Anna Nielsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Agerslyst pr. Kværndrup. 26. februar 1929
opereret for Ansigtsneuralgi
Agerslyst pr. Kværndrup 26/2 29.
Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg tillader mig at skrive til Dem, fordi jeg har en Del at fortælle, som uden Tvivl vil interessere Dem. Jeg formoder, at De gennem Fru Gammelgaard1 eller Professor Kjærgaard2 ved, at jeg er blevet opereret for Ansigtsneuralgi af Overlæge Sølling3 i Horsens. Og Operationen lykkedes. Da der ikke er gaaet en eneste Dag siden, uden at mine Tanker er gaaet til Dem, kan jeg ikke vente med at fortælle, hvordan en saadan Operation er for Patienten. For Lægen er den jo saa vanskelig; men Dr. Sølling har prøvet den mange Gange, og den lykkes altid for ham.
Igaar kom jeg hjem; jeg var kun 12 Dage paa Hospitalet. Det er næsten ikke til at fatte, at det er gaaet saa hurtigt. Jeg er Professor Kjærgaard meget taknemlig for, at han iforvejen havde skrevet til Dr. Sølling, saa han kunde operere mig med det samme. Jeg sov hele Natten før og var ganske rolig; da jeg lagde mig paa Operationsbordet. Jeg tænkte da, at om jeg nu skulde dø, saa var det bedre end leve med de frygtelige Smerter. Man mærker jo intet til det, der foregaar, og da jeg vaagnede i min Seng, var mit første Spørgsmaal: "Er det vel overstaaet?" Og hvilken Lykkefølelse var det ikke at faa et "Ja" paa det Spørgsmaal. 2 Den første Dag var jeg daarlig af Bedøvelsen; men det var egentlig ogsaa det eneste, der generede. Jeg havde næsten ingen Feber og kunde straks spise, og det var en vidunderlig Oplevelse at kunne spise og tale uden Smerter. Man har en lille Smule ondt i Saaret og er træt i Hovedet de første Dage. Den fjerde Dag blev der skiftet Forbinding, og en ottende Dag fik jeg Traade pillet ud, og jeg saa selv Saaret. Da var det lægt og saa fint ud. For hver Gang Dr. Sølling opererer, bliver det endnu finere. Man bliver jo den Mand saa inderlig taknemlig, og han er næsten ligesaa glad. Jeg tror ikke, der er nogen Mennesker, der bedre forstaar hinanden end dem, der lider af den Sygdom. Jeg takker Dem, fordi De har tænkt paa mig, ogsaa mens jeg laa paa Sundby Hospital. Nu ønsker jeg saa inderlig, at De ogsaa kunde blive befriet for Lidelsen. Det er saa slemt at tænke paa, at andre lider de Rædsler. Maatte dog dette Brev gøre Dem en lille Smule godt og styrke Dem i det, hvis De tænker paa at lade Dem operere.
Maa jeg til Slut have Lov til at takke Dem for, hvad De gennem Deres dejlige Bøger har været for mig. Det sidste Aarstid har jeg ikke kunnet arbejde, og da har jeg mere end nogensinde tyet til Læsning for at glemme min fortvivlede Tilstand og slippe for at tænke paa Fremtiden.
Med de hjerteligste Ønsker om Bedring for Dem
Deres ærbødige
Anna Nielsen.
