeg elsker mit Liv som Træet dets Rod, fordi det har gjort mig til den, jeg er, ja, inderst inde altsaa fordi jeg elsker mig selv. Hvad vil det sige, at denne Selvdyrkelse fører til Afgrunden? Jeg har ingen Bevidsthed om den Afgrund. At forlade sig selv synes mig nærmest at føre ud i det blaa ... Forstaa mig nu, det er om os selv jeg taler, ikke om vor Kunst og dens Midler. Du faar aldrig mig bort fra mig selv, eller fra mit Selv, fra min Sjæls kostelige Spejl, fra dens bløde, frøfangende Skovbund. For min Skyld kan vi godt bruge Ordet Gud, men da er Gud i mig og ikke udenfor mig, og da er der for mig kun én Gud, han som er i mig. Muligvis har ogsaa andre en Gud i sig, men med ham har jeg intet at skaffe. At søge Hvilen udenfor mig selv, tror jeg er et Bedrag. Tror Du, den Hvile bærer i afgørende Øjeblikke? Hvil i dig selv, i dit eget Væsens Fylde, som Solen hviler i sit eget Lys. Freden bærer du i din egen Ævne til Fred, og finder du den i Naturen, da er det, fordi dit Hjærte aabner den Højsal, der til daglig holdes lukket. Ingen Profet har prædiket anden Gud end den, der var i ham selv. Men alle Profeter har fejlet deri, at de vilde, eller troede, at alle Mennesker var ens og som de selv. Og mange Mennesker var slet ingen Ting, derfor kunde de sluge en dem fremmed Sjæls Gud; de havde jo hverken Sjæl eller Gud selv.

Og – ja nu kommer jeg til Kunsten – hvor fører det, du prædiker, Kunsten hen? Kun den er Kunstner, som ser nyt og lærer nyt og staar som en ny, aldrig før set Sjæl. Jeg tænker i dette Øjeblik paa dit Brev. Læs det en Gang ad Aare, og du vil sige: alt sammen gammelkendt! De hellige Ords Poesi er en Gang givet. For mig kan en Digter tro, hvad han vil, og smelte gammelt om, men saa skal Metallet smeltes, saa de gamle Former ikke staar der endnu – ævner du det, skal jeg bøje mig dybere endnu for Digteren i dig, end jeg allerede gør. Men foreløbig er jeg i den Retning en bondestiv Tvivler.

Det er farligt at skrive Brev om den Slags Ting. Tag nu ikke disse Ord op, som om jeg havde grebet i min Skærvebunke og strittet Sten efter dine Kirkeruder. Til min sidste Time vil jeg gentage, at hvordan du saa mener at maatte stille dig til mig, bliver jeg den samme, det vil sige dette Liv igennem din Ven

Viggo Stuckenberg