Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 18. december 1872
over al Forventning gaaet fremad med Moder
| [MPs tilskrift øverst:] 1872 | [Onsdag 18.12.1872] |
Min kjære Morten.
En tredobbelt Frygt driver mig til at skrive idag til Dig. Først er jeg bange for, at Du hverken skulde have at bide eller brænde i denne haarde Juletid, dernæst, at Manden med Slæden kunde gjøre Postforsendelser vanskelige og endelig, at jeg faaer saa Meget at tale til Folk her i Juletiden, at jeg vanskelig fik Tid til at tale et lille Ord med Dig. Igaar skrev jeg til Erik, fra hvem vi nu længes efter at faa en Rapport i Fædrelandet1: "Alt vel ombord". Moder 2 skrev ogsaa og kunde stadfæste, at det over al Forventning er gaaet fremad med hendes Kræfter og Velbefindende: maatte det nu holde baade hendes egen og Din Aarsdag over, især for Børnenes Skyld, som vilde føle Skaar i Ferie-Glæden, om hun ikke kunde være Hjertet i den.
Dig, kjære Morten, ville vi savne, men vi ville bære dette Savn med Udsigterne til en Sommerferie, i hvilken Du med Guds Hjælp kan komme til at føle sig Dig fuglefri og vingelet til 3 [at] flyve. Her gaaer man nu og venter Dr. Knud i Halen af Ugen. Blot vi havde ham hjemme uden at faae Knæk af den bidende Vinterkulde og Nordost-Vind, som i denne Tid knuger mig haardt blot ved en Vandring i Præstekjole paa Kirkegaarden.
Juledagene er Du vel hos Inger; og det skal være os en kjær Tanke; for Resten har Du jo Familieskjød ogsaa i Byen at tye til en Aftenstund, naar Du trænger. Jeg sender Dig altsaa hermed 4 1, Januar Qvartal 1873 og 2, min Fødselsgave forud i Skikkelse af en lysebruun Seddel2. Moder vil nok huske paa Dig mellem Juul og Nytaar, blot hun kan faae lidt Pebernødder ind og hvad andet Pilleri hun maatte ønske at sende.
Og saa Gudsfred, kjære Søn, og med Freden den stille Glæde i Ham, som ikke glemmer at besøge den eenlige Fugl i Buret, med Hovedet under sin Vinge.
| 18 Xber. 72 | Fader. |
