Kåre Olsen til Knut Ahnlund
Sendt fra KB, København. 4. december 1950

udnyttelse til litterær forskning

Det kongelige Bibliotek Kristiansgade 8
København K,
den 4/12 1950

Hr. fil. mag. Knut Ahnlund,
Sveav. 130, Sthlm.

Først må jeg bede Dem meget undskylde, at jeg ikke har svaret på Deres tidligere henvendelse; grunden hertil er den, at spørgsmålet om en benyttelse af Henrik Pontoppidan-brevene er uafklaret og må løses i forbindelse med Henrik Pontoppidans arvinger. Vedkommende var på det tidspunkt bortrejst, og derefter har sagen ligget mellem mine ventesager, indtil jeg nu fik Deres brev af 29. ds. [læs: 29. fm.] Jeg har derefter påny henvendt mig til arvingerne, d.v.s. professorinde Einar Thomsen1, og hun har nu lovet mig at undersøge spørgsmålet, hvorvidt 2 hendes faders testamente, at intet som helst af hans breve må publiceres, også gælder udnyttelsen af brevene til litterær forskning. Hun har lovet mig svar til på mandag (d. 11.) og er, såvidt jeg kan forstå, selv positivt indstillet overfor tanken om en benyttelse af H.P.-brevene til litterær forskning, men publicering er absolut udelukket iflg. testamentarisk bestemmelse. Trods fru Philipps tilladelse, der skal suppleres med bibliotekets, kan H.P.-brevene dog ikke benyttes, hvis H.P.s dispositioner forbyder det.

Da jeg efter løfte skal få besked d. 11. og De kommer til Kbh. d. 12., kan vi drøfte sagen mundtligt.

Med fornyet undskyldning.

Deres ærbødige
Kåre Olsen

 
[1] professorinde Einar Thomsen: Else Cathrine, f. 1894, HPs datter. tilbage