Sofus Smith til Knut Ahnlund
Sendt fra København. 1. maj 1950

ingen mulighed for adgang

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag A/S

Klareboderne 3
København, den 1-5-1950

Hr. fil. mag. Knut Ahnlund,
A/B P. A. Norstedt & Söner,
Stockholm

Det ville glæde mig, hvis jeg kunne hjælpe Dem med oplysninger vedr. Henrik Pontoppidan til brug for Deres afhandling, men jeg er bange for, at det vil være vanskeligt.

Brevene fra Henrik Pontoppidan til Gyldendalske Boghandel fra årene før 1903 – sammenslutningen mellem Gyldendal og Det nordiske Forlag – er udtaget af brevpakkerne og findes på Det kongelige Bibliotek i den Hegelske Brevsamling. Tilladelse til at gennemgå dem – hvad sikkert kun kan ske på biblioteket – skal gives af os og af rigsbibliotekaren. På samme måde findes eventuelle breve til Peter Nansen på Det kongelige Bibliotek i en selvstændig samling.

Brevene efter 1903 findes her på forlaget, men indordnet år for år i forlagets brevarkiv. Der er altså ingen mulighed for at give Dem adgang til at se en samlet korrespondance mellem Henrik Pontoppidan og forlaget.

Hvis De under Deres arbejde står overfor spørgsmål, som De mener vil kunne belyses gennem breve, skal vi gerne undersøge, om vi kan hjælpe Dem, men der må gives os oplysning om årstallet for de pågældende breve.

Jeg beklager ikke at kunne give Dem et mere tilfredsstillende svar. Det skulle glæde mig, hvis jeg på et eller andet punkt kunne hjælpe Dem.

Deres ærbødige
Sofus Smith

 
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage