Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 22. marts 1883
her er røde Næser og sprukne Hænder
den 22de Marts *1882 [Torsdag 22.3.18831]
Min kjære Margrete!
Med Tak for det lille Brev sender jeg herved en Hilsen til det forkjølede Magleby, hvilken jeg haaber skal komme som et Søndagsbrev paa Langfredag2 og inderligt ønsker maa træffe Eder i nogenlunde god Stand. Jeg frygtede nok at det var en alvorlig Hoste, som Hans Peters Brev omtalte, saa jeg blev næsten glad ved at høre, at Du var sengeliggende og ikke gik og kluddrede paa egen Haand. Den rare Doctor Ølgaard3 har jeg nu god Tro til og haaber, han siger, hvor Skabet skal staa, thi det gjælder i Sandhed om at have Taalmodighed, medens denne forfærdelige Kulde4 staaer paa, og ikke lade sig narre af Solen. Alverden 2 er forkjølet, dersom det kan være Dig nogen Trøst; dog maa vi her ikke klage, her er det meest røde Næser og sprukne Hænder og jeg hoster kun meget lidt, men bliver ogsaa i Sengen til Stuerne ere varme og er i det Hele meget forsigtig. – Inger kom da ikke til Samsø, da det vilde blive altfor anstrengende en Tour for de faae Dage og tilmed vilde hun jo ogsaa gjerne være sammen med Holger og Valdemar; imidlertid tog hun og Lisbeth dog til Hjørlunde i Aftes, men kommer hjem igjen i Aften. – Valdemar fik jeg da i god Behold gjennem Isen i Morges og Holger er ogsaa kommet, saa de To har jeg til mit Selskab og har dem alene, da Doctorerne skal til Boghandler Linds5 til Middag. Valdemar er frimodig og vel tilpas og holder af at blive kjælet for, hvilket vi nok kan overkomme, da han skal tilbage√ paa Mandag Aften; Holger6 har det ogsaa godt og ham maa jeg da ogsaa have Lov at kjæle for, da han 3 kun har saa faa Dage tilbage. Han mener fremdeles at reise den 4de April saa Tiden er kostbar, men til Magleby kommer han maaskee allerede Mandag. Derom skriver han nok, men lad os vide, dersom der er god Leilighed til at blive kjørt en af de andre Dage.
Jeg lader medfølge et Brev fra Julie, der kan sætte Eder og da navnlig Hans Peter ind i Situationen der. Fra Samsø har jeg ikke hørt i de sidste Dage; den søde lille Margrete ligger mig meget paa Hjerte.
Siden Eders Lærerinde er frosset inde i denne Paaskeferie, saa tænker jeg mig, at hun gives en lang Pintseferie og saa tænker jeg mig fremdeles, at jeg faaer Hanne og Margrete herind til den Tid; thi til den Tid har jeg jo Gjæstekammer og vil være glad ved deres Besøg.
– Jeg kan forstaae, det har gjort et stærkt Indtryk paa dig at faae Brev fra Hedvig7. Du har jo ikke fulgt hendes Sygdomshistorie paa saa nært Hold som vi Andre, og kan jo i det Hele taget ikke saaledes faae fat paa 4 Forholdene som vi, der jevnligt, gjennem Henriette Jessen8, har hørt derfra, og nu i den sidste Tid gjennem Anna9, der er her i Byen (paa Gl Kongevei) hvor hun lærer Husholdning hos den Maler Jensen, som besøgte Eder sidste Sommer; (det er naturligviis Konen der er den dygtige og holder Pensionatet gaaende). Naar Anna kan faae fri, kommer hun herop og da taler vi jo meget om Hedvig, hvem hun har besøgt flere Gange. Det er naturligviis tungt at see hende, men saa lidende, som Du antager er hun dog ikke, og holder f. E. meget af den Pige, der passer hende, men kan ikke lide Frøken Barfoed10, og er saa naturligviis meget bitter paa hende. Der er jo ikke Tale om, at hun kunde være nogetsomhelst andet Sted og hvor i Verden hun var, vilde jo det Samme komme frem, thi det er jo den Form, hendes Sindssyge har taget. Det er rigtignok den sværeste Sygdomsform af Alle og hvor det ogsaa maa være svært at være Læge for dem; jeg tænker lidt paa Knud med megen Deeltagelse. Men man maa altid holde fast, at det er en ligefrem Sygdom.
Nu maa jeg slutte. Tusinde kjærlige Hilsner til Eder alle og Gud give en god og glædelig Paaskefest.
Moder
