Henri Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Drosselvej 6. 20. oktober 1932

Drosselvej 6. 20/10 32

Min kære gamle Ven!

Lad mig sige det straks: Blandt de Breve, jeg har modtaget fra Venner og Bekendte – for slet ikke at tale om Pressens officielle Udgydelser – er Deres det eneste, der gaar ind til Bogens Kerne og beviser mig, at min Bog kan forstaas, som den af mig er følt. Det er ikke blot Deres indtrængende Forstaaelse af min dybere Mening med dette Arbejde – det er ogsaa Deres følsomme Efterlysning af min egen skjulte eller skal vi sige personlige Undertone og 2 Medviden, der har overrasket mig ved dens Sikkerhed og dens Gætningers Rigtighed. Selv Deres kritiske Bemærkninger har kun glædet mig – jeg ved, at de kommer fra et godt Hjerte, derfor føler jeg dem saa velment. Jeg har lyttet til de kloge Ord og skrevet mig dem bag Øret.

Det vilde jo have været mig en Glæde, om jeg i den nærmeste Tid, da Deres Indtryk af min Bog er friskt, havde kunnet efterkomme Deres venlige Indbydelse, og jeg vil hjærtelig gerne komme, saa snart det er mig muligt. Men jeg er for en 8 Dages Tid siden kommet ind i en Sag, som kræver min Nærværelse her i Byen 3 til en hvilkensomhelst Tid paa Dagen. Det drejer sig om en Mand, en lille jødisk Skrædermester, hvis Sag jeg har haft Lejlighed til at gennemgaa – og jeg er kommet til det Resultat, at han er dømt uskyldig – han har afsonet 1 Aars Tugthus – og jeg arbejder nu sammen med hans beskikkede Sagfører paa at faa Sagen genoptaget. Det er et stort og indviklet Arbejde, der lægger Beslag paa hele min Tid, og det foregaar i dybeste Stilhed, da Offentligheden (Presse og Politi) der ligger paa Lur for at faa opsnuset, hvad der foregaar bag Kulisserne, skal holdes udenfor for ikke at forplumre og forvirre Begreberne yderligere. En jødisk Forening, i hvis 4 Bestyrelse jeg sidder, har bedet mig tage Affære, og jeg har selvfølgelig paataget mig at lægge alle mine Kræfter i Sagen, selvom den hindrer mig i andet Arbejde, som nok kunde friste til et Afslag.

Men – naar det første Fremstød er overstaaet, og der er brudt Breche i Muren, ringer jeg en Dag til Dem og anmelder mit Besøg. Maaske da Pontoppidan er saa rask, at han kan tage med. Og saa skal vi tre halvdøve raabe hinanden op, saa de Helsingørs Borgere tror, at det er Aktionærerne i Kong Peters Glasværk1, der raaber om baisse[?], saa de tilbageblevne Ruder klirrer.

Altsaa, paa Gensyn, min kære gamle Ven!

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Kong Peters Glasværk: Peder Christensen (1874-1954), kaldet Kong Peder, var socialdemokratisk borgmester i Helsingør 1919-46. Han fik gennemført oprettelsen af et vinduesglasværk i byen, et projekt hvis finansiering der stod megen blæst om. tilbage