Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 29. maj 1882
hidtil har Herren hjulpet
2den Pintsedag. [mandag 29.5.1882]
Kjære Morten!
Dit Brev paa Pintsemorgen var mig til stor Glæde og kom ret i en beleilig Stund. Jeg var netop den Dag lidt træt af at blade om i de gamle Postiller og længtes efter noget friskere og nyere.
Jeg frygter ikke for Scavenius1. Han og hans Følge skal nok blive Midler i den Herres Haand, der udruster sine Tjenere til sin Gjerning, og alt hvad der nu seer ud som mørke Skyer over Din Horisont, vil nok i Tiden give Grøde og Frugtbarhed. Saa i det Væsentlige og Dybe har jeg slet ingen Bekymring for Dig og Dine; men der kommer nok Tiden, hvor jeg ængster mig for de øieblikkelige Tryk, der paa forskellig Maade bliver Følge af de nærværende Forhold. –; Men hidtil har Herren hjulpet, ikke sandt?
Nu glæder jeg mig til at see Eder paa Fredag; Chokoladen staaer paa Bordet Kl. 1 og vi kan spise 4 eller 5 efter Eders Ønske. Vielsen2 er nu blevet fastsat til 4.
Dersom I saa om Aftenen vil i Tivoli eller sligt med Børnene, behøver I ikke at tage Hensyn til mig. Jeg kan godt være alene – men I skal paa ingen Maade fortrække for min Skyld, thi det behøves paa ingen Maade.
Kunde I ikke, for een Gang, tage de 5 Børn med? Jeg vil blive glad ved dem, og her er jo ingen, der kan genere. Men gjør nu, som I synes […]
Eders trofaste Moder.
