Morten Pontoppidan til Karl Povlsen
Sendt fra Hjørlunde. 13. december 1880

køerne fører krig med bøgerne

Hjørlunde over Slangerup
d. 13 Dec. 1880.

Kære venner1 derovre i det lille hus under den mærkelige kirkebanke, som jeg endnu ser2 tydelig for mine øjne! At jeg ikke har havt nogen pige til eder, har I jo allerede for længe siden kunnet mærke, og der har ikke heller vist sig nogen. I har vel desuden allerede fået en. Det hører jo med til det daglige brød at få gode tjenere, når man trænger til dem. Så den sorg er vel længst slukket. Og hvordan går det så med den lille Kirsten3? Send mig et par ord med underretning, ti det lød jo ikke så godt, hvad du skrev, kære Marie! Men sligt kan jo også vende sig hurtigt.

Lad mig nu sige eder tak for sidst; jeg har jo ikke skrevet siden. Og lad mig så ønske eder tillykke med, at det ikke blev til noget med højskoleplanerne. Det tror jeg nemlig, ved nærmere eftertanke, var det bedste. Det vilde vist have blevet en underlig delt stilling for dig, kære Karl, at være dels præst og dels højskoleforstander. Det var let blevet til, at du havde holdt fast på præstestillingen ene og alene for udkommets skyld; og så havde kapellanen blot været en fæl lænke om klods ved benet af højskoleforstanderen, så den sidste ikke kunde have kommet af stedet. 2 Nu derimod kan du rigtig gå og passe din lille kirke og komme der om søndagen med fuld damp oppe og føle at du står på din plads. Det er jo nemlig sagen, at man føler, man står på sin plads, at man har en gerning, hvor man kan lægge alle årer ud og klemme på i Jesu navn, og så se, hvor langt man rækker. Men derfor må det jo helst være én plads, ikke to.

En gerning, man har fået, er sværdet i ens hånd. Og ét skarpt og godt sværd er bedre end to stumper. Ja, ét sværd, som er skåret og stumpet, kan man dog alligevel slå til med; to kommer hinanden i vejen, om de end er Skrep'er begge to.

Om sværdet synger Hjalte4:

Ja, pren i hånd os nornen gav,
den rister som vi skære;
den sletter ud til død i grav,
den skriver ind til ære.
I hånden, husker vel derpå,
vi med vort eftermæle gå.

Så vi er allerede kommen vidt, når vi har fået en gerning, som vi véd er vor, hvad enten det er som kapellan eller højskoleforstander. Så er vi nemlig forsynede med hvad der behøves til for alvor at tage fat og skrive vor egen levnedsbog sådan som den nu kan blive, med klatter og skæve linjer, men dog forhåbentlig med læselig skrift og med en god ende.

At være således forsynet er godt, særlig når man som vi to er lige ved 3 at fylde de betydningsfulde 30 år. Ja, Karl, nu skal vi tage fat for alvor, tænker jeg, for de næste 30 år løber vist en hel del raskere, om vi gennemlever dem. Nu må det være den tid, da der skal lægges i med fynd og klem, med liv og lyst, ellers flygter måske den belejlige tid.

Så jeg håber ikke, at du sidder og venter på engang at blive sognepræst og tænker: så skal jeg rigtig tage fat! Nej, nu må du hejse de sejl, du har, og sejle med dem, og ikke sidde og vente. Jeg siger dette, fordi jeg godt kan se, at der kan være fristelser nok til at ligge og sylte valle5 i kapellanstillingen.

Jeg for mit vedkommende har jo alle klude sat til, og takker for god bør; ja netop for øjeblikket lufter det rigtig godt. Jeg kender jo også tider, hvor jeg sidder ligesom vi ofte sad på Randers fjord og kløede masten og fløjtede så langeligt efter vind; men den kom også altid; for vi var jo ude og vi havde jo sejlene oppe.

Jeg er lige så meget bonde som lærer; er ofte lige så meget i stald og lo som på skolen. Dette kunde synes at være i strid med hvad jeg før talte om ét sværd, én gerning. Men det hænger nu alligevel sådan sammen, at det er den samme kraft, der driver begge dele, og det ene styrker på det andet. Det er en hemmelighed, som er mig selv dunkel, men det må være noget om, at bondegerningen har en 4 både legemlig og sjælelig betydning for min sundhed, at den gør mig mere skikket til at virke i mit kald. Moses måtte jo vogte får, da han kom ud af den sorte skole. Hos mig er det for tiden mest køerne, der fører krig med bøgerne om min ringe person, og foreløbig er det køerne, der vinder de fleste slag.

At gå en lang spadseretur hver dag er vist legemlig sundt; men der er ikke så megen sjælelig lægedom deri som i et legemligt arbejde. Jeg går da gerne og grubler, når jeg spadserer.

Derfor skal du, kære Marie! betragte det som en opgave at anvende din uden tvivl overordentlige indflydelse på din mand til at få ham ordentlig i gang med at bestille noget. Dette at sidde og kigge i en bog vil han jo naturligvis have skal kaldes at arbejde; det bilder man jo folk ind i den sorte skole. Og han tror, at han skal absolut læse så forskrækkelig mange bøger for at kunne sige noget om søndagen samt i det hele for at være et rigtigt menneske. Men dette er overtro. Man skal læse i den tid, man får tilovers; dette er den simple menneskelige sandhed. Du skulde se at få Karl til at lave sig et snedkerværksted f.eks. Han har jo givet så pæne tegninger til eders møbler. Så kunde han gøre ordentlig gavn, og så vilde han blive kureret for en hel mængde dårligheder, som man ellers forgæves bruger Brama-Livs-elixir for. Ja. den rigtige livs-elixir er temmelig ufejlbarlig, men den falder mange for kostbar. Her er opskriften:

Forlænger Livet. Glad Alderdom! Ingen mavepuder,
Bestil noget andet end at sidde og læse!
Vækker Livsaanderne. Godt humør.
En blå løve og en guldhane6

[nedad i venstre margin:] Og så blot de hjærteligste hilsener fra os begge. Vi har det alle godt.

Eders ven Morten Pontoppidan

 
[1] venner: Karl og Marie Povlsen. Karl P. blev personel kapellan i Tørring-Heldum ved Lemvig 15.1.1880, ordineret 12.3. tilbage
[2] ser: besøget hos Karl Povlsens i Heldum fandt sted 19.4.1880, hvor Morten P. holdt foredrag på Markus Thorsens gård i Øster Balleby. (MPs almanak). tilbage
[3] Kirsten: datter født 10.11.1879 i Randers. tilbage
[4] verset er et citat fra Grundtvigs Saxo-oversættelse; dog er originalens "skam" i 3. linie blevet til "død" i MPs gengivelse. tilbage
[5] sylte valle: talemåde der betyder: intet at foretage sig. tilbage
[6] blå løve…: se figurer på våbenskjoldet på Brama-etiketten! tilbage