Erik Jansen Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Vimmelskaftet 46. 11. januar 1888
kom og del Sorgen med os andre
| [trykt:] Dr. med. Erik Pontoppidan, Vimmelskaftet 47. |
11/1 88 |
Kjære Morten!
Du ved jo, at Moder er saa syg, at vi ikke tør haabe nogen Bedring, og nærmest nu kun ønske at den sidste Tid maa gaa saa mildt, let og hurtigt for hende, som muligt. Hun ligger eller rettere sidder den meste Tid i en halv Søvn, under hvilken hun ikke lider eller føler sig ilde, og kun nu og da er hun mere bevidst, spiser, taler lidt, men med Besvær og uden at være helt klar. For os andre er denne Tilstand med Svingninger mellem Øjeblikke, der kunde se ud som om de skulde være de sidste, og en tilsyneladende Bedring, jo strænge nok; men for hende selv tror jeg dog, at 2 hendes Tilstand maa kaldes mild og god, uden egentlige Lidelser og uden klar Bevidsthed. Hvad Dig angaar, da tror jeg, at et Besøg nu vilde være bestemt utilraadeligt, saavel for Moders Skyld, som maaske vilde blive forvirret og i det Hele uheldigt paavirket derved, som for Din, da Du dog ikke vilde træffe hende blot nogenlunde klar, og ikke vilde kunne tale med hende. Hvorvidt Du derimod kunde føle Trang til at komme herned til os, naar hun har lukket sine Øjne, ved jeg jo ikke; men hvis Du vil komme, vil Du gjøre os alle en Glæde og være hjærteligt velkommen.
Du maa altsaa, kjære Morten, ligesom vi andre gjøre 3 Dig fortrolig med den Tanke, at vi skulle miste vor egen, elskede Moder. Jeg tør ikke haabe og næsten ikke ønske, at det skal vare længe. Men selv om det er ventet, vil det dog nok alligevel, naar det kommer, være et tungt Slag for Dig som for os, og ikke mindst for Dig i din Ensomhed. Jeg husker nok fra Vestindien, at Sorgen over Faders Bortgang var endnu tungere, fordi jeg ikke havde et Menneske at tale med. Hvis Du derfor trænger til det, kom hertil og del Sorgen med os andre.
Vi er alle raske, men Inger begynder at blive noget anstrængt. Hun passer Moder med utrættet Omhyggelighed, og har god Hjælp af Holger og Lisbeth. Iaften gaar jeg derud for at være der, da jeg 4 ellers ikke kan faa Inger til at gaa iseng. Hun tør ikke overlade Ansvaret til de unge.
Lev nu vel og tænk paa os i denne strænge Tid, men tænk ogsaa paa, at det vist ikke engang var at ønske andet, end at vor kjære Moder maatte faa en mild og god Død, thi Helbredelse tør vi ikke haabe, og hendes Dagværk er jo dog nu endt smukt og kjærligt, og det har været større end de Flestes. Hun kan nok trænge til Hvile. Hun har holdt sine tolv Børn sammen, saa længe hun kunde; nu maa vi prøve paa at holde sammen selv.
Din Broder
Erik P.
Venlig Hilsen fra Johanne
