Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 11. oktober 1921

jeg vil ned i Europa

Gl. Skagen 11/10 - 1921.

Kære Henrik Pontoppidan!

Tak for Deres Hjælp og Lykønskningen!! De kan tro, der blev Glæde heroppe! Og jeg vidste godt, at det var Dem, der stod bagved! Jeg samlede mine Venner om Aftenen til en Fest inde paa Skagens Hotel i Bourgogne, for paa denne Maade ogsaa at mindes Drachmann1! Det blev en Aften, som jeg sent vil glemme, og som rørte mig dybt! Vi vilde ha sendt en telegrafisk Hilsen til Dem, men dette fjollede Telegrafkontor lukkede Kl. 9 heroppe! Og ærlig talt først i Dag kan jeg begynde at samle sammen paa mig igen –

Det glæder mig meget at høre, at Steffen er kommen hjem, hils ham mange Gange fra mig!! Jeg haaber at han blir saa længe, at jeg kan faa Lejlighed til at se den Kernekarl! Det glæder mig ogsaa at høre at De ikke er saa plaget mere af disse fordømte Smærter! De skal se, det blir nok bedre og bedre nu fremefter!

Jeg vil alligevel søge det Ankerske Legat og gøre, hvad 2 jeg kan for at faa det, da Tidspunktet er inde for mig at jeg maa ud at rejse! Jeg vil selvfølgelig meget gerne til Island, men det maa ske en anden Gang, ikke nu, jeg vil ned i Europa for, om jeg saa maa sige, at føle alt det, som sker der, paa Pulsen! Der er det sikkert, at den kommende Fremtid skabes og det rører sig, som i lange Tider vil faa afgørende Betydning for Menneskene! Jeg har ikke været ude siden Vinteren mellem 1912-13 – og i Mellemtiden er jo hele Verden paa en Maade styrtet sammen, jeg har en Følelse af at en Del af mit fremtidige Arbejde vil bevæge sig henimod at være med til at bygge op igen! Hvorledes aner jeg næsten ikke – Men jeg tror, at jeg er ved at nærme mig det Punkt i min Produktion, hvor jeg vil komme til at beskæftige mig mere direkte med mit eget personlige Liv og Oplevelser og min Samtid! Jeg vil lade min Fantasi hente Stof og Handling derfra! Jeg føler jeg maa ud at rejse – helst blive borte et helt Aar – jeg vil ikke til Italien og leve Kunstnerliv eller lignende Steder hen! Jeg vil til vest og øst Europa! Men jeg kommer nu snart til København og da vil jeg gerne ha Lov at tale med Dem personlig derom!

Min Kone beder mig takke Dem hjærtelig og hilse Dem og Deres Frue mange Gange!

Med venlig Hilsen
fra Deres hengivne
Harry Søiberg

 
[1] Drachmann: Søiberg havde fået Holger Drachmanns legat, som uddeltes på Drachmanns fødselsdag 9. oktober. tilbage