Martin Andersen Nexø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Espergærde. 4. august 1919

et Haandslag forsoner

"Gryet" Espergærde 4.8.19

Kære Henrik Pontoppidan!

Nogen Stads ved at passere de 50 er der jo i og for sig ikke, men et Haandslag som Deres forsoner med Anledningen, og jeg siger Dem af Hjærtet Tak for det. De har gennem mange Aar givet mig Glæde og Styrke, først ved Deres Bøger, som i de unge Aar for mig aabenbarede nye Verdener, saa gennem Deres personlige Venskab, som jeg igen føler saa stærkt som nogensinde af Deres Hilsen.

Jeg siger Dem Tak for det alt og ønsker alt godt for Dem og Deres

Deres altid hengivne
Martin Andersen Nexø