Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 8. marts 1886
Henrik for Tiden i Østby
Mandag Aften. Svanholmsvej [8.3.18861]
Kjære Morten!
Tak for Dine Linier i Morges! Jeg længtes unægtelig meget efter at høre om den endelige Afgjørelse, der vel egentlig overraskede mig, men som vi dog godt kan skjønne er god og ret og med Guds Hjælp vil tjene alle Parter vel. Jeg skjønner nok, at naar jeg tænkte paa Kjerteminde, saa var det med en Følelse af noget færdigt og afsluttet, som maaske ikke passer Dig endnu og selv for Julie vilde maaske den fredelige Tilværelse være for dyrekjøbt. I ethvert Fald viser det sig jo, at Du ikke er færdig i Hjørlunde og at Vennerne dér mener det alvorligt. Og meget kjønt og varmt er der kommet frem ved dette.
Forresten forstaaer Du nok, at vi her ikke have haft Lov til at gaae med udeelt Sind og tænke paa, hvad der laae Eder paa Sinde, thi den Nyhed, Erik bragte mig Fredag Morgen, var saa betagende for os, at der maatte Tid til for at finde sig selv igjen. Det gik jo som sædvanligt at jeg aldrig havde seet denne nye Datter og knapt hørt hende omtale, saa hun faldt bogstaveligt ned fra Himlen. Men derfra troer jeg ogsaa, hun er kommet, thi I kan ikke troe, hvilken sød pige hun er. Jeg veed virkelig ikke, hvorledes man kunde ønske hende anderledes; saa har Erik ventet længe, troer jeg sikkert, han har faaet Bod for Savn.
Kom nu selv og see hende. Jeg har tænkt mig, at I alle tre skulde komme herud paa Torsdag, paa Faders Fødselsdag, at den Dag kunde samle os i Glæde over al Guds Naade fra de sidste Dage. Nu synes jeg, det maae kunne passe godt, at I har faaet Ro til ogsaa at kunne tage det op, der ligget udenfor. – Jeg skriver ogsaa til Henrik, der fortiden er i Østby!2
Nu maae I endelig komme alle 3 – at sige, dersom der er Rimelighed deri, saa skal der være Chokolade Kl. 1 og Middag Kl. 5. Sig Mathilde, at Johanne har hverken Pandehaar eller Tornure, men hun er dog saameget Dame, at Erik er tilfredsstillet uden at vi andre stødes.
Han er naturligvis rørende glad.
Kys lille Dines! Jeg undrer mig selv over, at jeg ikke reent har glemt ham; han maae tage tiltakke med at komme bagefter som det tynde Øl.
Tusinde kjærlige Hilsner til Eder Alle fra
Moder.
