Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nussbach, Schwarzwald. 21. juli 1931

Livet er vendt tilbage til mig eller i mig

Kurhaus Geutsche pr. Nussbach
in Schwarzwald d. 21 Juli 1931

Kære Henrik Pontoppidan!

Først en Tak for Deres hjertelige Brev til min Fødselsdag. Det var desværre altfor langt – ikke for mig, men for Dem. Jeg kunde af Skriften se, at det havde trættet Dem, sligt kan ikke tillades. Blot jeg nu og da faar et Kort med en lille Hilsen, er jeg glad. Saa véd jeg, at det gaar fremad, indtil De en skønne Dag i September kommer mig imøde paa Vejen fra Holmegaardsvej til Ordrup Station.

Og dette er ogsaa det bedste, jeg kan ønske Dem til Fødselsdagen d. 24de. Aaret var netop gaaet saa godt, vi havde frydet 2 os ved Livet under vore Sammenkomster i Vinterens Løb – og saa skal et elendigt Fejltrin holde Dem i Sengen i Maanedsvis. Dog – alting har ved Naturens uransagelige Visdom ogsaa en Lysside, det véd jeg af bitter-sød Erfaring. Under lange og trange Perioder groer det i Aand og Sjæl – og er Linen løbet ud, skyder nye og friske Skud op af de Saar, Livet har slaaet. Bagefter vilde man ikke for Guld have undværet Lidelsens Torne og – jeg ser pludselig her paa Brevpapiret en lille Edderkop, der jo betyder Lykke, og overtroisk som jeg er, lader jeg den sidde, som jeg finder den, fint konserveret og formfuldendt, som et Symbol og Vartegn i Dagens Anledning. Also: Glückauf!

Heroppe i Højderne er vi baade figurlig og bogstavelig højt oppe. Skønt Vejret er lunefuldt som Kvindesind, føler vi os alle forfriskede, ja foryngede af den 3 evig forføreriske Natur. De har Ret – Schwarzwald er ikke dyster, men frodig, karakterfuld og dog besnærende ved sine Linjers Ynde og sine Konturers faste Form. Jeg er kommet til at elske dette Landskab, som om det var min Naturs rette Hjemsted, jeg har aldrig før kunnet leve fuldt og helt i Naturen og med den. Men her farer jeg omkring som en Gemse, let til Bens trods Daabsattest og Graukopf, det er selve Luften, der bærer mig, kildrer og krydrer mit Sind – jeg er virkelig glad – en Følelse jeg ikke har kendt til Bunds i mange, mange Aar. Det er virkelig, som om Livet er vendt tilbage til mig eller i mig, jeg véd ikke hvordan, og spørger ikke hvorfor. Verweile doch – de Ord falder mig atter og atter paa Læben, naar jeg standser og ser ud over dette forjættede Land. Tænk Dem engang: Der er et Sted her i Egnen, hvor min Kone og jeg ofte blev staaende paa vor Morgentur, 4 fortryllede, fasttryllede af Stedets dybt fortonende Skønhed. Og saa, da vi min Fødselsdags Morgen atter søgte derhen – hvad stod der saa, bygget paa en Nat som Aladdins Slot? En Bænk, som hun og vore Værtsfolk havde tømret sammen til mig i Nattens Løb. Jeg tabte Næsen, ja Hovedet af Forundring og flov Lykkefølelse. Gid vi to engang kunde sidde paa denne min Bænk, hvori Navnet er indskaaret – jeg synes, det er den bedste Gave, jeg nogensinde har faaet. Lampens Aand har bragt mig den.

Nu farvel, min kære Ven. Tænker jeg paa Danmark, tænker jeg – som en Gang før i Udlandet – paa Dem. De er blandt de ganske faa, der knytter mig til Landet. Sammen med mig sender min Kone Dem sine bedste Hilsner og Ønsker.

Crescas, floreas, o Pontoppidane!

Deres hengivne
Henri Nathansen