Valdemar Rørdam til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fuglebakken, Birkerød. 20. november 1917
Deres Lynglimt
Fuglebakken v. Birkerød
20/11 1917
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Mens jeg venter på mine "Udvalgte Digte" – der skal mange Avner skovles væk! – vil jeg gerne have Lov til at sende Dem denne lille Samling af Slægtsminder, Deres og mine, fra den 2 gamle danske Præstegård1 – som nu er dødsdømt, med såmeget andet af det gamle Danmark.
Om det vil lykkes Skjoldborgs "nye Mænd"2 at redde det gamle stærke Bondesind over i den ny Tid – jeg véd det ikke, jeg tvivler. Ialtfald sker det næppe ved en Flugt; kun den enkelte kan flygte 3 og om ikke leve, så dog dø, i Fred. Men med alle sin Forfatters Fejl har Bogen også hans enfoldigt stærke Hjerte. Det var jeg glad ved at møde igen – og skammede mig over en urimelig Antydning af Ringeagt, som jeg overfor Dem lod skinne igennem da Skjoldborgs Navn blev nævnt. Han er en Tolder i Dannelse 4 og Klogskab; men han sidder i Morbærtræet3.
Nu endelig har jeg fået "Lykkeper" indbundet – i et rædsomt Krigsbind. Og såsnart jeg kan skal jeg til at granske hans Kamp – og Flugt. Først nu i mine egne Fyrrer begynder jeg at forstå Dem. Det er ikke "i en Kofte" vi mødes, men på "Hvidenæs, hvor Blæsten suser i det stride Græs" – for at sige det med 5 et vistnok urigtigt citeret4 Citat af Thøger Larsen – der "symbolsk" sidder i Lemvig og kigger Stjerner gennem et Kakkelovnsrør, med Linse fra Zeiss.
Tak for sidst! Gid vi engang måtte have den Glæde at se Dem som Gæst i vort Hjem. Min Kone har som jeg været dybt fængslet af "De Dødes Rige". 6 Men med sit glade Moder- og Husmodersind undres og forfærdes hun svarligen over Spøgelselandet udenfor Havehegnet, som Deres Lynglimt åbenbarer det. Men hun siger, som jeg: Mesterens Værk. Og stående ved Siden af hinanden, på hver sit Sted, hilser vi Dem begge to med Beundring og Tak.
Deres hengivne
Valdemar Rørdam.
